1

Anglo Austrian AAB AG, der er under likvidation, har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 22. juni 2022, Anglo Austrian AAB og Belegging-Maatschappij »Far-East« mod ECB (T-797/19, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2022:389), hvorved Retten frifandt ECB i det søgsmål, som appellanten havde anlagt sammen med Belegging-Maatschappij »Far-East« BV (herefter »aktionæren«) med påstand om annullation af Den Europæiske Centralbanks (ECB) afgørelse ECB-SSM-2019-AT 8 WHD-2019 0009 af 14. november 2019, hvorved ECB efter forslag fra Finanzmarktaufsichtsbehörde (finanstilsynet, Østrig) (herefter »FMA«) inddrog appellantens tilladelse til at optage virksomhed som kreditinstitut (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338, herefter »CRD IV-direktivet«) med overskriften »Inddragelse af tilladelse« bestemmer følgende:

»De kompetente myndigheder kan kun inddrage en meddelt tilladelse, såfremt et kreditinstitut:

[...]

3

Dette direktivs artikel 67 med overskriften »Andre bestemmelser« fastsætter i stk. 1:

»Denne artikel finder som minimum anvendelse når:

[...]

[...]

[...]«

4

Det nævnte direktivs artikel 74 med overskriften »Intern ledelse og genopretnings- og afviklingsplaner« fastsætter følgende i stk. 1:

»Institutter skal have robuste ledelsesordninger, hvilket omfatter en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemsigtig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til at identificere, styre, overvåge og indberette de risici, som institutterne er eller kan blive eksponeret for, fyldestgørende interne kontrolmekanismer, herunder en sund administrativ og regnskabsmæssig praksis, og en aflønningspolitik og ‑praksis, som er i overensstemmelse med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikostyring.«

5

Følgende fremgår af 28., 29. og 34. betragtning til Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63, herefter »SSM-grundforordningen«):

[...]

6

Denne forordnings artikel 4 med overskriften »Opgaver, der overdrages til ECB« fastsætter:

»1.   ECB har inden for rammerne af artikel 6 og i overensstemmelse med stk. 3 i denne artikel enekompetence til med henblik på tilsyn at udføre følgende opgaver i forbindelse med alle de kreditinstitutter, der er etableret i de deltagende medlemsstater:

[...]

3.   Med henblik på at udføre de opgaver, som ECB overdrages ved denne forordning, og med det formål at sikre høje standarder for tilsyn, anvender ECB al relevant EU-ret, og såfremt denne EU-ret består af direktiver, den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver. Hvis den relevante EU-ret består af forordninger, og hvis disse forordninger i øjeblikket udtrykkeligt giver medlemsstaterne valgmuligheder, anvender ECB også den nationale lovgivning om udøvelse af disse valgmuligheder

[...]«

7

Den nævnte forordnings artikel 9 med overskriften »Tilsyns- og undersøgelsesbeføjelser« bestemmer i stk. 1:

»Udelukkende med det formål at udføre de opgaver, som overdrages til ECB ved artikel 4, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 2, betragtes ECB, hvor det er relevant, som den kompetente myndighed eller den udpegede myndighed i de deltagende medlemsstater som fastsat i den relevante EU-ret.

Udelukkende med samme formål har ECB alle de beføjelser og forpligtelser, som er fastsat i denne forordning. Den har ligeledes alle de beføjelser og forpligtelser, som de kompetente og udpegede myndigheder har i medfør af den relevante EU-ret, medmindre andet er fastsat i denne forordning. Navnlig har ECB de beføjelser, der er opregnet i afdeling 1 og 2 i dette kapitel.

I det omfang det er nødvendigt for at udføre de opgaver, som overdrages til den i henhold til denne forordning, kan ECB ved hjælp af instrukser pålægge de pågældende nationale myndigheder at gøre brug af deres beføjelser i henhold til og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i national lovgivning, såfremt denne forordning ikke tillægger ECB sådanne beføjelser. De pågældende nationale myndigheder informerer ECB fuldt ud om udøvelsen af disse beføjelser.«

8

Samme forordnings artikel 14 med overskriften »Tilladelse« fastsætter i stk. 5 og 6:

»5.   Med forbehold af stk. 6 kan ECB på eget initiativ inddrage tilladelsen i de tilfælde, der er fastsat i den relevante EU-ret, efter høringer med den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor kreditinstituttet er etableret, eller på forslag fra en sådan kompetent national myndighed. Disse høringer sikrer navnlig, at ECB inden beslutningen om inddragelse giver de nationale myndigheder tilstrækkelig tid til at træffe afgørelse om de nødvendige afhjælpende tiltag, herunder mulige afviklingsforanstaltninger, og tager dem i betragtning.

Hvis den kompetente nationale myndighed, som har foreslået tilladelsen i henhold til stk. 1, er af den opfattelse, at tilladelsen skal inddrages i henhold til relevant national lovgivning, fremsender denne et forslag til ECB herom. ECB træffer i så fald afgørelse om den foreslåede inddragelse, idet den fuldt ud tager hensyn til den begrundelse for inddragelse, som den kompetente nationale myndighed har forelagt.

6.   Så længe de nationale myndigheder fortsat har beføjelse til at afvikle kreditinstitutter, underretter de, hvis de skønner, at en inddragelse af tilladelsen vil skade en hensigtsmæssig gennemførelse eller de nødvendige foranstaltninger til afvikling af eller til opretholdelse af den finansielle stabilitet, på behørig vis ECB om deres indsigelse og redegør udførligt for den skade, som en inddragelse ville forvolde. I sådanne tilfælde afstår ECB fra at gennemføre inddragelsen i en periode, der aftales med de nationale myndigheder. ECB kan forlænge denne periode, hvis den skønner, at der er gjort tilstrækkelige fremskridt. Hvis ECB i en begrundet afgørelse imidlertid fastslår, at de nationale myndigheder ikke har gennemført de hensigtsmæssige foranstaltninger, der er nødvendige til opretholdelse af den finansielle stabilitet, inddrages tilladelsen øjeblikkeligt.«

9

Artikel 80 i Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen) (EUT 2014, L 141, s. 1) med overskriften »Kompetente nationale myndigheders forslag om at inddrage en tilladelse« bestemmer:

»1.   Hvis den relevante kompetente nationale myndighed er af den opfattelse, at et kreditinstituts tilladelse bør inddrages helt eller delvist i overensstemmelse med den relevante EU-ret eller nationale ret, herunder på kreditinstituttets anmodning, fremsender den et udkast til afgørelse med forslag om inddragelse af tilladelsen til ECB (herefter et »udkast til afgørelse om inddragelse«) sammen med eventuel supplerende dokumentation.

2.   Den kompetente nationale myndighed koordinerer med den nationale myndighed, som har kompetence til at afvikle kreditinstitutter (herefter den »nationale afviklingsmyndighed«), med henblik på udarbejdelse af alle udkast til afgørelse om inddragelse, der er relevante for den nationale afviklingsmyndighed.«

10

Denne forordnings artikel 83 med overskriften »ECB-afgørelse om inddragelse af en tilladelse« fastsætter:

»1.   ECB træffer afgørelse om inddragelse af en tilladelse uden ugrundet ophold. I forbindelse hermed kan den godkende eller afvise det pågældende udkast til afgørelse om inddragelse.

2.   I forbindelse med at ECB træffer afgørelse, skal den tage hensyn til følgende: a) dens vurdering af de omstændigheder, der berettiger inddragelse, b) alt efter omstændighederne, den kompetente nationale myndigheds udkast til afgørelse om inddragelse, c) høringen af den relevante kompetente nationale myndighed og, såfremt den kompetente nationale myndighed ikke er den nationale afviklingsmyndighed, den nationale afviklingsmyndighed (sammen med den kompetente nationale myndighed, herefter de »nationale myndigheder«), og d) eventuelle bemærkninger fremsat af kreditinstituttet i henhold til artikel 81, stk. 2, og artikel 82, stk. 3.

3.   ECB træffer også afgørelse i de i artikel 84 anførte tilfælde, hvis den relevante nationale afviklingsmyndighed ikke gør indsigelse mod inddragelsen af tilladelsen, eller ECB fastslår, at de nationale myndigheder ikke har gennemført de foranstaltninger, der er nødvendige for at opretholde den finansielle stabilitet.«

11

§ 39, stk. 2 og 2b, i Bundesgesetz über das Bankwesen (Bankwesengesetz) (forbundslov om bankvæsenet, BGBl. 532/1993) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »BWG«), fastsætter:

»(2)   Kreditinstitutterne skal have administrative, regnskabsmæssige og kontrolmæssige procedurer til registrering, vurdering, styring og overvågning af de risici, som bankforretninger og bankdrift indebærer, og deres aflønningspolitik- og praksis. Disse procedurer skal tilpasses de udførte bankforretningers type, omfang og kompleksitet. Så vidt muligt skal de administrative, regnskabsmæssige og kontrolmæssige procedurer både omfatte risici i forbindelse med bankforretninger og bankdrift og de risici, der muligvis kan opstå i forbindelse med aflønningspolitikken og aflønningspraksissen. [...]

