–

EI ved avocat V. Stănilă,

–

SC Brink’s Cash Solutions SRL ved avocaţi S. Şusnea og R. Zahanagiu,

–

den rumænske regering ved M. Chicu, E. Gane og O.-C. Ichim, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller og A. Hoesch, som befuldmægtigede,

–

den græske regering ved V. Baroutas og M. Tassopoulou, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Gheorghiu, C. Hödlmayr og B.-R. Killmann, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra b), og artikel 6 i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT 1998, L 225, s. 16), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1794 af 6. oktober 2015 (EUT 2015, L 263, s. 1) (herefter »direktiv 98/59«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem EI og dennes tidligere arbejdsgiver, SC Brink’s Cash Solutions SRL, vedrørende EI’s afskedigelse.

3

Følgende fremgår af 2., 6. og 12. betragtning til direktiv 98/59:

[…]

[…]

4

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra b), bestemmer:

»I dette direktiv

[…]

5

Direktivets artikel 2, som er en del af direktivets afdeling II, med overskriften »Information og konsultation« bestemmer:

»1.   Når arbejdsgiveren påtænker at foretage kollektive afskedigelser, er vedkommende forpligtet til i tilstrækkelig god tid at indlede konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter med henblik på at nå frem til en aftale.

2.   Konsultationerne skal i det mindste dreje sig om mulighederne for at undgå eller begrænse de kollektive afskedigelser samt for at afbøde følgerne af disse ved hjælp af sociale ledsageforanstaltninger, der navnlig tager sigte på støtte til omplacering eller omskoling af de afskedigede arbejdstagere.

[…]

3.   For at gøre det muligt for arbejdstagernes repræsentanter at fremsætte konstruktive forslag er arbejdsgiveren forpligtet til i tilstrækkelig god tid under konsultationerne:

[…]«

6

Dette direktivs artikel 3, der indgår i direktivets afdeling III, med overskriften »Fremgangsmåde for kollektiv afskedigelse« fastsætter i bestemmelsens stk. 1:

»Arbejdsgiveren er forpligtet til skriftligt at meddele den kompetente offentlige myndighed enhver plan om kollektiv afskedigelse.

[…]

Meddelelsen skal indeholde alle relevante oplysninger om den planlagte kollektive afskedigelse og om de i artikel 2 fastsatte forhandlinger med arbejdstagernes repræsentanter, navnlig årsagerne til afskedigelserne, antallet af arbejdstagere, der skal afskediges, antallet af arbejdstagere, der normalt beskæftiges, samt over hvilken periode det forudses, at afskedigelserne skal finde sted.«

7

Artikel 6 i direktiv 98/59 bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at arbejdstagernes repræsentanter og/eller arbejdstagerne har adgang til administrative og/eller retslige procedurer, der gør det muligt at sikre overholdelsen af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv.«

8

Direktiv 98/59 blev gennemført i rumænsk ret ved Legea nr. 53/2003 privind Codul muncii (lov nr. 53/2003 om arbejdsforhold) af 24. januar 2003 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 72 af 5.2.2003) i den reviderede affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 345 af 18.5.2011) (herefter »arbejdsloven«).

9

Arbejdslovens artikel 69 bestemmer:

»(1)   Når arbejdsgiveren påtænker at foretage kollektive afskedigelser, er denne forpligtet til i tilstrækkelig god tid og med henblik på at nå frem til en aftale, på de i loven fastsatte betingelser at indlede konsultationer med fagforeningen eller, efter omstændighederne, med arbejdstagernes repræsentanter om mindst:

(2)   Under de i stk. 1 omhandlede konsultationer er arbejdsgiveren, for at give fagforeningen eller arbejdstagernes repræsentanter mulighed for at fremsætte forslag i tilstrækkelig god tid, forpligtet til at give dem alle relevante oplysninger og skriftligt meddele dem følgende:

(3)   Kriterierne i stk. 2, litra d), finder anvendelse med henblik på at udvælge arbejdstagerne efter vurderingen af opfyldelsen af præstationsmålene.

