–

Sparkasse Südpfalz ved K. Kapischke, M. Sprenger og K. Waterfeld,

–

den finske regering ved M. Pere, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og D. Recchia, som befuldmægtigede,

1

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9) og af artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem TF og dennes arbejdsgiver, Sparkasse Südpfalz, vedrørende overførsel af årlige betalte feriedage, der var tildelt TF for en periode, der faldt sammen med dennes karantæne efter kontakt med en person, der var smittet med SARS-Cov-2-virus.

3

Fjerde og femte betragtning til direktiv 2003/88 har følgende ordlyd:

4

Dette direktivs artikel 7 med overskriften »Årlig ferie« bestemmer følgende i stk. 1:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.«

5

§ 7, stk. 3, i Bundesurlaubsgesetz (forbundslov om ferie) af 8. januar 1963 (BGBl. 1963, s. 2) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »BUrlG«), fastsætter:

»Ferien skal tildeles og afholdes i det indeværende kalenderår. Overførsel af ferien til det efterfølgende kalenderår er kun tilladt, hvis dette er begrundet i tvingende hensyn til virksomheden eller til arbejdstagerens person. I tilfælde af overførsel skal ferien tildeles og afholdes i de første tre måneder af det efterfølgende kalenderår. […]«

6

§ 28, stk. 1, i Gesetz zur Verhütung und Bekämpfung von Infektionskrankheiten beim Menschen (Infektionsschutzgesetz) (lov om forebyggelse og bekæmpelse af infektionssygdomme hos mennesker) (herefter »IfSG«) fastsætter:

»Konstateres det, at personer er syge, mistænkt for at være syge, smittefarlige eller smittebærere, […] iværksætter den kompetente myndighed de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger […], for så vidt og så længe dette er nødvendigt for at forhindre spredning af smitsomme sygdomme; den kompetente myndighed kan navnlig pålægge personer at undlade at forlade det sted, de befinder sig på, eller kun gøre dette under bestemte betingelser, eller at undlade at opholde sig på af myndigheden udpegede steder eller offentlige steder, eller kun at opholde sig dér under bestemte betingelser. […]«

7

TF, der har været ansat hos Sparkasse Südpfalz siden 2003, var blevet tildelt årlig betalt ferie fra den 3. til den 11. december 2020.

8

Den 2. december 2020 pålagde Kreisverwaltung Germersheim (forvaltningsmyndigheden i Germersheim, Tyskland) i henhold til IfSG’s § 28 TF karantæne fra den 2. til den 11. december 2020 med den begrundelse, at TF havde været i kontakt med en person, der var smittet med SARS-Cov-2-virus.

9

Den 4. marts 2021 ansøgte TF om overførsel af de årlige betalte feriedage, der var blevet tildelt for den periode, der faldt sammen med den periode, hvor han var i karantæne.

10

Efter at Sparkasse Südpfalz havde afslået denne overførsel, anlagde TF sag ved Arbeitsgericht Ludwigshafen am Rhein (arbejdsretten i Ludwigshafen am Rhein, Tyskland), som er den forelæggende ret, med påstand om, at den årlige betalte ferie ikke blev fratrukket den karantæneperiode, som de offentlige myndigheder havde anordnet.

11

Denne ret har fremhævet, at det fremgår af praksis fra Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland), at retten til årlig betalt ferie alene har til formål at fritage arbejdstageren for dennes forpligtelse til at arbejde, samtidig med at denne sikres betaling af feriegodtgørelse. Arbejdsgiveren er imidlertid ikke ansvarlig for de betingelser, hvorunder ferien afholdes.

12

Ifølge den forelæggende ret forpligter bestemmelserne i BUrlG kun arbejdsgiveren til at overføre de tildelte feriedage, når arbejdstageren kan godtgøre, at han eller hun har været uarbejdsdygtig i ferieperioden. De tyske domstole har fastslået, at karantæne alene ikke svarer til uarbejdsdygtighed.

13

Den forelæggende ret er dog i tvivl om, hvorvidt denne retspraksis er forenelig med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88.

14

Den har for det første støttet sig på dom af 14. oktober 2010, Union syndicale Solidaires Isère (C-428/09, EU:C:2010:612), og anført, at undtagelserne fra retten til årlig betalt ferie skal fortolkes strengt.

