Forenede sager C-29/22 P og C-44/22 P

KD
og
KS

mod

Rådet for Den Europæiske Union m.fl.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 10. september 2024

»Appel – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) – fælles aktion 2008/124/FUSP – Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo (Eulex Kosovo) – erstatningssøgsmål – skade, som angiveligt er lidt som følge af en række handlinger og undladelser foretaget af Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) i forbindelse med gennemførelsen af denne fælles aktion – utilstrækkelig efterforskning af tortur og forsvinden af og drab på personer – Den Europæiske Unions Domstols kompetence til at træffe afgørelse i dette søgsmål – artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU – artikel 275 TEUF«

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – Unionens retsinstansers kompetence – erstatningssøgsmål – søgsmål vedrørende handlinger eller undladelser, der hører under denne politik – søgsmål, der hverken tager sigte på en kontrol af overholdelsen af artikel 40 TEU eller vedrører restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer – ikke omfattet – foreneligheden af denne begrænsning af Domstolens kompetence med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, artikel 6 og 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention, artikel 6, stk. 2, TEU samt artikel 268 TEUF og 340 TEUF

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, art. 51, stk. 1, og art. 52, stk. 7; art. 2 TEU, art. 3, stk. 5, TEU, art. 5, stk. 1 og 2, TEU, art. 6 TEU, art. 13, stk. 2, TEU, art. 19 TEU, 21 TEU og 23 TEU, art. 24, stk. 1, TEU, og art. 40 TEU; artikel 268 TEUF, art. 275, stk. 2, TEUF, art. 340 TEUF og 344 TEUF; Rådets fælles aktion 2008/124)

(jf. præmis 62, 63, 66-73, 77-82, 85-87, 90-92 og 94)
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – Unionens retsinstansers kompetence – erstatningssøgsmål – søgsmål vedrørende handlinger eller undladelser, der hører under denne politik – søgsmål, der hverken tager sigte på en kontrol af overholdelsen af artikel 40 TEU eller vedrører restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer – omhandlede handlinger eller undladelser, der ikke er direkte knyttet til de politiske eller strategiske valg, som EU’s institutioner, organer, kontorer og agenturer har truffet inden for rammerne af denne politik – omfattet – omhandlede handlinger eller undladelser, der er direkte knyttet til sådanne valg – ikke omfattet

(Art. 24 TEU – 26 TEU, 28 TEU, 29 TEU, 37 TEU, 38 TEU, 42 TEU og 43 TEU; artikel 275 TEUF; Rådets fælles aktion 2008/124)

(jf. præmis 115-119)
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – Unionens retsinstansers kompetence – erstatningssøgsmål – søgsmål vedrørende handlinger eller undladelser, der hører under denne politik – søgsmål, der hverken tager sigte på en kontrol af overholdelsen af artikel 40 TEU eller vedrører restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer – omhandlede handlinger eller undladelser, der er direkte knyttet til de politiske eller strategiske valg, som Den Europæiske Unions institutioner, organer, kontorer og agenturer har truffet inden for rammerne af denne politik – midler, der er stillet til rådighed for en EU-mission – afgørelse om at ophæve en sådan missions eksekutive mandat – ikke omfattet

[Art. 24, stk. 1, andet afsnit, TEU, art. 28, stk. 1, TEU og art. 43, stk. 2, TEU; art. 275, stk. 1, TEUF; Rådets fælles aktion 2008/124, art. 3, litra d); Rådets afgørelse (FUSP) 2018/856]

(jf. præmis 120, 121, 124, 126, 136 og 137)
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – Unionens retsinstansers kompetence – erstatningssøgsmål – søgsmål vedrørende handlinger eller undladelser, der hører under denne politik – søgsmål, der hverken tager sigte på en kontrol af overholdelsen af artikel 40 TEU eller vedrører restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer – omhandlede handlinger eller undladelser, der ikke er direkte knyttet til de politiske eller strategiske valg, som Den Europæiske Unions institutioner, organer, kontorer og agenturer har truffet – en EU-missions mangel på egnet personale – krænkelser af menneskerettighederne begået af denne mission – panel, der behandler klager over disse krænkelser – ingen proceduremæssige bestemmelser om retshjælp – ingen håndhævelsesbeføjelser – manglende individuelle foranstaltninger vedrørende appellanternes særlige situation – omfattet

