–

ARST SpA – Azienda regionale sarda trasporti ved avvocato S. Manso,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Garofoli,

–

Europa-Kommissionen ved L. Malferrari, P. Messina og G. Wilms, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, litra a), artikel 4, litra j), og artikel 6, stk. 3 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (EUT 2006, L 102, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4. februar 2014 (EUT 2014, L 60, s. 1) (herefter »forordning nr. 561/2006«).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem ARST SpA – Azienda regionale sarda trasporti (herefter »Arst«), et selskab til lokal offentlig personbefordring i regionen Sardinien (Italien), og flere ansatte i dette selskab vedrørende disse sidstnævntes påstand om, at Arst tilpligtes at yde dem en erstatning og/eller en godtgørelse beregnet på grundlag af de ikke afholdte hviletimer og de overskydende timer i forhold til summen af køretiderne i to på hinanden følgende uger.

3

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF af 11. marts 2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (EFT 2002, L 80, s. 35), defineres begrebet »arbejdstid« i artikel 3, litra a), nr. 1), på følgende måde:

»for mobile arbejdstagere: den periode mellem arbejdets påbegyndelse og dets afslutning, hvor den pågældende er på sin arbejdsplads, til rådighed for arbejdsgiveren og udøver sine funktioner eller sine aktiviteter, dvs.

4

Følgende fremgår af 17. og 24. betragtning til forordning nr. 561/2006:

[…]

5

I henhold til denne forordnings artikel 1 fastsætter denne »regler for køretid, pauser og hviletid for førere, der udfører godstransport og passagerbefordring ad vej, med det formål at harmonisere vilkårene for konkurrencen mellem de forskellige former for landtransport, navnlig vejtransporten, og at forbedre arbejdsvilkårene og færdselssikkerheden, og den sigter også mod at fremme bedre kontrol og retshåndhævelse i medlemsstaterne og bedre arbejdspraksis i vejtransporterhvervet«.

6

Den nævnte forordnings artikel 2, stk. 1, fastsætter:

»Denne forordning gælder for følgende former for vejtransport:

[…]

7

Den samme forordnings artikel 3 bestemmer:

»Denne forordning gælder ikke for vejtransport med:

[…]«

8

Følgende fremgår af artikel 4 i forordning nr. 561/2006:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]«

9

Artikel 6 i forordning nr. 561/2006 fastsætter følgende i stk. 3 og 5:

»3.   Summen af køretiderne i to på hinanden følgende uger må ikke overstige 90 timer.

[…]

5.   En fører registrerer den tid, der er omhandlet i artikel 4, litra e), samt den tid, vedkommende bruger på kørsel i erhvervsmæssigt øjemed, og som ikke falder ind under anvendelsesområdet for denne forordning, som »andet arbejde« […].«

10

Ifølge denne forordnings artikel 15 sikrer »[m]edlemsstaterne, at førere af køretøjer, der er omhandlet i artikel 3, litra a), er omfattet af nationale bestemmelser, der yder tilstrækkelig beskyttelse med hensyn til tilladte køretider og påbudte pauser og hviletider«.

11

I artikel 2, nr. 2), i forordning nr. 1073/2009 defineres »rutekørsel« som »personbefordring efter faste tidsintervaller og i en bestemt trafikforbindelse, hvor på- og afstigning kan ske ved forud fastsatte stoppesteder«.

12

Den 5. september 2011 anlagde flere førere inden for personbefordring ad vej, der er ansat i Arst, sag ved Tribunale di Oristano (retten i Oristano, Italien) med påstand om, at dette selskab tilpligtes at yde dem en erstatning og/eller en godtgørelse beregnet på grundlag af de ikke afholdte hviletimer og de overskydende timer i forhold til summen af køretiderne i to på hinanden følgende uger, hvilket er i strid med forordning nr. 561/2006. Disse førere gjorde gældende, at i perioden fra den 11. april 2007, datoen for denne forordnings ikrafttræden, til den 6. december 2010 kunne ingen af dem som følge af de af Arst pålagte arbejdsskift tage en »regulær ugentlig hviletid« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 4, litra h), og at de alle oversteg den i den samme forordnings artikel 6, stk. 3, omhandlede sum af køretider i to på hinanden følgende uger.

