1

Orlen S.A., tidligere Polski Koncern Naftowy Orlen S.A., der er indtrådt i rettighederne for Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo S.A., har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 2. februar 2022, Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo mod Kommissionen (Tilsagn afgivet af Gazprom) (T-616/18, herefter den appellerede dom, EU:T:2022:43), hvorved Retten frifandt Kommissionen i et søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2018) 3106 final af 24. maj 2018 om en procedure i henhold til artikel 102 traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 54 i EØS-aftalen (sag AT.39816 – Opstrømsgasforsyninger i Central- og Østeuropa) (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Baggrunden for tvisten er beskrevet som følger i den appellerede doms præmis 1-36:

»I. Sagens baggrund og udviklingen efter anlæggelsen af søgsmålet

A. Om den administrative procedure, der gav anledning til den [omtvistede] afgørelse

B. Om den [omtvistede] afgørelse

1. Den foreløbige vurdering af den omhandlede praksis

2. Indholdet af de endelige tilsagn

3. Vurderingen af gennemførelsen af de endelige tilsagn

C. Om klagen

3

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. oktober 2018 anlagde Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

4

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. februar 2019 anmodede Gazprom om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande. Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 25., den 27. og den 28. februar 2019 anmodede Overgas Inc., Republikken Litauen og Republikken Polen om tilladelse til at intervenere til støtte for Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwos påstande.

5

Ved afgørelse af 5. april 2019 tog formanden for Rettens Første Afdeling Republikken Polens anmodning om intervention til følge efter at have hørt hovedparterne. Ved kendelser afsagt den 17. maj 2019 tillod formanden efter have hørt hovedparterne Republikken Litauen Gazprom og Overgas at intervenere.

6

Da sammensætningen af Rettens afdelinger blev ændret, blev den refererende dommer den 4. oktober 2019 tilknyttet Ottende Afdeling, hvortil sag T-616/18 følgelig blev henvist.

7

Ved skrivelser fra Rettens Justitskontor af 17. december 2019 som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse blev Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo anmodet om at fremlægge flere dokumenter, og Kommissionen blev anmodet om en skriftlig besvarelse af et spørgsmål vedrørende fortroligheden af visse oplysninger i den fortrolige version af klagepunktsmeddelelsen.

8

Ved kendelse afsagt samme dag pålagde Retten i medfør af dels artikel 24, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, dels procesreglementets artikel 91, litra b), og artikel 92, stk. 3, og med forbehold for anvendelsen af procesreglementets artikel 103, Kommissionen at fremlægge en fuldstændig kopi af den fortrolige version af klagepunktsmeddelelsen.

9

Parterne efterkom inden for de fastsatte frister behørigt de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der blev vedtaget den 17. december 2019, samt denne kendelse.

10

Efter forslag fra Rettens Ottende Afdeling besluttede Retten den 8. juni 2020 at henvise sag T-616/18 til Ottende Udvidede Afdeling. Da et medlem af denne udvidede afdeling havde forfald, blev Rettens præsident ved afgørelse af 15. juni 2020 udpeget til at supplere afdelingen.

11

Hvad angår den fuldstændige kopi af den fortrolige version af klagepunktsmeddelelsen, som Kommissionen havde fremlagt, besluttede Retten at gøre Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwos repræsentanter bekendte med dette dokument på betingelse af, at de på forhånd underskrev fortrolighedserklæringer, således at selskabet kunne fremsætte bemærkninger i denne henseende. Efter at repræsentanterne havde afgivet underskrevne fortrolighedserklæringer, blev de meddelt nævnte dokument, og Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo fremsatte sine bemærkninger den 8. december 2020.

12

Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 18. og 19. maj 2021. Ved denne lejlighed anførte Retten ligeledes, at den havde registreret Kommissionens bemærkninger af 27. april 2021 til retsmøderapporten.

13

Som led i Rettens spørgsmål om muligheden for at antage spørgsmålet til realitetsbehandling genovervejede Kommissionen endvidere sit standpunkt med hensyn til formaliteten og gjorde gældende, at Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo ikke havde påvist, at selskabet havde søgsmålsinteresse i nærværende sag, hvorfor sagen skulle afvises.

14

Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo fremsatte anmodninger om fortrolig behandling af oplysninger i forhold til Republikken Litauen, Republikken Polen, Gazprom og Overgas hvad angår visse oplysninger i forskellige processkrifter. Disse parter fremsatte ikke indsigelser i forhold til disse anmodninger.

15

Til støtte for søgsmålet fremsatte Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo seks anbringender, der i det væsentlige vedrørte følgende:

16

Ved den appellerede dom forkastede Retten alle disse anbringender og frifandt følgelig Kommissionen i det hele.

17

Orlen har med appellen nedlagt følgende påstande:

18

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

19

Gazprom har nedlagt følgende påstande:

20

Overgas og Republikken Polen har for Domstolen nedlagt påstand om, at appellen tages til følge.

21

Overgas har i kontraappelskriftet nedlagt følgende påstande:

22

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

23

Gazprom har nedlagt følgende påstande:

24

Orlen har nedlagt følgende påstande:

25

Orlen har til støtte for appellen fremsat fire anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af artikel 9 i forordning nr. 1/2003, for det andet en tilsidesættelse af artikel 194 TEUF, sammenholdt med denne forordnings artikel 9, for det tredje en tilsidesættelse af den nævnte forordnings artikel 9, stk. 1, og for det fjerde en tilsidesættelse af samme forordnings artikel 9, stk. 2.

26

Gazprom har uden dog formelt at fremsætte en formalitetsindsigelse gjort gældende, at appellen ikke kan antages til realitetsbehandling.

27

Orlen har således ikke en eksisterende og faktisk interesse i en ophævelse af den appellerede dom, idet en sådan interesse ikke kan vedrøre en fremtidig og hypotetisk situation. Den forventede ophævelse af denne dom ville ikke føre til opfyldelse af selskabets krav, eftersom dette fra november 2019 meddelte Gazprom, at det ikke havde til hensigt at forlænge den langsigtede gasforsyningsaftale efter 2022. Selskabet tog de nødvendige skridt til at bringe de forretningsmæssige forbindelser med Gazprom til ophør inden dette års udgang. Orlen og Republikken Polen er derfor ikke længere interesseret i Gazproms gasforsyning, således at selv det mest gunstige udfald af appellen ikke kan føre til opfyldelse af Orlens krav.

28

Gazprom er endvidere af den opfattelse, at deres manglende klarhed bør foranledige Domstolen til at afvise de klagepunkter, der er anført i appelskriftets punkt 154 og 161.

29

Kommissionen har for sin del gjort gældende, at det første appelanbringendes første led delvist skal afvises, for så vidt som Orlen har anfægtet Rettens legalitetskontrol af komplekse økonomiske transaktioner uden dog at have gjort gældende, at der foreligger åbenbart urigtige skøn, og at det tredje appelanbringendes andet led delvist skal afvises på grund af manglende klarhed i de udsagn, der fremgår heraf.

30

For det første følger det af Domstolens faste praksis, at enhver fysisk eller juridisk person, der iværksætter appel, på samme måde, som når en sådan person anlægger et annullationssøgsmål, skal have søgsmålsinteresse, idet spørgsmålet om, hvorvidt en sådan interesse foreligger, skal vurderes dels i lyset af appelsagens eller søgsmålets genstand, dels på det tidspunkt, hvor sagen anlægges. Den manglende overholdelse af denne væsentlige betingelse udgør en ufravigelig procesforudsætning, der til enhver tid kan rejses ex officio af Unionens retsinstanser (dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen, C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

31

Endvidere skal denne søgsmålsinteresse, ligesom selve sagens genstand, bestå indtil retsafgørelsen. Såfremt denne interesse eller denne genstand bortfalder under sagens behandling, kan dette således føre til, at Unionens retsinstanser – eventuelt ex officio – fastslår, at det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen (dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen, C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

32

Generelt forudsætter søgsmålsinteresse og den fortsatte beståen heraf, at søgsmålet eller appellen med sit resultat kan bibringe den fysiske eller juridiske person, som har anlagt søgsmålet eller iværksat appellen, en fordel. Under alle omstændigheder skal dette spørgsmål undergives en konkret vurdering (dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen, C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

33

I den foreliggende sag har Gazprom bestridt, at appellen kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at Orlen ikke har en eksisterende og faktisk interesse i, at den appellerede dom ophæves, navnlig på grund af ophøret af deres kontraktforhold den 31. december 2022. I denne henseende er det ubestridt, at der indtil denne dato, og dermed også efter iværksættelsen af appellen den 8. april 2022, bestod et kontraktforhold mellem Gazprom og Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo.