(Art. 24, stk. 1, andet afsnit, TEU; art. 275, stk. 2, TEUF; Rådets fælles aktion 2008/124, art. 1 og 2; afgørelse 2014/349/FUSP, art. 15a)

(jf. præmis 120, 121, 124, 127, 128, 130, 131, 133-135 og 137)
Appel – appellen delvist tiltrådt – appelinstansens endelige afgørelse af sagen – betingelse – sagen moden til påkendelse – foreligger ikke – sagens hjemvisning til Retten – appelinstansens endelige efterprøvelse af spørgsmålet om kompetencen til at påkende søgsmålet

(Statutten for Domstolen, art. 61, stk. 1)

(jf. præmis 159 og 163-166)

Resumé

I forbindelse med at Domstolen ophævede Rettens kendelse i sagen KS og KD mod Rådet m.fl. ( 1 ) (herefter »den appellerede kendelse«), for så vidt som Retten heri fastslog, at det var åbenbart, at den savnede kompetence til at påkende det af KS og KD anlagte søgsmål, idet dette vedrørte politiske eller strategiske valg foretaget inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) ( 2 ), præciserede Domstolen (Store Afdeling) rækkevidden af den begrænsning af Unionens retsinstansers kompetence på FUSP-området, der er fastsat i artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU ( 3 ) og i artikel 275, stk. 1, TEUF ( 4 ). KS og KD er medlemmer af den nære familie til personer, der blev tortureret, eller som forsvandt eller blev dræbt i Kosovo i 1999 under den konflikt, der fandt sted i dette land. I 2008 oprettede Den Europæiske Union ved fælles aktion 2008/124 ( 5 ) en civil retsstatsmission i dette tredjeland, benævnt Eulex Kosovo, som bl.a. fik til opgave at efterforske sådanne forbrydelser. I 2009 nedsatte EU på grundlag af denne fælles aktion Human Rights Review Panel (herefter »HRRP«), som for sin del fik til opgave at behandle klager over krænkelser af menneskerettighederne begået af Eulex Kosovo under udøvelsen af sit mandat.

KS og KD indgav klager til HRRP, som i november 2015 og oktober 2016 fastslog, at flere grundlæggende rettigheder, som er beskyttet ved den europæiske menneskerettighedskonvention (herefter »EMRK«) ( 6 ), var blevet tilsidesat. I marts 2017 besluttede dette panel at afslutte de pågældende sager og konstaterede samtidigt, at chefen for Eulex Kosovo i hver af sagerne kun delvist havde iværksat de henstillinger, som panelet havde fremsat til denne chef.

I december 2017 afviste Retten ved kendelse i sagen KS mod Rådet m.fl. ( 7 ) det søgsmål, som KS havde anlagt mod Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) med påstand om bl.a. »annullation eller ændring af fælles aktion 2008/124« og om ansvar uden for kontraktforhold som følge af tilsidesættelse af flere bestemmelser i EMRK, idet Retten fandt, at det var åbenbart, at den savnede kompetence til at påkende dette søgsmål.

I november 2021 afviste Retten af samme grund ved den appellerede kendelse det søgsmål, som KS og KD havde anlagt med påstand om erstatning for den skade, som de mente at have lidt på grund af forskellige handlinger og undladelser fra Rådets, Kommissionens og EU-udenrigstjenestens side i forbindelse med navnlig de efterforskninger, der blev foretaget under Eulex Kosovo-missionen, vedrørende tortur og forsvinden af samt drab på medlemmer af deres familier. KS og KD havde i mellemtiden, i juni 2021, indgivet en anmodning om bevisoptagelse med henblik på fremlæggelse af den fulde udgave af Eulex Kosovos operationsplan (OPLAN) siden missionens oprettelse i 2008.

