–

G.D., A.R. og C.M. ved avvocato D. Naso,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato L. Fiandaca og F. Sclafani,

–

Europa-Kommissionen ved D. Recchia og N. Ruiz García, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af § 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), der er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side G.D., A.R. og C.M. og på den anden side Ministero dell’Istruzione (undervisningsministeriet, Italien) og Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) (det nationale institut for social sikring, Italien) vedrørende spørgsmålet om, hvordan disse sagsøgeres anciennitet skulle opgøres på tidspunktet, hvor de blev fastansat af undervisningsministeriet.

3

14. betragtning til direktiv 1999/70 har følgende ordlyd:

»[D]e underskrivende parter har ønsket at indgå en rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse og har opregnet de generelle principper og minimumskravene for tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold; de har givet udtryk for deres ønske om at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination og ved at fastsætte de rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.«

4

Tredje afsnit i indledningen til rammeaftalen har følgende ordlyd:

»I [rammeaftalen] fastsættes de generelle principper og minimumskrav, der skal gælde for tidsbegrænset ansættelse, idet parterne erkender, at det ved den nærmere gennemførelse heraf er påkrævet at tage hensyn til de særlige nationale, sektorbestemte eller årstidsbetingede realiteter. Aftalen viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling, og som skal sikre, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter grundlæggende anvendes på en, for både arbejdsgivere og arbejdstagere, acceptabel måde.«

5

Rammeaftalens § 1 har følgende ordlyd:

»Formålet med nærværende rammeaftale er:

6

Rammeaftalens § 2 fastsætter:

7

Rammeaftalens § 3 har følgende ordlyd:

»I denne aftale forstås ved:

8

Samme rammeaftales § 4 bestemmer:

9

Artikel 4, stk. 3, i decreto del Presidente della Repubblica n. 399 – Norme risultanti dalla disciplina prevista dall’accordo per il triennio 1988-1990 del 9 giugno 1988 relativo al personale del comparto scuola (dekret fra republikkens præsident nr. 399 med regler, der følger af ordningen i aftalen af 9.6.1988 for treårsperioden 1988-1990 vedrørende ansatte i skoler) af 23. august 1988 (GURI nr. 213 af 10.9.1988, almindeligt tillæg nr. 85, herefter »præsidentdekret nr. 399/1988«) bestemmer:

»Ved fuldførelse af det 16. tjenesteår med hensyn til lærere med kandidateksamen på skoler på sekundærniveau, det 18. tjenesteår hvad angår administrative koordinatorer, pædagoger i børnehaver og lærere på grundskoler samt lærere med studentereksamen på skoler på sekundærniveau, det 20. tjenesteår for så vidt angår assisterende personale og medarbejdere eller det 24. tjenesteår vedrørende lærere på konservatorier og kunstakademier opnår den alene i økonomisk forstand gyldige anciennitet fuldstændig gyldighed ved den efterfølgende tildeling af løntrin.«

10

Artikel 485 i decreto legislativo no 297 – Approvazione del testo unico delle disposizioni legislative vigenti in materia di istruzione, relative alle scuole di ogni ordine e grado (lovdekret nr. 297 om godkendelse af den konsoliderede lovtekst vedrørende bestemmelserne om undervisning på skoler af enhver art og på alle niveauer«) af 16. april 1994 (GURI nr. 115 af 19.5.1994, almindeligt tillæg nr. 79, herefter »lovdekret nr. 297/1994«), fastsætter:

»1.   For lærere på skoler på sekundærniveau og på skoler for kunstneriske aktiviteter anerkendes tjenesteperioder tilbagelagt i egenskab af ikke fastansat lærer ved disse statslige skoler og hermed sidestillede skoler, herunder skoler i udlandet, som periode med fast ansættelse, i retlig og økonomisk forstand, som helhed for de første fire år og for to tredjedele i den eventuelt overskydende periode, samt udelukkende i økonomisk forstand med hensyn til den sidste tredjedel De økonomiske rettigheder, som følger af denne anerkendelse, bevares og vurderes i alle de lønklasser, som følger efter den, som bliver tildelt på tidspunktet for anerkendelsen.

2.   Til samme formål og i samme omfang som i stk. 1 anerkendes for de deri nævnte lærere tjenesteperioder tilbagelagt i egenskab af lærer i første til femte klasse på statslige internatskoler for piger og tjenesteperioder tilbagelagt i egenskab af fastansat eller ikke fastansat lærer i første til femte klasse på statslige eller årligt akkrediterede skoler, herunder de førnævnte internatskoler for piger og skoler i udlandet, samt ved voksen- og efteruddannelser, støtteberettigede eller kompletterende lokale skoler.

3.   Til samme formål og inden for samme grænser som i stk. 1 anerkendes undervisningsperioder tilbagelagt i egenskab af ikke fastansat lærer i første til femte klasse på statslige internatskoler for piger, årligt akkrediterede skoler, statslige skoler på sekundærniveau og skoler for kunstneriske aktiviteter eller sidestillede skoler samt ved voksen- og efteruddannelser, støtteberettigede eller kompletterende lokale skoler samt i som perioder med fast ansættelse og ikke-fastansættelse som pædagog i statslige eller kommunale børnehaver.«

11

Artikel 489 i lovdekret nr. 297/1994 bestemme:

»1.   I forbindelse med anerkendelse i medfør af de foregående artikler skal en undervisningsperiode anses for et fuldstændigt skoleår, hvis den har været af den varighed, som i henhold til den på tidspunktet for udførelse af ydelsen gældende skolelovgivning er påkrævet for gyldigheden af skoleåret.