34

Eftersom den omtvistede afgørelse i perioden fra den 8. april 2022 til den 31. december 2022 havde retlige virkninger på det polske gas- og oliemarked, hvor Orlen opererer, idet dette selskab i retlig henseende var en aftalepartner for Gazprom, kan Orlen i overensstemmelse med retspraksis påberåbe sig konsekvenserne af de ulovligheder, som selskabet har gjort gældende, og arten af det tab, som selskabet hævder at have lidt (jf. i denne retning dom af 7.9.2023, Versobank mod ECB, C-803/21 P, EU:C:2023:630, præmis 160 og den deri nævnte retspraksis) med henblik på at opnå erstatning for dette tab.

35

Orlen har i øvrigt i replikken, uden at blive modsagt, præciseret, at der verserede flere voldgiftssager mellem Orlen og Gazprom vedrørende gennemførelsen af aftalen om Yamal-gasrørledningen, herunder prisspørgsmål. Efter iværksættelsen af appellen blev der endvidere indledt en sag om Gazproms afbrydelse af sine gasforsyninger siden den 27. april 2022.

36

Det følger af det ovenstående, at det er med urette, at Gazprom har bestridt, at Orlen har en eksisterende og aktuel interesse i at nedlægge påstand om ophævelse af den appellerede dom.

37

For det andet fremgår det af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt af artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 11.1.2024, Foz mod Rådet, C-833/22 P, EU:C:2024:23, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

38

I det foreliggende tilfælde og i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende om, at det tredje appelanbringendes andet led og Gazproms andet led af samme karakter ikke er tilstrækkeligt klart formuleret vedrørende de klagepunkter, der er anført i appelskriftets punkt 154 og 161, identificerer dette med tilstrækkelig præcision i hver enkelt af de omhandlede passager de elementer i den appellerede dom, der anfægtes, og angiver grundene til, at de er udtryk for en tilsidesættelse af retspraksis vedrørende begrebet åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl vedrørende fortolkningen af artikel 9, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003.

39

Disse formalitetsindsigelser skal derfor forkastes.

40

Med hensyn til Kommissionens anbringende om, at det første appelanbringendes første led angående Orlens manglende påberåbelse af, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn vedrørende komplekse økonomiske transaktioner, ikke kan antages til realitetsbehandling, skal det forkastes. Orlen har nemlig fremsat dette første led i forbindelse med et anbringende om Rettens tilsidesættelse af artikel 9 i forordning nr. 1/2003. Kommissionen har heri ganske vist kortfattet gjort gældende, at Retten burde have efterprøvet, om Kommissionen i forbindelse med godkendelsen af Gazproms tilsagn havde analyseret dem korrekt i lyset af klagepunktsmeddelelsen, »dvs. uden at begå en åbenbar fejl«. Orlen satte således Domstolen i stand til fuldt ud at identificere rækkevidden af det pågældende første led og til at udtale sig om, hvorvidt den analyse, der i denne henseende fremgår af den appellerede dom, er velbegrundet.

41

Det følger af det foregående i sin helhed, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

42

Det fremgår af artikel 9 i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen, når den agter at vedtage en beslutning, hvorefter en overtrædelse kræves bragt til ophør, kan gøre de tilsagn, som de pågældende virksomheder tilbyder at afgive, bindende, såfremt de mødekommer de betænkeligheder, som Kommissionen har, og som den har underrettet de pågældende virksomheder om i sin foreløbige vurdering.

43

Denne artikel har til formål at sikre en effektiv anvendelse af EUF-traktatens konkurrenceregler gennem vedtagelse af beslutninger, som gør de af parterne foreslåede tilsagn bindende, og som af Kommissionen anses for egnede med henblik på at tilvejebringe en hurtigere løsning på de af Kommissionen identificerede konkurrenceproblemer, i stedet for at handle igennem en formel konstatering af en overtrædelse. Den pågældende artikel er nærmere bestemt begrundet i procesøkonomiske hensyn og giver virksomheder mulighed for at deltage fuldt ud i proceduren ved at foreslå løsninger, som de finder bedst egnede og hensigtsmæssige for at imødekomme de nævnte betænkeligheder hos Kommissionen (jf. i denne retning dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa, 441/07, EU:C:2010:377, præmis 35).

44

Selv om artikel 9 i forordning nr. 1/2003 i modsætning til artikel 7 heri ikke indeholder en udtrykkelig henvisning til proportionalitetsbegrebet, forholder det sig ikke desto mindre således, at proportionalitetsprincippet som et almindeligt EU-retligt princip udgør et kriterium for lovligheden af enhver af EU-institutionernes retsakter, herunder beslutninger vedtaget af Kommissionen i dens egenskab af konkurrencemyndighed (dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa, C-441/07 P, EU:C:2010:377, præmis 36).

45

Eftersom forordningens artikel 9 kun bestemmer, at Kommissionen under en procedure, der er indledt i henhold til denne artikel, som det fremgår af 13. betragtning til nævnte forordning, er fritaget fra forpligtelsen til at kvalificere og konstatere overtrædelsen, skal den kun undersøge og eventuelt acceptere de af de pågældende virksomheder foreslåede tilsagn på baggrund af de problemer, den har identificeret i sin foreløbige vurdering og i forhold til de mål, der forfølges. Kommissionens gennemførelse af proportionalitetsprincippet inden for rammerne af artikel 9 i forordning nr. 1/2003 er begrænset til en kontrol af, at de pågældende tilsagn imødekommer de betænkeligheder, som den har underrettet de pågældende virksomheder om, og at disse ikke har foreslået mindre indgribende tilsagn, som imødekommer disse betænkeligheder lige så hensigtsmæssigt (dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa, C-441/07 P, EU:C:2010:377, præmis 40 og 41).

46

Ved udøvelsen af denne kontrolundersøgelse skal Kommissionen imidlertid tage hensyn til tredjemands interesser, idet den omstændighed, at Kommissionen gør de af en virksomhed foreslåede tilsagn bindende, ikke indebærer, at andre virksomheder ikke vil have mulighed for at beskytte deres eventuelle rettigheder i deres forhold til denne virksomhed (dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa, C-441/07 P, EU:C:2010:377, præmis 41 og 49). Når Kommissionen ikke kontrollerer tilsagnene ud fra, om de er egnede til at imødekomme dens konkurrencemæssige betænkeligheder, men på grundlag af deres indvirkning på tredjemands interesser, kræver proportionalitetsprincippet, at de rettigheder, som tredjemand er indehavere af, ikke gøres indholdsløse (dom af 9.12.2020, Groupe Canal + mod Kommissionen, C-132/19 P, EU:C:2020:1007, præmis 106).

47

Det følger af ovenstående betragtninger, at på grund af den særlige karakter af artikel 9 i forordning nr. 1/2003 er det passende kriterium, således som generaladvokaten har anført i punkt 39 i forslaget til afgørelse, i forhold til de betænkeligheder, som Kommissionen har udtrykt i sin foreløbige vurdering, om tilsagnene er tilstrækkelige til hensigtsmæssigt at imødekomme disse betænkeligheder, uden at Kommissionen er forpligtet til selv at søge mindre strenge eller mere lempelige løsninger end de tilsagn, der er foreslået den (jf. i denne retning dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa (441/07, EU:C:2010:377, præmis 42).

48

Som generaladvokaten har anført i punkt 97 i forslaget til afgørelse, er formålet med en sådan prøvelse således ikke at vise, at Kommissionens vurdering er fri for enhver uregelmæssighed, idet den er tillagt en vis skønsmargen, forudsat at grænsen for det åbenbare ikke er overskredet.

49

På det proceduremæssige plan skal det i øvrigt fremhæves, at artikel 9 i forordning nr. 1/2003 overlader det til Kommissionen frit at fastlægge, hvilken form dens »foreløbige vurdering«, der er nævnt i denne artikels stk. 1, skal have. Som Kommissionen bekræftede i retsmødet, svarer denne vurdering i praksis ofte til en klagepunktsmeddelelse, der er rettet til den virksomhed, som foreholdes en adfærd, der er i strid med artikel 101 TEUF eller artikel 102 TEUF, på grundlag af denne forordnings artikel 7. Når dette er tilfældet, således som det var tilfældet i den foreliggende sag, finder retspraksis vedrørende sådanne proceduremæssige foranstaltninger anvendelse, idet ingen bestemmelse i den pågældende forordning kan begrunde, at en klagepunktsmeddelelse behandles forskelligt, alt efter om den tjener som grundlag for en beslutning vedtaget på grundlag af samme forordnings artikel 7 eller artikel 9, idet denne sidstnævnte artikel navnlig ikke omhandler den situation, hvor den foreløbige vurdering tages op til fornyet overvejelse.

