Foreløbig udgave
DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
21. december 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – artikel 4a, stk. 1 – procedure for overgivelse mellem medlemsstaterne – betingelser for fuldbyrdelse – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse – undtagelser – obligatorisk fuldbyrdelse – straffedom, som er afsagt in absentia – begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« – berørt person, som hverken var til stede i første instans eller under appelsagen – national lovgivning, der indeholder et absolut forbud mod overgivelse af den berørte i tilfælde af en afgørelse, der er truffet in absentia – forpligtelsen til en overensstemmende fortolkning«
I sag C-397/22,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland) ved afgørelse af 14. juni 2022, indgået til Domstolen den 15. juni 2022, i en sag om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod
LM
procesdeltager:
Generalstaatsanwaltschaft Berlin
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen (refererende dommer), og dommerne N. Wahl og M.L. Arastey Sahún,
generaladvokat: P. Pikamäe,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den tyske regering ved J. Möller, P. Busche, M. Hellmann og R. Kanitz, som befuldmægtigede,
– den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og H. Leupold, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag om fuldbyrdelse i Tyskland af en europæisk arrestordre, der er udstedt mod en polsk statsborger med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf i Polen.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Artikel 1 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:
»1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.
2. Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.
3. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«
4 Denne rammeafgørelses artikel 4a, der har overskriften »Afgørelser afsagt under og efter en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede«, bestemmer følgende i stk. 1:
»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan også nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at den pågældende i overensstemmelse med yderligere proceduremæssige krav i den udstedende medlemsstats nationale ret
a) i rette tid
i) enten er blevet indkaldt personligt og derved underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den retssag, der førte til afgørelsen, eller på anden måde faktisk er blevet officielt underrettet om det fastsatte tidspunkt og sted for den pågældende retssag på en sådan måde, at det entydigt fremgår, at han/hun var klar over den berammede retssag
og
ii) er blevet underrettet om, at der kan afsiges en afgørelse, selv om han/hun ikke er til stede under retssagen
[...]«
Tysk ret
5 Følgende er fastsat i § 83, stk. 1, nr. 3, i Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) af 23. december 1982 (BGBl. 1982 I, s. 2071) i den affattelse, der blev offentliggjort den 27. juni 1994 (BGBl. 1994 I, s. 1537) (herefter »IRG«):
»Udlevering er ikke tilladt, når
[...]
3. den dømte person, hvor der er tale om en anmodning med henblik på straffuldbyrdelse, ikke selv var til stede under den retssag, der førte til dommen [...]«
Polsk ret
6 Artikel 139, stk. 1, i Kodeks postępowania karnego (strafferetsplejeloven) fastsætter i det væsentlige muligheden for at foretage forkyndelse på den kendte adresse på en person, som ikke har meddelt sin nye adresse.
7 I medfør af strafferetsplejelovens artikel 75, stk. 1, er den anklagede forpligtet til at oplyse sin nye adresse i tilfælde af ændring af bopælen under en straffesag.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
8 Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin, Tyskland), som er den forelæggende ret, har modtaget en anmodning fra de polske myndigheder om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt den 26. juli 2021 mod en polsk statsborger af Sąd Okręgowy w Poznaniu (den regionale domstol i Poznań, Polen). Denne europæiske arrestordre vedrører anholdelse af den berørte og den pågældendes overgivelse til disse myndigheder med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf på 6 måneder afsagt af Sąd Rejonowy w Pile (retten i første instans i Piła, Polen) ved dom af 25. februar 2020, hvoraf han stadig mangler at afsone 5 måneder og 29 dage.
9 Ved dom af 16. juni 2020 forkastede Sąd Okręgowy w Poznaniu (retten i første instans i Poznań, Polen) den appel, som den berørte havde iværksat til prøvelse af denne dom, uden at foretage en realitetsbehandling af sagen.
10 Det er ubestridt, at den berørte ikke selv var til stede under retssagen, hverken i første instans eller under appelsagen, og at han heller ikke var repræsenteret af en advokat.
11 Den berørte modtog indkaldelsen til at give møde i første instans og præmisserne i dommen i første instans på den adresse, som han i forbindelse med sin anholdelse over for de kompetente polske myndigheder havde angivet som værende hans faste bopæl. Indkaldelsen til at give møde i appelsagen, som blev sendt til denne adresse, blev derimod ikke modtaget af den berørte, som havde iværksat appel, men af dennes samlever, der ligeledes var bosiddende på den nævnte adresse. De polske myndigheder var ikke i stand til at bevise, at hun faktisk havde videregivet indkaldelsen til den berørte.
