Forenede sager C-184/22 og C-185/22

mod

KfH Kuratorium für Dialyse und Nierentransplantation eV

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 29. juli 2024

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – artikel 157 TEUF – ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv – direktiv 2006/54/EF – artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1 – forbud mod indirekte forskelsbehandling på grund af køn – deltidsarbejde – direktiv 97/81/EF – rammeaftalen om deltidsarbejde – § 4 – forbud mod at behandle deltidsansatte på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte – kun betaling af overtidstillæg for arbejdstimer, som deltidsansatte præsterer ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte«

Socialpolitik – rammeaftalen om deltidsarbejde, der er indgået af EFS, Unice og CEEP – direktiv 97/81 – forbud mod forskelsbehandling af deltidsansatte – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår – ligebehandling – direktiv 2006/54 – nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte kun skal have overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte – mindre gunstig behandling af deltidsansatte – berettigelse – foreligger ikke

(Art. 157 TEUF; Rådets direktiv 97/81, bilaget, § 4, stk. 1)

(jf. præmis 30-38, 40, 42-45, 47 og 49-53 samt domskonkl. 1)
Socialpolitik – rammeaftalen om deltidsarbejde, der er indgået af EFS, Unice og CEEP – direktiv 97/81 – forbud mod forskelsbehandling af deltidsansatte – mandlige og kvindelige arbejdstagere – adgang til beskæftigelse samt arbejdsvilkår – ligebehandling – direktiv 2006/54 – nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte kun skal have overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte – deltidsansatte hovedsageligt kvinder – indirekte forskelsbehandling – berettigelse – foreligger ikke

[Art. 157 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54, art. 2, stk. 1, litra b), og art. 4, stk. 1]

(jf. præmis 56-61, 63-65, 67 og 70-73 samt domskonkl. 2)

Resumé

I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) præciserede Domstolen de betingelser, hvorunder det udgør en »mindre gunstig« behandling og en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, når deltidsansatte kun skal have udbetalt overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation.

IK (sag C-184/22) og CM (sag C-185/22) var ansat som plejere af KfH Kuratorium für Dialyse und Nierentransplantation eV, der yder ambulant dialysebehandling på hele Forbundsrepublikken Tysklands område. De skulle i henhold til deres ansættelseskontrakter arbejde henholdsvis 40% og 80% af en fuldtidsansats normale ugentlige arbejdstid, som ved den almindelige kollektive overenskomst for den pågældende sektor var fastsat til 38,5 timer.

Sagsøgerne i hovedsagerne anlagde et søgsmål ved Arbeitsgericht (arbejdsret, Tyskland) med påstand om tildeling af overskydende timer svarende til det skyldige overtidstillæg for de arbejdstimer, der var præsteret ud over den arbejdstid, der var aftalt i deres ansættelseskontrakter, og en godtgørelse. De gjorde gældende, at de var blevet behandlet mindre gunstigt end fuldtidsansatte, fordi de arbejdede på deltid, og at de var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af køn, for så vidt som sagsøgte i hovedsagerne overvejende ansatte kvinder på deltid.

IK og CM fik ikke medhold i disse søgsmål, og de iværksatte derfor appel ved Landesarbeitsgericht Hessen (den regional appeldomstol i arbejdsretlige sager i Hessen, Tyskland), som pålagde sagsøgte i hovedsagerne at registrere sagsøgernes overskydende timer i deres tidsregnskaber, men forkastede deres påstand om godtgørelse.

Der blev iværksat revisionsanke ved den forelæggende ret, som besluttede at forelægge Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt IK og CM var blevet udsat for en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte som omhandlet i § 4, stk. 1, i rammeaftalen om deltidsarbejde ( 1 ) og indirekte forskelsbehandling på grund af køn som omhandlet i direktiv 2006/54 ( 2 ).

Domstolens bemærkninger

Domstolen fastslog for det første, at nationale bestemmelser, hvorefter deltidsansatte kun skal have udbetalt overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte, der befinder sig i en sammenlignelig situation, udgør en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1.

I denne henseende fremhævede Domstolen først, at denne paragraf ikke skal fortolkes indskrænkende, og at den tilsigter at bringe princippet om ikkediskrimination i anvendelse på arbejdstagere med deltidsansættelse.

Da det i det foreliggende tilfælde ikke syntes at være bestridt, at de ydelser, der blev præsteret af sagsøgerne i hovedsagerne, var sammenlignelige med dem, der blev præsteret af fuldtidsansatte arbejdstagere, beskæftigede Domstolen sig herefter med spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en forskelsbehandling mellem personer, der arbejdede som plejere på deltid, og personer, der arbejdede som plejere på fuldtid.