(2b)   De i stk. 2 omhandlede procedurer skal navnlig omfatte følgende elementer:

[...]

11.   risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme

[...]«

12

Det fremgår af BWG’s § 70, stk. 4, at såfremt et kreditinstitut navnlig overtræder BWG’s bestemmelser eller retsakter vedtaget med henblik på dens anvendelse, skal FMA inddrage kreditinstituttets tilladelse, hvis ingen andre foranstaltninger i henhold til BWG kan sikre kreditinstituttets funktionsdygtighed.

13

Følgende fremgår af § 31, stk. 3, i Bundesgesetz zur Verhinderung der Geldwäscherei und Terrorismusfinanzierung im Finanzmarkt (forbundsloven om forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme på de finansielle markeder, BGBl. I, 118/2016) (herefter »FM-GwG«):

»I tilfælde af overtrædelser af de i § 34, stk. 2 og 3, fastsatte forpligtelser kan FMA:

[...]

2.   inddrage den af FMA meddelte tilladelse [...]

[...]«

14

Forpligtelserne i FM-GwG’s § 34, stk. 2 og 3, har til formål at gennemføre bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask af penge i direktiv 2005/60, som er blevet ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT 2015, L 141, s. 73).

15

Tvistens baggrund er beskrevet af Retten i den appellerede doms præmis 2-9 og kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.

16

Appellanten, der var et mindre signifikant kreditinstitut som omhandlet i SSM-grundforordningen med hjemsted i Østrig, udøvede sin virksomhed i medfør af en tilladelse udstedt i henhold til BWG. Aktionæren, der er et holdingselskab, ejede 99,99% af aktierne i appellanten.

17

Den 26. april 2019 fremsendte FMA til ECB et udkast til afgørelse om inddragelse af appellantens tilladelse som kreditinstitut i overensstemmelse med SSM-rammeforordningens artikel 80, stk. 1.

18

ECB tilsendte ved skrivelse af 14. juni 2019 appellanten et udkast til afgørelse om inddragelse af tilladelsen, som sidstnævnte tog stilling til den 23. juli 2019.

19

Ved den omtvistede afgørelse inddrog ECB appellantens tilladelse som kreditinstitut med virkning fra datoen for meddelelsen af denne afgørelse. I det væsentlige vurderede ECB på grundlag af de konstateringer, som FMA havde foretaget i forbindelse med sine tilsynsopgaver, henset til den vedvarende og gentagne manglende overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme og henset til appellantens interne ledelse, at sidstnævnte ikke var i stand til at sikre en forsvarlig risikostyring. ECB fandt derfor, at de kriterier, der begrundede inddragelsen af appellantens tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut, som fastsat i artikel 18, litra f), i direktiv 2013/36 og gennemført i østrigsk ret, var opfyldt, da appellanten havde overtrådt dette direktivs artikel 67, stk. 1, litra d) og o), som gennemført i østrigsk ret, og at inddragelsen var forholdsmæssig.

20

ECB afviste endvidere at udsætte virkningerne af den omtvistede afgørelse i 30 dage med den begrundelse, at appellantens betragtninger ikke var egnede til at rejse tvivl om denne afgørelses lovlighed, at afgørelsen ikke kunne formodes at ville forårsage uoprettelig skade, og at offentlighedens interesse i at beskytte appellantens indskydere, investorer og øvrige modparter og det finansielle systems stabilitet begrundede en øjeblikkelig gennemførelse af afgørelsen.

21

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. november 2019 anlagde appellanten og aktionæren sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

22

Til støtte for søgsmålet fremsatte appellanten og aktionæren fem anbringender, der i det væsentlige vedrørte en tilsidesættelse af SSM-grundforordningens artikel 4, stk. 1, litra a), og artikel 14, stk. 5, for så vidt som kriterierne for inddragelse af en tilladelse ikke var opfyldt (det første anbringende), tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet (det andet anbringende), tilsidesættelse af SSM-rammeforordningens artikel 34, sammenholdt med den ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, der fulgte af ECB’s afslag på at udsætte anvendelsen af den omtvistede afgørelse (det tredje anbringende), tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar (det fjerde anbringende) og tilsidesættelse af aktionærens ejendomsret (det femte anbringende).

23

Ved den appellerede dom frifandt Retten ECB i det hele.

24

Appellanten har med appellen nedlagt følgende påstande:

25

Aktionæren har i sit svarskrift nedlagt følgende påstande:

26

ECB har nedlagt følgende påstande:

27

Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 5. juni 2024 har appellanten anmodet om, at den foreliggende sag henvises til Domstolens Store Afdeling, og at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes i henhold til artikel 83 i Domstolens procesreglement.

28

Til støtte for sin anmodning har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at generaladvokatens forslag til afgørelse rejser et grundlæggende EU-retligt spørgsmål, nemlig om Unionens retsinstanser har beføjelse til at anvende national ret. Appellanten har i øvrigt påberåbt sig sin ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

29

I denne henseende og hvad i første række angår anmodningen om, at sagen henvises til Domstolens Store Afdeling, bemærkes indledningsvis, at ingen bestemmelser i statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller procesreglementet indeholder hjemmel til, at denne type anmodning fra en af sagens parter, som ikke er en medlemsstat eller en EU-institution, kan behandles i forbindelse med en appel (jf. analogt dom af 17.7.2014, Leone, C-173/13, EU:C:2014:2090, præmis 19).

30

I medfør af procesreglementets artikel 60, stk. 3, kan det dommerkollegium, hvortil en sag er henvist, ganske vist på ethvert trin af sagens behandling anmode Domstolen om at henvise sagen til et dommerkollegium med et større antal dommere, men der er her tale om en foranstaltning, som den afdeling, hvortil en sag er blevet henvist, principielt træffer afgørelse om af egen drift, ligesom den ved afgørelsen er frit stillet (dom af 17.7.2014, Leone, C-173/13, EU:C:2014:2090, præmis 20).

31

I det foreliggende tilfælde er Domstolens Første Afdeling af den opfattelse, at det er ufornødent at anmode Domstolen om at henvise denne sag til Store Afdeling.

32

Hvad i anden række angår anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del i henhold til procesreglementets artikel 83 bemærkes for det første, at der hverken i statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller i procesreglementet er fastsat en mulighed for, at de berørte personer, der er omfattet af denne statuts artikel 23, kan afgive indlæg som svar på generaladvokatens forslag til afgørelse (dom af 8.2.2024, Pilatus Bank mod ECB, C-750/21 P, EU:C:2024:124, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

33

For det andet skal generaladvokaten i medfør af artikel 252, stk. 2, TEUF fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, der i overensstemmelse med statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver dennes deltagelse. Der er således ikke tale om en udtalelse rettet til dommere eller parter, som hidrører fra en myndighed uden for Domstolen, men om en selvstændig og begrundet udtalelse, som fremsættes offentligt af et medlem af selv samme institution. På denne baggrund kan generaladvokatens forslag til afgørelse ikke drøftes af parterne. Domstolen er i øvrigt hverken bundet af disse forslag til afgørelse eller af den begrundelse, hvorpå generaladvokaten har støttet disse. En parts uenighed med generaladvokatens forslag til afgørelse, uanset hvilke spørgsmål der undersøges heri, kan følgelig ikke i sig selv udgøre et forhold, som kan begrunde genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del (dom af 8.2.2024, Pilatus Bank mod ECB, C-750/21 P, EU:C:2024:124, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

34

I overensstemmelse med procesreglementets artikel 83 kan Domstolen ganske vist til enhver tid efter at have hørt generaladvokaten ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal åbnes eller genåbnes, bl.a. hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som kan have afgørende betydning for Domstolens afgørelse.

35

I den foreliggende sag finder Domstolen imidlertid, at den råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, og at de forhold, der er påberåbt af appellanten til støtte for dennes anmodning om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, ikke udgør nye forhold, der kan have afgørende betydning for den afgørelse, som Domstolen skal træffe. Spørgsmålet om Rettens fortolkning af national ret, der behandles i generaladvokatens forslag til afgørelse, indgår nemlig i appellantens klagepunkter i forbindelse med appellen, som ECB ligeledes har taget stilling til.

36

På denne baggrund finder Domstolen efter at have hørt generaladvokaten, at det er ufornødent at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del.

37

Til støtte for appellen har appellanten, støttet af aktionæren, fremsat syv anbringender, der i det væsentlige vedrører for det første Rettens manglende kompetence, en tilsidesættelse af EU-retten og i givet fald en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, for det andet ECB’s manglende kompetence til at bekæmpe hvidvask af penge, for det tredje Rettens fejlagtige bedømmelse af national ret og EU-retten og under alle omstændigheder en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, for det fjerde retlige fejl ved fortolkningen af CRD IV-direktivets artikel 67, litra d), og national ret, for det femte den manglende undersøgelse af klagepunkterne om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for det sjette en tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar og for det syvende flere procedurefejl, som skader appellantens interesser.