[…]«

10

Lovens artikel 70 fastsætter:

»Arbejdsgiveren er forpligtet til at fremsende en kopi af den i artikel 69, stk. 2, omhandlede meddelelse til det territoriale arbejdstilsyn og til den territoriale arbejdsformidling på samme dato som den, hvorpå vedkommende har givet fagforeningen eller, efter omstændighederne, arbejdstagernes repræsentanter denne meddelelse.«

11

Lovens artikel 71, stk. 1, er affattet således:

»Fagforeningen eller, efter omstændighederne, arbejdstagernes repræsentanter kan foreslå arbejdsgiveren foranstaltninger med henblik på at undgå afskedigelserne eller begrænse antallet af afskedigede arbejdstagere senest ti kalenderdage efter datoen for modtagelsen af meddelelsen.«

12

Samme lovs artikel 221 har følgende ordlyd:

»(1)   Hos arbejdsgivere, der beskæftiger mere end 20 ansatte, og som ikke har repræsentative fagforeninger, der er oprettet i overensstemmelse med loven, kan arbejdstagernes interesser fremmes og varetages af deres repræsentanter, som er valgt og særligt bemyndiget hertil.

(2)   Arbejdstagernes repræsentanter vælges på en generalforsamling med mindst halvdelen af det samlede antal ansatte.

(3)   Arbejdstagernes repræsentanter må ikke udøve aktiviteter, som i henhold til loven udelukkende henhører under fagforeningerne.«

13

Arbejdslovens artikel 222 bestemmer:

»(1)   Arbejdstagernes repræsentanter vælges blandt de medarbejdere, der har fuld handleevne.

(2)   Antallet af repræsentanter for arbejdstagerne fastsættes efter aftale med arbejdsgiveren på grundlag af antallet af ansatte.

(3)   Mandatperioden for arbejdstagernes repræsentanter kan ikke overstige to år.«

14

Den 14. august 2014 indgik sagsøgeren i hovedsagen en ansættelseskontrakt med sagsøgte i hovedsagen som pengetransportmedarbejder.

15

I forbindelse med den pandemi, der blev forårsaget af coronavirusset sars-CoV-2, og indførelsen af undtagelsestilstand i Rumænien mellem den 16. marts og den 15. maj 2020 oplevede sagsøgte i hovedsagen en betydelig nedgang i sin virksomhed på nationalt plan, som påvirkede virksomhedens overskud. I denne særlige sammenhæng besluttede sagsøgte i hovedsagen at omstrukturere sin virksomhed og indledte en procedure for kollektiv afskedigelse med henblik på at nedlægge 128 stillinger på nationalt plan. Den 12., 13. og 15. maj 2020 meddelte sagsøgte i hovedsagen de berørte myndigheder, nemlig Agenția Municipală pentru Ocuparea Forței de Muncă București (den territoriale arbejdsformidling i Bukarest kommune, Rumænien), Inspecția Muncii (arbejdstilsynet, Rumænien) og Inspectoratul Teritorial al Municipiului de Muncă București (det territoriale arbejdstilsyn i Bukarest kommune, Rumænien), at selskabet havde til hensigt at indlede denne afskedigelsesprocedure. Det fremgik udtrykkeligt af denne meddelelse, at afskedigelserne af de berørte arbejdstagere ville finde sted mellem den 19. maj og den 2. juli 2020. Eftersom mandatet for de tidligere udpegede repræsentanter for arbejdstagerne var udløbet den 23. april 2020, uden at der var blevet valgt nye repræsentanter, blev den nævnte meddelelse ikke fremsendt til disse repræsentanter. Den samme meddelelse blev heller ikke individuelt meddelt hver enkelt arbejdstager, der var omfattet af den nævnte afskedigelsesprocedure.

16

Sagsøgeren i hovedsagen, der hører til de 128 afskedigede arbejdstagere, anlagde sag til prøvelse af afgørelsen om afskedigelse, men fik ikke medhold i første instans. Han appellerede afgørelsen til den forelæggende ret, idet han gjorde gældende, at sagsøgte i hovedsagen havde en bindende forpligtelse til at informere og høre arbejdstagerne individuelt (herefter »fasen med information og høring af arbejdstagerne«), selv om der ikke fandtes nogen fagforening eller repræsentanter, der var udpeget til at varetage deres interesser. I en særlig situation som den i hovedsagen omhandlede påhvilede det sagsøgte i hovedsagen at underrette de berørte arbejdstagere om nødvendigheden af at udpege nye repræsentanter med henblik på nævnte afskedigelsesprocedure.

17

Sagsøgte i hovedsagen har for sin del gjort gældende, at selskabet på grund af den manglende fornyelse af mandaterne for arbejdstagernes repræsentanter har befundet sig i en atypisk situation, hvor der ikke er nogen arbejdsmarkedspart. Den manglende koordinering af arbejdstagerne gjorde det nemlig umuligt at udpege behørigt bemyndigede repræsentanter under proceduren for kollektiv afskedigelse. Information og høring af arbejdstagernes repræsentanter kunne derfor ikke finde sted, og for så vidt som den pågældende nationale lovgivning bestemmer, at denne procedure skal gennemføres med fagforeningen og/eller arbejdstagernes repræsentanter og ikke med de enkelte arbejdstagere, er selskabet blevet fritaget for individuelt at informere og høre arbejdstagerne.

