Sag C-541/22 P

Araceli García Fernández m.fl.

mod

Europa-Kommissionen
og
Den Fælles Afviklingsinstans

Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. oktober 2024

»Appel – økonomisk og monetær politik – bankunionen – forordning (EU) nr. 806/2014 – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – afviklingsprocedure, som finder anvendelse, hvis en enhed er nødlidende eller er forventeligt nødlidende – vedtagelse af en afviklingsordning for Banco Popular Español SA – artikel 14 – afviklingsmål – artikel 18, stk. 1 – betingelser, som vedtagelsen af en afviklingsordning er underlagt – forpligtelser, der påhviler Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) og Europa-Kommissionen – artikel 20 – værdiansættelser med henblik på afvikling – krav – artikel 88-91 – fortrolighedsforpligtelse – aktindsigt – presseerklæringer«

Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – forberedende akter – Den Fælles Afviklingsinstans’ (Afviklingsinstansen) afgørelse om vedtagelse af en afviklingsordning – ikrafttræden – ikke bindende retsvirkninger – udelukket – Kommissionens, eller Rådet for Den Europæiske Unions, afgørelse om godkendelse, som definitivt fastlægger indholdet af denne afviklingsordning – omfattet

(Art. 263 TEUF)

(jf. præmis 97, 98 og 168)
Grundlæggende rettigheder – chartret om grundlæggende rettigheder – retten til en god forvaltning – aktindsigt for enhver i en sag, der vedrører den pågældende – rækkevidde – vedtagelse af en afviklingsordning – ret til at få fremsendt alle afviklingsordningens sagsakter efter Den Fælles Afviklingsinstans’ (Afviklingsinstansen) vedtagelse heraf – grænse – fortrolige oplysninger forefindes i de dokumenter, der udgør de nævnte sagsakter

[Art. 339 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra b), og art. 52, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 88, stk. 1 og 5, og art. 90, stk. 4]

(jf. præmis 113-115)
Grundlæggende rettigheder – chartret om grundlæggende rettigheder – adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol – aktindsigt for enhver i en sag, der vedrører den pågældende – rækkevidde – vedtagelse af en afviklingsordning – ret til at få fremsendt alle afviklingsordningens sagsakter efter Den Fælles Afviklingsinstans’ (Afviklingsinstansen) vedtagelse heraf – fortrolige oplysninger forefindes i de fuldstændige udgaver af de dokumenter, der udgør de nævnte sagsakter – ikke omfattet

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014)

(jf. præmis 119 og 120)
Grundlæggende rettigheder – den europæiske menneskerettighedskonvention – instrument, der ikke er formelt integreret i Unionens retsorden – domstolsprøvelse af EU-retsakter – rækkevidde – begrænsning af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret

(Art. 6, stk. 3, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 52, stk. 3)

(jf. præmis 123)
Appel – anbringender – formaliteten – betingelser – fremsættelse af argumenter, der ligeledes er blevet fremført for Retten

[Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 168, stk. 1, litra d), og art. 169, stk. 2]

(jf. præmis 140 og 141)
Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – bedømmelse af begrundelsespligten på grundlag af sagens omstændigheder – nødvendigheden af at angive alle de relevante faktiske og retlige omstændigheder – foreligger ikke

(Art. 296 TEUF)

(jf. præmis 149)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – vedtagelse af en afviklingsordning – betingelser – hensyntagen til omstændigheder, der er årsag til den situation, hvor en enhed er nødlidende eller er forventeligt nødlidende – udelukket

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, 58. betragtning og art. 18, stk. 1 og 4)

(jf. præmis 189-191)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – vedtagelse af en afviklingsordning – betingelser – kriteriet om almene hensyn – afvejning af almenhedens interesse i en afvikling mod interesserne hos aktionærer og kreditorer i det kreditinstitut, der er bragt under afvikling – udelukket

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 14, stk. 1, første afsnit, og art. 18, stk. 1 og 5)

(jf. præmis 232-234)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – vedtagelse af en afviklingsordning – betingelser – kreditinstitut, som er nødlidende eller forventeligt nødlidende – værdiansættelse med henblik på at vurdere, om et kreditinstitut er nødlidende eller er forventeligt nødlidende – kompetence, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har med forrang – bortfald af en tidligere værdiansættelse med ECB’s vurdering