2.   Perioder med betalt ferie og barselsorlovsperioder indgår i beregningen af den periode, der skal anerkendes.«

12

Artikel 11, stk. 14, i legge n. 124 – Disposizioni urgenti in materia di personale scolastico (lov nr. 124 om hastebestemmelser vedrørende ansatte i skoler) af 3. maj 1999 (GURI nr. 107 af 10.5.1999, herefter »lov nr. 124/1999«) har følgende ordlyd:

»Stk. 1 i artikel 489 i [lovdekret nr. 297/1994] skal opfattes således, at en undervisningsperiode i egenskab af ikke fastansat lærer fra og med skoleåret 1974-1975 anses for et fuldstændigt skoleår, hvis den har varet i mindst 180 dage, eller hvis tjenesteperioden er blevet tilbagelagt uden afbrydelse fra den 1. februar og indtil afgivelsen af årskarakterer ved skoleårets afslutning.«

13

Sagsøgerne i hovedsagen arbejdede som lærere inden for rammerne af flere tidsbegrænsede kontrakter af forskellig art og varighed, inden de blev fastansat på ubestemt tid gennem en udvælgelsesproceduren på grundlag af eksamensbeviser henholdsvis den 1. september 2015 for så vidt angår G.D. og C.M., der er folkeskolelærere, og den 1. september 2011 for så vidt angår A.R., der er universitetsuddannet gymnasielærer på andet trin.

14

I forbindelse med anerkendelsen af den anciennitet, der var optjent i henhold til tidligere tidsbegrænsede kontrakter, foretog undervisningsministeriet en fornyet opgørelse af sagsøgerne i hovedsagens karriere i overensstemmelse med artikel 485 i lovdekret nr. 297/1994, hvorved G.D fik opgjort ancienniteten til fem år og fire måneder, G.M. til otte år og otte måneder og A.R. til tretten år og fire måneder.

15

Da sagsøgerne i hovedsagen var af den opfattelse, at ministeriet i strid med rammeaftalens § 4 havde beregnet ancienniteten til at være kortere end deres faktiske anciennitet, anlagde de sag ved den forelæggende ret, Tribunale ordinario di Ravenna (retten i Ravenna, Italien), med påstand om, at G.D. skulle anerkendes en anciennitet på fem år, elleve måneder og otte dage, at C.M. skulle anerkendes en anciennitet på ti år, fem måneder og atten dage, at A.R. skulle anerkendes en anciennitet på atten år, seks måneder og en dag, at de skulle tildeles løntillæg, og at tilsvarende svarende bidrag og udgifter til socialsikring skulle justeres.

16

Til støtte for deres påstand gjorde sagsøgerne i hovedsagen gældende, at enhver arbejdsdag skulle medregnes ved beregningen af deres anciennitet og sidestilles med en arbejdsdag for en fastansat lærer, og at den retspraksis, der følger af dom nr. 31149 afsagt af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) den 28. november 2019, skulle finde anvendelse.

17

Den forelæggende ret har anført, at Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) i denne dom på grundlag af dom af 20. september 2018, Motter (C-466/17, EU:C:2018:758), fastslog, at eftersom artikel 485 i lovdekret nr. 297/1994 var i strid med rammeaftalens § 4, fandt denne artikel følgelig ikke anvendelse, når ancienniteten for midlertidigt ansatte lærere, der efterfølgende fastansættes, opgjort gennem en samlet anvendelse af kriterierne i dette lovdekrets artikel 485 og artikel 489, som suppleret ved artikel 11, stk. 14, i lov nr. 124/1999, er levere end ancienniteten for en sammenlignelig lærer, der hele tiden har været fastansat.

18

Den forelæggende ret har tilføjet, dels at denne praksis fra Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) har givet anledning til en national retspraksis, der har resultereret i indbyrdes modsatrettede afgørelser, dels at Domstolen ifølge den forelæggende ret i dom af 20. september 2018, Motter (C-466/17, EU:C:2018:758), endeligt anerkendte, at denne artikel 485, som var genstand for den sag, der gav anledning til denne dom, var forenelig med rammeaftalens § 4, selv om visse præmisser i den nævnte dom kunne fortolkes anderledes, og selv om Domstolen ikke tog hensyn til alle aspekter af den i denne sag omhandlede nationale lovgivning.

19

Hvis det ikke forholder sig således, er den forelæggende ret for det første af den opfattelse, at den i hovedsagen omhandlede nationale ordning om fornyet opgørelse af karrieren for lærere har gjort det muligt at opnå en kompleks balance mellem de modstridende interesser hos fastansatte og midlertidigt ansatte lærere og de forskellige kategorier af midlertidigt ansatte lærere, og at denne ordning ikke med sikkerhed medfører diskriminerende resultater. Det har navnlig vist sig, at overførslen af den anciennitet, der er opnået under den nævnte ordning, efter udløbet af en vis frist, nemlig 16 år for så vidt angår A.R. og 18 år for stå vidt angår G.D. og C.M., ofte er til fordel for midlertidigt ansatte lærere, der efterfølgende fastansættes.

