–

XXX ved avocat J. Hardy,

–

den belgiske regering ved M. Jacobs, C. Pochet, A. Van Baelen og M. Van Regemorter, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og C.S. Schillemans, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved A. Azema og L. Grønfeldt, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 14, stk. 4, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem XXX, der er tredjelandsstatsborger, og Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (generalkommissæren for flygtninge og statsløse, Belgien, herefter »generalkommissæren«) vedrørende sidstnævntes afgørelse om at fratage XXX flygtningestatus.

3

Konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954), trådte i kraft den 22. april 1954. Konventionen er blevet suppleret af og ændret ved protokollen vedrørende flygtninges retsstilling, indgået i New York den 31. januar 1967 (herefter »Genèvekonventionen«).

4

Konventionens artikel 1, afsnit F, har følgende ordlyd:

»Denne konventions bestemmelser skal ikke finde anvendelse på den, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at han:

[…]

[…]«

5

Konventionens artikel 33, stk. 2, fastsætter:

»Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.«

6

Artikel 27, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35) har følgende ordlyd:

»Foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde anvendelsen af sådanne foranstaltninger.

Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Begrundelser, der ikke vedrører den individuelle sag, eller som har generel præventiv karakter, må ikke anvendes.«

7

12. betragtning til direktiv 2011/95 har følgende ordlyd:

»Hovedformålet med dette direktiv er dels at sikre, at medlemsstaterne anvender fælles kriterier til identifikation af personer, som reelt har behov for international beskyttelse, dels at sikre, at der findes et minimum af ydelser til fordel for disse personer i alle medlemsstater.«

8

Direktivets artikel 1 er sålydende:

»Formålet med dette direktiv er at fastsætte standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse.«

9

Direktivets artikel 2, litra d), præciserer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

10

Direktivets artikel 12, stk. 2, litra b), er sålydende:

»En tredjelandsstatsborger eller statsløs er udelukket fra at blive anerkendt som flygtning, hvis der er tungtvejende grunde til at antage, at:

[…]

11

Artikel 13 i direktiv 2011/95 fastsætter:

»Medlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere eller statsløse, der kan anerkendes som flygtninge i medfør af kapitel II og III, flygtningestatus.«

12

Direktivets artikel 14, stk. 4 og 6, bestemmer:

»4.   Medlemsstaterne kan tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge status, der er tildelt en flygtning af et regeringsorgan, et administrativt organ, et retsligt eller kvasiretsligt organ, når:

[…]

6.   Personer, som stk. 4 eller 5 finder anvendelse på, har de rettigheder, der er fastsat i artikel 3, 4, 16, 22, 31, 32 og 33 i Genèvekonventionen, eller tilsvarende rettigheder, for så vidt de befinder sig i medlemsstaten.«

13

Direktivets artikel 17, stk. 1, litra b) og d), er sålydende:

»En tredjelandsstatsborger eller statsløs er udelukket fra at være berettiget til subsidiær beskyttelse, hvis der er alvorlig grund til at formode, at:

[…]

[…]

14

Direktivets artikel 21, stk. 2, litra b), er affattet på følgende måde:

»Hvis det ikke er forbudt i henhold til de i stk. 1 nævnte internationale forpligtelser, kan en medlemsstat udsende en flygtning, uanset om den pågældende er formelt anerkendt eller ej, når:

[…]

15

Artikel 23, stk. 4, i direktiv 2011/95 bestemmer:

»Uanset stk. 1 og 2 kan medlemsstaterne afslå, begrænse eller inddrage de pågældende fordele under henvisning til statens sikkerhed eller den offentlige orden.«

16

Dette direktivs artikel 24 fastsætter:

»1.   Så snart som muligt efter at ansøgerne har fået tildelt international beskyttelse og med forbehold af artikel 21, stk. 3, udsteder medlemsstaterne en opholdstilladelse til personer med flygtningestatus, som skal være gyldig i mindst tre år, og som kan fornyes, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.

[…]

2.   Så snart som muligt efter at ansøgerne har fået tildelt international beskyttelse, udsteder medlemsstaterne til personer med subsidiær beskyttelsesstatus og deres familiemedlemmer en opholdstilladelse, som kan fornyes, som skal være gyldig i mindst ét år, og som, i tilfælde af fornyelse, skal være gyldig i mindst to år, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.«

17

Nævnte direktivs artikel 25 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne udsteder rejsedokumenter til brug ved rejse uden for deres område til personer med flygtningestatus, i overensstemmelse med den model, der er opstillet i tillægget til Genèvekonventionen, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.