38

Det andet appelanbringende, som skal behandles først, er opdelt i fire led.

39

Med det andet anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at 28. betragtning til SSM-grundforordningen tillægger de nationale myndigheder, såsom FMA, enekompetence på området for bekæmpelse af hvidvask af penge, idet ECB ikke har kompetence på området. Appellanten har derfor foreholdt Retten, at den ikke af egen drift undersøgte spørgsmålet om ECB’s kompetence og opdelte beslutningsprocessen vedrørende inddragelsen af tilladelsen i to dele, nemlig den ene vedrørende konstateringen af en overtrædelse af bestemmelserne i lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge og den anden vedrørende inddragelsen af tilladelsen som en retlig følge af denne tilsidesættelse.

40

Aktionæren har gentaget denne argumentation. Aktionæren har bl.a. under henvisning til en udgivelse fra ophavsmænd, der er en del af ECB’s juridiske tjeneste, præciseret, at ECB selv har anerkendt en sådan manglende kompetence.

41

ECB har bestridt såvel appellantens som aktionærens argumentation.

42

Da appellanten med det andet anbringendes første led har anfægtet Rettens definition af ECB’s beføjelser i henhold til SSM-grundforordningens artikel 4, stk. 1, litra a), skal det lægges til grund, at de klagepunkter, der er anført heri, er rettet mod den appellerede doms præmis 29.

43

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at kompetencen til at inddrage kreditinstitutters tilladelser i henhold til SSM-grundforordningens artikel 4, stk. 1, litra a), udelukkende er forbeholdt ECB (dom af 7.9.2023, Versobank mod ECB, C-803/21 P, EU:C:2023:630, præmis 91).

44

Denne forordnings artikel 14, stk. 5, fastsætter i øvrigt, at ECB på eget initiativ kan inddrage tilladelsen i de tilfælde, der er fastsat i den relevante EU-ret, efter høringer med den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor kreditinstituttet er etableret, eller på forslag fra en sådan kompetent national myndighed (dom af 7.9.2023, Versobank mod ECB, C-803/21 P, EU:C:2023:630, præmis 93).

45

Samarbejdet mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder kommer i overensstemmelse med SSM-grundforordningens artikel 14, stk. 5, desuden til udtryk ved dels forpligtelsen til at høre disse myndigheder, såfremt ECB inddrager tilladelsen på eget initiativ, dels disse myndigheders mulighed for at foreslå ECB den nævnte inddragelse (dom af 7.9.2023, Versobank mod ECB, C-803/21 P, EU:C:2023:630, præmis 95).

46

CRD IV-direktivets artikel 18, litra f), nævner blandt de grunde, der kan begrunde inddragelsen af banktilladelsen, at der er sket en overtrædelse af en af bestemmelserne i dette direktivs artikel 67, stk. 1. I denne henseende er det blevet fastslået, at selv om medlemsstaterne fortsat har kompetence til at gennemføre bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, således som det udtrykkeligt fremgår af 28. betragtning til SSM-grundforordningen, har ECB enekompetence til at inddrage tilladelsen for alle kreditinstitutter, uanset deres betydning, selv når denne, som i det foreliggende tilfælde, er baseret på de grunde, der er fastsat i CRD IV-direktivets artikel 67, stk. 1, litra d) og o), hvortil der henvises i dette direktivs artikel 18, eftersom den nævnte forordnings artikel 14, stk. 5, som betingelse for inddragelse af tilladelsen fastsætter, at der skal foreligge en eller flere begrundelser for inddragelse i henhold til det nævnte direktivs artikel 18 (jf. i denne retning dom af 7.9.2023, Versobank mod ECB, C-803/21 P, EU:C:2023:630, præmis 97).

47

Retten begik derfor ikke en retlig fejl, da den fastslog, at ECB i henhold til CRD IV-direktivets artikel 18, litra f), og artikel 67, stk. 1, litra d) og o), havde kompetence til at inddrage appellantens tilladelse på grundlag af de af FMA konstaterede overtrædelser.

48

Det andet anbringendes første led skal derfor forkastes.

49

Med det andet anbringendes andet led har appellanten, støttet af aktionæren, foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 29 ikke tog hensyn til sondringen mellem ECB’s »opgaver« og »beføjelser«, og fremhævet, at denne institution ikke har beføjelse til at anvende den nationale lovgivning om bekæmpelse af hvidvask af penge, der gennemfører de relevante direktiver.

50

Det følger af SSM-grundforordningens artikel 4, stk. 3, at ECB kun kan anvende national ret på området inden for rammerne af de »opgaver«, der er overdraget til ECB. Eftersom ECB ikke har de nødvendige »beføjelser« i denne henseende, er dens handlinger følgelig underlagt den betingelse, at den nationale myndighed handler eksternt under de nationale domstoles kontrol på grundlag af en instruks, som ECB har fremsendt til den i overensstemmelse med denne forordnings artikel 9, stk. 1, tredje afsnit, og SSM-rammeforordningens artikel 22. En anden fortolkning af SSM-grundforordningens artikel 4, stk. 3, ville medføre, at bestemmelsen bliver ulovlig, eftersom den ville indebære, at anvendelsen af national ret ville være unddraget de nationale domstoles kontrol.

51

ECB har bestridt denne argumentation.

52

Det fremgår af SSM-grundforordningens 4, stk. 3, at med henblik på at udføre de opgaver, som ECB overdrages ved denne forordning, og med det formål at sikre høje standarder for tilsyn, anvender ECB al relevant EU-ret, og såfremt denne EU-ret består af direktiver, den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver. Blandt de opgaver, som denne artikels stk. 3 henviser til, findes således den opgave, der består i at inddrage kreditinstitutters tilladelse.

53

Det følger i øvrigt af den nævnte forordnings artikel 9, stk. 1, andet afsnit, at ECB udelukkende med henblik på at udføre de opgaver, som den overdrages ved forordningens artikel 4, stk. 1, har alle de beføjelser og forpligtelser, som er fastsat i denne forordning.

54

ECB har derfor alle de beføjelser, der er fastsat i SSM-grundforordningen, navnlig med henblik på udførelsen af opgaven med inddragelse af kreditinstitutters tilladelse, som påhviler den, uden at den sondring mellem »opgaver« og »beføjelser«, som appellanten har påberåbt sig, er relevant i denne henseende.

55

Hvad angår klagepunktet om ulovligheden af SSM-grundforordningens artikel 4, stk. 3, første afsnit, for så vidt som denne bestemmelse, hvis den fortolkes på denne måde, ville have til følge, at anvendelsen af national ret unddrages de nationale domstoles kontrol, skal det bemærkes, at appellanten ikke har påberåbt sig dette til støtte for sit søgsmål i første instans. I henhold til procesreglementets artikel 127, stk. 1, der i medfør af procesreglementets artikel 190, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, må nye anbringender imidlertid ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, hvilket hverken er godtgjort eller i det hele taget gjort gældende i den foreliggende sag.

56

Hvad angår appellantens og aktionærens argument om, at ECB’s handlinger er underlagt en betingelse om, at den nationale myndighed handler eksternt under de nationale domstoles kontrol, skal det bemærkes, at det følger af SSM-grundforordningens artikel 9, stk. 1, tredje afsnit, som appellanten har henvist til, at det eneste tilfælde, hvor ECB ved instrukser skal anmode de kompetente nationale myndigheder om at gøre brug af deres beføjelser i overensstemmelse med gældende nationale bestemmelser, netop er det tilfælde, hvor denne forordning ikke tildeler ECB sådanne beføjelser.

57

Under disse omstændigheder begik Retten ikke en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 29 fastslog, at ECB i henhold til SSM-grundforordningens artikel 4, stk. 1, litra a), og med forbehold af denne forordnings artikel 14, i medfør af de opgaver, som den er blevet overdraget ved den nævnte forordning, har enekompetence til at meddele tilladelse til kreditinstitutter etableret i de medlemsstater, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme, og inddrage disse institutters tilladelse.

58

Det andet anbringendes andet led skal følgelig forkastes, idet det delvis er ugrundet og delvis ikke kan antages til realitetsbehandling.

59

Med det andet anbringendes tredje led har appellanten gjort gældende, at det følger af SSM-grundforordningens artikel 18 og 36. betragtning hertil, at ECB kun har kompetence til at vedtage sanktioner med henblik på at gennemføre den umiddelbart anvendelige EU-ret og ikke sanktioner, der har til formål at gennemføre den nationale lovgivning, der gennemfører de relevante direktiver.

60

ECB har bestridt denne argumentation.

61

Det skal indledningsvis fastslås, at appellanten ikke præcist har identificeret de præmisser i den appellerede dom, som anfægtes inden for rammerne af det andet anbringendes tredje led. Ifølge Domstolens faste praksis følger det imidlertid af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen i modsat fald afvises (dom af 24.3.2022, GVN mod Kommissionen, C-666/20 P, EU:C:2022:225, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

62

Det andet anbringendes tredje led skal følgelig afvises.

