ÉDITION PROVISOIRE DU 13/02/2026

Sag C-378/22 P

British Airways plc

mod

Europa-Kommissionen

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 26. februar 2026

»Appel – konkurrence – karteller – markedet for luftfragt – Europa-Kommissionens afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF, af artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og af artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart – samordning af forskellige elementer af prissætningen af luftfragtydelser (brændstoftillæg, sikkerhedstillæg og et afslag på betaling af en kommission af tillæggene) – indgående fragtydelser – Kommissionens territoriale kompetence – kvalificerede virkninger – karakteristika – samlet og vedvarende overtrædelse – vurdering af den samlede og vedvarende overtrædelses virkninger samlet set«

1. Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – rækkevidde – Rettens beføjelse til at erstatte den af ophavsmanden til den anfægtede retsakt anførte begrundelse med sin egen – ikke omfattet – Rettens beføjelse til at forklare begrundelsen for den anfægtede retsakt som svar på den argumentation, der er fremført for den – omfattet

   (Art. 263 TEUF)

   (jf. præmis 56-62)

2. Konkurrence – EU-regler – territorialt anvendelsesområde – Kommissionens kompetence – lovlighed under hensyn til folkeretten – gennemførelse eller kvalificerede virkninger af den ulovlige praksis i EØS – alternative fremgangsmåder – kriteriet om umiddelbar, væsentlig og forudsigelig virkning – rækkevidde

   (Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

   (jf. præmis 67-76)

3. Appel – anbringender – nødvendigheden af præcist at identificere de anfægtede betragtninger i den anfægtede afgørelse

   (Art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 169, stk. 2)

   (jf. præmis 77 og 83)

4. Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning

   (Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58; Domstolens procesreglement, art. 170)

   (jf. præmis 79-81)

5. Appel – anbringender – anfægtelse af den for Retten anfægtede afgørelse og ikke af Rettens dom – afvisning

   (Statutten for Domstolen, art. 56, stk. 1)

   (jf. præmis 82)

6. Konkurrence – EU-regler – territorialt anvendelsesområde – Kommissionens kompetence – lovlighed under hensyn til folkeretten – gennemførelse eller kvalificerede virkninger af den ulovlige praksis i EØS – alternative fremgangsmåder – kriteriet om umiddelbar, væsentlig og forudsigelig virkning – bevisbyrde – fordeling mellem Kommissionen og de berørte virksomheder

   (Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

   (jf. præmis 94-98)

7. Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne – afvisning – Domstolens prøvelse af vurderingen af de faktiske omstændigheder og af beviselementer – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

   (Art. art. 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

   (jf. præmis 99-101 og 104)

Resumé

I en række på 13 domme forkastede Domstolen næsten alle de appeller, som flere luftfartsselskaber ( 1 ), der var involveret i et »luftfragtkartel«, havde iværksat til prøvelse af Rettens domme ( 2 ) vedrørende deres annullationssøgsmål til prøvelse af den afgørelse, hvorved Europa-Kommissionen havde pålagt dem bøder for at have deltaget i dette kartel ( 3 ). Det var således kun SAS Cargo Groups appel, der delvist blev taget til følge af Domstolen på grund af fejl, som Retten begik under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret i forbindelse med beregningen af den bøde, som dette luftfartsselskab blev pålagt ( 4 ).

Den 7. december 2005 modtog Kommissionen en anmodning om bødefritagelse i henhold til sin samarbejdsmeddelelse af 2002, indgivet af Lufthansa og to af dennes datterselskaber. I denne anmodning blev der henvist til konkurrencebegrænsende kontakter mellem flere virksomheder, der drev virksomhed på markedet for luftfragt (herefter »transportvirksomhederne«), vedrørende indførelsen af brændstoftillæg og sikkerhedstillæg, samt i det væsentlige disse transportvirksomheders afslag på at betale speditørerne kommissioner af tillæggene. De oplysninger, som Kommissionen havde indsamlet, og dens undersøgelser foranledigede den til den 9. november 2010 at vedtage en første afgørelse ( 5 ) vedrørende 21 transportvirksomheder.