50

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at Domstolen har fastslået, at klagepunktsmeddelelsen er et led i sagsbehandlingen og en forberedende akt, som med henblik på at sikre den effektive udnyttelse af retten til forsvar fastsætter genstanden for den af Kommissionen iværksatte administrative procedure og således er til hinder for, at Kommissionen i den afgørelse, som danner afslutningen på proceduren, tager andre klagepunkter i betragtning. Klagepunktsmeddelelsen er således efter sin natur midlertidig og kan ændres under den vurdering, som Kommissionen senere foretager på grundlag af de oplysninger, parterne har fremlagt, og andre faktiske oplysninger. Kommissionen skal nemlig tage hensyn til resultatet af hele den administrative procedure, hvis det drejer sig om at frafalde klagepunkter, der viser sig ikke at være tilstrækkeligt begrundede, eller hvis det drejer sig om, såvel faktisk som retligt, at tilrettelægge og supplere argumentationen til støtte for de klagepunkter, som den opretholder (dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C-466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 66 og 311).

51

Kommissionen er således ikke forpligtet til i en afgørelse, som den vedtager i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003, at angive grundene til, at den har frafaldet et eller flere klagepunkter, som svarede til visse af dens oprindelige betænkeligheder, hverken i forhold til den virksomhed, hvis tilsagn er gjort bindende, som er den eneste adressat for klagepunktsmeddelelsen og mere generelt for den foreløbige vurdering, der er omhandlet i denne artikel 9, eller i forhold til interesserede tredjeparter (jf. i denne retning dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C-466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

52

Dette er naturligvis ikke til hinder for, at Kommissionen af egen drift finder, at det er nyttigt at give oplysninger herom med henblik på at give en bedre forståelse af denne afgørelse.

53

I den appellerede doms præmis 83 fastslog Retten, at Kommissionen »på baggrund af omstændighederne i denne sag, og navnlig da der ikke forelå en revideret foreløbig vurdering, i modsætning til, hvad den har gjort gældende, i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003 havde pligt til at have en begrundelse for fraværet af tilsagn, der imødegik Yamal-klagepunkterne«. Retten tilføjede i den appellerede doms præmis 85, at »[i] det foreliggende tilfælde skal det under alle omstændigheder fastslås, at Kommissionen har anført grundene til, at den ikke pålagde tilsagn, der imødegik Yamal-klagepunkterne, hvilke grunde er angivet som to grunde i 138. betragtning til den [omtvistede] afgørelse«, dvs. afgørelsen om godkendelse og den mellemstatslige karakter af forholdet i gassektoren i Polen.

54

Kommissionen har i sit svarskrift fremhævet, at denne analyse udgjorde en retlig fejl, men har anført, at denne analyse var uden betydning for den appellerede doms konklusion og derfor ikke kunne føre til ophævelse af denne dom. Den har derfor anmodet om, at Domstolen foretager en ændring af begrundelsen i denne henseende.

55

Denne anmodning skal tages til følge og i lyset af de betragtninger, der er anført i denne doms præmis 49-52, skal det fastslås, at det var med urette, at Retten henviste til, at det i tilfælde af, at Kommissionen frafaldt visse klagepunkter i klagepunktsmeddelelsen, der fungerede som en foreløbig vurdering som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, var nødvendigt for Kommissionen at fremsende en revideret foreløbig vurdering.

56

Når dette er sagt, har denne fejl nemlig ikke påvirket den appellerede doms konklusion, idet Retten med rette bemærkede, at Kommissionen havde begrundet den omtvistede afgørelse med hensyn til grundene til, at Yamal-klagepunkterne blev frafaldet, således som det er anført i denne doms præmis 53, hvilket den havde mulighed for at gøre.

57

Det skal tilføjes, at Orlen som følge af frafaldelsen af disse klagepunkter kun er berettiget til at anfægte lovligheden af den omtvistede afgørelse på grund af dette frafald, for så vidt som Orlen har godtgjort, at dette frafald gjorde de tilsagn, som Gazprom afgav, og som blev godkendt af Kommissionen, åbenbart utilstrækkelige.

58

Hovedappellens første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 9 i forordning nr. 1/2003 består af tre led.

59

Med det første anbringendes første led har Orlen gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 9 i forordning nr. 1/2003, idet den fastslog, at Kommissionen havde foretaget en korrekt vurdering af hensigtsmæssigheden af de tilsagn, som Gazprom havde afgivet, selv om disse ikke imødekom de betænkeligheder, som Kommissionen havde givet udtryk for i klagepunktsmeddelelsen, og ikke var fremadrettede, dvs. i stand til at forhindre lignende fremtidige overtrædelser. I det foreliggende tilfælde burde Retten have undersøgt, om Kommissionen havde undersøgt disse tilsagns egnethed i lyset af de konkurrenceproblemer, som den havde identificeret i klagepunktsmeddelelsen.

60

Orlen er navnlig af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 208, 209 og 237 foretog en analyse af, om de nævnte tilsagn var hensigtsmæssige ved at adskille dem fuldstændigt fra klagepunktsmeddelelsen.

61

Retten tilsidesatte herved princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, dvs. Orlens forventning, idet afgørelsen, hvorved de samme tilsagn blev gjort bindende, selv om den ikke er af samme karakter som en afgørelse baseret på artikel 7 i forordning nr. 1/2003, imødekommer alle Kommissionens betænkeligheder og bringer Gazproms tilsidesættelser til ophør.

62

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

63

Orlens argumentation kan ikke tiltrædes.

64

For det første fremgår det, at Orlen ved at kritisere Rettens manglende udtømmende hensyntagen til klagepunkterne i klagepunktsmeddelelsen ved vurderingen af, om de af Gazprom afgivne tilsagn var tilstrækkelige, i det mindste implicit omfatter Yamal-klagepunkter, som Kommissionen frafaldt inden vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 17, der er gengivet i denne doms præmis 2. Denne argumentation er således delvis irrelevant.

65

For det andet, og som Kommissionen med rette har anført, har Orlen i forbindelse med det første anbringendes første led hverken godtgjort, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af, om de af Gazprom foreslåede tilsagn var hensigtsmæssige med henblik på at afhjælpe de betænkeligheder, som Kommissionen havde givet udtryk for i klagepunktsmeddelelsen, eller at Retten ikke kritiserede et sådant åbenbart urigtigt skøn. Orlen har i denne henseende begrænset sig til simple udsagn. Som anført i denne doms præmis 47 og 48 vedrører domstolsprøvelsen af en afgørelse vedtaget i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003 udelukkende spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen har begået en sådan fejl, hvilket konkret skal godtgøres af den part, der gør den gældende.

66

For det tredje gør Orlens kritik af, at der ikke er foretaget en fremadrettet analyse med henblik på at vurdere, om de af Gazprom foreslåede tilsagn er hensigtsmæssige, det for det første ikke muligt at fastslå, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn i denne henseende, og for det andet vedrører den de konklusioner, som Retten drog af konstateringer af faktiske omstændigheder, som Orlen ikke har anfægtet, nemlig at det i hvert fald for en række af de pågældende aftaler ikke kunne fastslås, at disse indeholdt henvisninger til konkurrencebaserede og klart definerede referencepriser i klausulerne om prisfastsættelse eller prisrevision. Retten udledte heraf endeligt, at den omstændighed, at der i prisrevisionsklausulerne ikke fandtes en klart defineret, konkurrencebaseret og offentligt tilgængelig referencepris, såsom priserne på platforme for handel med konkurrerende gas, var en af de vigtigste faktorer, der kunne have givet anledning til urimelige priser i de fem lande i Central- og Østeuropa, der var berørt af prispolitikken.

67

For det fjerde er udsagnet om, at Retten tiltrådte Kommissionens valg om at tillade en efterfølgende korrektion af de foreslåede tilsagn, baseret på en urigtig fortolkning af den appellerede dom såvel som af den omtvistede afgørelse. I første række vedrører den blotte henvisning i denne doms præmis 423 til den omstændighed, at EU-institutionerne eller de nationale regulerende myndigheder i gassektoren kan gribe ind med henblik på at ændre lovgivningen i denne sektor eller i givet fald for at sikre overholdelsen heraf, i modsætning til, hvad Orlen har hævdet, ikke muligheden for at ændre sådanne tilsagn. I anden række er den omstændighed alene, at Kommissionen minder om, at de pågældende tilsagn, hvis de ikke overholdes af den berørte virksomhed, kan give anledning til en genåbning af proceduren i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, ikke udtryk for en vilje til efterfølgende at supplere disse tilsagn, men til at sikre, at de overholdes.

