–

JF ved Rechtsanwalt C. Schmaus,

–

den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll og V.-S. Strasser, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller og A. Hoesch, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved A. Azéma og L. Hohenecker, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (forbundskontoret for immigration og asyl, Østrig) (herefter »forbundskontoret«) og JF, som er en tredjelandsstatsborger, vedrørende lovligheden af en afgørelse om afslag på anerkendelse af flygtningestatus efter en efterfølgende ansøgning om international beskyttelse indgivet af sidstnævnte.

3

Artikel 1, afsnit A, i konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), trådt i kraft den 22. april 1954 og suppleret ved protokollen om flygtninges retsstilling, som blev indgået i New York den 31. januar 1967 og trådte i kraft den 4. oktober 1967 (herefter »Genèvekonventionen«), fastsætter:

»For nærværende konventions formål skal udtrykket »flygtning« finde anvendelse på enhver person, der:

[...]

[...]«

4

Konventionens artikel 2 med overskriften »Almindelige forpligtelser« bestemmer:

»Der påhviler enhver flygtning forpligtelser over for det land, i hvilket han befinder sig, herunder navnlig at han retter sig efter dets love og bestemmelser såvel som efter foranstaltninger, truffet til opretholdelse af den offentlige orden.«

5

Den nævnte konventions artikel 33, der har overskriften »Forbud mod udvisning eller afvisning«, fastsætter i stk. 1, at »[i]ngen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser«.

6

Det fremgår af Genèvekonventionens artikel 42, stk. 1, at »[e]nhver stat kan samtidig med undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen tage forbehold over for konventionens artikler, undtagen for så vidt angår [artikel] 1, 3 [og] 4, [artikel 16, stk. 1, samt artikel] 33 [og] 36-46«.

7

4.,12., 24. og 25. betragtning til direktiv 2011/95 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

8

Direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« er sålydende:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]«

9

Det nævnte direktivs artikel 4, der er indeholdt i direktivets kapitel II, og som har overskriften »Vurdering af kendsgerninger og omstændigheder«, bestemmer følgende i stk. 3:

»Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:

[...]

[...]«

10

Direktivets artikel 5, der ligeledes er indeholdt i direktivets kapitel II, og som har overskriften »Behov for international beskyttelse, som opstår på stedet«, fastsætter:

»1.   En velbegrundet frygt for forfølgelse eller en reel risiko for at lide alvorlig overlast kan være baseret på begivenheder, der har fundet sted, efter at ansøgeren har forladt hjemlandet.

2.   En velbegrundet frygt for forfølgelse eller en reel risiko for at lide alvorlig overlast kan være baseret på aktiviteter, som ansøgeren har deltaget i, efter at den pågældende har forladt hjemlandet, navnlig hvis det er godtgjort, at de tilgrundliggende aktiviteter er et udtryk for og en videreførelse af overbevisninger eller holdninger, som ansøgeren havde i hjemlandet.

3.   Med forbehold af bestemmelserne i Genèvekonventionen kan medlemsstaterne bestemme, at en ansøger, der indgiver en efterfølgende ansøgning, som hovedregel ikke skal indrømmes flygtningestatus, hvis risikoen for forfølgelse skyldes omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget, efter at han forlod hjemlandet.«

11

Artikel 10 i direktiv 2011/95, der er indeholdt i direktivets kapitel III, og som har overskriften »Grundene til forfølgelse«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Ved vurderingen af grundene til forfølgelse tager medlemsstaterne hensyn til følgende elementer:

[...]

[...]«

12

Det fremgår af direktivets artikel 13, at »[m]edlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere og statsløse, der kan anerkendes som flygtninge i medfør af kapitel II og III, flygtningestatus«.

13

I artikel 2, litra q), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60) defineres en »fornyet ansøgning« som »en ny ansøgning om international beskyttelse, der indgives, efter at der er truffet endelig afgørelse om en tidligere ansøgning [...]«.