12 Den 25. august 2021 blev den berørte anholdt i Berlin (Tyskland) og varetægtsfængslet på grundlag af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre. Han erklærede herefter, at han ikke ville give samtykke til en forenklet overgivelsesprocedure til de polske myndigheder.
13 Den 1. september 2021 traf den forelæggende ret afgørelse om, at den berørte skulle varetægtsfængsles med henblik på hans overgivelse til de polske myndigheder.
14 Efter at Generalstaatsanwaltschaft Berlin (anklagemyndigheden i Berlin, Tyskland) fra den pågældende udstedende judicielle myndighed havde fået nærmere oplysninger om de præcise omstændigheder, hvorunder den pågældende var blevet indkaldt, løslod anklagemyndigheden den pågældende og anmodede den forelæggende ret om at annullere arrestordren udstedt med henblik på overgivelse og om at erklære overgivelsen af den pågældende ulovlig med den begrundelse, at IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, som gennemfører artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 i tysk ret, er til hinder for en sådan overgivelse.
15 Den forelæggende ret ophævede ved kendelse af 24. september 2021 sin arrestordre med henblik på udlevering af den berørte, som allerede var blevet løsladt. Selv om den forelæggende ret fandt, at betingelsen om dobbelt strafbarhed, som en sådan overgivelse er underlagt, og som består i at efterprøve, om de påtalte forhold udgør en lovovertrædelse i de to medlemsstater, der er foranlediget til at samarbejde, var opfyldt i det foreliggende tilfælde, besluttede den at udsætte sagen vedrørende anmodningen om, at overgivelsen af den berørte blev erklæret ulovlig.
16 For det første ønsker den forelæggende ret oplyst, om den omstændighed, at indkaldelsen til den berørte om at give møde i appelsagen blev modtaget af dennes samlever, opfylder kravene i artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584.
17 Den forelæggende ret er nemlig af den opfattelse, at den praksis fra Domstolen, der følger af dom af 24. maj 2016, Dworzecki (C-108/16 PPU, EU:C:2016:346), hvorefter det kun er tilstrækkeligt, at et voksent medlem af den berørte persons husstand har modtaget indkaldelsen, hvis det på grundlag af den europæiske arrestordre kan afgøres, om, og i givet fald hvornår, denne voksne person faktisk har videregivet indkaldelsen til den berørte, er for restriktiv. Ifølge den forelæggende ret må det snarere formodes, at voksne medlemmer af den samme husstand som hovedregel videregiver de forsendelser til hinanden, som er adresseret til dem hver især, og at de retshåndhævende myndigheder, der ikke har kendskab til interne begivenheder i den pågældende husstand, således ikke kan bevise, at indkaldelsen til at give møde faktisk er blevet videregivet til den berørte. I mangel af en sådan formodning er den hindring for en sådan overgivelse, som en udeblivelsesdom udgør, »uoverstigelig«.
18 Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at beviset for, at den berørte faktisk har fået kendskab til den indkaldelse til at give møde, som er blevet forkyndt for vedkommende, skal anses for godtgjort, når denne indkaldelse er blevet overrakt til en voksen person, der er samlevende med den berørte, medmindre sidstnævnte godtgør det modsatte på en sandsynlig måde.
19 For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at det omfatter retssagen forud for afgørelsen i første instans, hvis den appel, som den berørte har iværksat, er blevet forkastet, uden at der er foretaget en behandling af sagens realitet.
20 Den forelæggende ret har henvist til den praksis fra Domstolen, der følger af dom af 10. august 2017, Tupikas (C-270/17 PPU, EU:C:2017:628), hvorefter dette begreb i tilfælde af en straffesag, der omfatter flere instanser, vedrører den retssag, inden for rammerne af hvilken der blev truffet endelig afgørelse om den berørtes skyld og om idømmelse af en straf til vedkommende efter en ny såvel faktisk som retlig prøvelse af sagens realitet, dvs. den sidste instans, der har truffet afgørelse vedrørende realiteten.