I denne afgørelse fastslog Kommissionen, at transportvirksomhederne havde deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF, artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter »EØS-aftalen«) og artikel 8 i aftalen mellem EF og Schweiz om luftfart ved at samordne deres prisadfærd med hensyn til levering af fragtydelser. Den nævnte afgørelse blev imidlertid helt eller delvist annulleret af Retten, fordi dens begrundelse var behæftet med selvmodsigelser.

Efter disse annullationsdomme fastslog Kommissionen ved den omtvistede afgørelse, at der forelå en sådan samlet og vedvarende overtrædelse, i forbindelse med hvilken 19 luftfartsselskaber i perioden fra 1999 til 2006 havde koordineret deres prisadfærd med hensyn til levering af fragtydelser i hele verden, idet de havde aftalt brændstoftillægget, sikkerhedstillægget og afslaget på at betale kommissioner. Kommissionen pålagde dem således korrigerende foranstaltninger og bøder for deres deltagelse i denne overtrædelse.

På grundlag af behandlingen af flere annullationssøgsmål, som var anlagt af appellanterne hovedsageligt med det formål at opnå hel eller delvis annullation af den omtvistede afgørelse, for så vidt angik appellanterne, og om ophævelse eller nedsættelse af den pålagte bøde frifandt Retten Kommissionen i de søgsmål, som Martinair, KLM, Cargolux, Air France-KLM, Air France, Lufthansa og Singapore Airlines havde anlagt. Retten annullerede derimod delvist den omtvistede afgørelse og nedsatte bøden under hensyntagen til de øvrige appellanters deltagelse i overtrædelsen.

Appellanterne iværksatte herefter flere appeller ved Domstolen til prøvelse af disse domme.

Domstolens bemærkninger

Appellanterne fremsatte til støtte for deres respektive appeller en række anbringender, der bl.a. vedrører:

1) Kommissionens kompetence til at fastslå og pålægge sanktioner for en overtrædelse af konkurrencereglerne vedrørende indgående fragtydelser

Efter nærmere at have præciseret, at forordning nr. 1/2003 ( 6 ), som ændret ved forordning nr. 411/2004 ( 7 ), med hensyn til lufttransport »mellem« EU og tredjelande finder anvendelse både på luftfart fra EU til tredjelande og på luftfart fra tredjelande til EU, forkastede Domstolen anbringenderne om Kommissionens manglende kompetence til at fastslå og pålægge sanktioner for en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 med hensyn til indgående fragtydelser.

I denne henseende bemærkede Domstolen, at Kommissionen kan konstatere og pålægge sanktioner for en adfærd, der er udvist uden for EU eller EØS, for så vidt som adfærden er blevet gennemført på dette område (herefter »kriteriet om gennemførelse«), eller det er forudsigeligt, at den vil skabe umiddelbare og væsentlige virkninger på dette område (herefter »kriteriet om kvalificerede virkninger«).

Mens Kommissionen i den omtvistede afgørelse fandt, at disse to kriterier var opfyldt i den foreliggende sag, begrænsede Retten sig til at bekræfte Kommissionens territoriale kompetence ved udelukkende at henvise til kriteriet om kvalificerede virkninger.

I denne henseende bemærkede Domstolen indledningsvis, at Retten ikke havde begået en retlig fejl ved at bekræfte Kommissionens kompetence alene med henvisning til kriteriet om »kvalificerede virkninger«, eftersom dette kriterium og kriteriet om gennemførelse er alternative.

Da flere appellanter desuden foreholdt Retten, at den af kvalificeringen af kartellet som havende et »konkurrencebegrænsende formål« havde udledt, at der forelå kvalificerede virkninger, fastslog Domstolen dernæst nærmere, at disse klagepunkter fulgte af en urigtig læsning af den appellerede dom.