I forbindelse med to appeller iværksat af henholdsvis KS og KD (sag C-29/22 P) og Kommissionen (sag C-44/22 P) ophævede Domstolen delvist Rettens kendelse og hjemviste sagen til Retten, med henblik på at denne traf afgørelse om formaliteten og, hvis det blev relevant, om realiteten.

I den appellerede kendelse fastslog Retten bl.a., at det af KS og KD anlagte søgsmål udsprang af handlinger eller adfærd, der hørte under politiske eller strategiske spørgsmål knyttet til fastlæggelsen af Eulex Kosovos aktiviteter, prioriteter og ressourcer samt til afgørelsen om at nedsætte et klagepanel som led i denne mission, og at oprettelsen af Eulex Kosovo-missionen og dens aktiviteter i overensstemmelse med fælles aktion 2008/124 hørte under EU-traktatens bestemmelser om FUSP. Retten fastslog desuden i det væsentlige, at Den Europæiske Unions Domstol i henhold til artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275, stk. 1, TEUF principielt ikke har kompetence for så vidt angår bestemmelserne vedrørende FUSP og for så vidt angår retsakter vedtaget på grundlag af disse bestemmelser, og at undtagelserne til dette princip, der er fastsat i førstnævnte bestemmelse og i artikel 275, stk. 2, TEUF, ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag, idet søgsmålet hverken vedrørte restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse eller overholdelsen af artikel 40 TEU ( 8 ).

Domstolens bemærkninger

Da KS og KD samt Kommissionen bestred denne vurdering, undersøgte Domstolen, om der var grundlag for Rettens fortolkning vedrørende disse aspekter.

Fortolkningen af artikel 24, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 275, stk. 1, TEUF

I forbindelse med fortolkningen af de bestemmelser i traktaterne, der fastsætter begrænsningen af Unionens retsinstansers kompetence på FUSP-området, fastslog Domstolen først, at inddragelsen af denne politik i Unionens forfatningsmæssige ramme medfører, at de grundlæggende principper i Unionens retsorden også finder anvendelse. Disse principper omfatter bl.a. overholdelsen af retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder, som bl.a. kræver, at EU’s myndigheder er underlagt domstolskontrol.

Domstolen bemærkede imidlertid i første række, at artikel 24, stk. 1, andet afsnit, første punktum, TEU bestemmer, at »[FUSP] er underlagt særlige regler og procedurer«, herunder de regler og procedurer, der begrænser Den Europæiske Unions Domstols kompetence med hensyn til bestemmelserne vedrørende FUSP og retsakter vedtaget på grundlag af disse bestemmelser. En sådan begrænsning kan forenes med såvel artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) som EMRK’s artikel 6 og 13.

I denne henseende har Domstolen for det første allerede fastslået, at chartrets artikel 47 hverken kan skabe en kompetence for Domstolen, når en sådan kompetence er udelukket i henhold til traktaterne, eller ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, herunder reglerne for antagelse af direkte søgsmål. Desuden finder princippet om kompetencetildeling og princippet om institutionel ligevægt ligeledes anvendelse på FUSP-området. Følgelig er argumentet om, at de handlinger eller undladelser, der er genstand for en persons søgsmål, tilsidesætter dennes grundlæggende rettigheder, ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at Den Europæiske Unions Domstol kan erklære sig kompetent til at påkende dette søgsmål. For det andet skal Domstolen naturligvis sørge for, at den fortolkning, som den foretager af chartrets artikel 47, hvis første og andet stykke svarer til EMRK’s artikel 6, stk. 1, og artikel 13, sikrer et beskyttelsesniveau, som ikke tilsidesætter det beskyttelsesniveau, der er sikret ved disse bestemmelser i EMRK, således som disse fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Dog er den ret, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, stk. 1, for det første ikke absolut og kan underlægges legitime begrænsninger. For det andet kan den beskyttelse, der ydes ved EMRK’s artikel 13, der sikrer, at der findes retsmidler i national ret, som gør det muligt at påberåbe sig EMRK’s rettigheder og friheder, heller ikke anses for at være absolut, idet den sammenhæng, hvori den angivelige krænkelse indgår, eller kategorien af de angivelige krænkelser, kan begrunde en begrænsning af de mulige retsmidler.

