Sag C-339/22
BSH Hausgeräte GmbH
mod
Electrolux AB
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Svea Hovrätt)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 25. februar 2025
»Præjudiciel forelæggelse – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 4, stk. 1 – almindelig kompetence – artikel 24, nr. 4) – enekompetence – kompetence i sager om registrering eller gyldighed af patenter – krænkelsessøgsmål – europæisk patent, der er gyldigt i medlemsstater og i et tredjeland – anfægtelse af patentets gyldighed i form af en indsigelse – international kompetence for den ret, ved hvilken krænkelsessøgsmålet er anlagt«
Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – fastlæggelse af den internationale kompetence for en ret i en medlemsstat – enekompetence – sager om registrering eller gyldighed af patenter – selvstændige EU-retlige begreber – ensartet fortolkning – national regel eller procedure vedrørende fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse – ingen betydning
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, art. 24, nr. 4)]
(jf. præmis 25 og 26)
Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – bestemmelser i denne forordning, der svarer til bestemmelser i forordning nr. 44/2001 og Bruxelleskonventionen – fortolkning af disse bestemmelser i overensstemmelse med Domstolen praksis vedrørende forordning nr. 44/2001 og Bruxelleskonventionen – enekompetence – sager om registrering eller gyldighed af patenter – begreb – selvstændig fortolkning – indskrænkende fortolkning
[Konvention af 27.9.1968, art. 16, nr. 4); Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, art. 24, nr. 4); Rådets forordning nr. 44/2001, art. 22, nr. 4)]
(jf. præmis 28 og 43)
Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – fastlæggelse af den internationale kompetence for en ret i en medlemsstat – enekompetence – sager om registrering eller gyldighed af patenter – rækkevidde – prøvelse af gyldigheden af et patent, der er meddelt i en medlemsstat, som et incidenspunkt inden for rammerne af et krænkelsessøgsmål, der er anlagt i en anden medlemsstat – udelukket
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, art. 4, stk. 1, art. 24, nr. 4), og art. 27]
(jf. præmis 35-37)
Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – fastlæggelse af den internationale kompetence for en ret i en medlemsstat – anvendelsesområde – kompetence for retten på det sted, hvor sagsøgte har bopæl – søgsmål om krænkelse af et patent, der er valideret i flere medlemsstater – sagsøgtes anfægtelse af patentets gyldighed – sager om registrering eller gyldighed af patenter – enekompetence – pligt til at erklære sig inkompetent for retten på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, og ved hvilken krænkelsessøgsmålet er anlagt – foreligger ikke
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, art. 4, stk. 1, art. 24, nr. 4), og art. 27]
(jf. præmis 38-42, 44-48 og 52 samt domskonkl. 1)
Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – fastlæggelse af den internationale kompetence for en ret i en medlemsstat – kompetence for retten på det sted, hvor sagsøgte har bopæl – sager om registrering eller gyldighed af patenter – krænkelse af patenter, der er meddelt i et tredjeland – rækkevidde – prøvelse som et incidenspunkt af gyldigheden af et patent, der er meddelt i et tredjeland, foretaget af den ret, ved hvilken sagen er anlagt – omfattet
[Konvention af 30.10.2007, art. 22, nr. 4); Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, art. 4, stk. 1, art. 24, nr. 4), art. 33, 34 og art. 73, stk. 1 og 3]
(jf. præmis 55-57 og 61-76 samt domskonkl. 2)
Retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning nr. 1215/2012 – anvendelsesområde – grænseoverskridende element – tvist mellem parter, der har bopæl i medlemsstater – grænseoverskridende element på et tredjelands område – omfattet
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1215/2012, art. 4, stk. 1)
(jf. præmis 58-60)
Resumé
I forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Svea hovrätt, Patent- och marknadsöverdomstolen (appeldomstolen for Svealand, appeldomstol i patent- og handelsretlige sager, Sverige) udtalte Domstolen sig om anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012 ( 1 ). Domstolen fastslog, at en ret i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, og ved hvilken der er anlagt et søgsmål om krænkelse af et patent, der er meddelt i en anden medlemsstat, fortsat har kompetence til at påkende dette søgsmål, når sagsøgte inden for rammerne af dette søgsmål anfægter patentets gyldighed i form af en indsigelse, selv om retterne i den anden medlemsstat har enekompetence til at træffe afgørelse om gyldighedsspørgsmålet.