Domstolen forkastede ligeledes klagepunkterne om, at Retten havde sat sin egen begrundelse i stedet for Kommissionens, for så vidt angik anvendelsen af kriteriet om kvalificerede virkninger. Domstolen bemærkede i denne forbindelse, at når Retten blot besvarer den argumentation, der er fremført for den, og angiver den anfægtede afgørelses begrundelse detaljeret, kan den ikke anses for at have sat sin egen begrundelse i stedet for den, som udstederen af denne retsakt har angivet. Den omstændighed, at de oplysninger, der gjorde det muligt for Retten at efterprøve, om Kommissionen havde begrundet sin eksterritoriale kompetence i forhold til kriteriet om kvalificerede virkninger, var udledt af betragtninger, der lå uden for den del af den omtvistede afgørelse, der vedrørte Kommissionens internationale kompetence, kunne i øvrigt heller ikke godtgøre, at der forelå en ulovlig erstatning af begrundelsen.

Endelig forkastede Domstolen de forskellige klagepunkter om retlige fejl begået af Retten i forbindelse med dens prøvelse af Kommissionens gennemførelse af kriteriet om kvalificerede virkninger.

I denne henseende bemærkede Domstolen, at Kommissionen ved anvendelse af dette kriterium skal godtgøre, at den omhandlede praksis har forudsigelige, umiddelbare og væsentlige virkninger i EU eller, som i det foreliggende tilfælde, i EØS.

Hvad angår den omhandlede praksis’ forudsigelige karakter påpegede Domstolen for det første, at enhver skade, som karteldeltagerne efter almindelig erfaring med rimelighed måtte påregne, gælder som forudsigelig, i modsætning til skader, der følger af en helt usædvanlig sammenkædning af omstændigheder.

Eftersom brændstoftillægget, sikkerhedstillægget og afslaget på at betale kommissioner udgør en hemmelig adfærd med horisontal prisfastsættelse, og da en sådan adfærd er særligt egnet til at påvirke konkurrencen, fandt Domstolen, at det var godtgjort, at denne praksis medførte en forhøjelse af den samlede pris for indgående fragtydelser. Det følger heraf, at Retten ikke var forpligtet til konkret at efterprøve tillæggenes indvirkning på den samlede salgspris for fragtydelserne og heller ikke skulle afgøre, om og i hvilket omfang speditørerne faktisk havde overvæltet denne prisstigning på afsenderne, eller om og i hvilket omfang disse faktisk havde overvæltet denne stigning i transportomkostningerne på forbrugerne.

I overensstemmelse med de almindelige regler for bevisførelse vendte Retten heller ikke bevisbyrden om ved at undersøge, om appellanterne havde fremlagt oplysninger, der gjorde det muligt at afkræfte konstateringen af, at virkningerne af den omhandlede adfærd i EØS var forudsigelige.

Hvad angår den umiddelbare karakter af virkningerne af den omhandlede praksis præciserede Domstolen for det andet, at det er tilstrækkeligt, at den omhandlede konkurrencebegrænsende adfærd kan have umiddelbar virkning i EU eller EØS, for at denne betingelse var opfyldt.

I denne forbindelse forkastede Domstolen bl.a. klagepunkterne om, at appellanternes adfærd ikke havde umiddelbare virkninger på konkurrencen i EØS, for så vidt som disse virkninger afhang af indgreb fra andre aktører i årsagssammenhængen, dvs. speditørerne og afsenderne, eftersom dette indgreb objektivt set udgik fra det pågældende kartel efter markedets normale funktion.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt virkningerne af den omhandlede praksis var væsentlige, forkastede Domstolen for det tredje klagepunkterne om, at Retten støttede sig på kendetegn ved det omtvistede kartel, der ikke fremgik af den omtvistede afgørelse, for at konkludere, at indvirkningen på priserne på de importerede varer var væsentlig.

Eftersom Kommissionen havde godtgjort, at kriteriet om kvalificerede virkninger var opfyldt med hensyn til samordningen af indgående fragtydelser isoleret set, var det i øvrigt for fuldstændighedens skyld, at Retten undersøgte, om kriteriet om kvalificerede virkninger var opfyldt, henset til virkningerne af den samlede og vedvarende overtrædelse samlet set.

