–

Lineas – Concessões de Transportes SGPS SA, Global Roads Investimentos SGPS Lda og NOS-SGPS SA ved advogado A. Fernandes de Oliveira,

–

den portugisiske regering ved P. Barros da Costa, H. Gomes Magno og A. Rodrigues, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved I. Melo Sampaio, A. Nijenhuis, L. Santiago de Albuquerque og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338) og artikel 4, stk. 1, nr. 26), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem Lineas – Concessões de Transportes SGPS SA, Global Roads Investimentos SGPS Lda og NOS-SGPS SA på den ene side og Autoridade Tributária e Aduaneira (skatte-, afgifts- og toldmyndighed, Portugal) på den anden side vedrørende en stempelafgift, der pålægges kredittransaktioner.

3

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF, 79/267/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF, 93/6/EØF og 93/22/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF og 2000/12/EF (EUT 2003, L 35, s. 1) bestemmer følgende i artikel 2, nr. 15):

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

4

5. og 20. betragtning til direktiv 2013/36 har følgende ordlyd:

[…]

5

Dette direktivs artikel 1 bestemmer følgende:

»Dette direktiv fastlægger regler vedrørende:

6

Det nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, nr. 22), har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

7

Samme direktivs artikel 5 bestemmer følgende:

»Hvis der i en medlemsstat er mere end én myndighed, der er beføjet til at udøve tilsyn med kreditinstitutter, investeringsselskaber og finansieringsinstitutter, træffer medlemsstaterne de fornødne foranstaltninger til at sikre samordning mellem disse myndigheder.«

8

Artikel 34 i direktiv 2013/36 fastsætter følgende:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at de aktiviteter, der er opført på listen i bilag I, kan udøves på deres område […], enten ved oprettelse af en filial eller ved udveksling af tjenesteydelser, af ethvert finansieringsinstitut i en anden medlemsstat, der er datterselskab af et kreditinstitut eller fællesejet datterselskab af to eller flere kreditinstitutter, hvis vedtægter giver mulighed for udøvelse af sådanne aktiviteter, og som opfylder samtlige nedenstående betingelser:

Hjemlandets kompetente myndigheder kontrollerer, at disse betingelser er opfyldt, og udsteder til finansieringsinstituttet en bekræftende erklæring herom […].

2.   Hvis et finansieringsinstitut, som er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, første afsnit, ikke længere opfylder en af [de] pålagte betingelser, underretter hjemlandets kompetente myndigheder værtslandets kompetente myndigheder herom, og de aktiviteter, som finansieringsinstituttet udøver i værtslandet, underlægges derefter gældende ret i værtslandet.

3.   Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på et finansieringsinstituts datterselskaber som omhandlet i stk. 1, første afsnit.«

9

Dette direktivs artikel 117, stk. 1, bestemmer følgende:

»De kompetente myndigheder indgår i et tæt indbyrdes samarbejde. De giver hinanden alle de oplysninger, som er væsentlige eller relevante for udførelsen af de øvrige myndigheders tilsynsopgaver i henhold til dette direktiv og forordning (EU) nr. 575/2013. Med henblik herpå videregiver de kompetente myndigheder på anmodning alle relevante oplysninger og videregiver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger.

[…]

Oplysningerne omhandlet i første afsnit anses for væsentlige, hvis de på afgørende måde kan påvirke vurderingen af den finansielle soliditet i et institut eller finansieringsinstitut i en anden medlemsstat.

[…]«

10

Det nævnte direktivs artikel 118 har følgende ordlyd:

»Ønsker de kompetente myndigheder i en medlemsstat i forbindelse med anvendelsen af dette direktiv og forordning (EU) nr. 575/2013 i bestemte tilfælde at kontrollere oplysninger om et institut, et finansielt holdingselskab, et blandet finansielt holdingselskab, et finansieringsinstitut, en accessorisk servicevirksomhed, et holdingselskab med blandet aktivitet […], der er beliggende i en anden medlemsstat, anmoder de [de] kompetente myndigheder i denne anden medlemsstat om, at denne kontrol finder sted. […]«

11

I bilag I til samme direktiv er opstillet en liste over de aktiviteter, der er omfattet af gensidig anerkendelse.