68

For det femte bemærkes, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i henhold til fast retspraksis er et af Unionens grundlæggende principper, og at retten til at påberåbe sig det omfatter enhver erhvervsdrivende, som en kompetent myndighed har givet anledning til at nære begrundede forhåbninger ved at give virksomheden præcise, ubetingede og samstemmende løfter (dom af 12.1.2017, Timab Industries og CFPR mod Kommissionen, C-411/15 P, EU:C:2017:11, præmis 134 og den deri nævnte retspraksis).

69

En økonomisk aktør kan imidlertid ikke støtte sig på indholdet af en klagepunktsmeddelelse, hvis forberedende og midlertidige karakter blev påpeget i denne doms præmis 50, herunder når den fungerer som en foreløbig vurdering, hvis benævnelse afspejler den ikke-endelige karakter, for at fastslå, at Kommissionen har givet virksomheden præcise løfter om, at alle de betænkeligheder, der fremgår af sådanne dokumenter, svarer til tilsagn i den endelige afgørelse (jf. analogt dom af 12.1.2017, Timab Industries og CFPR mod Kommissionen, C-411/15 P, EU:C:2017:11, præmis 135 og den deri nævnte retspraksis).

70

Følgelig skal det første anbringendes første led forkastes.

71

Med det første anbringendes andet led har Orlen gjort gældende, at Retten flere gange foretog en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, hvilket førte til en ukorrekt anvendelse af artikel 9 i forordning nr. 1/2003 og til, at den fastslog, at Kommissionen ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til, om Gazproms tilsagn var hensigtsmæssige.

72

Retten fastslog således først med urette, at Gazproms praksis i det væsentlige bestod i at forhindre import af gas, selv om selskabets praksis i realiteten, som det udtrykkeligt er beskrevet i klagepunktsmeddelelsen, hovedsageligt havde til formål at forhindre, at de berørte operatører i de berørte lande i Central- og Østeuropa reeksporterede gas, hvilket havde direkte indvirkning på fleksibiliteten af engrosmarkedet for gas. Herved tog Retten ikke stilling til kernen i spørgsmålet om de af Gazprom anvendte territoriale begrænsninger, som var anført i klagepunktsmeddelelsen, og som ikke bestod i at forhindre import af gas til lande i Central- og Østeuropa, men at forhindre, at disse sidstnævnte videresolgte den. I mangel af en sådan urigtig gengivelse var Retten forpligtet til at anerkende, at Gazprom ikke havde givet en fyldestgørende besvarelse af klagepunkterne vedrørende de territoriale begrænsninger i klagepunktsmeddelelsen.

73

Dernæst fastslog Retten med urette, at Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen havde identificeret fire former for metoder, der ikke er fastsat i aftaler, og ikke havde taget hensyn til truslen om de forskellige former for gengældelsesforanstaltninger fra Gazproms side, hvilket førte den til med urette at antage, at Gazproms tilsagn, som ikke dækkede alle Kommissionens betænkeligheder i klagepunktsmeddelelsen, ikke desto mindre var hensigtsmæssigt.

74

Endelig anførte den med urette, at den omstændighed, at de nationale retter kan tage en påstand om ophævelse af en voldgiftskendelse til følge, når de finder, at en sådan kendelse er i strid med artikel 102 TEUF eller med en afgørelse i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003, kan foranledige voldgiftsretterne til at sikre sig, at deres afgørelser er i overensstemmelse med bestemmelserne i EUF-traktaten, selv om en sådan påstand er spekulativ og ikke underbygget.

75

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

76

Det skal atter bemærkes, at det formål, som Kommissionen forfølger, når den vedtager en afgørelse, hvorved en virksomheds tilsagn gøres bindende i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, er at afhjælpe de betænkeligheder, som den har givet udtryk for med hensyn til, om der foreligger konkurrencebegrænsende adfærd, og af procesøkonomiske hensyn hurtigt via disse tilsagn at opnå, at det pågældende marked fungerer tilfredsstillende. Når dette er sagt, kan det i det foreliggende tilfælde ikke udelukkes, at de objektive midler, som Kommissionen godkendte, og som havde til formål at genoprette forholdene for forsyning og distribution af gas på det polske marked, hvor Orlen opererer, efter vedtagelsen af den omtvistede afgørelse ikke uden videre havde haft deres virkninger eller ikke svarede til en bestemt erhvervsdrivendes subjektive forventninger, i det foreliggende tilfælde Orlen. Det kan dog ikke heraf udledes, at denne afgørelse er behæftet med åbenbart urigtige skøn, som Retten undlod at sanktionere.

77

Som Kommissionen har gjort gældende, foretog Retten navnlig en korrekt vurdering af importen af gas fra Tyskland til Polen i forbindelse med sin vurdering af forpligtelsen til at ændre leveringspunkterne, hvilket allerede var nævnt i 170. betragtning til den omtvistede afgørelse. Det er således ubestridt, at Polen siden vedtagelsen af klagepunktsmeddelelsen i betydeligt omfang har nydt godt af forbedringen af den grænseoverskridende gastransportinfrastruktur, eftersom importen er blevet mulig uden at ændre leveringspunktet. Retten begik derfor ikke nogen retlig fejl ved prøvelsen af Kommissionens vurdering af spørgsmålet om indførslerne af gas til Polen i forbindelse med vurderingen af, om Gazproms manglende tilsagn om oprettelse af et større antal leveringspunkter, der kunne ændres, og som berørte Polen, var hensigtsmæssige.

78

Selv om Orlen har gjort gældende, at Retten i forbindelse med vurderingen af, om Gazproms tilsagn var hensigtsmæssige, undlod at tage hensyn til handlinger såsom forskellige trusler om gengældelsesforanstaltninger fra Orlens side, savner et sådant argument grundlag i de faktiske omstændigheder, idet Retten navnlig henviste til en sådan adfærd i den appellerede doms præmis 95.

79

Endelig anførte Retten med rette, at voldgiftsretterne vil være tilbøjelige til at sikre, at den vedtagne voldgiftskendelse er i overensstemmelse med artikel 102 TEUF, idet denne betragtning under alle omstændigheder ikke kan føre til ophævelse af den appellerede dom.

80

Det første anbringendes andet led skal derfor forkastes.

81

Med det første anbringendes tredje led har Orlen gjort gældende, at Retten undlod at tage hensyn til Kommissionens forpligtelse til i forbindelse med udøvelsen af sin retlige skønsbeføjelse vedrørende komplekse økonomiske og tekniske spørgsmål at handle under overholdelse af bestemmelserne i EUF-traktaten og de grundlæggende principper i Unionens retsorden. Princippet om energimæssig solidaritet, der er udledt af artikel 194 TEUF, og som har status som et generelt princip i EU-retten, udgør et af disse grundlæggende principper. Den skønsbeføjelse, som Kommissionen råder over på området, er således begrænset af dens forpligtelse til at handle i overensstemmelse med bestemmelserne i EUF-traktaten og de almindelige EU-retlige principper.

82

Ved at begrænse de kriterier, der skal vejlede Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen af de pågældende tilsagn, tilsidesatte Retten artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, idet Kommissionen ved at støtte sig på en for snæver fortolkning af de retningslinjer, der følger af dom af 29. juni 2010, Kommissionen mod Alrosa (C-441/07 P, EU:C:2010:377), og af 15. september 2016, Morningstar mod Kommissionen (T-76/14, EU:T:2016:481), ikke alene undlod at tage hensyn til princippet om energimæssig solidaritet, men ligeledes så bort fra den omstændighed, at sagens karakter henhører under energiområdet.

83

Kommissionen har bestridt disse argumenter.

84

Domstolen finder det hensigtsmæssigt at undersøge det første anbringendes tredje led sammen med det andet anbringende.

85

Orlens andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 194 TEUF, sammenholdt med artikel 9 i forordning nr. 1/2003. Retten begik således adskillige fejl ved fortolkningen af artikel 194 TEUF.

86

Det følger af den seneste retspraksis, som illustreres ved dom af 15. juli 2021, Tyskland mod Kommissionen (C-848/19 P, EU:C:2021:598, præmis 43, 44, 47, 50 og 51), at det solidaritetsprincip, der er fastsat i denne sidstnævnte artikel, ligger til grund for samtlige Unionens energipolitiske mål, idet de samles og er sammenhængende, og at de retsakter, som EU-institutionerne vedtager, herunder af Kommissionen i henhold til denne politik, følgelig skal fortolkes og deres lovlighed vurderes i lyset af dette princip, uden at dets anvendelighed afhænger af, om spørgsmål på energiområdet påberåbes under den procedure, som Kommissionen indleder. Dette princip kan ikke sidestilles med eller begrænses til kravet om at sikre forsyningssikkerheden.