21 Den forelæggende ret har heraf udledt, at det i det foreliggende tilfælde er proceduren for den ret, der traf afgørelse i appelsagen, som den pågældende ikke deltog i, der er afgørende med henblik på anvendelsen af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, og at overgivelsen af den berørte skal erklæres ulovlig, for så vidt som den pågældende ikke selv var til stede under denne sag, og at fuldbyrdelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre skal afslås.
22 Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den retspraksis, der følger af denne dom, finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den berørte forpurrede sin indkaldelse til retsmødet i forbindelse med appelsagen.
23 I denne henseende er den forelæggende ret for det første af den opfattelse, at det kun er de procedurer, der har givet anledning til en realitetsbehandling af sagen, der er omfattet af begrebet »retssag« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. Der er således forskelle i tilrettelæggelsen af appelproceduren i de forskellige medlemsstater, navnlig hvad angår den nationale rets forpligtelse til at foretage en sådan behandling, såfremt den berørte ikke er til stede.
24 For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at såfremt appellen forkastes, uden at der foretages en prøvelse af realiteten, opnår den dom, der er afsagt i første instans, retskraft og er derfor eksigibel, hvilket indebærer, at der reelt anmodes om overgivelse af den berørte med henblik på fuldbyrdelse af denne dom. Den forelæggende ret har heraf udledt, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet »retssag« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter den afgørelse, der skal fuldbyrdes.
25 For det tredje ønsker den forelæggende ret oplyst, om princippet om EU-rettens forrang er til hinder for en national lovgivning såsom IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, der gør en udeblivelsesdom til en »absolut hindring« for overgivelse af en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, selv om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som denne nationale lovgivning gennemfører i tysk ret, kun fastsætter en fakultativ grund til afslag i dette tilfælde.
26 Ifølge den forelæggende ret er sidstnævnte bestemmelse ikke blevet gennemført fuldt ud i tysk ret, eftersom IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, ikke giver mulighed for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan udøve en skønsbeføjelse i tilfælde af en udeblivelsesdom.
27 Den forelæggende ret har anført, at Domstolen i dom af 24. juni 2019, Popławski (C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 69, 72, 73 og 76), fastslog, at selv om den direkte anvendelse af rammeafgørelse 2002/584 er udelukket, idet sidstnævnte ikke har direkte virkning, forholder det sig ikke desto mindre således, at en fuldbyrdende judiciel myndighed er forpligtet til at fortolke national ret i overensstemmelse med denne rammeafgørelse med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat, idet en fortolkning contra legem af denne lovgivning imidlertid er udelukket.
28 Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den ikke er i stand til at fortolke IRG’s § 83, stk. 1, nr. 3, således, at den i forbindelse med undersøgelsen af, om der foreligger en hindring for overgivelse af den berørte, indrømmer den forelæggende ret et skøn, der gør det muligt for den at erklære overgivelsen lovlig, til trods for de undtagelser, der er fastsat i den nævnte § 83, stk. 2-4. Det er den forelæggende rets vurdering, at den i henhold til artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), i rammeafgørelse 2002/584 og den skønsmargen, som den skal råde over i denne henseende, bør kunne lægge til grund, at den berørtes ret til at blive hørt, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, er blevet behørigt overholdt, selv om den pågældende ikke selv var til stede under appelsagen, og at overgivelsen af den pågældende derfor er lovlig.
29 På denne baggrund har Kammergericht Berlin (den regionale ret i første instans i Berlin) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse [2002/584], i tilfælde af forkyndelse af en indkaldelse for en voksen bofælle fortolkes således, at den udstedende judicielle myndighed skal dokumentere, at den berørte person faktisk har modtaget indkaldelsen, eller skal artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse [2002/584], fortolkes således, at forkyndelsen for den voksne bofælle dokumenterer det faktiske kendskab, hvis den berørte person ikke sandsynliggør, at han ikke har fået kendskab til indkaldelsen, og af hvilke grunde?
2) Skal begrebet »retssag« i artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse [2002/584] i forbindelse med en gennemført appelsag fortolkes således, at det refererer til den retssag, der førte til afgørelsen i første instans, hvis kun den sigtede har appelleret afgørelsen, og appellen er blevet forkastet?