12

I 14. betragtning til forordning nr. 575/2013 er følgende anført:

»[…] Det fælles regelsæt sikrer en solid og ensartet reguleringsordning, der letter det indre markeds funktion og forhindrer muligheder for regelarbitrage. […]«

13

Denne forordnings artikel 1 bestemmer følgende:

»I denne forordning fastlægges der ensartede bestemmelser om generelle tilsynsmæssige krav, som alle institutter, der er underkastet tilsyn i henhold til direktiv 2013/36/EU, skal opfylde på følgende områder:

[…]«

14

I den nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, nr. 3), 20), 21), 26) og 27), er følgende fastsat:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]

[…]

[…]«

15

Samme forordnings artikel 18, stk. 1, fastsætter følgende:

»De institutter, som skal opfylde kravene i afdeling 1 på grundlag af deres konsoliderede situation, foretager fuld konsolidering af alle institutter og finansieringsinstitutter, som er deres datterselskaber eller i givet fald datterselskaber af samme finansielle moderholdingselskab eller blandede finansielle moderholdingselskab. […]«

16

Artikel 36, stk. 1, litra g), h), i) og k), i forordning nr. 575/2013 bestemmer følgende:

»Institutterne foretager følgende fradrag i egentlige kernekapitalposter:

[…]

[…]

[…]«

17

Denne forordnings artikel 56, litra c) og d), har følgende ordlyd:

»Institutterne fradrager følgende i hybride kernekapitalposter:

[…]

18

Den nævnte forordnings artikel 66, litra b)-d), bestemmer følgende:

»Følgende fradrages i supplerende kapitalposter:

[…]

19

Samme forordnings artikel 89, stk. 1-3, bestemmer følgende:

»1.   En kvalificerende kapitalandel, som udgør over 15% af instituttets justerede kapitalgrundlag, i en virksomhed, som ikke er en af følgende, er omfattet af bestemmelserne i stk. 3:

2.   Et instituts samlede kvalificerende kapitalandele i andre virksomheder end de i stk. 1, litra a) og b), nævnte, som overstiger 60% af dets justerede kapitalgrundlag, er omfattet af bestemmelserne i stk. 3.

3.   De kompetente myndigheder anvender kravene i litra a) eller b) på institutters kvalificerende kapitalandele som omhandlet i stk. 1 og 2:

De kompetente myndigheder offentliggør deres valg af litra a) eller b).«

20

Artikel 90 i forordning nr. 575/2013 fastsætter følgende:

»Som alternativ til at risikovægte de beløb, som overstiger de i artikel 89, stk. 1 og 2, fastsatte grænser, med 1250%, kan institutterne fratrække disse beløb i egentlige kernekapitalposter i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra k).«

21

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/876 af 20. maj 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår gearingsgrad, net stable funding ratio, krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, modpartskreditrisiko, markedsrisiko, eksponeringer mod centrale modparter, eksponeringer mod kollektive investeringsordninger, store eksponeringer og indberetnings- og oplysningskrav, og forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2019, L 150, s. 1) bestemmer følgende i artikel 1, stk. 2, litra a), nr. iii):

»Artikel 4 ændres således:

22

Artikel 3, stk. 3, litra b), i forordning 2019/876 har følgende ordlyd:

»Følgende numre i denne forordnings artikel 1 finder anvendelse fra [den] 27. juni 2019:

[…]

23

Artikel 7, stk. 1, litra e), i Código do Imposto do Selo (lov om stempelafgift) fastsætter følgende:

»Følgende er ligeledes fritaget for afgift:

[…]

24

Lineas – Concessões de Transportes SGPS er et holdingselskab, der er etableret i Portugal, og hvis selskabsformål er forvaltning af kapitalandele i andre selskaber. Det har kapitalandele i selskaber, der forvalter transportinfrastruktur.

25

Dette holdingselskab anvendte i forbindelse med sin virksomhed finansiering fra kreditinstitutter. Kreditinstitutterne betalte stempelafgiften på kredittransaktionerne og overvæltede den på holdingselskabet.