87

Den korrekte fortolkning af artikel 194 TEUF kan således sammenfattes i en test, der består af tre trin. Det skal for det første vurderes, om der er tale om en retsakt, der henhører under energiområdet. For det andet er Unionens organer, uanset om parterne har påberåbt sig spørgsmål vedrørende dette område eller ej, forpligtet til at efterprøve, om vedtagelsen af denne retsakt skader de forskellige berørte aktørers interesser. For det tredje skal det vurderes, om de fordele, der er opnået ved vedtagelsen af den nævnte retsakt, har forrang for dens negative virkninger.

88

I det foreliggende tilfælde er det ubestrideligt, at den omtvistede afgørelse henhører under energiområdet, eftersom Kommissionen ved denne afgørelse forpligtede Gazprom til at ændre sine betingelser vedrørende samarbejde med de berørte kunder, og at denne afgørelse derfor havde virkninger på gasmarkedet i Unionen og de betingelser, der gjaldt på det, i mindst otte år efter dens vedtagelse. Kommissionen har i øvrigt fremstillet den procedure, der førte til vedtagelsen af den samme afgørelse, som et væsentligt element ved foranstaltningerne til fremme af et åbent og integreret gasmarked. Retten har imidlertid i lighed med Kommissionen fuldstændigt set bort fra den omstændighed, at den omtvistede afgørelse henhører under energiområdet, idet den med urette bl.a. har anført, at Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen af Gazproms tilsagn ikke var bundet af princippet om energimæssig solidaritet. Der er imidlertid intet, der gør det muligt at hævde, at anvendelsen af dette princip er udelukket eller begrænset i forbindelse med Kommissionens tiltag på grundlag af forordning nr. 1/2003, herunder denne forordnings artikel 9, når dette tiltag kan identificeres som henhørende under energiområdet.

89

Ifølge Orlen fratager Rettens tilgang artikel 194 TEUF enhver effektiv virkning i forhold til Kommissionens tiltag med henblik på at gennemføre både konkurrencerettens målsætninger i bred forstand og målsætningerne, der er knyttet til EU’s energimarkeds funktion. Den manglende analyse af disse tilsagn ud fra nævnte princip fratager også artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 sin effektive virkning.

90

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

91

Det bemærkes, at i henhold til retspraksis er der intet grundlag for at fastslå, at det solidaritetsprincip, der indgår i artikel 194, stk. 1, TEUF, ikke som sådan kan have nogen bindende retsvirkning for medlemsstaterne og EU-institutionerne. Tværtimod ligger dette princip, som det følger af selve denne bestemmelses ordlyd og struktur, til grund for alle de øvrige mål for Unionens energipolitik, idet den samler dem og gør dem sammenhængende (dom af 15.7.2021, Tyskland mod Polen, C-848/19 P, EU:C:2021:598, præmis 43).

92

Det følger navnlig heraf, at de retsakter, der vedtages af EU-institutionerne – herunder af Kommissionen i henhold til denne politik – skal fortolkes, og deres lovlighed bedømmes, i lyset af princippet om energimæssig solidaritet (dom af 15.7.2021, Tyskland mod Polen, C-848/19 P, EU:C:2021:598, præmis 44).

93

Dette princip udgør i lighed med EU-rettens almindelige principper et kriterium for bedømmelsen af lovligheden af de foranstaltninger, der er vedtaget af EU-institutionerne (dom af 15.7.2021, Tyskland mod Polen, C-848/19 P, EU:C:2021:598, præmis 45).

94

EU-institutionerne såvel som medlemsstaterne skal således tage hensyn til det princip om energimæssig solidaritet, der er omhandlet i artikel 194 TEUF, som led i det indre markeds oprettelse og funktion, og navnlig i forhold til det indre marked for naturgas, ved at sørge for at sikre energiforsyningssikkerheden i Unionen, hvilket ikke blot indebærer, at nødsituationer skal håndteres, når de opstår, men tillige at der skal vedtages foranstaltninger til forebyggelse af krisesituationer. Med henblik herpå er det nødvendigt at vurdere, om der foreligger risici for medlemsstaternes og Unionens energiinteresser og navnlig for energiforsyningssikkerheden (dom af 15.7.2021, Tyskland mod Polen, C-848/19 P, EU:C:2021:598, præmis 69).

95

I det foreliggende tilfælde fremhævede Retten for det første i den appellerede doms præmis 420, at de tilsagn, der blev afgivet efter en procedure i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, aldrig må føre til resultater, der er i strid med traktaternes mere specifikke bestemmelser. Det følger heraf, at Retten således med rette fastslog dels, at Kommissionen, når den handlede i henhold til denne bestemmelse, imidlertid skulle overholde forpligtelsen til at handle i overensstemmelse med EUF-traktatens bestemmelser og de almindelige EU-retlige principper, dels, at det tilkom den at efterprøve, om de tilsagn, der blev afgivet i forbindelse med denne procedure, som sådan var i strid med bestemmelserne i EUF-traktaten, herunder artikel 194, stk. 1, TEUF.

96

Disse forpligtelser indebærer, således som generaladvokaten har anført i punkt 58 i forslaget til afgørelse, at Kommissionen ikke vil kunne acceptere tilsagn, som risikerer at være i strid med artikel 194 TEUF og dermed bringe de med princippet om energimæssig solidaritet forfulgte mål eller energiforsyningssikkerheden i EU i fare, uanset om disse tilsagn ville kunne imødekomme Kommissionens konkurrencemæssige betænkeligheder på det pågældende marked. Dette betyder dog ikke, at Kommissionen, når den handler i egenskab af konkurrencereguleringsmyndighed i forbindelse med den procedure, der er fastsat i forordning nr. 1/2003, har kompetence til i forbindelse med sin undersøgelse at pålægge forpligtelser, der er uafhængige af og rækker ud over de forpligtelser, der har til formål at afhjælpe de konstaterede konkurrenceproblemer, ved på dette grundlag at kræve strengere tilsagn.

97

Det var således uden at begå retlige fejl, at Retten i den appellerede doms præmis 422 afviste at sidestille Kommissionens anvendelse af princippet om energimæssig solidaritet med, at den blev pålagt positive forpligtelser, der rakte ud over klagepunkterne vedrørende Gazprom, eller strengere forpligtelser.

98

Orlen har i øvrigt ikke anført, hvorledes den omtvistede afgørelse skulle være i strid med de specifikke mål for Unionens energipolitik.

99

I denne henseende betyder den omstændighed, at Kommissionen ikke udtrykkeligt har nævnt princippet om energimæssig solidaritet i den omtvistede afgørelse, ikke, at den ikke har taget hensyn hertil, og at denne afgørelse ikke overholder princippet.

100

Den omtvistede afgørelse indeholder derimod oplysninger, der klart angiver, at Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse tog hensyn til målene for Unionens politik på energiområdet, idet den bl.a. sikrede den frie grænseoverskridende bevægelighed for gas og forsynede forbrugerne i de berørte lande i Central- og Østeuropa med alternative forsyninger fra nabolandene, og sikrede, at priserne ikke afveg fra konkurrenceindicierne i Vesteuropa, da den vurderede hensigtsmæssigheden af Gazproms tilsagn.

101

Det første anbringendes tredje led skal derfor forkastes, og følgelig skal det første anbringende samt det andet anbringende forkastes i deres helhed.

102

Med det tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 har Orlen gjort gældende, at Retten foretog en urigtig fortolkning af begrebet »åbenbart urigtigt skøn«, da den undersøgte Kommissionens vurdering af de komplekse økonomiske og tekniske spørgsmål i forbindelse med analysen af, om Gazproms tilsagn var hensigtsmæssige. Dette begreb svarer ifølge Domstolens praksis til fire tilfælde, nemlig manglende korrekt vurdering af de relevante faktiske omstændigheder, der ligger til grund for analysen fra afgørelsens udsteder, denne sidstnævntes manglende hensyntagen til væsentlige oplysninger, den omstændighed, at denne har baseret analysen på et irrelevant forhold, og den manglende overholdelse af bevisniveauet. Under disse omstændigheder er Retten bl.a. forpligtet til at vurdere, om de beviser, som Kommissionen har lagt til grund, er tilstrækkeligt præcise, pålidelige og sammenhængende, om de udgør en samling af relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, om disse beviser taler til støtte for Kommissionens konklusioner, og endelig om de på grund af deres kvalitet gør det muligt at foretage en fremadrettet analyse.

103

Dette anbringende består af to led.