3) Er det foreneligt med EU-rettens forrang, at den tyske lovgiver i [IRG’s] § 83, stk. 1, nr. 3, [...] har udformet tilfældet, hvor den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, som en absolut hindring for overgivelse, selv om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse [2002/584] kun fastsætter en fakultativ nægtelsesgrund i dette tilfælde?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
30 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at når en indkaldelse til at give møde forkyndes for den berørte ved overrækkelse af indkaldelsen til en voksen person, der bor sammen med den pågældende, skal den berørte anses for faktisk at have fået kendskab til denne indkaldelse til at give møde, medmindre den berørte på sandsynlig vis godtgør det modsatte, eller således, at det tilkommer den pågældende udstedende judicielle myndighed at føre bevis for, at den berørte faktisk har modtaget indkaldelsen til at give møde.
31 I denne henseende har Domstolen fastslået, at den omstændighed, at en indkaldelse til at give møde er blevet overrakt til en tredjemand, der giver tilsagn om at ville videregive indkaldelsen til den berørte, ikke gør det muligt entydigt at fastlægge, at den berørte faktisk har modtaget underretning om tidspunktet og stedet for retssagen, og i givet fald heller ikke det nøjagtige tidspunkt for modtagelsen heraf (dom af 24.5.2016, Dworzecki, C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 47).
32 En indkaldelse til at give møde, der ikke er blevet forkyndt direkte for den berørte, men som på dennes adresse er blevet overrakt til en anden voksen person, der tilhører dennes husstand, og som har givet tilsagn om at ville videregive indkaldelsen til den pågældende, uden at det på grundlag af den europæiske arrestordre kan afgøres, om, og i givet fald hvornår, denne voksne person faktisk har videregivet indkaldelsen til den berørte, opfylder således ikke i sig selv betingelserne i artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584 (dom af 24.5.2016, Dworzecki, C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 54).
33 Det er den forelæggende rets vurdering, at der bør ses bort fra den retspraksis, der følger af denne dom, som den anser for at være for restriktiv. Den har anført, at der snarere bør indføres en formodning om, at den voksne person, der tilhører den berørtes husstand, faktisk videregiver indkaldelsen til at give møde til den berørte, hvilket kan afkræftes, hvis den berørte godtgør, at dette reelt ikke har været tilfældet. I mangel af en sådan formodning er den hindring for overgivelse af den berørte, som en udeblivelsesdom udgør, ifølge den forelæggende ret »uoverstigelig«.
34 Det skal fastslås, at denne formodning er i strid med formålet med artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som er at beskytte den person, der er indkaldt til at give møde, ved at sikre, at vedkommende er blevet underrettet om tidspunktet og stedet for retssagen. Domstolen har således gentagne gange fastslået, at for at nå dette mål skal det entydigt fremgå, at denne tredjemand faktisk har videregivet indkaldelsen til den berørte (dom af 24.5.2016, Dworzecki, C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 46 og 48).
35 Under alle omstændigheder kan den retspraksis, der følger af den nævnte dom, ikke anses for at være for restriktiv.
36 Det fremgår nemlig af denne retspraksis, at en indkaldelse til at give møde, som er blevet overrakt til en voksen person, der tilhører den berørtes husstand, kun opfylder betingelserne i artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584, hvis det på grundlag af den europæiske arrestordre kan afgøres, om, og i givet fald hvornår, denne person faktisk har videregivet indkaldelsen til den berørte.
37 Det påhviler således den udstedende judicielle myndighed i den europæiske arrestordre at oplyse, på grundlag af hvilke forhold den har konstateret, at den berørte faktisk har modtaget officiel underretning om tidspunktet og datoen for retssagen (dom af 24.5.2016, Dworzecki, C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 46 og 49).
38 Domstolen har desuden anerkendt, at når en fuldbyrdende judiciel myndighed har sikret sig, at betingelserne i artikel 4a, stk. 1, litra a), i rammeafgørelse 2002/584 er opfyldt, kan den også støtte sig på andre omstændigheder, på grundlag af hvilke den kan sikre sig, at overrækkelsen af indkaldelsen til at give møde til den berørte ikke indebærer en tilsidesættelse af dennes ret til forsvar, herunder bl.a. den berørtes adfærd. Det er således på dette trin i overgivelsesproceduren, at der kan rettes en særlig opmærksomhed mod en eventuel åbenbar mangel på omhu fra den berørtes side, navnlig når det fremgår, at denne har forsøgt at undgå forkyndelse af den underretning, som vedkommende var adressat for (dom af 24.5.2016, Dworzecki, C-108/16 PPU, EU:C:2016:346, præmis 50 og 51).