63

Med det andet anbringendes fjerde led har appellanten, støttet af aktionæren, kritiseret Retten for i den appellerede doms præmis 29 at have set bort fra den omstændighed, at ECB’s kompetence er begrænset til de specifikke opgaver, der vedrører tilsyn med bankvirksomhed i EU-rettens egentlige forstand, dvs. indlåns- og kreditvirksomhed, der udøves samtidigt. Størstedelen af de aktiviteter, der kræver tilladelse, er derimod ikke omfattet af anvendelsesområdet for SSM-grundforordningen og henhører følgelig under de nationale myndigheders enekompetence.

64

ECB har bestridt denne argumentation.

65

Det må konstateres, at argumentationen om den hævdede begrænsning af ECB’s kompetence, der, som appellanten har gjort gældende i forbindelse med det andet anbringendes fjerde led, blev tilsidesat af Retten, først blev fremført under appellen. Ifølge Domstolens faste praksis har en part imidlertid ikke adgang til først for Domstolen at fremføre et argument, som parten ikke har fremført for Retten, eftersom Domstolen under en appel kun har kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender og argumenter, som er blevet behandlet i første instans. Hvis appellanter fik adgang til for første gang for Domstolen at fremføre argumenter, der ikke var blevet fremført for Retten, ville det nemlig være ensbetydende med at give dem adgang til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten (dom af 7.9.2023, Versobank mod ECB, C-803/21 P, EU:C:2023:630, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

66

Det andet anbringendes fjerde led skal derfor afvises.

67

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet anbringende forkastes, da det dels skal afvises, dels er ugrundet.

68

Appellanten har med sit første appelanbringende, støttet af aktionæren, med henvisning til artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol gjort gældende, at Retten overskred sin kompetence og dermed tilsidesatte artikel 263 TEUF, idet den tog stilling til spørgsmål vedrørende fortolkningen og anvendelsen af østrigsk ret på området for bekæmpelse af hvidvask af penge. Denne tilsidesættelse af kompetenceafgrænsningen førte desuden til en selvmodsigende begrundelse, eftersom Retten på den ene side fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt den væsentlige betingelse for den omtvistede inddragelse af tilladelsen, dvs. at der foreligger en overtrædelse af bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask af penge, som er tilstrækkeligt alvorlig og stadig relevant, var opfyldt, skulle afgøres på nationalt plan, men på den anden side tog stilling til dette spørgsmål, i det mindste delvist.

69

Subsidiært har appellanten gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af national ret. Navnlig foretog Retten i den appellerede doms præmis 45-47 en sammenblanding af national ret og EU-retten, f.eks. ved analog anvendelse af EU-retlige forvaltningsretlige principper med henblik på at fastlægge rækkevidden af østrigske administrative afgørelser.

70

Aktionæren har i det væsentlige gjort gældende, at Retten har overtaget de nationale domstoles kompetence, og at Domstolen derfor ikke i forbindelse med tvister vedrørende de i den foreliggende sag omhandlede områder kan forelægges en anmodning om præjudiciel afgørelse. Som det fremgår af dom af 6. marts 2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158), er en sådan overførsel imidlertid uforenelig med den kompetence, der er tillagt Domstolen, således som den er fastlagt i artikel 267 TEUF, og dermed med et væsentligt element i Unionens retsorden.

71

Aktionæren har i det væsentlige tilføjet, at Retten begik en retlig fejl ved direkte at anvende EU-retlige bestemmelser udledt af CRD IV-direktivet og erstatte den østrigske lovgivning, der gennemfører dette direktiv, med umiddelbart anvendelig praksis fra Unionens retsinstanser.

72

ECB har gjort gældende, at dette anbringende skal afvises i sin helhed og under alle omstændigheder er ugrundet.

73

For så vidt som ECB, således som det fremgår af SSM-grundforordningens artikel 4, stk. 3, første afsnit, med henblik på at udføre de opgaver, som den er blevet overdraget ved denne forordning, anvender al relevant EU-ret og, når denne indeholder direktiver, den nationale lovgivning til gennemførelse af disse direktiver, kan appellanten ikke med føje rejse tvivl om Rettens kompetence i denne henseende (jf. i denne retning dom af 7.9.2023, Versobank mod ECB, C-803/21 P, EU:C:2023:630, præmis 138-142).

74

Appellanten har endvidere ikke godtgjort, at den appellerede doms begrundelse er selvmodsigende, eftersom den ikke identificerer de præmisser i dommen, hvori Retten fastslog de overtrædelser af bestemmelserne om bekæmpelse af hvidvask af penge, som appellanten foreholdes.

75

Hvad angår appellantens subsidiære argument om en urigtig anvendelse af national ret skal det fastslås, således som generaladvokaten har anført i punkt 73 i forslaget til afgørelse, at appellanten ikke har præciseret, hvorledes de af Retten anvendte principper adskiller sig fra de østrigske administrative regler, navnlig hvorledes anvendelsen af national ret medfører andre konsekvenser end dem, som Retten henviste til, og dermed hvilke fejl Retten begik i denne henseende.

76

Hvad angår dom af 6. marts 2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158), som aktionæren har påberåbt sig, skal det bemærkes, at Domstolen i denne dom fastslog, at ad hoc-voldgiftsretterne ikke har tilstrækkelig tilknytning til medlemsstaternes domstolssystemer og derfor ikke har kompetence til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF. Dette argument er derfor uden relevans i nærværende sag.

77

Hvad angår den af aktionæren fremførte argumentation om, at Retten begik en retlig fejl ved direkte at anvende EU-retlige bestemmelser udledt af CRD IV-direktivet og ved at erstatte den østrigske lovgivning, der gennemfører dette direktiv, med direkte anvendelig praksis fra Unionens retsinstanser, er det tilstrækkeligt at bemærke, at appellanten i modsætning til de betingelser, der er fastsat i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 61, ikke præcist har identificeret de præmisser i den appellerede dom, der er berørt af denne argumentation. Argumentationen må derfor afvises.

78

Det første anbringende skal derfor delvis afvises, delvis forkastes som ugrundet.

79

Med det tredje anbringendes første led har appellanten, støttet af aktionæren, gjort gældende, at Retten foretog en urigtig fortolkning og anvendelse af FM-GwG’s § 31, stk. 3, nr. 2, idet den i den appellerede doms præmis 44 fastslog, at der ikke var grund til at afvente, at de pågældende nationale afgørelser blev endelige, før det kunne fastslås, at betingelserne for at inddrage en tilladelse var opfyldt.

80

Appellanten har desuden foreholdt Retten, at den foretog en radikal fortolkning af national ret, for så vidt som den ikke fandt det problematisk, at der forelå to særskilte afgørelser vedrørende den samme overtrædelse, nemlig en national afgørelse, hvorved denne overtrædelse var blevet fastslået, og en afgørelse fra ECB, hvorved appellanten blev pålagt en sanktion, idet tilladelsen blev inddraget. Inddragelsen af tilladelsen kan nemlig kun være resultatet af en enkelt afgørelse, som skal vedtages af FMA.

81

Appellanten har endvidere gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 61 begik en fejl, idet den anlagde en urigtig fortolkning af BWG’s § 70, stk. 4, som udtrykkeligt fandt anvendelse i kraft af FM-GwG’s § 31, stk. 3, nr. 2.

82

ECB har bestridt alle disse argumenter.

83

Hvad angår klagepunktet om, at Retten i den appellerede doms præmis 44 foretog en urigtig fortolkning og anvendelse af FM-GwG’s § 31, stk. 3, nr. 2, skal det bemærkes, at dette klagepunkt hviler på en urigtig læsning af den appellerede dom. I denne forbindelse begrænsede Retten sig således til at besvare appellantens argument om, at kreditinstituttet skal være blevet erklæret ansvarligt for en overtrædelse i en nyere retsafgørelse, der har fået retskraft. I denne sammenhæng fastslog Retten, at såfremt konstateringen af og sanktionen for en overtrædelse af de pågældende bestemmelser henhører under en administrativ myndigheds kompetence, ville en tiltrædelse af appellantens opfattelse betyde, at anvendelsen af FM-GwG’s § 31, stk. 3, nr. 2, og FM-GwG’s § 34, stk. 2 og 3, afhænger af, om det pågældende institut har valgt at anlægge sag til prøvelse af denne myndigheds afgørelser. Appellantens klagepunkt skal således forkastes som ugrundet.

84

Hvad angår kritikken af den appellerede doms præmis 61, for så vidt som Retten i strid med BWG’s § 70, stk. 4, støttede sig på tidligere overtrædelser og fastslog, at det ikke er nødvendigt at godtgøre, at der er begået en ny overtrædelse, når det i henhold til denne bestemmelse skal fastslås, at der er sket en overtrædelse på hvert trin af behandlingen, skal det undersøges, om Retten gengav denne bestemmelse i national ret urigtigt.