104

Med det tredje anbringendes første led om Rettens manglende hensyntagen til den kumulative virkning af Kommissionens fejl på dens samlede analyse af, om Gazproms tilsagn var hensigtsmæssige, har Orlen bl.a. gjort gældende, at nødvendigheden af at tage hensyn til denne kumulative virkning følger af fast retspraksis fra Unionens retsinstanser. Retten fastslog imidlertid med urette i den appellerede dom, at den kunne vurdere disse fejl uafhængigt af hinanden, dvs. foretage en særskilt analyse af enhver foranstaltning og enhver potentiel fejl fra Kommissionens side, hvorved den gav afkald på en samlet vurdering af denne institutions tiltag. Det var på grundlag af sådanne særskilte analyser, at Retten konkluderede, at der ikke forelå et åbenbart urigtigt skøn, selv om en kumuleret hensyntagen til de nævnte fejl ville have ført den til at anerkende, at der forelå en sådan åbenbar fejl, eftersom de forskellige elementer i Gazproms tilsagn hverken var isolerede eller uden betydning for hinanden. Gazproms tilsagn vedrørende prispolitik og territoriale begrænsninger udgør nemlig komplekse mekanismer, som består af elementer, der i vidt omfang er indbyrdes afhængige.

105

En sådan fejlagtig anvendelse af kriterierne for kontrol af, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, fremgår navnlig af Rettens vurdering af, om Kommissionen havde frafaldet Yamal-klagepunkterne.

106

Under alle omstændigheder burde Retten ligeledes have annulleret den omtvistede afgørelse, for så vidt som den ikke imødekom alle de betænkeligheder vedrørende konkurrencen, som Kommissionen havde givet udtryk for.

107

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

108

Hvad for det første angår argumenterne om frafaldet af Yamal-klagepunkterne og det manglende svar på alle Kommissionens oprindelige betænkeligheder, herunder disse klagepunkter, skal de forkastes med henvisning til denne doms præmis 57 og 64.

109

For det andet påhviler det den part, som har nedlagt påstand om annullation af en afgørelse, som Kommissionen har vedtaget i henhold til artikel 9 i forordning nr. 1/2003, at godtgøre, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn. I det foreliggende tilfælde har Orlen imidlertid begrænset sig til et abstrakt ræsonnement, der er støttet på idéen om kumulation af fejl, uden at godtgøre den konkrete relevans heraf. Kommissionen har i denne forbindelse præciseret, at Orlen i øvrigt ikke for Retten havde gjort gældende, at der skulle have været foretaget en samlet vurdering af alle de fejl, som Kommissionen blev foreholdt. Det fremgår nemlig af den appellerede doms præmis 398, at det kun var Overgas, der havde fremført et sådant argument, som Retten med rette undersøgte og derefter forkastede.

110

For det tredje og i modsætning til hvad Orlen har gjort gældende, fremgår det hverken af den omtvistede afgørelse eller den appellerede dom, at Kommissionen eller Retten undlod af foretage en samlet vurdering af de af Gazprom afgivne tilsagn.

111

Hvad angår Kommissionen er den helhedstilgang, som denne valgte i forbindelse med undersøgelsen af tilsagnene, således underbygget af 160.-164. betragtning til den omtvistede afgørelse. I denne henseende er denne institutions valg om særskilt at beskrive hvert tilsagns forholdsmæssighed i forhold til de betænkeligheder, som den havde givet udtryk for, ikke tilstrækkeligt til at så tvivl om denne helhedstilgang.

112

Hvad angår Retten fremgår det af henholdsvis den appellerede doms præmis 195-202 og præmis 310-319, at Retten foretog en samlet vurdering af både tilsagnene vedrørende prispolitik og tilsagnene vedrørende de territoriale begrænsninger. Den appellerede doms præmis 398, der allerede er nævnt i denne doms præmis 109, udgør et andet eksempel på en samlet vurdering med henblik på at vurdere, om der eventuelt foreligger et åbenbart urigtigt skøn.

113

For det fjerde skal Orlens udsagn om, at Retten burde have fastslået, at Kommissionens åbenbart urigtige skøn i det foreliggende tilfælde fulgte af en kumulation af de blotte fejl, som den havde begået, forkastes. Dette kan kun være korrekt, hvis Retten havde konstateret, at mindst et af de af Kommissionen accepterede tilsagn ikke var hensigtsmæssigt og ligeledes kunne så tvivl om resten af tilsagnene, såfremt det var godtgjort, at der var en forbindelse mellem dem. Dette er imidlertid ikke tilfældet.

114

Selv om det er korrekt, at Retten i forbindelse med sin analyse af, om tilsagnene vedrørende leveringspunkter var hensigtsmæssige, faktisk fandt visse uregelmæssigheder, som Kommissionens vurdering af disse tilsagn var behæftet med, fandt den dog ikke, at disse omstændigheder ville kunne få nogen som helst indflydelse på de nævnte tilsagns effektivitet. Som generaladvokaten har anført i punkt 96 i forslaget til afgørelse, går kritikken af Kommissionens vurdering i højere grad går på Kommissionens metodetilgang i forbindelse med dens analyse end på tilsagnenes utilstrækkelighed.

115

Det skal ligeledes bemærkes, således som det er fremhævet i denne doms præmis 48, at eksistensen af et åbenbart urigtigt skøn ikke kan svare til, at Kommissionen blot har foretaget en uregelmæssighed eller undladelse, idet en vis tærskel for grovhed, som kan rejse tvivl om rigtigheden af den analyse, som Kommissionen har foretaget, skal være nået.

116

Det tredje anbringendes første led må derfor forkastes.

117

Med det tredje anbringendes andet led om den manglende hensyntagen til den fremadrettede karakter af Gazproms tilsagn i forbindelse med analysen af hensigtsmæssigheden af de forskellige elementer, som disse tilsagn består af, har Orlen gjort gældende, at Kommissionen ifølge Domstolens praksis for så vidt angår tilsagn, der har til formål at eliminere de konkurrencemæssige betænkeligheder (nemlig at bringe den konkurrencebegrænsende praksis, som Kommissionen har identificeret i den foreløbige vurdering, til ophør, genskabe konkurrencen på markedet og undgå gentagelse af overtrædelserne), med særlig forsigtighed skal behandle de tilfælde, hvor situationen ændrer sig negativt. Retten er i denne sammenhæng forpligtet til at efterprøve, om Kommissionen foretog denne analyse korrekt, idet den både støttede sig på den »gældende historiske erfaring« og på »efterprøvelsen af sandsynligheden for, at alle betingelser er opfyldt, idet disse betingelser skal være opfyldt kumulativt«.

118

I det foreliggende tilfælde udgør analysen af hensigtsmæssigheden af det tilsagn, der består i kun at indsætte en prisrevisionsklausul i forhold til den situation, der forelå på markedet på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, idet der helt ses bort fra det fremadrettede element, det første eksempel på en fejl begået af Retten.

119

Et andet eksempel på en sådan manglende kontrol fra Rettens side af, om Kommissionen foretog en tilstrækkelig fremadrettet analyse, er den manglende efterprøvelse af, hvor mange kumulative betingelser der skal være opfyldt for at nå det formål med pristilsagnet, der er nævnt i 135. betragtning til den omtvistede afgørelse, og som tilsigter at sikre Gazproms kunder en klar kontraktmæssig ret, der sikrer, at deres gaspriser forbliver rimelige og konkurrencedygtige i fremtiden.

120

Retten foretog derfor ikke en korrekt bedømmelse af de relevante faktiske omstændigheder, der lå til grund for dens analyse, og hver af de ovennævnte fejl havde direkte indvirkning på den omtvistede afgørelse.

121

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

122

Orlens udsagn afkræftes af indholdet af såvel den omtvistede afgørelse som den appellerede dom.

123

I modsætning til, hvad Orlen har gjort gældende, tog Kommissionen og Retten således klart hensyn til den potentielle fremtidige markedsudvikling, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 158, hvorfor Retten i denne doms præmis 155 fandt det tilstrækkeligt, at de endelige tilsagn indeholdt en prisrevisionsklausul og ikke en øjeblikkelig ændring af de prisformler, der var fastsat i de eksisterende vilkår.