BSH er indehaver af et europæisk patent, som beskytter en opfindelse på området for støvsugere. Dette patent er blevet valideret i Sverige og i en række andre medlemsstater samt i Det Forenede Kongerige og Tyrkiet, hvilket har ført til meddelelse af nationale patenter i disse stater.
Den februar 2020 anlagde BSH et krænkelsessøgsmål mod Electrolux vedrørende alle de nationale dele af dette europæiske patent ved Patent- och marknadsdomstolen (ret i patent- og handelsretlige sager, Sverige). Elektrolux gjorde gældende, at påstandene om krænkelse af de nationale dele af patentet, bortset fra den svenske del, ikke kunne antages til realitetsbehandling, og anførte, både med henvisning til Bruxelles Ia-forordningen og den svenske patentlov ( 2 ), at de udenlandske patenter var ugyldige, og at de svenske retter derfor ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om krænkelsen heraf.
Retten i patent- og handelsretlige sager fastslog, at den savnede kompetence til at påkende søgsmål om krænkelse af andre patenter end det patent, der var blevet valideret i Sverige. BSH iværksatte appel til prøvelse af denne afgørelse ved den forelæggende ret.
Den forelæggende ret ønskede afklaret, om Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4) ( 3 ), skulle fortolkes således, at en ret i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, og ved hvilken der i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 1, er anlagt et søgsmål om krænkelse af et patent, der er meddelt i en anden medlemsstat, fortsat har kompetence til at påkende dette søgsmål, når sagsøgte inden for rammerne af dette søgsmål anfægter patentets gyldighed i form af en indsigelse. Denne ret ønskede ligeledes oplyst, om Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), skulle fortolkes således, at den finder anvendelse på en ret i et tredjeland og følgelig tillægger denne ret enekompetence for så vidt angår vurderingen af gyldigheden af et patent, der er meddelt eller valideret i dette land.
Domstolens bemærkninger
I første række udtalte Domstolen sig om de respektive anvendelsesområder for reglerne om de omhandlede retsinstansers kompetence, således som de følger af Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1 ( 4 ), og artikel 24, nr. 4). Domstolen konstaterede indledningsvis, at det fremgår af denne forordnings artikel 24, nr. 4), at retterne i den medlemsstat, hvor patentet er meddelt, har enekompetence til at påkende en sag, hvor registreringen eller gyldigheden af dette patent anfægtes, uanset om dette sker ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af en indsigelse som led i et forsvar i forbindelse med et krænkelsessøgsmål ved en ret i en anden medlemsstat. Denne løsning er begrundet i den omstændighed, at meddelelse af patenter indebærer de nationale myndigheders medvirken, og i den omstændighed, at disse retter, som træffer afgørelse i henhold til deres nationale ret, er bedst egnet til at påkende disse sager. Dette hensyn til retsplejen er af så meget desto større betydning, som flere medlemsstater har etableret en særlig ordning for retslig prøvelse, som forbeholder patentretlige tvister for specialiserede retsinstanser.
Når der ved en ret i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, i henhold til Bruxelles Ia-forordningen ( 5 ) anlægges et søgsmål om krænkelse af et patent, der er meddelt af en anden medlemsstat, inden for rammerne af hvilket sagsøgte anfægter gyldigheden af dette patent i form af en indsigelse, kan denne ret ikke som et incidenspunkt fastslå, at det nævnte patent er ugyldigt, men skal erklære sig inkompetent i henhold til artikel 27 i denne forordning ( 6 ) for så vidt angår spørgsmålet om patentets gyldighed, henset til, at retterne i den medlemsstat, hvor patentet er meddelt, har enekompetence som foreskrevet i nævnte forordnings artikel 24, nr. 4).
Da denne regel om enekompetence imidlertid udelukkende vedrører »sager om registrering eller gyldighed af patenter«, har en ret i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, og ved hvilken der i henhold til denne forordnings artikel 4, stk. 1, er anlagt et søgsmål om krænkelse af et patent, der er meddelt i en anden medlemsstat, fortsat kompetence til at påkende dette søgsmål, når sagsøgte inden for rammerne af dette søgsmål anfægter patentets gyldighed i form af en indsigelse.