39 Heraf følger, at den omstændighed, at den berørte ikke har modtaget indkaldelsen til at give personligt møde, ikke udgør en »absolut hindring« for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, der er udstedt mod den pågældende. Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at en fuldbyrdende judiciel myndighed på grundlag af de oplysninger, der er fremlagt af den pågældende udstedende judicielle myndighed i den europæiske arrestordre, der er udstedt mod den pågældende, når til den konklusion, at en sådan indkaldelse under alle omstændigheder opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, eller at den berørtes ret til forsvar, henset til de omstændigheder, der kendetegner den pågældende sag, på trods af denne omstændighed er blevet behørigt overholdt, og at overgivelsen af den pågældende derfor er lovlig.
40 Følgelig skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at når en indkaldelse til at give møde forkyndes for den berørte ved overrækkelse af indkaldelsen til en voksen person, der bor sammen med den pågældende, tilkommer det den pågældende udstedende judicielle myndighed at føre bevis for, at den berørte faktisk har modtaget indkaldelsen til at give møde.
Det andet spørgsmål
41 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelse omfatter den retssag, der førte til afgørelsen i første instans, når den appel, som den berørte har iværksat, er blevet forkastet, uden at der er foretaget en behandling af sagens realitet.
42 Med andre ord ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne procedure er omfattet af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, når den berørte, som det er tilfældet i den foreliggende sag, ikke har været til stede under den appelsag, der førte til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev afsagt i første instans, blev stadfæstet, uden at der blev foretaget en fornyet behandling af sagens realitet.
43 I denne henseende bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal anses for et selvstændigt EU-retligt begreb og fortolkes ensartet på hele Unionens område, uanset hvordan det kvalificeres i medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 67, og af 22.12.2017, Ardic, C-571/17 PPU, EU:C:2017:1026, præmis 63).
44 Dette begreb skal forstås således, at det betegner den procedure, der har ført til den retsafgørelse, hvorved den person, som ønskes overgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, er blevet endeligt dømt (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 74, og af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), C‑514/21 og C‑515/21, EU:C:2023:235, præmis 52).
45 Det er den retsafgørelse, hvorved der træffes endelig afgørelse om sagens realitet – forstået på den måde, at den ikke kan appelleres – som er afgørende for den berørte, idet den direkte påvirker vedkommendes personlige situation i lyset af den fastslåede skyld og i givet fald af fastsættelsen af den frihedsstraf, som den pågældende skal afsone (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 83).
46 Det er derfor på dette trin af proceduren, at den pågældende person fuldt ud skal kunne udøve sin ret til forsvar med henblik på effektivt at give sin mening til kende og dermed øve indflydelse på den endelige retsafgørelse, der kan medføre en frihedsberøvelse af den pågældende. Udfaldet af denne procedure er i denne sammenhæng irrelevant (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 84).
47 Hvad mere specifikt angår en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor proceduren har fundet sted i to på hinanden følgende instanser, dvs. en første instans efterfulgt af en appelsag, har Domstolen udtalt, at det alene er det trin, der har ført til retsafgørelsen i appelsagen, som er relevant med henblik på anvendelsen af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, forudsat at dette trin har ført til en retsafgørelse, som ikke længere kan appelleres, og hvorved der derfor er truffet endelig afgørelse om sagens realitet (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 90).
48 Heraf følger, at det afgørende element med henblik på kvalificeringen af en procedure som værende omfattet af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 er den omstændighed, at denne procedure har ført til en dom, der udgør en endelig domfældelse, og som følgelig endeligt afgør sagen for så vidt angår realiteten.
49 Det skal fastslås, at en appelsag som den i hovedsagen omhandlede, der har givet anledning til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev truffet i første instans, blev stadfæstet, uden at der herved blev foretaget en behandling af sagens realitet, henhører under dette begreb, når den endeligt afgør den pågældende sag, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
50 Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 har nemlig til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau og gøre det muligt for den omhandlede fuldbyrdende judicielle myndighed at foretage en overgivelse af den berørte, selv om vedkommende var fraværende i den retssag, som førte til den pågældendes domfældelse, samtidig med at vedkommendes ret til forsvar overholdes (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 58).