2) Undersøgelsen af, om den omtvistede afgørelse er begrundet

For så vidt angik Rettens prøvelse af, om den omtvistede afgørelse er begrundet, fremsatte visse appellanter klagepunkter, der bl.a. vedrørte:

a) Hvorvidt der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse og appellanternes deltagelse heri

Hvad for det første angår den omhandlede praksis’ geografiske udstrækning bemærkede Domstolen, at der ikke var nogen modsigelse mellem den omtvistede afgørelses konklusion, som kvalificerer udstrækningen af den omhandlede konkurrencebegrænsende adfærd som verdensomspændende, og denne afgørelses begrundelse, som udelukkede visse ruter mellem EU og tredjelande. Der skal nemlig sondres mellem begrebet »adfærd«, der omfatter en helhed af faktiske omstændigheder, og begrebet »overtrædelse«, der vedrører den retlige kvalificering af denne adfærd. Uanset hvilke begrundelser en afgørelse truffet af en EU-institution bygger på, er det i øvrigt kun denne afgørelses konklusion, sammenholdt med dens begrundelse, som udgør det nødvendige grundlag herfor, der kan have retsvirkninger.

For det andet bemærkede Domstolen, at det med henblik på at kvalificere forskellige former for adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse ikke skal kontrolleres, om de fremstår som et supplement til hinanden i den forstand, at hver af disse handlinger skal bidrage til at imødegå en eller flere konsekvenser af den normale konkurrence og gennem et samspil bidrage til virkeliggørelsen af de af overtræderne tilstræbte samlede konkurrencebegrænsende virkninger i forbindelse med en overordnet plan med et fælles mål. Selv om Kommissionen havde undladt at godtgøre, at de omtvistede aftaler og den omtvistede praksis supplerede hinanden, således som visse appellanter gjorde gældende, kunne denne undladelse derfor ikke i sig selv behæfte kvalificeringen af disse aftaler og praksis som en samlet og vedvarende overtrædelse med en fejl.

For det tredje påpegede Domstolen, at den kun i begrænset omfang har anerkendt muligheden for at udelukke en bestemt konkurrencebegrænsende adfærd fra anvendelsesområdet for artikel 101 TEUF og 102 TEUF, for så vidt som virksomhederne pånødes denne adfærd ved en national lovgivning, eller at denne lovgivning på sin side berøver dem enhver mulighed for at konkurrere. Såfremt en national lov blot tilskynder til eller fremmer virksomhedernes selvstændige udøvelse af konkurrencebegrænsende adfærd, er de således fortsat omfattet af artikel 101 TEUF og 102 TEUF. Idet denne retspraksis finder anvendelse på såvel medlemsstaternes som tredjelandes lovgivning, påhviler det de pågældende virksomheder at bevise, at de pågældende tredjelandes nationale lovgivning ikke tilskynder dem, men forpligter dem til at udvise den pågældende adfærd.

For det fjerde forkastede Domstolen de argumenter, som appellanterne havde fremført med henblik på at bestride deres deltagelse i den samlede og vedvarende overtrædelse, som Kommissionen havde pålagt sanktioner for.

I denne henseende bemærkede Domstolen bl.a., at for så vidt angår en overtrædelse, der strækker sig over flere år, er det manglende direkte bevis for, at en virksomhed har gennemført en aftale for visse bestemte perioder, ikke til hinder for, at virksomhedens deltagelse i denne aftale ikke desto mindre fastslås for disse perioder, når en sådan konstatering hviler på objektive og samstemmende indicier. I et sådant tilfælde kan Retten basere sin vurdering af eksistensen og varigheden af en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale på en samlet vurdering af alle de relevante beviser og indicier, som Kommissionen har fremlagt, herunder bl.a. virkningerne af den pågældende konkurrencebegrænsende adfærd.

Domstolen forkastede endvidere Air Canadas anbringende om, at Retten begik retlige fejl ved at holde selskabet ansvarligt for ruter, som det ikke betjente, eller som det ikke måtte betjene, nemlig EØS-ruterne og ruterne mellem EU og Schweiz.