18

Den forelæggende ret har anført, at andre arbejdstagere har anfægtet lovligheden af den procedure for kollektiv afskedigelse, som sagsøgte i hovedsagen har indledt, ved de rumænske domstole, som har fundet, at afgørelserne om afskedigelse var i overensstemmelse med loven. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at artikel 2, stk. 3, i direktiv 98/59, sammenholdt med 2., 6. og 12. betragtning hertil, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, som i mangel af en obligatorisk national mekanisme for udpegelse af repræsentanter for arbejdstagerne i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede gør pligten til information og høring af arbejdstagerne indholdsløs. Ifølge den forelæggende ret fremgår det af fortolkningen af artikel 2, stk. 3, i direktiv 98/59, sammenholdt med direktivets artikel 6, at fasen med information og høring af arbejdstagerne, selv i mangel af repræsentanter for arbejdstagerne, er obligatorisk i forbindelse med en procedure for kollektiv afskedigelse, uanset at den på ingen måde ændrer den af arbejdsgiveren påtænkte omstruktureringsplan.

19

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at andre nationale appelretter, der har skullet tage stilling til fortolkningen og anvendelsen af disse bestemmelser i direktiv 98/59, er nået til den modsatte konklusion på grundlag af en ordlydsfortolkning af dette direktiv, hvorefter arbejdstagernes repræsentanter er de eneste, der er begunstiget af informations- og høringspligten. Ifølge disse retter er en arbejdsgiver, når der ikke findes repræsentanter for arbejdstagerne, således ikke forpligtet til at overholde fasen med information og høring af arbejdstagerne.

20

På denne baggrund har Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Sagsøgte i hovedsagen har bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at den forelæggende rets spørgsmål i realiteten vedrører fortolkningen og anvendelsen af national ret. Indledningsvis skal den forelæggende ret nemlig træffe afgørelse vedrørende det forhold, at der efter national ret ikke påhviler arbejdsgiverne en lovbestemt forpligtelse til høring og information i tilfælde, hvor arbejdstagerne ikke har udpeget repræsentanter, og den har henvist til de fortolkningsforskelle, der findes i den nationale retspraksis i denne henseende. Dernæst ønsker den forelæggende ret at få fastslået, at direktiv 98/59 ikke er blevet gennemført korrekt i rumænsk ret. En sådan konstatering kan imidlertid ikke foretages inden for rammerne af en præjudiciel procedure, men skal være genstand for et traktatbrudssøgsmål. Endelig kan et direktiv i henhold til Domstolens praksis ikke i sig selv skabe forpligtelser for private og derfor ikke som sådan påberåbes over for disse.

22

I denne henseende skal det bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført ved artikel 267 TEUF, udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 29.6.2023, International Protection Appeals Tribunal m.fl. (Attentat i Pakistan), C-756/21, EU:C:2023:523, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

23

Der gælder således en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 29.6.2023, International Protection Appeals Tribunal m.fl. (Attentat i Pakistan), C-756/21, EU:C:2023:523, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

24

I det foreliggende tilfælde fremgår det ikke klart af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den i hovedsagen omhandlede situation svarer til et af disse tilfælde. Det er nemlig ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen er blevet afskediget i forbindelse med en procedure for kollektiv afskedigelse, og at de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser har til formål at sikre gennemførelsen i rumænsk ret af de bestemmelser i direktiv 98/59, som ønskes fortolket.

25

Det skal desuden for det første fastslås, at den forelæggende ret i tilstrækkelig grad har identificeret de EU-retlige bestemmelser, hvis fortolkning den finder nødvendig, og de bestemmelser i arbejdsloven, der eventuelt kan være uforenelige med disse EU-retlige bestemmelser. For det andet gør oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse det muligt at forstå den forelæggende rets spørgsmål og den sammenhæng, hvori de er blevet forelagt.

26

Anmodningen om præjudiciel afgørelse er således i overensstemmelse med de krav, der følger af Domstolens praksis, og som er nævnt i denne doms præmis 22.