14

§ 3 i Bundesgesetz über die Gewährung von Asyl (Asylgesetz 2005) (forbundslov om tildeling af asyl (lov om asyl af 2005)) af 16. august 2005 (BGBl. I, 100/2005) i den affattelse heraf, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »asylloven af 2005«), har overskriften »Status som asylberettiget« og fastsætter følgende:

»(1)   En udlænding, der i Østrig har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, tildeles status som asylberettiget, såfremt der ikke skal gives afslag på denne ansøgning i henhold til §§ 4, 4a eller 5, og såfremt det er sandsynligt, at vedkommende i hjemlandet er truet af forfølgelse som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, nr. 2).

(2)   Forfølgelsen kan også bero på begivenheder, der er opstået, efter at udlændingen har forladt sit hjemland [...], eller på aktiviteter, som udlændingen har udøvet efter sin afrejse fra hjemlandet, og som bl.a. er et udtryk for og en videreførelse af en overbevisning, som allerede bestod i hjemlandet [...]. En udlænding, der indgiver en efterfølgende ansøgning [...], tildeles som hovedregel ikke status som asylberettiget, hvis risikoen for forfølgelse beror på omstændigheder, som udlændingen selv har forårsaget efter sin afrejse fra hjemlandet, medmindre der er tale om aktiviteter, der er tilladt i Østrig, og som påviseligt er et udtryk for og en videreførelse af en overbevisning, som allerede bestod i hjemlandet.

[...]«

15

Den 3. oktober 2015 indgav JF, der er iransk statsborger, en ansøgning om international beskyttelse til forbundskontoret, idet han gjorde gældende dels, at han var blevet afhørt af den iranske efterretningstjeneste i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv som kørelærer, dels, at han som studerende var blevet udsat for forfølgelse for at have kritiseret en muslimsk prædikant.

16

Idet forbundskontoret var af den opfattelse, at disse erklæringer ikke var troværdige, gav det ved afgørelse af 7. juni 2017 afslag på denne ansøgning og traf en afgørelse om tilbagesendelse over for ham. Ved dom af 3. januar 2018, som er blevet endelig, forkastede Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig) det søgsmål, som JF havde anlagt til prøvelse af denne afgørelse, som ugrundet.

17

Den 26. juni 2019 indgav JF en fornyet ansøgning som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, idet han gjorde gældende, at han i mellemtiden var konverteret til kristendommen, og at han som følge heraf frygtede at blive forfulgt i sit hjemland. Ved afgørelse af 24. juni 2020 meddelte forbundskontoret afslag på at tildele ham flygtningestatus på grundlag af § 3, stk. 2, andet punktum, i asylloven af 2005, for så vidt som den påberåbte risiko for forfølgelse var opstået på stedet og var blevet forårsaget af ansøgeren selv. Forbundskontoret konstaterede derimod, at JF på troværdig vis havde godtgjort, at hans konvertering til kristendommen i Østrig var sket »på grundlag af en indre overbevisning«, at han aktivt praktiserede denne religion, og at han af denne grund risikerede at blive udsat for individuel forfølgelse, hvis han vendte tilbage til Iran. På denne baggrund tildelte forbundskontoret JF subsidiær beskyttelsesstatus og en tidsbegrænset opholdsret.

18

Ved dom af 29. september 2020 gav Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) JF medhold i den sag, som han havde anlagt til prøvelse af den nævnte afgørelse. Denne retsinstans fastslog, at selv om det i forbindelse med behandlingen af en efterfølgende ansøgning forholder sig således, at risikoen for forfølgelse på grund af omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget, »som hovedregel« udelukker tildeling af flygtningestatus, indikerer dette udtryk dog, at denne status i visse tilfælde kan tildeles, uden at dette berører den ved § 3, stk. 2, andet punktum, i asylloven af 2005 pålagte forpligtelse for den kompetente myndighed til at kontrollere, om der foreligger misbrug fra denne ansøgers side. Ifølge den nævnte domstol indeholdt forbundskontorets afgørelse af 24. juni 2020 ikke nogen indikation af, at den af JF udviste adfærd var udtryk for misbrug. Den omstændighed, at der ikke forelå oplysninger, som godtgjorde, at JF’s konvertering var udtryk for og en videreførelse af en overbevisning, som han allerede havde i hjemlandet, var ifølge den nævnte domstol desuden ikke tilstrækkelig til at begrunde et afslag på anerkendelse af flygtningestatus.