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 18, stk. 1, andet afsnit)

(jf. præmis 264 og 265)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – vedtagelse af en afviklingsordning – værdiansættelser af et kreditinstitut foretaget med henblik på vedtagelsen af den nævnte ordning – princippet om valuarens uafhængighed – grænser – umuligt at foretage en uafhængig værdiansættelse – Den Fælles Afviklingsinstans’ (Afviklingsinstansen) kompetence til at foretage nævnte værdiansættelse

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 20, stk. 1 og 3)

(jf. præmis 297 og 298)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – afviklingsprocedure – værdiansættelse med henblik på afvikling – midlertidig værdiansættelse – begreb – værdiansættelse, som ikke opfylder alle de krav, der er fastsat i den gældende forordning – gyldigheden af nævnte værdiansættelse for vedtagelsen af afviklingsforanstaltninger – lovlighed

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 20, stk. 10, 11 og 13)

(jf. præmis 303)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – afviklingsprocedure – afviklingsforanstaltninger på grundlag af en midlertidig værdiansættelse – manglende efterfølgende endelig værdiansættelse efter vedtagelsen af afviklingsordningen – lovlighed

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 20, stk. 11, 12 og 13)

(jf. præmis 325, 327 og 328)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) – fortrolighedsforpligtelse gældende for Afviklingsinstansens medlemmer og øvrige ansatte – fortrolige oplysninger – begreb – institut, som Afviklingsinstansen i samarbejde med ECB sikrer tilsynet med – ikke omfattet

(Art. 339 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 88 og 90)

(jf. præmis 369)

Resumé

I forbindelse med en appel til prøvelse af dommen i sagen Eleveté Invest Group m.fl. mod Kommissionen og Afviklingsinstansen ( 1 ), hvorved Retten ikke gav medhold i et søgsmål med påstand om annullation af afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) vedrørende vedtagelsen af en afviklingsordning for Banco Popular Español, SA ( 2 ) (herefter »Banco Popular«) og af afgørelse om godkendelse af denne afviklingsordning ( 3 ), foretog Domstolen, idet den forkastede appellen, en afklaring af andre personers end adressaternes aktindsigt i dokumenter vedrørende afviklingen, af begrundelsespligten med hensyn til afgørelsen om godkendelse af afviklingen, af hensyntagen til aktionærernes og kreditorernes interesser, af værdiansættelsen af det nødlidende instituts aktiver og passiver og af fortrolighedsforpligtelsen for Afviklingsinstansens medlemmer i forbindelse med en afvikling.

Appellanterne var aktionærer og kreditorer i det spanske kreditinstitut Banco Popular inden vedtagelsen af en afviklingsordning for dette institut.

Inden vedtagelsen af afviklingsordningen var der blevet foretaget en værdiansættelse af Banco Popular, som indeholdt to rapporter vedlagt som bilag til afviklingsordningen, dvs. en første værdiansættelse (herefter »værdiansættelse 1«), dateret den 5. juni 2017 og udarbejdet af Afviklingsinstansen, en anden værdiansættelse (herefter »værdiansættelse 2«), dateret den 6. juni 2017 og udarbejdet af en uafhængig ekspert. Denne værdiansættelse 2 havde bl.a. til formål at værdiansætte Banco Populars aktiver og passiver og at tilvejebringe de oplysninger, der ville gøre det muligt at træffe afgørelse om, hvilke aktier og ejerskabsinstrumenter der skulle overføres, og de oplysninger, der ville gøre det muligt for Afviklingsinstansen at fastsætte, hvad der i forbindelse med virksomhedssalgsværktøjet udgjorde de kommercielle vilkår. Ligeledes den 6. juni 2017 foretog Den Europæiske Centralbank (ECB) efter høring af Afviklingsinstansen en vurdering af, om Banco Popular var nødlidende eller forventeligt nødlidende, hvori den fandt, at henset til de likviditetsproblemer, som Banco Popular stod over for, ville Banco Popular i nær fremtid sandsynligvis ikke være i stand til at indfri sin gæld eller andre forpligtelser, efterhånden som den eller de forfaldt. Samme dag informerede Banco Populars bestyrelse ECB om, at den var nået til den konklusion, at instituttet var forventeligt nødlidende.