27

Hvad angår argumentet om, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private og derfor ikke som sådan kan påberåbes over for disse, skal det bemærkes, at selv om det er korrekt, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at selv en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, som har til formål at tillægge private rettigheder eller at pålægge private forpligtelser, ikke som sådan kan finde anvendelse inden for rammerne af en sag, hvori alene private er parter (dom af 7.8.2018, Smith, C-122/17, EU:C:2018:631, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis), og at et direktiv ikke kan påberåbes i en tvist mellem private med henblik på at undgå anvendelsen af en medlemsstats lovgivning, som strider mod dette direktiv (dom af 7.8.2018, Smith, C-122/17, EU:C:2018:631, præmis 44), følger det imidlertid ikke heraf, at en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af et direktiv, der er indgivet under en tvist mellem private, ikke kan antages til realitetsbehandling.

28

Fortolkningen af et direktiv i forbindelse med en sådan tvist kan være nødvendig for at gøre det muligt for en national domstol, som skal anvende sin nationale lovgivning, i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af det pågældende direktivs ordlyd og formål med henblik på at opnå det med direktivet tilsigtede resultat og således handle i overensstemmelse med artikel 288, stk. 3, TEUF (jf. bl.a. dom af 5.10.2004, Pfeiffer m.fl., C-397/01 – C-403/01, EU:C:2004:584, præmis 113 og 114, af 19.4.2016, DI, C-441/14, EU:C:2016:278, præmis 31, og af 7.8.2018, Smith, C-122/17, EU:C:2018:631, præmis 39).

29

Anmodningen om præjudiciel afgørelse kan følgelig antages til realitetsbehandling.

30

Som det fremgår af denne doms præmis 18, begrænser den forelæggende rets spørgsmål sig ikke til fortolkningen af artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra b), og artikel 6 i direktiv 98/59, men omfatter ligeledes fortolkningen af dette direktivs artikel 2, stk. 3. De to forelagte præjudicielle spørgsmål, som skal behandles samlet, skal derfor forstås således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst, om artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra b), artikel 2, stk. 3, og artikel 6 i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter en forpligtelse for arbejdsgiveren til individuelt at høre de arbejdstagere, som er berørt af en plan om kollektiv afskedigelse, når disse arbejdstagere ikke har udpeget repræsentanter for arbejdstagerne, og som ikke forpligter de nævnte arbejdstagere til at foretage en sådan udpegelse.

31

I denne henseende skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at hovedformålet med direktiv 98/59 består i, at de berørte arbejdstageres repræsentanter konsulteres forud for kollektive afskedigelser, og at den kompetente offentlige myndighed informeres (dom af 17.3.2021, Consulmarketing, C-652/19, EU:C:2021:208, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

32

Domstolen har desuden gentagne gange fastslået, at retten til information og høring, som er fastsat i direktiv 98/59, er tiltænkt arbejdstagernes repræsentanter og ikke arbejdstagerne individuelt betragtet (dom af 16.7.2009, Mono Car Styling, C-12/08, EU:C:2009:466, præmis 38). Domstolen har tilføjet, at direktivets artikel 2, stk. 3, giver de berørte arbejdstagere en kollektiv og ikke en individuel beskyttelse (dom af 13.7.2023, G GmbH, C-134/22, EU:C:2023:567, præmis 37).

33

Det fremgår ligeledes af artikel 3 i direktiv 98/59, som fastsætter en forpligtelse til at meddele den kompetente offentlige myndighed enhver plan om kollektiv afskedigelse med alle relevante oplysninger om denne og om forhandlingerne med arbejdstagernes repræsentanter, at det kun er arbejdstagernes repræsentanter, der skal modtage en kopi af den pågældende meddelelse, og at disse kan fremsætte deres eventuelle bemærkninger til den offentlige myndighed, idet en sådan mulighed ikke indrømmes arbejdstagerne individuelt betragtet.

34

Det skal derfor fastslås, at bestemmelserne i direktiv 98/59 ikke fastsætter en forpligtelse for arbejdsgiveren til at foretage individuel information og høring af de arbejdstagere, der er berørt af en plan om kollektiv afskedigelse.

35

Denne konstatering støttes af tilblivelseshistorien bag direktiv 98/59, hvorved Rådets direktiv 75/129/EØF af 17. februar 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT 1975, L 48, s. 29) blev omarbejdet. Det fremgår af forarbejderne til direktiv 98/59, at det var hensigten at indføre en bestemmelse, hvorefter arbejdsgiverne, når der ikke fandtes repræsentanter for arbejdstagerne i virksomheder, som normalt beskæftiger færre end 50 arbejdstagere, skulle være forpligtet til i tilstrækkelig god tid at give de arbejdstagere, der var berørt af planen om kollektiv afskedigelse, de samme oplysninger som dem, der skulle gives til arbejdstagernes repræsentanter. Bestemmelsen blev imidlertid ikke vedtaget.