I denne henseende fremgik det af forelæggelsesafgørelserne, at en person, der arbejdede som plejer på deltid, skulle erlægge det samme antal arbejdstimer som en person, der arbejdede som plejer på fuldtid, for at nyde godt af overtidstillægget for overarbejde, uden hensyntagen til længden af den normale arbejdstid, der var individuelt aftalt i den ansættelseskontrakt, som var indgået med denne person. Personer, der arbejdede som plejere på fuldtid, modtog nemlig et overtidstillæg fra og med allerførste arbejdstime præsteret ud over deres normale arbejdstid, nemlig 38,5 timer om ugen, hvorimod personer, der arbejdede som plejere på deltid, ikke fik tillæg for arbejdstimer, som gik ud over den normale arbejdstid, der var aftalt i deres ansættelseskontrakter, men som lå inden for den normale arbejdstid, der var fastsat for personer, der arbejdede som plejere på fuldtid.

Følgelig fremgik det, at personer, der arbejdede som plejere på deltid, blev udsat for en »mindre gunstig« behandling end personer, der arbejdede som plejere på fuldtid.

Endelig forsynede Domstolen den forelæggende ret med de nødvendige oplysninger for, at denne kunne vurdere, om denne forskelsbehandling kunne anses for at være begrundet i »objektive forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1.

I denne henseende erindrede Domstolen om, at dette begreb kræver, at den konstaterede forskelsbehandling er begrundet i, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegner det ansættelsesvilkår, der er tale om, i den særlige sammenhæng, hvori det indgår, og på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier for at sikre sig, at denne ulige behandling rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt formålet om at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end den individuelt aftalte arbejdstid kan udgøre et »objektivt forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1, kan fastsættelsen af en ens tærskel for deltidsansatte og fuldtidsansatte med hensyn til, hvornår der tildeles overtidstillæg for overarbejde, ikke hvad angår deltidsansatte opfylde dette formål.

Med hensyn til formålet om at undgå en ufordelagtig behandling af fuldtidsansatte arbejdstagere i forhold til deltidsansatte blev de fuldtidsansatte desuden, for så vidt angår overarbejdstimer, behandlet på samme måde som deltidsansatte, med forbehold af anvendelsen af princippet om pro rata temporis. Dette andet formål kunne således heller ikke begrunde den forskellige behandling af deltidsansatte og fuldtidsansatte arbejdstagere.

Domstolen konkluderede for det andet, at de omhandlede nationale bestemmelser ligeledes udgjorde en indirekte forskelsbehandling på grund af køn som omhandlet i artikel 157 TEUF samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54.

Selv om der i det foreliggende tilfælde var tale om en tilsyneladende neutral foranstaltning, fremgik det nemlig af forelæggelsesafgørelserne, at denne foranstaltning stillede en betydeligt større andel af kvinder end mænd ufordelagtigt, uden at det også var nødvendigt, at gruppen af arbejdstagere, som ikke blev stillet ufordelagtigt af disse bestemmelser, nemlig fuldtidsansatte, udgjordes af et væsentligt højere antal mænd end kvinder. Det tilkom den forelæggende ret at vurdere, om de oplysninger, som den rådede over vedrørende arbejdstagernes situation, kunne tillægges gyldighed og tages i betragtning. Den nationale ret skulle ligeledes undersøge alle relevante kvalitative faktorer for at afgøre, om der forelå en sådan ufordelagtig situation, idet den skulle tage hensyn til alle de arbejdstagere, som var omfattet af de nationale bestemmelser, der lå til grund for den pågældende forskellige behandling.

Denne indirekte forskelsbehandling kunne desuden, lige så lidt som en »mindre gunstig« behandling af deltidsansatte arbejdstagere i forhold til fuldtidsansatte, og af de samme grunde, begrundes i forfølgelsen af dels formålet om at afholde arbejdsgiveren fra at pålægge arbejdstagerne at arbejde flere timer end individuelt aftalt i deres ansættelseskontrakter, dels formålet om at undgå, at fuldtidsansatte behandles mindre gunstigt end deltidsansatte.

( 1 ) – Rammeaftalen om deltidsarbejde, der blev indgået den 6.6.1997 (herefter »rammeaftalen«), og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 97/81/EF af 15.12.1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og EFS (EFT 1998, L 14, s. 9).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5.7.2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23).