26

Holdingselskabet var ikke enigt i, at der skulle betales stempelafgift, og indgav en anmodning om fornyet behandling vedrørende perioderne fra april 2015 til januar 2016 og en klage vedrørende perioderne fra juni 2017 til december 2017.

27

Da både anmodningen og klagen blev afslået ved afgørelser truffet af skatte- og afgiftsmyndighederne, iværksatte Lineas – Concessões de Transportes SGPS administrative rekurser til prøvelse af disse afgørelser, som blev afslået ved afgørelser af 17. juli 2020.

28

Den 21. oktober 2020 anmodede selskabet Centro de Arbitragem Administrativa – CAAD (center for forvaltningsvoldgift, Portugal) om nedsættelse af en voldgiftsret og indgav en anmodning om iværksættelse af en voldgiftssag med påstand om annullation af disse afgørelser.

29

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa – CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift), Portugal), som er den forelæggende ret i sag C-207/22, har konstateret, at det fremgår af den portugisiske lovgivning, at stempelafgiften på kredittransaktioner ikke finder anvendelse på finansieringsinstitutter som omhandlet i EU-lovgivningen.

30

I national retspraksis er der imidlertid forskellige opfattelser med hensyn til fortolkningen af begrebet »finansieringsinstitut«. I denne sammenhæng finder den forelæggende ret, at det er nødvendigt at afgøre, om dette begreb finder anvendelse på alle holdingselskaber uden for forsikringsbranchen, eller om det kun omfatter holdingselskaber, der har kapitalandele i selskaber, der er underlagt tilsyn og de tilsynsmæssige krav, der finder anvendelse på bankvirksomhed.

31

På denne baggrund har Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa – CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift)) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan et holdingselskab, som udelukkende har til formål at forvalte kapitalandele i andre selskaber som en indirekte form for udøvelse af økonomisk virksomhed, og som i den forbindelse erhverver og varigt besidder sådanne andele, der som regel ikke udgør mindre end 10% af selskabskapitalen i de selskaber, hvori det besidder kapitalandele, hvis virksomhed henhører under forvaltningen af transportinfrastruktur, herunder projektering, anlæg og drift af landeveje og/eller motorveje, betragtes som »finansieringsinstitut« som omhandlet i direktiv [2013/36] og forordning [nr. 575/2013]?«

32

Global Roads Investimentos SGPS er et holdingselskab, der er etableret i Portugal.

33

Dette holdingselskab anvendte i forbindelse med sin virksomhed finansiering fra kreditinstitutter. Kreditinstitutterne betalte stempelafgiften på kredittransaktionerne og overvæltede den på holdingselskabet.

34

Holdingselskabet indgav den 28. december 2018 en anmodning om fornyet behandling vedrørende denne stempelafgift.

35

Denne anmodning blev afslået ved en afgørelse truffet af skatte- og afgiftsmyndighederne den 21. november 2019. Global Roads Investimentos SGPS iværksatte en administrativ rekurs til prøvelse af denne afgørelse, som blev afslået ved en afgørelse af 5. august 2021.

36

Den 20. januar 2022 anmodede selskabet centret for forvaltningsvoldgift om nedsættelse af en voldgiftsret og indgav en anmodning om iværksættelse af en voldgiftssag med påstand om annullation af denne afgørelse.

37

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa – CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift)), som er den forelæggende ret i sag C-267/22, finder af den grund, der er anført i denne doms præmis 29 og 30, at afgørelsen af tvisten i hovedsagen afhænger af, om et holdingselskab kan kvalificeres som et »finansieringsinstitut« som omhandlet i direktiv 2013/36 og forordning nr. 575/2013.

38

På denne baggrund har Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa – CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift)) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er et holdingselskab, der er hjemmehørende i Portugal […], som alene har til formål at forvalte kapitalandele i andre selskaber som en indirekte form for udøvelse af økonomisk virksomhed, og som i denne forbindelse erhverver og varigt besidder disse andele, der generelt udgør mindst 10% af selskabskapitalen i de pågældende selskaber, som hverken udøver virksomhed i forsikringsbranchen eller i den finansielle sektor, omfattet af begrebet »finansieringsinstitut« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, nr. 22), i direktiv [2013/36] og i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning [nr. 575/2013]?«

39

NOS-SGPS er et holdingselskab, der er etableret i Portugal.