Retten begik følgelig ikke en retlig fejl ved i det væsentlige at fastslå, at hverken artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275 TEUF på den ene side ( 9 ) eller henvisningen til tilsidesættelser af grundlæggende rettigheder på den anden side i sig selv begrundede, at den erklærede sig kompetent til at påkende det af KS og KD anlagte søgsmål. Endvidere kan artikel 6, stk. 2, TEU, der fastsætter, at Unionen skal tiltræde EMRK, ikke fortolkes således, at denne bestemmelse bevirker, at Den Europæiske Unions Domstols kompetencer på FUSP-området udvides, idet ordningen for denne tiltrædelse forudsætter, at tiltrædelsesaftalen hverken berører Unionens kompetencer eller institutionernes beføjelser.

Hvad i anden række nærmere bestemt angår anvendelsen af artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275 TEUF på søgsmål om Unionens ansvar uden for kontraktforhold, der er reguleret ved artikel 268 TEUF og 340 TEUF, bemærkede Domstolen, at hverken denne kompetences karakter af enekompetence for Den Europæiske Unions Domstol til at træffe afgørelse i sådanne søgsmål eller den selvstændige karakter af denne kategori af søgsmål kan bevirke en udvidelse af grænserne for den kompetence, som denne institution er tillagt ved traktaterne. Artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275 TEUF, der begrænser Unionens retsinstansers kompetence på FUSP-området, skal, for så vidt angår søgsmål vedrørende FUSP, anses for at være lex specialis i forhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF. Domstolen kunne derfor ikke tiltræde, at artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275 TEUF ikke skulle omfatte søgsmål om Unionens ansvar uden for kontraktforhold.

For det tredje og sidste bekræftede Domstolen på grundlag af dommen i sagen Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet ( 10 ), der udtrykker et fortolkningsprincip, som finder anvendelse på alle de retsmidler, der er fastsat i traktaterne, ligeledes Rettens fortolkning af traktaternes bestemmelser om Unionens retsinstansers kompetence i lyset af den grundlæggende ret til en effektiv retsbeskyttelse, hvorefter denne grundlæggende ret ikke kan føre til, at der ses bort fra de betingelser, der udtrykkeligt er fastsat i EUF-traktaten.

Spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede handlinger og undladelser var knyttet til politiske eller strategiske valg truffet inden for rammerne af FUSP og vedrørende definitionen og gennemførelsen af FUSP

Domstolen bemærkede, at det i forbindelse med undersøgelsen af Den Europæiske Unions Domstols kompetence til at påkende et søgsmål vedrørende handlinger eller undladelser, der hører under FUSP, først skal efterprøves, om den omhandlede situation er omfattet af et af de tilfælde, der er nævnt i artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275, stk. 2, TEUF, og hvor denne kompetence udtrykkeligt er anerkendt ( 11 ). Hvis dette ikke er tilfældet, skal det dernæst vurderes, om denne kompetence kan baseres på den omstændighed, at de omhandlede handlinger og undladelser ikke er direkte knyttet til de politiske eller strategiske valg, som EU’s institutioner, organer, kontorer og agenturer har truffet inden for rammerne af FUSP og navnlig den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) ( 12 ). Selv om Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at vurdere lovligheden af handlinger og undladelser, der ikke er direkte knyttet til politiske eller strategiske valg, eller til at fortolke dem, har den således ikke en sådan kompetence, hvis disse handlinger og undladelser er direkte knyttet til disse politiske eller strategiske valg ( 13 ).