13

Arst gjorde på sin side gældende, at forordning nr. 561/2006 ikke fandt anvendelse på disse førere i henhold til dens artikel 3, litra a), eftersom de kun en eller to gange havde udført strækninger, som overstiger den i denne bestemmelse fastsatte grænse, og kun i nogle arbejdsskift.

14

Denne ret gav førerne fuldstændigt medhold i sagen, men nedsatte det af UN og TF krævede erstatningsbeløb med 50% under hensyntagen til deres kortere ansættelsesperiode som førere.

15

Arst iværksatte appel ved Corte d’appello di Cagliari (appeldomstolen i Cagliari, Italien). Ved dom af 10. marts 2016 nedsatte denne domstol størrelsen af den erstatning, som Arst af retten i første instans var blevet idømt at betale til de nævnte førere, og den øvrige del af appellen blev forkastet.

16

Corte d’appello di Cagliari (appeldomstolen i Cagliari) fastslog for det første, at begrebet »rutens længde« som omhandlet i artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006 i forstæder omfatter førerens samlede kørerute i løbet af en arbejdsdag, således at længden i kilometer for alle køreruter, som en fører tilbagelægger i løbet af denne arbejdsdag, skulle tages i betragtning med henblik på at afgøre, om den i denne bestemmelse fastsatte grænse på 50 km er blevet oversteget. For det andet fandt Corte d’appello di Cagliari (appeldomstolen i Cagliari) i henseende til denne forordnings artikel 4, litra j) og k), at »den daglige køretid« svarer til arbejdsdagen, og forkastede derfor Arsts argument om, at der for at vurdere, om den i forordningens artikel 6, stk. 3, fastsatte sum af køretiderne i to på hinanden følgende uger er overholdt, alene skal tages hensyn til kørselsperioden.

17

Arst har iværksat kassationsanke ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), den forelæggende ret, hvorved Arst har anfægtet den fortolkning, som Corte d’appello di Cagliari (appeldomstolen i Cagliari) anlagde i sin dom af 10. marts 2016 af begrebet »rutens længde« som omhandlet i artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006 og af begrebet »[s]ummen af køretiderne i to på hinanden følgende uger« som omhandlet i denne forordnings artikel 6, stk. 3.

18

Den forelæggende ret har på den ene side anført, at Arst udfører personbefordring ad vej med en forhåndsbestemt hyppighed på visse køreruter, idet de rejsende kan stige af og på ved forhåndsbestemte stoppesteder. Eftersom forordning nr. 561/2006 på den anden side i henhold til dens artikel 3, litra a), ikke finder anvendelse på vejtransport med køretøjer, der benyttes til rutekørsel med personer, såfremt rutens længde ikke overstiger 50 km, ønsker den nævnte ret oplyst, om udtrykket »rutens længde« identificerer den kørerute, som den pågældende virksomhed har fastsat med hensyn til betaling af rejsehjemmel, som det tilsyneladende ifølge den forelæggende ret kan udledes af denne bestemmelses ordlyd, hvori der ordret henvises til »rutekørsel«. Den forelæggende ret ønsker samtidig oplyst, om dette udtryk derimod identificerer den længde i kilometer, som en fører tilbagelægger i et køretøj i løbet af en arbejdsdag, også ved dækning af forskellige køreruter, som det synes at kunne udledes af hensigten med forordningen, som ifølge dens 17. betragtning er »at forbedre de sociale betingelser for de arbejdstagere, den omfatter, samt at forbedre den generelle trafiksikkerhed«.