40

Dette holdingselskab anvendte i forbindelse med sin virksomhed finansiering fra kreditinstitutter. Kreditinstitutterne betalte stempelafgiften på kredittransaktionerne og overvæltede den på holdingselskabet.

41

Holdingselskabet var ikke enigt i, at der skulle betales stempelafgift, og indgav den 22. januar 2019 en anmodning om fornyet behandling og den 23. januar 2019 en klage vedrørende henholdsvis perioderne fra januar 2015 til oktober 2016 og fra marts 2017 til oktober 2018.

42

Anmodningen og klagen blev afslået ved en afgørelse truffet af skatte- og afgiftsmyndighederne den 27. september 2019.

43

NOS-SGPS indgav en anmodning om iværksættelse af en voldgiftssag til centret for forvaltningsvoldgift, som forkastede selskabets påstande ved en afgørelse af 6. januar 2021.

44

Da holdingselskabet var af den opfattelse, at denne voldgiftsafgørelse var i strid med en endelig voldgiftsafgørelse vedrørende det samme grundlæggende retlige spørgsmål, iværksatte det, med henblik på at sikre en ensartet retspraksis, appel ved Supremo Tribunal Administrativo (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Portugal), som er den forelæggende ret i sag C-290/22.

45

Denne instans har fastslået, at den portugisiske lovgiver ved afgrænsningen af den fritagelse for stempelafgift på kredittransaktioner som de i hovedsagerne omhandlede har valgt at henvise udtrykkeligt til finansieringsinstituttets type og form som omhandlet i »fællesskabslovgivningen«.

46

På denne baggrund har Supremo Tribunal Administrativo (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er et holdingselskab, der er hjemmehørende i Portugal […], som alene har til formål at forvalte kapitalandele i andre selskaber, der ikke udøver virksomhed i forsikringsbranchen, omfattet af begrebet »finansieringsinstitut« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, nr. 22), i direktiv [2013/36] og i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning [nr. 575/2013]?«

47

Det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, at tvisterne i hovedsagerne vedrører anvendelsen af en national skattelovgivning, som hverken er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2013/36 eller forordning nr. 575/2013.

48

I henhold til artikel 267 TEUF har Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af traktaterne og af retsakter udstedt af EU-institutionerne. Inden for rammerne af det ved denne artikel indførte samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter tilkommer det udelukkende den nationale ret på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de af de nationale retter forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (dom af 30.1.2020, I.G.I, C-394/18, EU:C:2020:56, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

49

I overensstemmelse med denne retspraksis har Domstolen i en række afgørelser erklæret sig kompetent til at træffe afgørelse om anmodninger om præjudiciel afgørelse, der vedrørte bestemmelser i EU-retten, i tilfælde, hvor de faktiske omstændigheder i hovedsagen lå uden for EU-rettens anvendelsesområde, men hvor de pågældende EU-retlige bestemmelser er blevet gjort anvendelige af national ret, hvori den valgte regulering af situationer, som ikke er omfattet af EU-retten, er tilpasset EU-retten (dom af 19.10.2017, Europamur Alimentación, C-295/16, EU:C:2017:782, præmis 29, og af 30.1.2020, I.G.I., C-394/18, EU:C:2020:56, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

50

De forelæggende retter har præciseret, at ifølge den i hovedsagerne omhandlede portugisiske lovgivning er anvendelsen af den afgiftsfritagelse, som sagsøgerne i hovedsagerne har påberåbt sig, forbeholdt »finansieringsinstitutter«, og at denne lovgivning definerer dette begreb ved en direkte og ubetinget henvisning til EU-retten.

51

Det følger heraf, at Domstolen har kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål.

52

De forelæggende retter ønsker med deres spørgsmål, der skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, nr. 22), i direktiv 2013/36 og artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning nr. 575/2013 skal fortolkes således, at en virksomhed, hvis aktivitet består i at erhverve kapitalandele i selskaber, der ikke udøver aktiviteter i den finansielle sektor, er omfattet af begrebet »finansieringsinstitut« som omhandlet i dette direktiv og i denne forordning.