19

Forbundskontoret har iværksat revisionsappel til prøvelse af den nævnte dom ved den forelæggende ret, dvs. Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig), idet forbundskontoret har gjort gældende, at ordlyden af § 3, stk. 2, andet punktum, i asylloven af 2005 udelukker en fortolkning, hvorefter det i tilfælde af en efterfølgende ansøgning baseret på en risiko for forfølgelse, der følger af omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget på stedet, udelukkende skal fastlægges, om disse omstændigheder er blevet påberåbt med forsæt om misbrug. Ifølge forbundskontoret er der ved denne bestemmelse indført en hovedregel om afslag på flygtningestatus til ansøgere, der i værtsmedlemsstaten selv har forårsaget de omstændigheder, som ligger til grund for den påberåbte risiko for forfølgelse. Den eneste undtagelse fra denne hovedregel vedrører det tilfælde, hvor de pågældende aktiviteter er tilladt i Østrig, og med hensyn til hvilke det er godtgjort, at de er et udtryk for og en videreførelse af en overbevisning, som ansøgeren allerede havde i hjemlandet.

20

Den forelæggende ret har anført, at for så vidt som § 3, stk. 2, andet punktum, i asylloven af 2005 gennemfører artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 i østrigsk ret, afhænger løsningen af tvisten i hovedsagen af fortolkningen af sidstnævnte bestemmelse.

21

Den forelæggende ret har i denne henseende for det første – for så vidt angår det i den nævnte bestemmelse indeholdte udtryk »[m]ed forbehold af bestemmelserne i Genèvekonventionen« – anført, at betydningen af det tyske ord »[u]nbeschadet« (»med forbehold af«) er tvetydig. Ifølge den første betydning af dette ord skal Genèvekonventionen overholdes uden nogen begrænsning, herunder i de situationer, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95, mens medlemsstaterne i henhold til den anden betydning kan indføre en formodning for misbrug i forbindelse med de efterfølgende ansøgninger, der er støttet på »omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget, efter at han forlod hjemlandet«. For det andet udgør udtrykket »som hovedregel« et ubestemt begreb, hvis konkrete betydning hverken kan udledes af direktivets ordlyd eller af betragtningerne hertil.

22

På denne baggrund har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 5, stk. 3, i [direktiv 2011/95] fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter en udlænding, der indgiver en efterfølgende ansøgning, som hovedregel ikke skal tildeles asylstatus, hvis risikoen for forfølgelse skyldes omstændigheder, som udlændingen selv har forårsaget, efter at [den pågældende] forlod hjemlandet, medmindre der er tale om aktiviteter, der er tilladt i Østrig, [og vedrørende hvilke] det er godtgjort, at de er et udtryk for og en videreførelse af overbevisninger, som ansøgeren [allerede] havde i hjemlandet?«

23

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter anerkendelse af flygtningestatus efter en fornyet ansøgning som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, der er støttet på en risiko for forfølgelse, der skyldes omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget efter sin afrejse fra hjemlandet, er underlagt to betingelser, nemlig at disse omstændigheder indtrådte i forbindelse med aktiviteter, der er tilladt i den pågældende medlemsstat, og at de er et udtryk for og en videreførelse af en overbevisning, som ansøgeren allerede havde i hjemlandet.

24

Det fremgår af artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95, at »[m]ed forbehold af bestemmelserne i Genèvekonventionen kan medlemsstaterne bestemme, at en ansøger, der indgiver en efterfølgende ansøgning, som hovedregel ikke skal indrømmes flygtningestatus, hvis risikoen for forfølgelse skyldes omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget, efter at han forlod hjemlandet«.

25

Det følger såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en EU-retlig bestemmelse, som efter sin ordlyd ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Den Europæiske Union, som skal søges under hensyntagen til ikke alene dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og det med den pågældende lovgivning forfulgte mål samt i givet fald dens tilblivelseshistorie (jf. i denne retning dom af 18.1.1984, Ekro, 327/82, EU:C:1984:11, præmis 11, af 19.12.2019, Nederlands Uitgeversverbond og Groep Algemene Uitgevers, C-263/18, EU:C:2019:1111, præmis 38, og af 25.6.2020, Ministerio Fiscal (Myndighed, der kan modtage en ansøgning om international beskyttelse), C-36/20 PPU, EU:C:2020:495, præmis 53).