19

Den forelæggende ret har præciseret, at det første spørgsmål tager udgangspunkt i, at Arst udfører rutekørsel med personer på flere forskellige køreruter, og at dens førere i løbet af en og samme arbejdsdag og med et og samme køretøj dækker flere køreruter. Den nævnte ret har ligeledes anført, at der er tale om køretøjer, der benyttes til denne rutekørsel, som udføres af Arst, til blandet anvendelse på både strækninger, der ikke overstiger 50 km, og strækninger, der overstiger 50 km, og har bemærket, at forordning nr. 561/2006 i overensstemmelse med dom af 9. september 2021, Ministère public (Ekstraterritoriale sanktioner) (C-906/19, EU:C:2021:715), finder anvendelse på køretøjer, der benyttes til denne anvendelse. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at blandet anvendelse ikke indebærer, at al befordring, som udføres af Arst, er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

20

Med hensyn til artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 561/2006 ønsker den forelæggende ret i øvrigt oplyst, om der med henblik på at vurdere, om summen af køretiderne i to på hinanden følgende uger er overholdt, alene skal tages hensyn til de optegnede »køretider« som omhandlet i denne forordnings artikel 4, litra j), i denne 14-dages-periode, eller ligeledes til alt »andet arbejde«, der udføres af den pågældende fører som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 6, stk. 5. Denne ret er af den opfattelse, at det ikke er muligt klart at afgøre, om dette »andet arbejde« er relevant for opgørelsen af den i den nævnte artikel 6, stk. 3, fastsatte sum af køretiderne i to på hinanden følgende uger eller ej. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at Corte d’appello di Cagliari (appeldomstolen i Cagliari) forkastede Arsts argument om, at der med henblik herpå alene skal tages udgangspunkt i en førers tid bag rattet.

21

På denne baggrund har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Det første præjudicielle spørgsmål er opdelt i to led, som skal behandles successivt.

23

Med det første spørgsmåls første led ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at begrebet »rutens længde[, som] ikke overstiger 50 km« henviser til kørerutens længde i kilometer, som befordringsvirksomheden har fastsat for den rutekørsel med personer, som den udfører.

24

Begrebet »rutens længde« er ikke defineret i forordning nr. 561/2006, og dennes artikel 3, litra a), indeholder ingen henvisning til medlemsstaternes lovgivning med henblik på at definere betydningen og rækkevidden af dette begreb. Med henblik på fortolkningen af denne bestemmelse skal der derfor henvises til den normale betydning i almindelig sprogbrug samt til den kontekst, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af (jf. i denne retning dom af 7.7.2022, Pricoforest, C-13/21, EU:C:2022:531, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

25

I almindelig sprogbrug betyder udtrykket »længde« en kørerute eller en strækning, der følges eller skal følges, navnlig ad vej, og som forbinder et startsted med et ankomststed. Udtrykket »rute« betyder en ubrudt linje, der forbinder disse steder.

26

Ordlyden af artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006 henviser derfor til en konkret afstand, der tilbagelægges, eller som skal tilbagelægges ad vej, efter en strækning, som forbinder et startsted med et ankomststed, med henblik på at sikre rutekørsel med personer, som det pågældende køretøj benyttes til (jf. i denne retning dom af 7.7.2022, Pricoforest, C-13/21, EU:C:2022:531, præmis 24). Denne ordlyd indeholder ikke nogen henvisning til den afstand, der faktisk tilbagelægges ad vej af en fører i løbet af en given ansættelsesperiode, eller til den maksimale afstand, som det pågældende køretøj tilbagelægger fra startstedet.

27

Begrebet »rutekørsel« defineres i artikel 2, nr. 2), i forordning nr. 1073/2009, som artikel 4, litra n), i forordning nr. 561/2006 henviser til, som »personbefordring efter faste tidsintervaller og i en bestemt trafikforbindelse, hvor på- og afstigning kan ske ved forud fastsatte stoppesteder«. Begrebet »bestemt trafikforbindelse« udelukker, at der tages hensyn til enhver afstand, der faktisk tilbagelægges ad vej af en fører i løbet af en given ansættelsesperiode, eller til den maksimale afstand, som det pågældende køretøj tilbagelægger fra startstedet, ud over denne forbindelse.