53

I henhold til fast retspraksis følger det af kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten og af lighedsprincippet, at en bestemmelse i EU-retten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele EU skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen ikke alene til bestemmelsens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og det formål, som forfølges med den pågældende lovgivning (jf. i denne retning dom af 30.3.2023, М. Ya. M. (En medarvings afkald på arv),C-651/21, EU:C:2023:277, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

54

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 3, stk. 1, nr. 22), i direktiv 2013/36 fremgår det af denne bestemmelse, at der i dette direktiv ved »finansieringsinstitut« forstås et finansieringsinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning nr. 575/2013.

55

Denne forordnings artikel 4, stk. 1, nr. 26), sammenholdt med artikel 4, stk. 1, nr. 3), heri, bestemmer, at der ved »finansieringsinstitut« i denne forordning forstås en virksomhed, som ikke er et kreditinstitut eller et investeringsselskab, og hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalandele eller i at udøve en eller flere af aktiviteterne i punkt 2-12 og 15 i bilag I til direktiv 2013/36, herunder et finansielt holdingselskab, et blandet finansielt holdingselskab, et betalingsinstitut og et porteføljeadministrationsselskab. I henhold til nævnte artikel 4, stk. 1, nr. 26), omfatter begrebet »finansieringsinstitut« derimod ikke forsikringsholdingselskaber og blandede forsikringsholdingselskaber.

56

I denne bestemmelse nævnes således generelt de virksomheder, hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalandele, som hørende under begrebet »finansieringsinstitut« som omhandlet i denne forordning, og – i den affattelse af bestemmelsen, der var gældende på de datoer, som er relevante for hovedsagerne – udelukkes fra dette begreb kun kreditinstitutter, investeringsselskaber og visse holdingselskaber inden for forsikringsbranchen.

57

I denne henseende skal det præciseres, at der ved artikel 1, stk. 2), litra a), nr. iii), i forordning 2019/876 ganske vist er fastsat en ny affattelse af artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning nr. 575/2013, hvorved rent industrielle holdingselskaber også udelukkes fra begrebet »finansieringsinstitut« som omhandlet i denne forordning, men det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i sag C-290/22, at denne nye affattelse ikke finder tidsmæssig anvendelse på hovedsagerne.

58

Selv om ordlyden af artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning nr. 575/2013 omhandler virksomheder, hvis hovedvirksomhed består i at udøve en eller flere af aktiviteterne i punkt 2-12 og 15 i bilag I til direktiv 2013/36, hvilke aktiviteter hører under den finansielle sektor, indikerer anvendelsen af den sideordnende konjunktion »eller« desuden, at EU-lovgiver ikke har haft til hensigt at gøre den direkte udøvelse af en eller flere af disse aktiviteter til et kriterium for definitionen af begrebet »finansieringsinstitut« som omhandlet i forordning nr. 575/2013.

59

Det skal dog også fremhæves, at det fremgår af ordlyden af artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning nr. 575/2013, at finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber skal anses for at udgøre »finansieringsinstitutter« som omhandlet i denne forordning.

60

For det første er det i den nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, nr. 20), fastsat, at der i denne ved »finansielt holdingselskab« forstås et finansieringsinstitut, som ikke er et blandet finansielt holdingselskab, og hvis datterselskaber udelukkende eller hovedsagelig er kreditinstitutter, investeringsselskaber eller finansieringsinstitutter, hvoraf mindst ét er et kreditinstitut eller et investeringsselskab.

61

For det andet følger det af artikel 4, stk. 1, nr. 21), i forordning nr. 575/2013, sammenholdt med artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87, at en modervirksomhed, som ikke er et kreditinstitut, et forsikringsselskab eller et investeringsselskab, og som sammen med sine dattervirksomheder, hvoraf mindst én er et kreditinstitut, et forsikringsselskab eller et investeringsselskab, og andre enheder udgør et finansielt konglomerat, skal anses for at være et »blandet finansielt holdingselskab« som omhandlet i denne forordning.