I denne henseende undersøgte Domstolen Rettens vurdering ( 14 ) ved at foretage en konkret analyse af hver af de i det af KS og KD anlagte søgsmål omhandlede handlinger og undladelser, der hørte under FUSP, og navnlig FSFP ( 15 ).

I den foreliggende sag fremgik det for det første af den appellerede kendelse, at Retten fastslog, at dette søgsmål ikke var omfattet af de tilfælde, for hvilke bestemmelserne i traktaterne udtrykkeligt fastsætter, at Den Europæiske Unions Domstol har kompetence på FUSP-området, hvilket i øvrigt ikke blev bestridt i forbindelse med appellerne. For det andet fandt Retten i det væsentlige, at de handlinger og undladelser, der var genstand for søgsmålet ( 16 ), var direkte knyttet til denne politik, henset til deres politiske og strategiske karakter samt deres forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af FUSP, hvorfor Retten erklærede, at den ikke havde kompetence til at påkende samme søgsmål.

I denne henseende bemærkede Domstolen for det første, at de midler, der stilles til rådighed for en FUSP-mission og navnlig en FSFP-mission, er direkte knyttet til de politiske eller strategiske valg, der er foretaget i forbindelse med FUSP, således som Retten med føje fastslog.

Derimod begik Retten en retlig fejl, idet den fastslog, at den hævdede mangel på egnet personale hørte til politiske eller strategiske spørgsmål vedrørende fastlæggelsen og gennemførelsen af FUSP. Eulex Kosovo-missionens beføjelse til at ansætte personale ( 17 ) udgør nemlig en daglig forvaltningsakt, der indgår i udøvelsen af missionens mandat. Således er de afgørelser, som Eulex Kosovo træffer med hensyn til valget af det personale, som missionen ansætter, ikke direkte knyttet til de politiske eller strategiske valg, som missionen foretager i forbindelse med FUSP.

For det andet nåede Domstolen frem til det samme resultat om en retlig fejl begået af Retten hvad angår fraværet af bestemmelser om retshjælp i de procedurer, der føres ved HRRP. Denne del af det af KS og KD anlagte søgsmål vedrørte nemlig procedurereglerne for dette panel, som ikke er direkte knyttet til de politiske eller strategiske valg, der er truffet inden for rammerne af FUSP.

Hvad angår HRRP’s manglende håndhævelsesbeføjelser eller manglende retsmidler til afhjælpning af de tilsidesættelser, der konstateres af dette panel, anførte Domstolen på samme måde, med støtte i de formål, der lå til grund for oprettelsen af Eulex Kosovo-missionen ( 18 ), at afgørelsen om, hvorvidt missionens handlinger og undladelser skulle underlægges en kontrolmekanisme, der var i overensstemmelse med disse regler, ikke var direkte knyttet til de politiske eller strategiske valg vedrørende missionen, men udelukkende til et aspekt af dens administrative forvaltning.

For det tredje anførte Domstolen, at fraværet af såvel afhjælpende foranstaltninger, der ville gøre det muligt at afhjælpe de af HRRP konstaterede tilsidesættelser, som en korrekt juridisk undersøgelse af KD’s sag vedrørte den manglende vedtagelse af individuelle foranstaltninger vedrørende KS’ og KD’s særlige situation og ikke direkte de politiske eller strategiske valg, der var foretaget inden for rammerne af FUSP. Det samme gjaldt Rådets og EU-Udenrigstjenestens argument om, at Eulex Kosovo havde gjort sit bedste for at efterforske de omhandlede forbrydelser. Retten begik derfor også retlige fejl for så vidt angår disse aspekter af søgsmålet.

For det fjerde var afgørelsen om at ophæve det eksekutive mandat for en FUSP-mission, og navnlig for en FSFP-mission, derimod direkte knyttet til sådanne politiske eller strategiske valg foretaget i forbindelse med FUSP som omhandlet i artikel 28, stk. 1, TEU og artikel 43, stk. 2, TEU. Følgelig begik Retten ikke en retlig fejl ved at fastslå, at den savnede kompetence til at tage stilling til klagepunkterne vedrørende ophævelsen af Eulex Kosovos eksekutive mandat ved afgørelse 2018/856 ( 19 ).