2.   Medlemsstaterne udsteder dokumenter til personer med subsidiær beskyttelsesstatus, som ikke kan få et nationalt pas, således at det bliver muligt for dem at rejse uden for medlemsstaternes område, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.«

18

Artikel 45, stk. 1 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60) bestemmer:

»1.   Hvis den kompetente myndighed overvejer at fratage tredjelandsstatsborgere eller statsløse deres internationale beskyttelse […] skal medlemsstaten sikre, at de berørte personer nyder følgende garantier:

[…]

[…]

3.   Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndigheds afgørelse om at fratage en person international beskyttelse meddeles skriftligt. De faktiske og retlige grunde anføres i afgørelsen, og der gives skriftlige oplysninger om, hvordan der kan gøres indsigelse mod afgørelsen.«

19

Ved afgørelse truffet af generalkommissæren den 23. februar 2007 blev XXX tildelt flygtningestatus.

20

Ved dom af 20. december 2010 idømte Cour d’assises de Bruxelles (nævningeretten i Bruxelles, Belgien) XXX en fængselsstraf på 25 år. Ifølge oplysningerne i den belgiske regerings indlæg vedrørte denne dom bl.a. begåelsen af et voldeligt røveri med tyveri af flere løsøregenstande og et forsætligt drab med henblik på at gennemføre røveriet eller sikre straffrihed for det.

21

Ved afgørelse af 4. maj 2016 ophævede generalkommissæren XXX’ status som flygtning.

22

XXX anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien).

23

Ved dom af 26. august 2019 frifandt denne ret generalkommissæren. Retten fandt, at den fare, som XXX udgør for samfundet, er en følge af, at XXX er blevet dømt for en særlig alvorlig lovovertrædelse. I denne sammenhæng påhvilede det ikke generalkommissæren at godtgøre, at XXX udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare for samfundet. Tværtimod tilkom det sidstnævnte at godtgøre, at denne på trods af sin domfældelse for en særlig alvorlig lovovertrædelse ikke længere udgjorde en fare for samfundet.

24

Den 26. september 2019 iværksatte XXX kassationsanke til prøvelse af denne dom ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien), som er den forelæggende ret.

25

Til støtte for appellen har XXX i det væsentlige gjort gældende, at det påhviler generalkommissæren at bevise, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare for samfundet, og at det er nødvendigt at foretage en proportionalitetskontrol for at afgøre, om den fare, som XXX udgør, begrunder fratagelse af dennes flygtningestatus.

26

På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

27

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at det kan anses for godtgjort, at der foreligger en fare for samfundet i den medlemsstat, den pågældende tredjelandsstatsborger befinder sig i, alene af den grund, at den pågældende er blevet idømt en endelig dom for en særlig grov forbrydelse.

28

Artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 bestemmer, at medlemsstaterne kan tilbagekalde den status, der er tildelt en flygtning, hvis den pågældende efter en endelig dom for en særlig grov forbrydelse udgør en fare for samfundet i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i.

29

Ifølge Domstolens faste praksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse tages hensyn til dennes ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 20.10.2022, Centre public d’action sociale de Liège (Tilbagekaldelse eller suspension af en afgørelse om tilbagesendelse), C-825/21, EU:C:2022:810, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

30

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 bemærkes, at denne bestemmelse nævner to forskellige elementer vedrørende dels en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, dels en fare for samfundet i den medlemsstat, den pågældende tredjelandsstatsborger befinder sig i.

31

Selv om den præcise forbindelse mellem disse to elementer ikke er udtrykkeligt angivet, fremgår disse, således som generaladvokaten har anført i punkt 63 i forslaget til afgørelse, i alle sprogversioner af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, og dette selv om det stod EU-lovgiver frit for udelukkende at henvise til eksistensen af en endelig dom, hvis den havde ønsket, at en sådan dom var tilstrækkelig til at begrunde vedtagelsen af en foranstaltning som omhandlet i denne bestemmelse.

32

Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 indgår, skal det for det første fremhæves, at denne bestemmelse udgør en undtagelse til den regel, der er fastsat i dette direktivs artikel 13, hvorefter medlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere, der kan anerkendes som flygtninge, flygtningestatus. Denne bestemmelse skal derfor fortolkes strengt (jf. analogt dom af 13.9.2018, Ahmed, C-369/17, EU:C:2018:713, præmis 52).

33

For det andet kan der ikke ses bort fra EU-lovgivers valg om i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 at nævne både en straffedom og en fare for samfundet i stedet for kun at henvise til den første af disse betingelser, idet EU-lovgiver i dette direktivs artikel 12, stk. 2, litra b), har valgt en anden formulering ved udtrykkeligt at fastsætte, at en tredjelandsstatsborger skal udelukkes fra at blive anerkendt som flygtning, når den pågældende har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse uden for asyllandet forud for anerkendelsen af vedkommende som flygtning, uden på nogen måde at kræve, at den pågældende udgør en fare for samfundet i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i.