62

Det fremgår således, at finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber udgør præcist definerede selskabstyper, der både er kendetegnet ved, at deres hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalandele, og ved specifikke forbindelser til et kreditinstitut, et forsikringsselskab eller et investeringsselskab.

63

Det følger heraf, at den udtrykkelige henvisning i artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning nr. 575/2013 til finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber ikke ville tjene noget formål, hvis denne bestemmelse – alene af den grund, at den omhandler virksomheder, hvis hovedvirksomhed består i at erhverve kapitalandele – skulle forstås således, at den systematisk medtager alle virksomheder, der udøver en sådan hovedvirksomhed, i begrebet »finansieringsinstitut« som omhandlet i denne forordning.

64

Som generaladvokaten har anført i punkt 41 i forslaget til afgørelse, fremgår det imidlertid af selve ordlyden af artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning nr. 575/2013, at listen over finansieringsinstitutter i denne bestemmelse ikke er udtømmende. Det kan derfor ikke udledes af henvisningen i denne bestemmelse til finansielle holdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber, at fravær af visse specifikke forbindelser til et kreditinstitut, et forsikringsselskab eller et investeringsselskab nødvendigvis er til hinder for kvalificering som »finansieringsinstitut« som omhandlet i denne forordning.

65

For det andet viser den sammenhæng, hvori artikel 3, stk. 1, nr. 22), i direktiv 2013/36 og artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning nr. 575/2013 indgår, at EU-lovgiver har fastlagt den ordning, der finder anvendelse på finansieringsinstitutter, med udgangspunkt i, at der er en forbindelse mellem disse og udøvelsen af visse aktiviteter i den finansielle sektor.

66

Først og fremmest vedrører hovedelementet i den ordning for finansieringsinstitutter, som er fastlagt ved direktiv 2013/36, deres mulighed for inden for rammerne af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser at udøve virksomhed i den finansielle sektor i en anden medlemsstat.

67

Dette direktivs artikel 34, der har overskriften »Finansieringsinstitutter«, og som er den eneste artikel i dette direktiv, der udelukkende vedrører finansieringsinstitutter, giver nemlig på visse betingelser sådanne institutter ret til at udøve de aktiviteter, der er opført på listen i bilag I til nævnte direktiv, i en anden medlemsstat. Denne artikel konkretiserer således det princip, der fremgår af 20. betragtning til samme direktiv, og hvorefter den gensidige anerkendelse af visse finansielle aktiviteter på visse betingelser bør udvides, når de udøves af finansieringsinstitutter, som er datterselskaber af kreditinstitutter.

68

Den omstændighed, at en virksomhed kvalificeres som et »finansieringsinstitut« som omhandlet i direktiv 2013/36, er følgelig irrelevant med henblik på anvendelsen af dette direktivs artikel 34, hvis den pågældende virksomhed ikke har til hensigt at udøve aktiviteter i den finansielle sektor.

69

Dernæst fastsætter forordning nr. 575/2013 med henblik på anvendelsen af de tilsynsmæssige krav, der er fastsat ved denne forordning, en række konsekvenser af, at en given virksomhed kvalificeres som et »finansieringsinstitut«.

70

Det fremgår nærmere bestemt af den nævnte forordnings artikel 18, stk. 1, at de kreditinstitutter og investeringsselskaber, som skal opfylde kravene i samme forordning på grundlag af deres konsoliderede situation, principielt skal foretage fuld konsolidering af bl.a. alle finansieringsinstitutter, som er deres datterselskaber eller i givet fald datterselskaber af samme finansielle moderholdingselskab eller blandede finansielle moderholdingselskab.

71

Denne bestemmelse kræver derimod ikke, at der foretages en tilsynsmæssig konsolidering, der omfatter alle datterselskaber af institutterne og investeringsselskaberne.

72

Det følger desuden af artikel 4, stk. 1, nr. 27), i forordning nr. 575/2013, at finansieringsinstitutter i lighed med bl.a. kreditinstitutter, investeringsselskaber og forsikringsselskaber udgør »enheder i den finansielle sektor«.