Parallelt hermed vedtog Afviklingsinstansen den 3. juni 2017 afgørelse SRB/EES/2017/06, rettet til Fondo de Reestructuración Ordenada Bancaria (omstruktureringsfond for banker, Spanien) (herefter »FROB«), vedrørende salget af Banco Popular, hvorved Afviklingsinstansen godkendte den øjeblikkelige iværksættelse af salgsproceduren for Banco Popular, samtidig med at kravene for dette salg oplystes. Afviklingsinstansen oplyste endvidere, at de fem potentielle købere i forbindelse med den private salgsprocedure skulle opfordres til at fremsætte et tilbud. Blandt disse sidstnævnte var der kun to tilbage, der efter at have underskrevet en fortrolighedsaftale den 5. juni 2017 fik adgang til det virtuelle datarum. Dernæst udarbejdede FROB den 6. juni 2017 en skrivelse, der indeholdt oplysninger om salgsproceduren, og hvori fristen for fremsættelse af tilbud blev fastsat til midnat den 6. juni 2017. Én af de to resterende potentielle købere af Banco Popular meddelte på dette tidspunkt FROB, at den ikke afgav bud.

Ved skrivelse af 7. juni 2017 meddelte FROB Afviklingsinstansen, at Banco Santander, SA havde afgivet et endeligt bud om tilbagekøb af de aktier i Banco Popular for et beløb af 1 EUR, og at den havde valgt Banco Santander som tilslagsmodtager i forbindelse med salgsproceduren for Banco Popular. FROB havde dernæst foreslået Afviklingsinstansen at udpege Banco Santander som køber i Afviklingsinstansens afgørelse om vedtagelse af en afviklingsordning for Banco Popular. I afviklingsordningen for Banco Popular fandt Afviklingsinstansen, at dette institut opfyldte betingelserne for vedtagelse af en afviklingsforanstaltning, nemlig at det var nødlidende eller forventeligt nødlidende, at der ikke fandtes andre foranstaltninger, der inden for en rimelig frist ville kunne forhindre, at det blev nødlidende, og at en afviklingsforanstaltning i form af et virksomhedssalgsværktøj var nødvendig i almenhedens interesse. Afviklingsinstansen udøvede sin beføjelse til at nedskrive eller konvertere kapitalinstrumenter i Banco Popular og bestemte, at de deraf følgende nye aktier skulle overføres til Banco Santander til en pris af 1 EUR.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis bemærkede Domstolen ( 4 ), at i modsætning til den godkendelsesafgørelse fra Europa-Kommissionen, der var omhandlet i den foreliggende sag, udgjorde den omtvistede afviklingsordning ikke en anfægtelig retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål ( 5 ), således at et søgsmål må afvises, for så vidt som det tager sigte på denne afviklingsordning. I forbindelse med et annullationssøgsmål, der er rettet mod en sådan godkendelsesafgørelse, er det dog muligt for de pågældende fysiske og juridiske personer at påberåbe sig ulovligheden af afviklingsordningen, hvilket kan sikre dem en tilstrækkelig domstolsbeskyttelse. Med en sådan godkendelsesafgørelse, der giver denne afviklingsordning bindende retsvirkninger, anses Kommissionen endvidere for at have tilsluttet sig de elementer og de grunde, der er indeholdt i denne afviklingsordning, således at den i givet fald skal stå til ansvar for den ved Den Europæiske Unions retsinstanser.