I denne henseende bemærkede Domstolen, at det fremgår af Rettens konstateringer i den appellerede dom, at Air Canada med sin adfærd havde til hensigt at bidrage til de fælles mål, som deltagerne som helhed forfulgte, og at selskabet havde haft kendskab til den konkurrencebegrænsende adfærd, som de øvrige virksomheder havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje. Retten begik således ikke en retlig fejl, da den heraf udledte, at Kommissionen med føje kunne holde Air Canada ansvarlig for den samlede og vedvarende overtrædelse, for så vidt som den vedrørte EØS-ruterne og ruterne mellem EU og Schweiz, uafhængigt af selskabets eventuelle egenskab af potentiel konkurrent på disse ruter.

For det femte fremhævede Domstolen, at selv om det påhviler Kommissionen at indsamle tilstrækkeligt præcise og samstemmende beviser til at underbygge den overbevisning, at overtrædelsen er blevet begået, er Retten ikke forpligtet til at annullere en kommissionsafgørelse alene af den grund, at Kommissionen har henvist til faktiske omstændigheder, der ikke udgør direkte beviser for den pågældende virksomheds deltagelse i den foreholdte overtrædelse. Det er nemlig tilstrækkeligt, at Retten, således som den gjorde i den foreliggende sag, efterprøver, at alle de undersøgte oplysninger kan underbygge konklusionen om, at den pågældende virksomhed har deltaget i den samlede og vedvarende overtrædelse. I denne henseende bemærkede Domstolen desuden nærmere, at beviser vedrørende kontakter forud for overtrædelsesperioden eller vedrørende adfærd, som ikke henhører under Kommissionens kompetence, kan underbygge fortolkningen af andre beviser, der er knyttet til denne periode, med henblik på at sætte disse i kontekst eller for at godtgøre, at visse former for adfærd eller praksis gentager sig.

For det sjette og sidste forkastede Domstolen Cargolux’ anbringende om, at Retten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet ved at bekræfte, at selskabet havde deltaget i overtrædelsens bestanddel vedrørende afslaget på at betale kommissioner, samtidig med at den udelukkede, at British Airways havde deltaget i denne bestanddel, eftersom disse to transportvirksomheder ikke befandt sig i sammenlignelige situationer, for så vidt angår de beviser, der blev lagt til grund i forhold til dem med henblik på at godtgøre deres deltagelse i denne bestanddel af overtrædelsen.

Rettens afgørelse om ikke at indrømme Cargolux en bødenedsættelse svarende til den, der blev indrømmet SAS Cargo Group, kunne heller ikke udgøre en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet SAS Cargo Group blev indrømmet denne nedsættelse som følge af annullationen af konstateringen af selskabets deltagelse i overtrædelsens bestanddel vedrørende afslaget på at betale kommissioner.

b) Kvalificeringen af den omhandlede praksis som havende et konkurrencebegrænsende formål

For det første mindede Domstolen om, at det for at vurdere, om en aftale mellem virksomheder eller en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder er tilstrækkelig skadelig til at kunne anses for at udgøre en restriktion med et konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, i henhold til fast retspraksis er nødvendigt at forholde sig til indholdet af bestemmelserne i aftalen eller vedtagelsen, til de formål, den tilsigter at opfylde, samt til den økonomiske og juridiske sammenhæng, hvori den indgår. For så vidt angår hemmelige aftaler eller former for samordnet praksis, der udgør særligt alvorlige overtrædelser af konkurrencereglerne, såsom i det foreliggende tilfælde et kartel om horisontal prisfastsættelse, kan Kommissionen imidlertid begrænse sin analyse af den økonomiske og juridiske sammenhæng, hvori adfærden indgår, til, hvad der er strengt nødvendigt for at fastslå, at der foreligger et konkurrencebegrænsende formål.

For det andet forkastede Domstolen argumentet om, at den omhandlede hemmelige adfærd kun vedrørte en del af prisen på den pågældende vare eller tjenesteydelse, eftersom denne omstændighed på ingen måde kunne godtgøre, at denne adfærd ikke var omfattet af en form for samordning, der efter selve sin art skulle anses for at være skadelig for de normale konkurrencevilkår. Tværtimod medfører en sådan adfærd i sig selv prisstigninger, hvilket resulterer i en ringe ressourcefordeling til skade for navnlig forbrugerne.