Søgsmålet for Retten

Domstolen fastslog, at den ikke rådede over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse om hverken de formalitetsindsigelser, der var blevet rejst af Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, eller realiteten i det af KS og KD anlagte søgsmål, og den hjemviste derfor sagen til Retten, med henblik på at denne traf afgørelse om formaliteten og, hvis det blev relevant, om realiteten i dette søgsmål samt om anmodningen om fremlæggelse af Eulex Kosovos OPLAN.

( 1 ) – Kendelse af 10.11.2021, KS og KD mod Rådet m.fl. (T-771/20, EU:T:2021:798).

( 2 ) – Den nævnte kendelse blev ophævet, for så vidt som det af KS og KD anlagte søgsmål bl.a. vedrørte en tilsidesættelse af flere grundlæggende rettigheder samt et EU-organs og EU-institutioners forkerte anvendelse eller misbrug af deres udøvende beføjelse. I øvrigt forkastede Domstolen appellerne.

( 3 ) – I henhold til denne bestemmelse har »Den Europæiske Unions Domstol [...] ingen kompetence med hensyn til [bestemmelserne vedrørende FUSP], bortset fra dens kompetence til at kontrollere overholdelsen af artikel 40 [TEU] og prøve lovligheden af visse afgørelser, jf. artikel 275, stk. 2, [TEUF]«.

( 4 ) – Artikel 275 TEUF bestemmer følgende: »Den Europæiske Unions Domstol har ingen kompetence for så vidt angår bestemmelserne vedrørende [FUSP] eller for så vidt angår retsakter vedtaget på grundlag af disse bestemmelser. Domstolen har dog kompetence til at kontrollere overholdelsen af artikel 40 [TEU] og træffe afgørelse i sager anlagt på de betingelser, der fremgår af artikel 263, stk. 4, [TEUF] vedrørende prøvelsen af lovligheden af afgørelser om restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer vedtaget af Rådet på grundlag af afsnit V, kapitel 2, [TEU].«

( 5 ) – Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP af 4.2.2008 om Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo, EULEX KOSOVO (EUT 2008, L 42, s. 92).

( 6 ) – Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950.

( 7 ) – Kendelse af 14.12.2017, KS mod Rådet m.fl. (T-840/16, EU:T:2017:938).

( 8 ) – Denne bestemmelse fastsætter følgende: »Gennemførelsen af [FUSP] berører ikke anvendelsen af institutionernes procedurer og omfanget af deres beføjelser som fastsat i traktaterne med henblik på udøvelsen af Unionens kompetencer i artikel 3 [TEUF] [–] 6 [TEUF]. På samme måde berører gennemførelsen af politikkerne i disse artikler ikke anvendelsen af institutionernes procedurer og omfanget af deres beføjelser som fastsat i traktaterne med henblik på udøvelsen af Unionens kompetencer i henhold til dette kapitel.«

( 9 ) – Sammenholdt med chartrets artikel 47, EMRK’s artikel 6, stk. 1, og artikel 13 samt artikel 2 TEU, artikel 3, stk. 5, TEU, artikel 6 TEU, 19 TEU, 21 TEU og 23 TEU.

( 10 ) – Dom af 25.3.2021, Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-565/19 P, EU:C:2021:252, præmis 69 og 78).

( 11 ) – Dom af 28.3.2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 60), og af 6.10.2020, Bank Refah Kargaran mod Rådet (C-134/19 P, EU:C:2020:793, præmis 27).

( 12 ) – Dette fremgår af den praksis fra Domstolen, der følger af præmis 49 i dom af 12.11.2015, Elitaliana mod Eulex Kosovo (C-439/13 P, EU:C:2015:753), af præmis 55 i dom af 19.7.2016, H mod Rådet m.fl. (C-455/14 P, EU:C:2016:569), og af præmis 66 i dom af 25.6.2020, Satcen mod KF (C-14/19 P, EU:C:2020:492).