85

Det følger nemlig af fast retspraksis, at hvor der er tale om en af Retten foretaget fortolkning af national ret, er Domstolen i forbindelse med en appelsag kun kompetent til at efterprøve, om denne ret er blevet gengivet urigtigt, hvilket skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne (dom af 15.9.2022, PNB Banka mod ECB, C-326/21 P, EU:C:2022:693, præmis 71).

86

For så vidt angår den gennemgang, der under appellen finder sted af de faktiske omstændigheder, som Retten har lagt til grund i forhold til den nationale lovgivning, har Domstolen navnlig kompetence til først at efterprøve, at Retten på grundlag af de dokumenter og andre oplysninger, som er blevet fremlagt for den, ikke har foretaget en urigtig gengivelse af ordlyden af de pågældende nationale bestemmelser eller af den nationale retspraksis, som er relevant for dem, eller endog af den retsvidenskabelige litteratur, som vedrører dem, derefter at Retten i forhold til disse oplysninger ikke har foretaget konstateringer, der er åbenbart i strid med oplysningernes indhold, og endelig at Retten ved bedømmelsen af alle oplysningerne for at fastlægge indholdet af den pågældende nationale lovgivning ikke har tillagt en af dem en betydning, som ikke kan udledes deraf i forhold til de øvrige oplysninger, for så vidt som dette fremgår åbenbart af sagsakterne (dom af 5.7.2011, Edwin mod KHIM, C-263/09 P, EU:C:2011:452, præmis 53).

87

Selv om appellanten og aktionæren har gjort gældende, at Retten begik en fejl ved fortolkningen af BWG’s § 70, stk. 4, har de imidlertid ikke godtgjort, på hvilken måde denne bestemmelse er blevet gengivet urigtigt.

88

Retten foretog dermed ikke en sådan urigtig gengivelse, da den i den appellerede doms præmis 61 fastslog, at appellantens synspunkt om, at visse af de konstaterede overtrædelser var blevet korrigeret og ikke kunne begrunde en inddragelse af tilladelsen, ville bringe formålet om at sikre det europæiske banksystem i fare, idet dette ville gøre det muligt for kreditinstitutter, som har begået alvorlige overtrædelser, at fortsætte deres virksomhed, hvis de kompetente myndigheder ikke på ny dokumenterer, at de har begået nye overtrædelser.

89

Det tredje anbringendes første led skal derfor forkastes som ugrundet.

90

Med det tredje anbringendes andet led har appellanten, støttet af aktionæren, foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved sin vurdering af de nationale afgørelser.

91

I denne henseende fandt Retten, at det var nødvendigt, at der på nationalt plan blev truffet en afgørelse, hvorved det blev fastslået, at der forelå en culpøs overtrædelse, som var underlagt domstolskontrol, uden dog at nævne nogen afgørelse af denne art, som under alle omstændigheder ikke findes i østrigsk ret.

92

Hvad angår de 11 foranstaltninger, der er opregnet i den appellerede doms præmis 26, kan disse ikke danne grundlag for en inddragelse af en tilladelse, enten fordi de for nogles vedkommende er ikkebindende eller midlertidige, og fordi det er umuligt at udøve domstolskontrol, eller fordi der for andres vedkommende allerede er truffet en afgørelse af en national forvaltningsdomstol, hvilket er til hinder for, at der kan træffes en strengere foranstaltning end den, der er fastsat i denne afgørelse.

93

ECB har bestridt denne argumentation.

94

Appellanten har kritiseret Retten for at have fundet, at det var nødvendigt, at der på nationalt plan blev truffet en afgørelse, hvori det blev fastslået, at der forelå en culpøs overtrædelse, som var undergivet domstolskontrol. Appellanten har under henvisning til den appellerede doms præmis 26 anført, at de retsakter, der er gengivet i denne præmis, ikke har karakter af afgørelse. Retten begrænsede sig imidlertid til at nævne disse retsakter, således som de er blevet citeret af ECB til støtte for dens påstande, uden at foretage en vurdering af deres karakter. Herved har appellanten ikke identificeret den retlige fejl, som Retten skulle have begået i denne henseende.

95

Det tredje anbringendes andet led må følgelig afvises.

96

Med det tredje anbringendes tredje led har appellanten i det væsentlige foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 46 af retspraksis vedrørende EU-institutionernes retsakter udledte, at afgørelser, der ikke anfægtes af adressaterne inden for den fastsatte frist, bliver endelige i forhold til sidstnævnte, og at den i denne doms præmis 47 fastslog, at denne retspraksis finder analog anvendelse på afgørelser truffet af nationale administrative myndigheder.

97

ECB har gjort gældende, at dette led skal forkastes.

98

Det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 46 henviste til sin praksis, hvorefter skyldsspørgsmålet for en person, der anklages for en overtrædelse, kan anses for endeligt bevist, når den afgørelse, hvorved denne overtrædelse fastslås, er blevet endelig. Som generaladvokaten har anført i punkt 100 i forslaget til afgørelse, har appellanten imidlertid ikke godtgjort, hvorledes dette princip skulle være i strid med gældende østrigsk ret.

99

Det tredje anbringendes tredje led skal derfor forkastes som ugrundet.

100

Med det tredje anbringendes fjerde led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en fejl i den appellerede doms præmis 149 og 150 ved at tillægge de østrigske administrative afgørelser en række konsekvenser, som hverken østrigsk ret eller EU-retten fastsætter. Appellanten har henvist til følgende angivelige konsekvenser, nemlig at de overtrædelser, der er nævnt i afgørelsernes begrundelser, skal anses for endeligt godtgjort, at de betragtninger, der er anført i begrundelsen, endegyldigt fastslår, at de angivelige overtrædelser også er tilstrækkeligt alvorlige til at begrunde en efterfølgende inddragelse af tilladelsen, uanset at de tværtimod højst kan begrunde en mindre streng retsvirkning, at relevansen af de angivelige overtrædelser med henblik på en efterfølgende inddragelse af tilladelsen er endeligt fastslået på forhånd og at beviser for det modsatte, der har til formål at påvise, at overtrædelserne ikke fandt sted, er udelukket.

101

ECB har bestridt denne argumentation.

102

Det skal indledningsvis fastslås, at det tredje anbringendes fjerde led, som udtrykkeligt kun er rettet mod den appellerede doms præmis 149 og 150, ikke er understøttet af nogen udførlig argumentation vedrørende alle de forhold, der er påberåbt i forbindelse med dette led.

103

For så vidt som appellanten med henvisning til den appellerede doms præmis 149 og 150 har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at tillægge de nationale afgørelser den virkning at udelukke beviset for det modsatte, skal det i lighed med det af ECB anførte fastslås, at et sådant klagepunkt udspringer af en urigtig gengivelse af den appellerede dom.

104

I disse samme præmisser fastslog Retten nemlig i forbindelse med sin bevisbedømmelse, at en banks interne revisionsrapporter ikke kan udgøre et modbevis, der er tilstrækkeligt til at rejse tvivl om de konstateringer, der er indeholdt i nationale administrative afgørelser, der er blevet endelige.

105

Appellanten har heller ikke i denne henseende hverken gjort gældende eller godtgjort, at Rettens bevisbedømmelse var behæftet med en urigtig gengivelse.

106

Det tredje anbringendes fjerde led skal følgelig forkastet som ugrundet.

107

Med det tredje anbringendes femte led har appellanten foreholdt Retten, at den hverken tog hensyn til nødvendigheden af, at der forelå specifikke overtrædelser omfattet af FM-GwG’s § 31, stk. 3, nr. 2, eller til nødvendigheden af, at disse overtrædelser var culpøse. Efter appellantens opfattelse gør blotte konstateringer af, at der foreligger mangler, og opfordringer til at afhjælpe manglerne det nemlig ikke muligt at afgøre, om der forud for disse mangler blev begået culpøse overtrædelser.

108

Appellanten har i øvrigt gjort gældende, at selskabet ganske vist blev anmodet om at rette op på situationen under trussel om pålæggelse af bøder, men at disse bøder ikke blev pålagt. Denne omstændighed viser, at der, henset til de procedurer, der blev gennemført på nationalt plan, ikke var anledning til at anvende andre sanktioner, såsom inddragelse af tilladelsen.

109

ECB har bestridt denne argumentation.

110

Det må konstateres, at appellantens klagepunkter inden for rammerne af det tredje anbringendes femte led ikke gør det muligt at identificere de præmisser i den appellerede dom, som appellanten har anfægtet. Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 61, følger det heraf, at dette led skal afvises.