28

Begrebet »rutens længde[, som] ikke overstiger 50 km« som omhandlet i artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006 skal derfor forstås som en henvisning til en bestemt trafikforbindelse, der ikke overstiger denne afstand, og som forbinder et startsted med et ankomststed og i givet fald betjener forhåndsbestemte mellemstoppesteder for på- og afstigning for rejsende. En sådan personbefordring ad vej er derfor i henhold til denne bestemmelser udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, uanset om de førere, der benyttes hertil, dækker flere af disse køreruter i løbet af en og samme arbejdsdag og med et og samme køretøj.

29

Som Europa-Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, skal førere af køretøjer, på hvilke forordning nr. 561/2006 i henhold til dens artikel 3, litra a), ikke finder anvendelse på, i overensstemmelse med denne forordnings artikel 15, sammenholdt med 24. betragtning hertil, under alle omstændigheder være omfattet af nationale bestemmelser, der yder tilstrækkelig beskyttelse med hensyn til tilladte køretider og påbudte pauser og hviletider. Den relevante nationale lovgivning skal under alle omstændigheder overholde de regler, der er fastsat i direktiv 2002/15, for så vidt angår navnlig arbejdstid, pauser og hviletider.

30

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmåls første led besvares med, at artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at begrebet »rutens længde[, som] ikke overstiger 50 km« henviser til kørerutens længde som fastsat af befordringsvirksomheden, der ikke overstiger denne afstand, og som det pågældende køretøj skal tilbagelægge ad vej for at forbinde et startsted med et ankomststed og i givet fald betjene forhåndsbestemte mellemstoppesteder med henblik på at sikre rutekørsel med personer, som det pågældende køretøj benyttes til.

31

Med det første spørgsmåls andet led ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 561/2006, sammenholdt med artikel 3, litra a), heri, skal fortolkes således, at denne forordning finder anvendelse på al den vejtransport, som udføres af den pågældende virksomhed, når køretøjer, der benyttes til rutekørsel med personer, benyttes for primært at dække rutelængder, som ikke overstiger 50 km, og lejlighedsvis rutelængder, som overstiger 50 km.

32

Det skal indledningsvis bemærkes, at for så vidt angår personbefordring ad vej, som udføres ved rutekørsel, fastlægges anvendelsesområdet for forordning nr. 561/2006 for det første i dens artikel 2, stk. 1, litra b), hvorefter denne forordning finder anvendelse på personbefordring ad vej med et køretøj, der er konstrueret eller permanent indrettet til at befordre mere end ni personer, inklusive føreren, og er beregnet til dette formål.

33

I henhold til ordlyden af artikel 3, litra a), i forordning nr. 561/2006 gælder denne forordning for det andet ikke for vejtransport med »køretøjer, der benyttes til rutekørsel med personer, såfremt rutens længde ikke overstiger 50 km«. For så vidt som denne bestemmelse indfører en undtagelse fra denne forordnings anvendelsesområde, skal den fortolkes strengt, således at den ikke har virkninger ud over, hvad der er nødvendigt for at sikre beskyttelsen af de interesser, som denne undtagelse tilsigter at sikre (jf. i denne retning dom af 9.9.2021, Ministère public (Ekstraterritoriale sanktioner),C-906/19, EU:C:2021:715, præmis 33).

34

Under disse omstændigheder kan en sådan blandet anvendelse, når en virksomhed, som i den foreliggende sag, sikrer rutekørsel med personer, såfremt rutens længde overstiger 50 km, med køretøjer, der normalt benyttes til rutekørsel med personer, såfremt rutens længde ikke overstiger 50 km, ikke gøre forordning nr. 561/2006 anvendelig på al den rutekørsel med personer, som udføres af denne virksomhed. Rutekørsel med personer, såfremt rutens længde ikke overstiger 50 km, er nemlig udtrykkeligt udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde i henhold til forordningens artikel 3, litra a).

35

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmåls andet led besvares med, at artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 561/2006, sammenholdt med artikel 3, litra a), heri, skal fortolkes således, at denne forordning ikke finder anvendelse på al den vejtransport, som udføres af den pågældende virksomhed, når køretøjer, der benyttes til rutekørsel med personer, benyttes for primært at dække rutelængder, som ikke overstiger 50 km, og lejlighedsvis rutelængder, som overstiger 50 km. Denne forordning gælder kun, såfremt disse længder overstiger 50 km.