26

Hvad indledningsvis angår ordlyden af artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 fremgår det for det første heraf, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at gennemføre denne bestemmelse i national ret, men »kan« gøre det som en simpel mulighed. For det andet er det kun i det tilfælde, hvor den risiko for forfølgelse, som ansøgeren har påberåbt sig til støtte for en efterfølgende ansøgning, skyldes »omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget, efter at han forlod hjemlandet«, at denne ansøger »som hovedregel« ikke skal tildeles flygtningestatus. Det sidstnævnte udtryk udelukker derfor ikke, at en ansøger, selv under sådanne omstændigheder, på visse betingelser kan tildeles denne status.

27

Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 indgår, skal det bemærkes, således som det bl.a. fremgår af fjerde betragtning til dette direktiv, at Genèvekonventionen udgør hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge. Det følger heraf, at det nævnte direktivs bestemmelser ikke alene skal fortolkes i lyset af direktivets generelle opbygning, men også under iagttagelse af den nævnte konvention (jf. i denne retning dom af 13.1.2021, Bundesrepublik Deutschland (Flygtningestatus for en statsløs palæstinenser), C-507/19, EU:C:2021:3, præmis 38 og 39, samt af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 36 og 37).

28

Det skal ligeledes bemærkes, at artikel 5 i direktiv 2011/95 i overensstemmelse med sin overskrift vedrører »[b]ehov for international beskyttelse, som opstår på stedet«. Således som det fremgår af 25. betragtning til direktivet, skal der indføres en fælles opfattelse af dette begreb. I denne henseende bliver det i stk. 1 og 2 i nævnte artikel 5 – der i modsætning til artiklens stk. 3 finder anvendelse på enhver ansøgning om international beskyttelse – præciseret, at en velbegrundet frygt for forfølgelse ikke alene kan være baseret på begivenheder, der har fundet sted, efter at ansøgeren har forladt sit hjemland, men også på aktiviteter, som ansøgeren har deltaget i, efter at den pågældende har forladt dette land. Den omstændighed, at udtrykket »navnlig« bliver anvendt i nævnte artikel 5, stk. 2, med henblik på at omfatte det tilfælde, hvor det er godtgjort, at disse aktiviteter er et udtryk for og en videreførelse af overbevisninger eller holdninger, som ansøgeren havde i hjemlandet, indebærer, at aktiviteter, der ikke udgør et sådant udtryk og en sådan videreførelse, principielt også kan påberåbes, hvad enten det sker i forbindelse med en første ansøgning om international beskyttelse eller en efterfølgende ansøgning.

29

Det følger af det ovenstående, at artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 udgør en undtagelse fra det princip, der er fastsat i denne artikels stk. 1 og 2, for så vidt som bestemmelsen tillader, at en risiko for forfølgelse, der påberåbes til støtte for en efterfølgende ansøgning, og som skyldes omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget, efter at den pågældende forlod hjemlandet, »som hovedregel« fører til udelukkelse af anerkendelse af flygtningestatus. Henset til denne karakter af undtagelse skal den mulighed, som medlemsstaterne er indrømmet ved nævnte artikel 5, stk. 3, fortolkes restriktivt, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 54 i forslaget til afgørelse.

30

Denne fortolkning bekræftes af den definition af begrebet »flygtning«, der er indeholdt i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, nr. 2), og gengivet i artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95, og som ikke fastsætter nogen restriktion for, at en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af i det mindste én af de deri nævnte årsager til forfølgelse kan støttes på aktiviteter, som ansøgeren har deltaget i, efter at den pågældende har forladt hjemlandet, og som ikke er et udtryk for og en videreførelse af overbevisninger eller holdninger, som ansøgeren allerede havde i dette land.

31

Den nævnte fortolkning underbygges ligeledes af tilblivelseshistorien for artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95. Det fremgår nemlig af det forslag til Rådets direktiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere og statsløse som flygtninge, eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse (KOM(2001) 510 endelig udg.), der blev fremsat af Europa-Kommissionen den 30. oktober 2001, og som førte til vedtagelsen af Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2004, L 304, s. 12), ophævet og erstattet af direktiv 2011/95, at Kommissionen ved brugen af udsagnsordet »forårsage« i den artikel, der i direktiv 2004/83 svarede til artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95, havde til hensigt at regulere den situation, hvor ansøgerens frygt for forfølgelse »er konstrueret« af den pågældende.