124

Orlen har foretaget en fejlagtig fortolkning af denne sidstnævnte præmis i den appellerede dom ved at anføre, at Retten kun vurderede, om den prisrevisonsklausul, som Gazprom havde foreslået, var hensigtsmæssig i forhold til markedssituationen på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse. Retten bekræftede blot heri, at Kommissionen i sin vurdering ligeledes korrekt havde taget hensyn til markedssituationen på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse. Det fremgår i øvrigt klart af den appellerede doms præmis 156-158, at Retten faktisk efterprøvede rigtigheden af Kommissionens fremadrettede vurdering. I denne henseende skulle den omstændighed, at priserne var konkurrencedygtige på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte afgørelse, ses i sammenhæng med, at Gazprom blev indrømmet en frist på ti uger til at ændre alle aftaler og indføre en prisrevisionsklausul i disse.

125

Endvidere foretog Retten ligeledes en tilstrækkelig vurdering af den måde, hvorpå det takket være de prisrevisionsklausuler, der blev indført ved tilsagnene, var muligt at undgå en gentagelse af en situation, hvor priserne var uforholdsmæssigt høje.

126

Følgelig skal det tredje anbringendes andet led forkastes, og anbringendet skal derfor forkastes.

127

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.

128

Dette anbringende består af to led.

129

Med det fjerde anbringendes første led har Orlen gjort gældende, at Retten støttede den i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fastsatte mulighed for at genåbne proceduren ved en overtrædelse af et tilsagn, hvis indhold Retten fortolkede ud fra begrundelsen for den omtvistede afgørelse og ikke ud fra dens konklusion.

130

Det fremgår klart af denne artikel 9, stk. 2, litra b), at såfremt den pågældende virksomhed ikke overholder de tilsagn, som Kommissionen har accepteret, har Kommissionen ret til at genåbne proceduren. Det er derfor afgørende utvetydigt at fastlægge indholdet af det pågældende tilsagn.

131

I denne henseende skal fortolkningen af den omtvistede afgørelses dispositive del ikke bestå i at supplere indholdet af de tilsagn, der fremgår af denne dispositive del, således som Retten gjorde det, men i at fortolke disse, navnlig i tilfælde af tvivl med hensyn til ordlydsfortolkningen af den pågældende dispositive del. Dette understøttes af retspraksis, hvorefter et søgsmål principielt skal være rettet mod en retsakts dispositive del og ikke mod dens begrundelse, medmindre indholdet af denne begrundelse påvirker det materielle indhold af den afgørelse, der er indeholdt i denne retsakts dispositive del, eller udgør det nødvendige grundlag for denne.

132

Retten fortolkede imidlertid ikke blot indholdet af tilsagnene vedrørende prispolitikken, der udgjorde en del af den omtvistede afgørelses dispositive del, i lyset af begrundelsen for denne afgørelse, men dels udvidede den også med urette dette indhold, således at det omfattede elementer, som tydeligvis ikke fremgik af denne konklusion, dels henviste den på grundlag af denne således udvidede afgørelse til muligheden for at genåbne proceduren, bl.a. i tilfælde af voldgiftsretternes manglende overholdelse af oplysningerne om »platformspriser«, der gør det muligt at fastsætte ændrede priser. Da Kommissionen ikke klart har præciseret, hvad den forstod ved en manglende opfyldelse af et tilsagn i lyset af grundene til at genåbne proceduren, kunne Retten ikke lovligt heraf udlede et argument for, at det pågældende tilsagn var hensigtsmæssigt.

133

Kommissionen er i øvrigt ikke forpligtet til at genåbne proceduren i tilfælde af Gazproms overtrædelse af sine tilsagn, da den råder over et vidt skøn i denne henseende. Argumentet om, at den mulighed for at genåbne proceduren, som Kommissionen råder over i tilfælde af overtrædelse af disse tilsagn, beviser, at tilsagnene er hensigtsmæssige, er derfor ugrundet.

134

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

135

Som det allerede er nævnt i denne doms præmis 67, er den omstændighed alene, at der mindes om, at tilsagnene, hvis de ikke overholdes af den berørte virksomhed, kan give anledning til en genåbning af proceduren i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, ikke udtryk for en vilje til efterfølgende at supplere disse tilsagn, men til at sikre, at de overholdes. Det er i samme ånd, at Retten henviste til muligheden for at genåbne proceduren og pålægge en bøde i henhold til artikel 23, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1/2003, hvis Gazprom ikke overholder sine tilsagn. Der er tale om en simpel påmindelse, der skal sikre, at Gazprom efterkommer disse.

136

Det er endvidere fuldt ud logisk, at Retten fortolkede indholdet af den omtvistede afgørelses dispositive del i lyset af begrundelsen for afgørelsen. Den omstændighed, at der for at understøtte en korrekt fortolkning af denne afgørelses dispositive del blev henvist til afgørelsens begrundelse, udgør ikke en retlig fejl, men er en sædvanlig fortolkningsteknik. Herved supplerede Retten i modsætning til, hvad Orlen har anført, ikke denne dispositive del med oplysninger, som ikke fremgik heraf, men fortolkede den alene i lyset af indholdet af denne begrundelse. Retten begrænsede sig navnlig til som svar på Orlens anbringender at forklare, hvad der skulle forstås ved det tilsagn, der er beskrevet i de endelige tilsagns punkt 19, nr. iv), uden at modsige eller gå ud over ordlyden af dette punkt, men ved at anlægge en rimelig fortolkning af dette tilsagn på grundlag af dets indhold og formål.

137

Det tredje anbringendes første led må derfor forkastes.

138

Med det fjerde anbringendes andet led har Orlen fremført et argument om, at Retten støttede den mulighed, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, for at genåbne proceduren ved at fremhæve omstændigheder, som den omtvistede afgørelse ikke var støttet på, og som ikke havde nogen forbindelse med genstanden for denne sidstnævnte.

139

Den korrekte fortolkning af denne bestemmelse gør det muligt for Kommissionen at genåbne proceduren, hvis de faktiske forhold ændrer sig med hensyn til et punkt, der var væsentligt for den pågældende beslutning. Den nævnte bestemmelse vedrører således faktiske omstændigheder, som forelå på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtog sin afgørelse, og som derfor var blevet undersøgt af denne institution. Retten så imidlertid bort fra denne fortolkning ved navnlig at anvende den på to former for omstændigheder.

140

For det første fandt Retten, at selv om konvergensen mellem gas- og oliepriserne var en kortvarig omstændighed, udgjorde enhver manglende konvergens i fremtiden en ændring af de omstændigheder, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse, som bemyndiger Kommissionen til at handle i henhold til samme bestemmelse.

141

For det andet har Orlen gjort gældende, at Retten ligeledes fandt, at der skulle tages hensyn til, at visse omstændigheder ikke forelå på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse, såsom den ikke-operationelle karakter af Nord Stream 2-gasrørledningen, den omstændighed, at Gazprom ikke havde indført restriktioner for gasforsyningen, eller at Gazprom ikke pålagde nye betingelser for levering af gas, idet sådanne omstændigheder, hvis de skulle vise sig i fremtiden, ville kunne medføre, at Kommissionen ville genåbne proceduren i henhold til artikel 9, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003.

142

Retten fandt derfor, at fremtidige og ubestemte begivenheder med hensyn til deres omfang og karakter, som efter deres art ikke udgjorde faktiske omstændigheder, der lå til grund for den omtvistede afgørelse, kunne begrunde en sådan genåbning, hvilket er i strid med den korrekte fortolkning af denne bestemmelse.

143

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

144

Som Kommissionen har anført i sit svarskrift, illustrerer artikel 9, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 den omstændighed, at de tilsagn, som denne institution har godkendt, kun har eksistensberettigelse, for så vidt som de omstændigheder, der har ført til deres vedtagelse, ikke undergår væsentlige ændringer, idet proceduren i modsat fald skal genåbnes med henblik på at tilpasse de pågældende tilsagn til de nye omstændigheder.

145

I modsætning til, hvad Orlen har gjort gældende, begrænsede Retten sig for det første til i den appellerede doms præmis 426 at bemærke, at Kommissionen i givet fald kunne gøre brug af den mulighed, der er fastsat i denne bestemmelse, for at genåbne proceduren, hvis de faktiske forhold ændrer sig med hensyn til et punkt, der var væsentligt for den pågældende beslutning, navnlig i tilfælde af udvikling på gasmarkederne.

146

For det andet begik Retten ikke en retlig fejl ved fortolkningen af udtrykket »hvis de faktiske forhold ændrer sig med hensyn til et punkt, der var væsentligt for beslutningen« i den nævnte bestemmelse. Navnlig anførte den ikke, at alle de fremtidige begivenheder, som Orlens frygt vedrørte, navnlig vedrørende Nord Stream 2-gasrørledningen, udgjorde en sådan ændring.

147

Retten foretog således ikke en uberettiget udvidelse af anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1/2003.

148

Det fjerde anbringendes andet led skal følgelig forkastes.