Hvad for det første angik spørgsmålet om, hvorvidt Afviklingsinstansens fortrolighedsforpligtelse kunne være til hinder for aktindsigt i de fuldstændige udgaver af den omtvistede afviklingsordning, værdiansættelse 2 og de øvrige forberedende dokumenter, bemærkede Domstolen indledningsvis, at forordning nr. 806/2014 ( 6 ) bestemmer, at personer, der er genstand for Afviklingsinstansens afgørelser, skal have ret til aktindsigt i Afviklingsinstansens dokumenter, idet det præciseres dels, at de har denne ret med forbehold for andre personers legitime interesse i at beskytte deres forretningshemmeligheder, dels at nævnte ret ikke omfatter fortrolige oplysninger eller Afviklingsinstansens interne forberedende dokumenter. Domstolen fremhævede endvidere den forpligtelse, som påhviler enhver berørt institution til at udøve sine beføjelser i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper, herunder navnlig princippet om god forvaltningsskik, som er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og hvis stk. 2, litra b), garanterer denne ret til aktindsigt under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed.

Det fremgår således af selve ordlyden af disse bestemmelser, at retten til aktindsigt er begrænset af behovet for at beskytte fortrolige oplysninger, hvilke grænser afspejler fortrolighedsforpligtelsen, som er fastsat i artikel 339 TEUF. I denne henseende havde Domstolen allerede fastslået, at EU’s institutioner, organer, kontorer eller agenturer i henhold til princippet om beskyttelse af forretningshemmeligheder, som er et almindeligt EU-retligt princip, principielt er forpligtet til ikke at afsløre fortrolige oplysninger fra en privat aktør for dennes konkurrenter. SRM-forordningen indeholder præciseringer med hensyn til overholdelsen af tavshedspligten fastsat i artikel 339 TEUF ( 7 ), idet den forbyder Afviklingsinstansen at videregive oplysninger, der er omfattet af disse krav, til en anden offentlig eller privat enhed, medmindre en sådan videregivelse er nødvendig i forbindelse med en retssag.

Under disse omstændigheder fastslog Domstolen, at Retten ikke havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at appellanterne ikke kunne påberåbe sig en ret til aktindsigt i de fuldstændige udgaver af de pågældende dokumenter, for så vidt som disse fuldstændige udgaver indeholdt fortrolige oplysninger.

Domstolen bemærkede endvidere, at selv om det er fast retspraksis, at effektiviteten af den domstolsprøvelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, kræver, at den pågældende skal kunne få kendskab til begrundelsen for den afgørelse, som er blevet truffet i forhold til den pågældende, med henblik på at sætte den pågældende i stand til at forsvare sine rettigheder og at afgøre, om sagen eventuelt skal prøves af de kompetente retsinstanser, og samtidig gøre det muligt for disse retsinstanser at udøve en legalitetsprøvelse af den omhandlede afgørelse, har Domstolen imidlertid ligeledes fastslået, at begrundelsen for en retsakt, der er bebyrdende over for et retssubjekt, og som hviler på en vurdering af private aktørers relative stilling, kan begrænses af forretningshemmeligheden, uden at forpligtelsen til at behandle forretningshemmeligheder fortroligt medfører, at begrundelsespligten mister sit væsentligste indhold. En sådan retsakt kan ganske vist, henset til forpligtelsen til at behandle forretningshemmeligheder fortroligt, således være tilstrækkeligt begrundet uden at omfatte f.eks. samtlige de talmæssige oplysninger, der danner grundlag for ræsonnementet. Begrundelsen skal dog stadig klart og utvetydigt angive dette ræsonnement og den fulgte fremgangsmåde. Når der er tale om fortrolige oplysninger, giver chartrets artikel 47 følgelig ikke den berørte person en ret til aktindsigt i alle sagens akter, forudsat at de ovennævnte betingelser er overholdt.

Endelig fastslog Domstolen, at ejendomsretten, som er fastsat i chartrets artikel 17 ( 8 ), ikke kan fortolkes således, at den til den berørte person giver en aktindsigt i oplysninger indeholdt i sagsakterne, som går ud over de krav, der følger af retspraksis.