32

Det følger af det ovenstående – således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 56 og 64 i forslaget til afgørelse – at, henset til det forsætlige element, der er forbundet med udtrykket »omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget«, har et afslag på at anerkende flygtningestatus efter en efterfølgende ansøgning om international beskyttelse på grundlag af artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 til formål at sanktionere en hensigt om misbrug hos en ansøger, som har »konstrueret« de omstændigheder, der ligger til grund for den risiko for forfølgelse, som vedkommende vil blive udsat for ved en tilbagevenden til sit hjemland, og således har udnyttet den gældende procedure for tildeling af international beskyttelse.

33

En sådan fortolkning underbygges endelig af hovedformålet med det nævnte direktiv, der – således som det fremgår af 12. betragtning til direktivet – består i dels at sikre, at medlemsstaterne anvender fælles kriterier til identifikation af personer, som reelt har behov for international beskyttelse, dels at sikre, at der findes et minimum af ydelser til fordel for disse personer i alle medlemsstater (jf. i denne retning dom af 6.7.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Særlig grov forbrydelse), C-402/22, EU:C:2023:543, præmis 36).

34

Spørgsmålet om, hvorvidt de omstændigheder, som er påberåbt i en efterfølgende ansøgning med henblik på at godtgøre, at der foreligger en risiko for forfølgelse på grundlag af en af de i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2011/95 omhandlede grunde, som kan føre til anerkendelse af flygtningestatus, skyldes en hensigt om misbrug og udnyttelse af den gældende procedure, kræver, at medlemsstaternes kompetente myndigheder i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 3, foretager en individuel vurdering af denne ansøgning i lyset af samtlige foreliggende omstændigheder og under hensyntagen til samtlige relevante kendsgerninger (jf. i denne retning dom af 21.9.2023, Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (Politiske anskuelser i værtsmedlemsstaten), C-151/22, EU:C:2023:688, præmis 42, og af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 60).

35

I denne henseende skal det bemærkes, at den i det nævnte direktivs artikel 4, stk. 3, litra d), omhandlede omstændighed, at ansøgerens aktiviteter, siden vedkommende forlod hjemlandet, udelukkende eller hovedsagelig har haft til formål at skabe de nødvendige betingelser for at indgive en ansøgning om international beskyttelse, kun udgør et af de forhold, som de kompetente nationale myndigheder skal tage hensyn til i forbindelse med denne individuelle vurdering. Disse myndigheder skal således foretage en fuldstændig undersøgelse af samtlige de omstændigheder, der er knyttet til ansøgerens individuelle sag, under hensyntagen til alle de forhold, som er opregnet i stk. 3, litra a)-e), i nævnte artikel 4.

36

Det følger heraf, at artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 – i modsætning til, hvad den østrigske og den tyske regering har gjort gældende i deres skriftlige indlæg – ikke kan fortolkes således, at den fakultative gennemførelse af denne bestemmelse fritager medlemsstaterne fra at fastsætte en forpligtelse for de kompetente nationale myndigheder til at foretage en individuel vurdering af enhver efterfølgende ansøgning om international beskyttelse. Denne bestemmelse kan heller ikke fortolkes således, at en sådan gennemførelse gør det muligt for medlemsstaterne at indføre en formodning for, at enhver efterfølgende ansøgning, der er støttet på omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget, efter at vedkommende forlod hjemlandet, a priori er udtryk for en hensigt om misbrug og udnyttelse af proceduren for tildeling af international beskyttelse, hvilken formodning det ville påhvile denne ansøger at afkræfte.