36

Den nævnte konstatering er i overensstemmelse med formålet med artikel 2 i direktiv 98/59, nemlig at forpligte arbejdsgivere, der påtænker at foretage kollektive afskedigelser, til at indlede konsultationer med arbejdstagernes repræsentanter om mulighederne for at undgå eller begrænse omfanget af disse kollektive afskedigelser eller for at afbøde følgerne heraf. Det er nemlig åbenbart, at information af den enkelte berørte arbejdstager individuelt eller høring af dem hver især ikke er egnet til at sikre, at dette formål nås, idet, for det første, der er risiko for, at arbejdstagernes interesser hver for sig ikke svarer til arbejdstagernes interesser som helhed, og, for det andet, arbejdstagerne individuelt betragtet ikke har nogen legitimitet til at handle på vegne af arbejdstagerne som helhed. I modsætning til, hvad den græske regering har gjort gældende i retsmødet, kan information af hver arbejdstager individuelt ikke betragtes som en minimumsforpligtelse i henhold til direktiv 98/59.

37

Da bestemmelserne i direktiv 98/59 ikke fastsætter en forpligtelse for arbejdsgiveren til at informere og høre de arbejdstagere, der er berørt af en plan om kollektiv afskedigelse, individuelt, skal disse bestemmelser derfor fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der, i tilfælde af at der ikke findes repræsentanter for arbejdstagerne, ikke forpligter arbejdsgiveren til individuelt at informere og høre hver arbejdstager, der er berørt af en sådan plan.

38

Når dette er sagt, skal der ligeledes henvises til, at en national lovgivning, hvorefter der kan lægges hindringer i vejen for den beskyttelse, som ubetinget er tilsikret arbejdstagerne ved et direktiv, er i strid med EU-retten (jf. i denne retning dom af 8.6.1994, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, C-383/92, EU:C:1994:234, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

39

Hvad angår direktiv 75/129, der er erstattet af direktiv 98/59, som i artikel 1, 2 og 3 i det væsentlige gentager artikel 1, 2 og 3 i direktiv 75/129, har Domstolen fastslået, at selv om direktiv 75/129 ikke indeholdt nogen bestemmelse til regulering af den situation, hvor der i henhold til national ret ikke findes repræsentanter for arbejdstagerne i en virksomhed, der påtænker at foretage kollektive afskedigelser, pålægger direktivets bestemmelser ikke desto mindre medlemsstaterne at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for, at arbejdstagerne informeres i forbindelse med kollektive afskedigelser, at der føres forhandlinger med dem, og at de kan gribe ind via deres repræsentanter (dom af 8.6.1994, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, C-383/92, EU:C:1994:234, præmis 23).

40

Domstolen tilføjede, at den begrænsede karakter af den delvise harmonisering, der er sikret ved direktiv 75/129 med hensyn til reglerne om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af kollektive afskedigelser, navnlig ved henvisningen i direktivets artikel 1, stk. 1, litra b), til repræsentanter for arbejdstagerne, »som har denne funktion i henhold til lovgivning eller praksis i medlemsstaterne«, ikke kan fratage bestemmelserne i dette direktiv deres effektive virkning og ikke er til hinder for, at medlemsstaterne er forpligtet til at træffe alle de fornødne foranstaltninger til, at der udpeges repræsentanter for arbejdstagerne med henblik på at opfylde forpligtelserne i direktivets artikel 2 og 3 (jf. i denne retning dom af 8.6.1994, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, C-383/92, EU:C:1994:234, præmis 25).

41

Det er åbenbart, at en national lovgivning, som gør det muligt for en arbejdsgiver at omgå eller hindre beskyttelsen af de rettigheder, som arbejdstagerne er sikret ved direktiv 98/59, bl.a. ved at modsætte sig arbejdstagerrepræsentation eller anerkendelse heraf i sin virksomhed, ikke opfylder disse krav (jf. i denne retning dom af 8.6.1994, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, C-383/92, EU:C:1994:234, præmis 26 og 27).

42

I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første, henset til de oplysninger, der fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, navnlig arbejdsloven, giver arbejdstagerne ret til at udpege repræsentanter, og at arbejdsgiveren i modsætning til, hvad der var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 8. juni 1994, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (C-383/92, EU:C:1994:234), ifølge denne lovgivning ikke kan modsætte sig arbejdstagerrepræsentation.