Hvad for det andet angik begrundelsespligten vedrørende Kommissionens godkendelsesafgørelse bemærkede Domstolen, at Kommissionen med en sådan godkendelse anses for at have tilsluttet sig de elementer og de grunde, der er indeholdt i den omtvistede afviklingsordning ( 9 ), således at de grunde, der har foranlediget Afviklingsinstansen til at vedtage denne afviklingsordning, udgør en integreret del af godkendelsesafgørelsen og derfor ligeledes kan begrunde denne godkendelse. Under disse omstændigheder var det med rette, at Retten anførte, at det ikke kan kræves, at Kommissionen giver en yderligere begrundelse for dens godkendelse, idet denne begrundelse kun kan bestå i en gentagelse af de forhold, der allerede er indeholdt i afviklingsordningen. Domstolen bemærkede, at Kommissionen ikke har pligt til at foretage en analyse for anden gang i forhold til den, som Afviklingsinstansen har foretaget, men kun til at godkende eller ikke godkende Afviklingsinstansens afgørelse. Med hensyn til den omstændighed, at Retten tog den meget korte frist, som Kommissionen havde til at godkende afviklingsordningen, i betragtning, bemærkede Domstolen endvidere, at graden af præcisering af en afgørelses begrundelse afpasses efter de faktiske muligheder og de tekniske eller tidsmæssige betingelser, hvorunder retsakten bliver til.

Hvad for det tredje angik hensyntagen til aktionærernes og kreditorernes interesser i forbindelse med afviklingen bemærkede Domstolen, at selv om prøvelsen af den tredje betingelse for vedtagelse af en afviklingsforanstaltning, dvs. nødvendigheden heraf i almenhedens interesse, skal ( 10 ) tage hensyn til afviklingsmålene, der er fastsat i SRM-forordningen ( 11 ), fastslog Domstolen, at beskyttelsen af aktionærernes og kreditorernes interesser ikke er blandt disse mål, og ej heller minimering af afviklingsomkostningerne eller undgåelse af værditab. Afviklingsinstansen og Kommissionen skal således kun bestræbe sig på at tage disse to sidstnævnte aspekter i betragtning ved forfølgelsen af de nævnte afviklingsmål ( 12 ), uden at være bundet af en sådan indsatsforpligtelse med hensyn til beskyttelsen af aktionærers og kreditorers interesser. Domstolen bemærkede endvidere, at det var med rette, at Retten havde fremhævet, at værditab i SRM-forordningens forstand ikke kun omfatter de økonomiske interesser for enhedens aktionærer og indehavere af kapitalinstrumenter, men ligeledes de økonomiske interesser for enhedens indskydere, ansatte og andre kreditorer. Det fremgår navnlig af SRM-forordningen, at Afviklingsinstansen og Kommissionen kun skal søge at minimere afviklingsomkostningerne og undgå værditab, medmindre de er nødvendige for at nå afviklingsmålene. Under disse omstændigheder fandt Domstolen, at det var uden at begå nogen retlig fejl, at Retten havde fastslået, at anvendelsen af betingelsen om, at afviklingen skal være nødvendig i almenhedens interesse, ikke kræver, at der specifikt sker en afvejning af almenhedens interesse i at foretage en afvikling af den pågældende enhed med aktionærernes og kreditorernes interesser.

Hvad for det fjerde angik værdiansættelsen af den enhed, som er under afvikling, bemærkede Domstolen indledningsvis, at SRM-forordningen ( 13 ) fastsætter, at Afviklingsinstansen påser, at der foretages en rimelig, forsigtig og realistisk værdiansættelse af aktiverne og passiverne i den pågældende enhed af en person, som er uafhængig, før den træffer afgørelse om afviklingsforanstaltninger eller udøvelse af beføjelsen til at nedskrive eller konvertere relevante kapitalinstrumenter. Det fremgår ligeledes af denne forordning, at der sondres mellem endelige værdiansættelser, dvs. dem, der opfylder alle de krav, der er opstillet i stk. 1 og 4-9 heri, og midlertidige værdiansættelser, der ikke opfylder alle disse krav. I henhold til SRM-forordningen ( 14 ) er en midlertidig værdiansættelse ( 15 ) et gyldigt grundlag for, at Afviklingsinstansen kan træffe afgørelse om vedtagelse af en afviklingsforanstaltning eller om at foretage nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter.