51 Hvis en appelsag, som er blevet gennemført uden den berørtes tilstedeværelse, skulle falde uden for anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 med den begrundelse, at den ikke indebærer en behandling af sagens realitet, ville dette imidlertid medføre, at den procedure, der er relevant med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse, ville være proceduren i første instans, og at overholdelsen af den berørte persons ret til forsvar kun ville kunne efterprøves med hensyn til denne ene procedure.
52 En sådan situation kan ikke accepteres, eftersom det, således som Domstolen har udtalt, forholder sig således, at når der er indført to instanser, gør den omstændighed, at den berørte faktisk har kunnet udøve sin ret til forsvar i første instans, det ikke muligt at konkludere, at dette nødvendigvis har været tilfældet under appelsagen, såfremt appelsagen er blevet gennemført uden vedkommendes tilstedeværelse (jf. i denne retning dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 80). Den omstændighed, at en person, der er dømt i første instans, iværksætter appel for at forsvare sine rettigheder, kan desuden ikke medføre en indskrænkning af den beskyttelse, som rammeafgørelse 2002/584 tillægger vedkommende.
53 Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelse omfatter en appelsag, der har givet anledning til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev truffet i første instans, blev stadfæstet, og hvorved sagen således blev endeligt afgjort. Den omstændighed, at denne appelsag er blevet gennemført, uden at der er foretaget en behandling af sagens realitet, er ikke relevant i denne henseende.
Det tredje spørgsmål
54 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om princippet om EU-rettens forrang er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der gennemfører artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, og som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse.
55 I denne henseende bemærkes, at artikel 1, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584 fastsætter den regel, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse. Bortset fra under helt særlige omstændigheder kan de fuldbyrdende judicielle myndigheder derfor kun afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre i de udtømmende opregnede tilfælde, der er fastsat i den nævnte rammeafgørelse. Fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kan kun underlægges en af de betingelser, der er udtømmende opregnet heri. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 50).
56 Rammeafgørelse 2002/584 fastsætter således udtrykkeligt dels de obligatoriske grunde (rammeafgørelsens artikel 3), dels de fakultative grunde (den nævnte rammeafgørelses artikel 4 og 4a) til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Navnlig begrænser rammeafgørelsens artikel 4a muligheden for at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre ved præcist og ensartet at opregne betingelserne for, hvornår anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse afsagt under en retssag, hvor den pågældende person ikke selv var til stede, ikke kan nægtes (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 53).
57 Det fremgår af ordlyden af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at bestemmelsen giver fakultativ mulighed for ikke at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til domfældelsen. Denne mulighed er imidlertid forsynet med fire undtagelser, der er opregnet i henholdsvis denne bestemmelses litra a)-d), som fratager den omhandlede fuldbyrdende judicielle myndighed muligheden for at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, som er rettet til den (jf. i denne retning dom af 26.2.2013, Melloni, C-399/11, EU:C:2013:107, præmis 40).
58 En fuldbyrdende judiciel myndighed råder dermed over beføjelsen til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den omhandlede afgørelse, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at de betingelser, der er fastsat i henholdsvis litra a)-d) i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, er opfyldt (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 54).
59 Heraf følger, at den fuldbyrdende judicielle myndighed er forpligtet til at fuldbyrde en europæisk arrestordre, selv om den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den omhandlede afgørelse, såfremt det konstateres, at der foreligger en af de omstændigheder, som er omhandlet i henholdsvis litra a), b), c) eller d) i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 (dom af 10.8.2017, Tupikas, C-270/17 PPU, EU:C:2017:628, præmis 55).
60 Domstolen har haft lejlighed til at præcisere, at eftersom denne artikel 4a fastsætter en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, kan en fuldbyrdende judiciel myndighed under alle omstændigheder, selv efter at have konstateret, at de omstændigheder, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, ikke omfatter situationen for den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, tage andre omstændigheder i betragtning, på grundlag af hvilke den kan sikre sig, at overgivelsen af den berørte ikke indebærer en tilsidesættelse af dennes ret til forsvar (jf. i denne retning dom af 10.8.2017, Zdziaszek, C-271/17 PPU, EU:C:2017:629, præmis 107, og af 17.12.2020, Generalstaatsanwaltschaft Hamburg, C-416/20 PPU, EU:C:2020:1042, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
61 Inden for rammerne af en sådan vurdering kan den fuldbyrdende judicielle myndighed således tage hensyn til den adfærd, som den berørte har udvist. Det er nemlig på dette trin i overgivelsesproceduren, at der kan rettes en særlig opmærksomhed mod navnlig den omstændighed, at den berørte har forsøgt at undgå forkyndelse af den underretning, som vedkommende var adressat for (dom af 17.12.2020, Generalstaatsanwaltschaft Hamburg, C-416/20 PPU, EU:C:2020:1042, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).