20

Den forelæggende ret er dernæst i tvivl om, hvorvidt undervisningsydelser, der gennemføres på ubestemt tid, eller tidsbegrænset, men over en længere periode, således, at den pædagogisk set kan anses for kontinuerlig, kan sammenlignes med periodisk opdelt undervisning, som gennemføres inden for rammerne af korte og lejlighedsvise vikariater, der opfylder alle mulige behov, såsom visse af de opgaver, som sagsøgerne i hovedsagen udførte, inden de blev fastansat, da den sidstnævnte undervisning ifølge den forelæggende ret ikke gør det muligt at opnå samme erfaring.

21

Det er ligeledes nødvendigt at efterprøve relevansen af sådanne forhold med henblik på at vurdere, om en eventuel mindre gunstig behandling som omhandlet i rammeaftalens § 4 kan begrundes i »objektive forhold« som omhandlet i denne bestemmelse.

22

Eftersom den italienske lovgiver har valgt, at der ikke skal tages hensyn til antallet af arbejdstimer ved beregningen af ancienniteten i et skoleår, ønsker den forelæggende ret endelig oplyst, hvilken betydning princippet om pro rata temporis, der gælder i henhold til den nævnte bestemmelse, har på dette gunstige aspekt af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning.

23

Under disse omstændigheder har Tribunale ordinario di Ravenna (retten i Ravenna) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

24

Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende sag undergives den fremskyndede procedure i artikel 105 i Domstolens procesreglement.

25

Til støtte for sin anmodning har den forelæggende ret påberåbt sig den retsusikkerhed, der hersker med hensyn til rækkevidden af fortolkningen af EU-retten efter dom nr. 31149, der blev afsagt af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) den 28. november 2019, risikoen for, at kravene om en ensartet fortolkning af EU-retten tilsidesættes, og de mange tvister, der er berørt af de forelagte spørgsmål, og som verserer ved de italienske domstole.

26

Det følger af procesreglementets artikel 105, stk. 1, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

27

Hvad for det første angår den bestående retsusikkerhed vedrørende EU-rettens rækkevidde i afventning af Domstolens besvarelse af de forelagte spørgsmål bemærkes, at den fremskyndede procedure, der er omhandlet i denne artikel 105, stk. 1, udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 31.8.2010, UEFA og British Sky Broadcasting, C-228/10, EU:C:2010:474, præmis 6, af 20.12.2017, M.A. m.fl.,C-661/17, EU:C:2017:1024, præmis 17, og af 18.1.2019, Adusbef m-fl.,C-686/18, EU:C:2019:68, præmis 11).

28

Den blotte interesse for borgerne, som ganske vist er berettiget, i hurtigst muligt at fastlægge omfanget af de rettigheder, som de udleder af EU-retten, kan ikke godtgøre, at der foreligger en ekstraordinær omstændighed som omhandlet i procesreglementets artikel 105, stk. 1 (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8.3.2018, Vitali,C-63/18, EU:C:2018:199, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

29

Hvad dernæst angår risikoen for, at kravene om en ensartet fortolkning af EU-retten underminires, fremgår det af Domstolens praksis, at vigtigheden af at sikre en ensartet anvendelse i Den Europæiske Union af alle bestemmelser, der udgør en del af dens retsorden, er uløseligt forbundet med enhver anmodning i henhold til artikel 267 TEUF og ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger uopsættelighed, der kan begrunde, at den præjudicielle forelæggelse undergives en fremskyndet procedure (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 17.9.2018, Lexitor,C-383/18, EU:C:2018:769, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

30

Hvad endelig angår den omstændighed, at de rejste spørgsmål er genstand for et stort antal retssager i Italien, bemærkes, at det store antal personer eller retlige situationer, der potentielt er berørt af det forelagte spørgsmål, ikke i sig selv kan udgøre en ekstraordinær omstændighed, der kan begrunde anvendelsen af en fremskyndet procedure (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 17.9.2018, Lexitor,C-383/18, EU:C:2018:769, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).

31

Under disse omstændigheder har Domstolens præsident den 30. juni 2022 efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten besluttet ikke at imødekomme denne anmodning.

32

Den italienske regering har gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling. Denne regering har nemlig gjort gældende, at det problem, der rejses med det første spørgsmål, er af hypotetisk karakter, for så vidt som den forelæggende rets eneste tvivl vedrørende fortolkningen af det princip, der blev fastslået i dom af 20. september 2018, Motter (C-466/17, EU:C:2018:758), udspringer af retspraksis fra Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) og dermed af en modstridende opfattelse i national retspraksis, som der findes midler til at overvinde i den nationale retsorden. Den italienske regering har tilføjet, at det andet og det tredje spørgsmål kun skal analyseres, såfremt besvarelsen af det første spørgsmål indebærer en »mere vidtgående« fortolkning af dette princip. Det andet og det tredje spørgsmål rejser således ligeledes et hypotetisk problem. Endelig vedrører det andet spørgsmål ikke forskelsbehandling mellem midlertidigt ansatte lærere og fastansatte lærere, men mellem to kategorier af midlertidigt ansatte lærere, alt efter om de har nået de tærskler, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning.