43

For det andet fastsætter den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, således som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, ikke en forpligtelse for arbejdstagerne til at udpege repræsentanter. Selv om direktiv 98/59, der ikke har til formål at harmonisere de nærmere regler og procedurerne for udpegelse af repræsentanter for arbejdstagerne i medlemsstaterne, ikke pålægger arbejdstagerne en sådan forpligtelse, tilkommer det medlemsstaterne at sikre den effektive virkning af direktivets bestemmelser. Det påhviler således medlemsstaterne at træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på, at der udpeges repræsentanter for arbejdstagerne, og at sikre, at arbejdstagerne ikke befinder sig i en situation, hvor de af grunde, som de ikke har nogen indflydelse på, er forhindret i at udpege disse repræsentanter.

44

Det tilkommer den forelæggende ret, som er enekompetent til at fortolke national ret, at vurdere, om de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser er tilstrækkelige i denne henseende. I det foreliggende tilfælde skal den nærmere bestemt undersøge, om de bestemmelser i rumænsk ret, der regulerer udpegelsen af repræsentanter for arbejdstagerne og begrænser varigheden af repræsentanternes mandat til to år, i tilfælde af praktisk umulighed, som ikke kan tilskrives arbejdstagerne, kan fortolkes således, at de sikrer den fulde virkning af bestemmelserne i artikel 2 og 3 i direktiv 98/59.

45

I denne henseende skal det for det første tilføjes, at i modsætning til hvad den forelæggende ret synes at antyde, er artikel 6 i direktiv 98/59 – hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at arbejdstagernes repræsentanter og/eller arbejdstagerne har adgang til administrative og/eller retslige procedurer, der gør det muligt at sikre overholdelsen af de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv – uden relevans i det foreliggende tilfælde. Denne artikel 6 foreskriver ikke, at medlemsstaterne skal fastsætte en bestemt sanktion i tilfælde af overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat ved dette direktiv, men overlader det til dem frit at træffe deres valg blandt de forskellige løsninger, der kan virkeliggøre formålet med dette direktiv, alt afhængigt af de enkelte situationer, der kan opstå, idet det præciseres, at disse foranstaltninger imidlertid skal sikre en faktisk og effektiv retsbeskyttelse i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og de skal have en reelt afskrækkende virkning (jf. i denne retning kendelse af 4.6.2020, Balga, C-32/20, EU:C:2020:441, præmis 33, og dom af 17.3.2021, Consulmarketing, C-652/19, EU:C:2021:208, præmis 43).

46

Hvis det for det andet antages, at den forelæggende ret kommer frem til den konklusion, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke kan fortolkes i overensstemmelse med direktiv 98/59, og henset til den omstændighed, at tvisten i hovedsagen udelukkende er mellem private parter, vil det tilkomme den forelæggende ret, efter omstændighederne, at tage hensyn til Domstolens praksis, hvorefter den part, der har lidt skade som følge af den nationale rets uoverensstemmelse med EU-retten, kan opnå erstatning fra den pågældende medlemsstat for den lidte skade (jf. i denne retning dom af 7.8.2018, Smith, C-122/17, EU:C:2018:631, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

47

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra b), artikel 2, stk. 3, og artikel 6 i direktiv 98/59 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter en forpligtelse for arbejdsgiveren til individuelt at høre de arbejdstagere, der er berørt af en plan om kollektiv afskedigelse, når disse arbejdstagere ikke har udpeget repræsentanter for arbejdstagerne, og som ikke forpligter de nævnte arbejdstagere til at foretage en sådan udpegelse, forudsat at denne lovgivning under omstændigheder, som de samme arbejdstagere ikke har nogen indflydelse på, gør det muligt at sikre den fulde virkning af disse bestemmelser i dette direktiv.

48

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra b), artikel 2, stk. 3, og artikel 6 i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1794 af 6. oktober 2015,

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter en forpligtelse for arbejdsgiveren til individuelt at høre de arbejdstagere, der er berørt af en plan om kollektiv afskedigelse, når disse arbejdstagere ikke har udpeget repræsentanter for arbejdstagerne, og som ikke forpligter de nævnte arbejdstagere til at foretage en sådan udpegelse, forudsat at denne lovgivning under omstændigheder, som de samme arbejdstagere ikke har nogen indflydelse på, gør det muligt at sikre den fulde virkning af disse bestemmelser i direktiv 98/59, som ændret.