( 13 ) – Den Europæiske Unions Domstol har følgelig ikke kompetence til at vurdere lovligheden af eller fortolke handlinger eller undladelser, der er direkte knyttet til fastlæggelsen, varetagelsen og gennemførelsen af FUSP, og navnlig FSFP, dvs. navnlig fastlæggelsen af EU’s strategiske interesser samt fastlæggelsen af både de aktioner, der skal gennemføres, og de holdninger, der skal indtages af EU, og de overordnede retningslinjer for FUSP som omhandlet i artikel 24 TEU – 26 TEU, 28 TEU, 29 TEU, 37 TEU, 38 TEU, 42 TEU og 43 TEU.

( 14 ) – Denne vurdering er indeholdt i den appellerede kendelses præmis 28-39.

( 15 ) – Med henblik herpå tog Domstolen i betragtning, at hensynet til retssikkerheden kræver, at Unionens retsinstanser skal kunne fastslå, om de har kompetence, uden at skulle undersøge sagen i realiteten.

( 16 ) – Disse handlinger og undladelser er nævnt i dommens præmis 20. Det drejede sig i det væsentlige om følgende:

Det forhold, at der ikke blev foretaget en behørig efterforskning af forsvinden af og drab på medlemmer af KS’ og KD’s familier på grund af missionens mangel på nødvendige ressourcer og egnet personale til at udøve sit eksekutive mandat.

Det forhold, at der ikke fandtes bestemmelser om retshjælp til berettigede klagere i de procedurer, der blev ført ved HRRP, og at dette panel blev nedsat uden at have hverken beføjelse til at håndhæve sine afgørelser eller kompetence til at tilbyde retsmidler til afhjælpning af de konstaterede tilsidesættelser.

Det forhold, at der ikke blev vedtaget afhjælpende foranstaltninger med henblik på hel eller delvis afhjælpning af de tilsidesættelser, der er nævnt i første og andet led, selv om chefen for Eulex Kosovo havde gjort EU bekendt med HRRP’s konklusioner.

Det forhold, at Rådet og EU-Udenrigstjenesten havde foretaget en forkert anvendelse af eller misbrugt deres udøvende beføjelse, bl.a. fordi de hævdede, at Eulex Kosovo havde gjort sit bedste for at efterforske bortførelsen og det mulige drab på KS’ ægtemand og drabet på KD’s ægtemand og søn.

Det forhold, at den udøvende beføjelse blev anvendt forkert eller på en uhensigtsmæssig måde som følge af ophævelsen af Eulex Kosovos eksekutive mandat ved Rådets afgørelse (FUSP) 2018/856 af 8. juni 2018 om ændring af fælles aktion 2008/124 om Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo (EUT 2018, L 146, s. 5), selv om de tilsidesættelser, der er nævnt i første og andet led, fortsat stod på.

Det forhold, at der blev foretaget en forkert anvendelse af eller et misbrug af den udøvende beføjelse eller offentlige myndighed, idet det ikke blev sikret, at KD’s sag vedrørende en krigsforbrydelse, der umiddelbart syntes velbegrundet, blev underkastet en korrekt juridisk undersøgelse foretaget af Eulex Kosovo og/eller den særlige anklagemyndighed vedrørende efterforskning samt retsforfølgning ved den specialiserede afdeling for Kosovo.

( 17 ) – Denne beføjelse fremgår af ordlyden af artikel 15a i fælles aktion 2008/124, som ændret ved Rådets afgørelse 2014/349/FUSP af 12.6.2014 (EUT 2014, L 174, s. 42).

( 18 ) – Jf. artikel 1 og 2 i fælles aktion 2008/124.

( 19 ) – Ved denne afgørelse bortfaldt denne missions forpligtelse som fastsat i artikel 3, litra d), i fælles aktion 2008/124 til at sikre, at sager vedrørende visse forbrydelser »efterforskes behørigt, retsforfølges, afgøres og håndhæves«.