Argumentet om, at afslaget på at betale kommissioner udgjorde et legitimt svar fra luftfartsselskaberne på speditørernes angiveligt ulovlige adfærd, var heller ikke overbevisende, eftersom det tilkommer de offentlige myndigheder og ikke private virksomheder at sikre overholdelsen af retlige bestemmelser. Selv hvis det antages, at denne omstændighed er godtgjort, kan den således under alle omstændigheder ikke retfærdiggøre en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og endnu mindre en hemmelig praksis, hvorom det er fastslået, at den er tilstrækkeligt skadelig for konkurrencen til at kunne kvalificeres som havende et konkurrencebegrænsende formål.

c) Om den kun delvise annullation af den omtvistede afgørelse, for så vidt som den vedrører Latam Airlines Group og Lan Cargo

Ved dommen i sagen Latam Airlines Group og Lan Cargo mod Kommissionen annullerede Retten den omtvistede afgørelse, for så vidt som den vedrørte Latam Airlines Groups og Lan Cargos deltagelse i den samlede og vedvarende overtrædelses bestanddele vedrørende sikkerhedstillægget og afslaget på at betale kommissioner, med den begrundelse, at Kommissionen med urette havde lagt til grund, at Lan Cargo havde kendskab til disse bestanddele af overtrædelsen.

Til støtte for deres appel kritiserede Latam Airlines Group og Lan Cargo Retten for kun delvist at have annulleret den omtvistede afgørelse i forhold til dem, selv om den fejl, som Kommissionen havde begået, burde have ført til en fuldstændig annullation af denne afgørelse.

I denne henseende bemærkede Domstolen, at konstateringen af, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at en virksomhed i forbindelse med sin deltagelse i en af de former for konkurrencebegrænsende adfærd, som en samlet og vedvarende overtrædelse består af, havde kendskab til de øvrige karteldeltageres øvrige konkurrencebegrænsende adfærd med de samme mål for øje eller med rimelighed kunne forudse dem og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko, ikke kan føre til, at denne virksomhed fritages for ansvaret for den del af adfærden, som den har deltaget i, eller i forhold til hvilken det er ubestridt, at den kan holdes ansvarlig. I dette tilfælde må Unionens retsinstanser begrænse sig til at foretage delvis annullation af den afgørelse fra Kommissionen, der er anfægtet for dem.

Det følger heraf, at for så vidt som Lan Cargos deltagelse i udvekslingerne vedrørende brændstoftillægget ikke var blevet anfægtet, begik Retten ikke fejl ved kun delvist at annullere den omtvistede afgørelse.

Den omstændighed, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at Lan Cargo havde kendskab til udvekslingerne vedrørende sikkerhedstillægget eller udvekslingerne vedrørende afslaget på at betale kommissioner, kunne endvidere ikke fratage den konstaterede overtrædelse dens samlede og vedvarende karakter, som imidlertid ikke i sin helhed kunne tilregnes denne transportvirksomhed.

d) Om forældelsesfristen for Kommissionens sanktionsbeføjelse i forhold til adfærden vedrørende EØS-ruterne og ruterne mellem EU og Schweiz

Domstolen forkastede ligeledes klagepunkterne om, at Retten ex officio burde have fastslået, at Kommissionens sanktionsbeføjelser var forældede i forhold til adfærden vedrørende EØS-ruterne og ruterne mellem EU og Schweiz i overensstemmelse med artikel 25 i forordning nr. 1/2003.

I denne henseende bemærkede Domstolen, at det fremgår af ordlyden af forordning nr. 1/2003, af den sammenhæng, hvori den indgår, og af de formål, som den forfølger, at de frister, der er fastsat bl.a. i forordningens artikel 25, udgør forældelsesfrister. Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at Unionens retsinstanser ikke ex officio kan efterprøve, om en forældelsesfrist er overholdt, idet dette spørgsmål skal rejses af den berørte part.