15

For det andet er det – henset til formålet med årlig betalt ferie, nemlig at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder denne kan slappe af og nyde sin fritid – ikke sikkert, at en karantæneperiode svarer til en periode med faktisk hvile.

16

For det tredje har Domstolen i dom af 29. november 2017, King (C-214/16, EU:C:2017:914), fastslået, at retten til årlig betalt ferie ikke kan bortfalde ved udløbet af referenceperioden, dvs. den periode, hvori den årlige ferie skal afholdes, når arbejdstageren har været forhindret i at udøve denne ret. En karantæne kunne i denne henseende betragtes som en sådan hindring.

17

På denne baggrund har Arbeitsgericht Ludwigshafen am Rhein (arbejdsretten i Ludwigshafen am Rhein) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 7, stk. 1, i [direktiv 2003/88] og den ret til årlig [betalt] ferie […], der er fastsat i [chartrets] artikel 31, stk. 2, fortolkes således, at de er til hinder for nationale retsforskrifter eller praksis angående [tildeling] af ferie til arbejdstagere, hvorefter [retten til ferie] også er [udtømt], hvis arbejdstageren under en bevilget ferie rammes af en uforudsigelig begivenhed som i det foreliggende tilfælde en statslig anordnet karantæne og derfor hindres i at udøve sin ret til ferie fuldt ud?«

18

Sparkasse Südpfalz har gjort gældende, at det præjudicielle spørgsmål er formuleret for generelt, og at det foregriber besvarelsen. Det er derfor hypotetisk og kan ikke antages til realitetsbehandling.

19

Ifølge fast retspraksis tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen, hvilke spørgsmål er omfattet af en formodning for at være relevante. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse, medmindre det klart fremgår, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af disse spørgsmål (kendelse af 27.4.2023, Ministero della Giustizia (Udvælgelsesprøve for notarer), C-495/22, EU:C:2023:405, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

20

Det fremgår desuden af en ligeledes fast retspraksis, at hvis spørgsmålene ikke er træffende formuleret eller overskrider rammerne for Domstolens beføjelser i henhold til artikel 267 TEUF, skal Domstolen af alle de elementer, der er anført af den nationale ret, og især af de i forelæggelsesafgørelsen anførte grunde, udlede de EU-retlige elementer, der under hensyn til sagsgenstanden kræver en fortolkning. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 13.2.2014, Crono Service m.fl., C‑419/12 og C‑420/12, EU:C:2014:81, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

21

I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret med sit spørgsmål, således som det er affattet i forelæggelsesafgørelsen, idet den har anmodet om en fortolkning af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 og af chartrets artikel 31, stk. 2, oplyst, om en uforudseelig begivenhed, der indtræder i den årlige ferieperiode, såsom den karantæne, som de offentlige myndigheder har anordnet, gør det muligt for arbejdstageren at opnå, at den pågældendes feriedage overføres. Den har herved redegjort for grundene til, at Domstolens besvarelse af det forelagte spørgsmål er nødvendig for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

22

I denne henseende indeholder forelæggelsesafgørelsen for det første alle de relevante oplysninger, der gør det muligt for Domstolen at give et hensigtsmæssigt svar på det forelagte præjudicielle spørgsmål.

23

For det andet omfatter begrebet »uforudseelig begivenhed«, således som Sparkasse Südpfalz har anført, andre uforudseelige begivenheder end karantæne, som det drejer sig om i det foreliggende tilfælde. Det fremgår dog både af præciseringen »som karantæne« i det præjudicielle spørgsmål og af indholdet af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret reelt ønsker en fortolkning af de omhandlede EU-retlige bestemmelser, alene for så vidt angår virkningen af en karantæne på retten til årlig ferie.

24

Det følger heraf, at det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

25

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning eller praksis, som ikke tillader overførsel af årlige betalte feriedage, der er tildelt en arbejdstager, som ikke er syg, for en periode, der falder sammen med en periode med karantæne anordnet af en offentlig myndighed på grund af denne arbejdstagers kontakt med en person, der er smittet med en virus.