34

I denne henseende afspejler forskellen i formuleringen af artikel 12, stk. 2, litra b), i direktiv 2011/95 og af artikel 14, stk. 4, litra b), i dette direktiv i det væsentlige sondringen mellem Genèvekonventionens artikel 1, afsnit F, og artikel 33, stk. 2, i denne konvention, som udgør hovedhjørnestenen i det internationale retssystem til beskyttelse af flygtninge (jf. i denne retning dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

35

Domstolen har i øvrigt allerede fastslået, at de tilfælde, der er omhandlet i dette direktivs artikel 14, stk. 4, hvor medlemsstaterne kan tilbagekalde eller afslå at tildele flygtningestatus, i det væsentlige svarer til de tilfælde, hvor medlemsstaterne kan afvise en flygtning i medfør af Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 93).

36

Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2, fortolkes generelt, som generaladvokaten har anført i punkt 73 i forslaget til afgørelse, således, at den kræver opfyldelse af to kumulative betingelser om, at der skal foreligge en endelig dom for en særlig grov forbrydelse eller lovovertrædelse, og at der skal foreligge en fare for samfundet i det land, den pågældende person befinder sig i.

37

For det tredje skal det ligeledes fremhæves, at artikel 17, stk. 1, i direktiv 2011/95 for så vidt angår tildeling af subsidiær beskyttelse, som kan yde en mere begrænset beskyttelse end flygtningestatus, i litra b) henviser til begåelsen af en grov forbrydelse og i litra d) til, at der foreligger en fare for samfundet, idet disse elementer udtrykkeligt præsenteres som alternative betingelser, der hver for sig indebærer udelukkelse fra subsidiær beskyttelse.

38

For det fjerde skal disse to bestemmelser, eftersom EU-lovgiver har valgt at anvende den samme ordlyd i artikel 14, stk. 4, litra b), og artikel 21, stk. 2, litra b), i direktiv 2011/95, fortolkes på en sammenhængende måde.

39

Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis vedrørende dette direktivs artikel 21, stk. 2, litra b), at anvendelsen af denne bestemmelse er betinget af, at to særskilte betingelser er opfyldt (jf. i denne retning dom af 24.6.2015, T., C-373/13, EU:C:2015:413, præmis 72).

40

For det femte kan det i modsætning til, hvad den belgiske regering har gjort gældende, ikke lægges til grund, at en fortolkning af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 således, at denne bestemmelse kræver, at to særskilte betingelser er opfyldt, fratager bestemmelsen sin effektive virkning med den begrundelse, at dette direktivs artikel 14, stk. 4, litra a), allerede gør det muligt at fratage en tredjelandsstatsborger, der udgør en fare, flygtningestatus, selv når den pågældende ikke er blevet idømt en endelig dom for en særlig grov forbrydelse.

41

Det fremgår nemlig af en sammenligning af disse to bestemmelser, at nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra a), henviser til en fare for sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende tredjelandsstatsborger befinder sig i, mens direktivets artikel 14, stk. 4, litra b), omhandler en fare for samfundet i denne medlemsstat. Disse to bestemmelser vedrører derfor to forskellige former for fare.

42

Endelig bemærkes, at hovedformålet med direktiv 2011/95, således som det fremgår af dette direktivs artikel 1 og af 12. betragtning hertil, nemlig er at sikre, at alle medlemsstater anvender fælles kriterier til identifikation af personer, som reelt har behov for international beskyttelse, og at sikre, at der findes et minimum af ydelser til fordel for disse personer i alle medlemsstater, ligeledes taler for en streng fortolkning af nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra b).

43

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at anvendelsen af sidstnævnte bestemmelse er underlagt to særskilte betingelser nemlig dels, at den pågældende tredjelandsstatsborger er blevet idømt en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, dels at det er godtgjort, at denne tredjelandsstatsborger udgør en fare for samfundet i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i.

44

Det kan derfor ikke uden herved at tilsidesætte det valg, som EU-lovgiver således har foretaget, lægges til grund, at den omstændighed, at den ene af disse to betingelser er opfyldt, er tilstrækkelig til at godtgøre, at den anden betingelse ligeledes er opfyldt.

45

Følgelig skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at det ikke kan anses for godtgjort, at der foreligger en fare for samfundet i den medlemsstat, vedkommende tredjelandsstatsborger befinder sig i, alene af den grund, at den pågældende er blevet idømt en endelig dom for en særlig grov forbrydelse.