37

Sådanne fortolkninger ville nemlig fratage bestemmelserne i artikel 4 i direktiv 2011/95 – som finder anvendelse på samtlige ansøgninger om international beskyttelse, uanset de til støtte for disse ansøgninger påberåbte årsager til forfølgelse – deres effektive virkning (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, F, C-473/16, EU:C:2018:36, præmis 36, og af 21.9.2023, Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (Politiske anskuelser i værtsmedlemsstaten), C-151/22, EU:C:2023:688, præmis 41). Særligt pålægger stk. 3 i nævnte artikel 4 den kompetente nationale myndighed at foretage en fuldstændig vurdering af alle de særlige omstændigheder i ansøgerens konkrete sag, hvilket udelukker enhver form for automatik (jf. analogt dom af 13.9.2018, Ahmed, C-369/17, EU:C:2018:713, præmis 48 og 49, samt af 22.9.2022, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl., C-159/21, EU:C:2022:708, præmis 72 og 73).

38

I det foreliggende tilfælde konstaterede forbundskontoret efter i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i direktiv 2011/95 at have foretaget en individuel vurdering af den efterfølgende ansøgning, som JF havde indgivet, at den berørte person på troværdig vis havde godtgjort, at han »på grundlag af en indre overbevisning« havde konverteret til kristendommen i Østrig, og at han aktivt praktiserede denne religion, hvorfor han risikerede at blive udsat for individuel forfølgelse, hvis han vendte tilbage til sit hjemland. En sådan konstatering kan imidlertid, hvis den viser sig at være korrekt, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, udelukke, at der hos denne ansøger foreligger en hensigt om misbrug og udnyttelse af den gældende procedure, som kan føre til, at den kompetente nationale myndighed afslår at anerkende ham som flygtning på grundlag af det nævnte direktivs artikel 5, stk. 3.

39

Hvis en sådan ansøger i øvrigt opfylder de i bestemmelserne i kapitel III i direktiv 2011/95 fastsatte betingelser for at blive anerkendt som »flygtning« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra d), pålægger direktivets artikel 13 den pågældende medlemsstat at tildele den pågældende flygtningestatus som omhandlet i direktivets artikel 2, litra e) (jf. i denne retning dom af 24.6.2015, T., C-373/13, EU:C:2015:413, præmis 63, og af 16.1.2024, Intervyuirasht organ na DAB pri MS (Kvinder, der er ofre for vold i hjemmet), C-621/21, EU:C:2024:47, præmis 72).

40

I alle de tilfælde, hvor den risiko for forfølgelse, der påberåbes til støtte for en efterfølgende ansøgning, skyldes de omstændigheder, som er beskrevet i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95, men med hensyn til hvilke det efter en individuel vurdering af denne ansøgning foretaget i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 3, konstateres, at disse omstændigheder er udtryk for denne ansøgers hensigt om misbrug og udnyttelse af den gældende procedure, giver nævnte artikel 5, stk. 3, derimod den pågældende medlemsstat mulighed for at fastsætte, at denne ansøger i princippet ikke skal tildeles flygtningestatus som omhandlet i artikel 2, litra e), direktiv 2011/95, skønt den nævnte ansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland som følge af sådanne omstændigheder og derfor skal anses for »flygtning« som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, og artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95. Egenskaben af flygtning i disse bestemmelsers forstand er nemlig ikke afhængig af, at en sådan egenskab formelt anerkendes ved tildeling af »flygtningestatus« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra e) (dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 90).

41

Det er i denne sammenhæng, at betydningen og rækkevidden af det i det nævnte direktivs artikel 5, stk. 3, indeholdte udtryk »[m]ed forbehold af bestemmelserne i Genèvekonventionen« skal undersøges. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at selv om ordet »[u]nbeschadet« i den tyske version af denne bestemmelse kan betyde »i overensstemmelse med«, kan det omvendt betyde »uden hensyntagen til«. Ifølge den nævnte ret vil det af sidstnævnte betydning af ordet »[u]nbeschadet«, såfremt den skal lægges til grund, følge, at artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 gør det muligt for medlemsstaterne i den i bestemmelsen fastsatte situation ikke at tage hensyn til den nævnte konventions bestemmelser.

42

Den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, kan imidlertid ikke tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. Den i nærværende doms præmis 25 nævnte nødvendighed af en ensartet fortolkning og anvendelse af hver bestemmelse i EU-retten udelukker, at denne betragtes isoleret i en af sine sprogversioner, og kræver, at den fortolkes på baggrund af den generelle opbygning af og formålet med den ordning, som den er en del af (jf. i denne retning dom af 12.11.1969, Stauder,29/69, EU:C:1969:57, præmis 2 og 3, samt af 15.9.2022, Minister for Justice and Equality (Tredjelandsstatsborger, der er fætter til en unionsborger), C-22/21, EU:C:2022:683, præmis 20).