33

Det skal i denne henseende bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i medfør af artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 19.12.2019, Darie,C-592/18, EU:C:2019:1140, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det følger heraf, at der gælder en formodning for, at de spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, som den nationale ret har stillet på det retlige og faktiske grundlag, som den har fastlagt inden for sit ansvarsområde, er relevante, hvorfor det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve rigtigheden heraf. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en hensigtsmæssig besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 19.12.2019, Darie,C-592/18, EU:C:2019:1140, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

35

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret i anmodningen om præjudiciel afgørelse forklaret, at på trods af den fortolkning af rammeaftalens § 4, som Domstolen har givet i dom af 20. september 2018, Motter (C-466/17, EU:C:2018:758), er der blandt de nationale retter forskelle i retspraksis for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er forenelig med denne bestemmelse. Den forelæggende ret har tilføjet, at Domstolen i denne dom undlod at tage hensyn til alle aspekter af denne nationale lovgivning, og at der fortsat hersker tvivl om, hvilken fortolkning der skal lægges til grund af den nævnte bestemmelse i situationer som den, sagsøgerne i hovedsagen befinder sig i, hvilket er grunden til, at en besvarelse af det første spørgsmål er nødvendig for løsningen af den tvist, som er indbragt for den forelæggende ret, og i givet fald af det andet og det tredje spørgsmål, der er forelagt subsidiært.

36

Det problem, som de forelagte spørgsmål rejser, er således ikke af hypotetisk karakter.

37

Den fortolkning af samme bestemmelse, der er anmodet om i forbindelse med det andet spørgsmål, har desuden forbindelse med de faktiske omstændigheder i hovedsagen eller dennes genstand. Fortolkningen vedrører nemlig sagsøgerne i hovedsagens anfægtelse af den metode til beregning af ancienniteten, som blev anvendt på dem, da de blev fastansat i den offentlige sektor for den periode, hvor de arbejdede som lærere på tidsbegrænsede kontrakter, i forhold til den periode, som de ville have været tilskrevet, hvis de fra begyndelsen var blevet fastansat. Anmodningen om præjudiciel afgørelse indeholder desuden de faktiske og retlige oplysninger, der er nødvendige for at besvare dette spørgsmål.

38

Det følger heraf, at de præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

39

Det skal indledningsvis bemærkes, at således som den forelæggende ret har anført, var artikel 485 i lovdekret nr. 297/1994, der finder anvendelse på sagsøgerne i hovedsagen, og som sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende er i strid med rammeaftalens § 4, omhandlet i den sag, der gav anledning til dom 20 september 2018, Motter (C-466/17, EU:C:2018:758).

40

Domstolen fastslog i den nævnte dom, at rammeaftalens § 4 skal fortolkes således, at den i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som med henblik på indplaceringen af en arbejdstager i en lønkategori i forbindelse med dennes ansættelse på grundlag af eksamensbeviser som fastansat tjenestemand fuldt ud tager hensyn til de tjenesteperioder, der er tilbagelagt i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter indtil det fjerde år, og derudover delvist hensyn med to tredjedele.

41

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at Domstolen ikke rådede over samtlige de oplysninger, der kendetegner den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning i den sag, der førte til afsigelsen af dom af 20. september 2018, Motter (C-466/17, EU:C:2018:758). I denne henseende er der i forelæggelsesafgørelsen henvist til den opgørelsesmekanisme, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, i præsidentdekret nr. 399/1988, og til den regel, som følger af artikel 489 i lovdekret nr. 297/1994, som suppleret ved artikel 11, stk. 14, i lov nr. 124/1999, hvorefter undervisningsperioder i egenskab af ikke fastansat lærer på under et skoleår med henblik på en beregning af anciennitet ikke sidestilles med et fuldstændigt skoleår, medmindre disse perioder har varet i mindst 180 dage, eller hvis perioderne er gennemført uden afbrydelse fra den 1. februar og indtil afgivelsen af årskarakterer ved skoleårets afslutning.

42

For så vidt som denne ret ønsker oplyst, om Domstolen i den nævnte dom foretog en endelig vurdering af den pågældende nationale lovgivnings forenelighed med rammeaftalens § 4 således, at en national ret i en konkret sag ikke længere vil kunne fastslå, om den nationale lovgivning eventuelt er i strid med den pågældende bestemmelse, eller om nødvendigt undlade at anvende den nævnte nationale lovgivning, skal en sådan tilgang desuden forkastes.

43

Under en sag anlagt i henhold til artikel 267 TEUF tilkommer det nemlig retterne i medlemsstaterne og ikke Domstolen at fortolke nationale bestemmelser, og det tilkommer ikke sidstnævnte at tage stilling til, om nationale bestemmelser er forenelige med EU-retten. Domstolen har alene kompetence til at forsyne den nationale ret med alle de EU-retlige fortolkningselementer, som kan sætte denne i stand til at bedømme, om sådanne regler er forenelige med EU-retten (jf. i denne retning dom af 21.6.2022, Ligue des droits humains,C-817/19, EU:C:2022:491, præmis 240 og den deri nævnte retspraksis).

44

Endvidere pålægger princippet om EU-rettens forrang den nationale retsinstans, der inden for sit kompetenceområde skal anvende EU-retlige bestemmelser, en forpligtelse til – såfremt det ikke er muligt at anlægge en fortolkning af national lovgivning, der er i overensstemmelse med de EU-retlige krav – at sikre denne rets fulde virkning i den sag, som den skal behandle, idet den om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, endog senere, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, der har direkte virkning (jf. i denne retning dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning),C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

45

Henset til opgavefordelingen mellem de nationale retter og Domstolen begrænsede Domstolen sig til at give den forelæggende ret i den sag, der gav anledning til dom af 20. september 2018, Motter (C-466/17, EU:C:2018:758), de elementer, der var nødvendige til fortolkningen af rammeaftalens § 4 i lyset af den lovgivningsmæssige og faktiske ramme, som den forelæggende ret havde beskrevet, og med forbehold af de efterprøvelser, der udelukkende henhørte under denne rets kompetence, således som anført i den nævnte doms præmis 35, 48, 49 og 53. Domstolen anvende ligeledes anvendt udtrykket »i princippet« i den nævnte doms konklusion.

46

Når dette er sagt, fremgår det af den forelæggende rets oplysninger, at nogle af de tjenesteperioder, som sagsøgerne i hovedsagen har tilbagelagt som tidsbegrænset ansat, ikke nåede op på de tærskler, der er fastsat i den i denne doms præmis 41 omhandlede nationale lovgivning, nemlig en varighed af 180 dage pr. skoleår, eller blev gennemført uden afbrydelse fra den 1. februar og indtil afgivelsen af årskarakterer ved skoleårets afslutning, i modsætning til den sagsøger, der er omhandlet i den sag, der gav anledning til dommen af 20. september 2018, Motter (C-466/17, EU:C:2018:758), som havde været ansat i henhold til tidsbegrænsede kontrakter af et års varighed i perioden forud sin fastansættelse som tjenestemand, således som det fremgår af denne doms præmis 8.

47

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at det følger af denne lovgivning, at hvis de ydelser, der leveres af midlertidigt ansatte lærere, når disse tærskler, sidestilles de med et helt skoleårs tjeneste, uafhængigt af det faktiske antal arbejdstimer, også selv om antallet af udførte ugentlige arbejdstimer er lavere end den ugentlige arbejdstid i henhold til fuldtids- eller deltidsordningen. Derimod tages der ikke hensyn til ydelser, der ikke når de nævnte tærskler, og i henhold til artikel 485 i lovdekret nr. 297/1994 tages der kun fuldt ud hensyn til de ydelser, der når de samme tærskler indtil det fjerde år, og derefter med to tredjedele, idet den overskuende tredjedel bibeholdes i et vist antal år for derefter at blive taget i betragtning igen i denne periode.

48

Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar skal det under disse omstændigheder fastslås, at den forelæggende ret med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om rammeaftalens § 4 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der med henblik på anerkendelse af en arbejdstagers anciennitet ved den pågældende arbejdstagers fastansættelse som tjenestemand udelukker de tjenesteperioder, der er tilbagelagt i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som ikke har varet 180 dage pr. skoleår eller ikke er tilbagelagt kontinuerligt fra den 1. februar og indtil afgivelsen af årskarakterer ved skoleårets afslutning, uafhængigt af det faktiske antal arbejdstimer, og som efter fire år begrænser medregningen af perioder, der når disse tærskler, til to tredjedele, idet den resterende tredjedel efter et vist antal tjenesteår kan medregnes.

49

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at et af formålene med rammeaftalen i henhold til dennes § 1, litra a), er at forbedre kvaliteten af tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination. Ligeledes er det i tredje afsnit i indledningen til rammeaftalen præciseret, at den »viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse, ved at de beskyttes mod forskelsbehandling«. I 14. betragtning til direktiv 1999/70 anføres det i denne henseende, at formålet med rammeaftalen navnlig er at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse ved at fastsætte minimumskrav, der kan sikre anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination (dom af 5.6.2018, Montero Mateos,C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

50

Rammeaftalen, navnlig dennes § 4, tilsigter at bringe nævnte princip i anvendelse på personer med tidsbegrænset ansættelse for at forhindre, at en arbejdsgiver udnytter sådanne arbejdsforhold til at fratage disse arbejdstagere rettigheder, der indrømmes fastansatte (dom af 5.6.2018, Montero Mateos,C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 40 og deri nævnte retspraksis).

51

Henset til de mål, der forfølges med rammeaftalen, som er nævnt i de to ovenstående præmisser, skal dens § 4 anses for at være et udtryk for et socialretligt princip på EU-plan, der ikke kan fortolkes indskrænkende (dom af 5.6.2018, Montero Mateos,C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det skal desuden bemærkes, at rammeaftalens § 4, der har direkte virkning, i stk. 1 fastsætter et forbud mod at behandle personer med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstigt med hensyn til ansættelsesvilkår end sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i »objektive forhold« (jf. i denne retning dom af 8.9.2011, Rosado Santana,C-177/10, EU:C:2011:557, præmis 56 og 64, og af 5.6.2018, Montero Mateos,C-677/16, EU:C:2018:393, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

53

Rammeaftalens § 4, stk. 4, indeholder samme forbud for så vidt angår bestemmelser, hvorefter der ved særlige ansættelsesvilkår kræves tilbagelagt en bestemt tjenesteperiode (jf. i denne retning dom af 8.9.2011, Rosado Santana,C-177/10, EU:C:2011:557, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

54

Det følger af ordlyden af og formålet med nævnte § 4, at denne ikke vedrører selve valget om at indgå tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i stedet for tidsubegrænsede ansættelseskontrakter, men ansættelsesvilkårene for de arbejdstagere, som har indgået den første type kontrakter i forhold til ansættelsesvilkårene for de arbejdstagere, der er ansat i henhold til den anden type kontrakt, idet begrebet »ansættelsesvilkår« omfatter foranstaltninger, som henhører under arbejdsforholdet mellem en arbejdstager og den pågældendes arbejdsgiver (jf. i denne retning dom af 8.10.2020, Universitatea Lucian Blaga Sibiu m.fl.,C-644/19, EU:C:2020:810, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

55

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at bestemmelser om tjenesteperioder, der skal tilbagelægges med henblik på at kunne blive indplaceret i en lønramme, henhører under begrebet »ansættelsesvilkår« i rammeaftalens § 4 (dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

56

I overensstemmelse med det i denne doms præmis 52 og 53 anførte og med henblik på at besvare den forelæggende rets spørgsmål skal det derfor undersøges, om den i hovedsagen omhandlede lovgivning fører til en forskelsbehandling, der vedrører sammenlignelige situationer, inden det i givet fald skal afgøres, om en sådan forskelsbehandling er begrundet i »objektive forhold«.

57

Det er ubestridt mellem parterne i den foreliggende sag, og det fremgår i øvrigt af præmis 27 i dom af 20. september 2018, Motter (C-466/17, EU:C:2018:758), at der med henblik indplaceringen i en lønkategori af fastansatte lærere, der er ansat på grundlag af en udvælgelsesprøve, fuldt ud tages hensyn til deres anciennitet. Det fremgår navnlig, at disse lærere med henblik på beregningen af deres anciennitet har ret til, at der tages hensyn til hver erfaringsdag, uafhængigt af det antal timer eller det arbejde, der faktisk er udført, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse. Den forelæggende ret har endvidere ikke anført, at perioder med ferie eller fravær, f.eks. på grund af sygdom, vil blive fratrukket i en sådan beregning.

58

Det fremgår derimod af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at de tjenesteperioder, som sagsøgerne i hovedsagen i deres egenskab af midlertidigt ansatte lærere, der sidenhen er integreret i den offentlige forvaltning gennem en udvælgelsesprøve på grundlag af eksamensbeviser, har tilbagelagt i et bestemt skoleår, og som ikke når de tærskler, der er fastsat i artikel 489 i lovdekret nr. 297/1994, som suppleret ved artikel 11, stk. 14, i lov nr. 124/1999, ikke tages i betragtning med henblik på anerkendelse af deres anciennitet. De tjenesteperioder, der når disse tærskler, medregnes desuden kun fuldt ud i fire år og begrænses til to tredjedele de efterfølgende år i overensstemmelse med dette lovdekrets artikel 485.

59

I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at en tredjedel af den anciennitet, der ikke er taget i betragtning efter de første fire år, og som blot noteres, i givet fald – hvis den overstiger en vis træskel – kan medregnes på ny, når midlertidigt ansatte lærere, der fastansættes i den offentlige forvaltning, skal indplaceres i en lønramme i medfør af artikel 4, stk. 3, i præsidentdekret nr. 399/1988. Når dette er sagt, kan medregningen først ske efter en særlig lang periode, nemlig efter 16 og 24 års tjeneste afhængigt af den berørte lærer, og navnlig efter 16 års tjeneste for så vidt angår A.R. og 24 års tjeneste for så vidt angår G.D. og C.M., såfremt de fortsat er ansat i undervisningsministeriet.

60

Det følger heraf, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede indfører en forskelsbehandling til skade for disse midlertidigt ansatte lærere i forhold til lærere, der er ansat tidsubegrænset efter almindelige udvælgelsesprøver, og som ikke er omfattet af disse begrænsninger.

61

For at en sådan forskellig behandling kan udgøre en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til rammeaftalens § 4, er det en betingelse, at den vedrører sammenlignelige situationer, og at den ikke er begrundet i objektive forhold (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 28).

62

Hvad for det første angår sammenligneligheden af de omhandlede situationer skal det med henblik på bedømmelsen af, om arbejdstagere udfører samme eller lignende arbejde som omhandlet i rammeaftalen, i henhold til dennes § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1, undersøges, om disse arbejdstagere, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 29, og af 30.6.2022, Comunidad de Castilla y León,C-192/21, EU:C:2022:513, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

63

Såfremt det kan lægges til grund, at personer med tidsbegrænset ansættelse udfører de samme opgaver for den samme arbejdsgiver som personer med tidsubegrænset ansættelse under deres ansættelse eller bestrider den samme stilling som disse, skal disse to kategorier af personer i princippet anses for at være sammenlignelige (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, Governo della Repubblica italiana (Italienske fredsdommeres status), C-658/18, EU:C:2020:572, præmis 144 og den deri nævnte retspraksis).

64

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at sagsøgerne i hovedsagen udførte forskellige undervisningsopgaver, hvoraf nogle var af kort varighed og kun omfattede få timer, inden de blev fastansat. Som fremhævet af den italienske regering har sådanne opgaver til formål at opfylde forskellige vikarbehov som følge af manglen på fastansatte lærere.

65

Det fremgår navnlig af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at G.D., der er børnehavelærer, arbejdede flere dage enkeltvis, og at C.M., der ligeledes er børnehavelærer, i det første år arbejdede fem måneder og fire dage, inden for rammerne af 62 forskellige kontrakter, dvs. gennemsnitligt to arbejdsdage pr. kontrakt i forskellige skoler. Hvad angår A.R., der er gymnasielærer, skal det bemærkes, at han ikke har fremlagt bevis for antallet af arbejdstimer, men adskillige kontrakter heriblandt nogle, hvor antallet af timer, der skal udgøre en andel af en heltidsstilling, er angivet med meget lille brøkdel af timer, f.eks. fem timer pr. uge inden for rammerne af en kontrakt for 2003.

66

Det synes imidlertid at følge af den nævnte anmodning, at sagsøgerne i hovedsagen i forbindelse med disse hverv udførte samme arbejdsopgaver og bestred den samme stilling hos den samme arbejdsgiver som de fastansatte lærere, de skulle afløse. I denne henseende har den forelæggende ret ikke anført, at sagsøgerne i hovedsagen blev tildelt opgaver, der adskiller sig væsentligt fra sidstnævntes opgaver. Det fremgår således, at de nævnte sagsøgere, henset til arten af deres arbejde og arbejdsvilkår, kan anses for at befinde sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for de fastansatte lærere, som de skulle vikariere for.

67

Med forbehold for den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, skal de arbejdsopgaver, som sagsøgerne i hovedsagen har udført, inden de blev fastansat, således principielt anses for at være sammenlignelige med de opgaver, der udøves af fastansatte lærere, idet den omstændighed, at de ikke har bestået en administrativ udvælgelsesprøve, ikke rejser tvivl om sammenligneligheden af situationen for midlertidigt ansatte lærere og for fastansatte lærere (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 33-35).

68

Hvad angår den korte og uafbrudte karakter af visse af de hverv, som sagsøgerne i hovedsagen har haft, er der for det første intet, der tyder på, at de pågældende hverv væsentligt har haft indflydelse på de arbejdsopgaver eller stillinger, som sagsøgerne i hovedsagen har haft, eller endog arten af eller vilkårene for det udførte arbejde. For det andet er der intet i de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, der tyder på, at den korte og uafbrudte karakter af visse af de tjenester, der i givet fald udføres af en midlertidigt ansat lærer, bevirker, at den i forbindelser hermed opnåede erfaring ikke skal tages i betragtning ved beregningen af den pågældendes anciennitet. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret, som alene råder over samtlige relevante oplysninger, at foretage en bedømmelse i denne henseende.

69

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt den forskelsbehandling, der er omhandlet i nærværende doms præmis 60, mellem de sammenlignelige situationer, der er identificeret i samme doms præmis 67, kan begrundes ved »objektive forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, skal det bemærkes, at dette begreb skal forstås således, at en forskellig behandling af arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og personer med tidsbegrænset ansættelse ikke kan begrundes med, at denne forskel er fastsat ved en generel og abstrakt national retsforskrift, såsom en lov eller en kollektiv overenskomst. Dette begreb kræver, at den konstaterede ulige behandling er begrundet i, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegner det ansættelsesvilkår, der er tale om, i den særlige sammenhæng, det indgår i (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 36 og 37, og af 30.6.2022, Comunidad de Castilla y León,C-192/21, EU:C:2022:513, præmis 41 og 42 og den deri nævnte retspraksis).

70

På grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier skal det kunne efterprøves, om denne ulighed opfylder et reelt behov, at den er egnet til at nå det forfulgte formål, og at den er nødvendig herfor. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, med henblik på hvis udførelse tidsbegrænsede kontrakter er indgået, samt de hermed forbundne kendetegn eller i givet fald på grund af en medlemsstats forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 37, og af 30.6.2022, Comunidad de Castilla y León,C-192/21, EU:C:2022:513, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

71

En henvisning alene til, at det arbejde, der udføres af personalet i den offentlige administration, er af midlertidig karakter, opfylder ikke disse krav og kan derfor ikke i sig selv udgøre et objektivt forhold som omhandlet i rammeaftalens § 4 (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 38, og af 30.6.2022, Comunidad de Castilla y León,C-192/21, EU:C:2022:513, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

72

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret og den italienske regering med henblik på at begrunde den i hovedsagen omhandlede forskelsbehandling påberåbt sig dels, at det er nødvendigt at afspejle forskellene i udøvelsen af erhvervet mellem fastansatte lærere, der fra begyndelsen er ansat ved almindelige udvælgelsesprøver, der i Costituzione della Repubblica Italiana (Den Italienske Republiks forfatning) tillægges en særlig betydning, og lærere, der fastansættes efter at have opnået erhvervserfaring på grundlag af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, dels at det er nødvendigt at undgå omvendt forskelsbehandling af de førstnævnte. Den forelæggende ret og den italienske regering har navnlig henvist til, at sidstnævnte kategori af lærere underviser i andre emner, under for andre vilkår og på andre tidspunkter, og at der ikke er foretaget en indledende kontrol af deres kvalifikationer.

73

Ifølge Domstolens praksis kan ethvert af disse formål anses for at udgøre et »objektivt forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, og/eller stk. 4 (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 47 og 51 og den deri nævnte retspraksis).

74

Når dette er sagt, er det ligeledes ubestridt, at forebyggelsen af omvendt forskelsbehandling ikke kan udgøre et sådant objektivt forhold, når den pågældende nationale lovgivning fuldstændigt og i alle situationer udelukker hensyntagen til alle de tjenesteperioder, som arbejdstagerne har tilbagelagt inden for rammerne af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på beregning af deres anciennitet ved deres tidsubegrænsede ansættelse og dermed af deres lønniveau (jf. i denne retning dom af 18.10.2012, Valenza m.fl.,C-302/11 – C-305/11, EU:C:2012:646, præmis 62, og kendelse af 4.9.2014, Bertazzi m.fl.,C-152/14, EU:C:2014:2181, præmis 16).

75

Hvad i det foreliggende tilfælde angår de formål, som den forelæggende ret og den italienske regering har påberåbt sig, har Domstolen anerkendt, at de med rette kan anses for at tilsigte at opfylde et reelt behov, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 48 og 51).