Hvad i anden række angår spørgsmålet om, hvorvidt Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), skal fortolkes således, at denne bestemmelse finder anvendelse på en ret i et tredjeland og følgelig tillægger denne ret enekompetence for så vidt angår vurderingen af gyldigheden af et patent, der er meddelt eller valideret i dette land, bemærkede Domstolen, at ordlyden af denne bestemmelse omhandler medlemsstaternes retters enekompetence, og at den ordning, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningen, er en kompetenceordning, der gælder internt i Den Europæiske Union, og som forfølger egne mål, såsom et velfungerende indre marked og oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Da denne forordnings artikel 24, nr. 4), ikke kan anses for at finde anvendelse i en situation, hvor de pågældende patenter ikke er meddelt eller valideret i en medlemsstat, men i et tredjeland ( 7 ), finder denne bestemmelse ikke anvendelse på en ret i et tredjeland og tillægger følgelig ikke en sådan ret nogen kompetence, det være sig en enekompetence eller en anden kompetence, for så vidt angår vurderingen af gyldigheden af et patent, der er meddelt eller valideret i dette land.
Selv om den principielle kompetence for retten på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, kan begrænses dels af særregler ( 8 ), dels af folkeretten, syntes der imidlertid ikke i det foreliggende tilfælde at skulle tages hensyn til nogen begrænsning fastsat i sådanne særregler.
Hvad angår folkeretten bemærkede Domstolen, at en retsakt, der er vedtaget i henhold til Unionens kompetencer, såsom Bruxelles Ia-forordningen, skal fortolkes, og dens anvendelsesområde afgrænses, i lyset af de almindelige folkeretlige regler og principper, som er bindende for EU-institutionerne. I denne henseende er kompetencen for retten på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, til at træffe afgørelse i en tvist, der i det mindste delvist har tilknytning til et tredjeland, ikke i strid med det folkeretlige princip om traktaters relative virkning.
Denne kompetence skal i øvrigt udøves uden at gribe ind i princippet om ikke-indblanding. En stats tildeling, under udøvelsen af sine beføjelser, af et nationalt patent, som giver indehaveren enerettigheder til intellektuel ejendomsret på sit område, henhører under den nævnte stats nationale suverænitet. Eftersom en retsafgørelse vedrørende et patent påvirker disse enerettigheders eksistens eller indhold, er det kun de kompetente retter i denne stat, der kan træffe en sådan afgørelse.
Derimod har retten i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, der på grundlag af Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, er blevet forelagt et krænkelsessøgsmål, inden for rammerne af hvilket der rejses indsigelse om gyldigheden af et patent, der er meddelt eller valideret i et tredjeland, kompetence til at træffe afgørelse om dette spørgsmål, hvis ingen begrænsninger finder anvendelse. Eftersom den afgørelse, der var anmodet om i denne forbindelse, udelukkende havde virkning inter partes, kunne denne ikke påvirke eksistensen eller indholdet af dette patent i tredjelandet eller medføre en ændring af landets nationale register.
Domstolen konkluderede i så henseende, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 24, nr. 4), skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på en ret i et tredjeland og følgelig ikke tillægger en sådan ret nogen kompetence, det være sig en enekompetence eller en anden kompetence, for så vidt angår vurderingen af gyldigheden af et patent, der er meddelt eller valideret af dette land.
( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1, herefter »Bruxelles Ia-forordningen«).
( 2 ) – Jf. § 61, stk. 2, i patentlagen (1967:837) (patentloven (1967:837)).
( 3 ) – Bruxelles Ia-forordningens artikel 24: »Enekompetente er følgende retter i en medlemsstat uden hensyn til parternes bopæl: [...] 4) i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering, uanset om spørgsmålet rejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af en indsigelse, retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller i henhold til en EU-retsakt eller en international konvention anses for at være foretaget. Med forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5.10.1973, er tillagt Den Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat [...]«
( 4 ) – Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1: »Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
( 5 ) – I henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1.
( 6 ) – Bruxelles Ia-forordningens artikel 27: »En ret i en medlemsstat, for hvilken der indbringes en retstvist, der hovedsagelig vedrører spørgsmål, hvor retterne i en anden medlemsstat er enekompetente i medfør af artikel 24, skal på embeds vegne erklære sig inkompetent.«
( 7 ) – Jf. i denne retning dom af 8.9.2022, IRnova (C-399/21, EU:C:2022:648, præmis 35).
( 8 ) – Bruxelles I-forordningens artikel 73.