62 Heraf følger, at når en fuldbyrdende judiciel myndighed efterprøver, om en af de betingelser, der er fastsat i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, er opfyldt, er den ikke forhindret i at sikre sig, at den pågældende persons ret til forsvar overholdes, ved i denne henseende behørigt at tage hensyn til samtlige de omstændigheder, der karakteriserer den sag, som den er forelagt, herunder de oplysninger, som den selv måtte råde over.
63 I det foreliggende tilfælde fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at den i hovedsagen omhandlede tyske lovgivning generelt forpligter den pågældende fuldbyrdende judicielle myndighed til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, såfremt der er tale om en udeblivelsesdom. Denne lovgivning overlader ikke denne fuldbyrdende judicielle myndighed noget skøn med henblik på efterprøvelsen af, om der foreligger en af de situationer, der er omhandlet i henholdsvis litra a)-d) i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, på grundlag af omstændighederne i den foreliggende sag, om den berørte persons ret til forsvar kan anses for at være blevet overholdt, og dermed ved afgørelsen af, om den pågældende europæiske arrestordre skal fuldbyrdes.
64 På dette grundlag skal det fastslås, at en sådan national lovgivning er i strid med artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.
65 Det bemærkes, at Domstolen har fastslået, at princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at det ikke pålægger en national ret at undlade at anvende en national bestemmelse, der er uforenelig med bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584, idet denne rammeafgørelse ikke har direkte virkning. Medlemsstaternes myndigheder, herunder retterne, har ikke desto mindre pligt til i videst muligt omfang at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret, således at de kan sikre et resultat, som er foreneligt med det formål, der tilstræbes med den pågældende rammeafgørelse (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 109).
66 Selv om rammeafgørelser ikke har direkte virkning, indebærer deres bindende virkning nemlig en forpligtelse for de nationale myndigheder til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret fra tidspunktet for udløbet af gennemførelsesfristen for disse rammeafgørelser. Ved anvendelsen af national ret er disse myndigheder således forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af den pågældende rammeafgørelses ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat, idet en fortolkning contra legem af national ret imidlertid er udelukket. Princippet om overensstemmende fortolkning kræver således, at national ret tages i betragtning i dens helhed, og at der anvendes fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, for at sikre den fulde virkning af denne rammeafgørelse og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes hermed (dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 72-77).
67 Heraf følger, at det tilkommer den forelæggende ret, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i lyset af ordlyden og formålet med rammeafgørelse 2002/584.
68 Det tredje spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en national lovgivning til gennemførelse af denne bestemmelse, som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse, er i strid med den nævnte bestemmelse. En national domstol er forpligtet til, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke denne nationale lovgivning i lyset af ordlyden og formålet med denne rammeafgørelse.
Sagsomkostninger
69 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:
1) Artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at når en indkaldelse til at give møde forkyndes for den berørte ved overrækkelse af indkaldelsen til en voksen person, der bor sammen med den pågældende, tilkommer det den pågældende udstedende judicielle myndighed at føre bevis for, at den berørte faktisk har modtaget indkaldelsen til at give møde.
2) Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelse omfatter en appelsag, der har givet anledning til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev truffet i første instans, blev stadfæstet, og hvorved sagen således blev endeligt afgjort. Den omstændighed, at denne appelsag er blevet gennemført, uden at der er foretaget en behandling af sagens realitet, er ikke relevant i denne henseende.
3) Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, skal fortolkes således, at en national lovgivning til gennemførelse af denne bestemmelse, som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse, er i strid med den nævnte bestemmelse. En national domstol er forpligtet til, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke denne nationale lovgivning i lyset af ordlyden og formålet med denne rammeafgørelse.
Underskrifter
* Processprog: tysk.