43

I bl.a. den spanske, den tjekkiske, den engelske, den ungarske, den portugisiske, den finske og den svenske sprogversion skal det i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 indeholdte udtryk, der svarer til det tyske »[u]nbeschadet«, forstås således, at medlemsstaterne skal tage hensyn til Genèvekonventionens bestemmelser, når de gennemfører deres ved nævnte artikel 5, stk. 3, tillagte mulighed for »som hovedregel« ikke at indrømme en ansøger flygtningestatus under de omstændigheder, der er omhandlet i nærværende doms præmis 32. Det følger heraf, at ordet »[u]nbeschadet«, der fremgår af den tyske sprogversion af den nævnte bestemmelse, skal forstås i denne retning i overensstemmelse med såvel den generelle opbygning af som formålet med direktiv 2011/95, således som disse er beskrevet i henholdsvis præmis 27 og 33 i nærværende dom.

44

I alle de tilfælde, hvor den kompetente nationale myndighed, for hvilken der er blevet indgivet en efterfølgende ansøgning, godtgør, at de omstændigheder, som ansøgeren har henvist til, er udtryk for en hensigt om misbrug og udnyttelse af den gældende procedure, således at vedkommende kan nægtes flygtningestatus på grundlag af artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95, kræver udtrykket »[m]ed forbehold af bestemmelserne i Genèvekonventionen« derfor – hvis denne myndighed i lyset af disse omstændigheder konstaterer, at der foreligger en sandsynlig risiko for forfølgelse i tilfælde af, at ansøgeren vender tilbage til sit hjemland – at ansøgeren alligevel i den pågældende medlemsstat kan nyde de rettigheder, som er sikret ved Genèvekonventionen, og over for hvilke der i overensstemmelse med denne konventions artikel 42, stk. 1, ikke kan tages noget forbehold. Disse rettigheder omfatter den, der er sikret ved konventionens artikel 33, stk. 1, hvorefter ingen kontraherende stat på nogen som helst måde må udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor den pågældendes liv eller frihed ville være truet på grund af bl.a. vedkommendes religion.

45

Hvad endelig angår den forelæggende rets spørgsmål om, hvorvidt den betingelse, som er pålagt ved den nationale lovgivning – hvorved artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 er blevet gennemført, og hvorefter de aktiviteter, der ligger til grund for den risiko for forfølgelse, som ansøgeren påberåber sig, skal være tilladt i værtsmedlemsstaten – er forenelig med det nævnte direktiv, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det af Genèvekonventionens artikel 2 fremgår, at »[d]er påhviler enhver flygtning forpligtelser over for det land, i hvilket han befinder sig, herunder navnlig at han retter sig efter dets love og bestemmelser såvel som efter foranstaltninger, truffet til opretholdelse af den offentlige orden«. Det følger heraf, at det i nævnte artikel 5, stk. 3, indeholdte udtryk »[m]ed forbehold af bestemmelserne i Genèvekonventionen« ikke kan fortolkes således, at det er til hinder for en sådan betingelse fastsat i national ret.

46

Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 3, i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter anerkendelse af flygtningestatus efter en fornyet ansøgning som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, der er støttet på en risiko for forfølgelse, der skyldes omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget efter sin afrejse fra hjemlandet, er underlagt en betingelse om, at disse omstændigheder er et udtryk for og en videreførelse af en overbevisning, som ansøgeren allerede havde i dette land.

47

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse

skal fortolkes således, at

bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter anerkendelse af flygtningestatus efter en fornyet ansøgning – som omhandlet i artikel 2, litra q), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – der er støttet på en risiko for forfølgelse, der skyldes omstændigheder, som ansøgeren selv har forårsaget efter sin afrejse fra hjemlandet, er underlagt en betingelse om, at disse omstændigheder er et udtryk for og en videreførelse af en overbevisning, som ansøgeren allerede havde i dette land.