149

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at dette anbringende og dermed appellen i sin helhed skal forkastes.

150

Overgas har med sin kontraappel nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom.

151

Gazprom har gjort gældende, at Overgas ikke har interesse i at iværksætte kontraappellen. Desuden er selskabet ikke umiddelbart berørt af den appellerede dom. Appellen kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

152

For det første skader de endelige tilsagn ikke Overgas’ økonomiske eller retlige interesser. Selv om selskabet erkender, at der sandsynligvis skulle være afgivet bedre tilsagn, beviser dette ikke, at de endelige tilsagn er skadelige for sidstnævnte.

153

For det andet giver ugyldigheden af de endelige tilsagn ikke Overgas nogen fordel. Hvis disse tilsagn skulle have været ugyldige, ville det derimod ikke have været sikkert, at Kommissionen ville have gjort strengere tilsagn bindende, eller at Gazprom ville have været rede til at afgive dem. Den blotte hypotetiske og teoretiske mulighed for, at der foreligger angiveligt »bedre« tilsagn, er ikke tilstrækkelig til at fastslå, at kontraappellen kan antages til realitetsbehandling.

154

Overgas har i replikken gjort gældende, at kontraappellen kan antages til realitetsbehandling, eftersom selskabet er umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 56, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol af den omtvistede afgørelse. Det er klart i selskabets økonomiske interesse at opnå en mere gunstig afgørelse fra Kommissionen, der består af effektive retlige foranstaltninger. Et sådant resultat kan ikke opnås de jure, så længe den omtvistede afgørelse ikke er annulleret.

155

Orlen har ligeledes nedlagt påstand om, at kontraappellen antages til realitetsbehandling.

156

Det er tilstrækkeligt at fastslå, at Overgas’ »interesse« i at iværksætte kontraappellen er godtgjort, selv om selskabet opererer på det bulgarske gasmarked, som ikke direkte er genstand for de endelige tilsagn, der blev gjort bindende ved den omtvistede afgørelse, eftersom selskabet var intervenient i første instans til støtte for Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwos påstande, og at Retten ved den appellerede dom frifandt Kommissionen.

157

Overgas har fremsat to anbringender til støtte for kontraappellen.

158

Overgas har med sit første anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 40, stk. 2, sammenholdt med artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, for så vidt som den fandt, at Overgas’ argumenter i interventionsindlægget ikke kunne antages til realitetsbehandling, eftersom de vedrørte det bulgarske gassystem.

159

Det var med urette, at Retten fastslog, at disse argumenter gik ud over tvistens genstand. Det tilkommer ikke Retten, men alene sagsøgeren, dvs. i det foreliggende tilfælde Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo, at fastlægge tvistens genstand inden for rammerne af et annullationssøgsmål. Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo har imidlertid defineret tvistens genstand bredt, herunder for så vidt angår territoriale begrænsninger. Tilsagnene vedrørende Bulgarien vil derfor indgå heri. Rettens fortolkning af den tilgang, som Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo har anlagt, navnlig for så vidt angår de potentielle begrænsninger af tvistens genstand, er desuden delvist selvmodsigende, i vidt omfang tvetydig og generelt uforenelig med Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwos klare standpunkt, således som det fremgår selskabets stævning.

160

Overgas har til støtte for denne analyse anført, at de anbringender, som Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo fremsatte i første instans, vedrørte en række problemer og fejl, som var fremhævet i indholdet af den omtvistede afgørelse, med hensyn til hvilke det polske marked, som sidstnævnte selskab havde et bedre kendskab til, kun var ét eksempel på, uden at dette indebar, at det bulgarske gasmarked blev udelukket fra tvistens genstand.

161

Orlen er af den opfattelse, at Overgas’ første anbringende og Overgas’ påstand om, at den appellerede dom ophæves i sin helhed, skal tages til følge.

162

Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende skal forkastes.

163

Det skal indledningsvis bemærkes, at Gazprom i forbindelse med tilsagnet vedrørende Bulgarien afgav tilsagn om at ændre aftalerne om gasforsyning og ‑transmission med henblik på at fjerne de kontraktmæssige hindringer for den bulgarske transmissionssystemoperatør og således bringe dette system i overensstemmelse med kravene i den afledte EU-ret. Disse krav vedrører bl.a. implementeringen af et indfødnings-udtags-system, indgåelse af sammenkoblingsaftaler mellem systemoperatører fra nabolande og regler for fordeling af gasmængder mellem flere systembrugere i sammenkoblingspunkterne. Disse krav letter den grænseoverskridende handel med gas, fremmer konkurrencen og sikrer integrationen af det indre marked.

164

Dernæst henviste Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo i sin stævning for Retten kun én gang til tilsagnet vedrørende Bulgarien og fremsatte ikke noget anbringende vedrørende dette tilsagns hensigtsmæssighed. Selskabet gjorde derimod gældende, at Gazprom burde have afgivet et tilsagn, og at Kommissionen burde have gjort det bindende for andre gasmarkeder i lande i Central- og Østeuropa, herunder Polen, der svarede til tilsagnet vedrørende Bulgarien. Der er således ingen tvivl om, at dette sidstnævnte tilsagn gik ud over genstanden for den sag, der var indbragt for Retten.

165

Endelig tog Retten i den appellerede doms præmis 409 ganske vist stilling til Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwos anbringende om, at tilsagnene vedrørende de territoriale begrænsninger i deres helhed var uhensigtsmæssige, og fastslog i denne forbindelse, at Kommissionen ikke havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn. Retten tog imidlertid i sin vurdering hensyn til den omstændighed, at Polskie Gruprnictwo Naftowe i Gazownictwo på ingen måde havde bestridt, at tilsagnet vedrørende Bulgarien var hensigtsmæssigt.

166

Det er således godtgjort, at tilsagnet vedrørende Bulgarien ikke var omfattet af tvistens genstand som afgrænset i den stævning, der blev indleveret til Retten, således at det var med rette, at Retten fastslog, at Overgas’ argumenter i interventionsindlægget ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som de vedrørte det bulgarske gassystem.

167

Det første anbringende skal således forkastes.

168

Overgas har med sit andet anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte den begrundelsespligt, der påhviler den i henhold til artikel 36 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, sammenholdt med dennes artikel 53, stk. 1.

169

Navnlig specificerede Retten hverken beregningsmetoden for de fire faktorer, der begrænsede anvendelsesområdet for tilsagnene vedrørende leveringspunkterne, måden, hvorpå de kumulative virkninger af disse fire faktorer skulle måles, eller den referenceramme, der blev anvendt for at nå til den konklusion om, at selv disse kumulative virkninger ikke gav sig udslag i et åbenbart urigtigt skøn fra Kommissionens side på tidspunktet for godkendelsen af disse tilsagn. Retten gav ikke nogen forklaring på, hvilken metode den anvendte i denne henseende, og heller ikke på dens anvendelse på omstændighederne i den foreliggende sag.

170

Orlen har ikke taget stilling til det andet anbringende. Kommissionen er af den opfattelse, at det ikke kan antages til realitetsbehandling, da det er for upræcist.

171

Det bemærkes, at den begrundelsespligt, der påhviler Retten, blot indebærer, at den klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, den har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne afgørelse, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (dom af 26.7.2017, Staatliche Porzellan-Manufaktur Meissen mod EUIPO, C-471/16 P, EU:C:2017:602, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis), men ikke at give en begrundelse, som giver en udtømmende besvarelse af alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen (jf. i denne retning dom af 4.3.2021, Liaño Reig mod SRB, C-947/19 P, EU:C:2021:172, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

172

I det foreliggende tilfælde fremgår det bl.a. af denne doms præmis 77 og 114, at Retten kontrollerede og begrundede sin analyse af Kommissionens vurdering af tilsagnene vedrørende leveringspunkterne. Den omstændighed, at de pågældende passager i den appellerede dom ikke er så detaljerede, som Overgas måtte have ønsket, gør det ikke muligt at konkludere, at Retten gav en utilstrækkelig begrundelse for dommen i denne henseende.

173

Det andet anbringende og dermed kontraappellen i sin helhed skal derfor forkastes.

174

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge.

175

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme procesreglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

176

Da Orlen har tabt appelsagen, bør det pålægges selskabet at bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, som Kommissionen og Gazprom har afholdt i forbindelse med denne appel, i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom. Da Overgas har tabt kontraappellen, bør det pålægges selskabet at bære sine egne omkostninger og at betale de omkostninger, som Kommissionen og Gazprom har afholdt i forbindelse med kontraappellen, i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom.

177

Procesreglementets artikel 140, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, bestemmer derudover, at medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger. Republikken Polen, intervenient i første instans, bærer således sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):