Med hensyn til værdiansættelse 1 bemærkede Domstolen indledningsvis, at SRM-forordningen giver ECB en forrang med hensyn til udøvelsen af kompetencen til at foretage denne vurdering, henset til dennes ekspertise i kraft af sin rolle som tilsynsmyndighed. ECB er således den bedst egnede til – henset til definitionen af nødlidende eller forventeligt nødlidende, som henviser til elementer, der er forbundet med den pågældende enheds tilsynsmæssige stilling – at fastslå, om denne betingelse opfyldt. Domstolen tilføjede, at i den foreliggende sag var ECB’s vurdering ligeledes baseret på nyere oplysninger end værdiansættelse 1. Domstolen fandt derfor, at det var med rette, at Retten havde fastslået, at ECB’s vurdering af, om Banco Popular var nødlidende eller forventeligt nødlidende, indebar, at værdiansættelse 1, som omhandler dette samme spørgsmål, bortfaldt.

Hvad dernæst angik værdiansættelse 2 fastslog Domstolen, at det var med rette, at Retten havde fastslået, at de forbehold, som den uafhængige ekspert havde anført i forbindelse med værdiansættelse 2, ikke kunne rejse tvivl om, at den var rimelig, forsigtig og realistisk. Domstolen fastslog, at Retten ikke kun havde anført, at værdiansættelsen af den pågældende enhed skulle basere sig på rimelige, forsigtige og realistiske antagelser, men havde også fremhævet, at valuaren ligeledes skulle tage hensyn til forskellige faktorer og omstændigheder. Disse forhold fremgår af Rettens faktuelle konstateringer, som nævner en værdiansættelse 2, som var baseret på antagelser og afhang af flere forhold, samtidig med at den baserede sig på fremadrettede skøn og vurderinger. Det var endvidere med rette, at Retten havde anført, at visse usikkerheder og tilnærmede værdier, ligeledes henset til de tidsmæssige begrænsninger og begrænsningerne med hensyn til tilgængelige oplysninger, er uløseligt forbundet med enhver midlertidig værdiansættelse.

Hvad desuden angik kravene vedrørende værdiansættelsen af aktiverne og passiverne bemærkede Domstolen, at med henblik på at værdiansætte aktiver og passiver bestemmer SRM-forordningen, at denne værdiansættelse skal være »rimelig, forsigtig og realistisk«, uden imidlertid at kræve en udtømmende fastsættelse af alle aktiver og passiver. Selv om den midlertidige værdiansættelse, hvis der er hastende omstændigheder, skal indeholde et skøn over aktiver og passiver, skal den kun opfylde kravet med hensyn til at være rimelig, forsigtig og realistisk, så vidt det efter omstændighederne med rimelighed er praktisk muligt. Hvis der er hastende omstændigheder, kan det således vise sig umuligt udtømmende at fastsætte alle aktiver og passiver. Udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder ( 16 ) fastsætter i øvrigt, at valuaren navnlig skal fokusere på områder, som er forbundet med væsentlig usikkerhed for værdiansættelsen af disse elementer, og som har en væsentlig indvirkning på den generelle værdiansættelse. Under disse omstændigheder fandt Domstolen, at det var med rette, at Retten havde fastslået, at valuaren, henset til den korte periode, der var til rådighed, havde måttet prioritere undersøgelsen af de oplysninger, denne havde til rådighed, strengt og udelukkende fokusere på de nøgleaktiver og passiver, hvis værdiansættelse var meget usikker.

Hvad endvidere angik den uafhængige karakter af værdiansættelsen foretaget af Afviklingsinstansen selv bemærkede Domstolen, at SRM-forordningen præciserer de formål, der skal forfølges i forbindelse med værdiansættelsen af aktiver og passiver. Selv om det er fastsat, at denne værdiansættelse skal foretages af en person, som er uafhængig af alle offentlige myndigheder, herunder Afviklingsinstansen og den nationale afviklingsmyndighed, og af den pågældende enhed, er det ligeledes nævnt, at Afviklingsinstansen kan foretage en midlertidig værdiansættelse af aktiver og passiver, såfremt en uafhængig værdiansættelse ikke er mulig ( 17 ). Domstolen fandt derfor, at det var med rette, at Retten havde fastslået, at analysen af elementer med henblik på fastlæggelse af betingelserne for afvikling eller konvertering/nedskrivning af relevante kapitalinstrumenter ( 18 ) ikke altid skal foretages af en uafhængig ekspert.

