Sag C-221/22 P

Europa-Kommissionen

mod

Deutsche Telekom AG

Domstolens dom (Store Afdeling) af 11. juni 2024

»Appel – konkurrence – artikel 266 TEUF og 340 TEUF – dom om nedsættelse af en bøde pålagt af Europa-Kommissionen – Kommissionens tilbagebetaling af uretmæssigt inddrevne beløb – pligt til at betale renter – kvalificering – fast kompensation for fratagelsen af rådigheden over den med urette betalte bøde – sats, der skal anvendes«

Appel – anbringender – anfægtelse af retlige principper, der anvendes i den appellerede dom, men som følger af tidligere domme – formaliteten

(Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

(jf. præmis 30 og 31)
Den Europæiske Unions egne indtægter – betaling af et krav, der påhviler Kommissionen – forfaldne renter – dom om nedsættelse af en bøde, der er pålagt af Kommissionen, og som den pågældende virksomhed midlertidigt har indbetalt – Kommissionens tilbagebetaling af uretmæssigt inddrevne beløb – forpligtelse til at betale renter af et tilbagebetalt beløb fra tidspunktet for indbetalingen af bøden – intet afkast af de uretmæssigt inddrevne beløb – ikke relevant

(Art. 266, stk. 1, TEUF; Kommissionens forordning nr. 1268/2012, art. 90, stk. 4)

(jf. præmis 51-61 og 64-68)
Erstatning uden for kontrakt – betingelser – ulovlighed – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – Kommissionens tilsidesættelse af sin forpligtelse til at betale renter af det tilbagebetalte beløb af en delvist annulleret bøde – tilsidesættelse af artikel 266 TEUF – omfattet

(Art. 266, stk. 1, TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF)

(jf. præmis 62)
Den Europæiske Unions egne indtægter – betaling af et krav, der påhviler Kommissionen – forfaldne renter – dom om nedsættelse af en bøde, der er pålagt af Kommissionen, og som den pågældende virksomhed midlertidigt har indbetalt – Kommissionens tilbagebetaling af uretmæssigt inddrevne beløb – forpligtelse til at betale renter af et tilbagebetalt beløb fra tidspunktet for indbetalingen af bøden – fastsættelse af den skyldige rentesats

(Art. 266, stk. 1, TEUF; Kommissionens forordning nr. 1268/2012, art. 83)

(jf. præmis 78-87)

Resumé

Domstolen (Store Afdeling) forkastede den appel, som Europa-Kommissionen havde iværksat til prøvelse af en dom afsagt af Retten, hvorved denne blev pålagt at betale en erstatning på 1750522 EUR til Deutsche Telekom AG for den skade, der var forårsaget af dens afslag på at betale renter af det beløb, der skulle tilbagebetales til denne virksomhed som følge af nedsættelsen af en bøde, som denne virksomhed midlertidigt havde indbetalt.

Ved afgørelse truffet den 15. oktober 2014 ( 1 ) pålagde Kommissionen Deutsche Telekom en bøde på 31070000 EUR som følge af misbrug af en dominerende stilling på det slovakiske marked for højhastighedstelekommunikationstjenester.

Deutsche Telekom anlagde søgsmål med påstand om annullation af denne afgørelse, samtidig med at selskabet indbetalte bøden midlertidigt den 16. januar 2015. Ved sin dom af 13. december 2018 ( 2 ) gav Retten Deutsche Telekom delvis medhold og nedsatte bøden med 12039019 EUR. Den 19. februar 2019 tilbagebetalte Kommissionen dette beløb til Deutsche Telekom.

Ved skrivelse af 28. juni 2019 gav Kommissionen derimod afslag på at betale Deutsche Telekom renter for perioden fra indbetalingen af bøden til tilbagebetalingen af den del af bøden, der blev fundet uberettiget (herefter »den omhandlede periode«).

I et søgsmål anlagt af Deutsche Telekom fastslog Retten ( 3 ) bl.a., at Kommissionens afslag på at betale renter udgjorde en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF ( 4 ), som kan medføre, at Den Europæiske Union ifalder ansvar uden for kontraktforhold. Eftersom der var en direkte årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse og skaden i form af et tab af morarenter af den uretmæssigt inddrevne bøde i den omhandlede periode, indrømmede Retten Deutsche Telekom en erstatning på 1750522 EUR beregnet på grundlag af en analog anvendelse af den sats, der er fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012 ( 5 ), dvs. ECB’s refinansieringsats i januar 2015, forhøjet med 3,5 procentpoint.