111

Med det tredje anbringendes sjette led har appellanten, støttet af aktionæren, foreholdt Retten, at den ikke tog hensyn til afgørelser, hvorved der blev foretaget en samlet vurdering af situationen. Retten burde navnlig have taget hensyn til alle administrative og retlige afgørelser på nationalt plan og have vurderet indholdet heraf. Blandt disse afgørelser er bl.a. de domme, hvorved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig) gentagne gange har kritiseret FMA’s forsøg på delvis at udskifte appellantens direktion. Denne domstols konstatering af, at sådanne forsøg er ulovlige, indebærer således, at en strengere foranstaltning, i det foreliggende tilfælde en inddragelse af tilladelsen, der hviler på samme grundlag, ligeledes er ulovlig. De afgørelser, som Retten har nævnt, vedrører derimod meget specifikke og gamle temaer.

112

ECB har gjort gældende, at dette led skal afvises.

113

Indledningsvis bemærkes, at appellanten ikke har angivet de præmisser i den appellerede doms begrundelse, som selskabet har til hensigt at anfægte med sine klagepunkter. Appellantens og aktionærens argumentation gør det heller ikke muligt præcist at identificere den retlige fejl, som Retten foreholdes.

114

For så vidt som appellanten og aktionæren med dette led har anmodet Domstolen om at fastslå, at Retten ikke tillagde visse faktiske omstændigheder den betydning, som appellanterne tillagde visse faktiske omstændigheder, har de reelt anmodet om, at Domstolen foretager en ny bedømmelse af disse faktiske omstændigheder under appellen uden at gøre gældende, at beviserne er gengivet urigtigt. Domstolen har imidlertid ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder eller til at bedømme beviser, medmindre appellanten gør gældende, at Retten har gengivet de faktiske omstændigheder urigtigt, og at en sådan urigtig gengivelse fremgår på åbenbar vis af sagsakterne (jf. i denne retning dom af 2.9.2010, Kommissionen mod Deutsche Post, C-399/08 P, EU:C:2010:481, præmis 63 og 64). Det påhviler desuden den part, der gør gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, præcist at angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet, og påvise de fejl i den undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse (jf. i denne retning dom af 10.11.2022, Kommissionen mod Valencia Club de Fútbol, C-211/20 P, EU:C:2022:862, præmis 55).

115

Under disse omstændigheder skal det tredje anbringendes sjette led afvises i sin helhed.

116

Med det tredje anbringendes syvende led har appellanten indledningsvis gjort gældende, at Retten så bort fra den omstændighed, at CRD IV-direktivets artikel 67, stk. 1, litra o), forudsætter, at der er begået alvorlige overtrædelser. FM-GwG’s § 31, stk. 3, nr. 2, skal ligeledes fortolkes således. Der er imidlertid ikke blevet begået en sådan overtrædelse.

117

Appellanten har dernæst gjort gældende, at Retten tilsidesatte den retspraksis, som den selv henviste til i den appellerede doms præmis 49, nemlig Domstolens dom af 16. februar 2012, Costa og Cifone (C-72/10 og C-77/10, EU:C:2012:80, præmis 81), da den fastslog, at der for så vidt angår bankernes overholdelse af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge skal anvendes strengere krav end dem, der finder anvendelse på udbydere af hasardspil. Rettens vurdering svarer nemlig til at fastslå, at afholdelse af hasardspil har større betydning end driften af en bank.

118

Endelig har appellanten gjort gældende, at der ikke er nogen grund til at fortolke den materielle østrigske ret i lyset af EU-retten.

119

ECB har heroverfor anført, at dette led delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvis er ugrundet.

120

Hvad indledningsvis angår appellantens klagepunkt om Rettens tilsidesættelse af CRD IV-direktivets artikel 67, stk. 1, litra o), skal det bemærkes, at appellanten hverken har identificeret de relevante passager i den appellerede dom eller har begrundet sit klagepunkt. Under alle omstændigheder har appellanten opfordret Domstolen til at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder, selv om argumenter vedrørende de faktiske omstændigheder, undtagen i det tilfælde, hvor en appellant påberåber sig en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag, skal afvises fra realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 2.2.2023, Spanien m.fl. mod Kommissionen, C-649/20 P, C-658/20 P og C-662/20 P, EU:C:2023:60, præmis 98).

121

Hvad dernæst angår appellantens argumentation om, at Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 49 svarer til at antage, at afholdelse af hasardspil har større betydning end driften af en bank, er denne argumentation for upræcis til, at Domstolen kan forstå, hvori den retlige fejl, som Retten efter appellantens opfattelse skulle have begået i denne henseende, består. Heraf følger, at den nævnte argumentation ligeledes skal afvises.

122

For så vidt som appellanten har gjort gældende, at der ikke er grund til at fortolke den materielle østrigske ret i lyset af EU-retten, gør appellantens argumentation det endelig heller ikke her muligt at forstå, hvori den retlige fejl, som Retten angiveligt har begået, består.

123

Det tredje anbringendes syvende led skal følgelig afvises.

124

Med det tredje anbringendes ottende led har appellanten, støttet af aktionæren, med henvisning til den appellerede doms præmis 158 foreholdt Retten, at den foretog en utilstrækkelig undersøgelse af anbringendet om manglende hensyntagen til spørgsmålet om, hvorvidt BWG’s § 70, stk. 4, fandt anvendelse.

125

Retten så bort fra den omstændighed, at det selv i tilfælde af en tilstrækkeligt alvorligt overtrædelse er nødvendigt, at de betingelser, der er fastsat i denne nationale bestemmelse, er opfyldt, herunder forpligtelsen til at fastslå, at der foreligger en egentlig overtrædelse på tidspunktet for afgørelsen og på hvert af de tre foreskrevne trin i behandlingen. Appellanten har i denne forbindelse anført, at den nævnte bestemmelse udtrykkeligt på det første niveau af behandlingen kræver, at der træffes bestemmelse om afhjælpning af situationen under bødeansvar (en foranstaltning, som i det foreliggende tilfælde ikke er blevet truffet), på det andet niveau, at en udskiftning af ledelsen påbydes, og på det tredje niveau, forudsat at de øvrige foranstaltninger ville være dømt til at mislykkes, at der træffes afgørelse om inddragelse af tilladelsen.

126

Retten anlagde imidlertid i den appellerede doms præmis 61 og 62 en anden tilgang end den, der følger af BWG’s § 70, stk. 4, eftersom den med henblik på begrundelsen for den omtvistede afgørelse støttede sig på tidligere overtrædelser, som ikke krævede inddragelse af tilladelsen.

127

Appellanten har desuden gjort gældende, støttet af aktionæren, at Retten tiltog sig retten til ved en juridisk konstruktion at foretage en »grundlæggende omdannelse af østrigsk ret«, hvilket er i strid med respekten for retsstatsprincippet. SSM-grundforordningen bemyndiger nemlig ikke Retten til at ændre den nationale lovgivning om tilsyn, idet dette medfører en tilsidesættelse af artikel 127, stk. 6, TEUF.

128

ECB er af den opfattelse, at dette led af det tredje anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling, og at det under alle omstændigheder er ugrundet.

129

Som generaladvokaten har anført i punkt 122-125 i forslaget til afgørelse, må det konstateres, at Domstolen inden for rammerne af det tredje anbringendes ottende led anmodes om at foretage en ny vurdering af konstateringerne vedrørende de faktiske omstændigheder, navnlig hvad angår vurderingen af de foranstaltninger, som appellanten har truffet for at afhjælpe overtrædelserne, og de forskellige afgørelser, som FMA har truffet i forbindelse med sin tilsynsopgave.

130

Da det således ikke er gjort gældende, at der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, kan disse argumenter ikke antages til realitetsbehandling.

131

Hvad angår de øvrige argumenter, som appellanten har fremført i forbindelse med det tredje anbringendes ottende led, har appellanten hverken henvist til de relevante præmisser i den appellerede dom eller præciseret, hvilken fejl Retten angiveligt har begået, ud over en generel henvisning til betragtninger vedrørende retspolitik og retsstatsprincippet.

132

Det tredje anbringendes ottende led skal følgelig afvises.

133

Appellanten har foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 105 ff. begik en retlig fejl i forbindelse med sin vurdering af forholdet mellem FM-GwG’s § 31, stk. 3, nr. 2, og BWG’s § 70, stk. 4. Appellanten har nærmere bestemt gjort gældende, at ECB baserede sin afgørelse på BWG’s § 70, stk. 4, hvorimod beføjelsen til at sanktionere aktiviteter, der er i strid med reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, kun reguleres af FM-GwG, hvortil BWG’s § 70, stk. 4, ikke henviser.

134

Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at den omstændighed, at BWG i begrænset omfang behandler spørgsmål, der henhører under lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge, er uden betydning, hvilket Retten så bort fra i den appellerede doms præmis 106. Henvisningen i den nævnte præmis 106 til BWG’s § 39, stk. 2 og 2b, er desuden irrelevant, idet denne bestemmelse ikke ændrer ved den omstændighed, at FM-GwG ikke er nævnt i BWG’s § 70, stk. 4.

135

Appellanten har tilføjet, at Retten i den appellerede dom fortolkede den omtvistede afgørelse således, at den var baseret på angivelige tidligere overtrædelser som omhandlet i FM-GwG’s § 31, stk. 3, nr. 2, og ikke på aktuelle overtrædelser af betingelserne for tilladelse. Appellanten har præciseret, at den kun har påpeget denne fejl for fuldstændighedens skyld.

136

ECB har gjort gældende, at dette led skal forkastes som ugrundet.

137

Hvad angår appellantens argumentation vedrørende det angiveligt fejlagtige retsgrundlag, som den omtvistede afgørelse er baseret på, bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 105-107 i det væsentlige fastslog, at det ikke kan antages, at de eneste regler, der foreskriver inddragelse af en tilladelse for overtrædelser af lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i østrigsk ret, er FM-GwG’s § 31, stk. 3, nr. 2, sammenholdt med denne lovs § 34, stk. 2 og 3. Den bemærkede i denne forbindelse, at BWG’s § 39, stk. 2 og 2b, udtrykkeligt henviser til risikoen for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og at det fremgår af denne lovs § 70, stk. 4, at overtrædelser af BWG kan begrunde en inddragelse af tilladelsen.

138

I den appellerede doms præmis 108, som ikke er blevet anfægtet i forbindelse med nærværende appel, bemærkede Retten, at selv hvis det antages, at ECB har støttet sig på et fejlagtigt retsgrundlag, er annullationen af en administrativ afgørelse på grund af et urigtigt retsgrundlag ikke begrundet, når en sådan fejl ikke har haft afgørende indflydelse på myndighedens vurdering.

139

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 109, som heller ikke er genstand for den foreliggende appel, har appellanten i øvrigt ikke for Retten gjort gældende, at valget af et andet retsgrundlag kunne have haft indflydelse på ECB’s vurdering.

140

Den appellerede doms præmis 108 og 109 er således tilstrækkelige til at begrunde den konklusion, som Retten nåede frem til, selv hvis ECB havde støttet sig på et fejlagtigt retsgrundlag.

141

Appellantens klagepunkter vedrørende den appellerede doms præmis 105-107 skal derfor forkastes som irrelevante, for så vidt som Domstolens eventuelle tiltrædelse heraf ikke ville medføre en ophævelse af denne dom.

142

Under disse omstændigheder må det tredje anbringendes niende led forkastes som irrelevant.

143

Heraf følger, at det tredje anbringende delvis skal afvises, delvis skal forkastes som ugrundet.

144

Med det fjerde anbringendes første led har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 132 ff. begik en retlig fejl, idet den fastslog, at overtrædelser, der var begået tre eller fem år inden vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, og som i mellemtiden var blevet afhjulpet, var tilstrækkelige til at begrunde denne afgørelse.

145

Retten burde ikke have taget hensyn til visse overtrædelser, såsom dem vedrørende forpligtelser i forbindelse med regnskabsføring, regnskabskontrol og regnskabsfremlæggelse, ledelse, risikostyring, systemet for intern og kontraktuel dokumentation og styringen af kreditoplysninger.

146

ECB er af den opfattelse, at dette led ikke kan antages til realitetsbehandling, og at det under alle omstændigheder er ugrundet.

147

I overensstemmelse med Domstolens faste praksis følger det af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Heraf følger, at bedømmelsen af de faktiske omstændigheder ikke udgør et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser (dom af 25.4.2024, NS mod Parlamentet, C-218/23 P, EU:C:2024:358, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

148

I det foreliggende tilfælde skal dette led afvises, for så vidt som appellanten har anfægtet Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og har til formål at opnå, at Domstolen foretager en ny bedømmelse af de faktiske omstændigheder, uden imidlertid at gøre gældende, at Retten har gengivet disse urigtigt.

149

Med det fjerde anbringendes andet led har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 138 og 139 begik en retlig fejl ved at fastslå, at det ikke er nødvendigt, at overtrædelserne er alvorlige for at begrunde en inddragelse af en tilladelse. En sådan konstatering tilsidesætter karakteren af en sådan foranstaltning og proportionalitetsprincippet.

150

ECB har bestridt appellantens argumentation.

151

I modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, skal det bemærkes, at CRD IV-direktivets artikel 67, stk. 1, litra d), hvortil der henvises i dette direktivs artikel 18, litra f), vedrørende inddragelsen af en tilladelse, og hvortil der henvises i den appellerede doms præmis 138 og 139, bestemmer, at denne artikel 67 i det mindste finder anvendelse under en af de i bestemmelsen nævnte omstændigheder, såsom når et institut ikke har indført de ledelsesordninger, som kræves af de kompetente myndigheder i henhold til de nationale bestemmelser, der gennemfører det nævnte direktivs artikel 74. Det fremgår heraf, at den nævnte artikel 67 ikke specifikt nævner, at der skal være begået »alvorlige« overtrædelser.

152

Det kan følgelig ikke foreholdes Retten, at den fastslog, at ECB ikke foretog et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at appellanten havde tilsidesat BWG’s bestemmelser til gennemførelse af dette direktivs artikel 74 uden at fastslå, at disse overtrædelser var alvorlige, åbenbare eller systemiske.

153

Rettens konstateringer i den appellerede doms præmis 138 og 139 tilsidesætter i øvrigt hverken karakteren af en foranstaltning om inddragelse af en tilladelse eller proportionalitetsprincippet. Hverken CRD IV-direktivets artikel 67, stk. 1, litra d), som direktivets artikel 18, litra f), henviser til, eller proportionalitetsprincippet er nemlig til hinder for, at et stort antal gentagne overtrædelser af reglerne om lovlige ledelsesordninger principielt kan føre til, at inddragelsen af tilladelsen anses for at være en passende foranstaltning.

154

Det fjerde anbringendes andet led skal følgelig forkastes som ugrundet.

155

Med det fjerde anbringendes tredje led har appellanten gjort gældende, at Retten ved at afvise at undersøge argumentet om, at appellantens interne revision var tilstrækkelig med den begrundelse, at FMA tidligere havde konstateret, at dette ikke var tilfældet, og at FMA’s afgørelser var blevet endelige, i den appellerede doms præmis 140 ff. tilsidesatte den retspraksis, der følger af dom af 19. december 2018, Berlusconi og Fininvest (C-219/17, EU:C:2018:1023).

156

ECB har bestridt appellantens argumentation.

157

Det bemærkes, at i præmis 59 i dom af 19. december 2018, Berlusconi og Fininvest (C-219/17, EU:C:2018:1023), fastslog Domstolen, at artikel 263 TEUF skulle fortolkes således, at den er til hinder for, at de nationale retter foretager en legalitetsprøvelse af retsakter om indledning af procedure, bevisoptagelse og ikke-bindende forslag, som vedtages af de kompetente nationale myndigheder inden for rammerne af en procedure, der er omfattet af CRD IV-direktivets artikel 22 og 23, af SSM-grundforordningens artikel 4, stk. 1, litra c), og artikel 15 samt af SSM-rammeforordningens artikel 85-87.

158

Eftersom de afgørelser, hvorved FMA fastslog, at appellantens interne revisionsmekanisme ikke var hensigtsmæssig, ikke udgør sådanne retsakter om indledning af procedure eller bevisoptagelse med henblik på inddragelse af en tilladelse, og Retten i den appellerede doms præmis 145 og 146 fastslog, at FMA’s afgørelse om, at appellanten ikke havde indført den krævede ledelsesordning, var endelig, er den retspraksis, der følger af dom af 19. december 2018, Berlusconi og Fininvest (C-219/17, EU:C:2018:1023), imidlertid uden relevans.

159

Det fjerde anbringendes tredje led skal følgelig forkastes som ugrundet.

160

Med det fjerde anbringendes fjerde led har appellanten gjort gældende, at Retten foretog en fejlagtig vurdering af de dokumenter, der er opregnet i den appellerede doms præmis 122, for så vidt angår den retlige karakter heraf, spørgsmålet om, hvorvidt de foranstaltninger, der er opregnet heri, kan anfægtes, eller deres eventuelle endelige karakter, og ikke analyserede de tre niveauer af konsekvenser, der er fastsat i BWG’s § 70, stk. 4. Retten begik således de samme fejl som dem, der blev begået i den appellerede doms præmis 26 med hensyn til vurderingen af de deri omhandlede foranstaltninger.

161

Aktionæren har ligeledes gjort gældende, at ingen af de foranstaltninger, der er opregnet i den appellerede doms præmis 122, kunne begrunde en inddragelse af en tilladelse.

162

ECB har gjort gældende, at denne argumentation ikke kan tiltrædes.

163

Indledningsvis bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 122 nøjedes med at opregne de forskellige formelle påbud, som FMA fremsendte til appellanten, og som ECB støttede sig på med henblik på at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af de nationale bestemmelser til gennemførelse af CRD IV-direktivets artikel 74, uden at foretage nogen bedømmelse i denne henseende. Det samme gælder for så vidt angår de retsakter, der er nævnt i denne doms præmis 26.

164

Det fjerde anbringendes fjerde led skal følgelig forkastes som ugrundet.

165

Dermed skal det fjerde anbringende forkastes i sin helhed, idet det delvis skal afvises, delvis er ugrundet.

166

Med det femte anbringendes første led har appellanten, støttet af aktionæren, med henvisning til den appellerede doms præmis 163 ff. kritiseret Retten for at have undladt at behandle appellantens anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og for at have undladt at undersøge BWG’s § 70, stk. 4. Inddragelsen af tilladelsen førte ifølge appellanten til et mindre effektivt resultat med hensyn til forebyggelse af hvidvask af penge og kontrol i denne henseende.

167

Aktionæren har tilføjet, at det femte appelanbringende om, at Rettens betragtninger vedrørende proportionalitetsprincippet var fejlagtige, er tæt forbundet med den utilstrækkelige behandling af BWG’s § 70, stk. 4, som konkretiserer dette princip. Det var i denne forbindelse nødvendigt, at den tog hensyn til, at forsøgene på at anordne en mindre streng foranstaltning var blevet underkendt af de nationale domstole.

168

ECB har gjort gældende, at dette led skal forkastes.

169

Det bemærkes, at de argumenter, der er påberåbt inden for rammerne af det femte anbringendes første led, allerede er blevet fremført i forbindelse med det tredje anbringendes ottende led. Af de samme grunde som dem, der er anført i nærværende doms præmis 129-131, skal det femte anbringendes første led således afvises.

170

Med det femte anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at ECB ved vedtagelsen af den omtvistede afgørelse gjorde FM-GwG uanvendelig, selv om denne ville være forblevet bindende for appellanten, hvis den havde gennemført en frivillig likvidation.

171

ECB har gjort gældende, at dette andet led skal afvises.

172

Det skal fastslås, at appellanten har gentaget det anbringende, der blev fremsat til støtte for søgsmålet i første instans, uden at påvise en retlig fejl, som Retten skulle have begået i forbindelse med sin bedømmelse.

173

Appellanten har i øvrigt ikke bestridt den appellerede doms præmis 189-192, hvori Retten fastslog, at løsningen med frivillig likvidation ikke ville have udgjort en mere passende foranstaltning end en inddragelse af tilladelsen.

174

På denne baggrund skal det femte anbringendes andet led afvises.

175

Heraf følger, at det femte anbringende skal afvises i sin helhed.

176

Med det sjette anbringende har appellanten foreholdt Retten, at den med urette forkastede de argumenter, som appellanten havde fremført i forbindelse med det fjerde anbringende i søgsmålet i første instans, hvorved appellanten havde gjort gældende, at selskabets ret til forsvar var blevet tilsidesat.

177

Appellanten har i denne forbindelse anført, at Retten begik fejl, navnlig med hensyn til tilsidesættelsen af retten til aktindsigt og tilsidesættelsen af forpligtelsen til at fastlægge de relevante omstændigheder, som appellanten havde påberåbt sig, og med urette forkastede de klagepunkter, der var fremsat i denne sammenhæng, med den begrundelse, at appellanten havde haft mulighed for ved domstolene på nationalt plan at anfægte den afgørelse, hvorved der blev konstateret overtrædelser, og at appellanten ikke havde gjort brug af denne mulighed.

178

Aktionæren har tilføjet, at dette anbringende er tæt forbundet med andre fejl begået af Retten.

179

ECB har anført, at dette anbringende skal forkastes.

180

Indledningsvis bemærkes, at appellantens argumentation følger af en urigtig læsning af den appellerede dom.

181

Retten fastslog nemlig i den appellerede doms præmis 245-248, at ECB ikke var forpligtet til at videregive den fortrolige del af sagsakterne til appellanten. I denne doms præmis 241 begrundede Retten dette med henvisning til SSM-rammeforordningens artikel 32, stk. 1 og 5, hvorefter fortrolige oplysninger, såsom korrespondance mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder, ikke er omfattet af retten til aktindsigt.

182

I den appellerede doms præmis 244 og 245 forkastede Retten desuden de fremsatte klagepunkter med den begrundelse, at eftersom inddragelsen af tilladelsen blev støttet på FMA’s afgørelser og domme afsagt af østrigske retter, hvorved der blev konstateret tilsidesættelser eller overtrædelser, og eftersom appellanten var adressaten for disse administrative afgørelser eller part i de pågældende retslige procedurer, kunne appellanten ikke hævde at være blevet forhindret i at vurdere dokumenternes materielle relevans eller at få kendskab til de af ECB og FMA fremførte kritikpunkter, som hvilede på disse afgørelser eller domme.

183

Hvad angår ECB’s fastlæggelse af de relevante omstændigheder bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 251-273 foretog en grundig analyse af ECB’s forpligtelse, som appellanten ikke har bestridt inden for rammerne af nærværende appel.

184

Endelig gør aktionærens argumentation på grund af dens unøjagtighed det ikke muligt at påvise den således påtalte retlige fejl.

185

Heraf følger, at det sjette anbringende skal forkastes som ugrundet.

186

Med det syvende anbringende har appellanten, støttet af aktionæren, påberåbt sig processuelle uregelmæssigheder, som Retten begik.

187

Appellanten har indledningsvis gjort gældende, at Retten først burde have oplyst den om det synspunkt, som den lagde til grund i den appellerede dom, nemlig at begrundelserne for tidligere administrative og retslige afgørelser ligeledes havde bindende virkning for så vidt angår inddragelsen af tilladelsen.

188

Appellanten og aktionæren har endvidere gjort gældende, at Retten aldrig har meddelt, at den ændrede den tilgang, der var kommet til udtryk i forbindelse med foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 27. april 2021, en tilgang, hvorefter en inddragelse af en tilladelse i henhold til lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge forudsatte, at der var begået alvorlige overtrædelser som omhandlet i artikel 3, nr. 4), litra f), i direktiv 2015/849.

189

Appellanten har desuden gjort gældende, at den anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som selskabet indgav den 8. april 2021, blev forkastet med den begrundelse, at Retten på dette tidspunkt havde fundet, at betingelserne for inddragelse af tilladelsen ikke var opfyldt, da der ikke forelå alvorlige overtrædelser. Rettens stillingtagen svarer i sidste ende til at give parterne mulighed for frit at indgive indlæg og supplerende dokumenter.

190

Endelig har appellanten gjort gældende, at Retten ikke foretog en grundig undersøgelse af de faktiske omstændigheder, selv om den burde have henvist til konkrete tilstrækkeligt alvorlige overtrædelser, og appellanten har tilføjet, at denne mangel desuden giver sig udslag i en manglende begrundelse af den appellerede dom.

191

ECB har anført, at det syvende anbringende skal forkastes.

192

Hvad indledningsvis angår appellantens argumenter om, at selskabet burde have haft lejlighed til at tage stilling til Rettens tilgang, hvorefter begrundelserne for de administrative og retslige afgørelser ligeledes havde bindende virkning for så vidt angår inddragelsen af tilladelsen, skal det fastslås, at appellanten ikke har identificeret og ikke gør det muligt at identificere de præmisser i den appellerede dom, der er omfattet af disse argumenter, således at appellantens klagepunkt, hvis rækkevidde det i øvrigt er vanskeligt at forstå, skal afvises.

193

Appellantens argumentation, støttet af aktionæren, om, at Retten ikke meddelte selskabet, at den havde ændret det synspunkt, som den oprindeligt havde givet udtryk for i de spørgsmål, der blev stillet i forbindelse med foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 27. april 2021, kan heller ikke tiltrædes, eftersom Retten i disse spørgsmål ikke har givet udtryk for noget synspunkt.

194

Hvad angår appellantens argumentation vedrørende afvisningen af selskabets anmodning om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev indgivet den 8. april 2021, præciserer denne ikke karakteren af den fejl, som Retten angiveligt har begået. Denne argumentation må følgelig afvises.

195

For så vidt som appellanten har gjort gældende, at den appellerede dom er behæftet med en begrundelsesmangel, eftersom den ikke gør det muligt at afgøre, hvilke af de hævdede alvorlige overtrædelser der lå til grund for inddragelsen af tilladelsen, bemærkes endelig, at dette klagepunkt er af generel karakter og navnlig ikke gør det muligt at identificere de præmisser i den appellerede dom, som det vedrører.

196

Under alle omstændigheder opregnede Retten i den appellerede doms præmis 26 på detaljeret vis en række foranstaltninger og retsafgørelser, som appellanten var adressat for, og som ECB støttede sig på med henblik på at fastslå, at der forelå alvorlige overtrædelser.

197

Heraf følger, at dette argument ligeledes må forkastes.

198

Under disse omstændigheder skal det syvende anbringende delvis afvises, delvis forkastes som ugrundet.

199

Da ingen af anbringenderne er blevet tiltrådt, skal appellen forkastes i sin helhed.

200

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen forkastes.

201

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

202

Da appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale de af ECB afholdte omkostninger i overensstemmelse med ECB’s påstand herom.

203

Da ingen af parterne har nedlagt påstand om, at en anden part tilpligtes at betale aktionærens omkostninger, bør denne bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):