46

Med det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 skal fortolkes således, at anvendelsen af denne bestemmelse er betinget af, at den kompetente myndighed godtgør, at den fare, som den pågældende tredjelandsstatsborger udgør for samfundet i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i, er af reel, umiddelbar og alvorlig karakter, og at tilbagekaldelsen af flygtningestatus udgør en foranstaltning, der står i forhold til denne fare.

47

Som det er fastslået i nærværende doms præmis 43, kan flygtningestatus i henhold til artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 kun tilbagekaldes, når to betingelser er opfyldt, idet den anden betingelse går ud på, at det er godtgjort, at den pågældende tredjelandsstatsborger udgør en fare for samfundet i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i.

48

Med henblik på for det første at fastlægge rækkevidden af begrebet »fare for samfundet« som omhandlet i denne bestemmelse skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at en unionsborger, der har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, og visse medlemmer af den pågældendes familie kun kan anses for at udgøre en trussel mod den offentlige orden, såfremt deres individuelle adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse i den pågældende medlemsstat (dom af 12.12.2019, G.S. og V.G. (Trussel mod den offentlige orden), C-381/18 og C-382/18, EU:C:2019:1072, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

49

For så vidt som den forelæggende ret har anført, at begrebet »fare for samfundet« som omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 kan defineres på grundlag af den standard, der er fastsat i denne retspraksis, skal det fremhæves, at det ikke generelt kan antages, at enhver henvisning fra EU-lovgiver til en fare for den offentlige orden eller samfundet skal forstås således, at den udelukkende henviser til en individuel adfærd, som udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører et grundlæggende samfundshensyn i den pågældende medlemsstat (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, G.S. og V.G. (Trussel mod den offentlige orden), C-381/18 og C-382/18, EU:C:2019:1072, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

50

Med henblik på at fastlægge rækkevidden af begrebet »fare for samfundet« som omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 synes det derfor nødvendigt at tage hensyn til denne bestemmelses ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 12.12.2019, G.S. og V.G. (Trussel mod den offentlige orden), C-381/18 og C-382/18, EU:C:2019:1072, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

51

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/95 bemærkes, at denne bestemmelse til forskel fra bl.a. artikel 27, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2004/38 ikke udtrykkeligt kræver, at den pågældende tredjelandsstatsborgers adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, for at denne tredjelandsstatsborger kan anses for at udgøre en fare for samfundet.

52

Ikke desto mindre fremgår det for det første af selve ordlyden af artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, at denne bestemmelse kun finder anvendelse, når den pågældende tredjelandsstatsborger »udgør« en fare for samfundet i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i, hvilket tyder på, at denne fare skal være reel og umiddelbar.

53

Som generaladvokaten har anført i punkt 86 i forslaget til afgørelse, ville det udtrykkelige krav om, at denne tredjelandsstatsborger »udgør« en sådan fare, for det andet i vidt omfang være uden virkning, hvis en potentiel fare mod samfundet i denne medlemsstat skulle anses for at være tilstrækkelig til, at artikel 14, stk. 4, litra b), kan finde anvendelse. Den omstændighed, at der foreligger en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, som ligeledes kræves i henhold til nævnte artikel 14, stk. 4, litra b), vil nemlig normalt i sig selv i det mindste kunne godtgøre, at der foreligger en sådan potentiel fare.

54

Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/95 indgår, skal det ganske vist bemærkes, at dette direktivs artikel 23, stk. 4, samt artikel 24 og 25 i modsætning til direktivets artikel 14, stk. 4, litra b), direkte henviser til begrebet »den offentlige orden«, som den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 48, henviser til.

55

Det fremgår af Domstolens praksis med hensyn til denne formulering, at nævnte direktivs artikel 24, stk. 1, kun kan give mulighed for at afslå at udstede en opholdstilladelse af tvingende hensyn til den offentlige orden, når den pågældende tredjelandsstatsborger udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare mod en grundlæggende samfundsinteresse (jf. i denne retning dom af 24.6.2015, T., C-373/13, EU:C:2015:413, præmis 77-79).

56

Det kan imidlertid ikke antages, at anvendelsen af udtrykket »fare for samfundet« snarere end en henvisning til »den offentlige orden« nødvendigvis er udtryk for et valg om at fastsætte en væsentligt anderledes standard end den, der er anvendt i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 48, eftersom de udtryk, der er anvendt i såvel artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/95 som artikel 21, stk. 2, i dette direktiv, som anført i nærværende doms præmis 34, afspejler de udtryk, der er anvendt i Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2.