Kommissionen iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Domstolen.

Domstolens bemærkninger

Indledningsvis forkastede Domstolen Deutsche Telekoms formalitetsindsigelse om, at appellen i realiteten ikke var rettet mod den appellerede dom, men mod den af Domstolen afsagte dom i Printeos-sagen ( 6 ), som Retten støttede sig på i sin dom.

I denne forbindelse bemærkede Domstolen, at Kommissionen som enhver anden part i en appelsag skal bevare muligheden for at anfægte de retlige principper, som Retten har anvendt i den dom, der påstås ophævet, selv om disse principper er blevet udviklet i domme, som ikke eller ikke længere kan appelleres.

I det foreliggende tilfælde havde Kommissionen selv gjort gældende, at dens appel havde til formål at opfordre Domstolen til at foretage en fornyet undersøgelse af den retspraksis, der fulgte af Printeos-dommen, således som den blev anvendt af Retten i den appellerede dom. Idet Kommissionens argumentation desuden tilstrækkeligt præcist identificerede de elementer i den appellerede dom, der anfægtedes, og grundene til, at denne efter Kommissionens opfattelse var behæftet med retlige fejl, antog Domstolen appellen til realitetsbehandling.

Hvad angår realiteten forkastede Domstolen for det første Kommissionens anbringende om, at Retten havde begået en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 266 TEUF.

I denne henseende mindede Domstolen om, at det fremgår af artikel 266, stk. 1, TEUF, at det er den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, der har pligt til at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af den dom, hvorved retsakten er erklæret ugyldig, med virkning ex tunc. Dette medfører bl.a. tilbagebetaling af beløb, der uberettiget er opkrævet på grundlag af den nævnte retsakt, samt betaling af renter. I denne forbindelse er betalingen renter en foranstaltning til opfyldelse af annullationsdommen, for så vidt som den har til formål at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring og efter afsigelsen af denne annullationsdom at tilskynde debitor til at opfylde denne hurtigst muligt.

Mere generelt gælder det, at når pengebeløb er blevet opkrævet i strid med EU-retten, hvad enten det er en national myndighed eller en EU-institution, et EU-organ, kontor eller agentur, skal disse beløb følgelig tilbagebetales, og tilbagebetalingen skal forhøjes med renter, der dækker hele perioden fra datoen for indbetalingen af disse beløb til datoen for deres tilbagebetaling, hvilket er udtryk for et generelt princip om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb.

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen tilsidesatte artikel 266, stk. 1, TEUF ved at nægte at betale Deutsche Telekom renter af den bøde, der med urette var blevet opkrævet for den omhandlede periode.

Gyldigheden af denne konklusion bringes ikke i tvivl af den omstændighed, at Retten flere gange kvalificerede de renter, som Kommissionen skulle betale i den foreliggende sag, som »morarenter« eller »renter for forsinket betaling«, hvilke begreber henviser til en skyldners forsinkede betaling og til en hensigt om at pålægge denne en sanktion. Uanset at denne kvalificering kan anfægtes i betragtning af formålet med de omhandlede renter, fastslog Retten nemlig ikke desto mindre, at Kommissionen var forpligtet til i overensstemmelse med de ovenfor anførte principper at tillægge tilbagebetalingen af det uretmæssigt inddrevne beløb renter med henblik på at yde Deutsche Telekom en fast kompensation for fratagelsen af rådigheden over dette beløb.

Retten begik heller ikke en retlig fejl ved at forkaste Kommissionens argumenter vedrørende artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning nr. 1268/2012, hvorefter Kommissionen tilbagebetaler de uretmæssigt inddrevne beløb til den pågældende tredjemand med tillæg af de påløbne »renter«. Denne eventuelle forpligtelse berører nemlig ikke den forpligtelse, der under alle omstændigheder påhviler den nævnte institution i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF, til at yde denne virksomhed en fast kompensation for den rådighedsberøvelse, der følger af overførslen til Kommissionen af et beløb svarende til den med urette betalte bøde, herunder når investeringen af det bødebeløb, som den nævnte virksomhed midlertidigt har indbetalt, ikke har genereret et afkast.

Domstolen tiltrådte ligeledes Rettens analyse, hvorefter Kommissionens forpligtelse til at betale renter fra datoen for den midlertidige opkrævning af bøden ikke påvirker bødernes afskrækkende virkning, som skal være forenelig med kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse. Under alle omstændigheder kan bødernes afskrækkende virkning ikke påberåbes i forbindelse med bøder, som er blevet annulleret eller nedsat af en af Unionens retsinstanser, idet Kommissionen ikke kan påberåbe sig en retsakt, der er erklæret ulovlig, med henblik på afskrækkelse.