I denne forbindelse forkastede Domstolen ligeledes argumentationen om, at anbringendet om udløbet af forældelsesfristen for Kommissionens sanktionsbeføjelser skulle sidestilles med et anbringende om Kommissionens manglende kompetence til at pålægge appellanterne bøder. Selv om artikel 25 i forordning nr. 1/2003 forpligter Kommissionen til at pålægge sanktioner for en given overtrædelse inden for en bestemt frist, har denne bestemmelse hverken til formål eller til følge at fratage Kommissionen dens kompetence til at pålægge sanktioner i forhold til andre overtrædelser end dem, der er omfattet af forældelsen. Selv i tilfælde af, at forældelsesfristen for Kommissionens sanktionsbeføjelser er udløbet, har Kommissionen desuden fortsat kompetence til at fastslå en forældet overtrædelse, forudsat at den godtgør, at den havde en berettiget interesse i at vedtage en afgørelse om konstatering af, at overtrædelsen er begået.

Ifølge Domstolen kunne de pågældende appellanter heller ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forhold til de luftfartsselskaber, der fik medhold ved Retten, ved at gøre gældende, at Kommissionens handlinger var delvist forældet, eftersom denne forskellige behandling udelukkende følger af den objektive omstændighed, at disse appellanter undlod at påberåbe sig dette anbringende, selv om de kunne have gjort det.

Domstolen påpegede endvidere, at forældelsesfristen heller ikke kan sammenlignes med procesfristerne, idet disse frister er indført med henblik på hensynet til god retspleje og på at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed. Dette er imidlertid ikke tilfældet med forældelsesfristen, der hovedsageligt har til formål at sikre beskyttelsen af de berørte virksomheder.

Den omstændighed, at bøder, der pålægges i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, skal kvalificeres som »strafferetlige« som omhandlet i artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder, indebærer i øvrigt ikke i sig selv, at forældelsen af Kommissionens sanktionsbeføjelse forfølger et formål af almen interesse ud over beskyttelsen af de berørte virksomheder.

3) Tilsidesættelse af retten til forsvar

Hvad angår overholdelsen af appellanternes ret til forsvar fastslog Domstolen, at den omstændighed alene, at Kommissionen ikke giver fuld og automatisk aktindsigt i de andre karteldeltageres svar på klagepunktsmeddelelsen, ikke indebærer en tilsidesættelse af de berørte virksomheders ret til forsvar, idet det påhviler dem at angive et første holdepunkt for, at de dokumenter, som Kommissionen ikke meddelte dem, ville have været relevante for deres forsvar. Den bemærkede i denne forbindelse, at der ikke er fuld og automatisk adgang til sagsakterne under en administrativ procedure.

Domstolen bemærkede endvidere, at Kommissionen ikke tilsidesætter retten til forsvar for virksomheder, der er adressater for en klagepunktsmeddelelse, og navnlig deres ret til at blive hørt med hensyn til Kommissionens internationale kompetence til at pålægge sanktioner for konkurrencebegrænsende adfærd, der er udvist uden for Unionens eller EØS’ område, alene af den grund, at der i denne meddelelse ikke udtrykkeligt angives det kriterium, som Kommissionen agter at lægge til grund for at pålægge sanktioner for denne adfærd, eftersom den nævnte meddelelse præciserer Kommissionens hensigt om at pålægge de virksomheder, der er adressater herfor, en sanktion for en overtrædelse af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 på grund af en sådan adfærd, og at der i meddelelsen redegøres for de væsentlige forhold, som den agter at lægge til grund med henblik herpå.

4) Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret

Hvad angår Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret bemærkede Domstolen, at selv om udøvelsen af denne beføjelse ikke kan føre til, at der ved fastsættelsen af bødernes størrelse sker en forskelsbehandling af de virksomheder, der har deltaget i en overtrædelse af konkurrencereglerne, tilsidesætter Retten ikke ligebehandlingsprincippet, når den nedsætter bøden for en virksomhed, hvis anbringende i denne henseende er blevet taget til følge, uden at foretage en tilsvarende nedsættelse i forhold til andre virksomheder, der befinder sig i en sammenlignelig situation, men som ikke har fremsat det samme anbringende for Retten.