Hvad desuden angik den manglende hensyntagen til formålet med værdiansættelsen, som er fastsat i SRM-forordningens artikel 20, stk. 5, fastslog Domstolen, at denne forordning ( 19 ) præciserer, at selv om visse af kravene til værdiansættelse skal overholdes i hastetilfælde, er der andre, der kun skal overholdes så vidt muligt. I henhold til disse to typer af krav nævner SRM-forordningens artikel 20, stk. 10, imidlertid ikke analysen af formålene med værdiansættelsen, der er omhandlet i samme forordnings artikel 20, stk. 5. Endvidere fremhævede Domstolen, at denne samme forordning udtrykkeligt fastsætter, at en værdiansættelse, der ikke opfylder alle kravene, anses for at være midlertidig, indtil en uafhængig person har foretaget en værdiansættelse, der fuldt ud opfylder dem. En sådan midlertidig værdiansættelse er et gyldigt grundlag for, at Afviklingsinstansen kan træffe afgørelse om afviklingsforanstaltninger. Den angivelige manglende hensyntagen til det pågældende formål har således ikke til følge, at værdiansættelsen er ulovlig, men alene, at den er af midlertidig karakter.

Hvad endelig angik den manglende vedtagelse af en efterfølgende endelig værdiansættelse er det korrekt, at visse formuleringer i SRM-forordningen ( 20 ) synes at angive, at midlertidige værdiansættelser kun kan udgøre et gyldigt grundlag for vedtagelsen af en afviklingshandling på visse betingelser, herunder gennemførelsen af efterfølgende endelig værdiansættelse. Den bestemmer imidlertid ligeledes, at en værdiansættelse, der ikke opfylder alle kravene, anses for at være midlertidig, indtil en uafhængig person har foretaget en efterfølgende endelig værdiansættelse, så snart det er praktisk muligt ( 21 ). Det følger af denne ordlyd, bl.a. af konjunktionen »indtil«, at gennemførelsen af efterfølgende endelig værdiansættelse ikke udgør en betingelse for, at en værdiansættelse kan anses for at være midlertidig. Domstolen fastslog således, at den efterfølgende endelige værdiansættelse har til formål dels at sikre, at eventuelle tab i den pågældende enhed anerkendes fuldt ud i dens bogføringen, dels ved vedtagelsen at indgå i afgørelsen om at nedskrive kreditorernes fordringer eller øge værdien af det betalte vederlag. Idet den efterfølgende endelige værdiansættelse endvidere nødvendigvis finder sted efter vedtagelsen af en afviklingsordning anførte Domstolen, at det følger af fast retspraksis, at lovligheden af en EU-retsakt skal bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på den dato, da retsakten blev vedtaget. Domstolen fandt følgelig, at det var uden at begå en retlig fejl, at Retten havde fastslået, at den manglende vedtagelse af en efterfølgende endelig værdiansættelse ikke kunne påvirke gyldigheden af den omstvistede afviklingsordning.