36

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at det i denne bestemmelse omhandlede begreb »[s]ummen af køretiderne i to på hinanden følgende uger« ud over »køretid« som omhandlet i denne forordnings artikel 4, litra j), omfatter alt »andet arbejde« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 6, stk. 5, der udføres af den pågældende fører i disse to uger.

37

Ifølge artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 561/2006 må »[s]ummen af køretiderne i to på hinanden følgende uger […] ikke overstige 90 timer«.

38

I bl.a. den spanske, den tyske, den engelske, den franske, den ungarske og den portugisiske sprogversion af denne bestemmelse henvises der til begrebet »køretid«, der i denne forordnings artikel 4, litra j), defineres som »varigheden af de køreaktiviteter, der optegnes« i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 165/2014. Derimod svarer udtrykket »periodo di guida« i den italienske sprogversion af artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 561/2006 til begrebet »kørselsperiode«, der i denne forordnings artikel 4, litra q), defineres som »den samlede køretid fra det tidspunkt, en fører begynder at køre efter hviletid eller pause, indtil han indleder hviletid eller pause«, idet det præciseres, at »[k]ørselsperioden kan være sammenhængende eller opdelt«.

39

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at såvel begrebet »køretid« som begrebet »kørselsperiode« som omhandlet i artikel 4, litra j) og q), i forordning nr. 561/2006 henviser til det tidsrum, som føreren bruger på at køre, selv om det førstnævnte begreb kun tilsigter den optegnede tid.

40

Til gengæld defineres begrebet »andet arbejde« i artikel 4, litra e), i forordning nr. 561/2006 som »enhver aktivitet, der er defineret som arbejdstid […] undtagen kørsel« som omhandlet i artikel 3, litra a), nr. 1), i direktiv 2002/15. I henhold til denne sidstnævnte bestemmelse omfatter »arbejdstid« navnlig »den tid, der medgår til alle vejtransportaktiviteter«, især »kørsel«, »på- og aflæsning«, »hjælp i forbindelse med passagerers ind- og udstigning af køretøjet«, »rengøring og teknisk vedligeholdelse« og »ethvert andet arbejde, som har til formål at sikre køretøjets, lastens og passagerernes sikkerhed eller at opfylde lov- eller forskriftsmæssige forpligtelser, der specifikt knytter sig til den pågældende transport«.

41

Det følger heraf, at begrebet »køretid« og »kørselsperiode« som omhandlet i artikel 4, litra j) og q), i forordning nr. 561/2006 kun omfatter køreaktiviteter og ikke alle de aktiviteter, der udføres af denne fører i sin arbejdstid.

42

I øvrigt pålægger artikel 6, stk. 5, i forordning nr. 561/2006 en fører at registrere ikke kun »den tid, der er omhandlet i [denne forordnings] artikel 4, litra e)«, dvs. enhver aktivitet, der er defineret som arbejdstid, undtagen kørsel, men også »den tid, vedkommende bruger på kørsel i erhvervsmæssigt øjemed, og som ikke falder ind under anvendelsesområdet for [den nævnte] forordning« som »andet arbejde«.

43

Det følger heraf, at der med henblik på at beregne summen af køretiderne i to på hinanden følgende uger, som ikke må overstige 90 timer i overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 561/2006, alene skal tages hensyn til de tidsperioder, som føreren bruger på at køre, og som er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde. En medtagelse af den tid, som føreren bruger på kørsel med et køretøj, som denne forordning i henhold til dens artikel 3, litra a), ikke finder anvendelse på, medfører, at vejtransport, som udtrykkeligt er undtaget fra forordningens anvendelsesområde, falder ind under den nævnte forordnings artikel 6, stk. 3.

44

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at det i denne bestemmelse omhandlede begreb »[s]ummen af køretiderne i to på hinanden følgende uger« kun omfatter »køretid« som omhandlet i denne forordnings artikel 4, litra j), med udelukkelse af alt »andet arbejde« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 6, stk. 5, der udføres af den pågældende fører i disse to uger.

45

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: