Sag C-260/22

Seven.One Entertainment Group GmbH

mod

Corint Media GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Erfurt)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 23. november 2023

»Præjudiciel forelæggelse – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – direktiv 2001/29/EF – artikel 2, litra e) – radio- og fjernsynsforetagender – ret til reproduktion for så vidt angår optagelser af udsendelser – artikel 5, stk. 2, litra b) – undtagelse om privatkopiering – rimelig kompensation – skade forvoldt radio- og fjernsynsforetagender – ligebehandling – national lovgivning, der udelukker radio- og fjernsynsforetagender fra retten til en rimelig kompensation«

Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – reproduktionsretten – undtagelsen om privatkopiering – rimelig kompensation – radio- og fjernsynsforetagender – omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 2, litra e), og art. 5, stk. 2, litra b)]

(jf. præmis 23-34)
Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – reproduktionsretten – undtagelsen om privatkopiering – rimelig kompensation – medlemsstaternes mulighed for at fastsætte en fritagelse for betaling for reproduktioner, der kun påfører radio- og fjernsynsforetagender en minimal skade – medlemsstaternes kompetence til at fastsætte tærsklen for skaden – grænser – overholdelse af ligebehandlingsprincippet – efterprøvelse påhviler den nationale ret

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, 35. betragtning og art. 2, litra d) og e), samt art. 5, stk. 2, litra b)]

(jf. præmis 38-50 og 53 samt domskonkl.)

Resumé

Corint Media er en kollektiv forvaltningsorganisation, som forvalter private fjernsyns- og radioforetagenders ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, navnlig på det tyske marked. Corint Media udbetaler indtægterne fra blankmedieafgiften til radio- og fjernsynsforetagenderne og har indgået en eksklusiv kontrakt om forvaltning af ophavsrettigheder med Seven.One, der er et radio- og fjernsynsforetagende, som producerer et privat reklamefinansieret fjernsynsprogram, som det udsender i Tyskland.

Seven.One anmodede i denne forbindelse Corint Media om betaling af en kompensation for blankmedieafgiften. Corint Media kunne imidlertid ikke imødekomme denne anmodning, eftersom den nationale lovgivning ( 1 ) udelukker radio- og fjernsynsforetagender fra retten til en rimelig kompensation.

Landgericht Erfurt (den regionale ret i første instans i Erfurt, Tyskland), ved hvilken Seven.One havde anlagt sag, forelagde Domstolen et spørgsmål om, hvorvidt radio- og fjernsynsforetagender, hvis optagelser af udsendelser reproduceres af fysiske personer til privat brug og til formål, der ikke er kommercielle, er udelukket fra retten til en rimelig kompensation i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 ( 2 ).

Den forelæggende ret anførte, at denne bestemmelse ikke indeholder en begrænsning af den rimelige kompensation til skade for visse rettighedshavere. Den forelæggende ret var derfor i tvivl om, hvorvidt den nationale lovgivning var forenelig med direktiv 2001/29 og ligebehandlingsprincippet som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

I sin dom behandlede Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt en medlemsstat, der har gennemført undtagelsen for privatkopiering med hensyn til eneretten til reproduktion som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, kan udelukke kategorien radio- og fjernsynsforetagender i sin helhed fra at modtage den rimelige kompensation, der er omhandlet i denne artikel.

Domstolens bemærkninger

Domstolen fastslog for det første dels, at medlemsstaterne i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29 kan indføre undtagelser fra eller indskrænkninger i den eneret, der er fastsat, med hensyn til reproduktioner på ethvert medium foretaget af en fysisk person til privat brug og til formål, der hverken direkte eller indirekte er kommercielle, forudsat at indehaverne af denne eneret modtager en rimelig kompensation. Dels at det udtrykkeligt fremgår af dette direktivs artikel 2, litra e), at radio- og fjernsynsforetagender i lighed med de andre rettighedshavere, der er omhandlet i andre litraer i denne artikel, har eneret »til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis« for så vidt angår optagelser af deres udsendelser, hvad enten der er tale om trådbunden eller trådløs transmission, herunder via kabel eller satellit.

Radio- og fjernsynsforetagender ( 3 ) skal derfor principielt i de medlemsstater, som har gennemført undtagelsen for privatkopiering, anses for at have ret til en rimelig kompensation i lighed med de andre rettighedshavere.

Denne fortolkning følger ikke alene af artikel 2, litra e), i direktiv 2001/29, sammenholdt med dette direktivs artikel 5, stk. 2, men ligeledes af den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår, de formål, der forfølges med de pågældende bestemmelser, og af deres tilblivelseshistorie.

For det andet konstaterede Domstolen i første række, at den omstændighed, at visse af de berørte radio- og fjernsynsforetagender, som ligeledes er filmproducenter, allerede modtager en rimelig kompensation, ikke er relevant. Dels er genstanden for disse forskellige rettighedshaveres eneret til reproduktion nemlig ikke den samme. Nærmere bestemt har producenter af den første filmoptagelse ( 4 ) eneret til at tillade reproduktion af den originale film eller eksemplarer heraf, og deres organisatoriske og økonomiske præstation er beskyttet. Radio- og fjernsynsforetagenderne har derimod eneret til reproduktion af optagelser af de udsendelser, som de udsender, og den tekniske ydelse, der er frembragt ved udsendelsen, er beskyttet. Det følger heraf, at den skade, som disse rettighedshavere har lidt som følge af privatkopiering, heller ikke er sammenfaldende. Dels er det meget forskeligt, hvornår radio- og fjernsynsforetagender kan anses for filmproducenter, idet det afhænger af, om radio- og fjernsynsforetagenderne selv producerer deres udsendelser med deres eget udstyr og personale, om de udsender udsendelser, der er produceret på bestilling af aftalepartnere, eller om de under licens udsender udsendelser produceret af tredjemand.

Domstolen bemærkede i anden række, at den ordning, som den rimelige kompensation hviler på, og ordningens omfang skal være knyttet til den skade, der er påført rettighedshaverne på grund af fremstillingen af private kopier, og overholde ligebehandlingsprincippet i chartrets artikel 20. Domstolen præciserede i denne henseende, at den omstændighed, at der ikke er forvoldt skade, eller at den skade, der er forvoldt radio- og fjernsynsforetagenderne som følge af privatkopiering for så vidt angår optagelser af deres udsendelser, er »minimal«, udgør et sådant objektivt og rimeligt kriterium, som ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opretholde en rimelig balance mellem rettighedshaverne og brugerne af de beskyttede frembringelser. Det påhviler imidlertid for det første den nationale ret i lyset af objektive kriterier at sikre sig, at radio- og fjernsynsforetagender til forskel fra de andre kategorier af rettighedshavere, kun lider en skade, der kan kvalificeres som »minimal«, som følge af en uautoriseret reproduktion for så vidt angår optagelser af deres udsendelser. For det andet skal den nationale ret ligeledes i lyset af objektive kriterier undersøge, om samtlige foretagender inden for kategorien radio- og fjernsynsforetagender befinder sig i sammenlignelige situationer, heriblandt henset til den skade, som de lider, hvilket kan begrunde, at samtlige disse foretagender udelukkes fra retten til en rimelig kompensation.

( 1 ) – § 87, stk. 4, i Gesetz über Urheberrecht und verwandte Schutzrechte – Urheberrechtsgesetz (lov om ophavsret og beslægtede rettigheder) af 9.9.1965 (BGBl. 1965 I, s. 1273).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.5.2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).

( 3 ) – Radio- og fjernsynsforetagender er omhandlet i artikel 2, litra e), i direktiv 2001/29.

( 4 ) – Artikel 2, litra d), i direktiv 2001/29.