Endelig bemærkede Domstolen for så vidt angik fortrolighedsforpligtelsen, at medlemmerne af Afviklingsinstansen er omfattet af bestemmelserne på området vedrørende medlemmerne af EU’s institutioner, EU-tjenestemænd og øvrige ansatte ( 22 ). De har således – selv efter at deres hverv er ophørt – en forpligtelse til ikke at give oplysninger om forhold, som ifølge deres natur er tjenestehemmeligheder, medmindre videregivelsen af disse fortrolige oplysninger ikke finder sted i forbindelse med udøvelsen af deres arbejde eller i summarisk eller samlet form, som forhindrer identifikation af den pågældende enhed eller i summarisk eller samlet form, som forhindrer identifikation af den pågældende enhed ( 23 ). Det fremgår i denne henseende af ordlyden af 116. betragtning til SRM-forordningen, at den oplysning, at Afviklingsinstansen og nationale afviklingsmyndigheder er i færd med at undersøge en enhed, navnlig i forbindelse med eller med henblik på en afviklingsprocedure eller afviklingsforanstaltning, kan have en negativ indvirkning på denne enhed og skal derfor anses for at være omfattet af den fortrolighedsforpligtelse, der er fastsat i SRM-forordningen. Denne forordning ( 24 ) viser derimod den nære forbindelse mellem de tilsynsopgaver, der er tildelt inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme (SSM), navnlig til ECB, og den opgave, som Afviklingsinstansen er betroet ved SRM-forordningen. Det følger heraf, at med henblik på at optimere SRM’s effektivitet fastsætter SRM-forordningen – navnlig, men ikke begrænset til under afviklingsplanlægningen, i forbindelse med tidlig indgriben og under afviklingen – at Afviklingsinstansen og ECB har pligt til at arbejde tæt sammen og at forsyne hinanden med alle oplysninger, der er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver. Afviklingsinstansen er således, ligesom ECB, forpligtet til at følge udviklingen på de finansielle markeder og navnlig føre tilsyn med de institutter, der er omfattet af forordningen, for at kunne gribe effektivt og hurtigt ind, såfremt et kreditinstitut er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Den ene oplysning, at Afviklingsinstansen sammen med ECB fører tilsyn med et kreditinstitut, blandt andre institutter omfattet af SRM-forordningen, kan principielt ikke anses for at være omfattet af fortrolighedsforpligtelsen, hvor der ikke er yderligere forhold, der kan indikere, at Afviklingsinstansen handler i forbindelse med eller med henblik på en afviklingsprocedure eller afviklingsforanstaltning.

( 1 ) – Dom af 1.6.2022, Eleveté Invest Group m.fl. mod Kommissionen og Afviklingsinstansen (T-523/17, EU:T:2022:313).

( 2 ) – Afgørelse SRB/EES/2017/08 truffet på Den Fælles Afviklingsinstans’ (Afviklingsinstansen) eksekutivmøde den 7.6.2017 vedrørende vedtagelse af en afviklingsordning for Banco Popular Español, SA (herefter »den omtvistede afviklingsordning«).

( 3 ) – Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1246 af 7.6.2017 om godkendelse af afviklingsordningen for Banco Popular Español SA (EUT 2017, L 178, s. 15).

( 4 ) – Dom af 18.6.2024, Kommissionen mod Afviklingsinstansen (C-551/22 P, EU:C:2024:520, præmis 102 og 103).

( 5 ) – Som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

( 6 ) – Artikel 90, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1, herefter »SRM-forordningen«).

( 7 ) – Disse præciseringer er ikke alene gjort ved det forbehold, der er udtrykt i SRM-forordningens artikel 90, stk. 4, men ligeledes ved denne samme forordnings artikel 88, stk. 1, andet afsnit.

( 8 ) – Sammenholdt med chartrets artikel 51, stk. 1.

( 9 ) – Dom af 18.6.2024, Kommissionen mod Afviklingsinstansen (C-551/22 P, EU:C:2024:520, præmis 96).

( 10 ) – I medfør af SRM-forordningens artikel 18, stk. 1, første afsnit, litra c), og artikel 18, stk. 5.

( 11 ) – SRM-forordningens artikel 14, stk. 1, første afsnit.

( 12 ) – SRM-forordningens artikel 14, stk. 1, andet afsnit.

( 13 ) – SRM-forordningens artikel 20, stk. 1.

( 14 ) – SRM-forordningens artikel 20, stk. 13.

( 15 ) – Foretaget i henhold til SRM-forordningens artikel 20, stk. 10 og 11.

( 16 ) – Udkast til de reguleringsmæssige tekniske standarder fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed om værdiansættelse med henblik på afvikling (EBA/RTS/2017/05) af 23.5.2017.

( 17 ) – SRM-forordningens artikel 20, stk. 1 og 3.

( 18 ) – Målet er fastsat i SRM-forordningens artikel 20, stk. 5, litra a).

( 19 ) – SRM-forordningens artikel 20, stk. 10.

( 20 ) – SRM-forordningens artikel 20, stk. 13.

( 21 ) – SRM-forordningens artikel 20, stk. 11.

( 22 ) – I medfør af artikel 339 TEUF.

( 23 ) – SRM-forordningens artikel 88, stk. 1.

( 24 ) – 15. og 89. betragtning til SRM-forordningen.