For det andet analyserede Domstolen Kommissionens anbringende om, at Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at rentesatsen til Deutsche Telekom skulle være ECB’s refinansieringssats forhøjet med 3,5 procentpoint, ved analog anvendelse af artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012.

Domstolen bemærkede i denne henseende, at det fremgår af Domstolens praksis, at med henblik på at fastsætte den rentesats, der skal betales til en virksomhed, der har indbetalt en af Kommissionen pålagt bøde, som følge af annullationen eller nedsættelsen af denne bøde, skal denne institution anvende artikel 83 i den daværende delegerede forordning nr. 1268/2012, som fastsatte flere rentesatser for fordringer, der ikke tilbagebetales inden for tidsfristen.

Domstolen bemærkede, at den sats, der er fastsat i artikel 83, stk. 2, litra b), som Retten anvendte analogt i den foreliggende sag, ganske vist ikke fastsætter en rentesats, der svarer til en fast kompensation som den i den foreliggende sag omhandlede, men det særlige tilfælde, hvor der er tale om forsinket betaling. Dette er netop grunden til, at Retten foretog en analog anvendelse af denne bestemmelse. Ved at foretage en analog anvendelse af ECB’s refinansieringssats forhøjet med 3,5 procentpoint, som ikke forekommer urimelig eller uforholdsmæssig i forhold til de omhandlede renters formål, begik Retten således ikke nogen retlig fejl ved udøvelsen af den kompetence, som den er tillagt i forbindelse med sager om Unionens ansvar uden for kontraktforhold.

Domstolen forkastede endvidere Kommissionens subsidiære argumentation om en analog anvendelse af den sats på 1,55%, der er fastsat i artikel 83, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, i tilfælde, hvor der stilles en bankgaranti.

Domstolen bemærkede i denne forbindelse, at situationen for en virksomhed, der, selv om den har anlagt sag til prøvelse af Kommissionens afgørelse om at pålægge den en bøde, midlertidigt indbetaler denne bøde, adskiller sig fra situationen for en virksomhed, der stiller en bankgaranti, indtil alle retsmidler udtømmes. Da sidstnævnte virksomhed ikke har overført et beløb svarende til den pålagte bøde, kan Kommissionen ikke være forpligtet til at tilbagebetale virksomheden et beløb, som den uberettiget har opkrævet. Det eneste økonomiske tab, den pågældende virksomhed måtte lide, følger af dens egen beslutning om at stille en bankgaranti.

Endelig fremhævede Domstolen, at hvis Kommissionen måtte finde, at de nuværende lovbestemmelser ikke tager tilstrækkeligt hensyn til en situation som den, der ligger til grund for den foreliggende sag, tilkommer det Kommissionen eller i givet fald EU-lovgiver at afhjælpe denne mangel. Derfor, og henset til den omstændighed, at Kommissionens forpligtelse til at lægge renter til tilbagebetalingen af en bøde, som en af Unionens retsinstanser helt eller delvist har annulleret, følger af artikel 266, stk. 1, TEUF, skal enhver ny metode eller procedure til beregning af disse renter overholde de formål, der forfølges med sådanne renter. Den sats, der finder anvendelse på disse renter, kunne derfor ikke begrænses til blot at kompensere for pengeforringelsen, uden at dække den faste kompensation, som følge af den midlertidige fratagelse af rådigheden over de midler, der svarer til det af Kommissionen uretmæssigt inddrevne beløb.

Af disse grunde forkastede Domstolen Kommissionens andet anbringende og forkastede derfor appellen i sin helhed.

( 1 ) – Afgørelse C(2014) 7465 final af 15.10.2014 om en procedure i henhold til artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54 (sag AT.39780 – Slovak Telekom), berigtiget ved afgørelse C(2014) 10119 final af 16.12.2014 og ved afgørelse C(2015) 2484 final af 17.4.2015.

( 2 ) – Dom af 13.12.2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930).

( 3 ) – Dom af 19.1.2022, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-610/19, EU:T:2022:15, herefter »den appellerede dom«).

( 4 ) – Denne bestemmelse fastsætter, at den institution, fra hvilken en ved dom afsagt af en af Unionens retsinstanser annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre alle de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.

( 5 ) – Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29.10.2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2012, L 362, s. 1).

( 6 ) – Dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39).