Hvad derimod angår Rettens beregning af den bøde, som SAS Cargo Group blev pålagt, fastslog Domstolen, at Retten ved i beregningsgrundlaget for denne bøde at medtage denne virksomheds omsætning på indenrigsruter med henblik på at sikre ligebehandling med de øvrige anklagede transportvirksomheder havde begået flere retlige fejl under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret. Navnlig godtgjorde de oplysninger, som den var blevet forelagt, på ingen måde, at alle de luftfartsselskaber, der var anklaget, og som havde anfægtet den omtvistede afgørelse, til forskel fra SAS Cargo Group, havde fået deres eventuelle omsætning på ruter inden for en enkelt EØS-stat medregnet i den værdi af deres afsætning, der dannede grundlag for beregningen af deres bøder. Retten var således ikke i besiddelse af oplysninger, der gjorde det muligt for den med sikkerhed at fastslå, at der forelå en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, som det tilkom den at berigtige.

Domstolen ophævede derfor delvist Rettens dom i sagen SAS Cargo Group m.fl. og pålagde, idet den traf endelig afgørelse i denne tvist, disse virksomheder mindre bøder end dem, der blev pålagt i den appellerede dom.

På baggrund af det ovenstående forkastede Domstolen derimod alle de øvrige appeller iværksat af de luftfartsselskaber, der var involveret i »luftfragtkartellet«.

( 1 ) – I det foreliggende tilfælde Air Canada, Air France-KLM, Société Air France (herefter »Air France«), Koninklijke Luchtvaart Maatschappij NV (herefter »KLM«), British Airways plc, Cargolux Airlines International SA (herefter »Cargolux«), Cathay Pacific Airways Ltd, Deutsche Lufthansa AG (herefter »Lufthansa«) og Japan Airlines International Co. Ltd (herefter »Japan Airlines«), Latam Airlines Group SA og Lan Cargo SA, Martinair Holland NV (herefter »Martinair«), SAS Cargo Group m.fl. (herefter »SAS Cargo Group«), Singapore Airlines Ltd og Singapore Airlines Cargo Pte Ltd (herefter »Singapore Airlines«) (herefter samlet »appellanterne«).

( 2 ) – Domme af 30.3.2022, Martinair Holland mod Kommissionen (T-323/17, EU:T:2022:174), Koninklijke Luchtvaart Maatschappij mod Kommissionen (T-325/17, EU:T:2022:176), Air Canada mod Kommissionen (T-326/17, EU:T:2022:177), Cargolux Airlines mod Kommissionen (T-334/17, EU:T:2022:178), Air France-KLM mod Kommissionen (T-337/17, EU:T:2022:179), Air France mod Kommissionen (T-338/17, EU:T:2022:180), Japan Airlines mod Kommissionen (T-340/17, EU:T:2022:181), British Airways mod Kommissionen (T-341/17, EU:T:2022:182), Deutsche Lufthansa m.fl. mod Kommissionen (T-342/17, EU:T:2022:183), Cathay Pacific Airways mod Kommissionen (T-343/17, EU:T:2022:184), Latam Airlines Group og Lan Cargo mod Kommissionen (T-344/17, EU:T:2022:185), Singapore Airlines og Singapore Airlines Cargo mod Kommissionen (T-350/17, EU:T:2022:186).

( 3 ) – Kommissionens afgørelse C(2017) 1742 final af 17.3.2017 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag AT.39258 – Luftfragt) (herefter »den omtvistede afgørelse«).

( 4 ) – Dom af 30.3.2022, SAS Cargo Group m.fl. mod Kommissionen (T-324/17, EU:T:2022:175).

( 5 ) – Kommissionens afgørelse K(2010) 7694 endelig af 9.11.2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, EØS-aftalens artikel 53 og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (Sag COMP/39258 – Luftfragt).

( 6 ) – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1).

( 7 ) – Rådets forordning (EF) nr. 411/2004 af 26.2.2004 om ophævelse af forordning (EØF) nr. 3975/87 og om ændring af forordning (EØF) nr. 3976/87 og forordning (EF) nr. 1/2003 med hensyn til flytrafik mellem Fællesskabet og tredjelande (EUT 2004, L 68, s. 1).