76

Den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning kan principielt anses for egnet til at nå disse mål, eftersom den i forbindelse med tidsubegrænsede ansættelser begrænser hensyntagen til anciennitet, der er optjent inden for rammerne af midlertidige ansættelser i form af midlertidig undervisning, der er gennemført lejlighedsvis og uden pædagogisk kontinuitet eller indledende kontrol af kompetencer gennem en udvælgelsesprøve.

77

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne nationale lovgivning er nødvendig for at nå de forfulgte mål, fremgår det af oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at reglen i artikel 489 i lovdekret nr. 297/1994, som suppleret ved artikel 11, stk. 14, i lov nr. 124/1999, automatisk finder anvendelse på en måde, der enten er til fordel eller ugunst for de pågældende midlertidigt ansatte lærere.

78

Som den forelæggende ret og den italienske regering har anført, sidestilles de ydelser, som disse sidstnævnte leverer i en periode på 180 dage om året, dvs. ca. to tredjedele af et skoleår, med en tjeneste i et helt skoleår. Det samme gælder, hvis tjenesten blev udført fra den 1. februar og indtil afgivelsen af årskarakterer ved skoleårets afslutning.

79

Hvis disse ydelser derimod ikke når denne varighed eller ikke leveres kontinuerligt fra den 1. februar, og indtil årskaraktererne er afgivet, tages der ikke hensyn til disse ydelser, end ikke i begrænset omfang. I tillæg til denne regel om arbejdstid, der ikke skal medregnes, findes desuden en regel om, at de perioder, der rent faktisk kan medregnes, kun kan medregnes for de første fire år, og derefter med to tredjedele i overensstemmelse med dette lovdekrets artikel 485.

80

I denne forbindelse har Domstolen ganske vist anerkendt, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som begrænser en hensyntagen til en anciennitet på mere end fire år, der er optjent i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, til to tredjedele, ikke kan anses for at overskride det, der er nødvendigt med henblik på at opfylde de tidligere undersøgte formål og opnå en ligevægt mellem de legitime interesser for arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og de legitime interesser for personer med tidsubegrænset ansættelse, under overholdelse af de meritokratiske værdier og de betragtninger om administrationens upartiskhed og effektivitet, som ansættelser gennem udvælgelsesprøver er baseret på (dom af 20.9.2018, Motter,C-466/17, EU:C:2018:758, præmis 51).

81

Den omstændighed, at der efter de fire første år alene tages hensyn til to tredjedele af den anciennitet, der er erhvervet under tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, kombineret med ovennævnte regel om arbejdstid, der ikke skal medregnes, og som fører til, at en midlertidigt ansat lærer helt fratages sin anciennitet, når ancienniteten er under de relevante tærskler, der er identificeret af den italienske lovgiver, går imidlertid ud over, hvad der er nødvendigt for at afspejle forskellene mellem den erfaring, der opnås af lærere, der rekrutteres efter at have bestået en udvælgelsesprøve, og lærere, der rekrutteres på grundlag af eksamensbeviser, og for at undgå omvendt forskelsbehandling mod førstnævnte.

82

Den omstændighed, at de sidstnævnte læreres faktiske antal arbejdstimer – der kan være nedsat og være lavere end den ugentlige arbejdstid for fuldtids- eller deltidsansatte – ikke skal tages i betragtning i forbindelse med beregningen af deres anciennitet, kan ikke rejse tvivl om denne konstatering.

83

Som det er anført i denne doms præmis 57 og 68, synes de fastansatte læreres anciennitet nemlig heller ikke at afhænge af, hvor meget de reelt har arbejdet, og der kan også forekomme afbrydelser i deres undervisning. Det kriterium, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning for beregning af læreres anciennitet, synes således ikke at være baseret på det antal timer, som lærerne faktisk har arbejdet, men på varigheden af ansættelsesforholdet mellem den berørte lærer og vedkommendes arbejdsgiver, herunder for så vidt angår fastansatte lærere, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

84

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 4 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der med henblik på anerkendelse af en arbejdstagers anciennitet ved den pågældende arbejdstagers fastansættelse som tjenestemand udelukker de tjenesteperioder, der er tilbagelagt i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som ikke har varet 180 dage pr. skoleår eller ikke er tilbagelagt kontinuerligt fra den 1. februar og indtil afgivelsen af årskarakterer ved skoleårets afslutning, uafhængigt af det faktiske antal arbejdstimer, og som efter fire år begrænser medregningen af perioder, der når disse tærskler, til to tredjedele, idet den resterende tredjedel efter et vist antal tjenesteår kan medregnes.

85

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

§ 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, som blev indgået den 18. marts 1999 og er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP,

skal fortolkes således, at

den er til hinder for en national lovgivning, der med henblik på anerkendelse af en arbejdstagers anciennitet ved den pågældende arbejdstagers fastansættelse som tjenestemand udelukker de tjenesteperioder, der er tilbagelagt i henhold til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som ikke har varet 180 dage pr. skoleår eller ikke er tilbagelagt kontinuerligt fra den 1. februar og indtil afgivelsen af årskarakterer ved skoleårets afslutning, uafhængigt af det faktiske antal arbejdstimer, og som efter fire år begrænser medregningen af perioder, der når disse tærskler, til to tredjedele, idet den resterende tredjedel efter et vist antal tjenesteår kan medregnes.