26

I denne henseende bemærkes for det første, som det fremgår af selve ordlyden af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, at alle arbejdstagere har ret til årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed. Denne ret til årlig betalt ferie bør betragtes som et særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, som skal gennemføres af de kompetente nationale myndigheder inden for de udtrykkelige grænser, der er fastsat ved direktiv 2003/88 (dom af 22.9.2022, Fraport og St. Vincenz-Krankenhaus, C-518/20 og C-727/20, EU:C:2022:707, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

27

Retten til årlig betalt ferie har i sin egenskab af princip i Unionens sociallovgivning en særlig betydning, hvilket kommer til udtryk ved den omstændighed, at den udtrykkeligt er fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2. Det bemærkes, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 afspejler og konkretiserer denne grundlæggende ret til årlig ferie med løn som fastsat i chartret. Mens chartrets artikel 31, stk. 2, sikrer enhver arbejdstager ret til årlig ferie med løn, gennemfører artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 således dette princip ved at fastsætte varigheden af den nævnte periode (jf. i denne retning dom af 22.9.2022, Fraport og St. Vincenz-Krankenhaus, C-518/20 og C-727/20, EU:C:2022:707, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

28

For det andet har Domstolen i denne sammenhæng fastslået, at retten til årlig betalt ferie ikke kan fortolkes indskrænkende (jf. i denne retning dom af 30.6.2016, Sobczyszyn, C-178/15, EU:C:2016:502, præmis 21).

29

Hvad for det tredje angår det formål, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 og i chartrets artikel 31, stk. 2, bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at retten til årlig ferie har et dobbelt formål, nemlig at give arbejdstageren mulighed for dels at hvile ud efter udførelsen af de arbejdsopgaver, der påhviler denne i henhold til ansættelseskontrakten, dels at have en periode til rådighed, hvorunder denne kan slappe af og nyde sin fritid (dom af 25.6.2020, Varhoven kasatsionen sad na Republika Bulgaria og Iccrea Banca, C-762/18 og C-37/19, EU:C:2020:504, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

30

I denne henseende skal arbejdstageren reelt kunne nyde godt af den minimale årlige betalte ferieperiode, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2003/88, og af de øvrige minimumshvileperioder, der er fastsat i dette direktiv (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Kreuziger, C‑619/16, EU:C:2018:872, præmis 49, og af 4.6.2020, Fetico m.fl., C‑588/18, EU:C:2020:420, præmis 32).

31

Domstolen er navnlig af den opfattelse, at formålet med retten til årlig betalt ferie, som er at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder denne kan slappe af og nyde sin fritid, er forskelligt fra formålet med retten til sygeorlov, som er at gøre det muligt for arbejdstageren at komme sig efter en sygdom (dom af 30.6.2016, Sobczyszyn, C-178/15, EU:C:2016:502, præmis 25).

32

Henset til de forskellige formål med de to typer orlov har Domstolen konkluderet, at en arbejdstager, der har sygeorlov under sin forud fastlagte årlige ferie, efter anmodning har ret til at afholde ferie på et tidspunkt, der ikke falder sammen med sygeorloven, således at han reelt kan nyde godt af sin årlige ferie (dom af 30.6.2016, Sobczyszyn, C-178/15, EU:C:2016:502, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

33

I dette sidstnævnte tilfælde er den omstændighed, at der opstår uarbejdsdygtighed, for det første i princippet uforudsigelig og uafhængig af arbejdstagerens vilje (dom af 4.10.2018, Dicu, C‑12/17, EU:C:2018:799, præmis 32).

34

For det andet er en arbejdstager på sygeorlov udsat for fysiske eller psykiske begrænsninger på grund af sygdom (jf. i denne retning dom af 4.10.2018, Dicu, C‑12/17, EU:C:2018:799, præmis 33).

35

I løbet af de minimumshvileperioder, der er fastsat i direktiv 2003/88, skal arbejdstageren i øvrigt ikke over for arbejdsgiveren have nogen forpligtelse, der kan forhindre ham i frit og uafbrudt at hellige sig sine egne interesser med henblik på at neutralisere de virkninger, som arbejdet har for hans sikkerhed og sundhed (jf. i denne retning dom af 9.9.2003, Jaeger, C-151/02, EU:C:2003:437, præmis 94).

36

Det er i lyset af disse principper, således som de er konkretiseret i Domstolens praksis, at det præjudicielle spørgsmål skal undersøges.