73

Det fremgår imidlertid af denne forordnings artikel 36, stk. 1, litra g)-i), artikel 56, litra c) og d), og artikel 66, litra b)-d), at kreditinstitutters og investeringsselskabers investeringer i enheder i den finansielle sektor er underlagt en særlig ordning, der navnlig indebærer visse fradrag ved beregningen af disse institutters og selskabers kapitalgrundlag.

74

Kreditinstitutternes og investeringsselskabernes kvalificerende kapitalandele uden for den finansielle sektor er derimod underlagt andre regler, der bl.a. er fastsat i den nævnte forordnings artikel 36, stk. 1, litra k), artikel 89 og 90, og som navnlig kan indebære en vægtning af disse kapitalandele med henblik på at beregne kapitalkravet eller et forbud mod sådanne andele, når de overstiger visse procentdele af det pågældende kreditinstituts eller investeringsselskabs kapitalgrundlag.

75

Det følger af det ovenstående, at forordning nr. 575/2013 fastsætter regler om konsolidering og tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, der, for så vidt som de er specifikke for kapitalandele i finansieringsinstitutter eller andre enheder i den finansielle sektor og adskiller sig fra de regler, der finder anvendelse på kapitalandele uden for den finansielle sektor, kan anses for at være baseret på hensyntagen til den særlige karakter af aktiviteterne i denne sektor.

76

Denne logik ville imidlertid blive draget i tvivl, hvis de regler, der specifikt gælder for kapitalandele i enheder i den finansielle sektor, blev anvendt på et kreditinstituts eller et investeringsselskabs kapitalandel uden for denne sektor, alene fordi sidstnævnte kapitalandel er bragt i stand gennem et moderselskab til dette institut eller selskab, hvis aktivitet består i at erhverve kapitalandele.

77

Endelig indeholder artikel 5 i direktiv 2013/36 bestemmelser om samordning inden for medlemsstaterne af de kompetente myndigheders aktiviteter inden for tilsyn med ikke alene kreditinstitutter og investeringsselskaber, men også finansieringsinstitutter, idet der således etableres en forbindelse mellem på den ene side tilsynet med den finansielle sektor og på den anden side kontrollen med finansieringsinstitutterne.

78

På samme måde fastsættes der i dette direktivs artikel 117, stk. 1, og artikel 118 forpligtelser til samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder, der finder anvendelse på finansieringsinstitutter, uden at denne ordning udstrækkes til at omfatte enheder uden for den finansielle sektor, hvori et kreditinstitut eller et investeringsselskab har en kapitalandel.

79

For det tredje følger det af artikel 1 i direktiv 2013/36 og af artikel 1 i forordning nr. 575/2013, at disse retsakter har til formål at fastsætte regler for adgangen til at udøve virksomhed som kreditinstitut og investeringsselskab, for tilsyn og for forskellige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber. Det fremgår ligeledes af 5. betragtning til direktivet og af 14. betragtning til forordningen, at disse retsakter bl.a. har til formål at bidrage til gennemførelsen af det indre marked på kreditinstitutområdet.

80

Det følger af samtlige ovenstående forhold, at en virksomhed, hvis hovedvirksomhed ikke har forbindelse til den finansielle sektor, for så vidt som den hverken direkte eller gennem kapitalandele udøver en eller flere af de aktiviteter, der er omhandlet i bilag I til direktiv 2013/36, ikke kan anses for at udgøre et finansieringsinstitut som omhandlet i direktiv 2013/36 og forordning nr. 575/2013.

81

Følgelig skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, nr. 22), i direktiv 2013/36 og artikel 4, stk. 1, nr. 26), i forordning nr. 575/2013 skal fortolkes således, at en virksomhed, hvis aktivitet består i at erhverve kapitalandele i selskaber, der ikke udøver aktiviteter i den finansielle sektor, ikke er omfattet af begrebet »finansieringsinstitut« som omhandlet i dette direktiv og i denne forordning.

82

Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 1, nr. 22), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF og artikel 4, stk. 1, nr. 26), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012

skal fortolkes således, at

en virksomhed, hvis aktivitet består i at erhverve kapitalandele i selskaber, der ikke udøver aktiviteter i den finansielle sektor, ikke er omfattet af begrebet »finansieringsinstitut« som omhandlet i dette direktiv og i denne forordning.