37

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at TF blev tildelt feriedage for en periode, der faldt sammen med den karantæneperiode, som de kompetente offentlige myndigheder på grundlag af IfSG’s § 28 havde anordnet som en folkesundhedsmæssig foranstaltning til forebyggelse af spredningen af en smitsom sygdom, fordi han havde været i kontakt med en smittet person. Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at ifølge de tyske retters praksis vedrørende de relevante bestemmelser i BUrlG giver en karantæne, der ikke medfører uarbejdsdygtighed, som i det foreliggende tilfælde, ikke ret til overførsel af årlige betalte feriedage.

38

I denne henseende bemærkes for det første, at formålet med denne karantæneforanstaltning, som er at undgå spredning af en smitsom sygdom ved at isolere personer, der kan udvikle symptomerne herpå, adskiller sig fra formålene med den årlige betalte ferie, der er nævnt i denne doms præmis 29.

39

For det andet er det ganske vist ubestridt, at en karantæneforanstaltning, ligesom arbejdsudygtighed på grund af sygdom, er en uforudsigelig begivenhed, som er uafhængig af viljen hos den person, der er genstand for foranstaltningen.

40

Det fremgår imidlertid af de sagsakter, som Domstolen råder over, at en offentlig myndighed anordnede, at sagsøgeren i hovedsagen skulle i karantæne med den begrundelse, at han havde været i kontakt med en person, der var smittet med SARS-Cov-2-virus.

41

Denne arbejdstager befandt sig ikke i en situation, hvor han var uarbejdsdygtig i den pågældende periode på grundlag af en lægeerklæring.

42

En sådan arbejdstager befinder sig således i en anden situation end situationen for en arbejdstager på sygeorlov, som lider under fysiske eller psykiske begrænsninger på grund af sygdommen.

43

Det kan derfor ikke fastslås, at formålet med karantæne principielt er sammenligneligt med formålet med sygeorlov som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 31. En karantæneperiode kan derfor ikke i sig selv udgøre en hindring for opfyldelsen af formålet med årlig betalt ferie, som tilsigter at give arbejdstageren mulighed for dels at hvile ud efter udførelsen af de arbejdsopgaver, der påhviler ham i henhold til ansættelseskontrakten, dels at have en periode til rådighed, hvorunder denne kan slappe af og nyde sin fritid (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Bauer og Willmeroth, C‑569/16 og C‑570/16, EU:C:2018:871, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

44

For det tredje bemærkes, således som generaladvokaten har anført i punkt 52-56 i forslaget til afgørelse, at selv om karantæne kan have en indvirkning på de betingelser, hvorunder en arbejdstager råder over sin fritid, kan den ikke sig selv anses for at skade denne arbejdstagers ret til reelt at nyde godt af sin årlige betalte ferie. Under den årlige ferie kan arbejdstageren nemlig ikke have nogen forpligtelse over for arbejdsgiveren, der kan forhindre ham i frit og uafbrudt at hellige sig sine egne interesser med henblik på at neutralisere de virkninger, som arbejdet har for hans sikkerhed og sundhed.

45

Når arbejdsgiveren opfylder disse forpligtelser, kan det derfor ikke kræves af denne, at denne kompenserer for de ulemper, der følger af en uforudsigelig begivenhed, såsom en karantæne anordnet af en offentlig myndighed, der forhindrer dennes medarbejder i fuldt ud at nyde godt af sin ret til årlig betalt ferie. Direktiv 2003/88, hvis principper er gengivet i denne doms præmis 26-35, tilsigter nemlig ikke, at enhver begivenhed, der kan forhindre arbejdstageren i at nyde en periode med hviletid eller afslapning fuldt ud og på den måde, som denne ønsker det, begrunder, at denne tildeles yderligere ferie, således at formålet med den årlige ferie sikres.

46

Henset til de ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning eller praksis, som ikke tillader overførsel af årlige betalte feriedage, der er tildelt en arbejdstager, som ikke er syg, for en periode, der falder sammen med en periode med karantæne anordnet af en offentlig myndighed på grund af denne arbejdstagers kontakt med en person, der er smittet med en virus.

47

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning eller praksis, som ikke tillader overførsel af årlige betalte feriedage, der er tildelt en arbejdstager, som ikke er syg, for en periode, der falder sammen med en periode med karantæne anordnet af en offentlig myndighed på grund af denne arbejdstagers kontakt med en person, der er smittet med en virus.