57

Det følger derimod af Domstolens praksis vedrørende dette direktivs artikel 21, stk. 2, der, således som det fremgår af denne doms præmis 38, skal fortolkes på en sammenhængende måde med direktivets artikel 14, stk. 4, er underlagt strengere betingelser end dem, der gør det muligt at anvende nævnte direktivs artikel 24, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 24.6.2015, T., C-373/13, EU:C:2015:413, præmis 72, 74 og 75).

58

Det fremgår desuden af Domstolens praksis, at i den generelle opbygning af direktiv 2011/95 begrunder grove forbrydelser begået af en tredjelandsstatsborger, inden den pågældende anerkendes som flygtning, anvendelsen af udelukkelsesbestemmelsen i dette direktivs artikel 12, stk. 2, litra b), mens direktivets artikel 14, stk. 4, og artikel 21, stk. 2, gør det muligt at tage hensyn til den umiddelbare fare, som en tredjelandsstatsborger udgør (jf. analogt dom af 9.11.2010, B og D, C-57/09 og C-101/09, EU:C:2010:661, præmis 101).

59

Endelig indebærer hovedformålet med direktiv 2011/95, således som det fremgår af denne doms præmis 42, at dette direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), skal fortolkes strengt.

60

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at en foranstaltning som omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 kun kan vedtages, når den pågældende tredjelandsstatsborger udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i.

61

Hvad for det andet angår den kompetente myndigheds og den pågældende tredjelandsstatsborgers respektive roller i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en sådan fare, følger det af Domstolens praksis, at det påhviler den kompetente myndighed ved anvendelsen af denne bestemmelse for hvert enkelt tilfælde at foretage en vurdering af alle de særlige omstændigheder i den pågældende sag (jf. i denne retning dom af 13.9.2018, Ahmed, C-369/17, EU:C:2018:713, præmis 48 og 50, og af 22.9.2022, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl., C-159/21, EU:C:2022:708, præmis 72 og 92).

62

I denne sammenhæng, og navnlig henset til, at artikel 45, stk. 3, i direktiv 2013/32 fastsætter, at den kompetente myndigheds afgørelse om fratagelse af international beskyttelse skal angive de faktiske og retlige argumenter, som ligger til grund for denne afgørelse, skal den kompetente myndighed råde over alle relevante oplysninger og på grundlag af disse oplysninger foretage sin egen vurdering af alle de særlige omstændigheder i den pågældende sag med henblik på at fastlægge indholdet af sin afgørelse og give en fuldstændig begrundelse herfor (jf. i denne retning dom af 22.9.2022, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl., C-159/21, EU:C:2022:708, præmis 80).

63

Blandt de omstændigheder, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om der foreligger en fare for samfundet, kan det – selv om en konstatering af, at der foreligger en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, i almindelighed forudsætter, at der er tale om en tendens hos den pågældende person, der tyder på, at vedkommende i fremtiden fortsat vil udvise den adfærd, som udgør en sådan fare – imidlertid også forekomme, at den tidligere adfærd i sig selv opfylder betingelserne for en sådan fare (jf. i denne retning dom af 2.5.2018, K. og H.F. (Opholdsret og påstande om krigsforbrydelser), C-331/16 og C-366/16, EU:C:2018:296, præmis 56). Den omstændighed, at den pågældende tredjelandsstatsborger er blevet idømt en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, er af særlig betydning, eftersom EU-lovgiver specifikt har henvist til, at der foreligger en sådan dom, og idet denne afhængigt af omstændighederne omkring denne forbrydelse kan bidrage til at fastslå, at der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse i den pågældende medlemsstat.

64

Hvad navnlig angår den aktuelle karakter af en sådan fare følger det af såvel besvarelsen af det første spørgsmål som af Domstolens praksis, at det ikke automatisk kan udledes af den pågældende tredjelandsstatsborgers straffeattest, at denne kan underlægges den foranstaltning, der er omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 (jf. i denne retning dom af 13.9.2016, CS, C-304/14, EU:C:2016:674, præmis 41). Jo længere en afgørelse i henhold til denne bestemmelse tidsmæssigt ligger fra den endelige dom for en særlig grov forbrydelse, desto mere påhviler det følgelig den kompetente myndighed at tage hensyn til bl.a. udviklingen efter begåelsen af en sådan forbrydelse med henblik på at afgøre, om der foreligger en reel og tilstrækkelig alvorlig fare på det tidspunkt, hvor den skal træffe afgørelse om en eventuel tilbagekaldelse af flygtningestatus.

65

Henset til, at artikel 45, stk. 1, litra b), i direktiv 2013/32 udelukkende fastsætter, at en tredjelandsstatsborger, som den kompetente myndighed påtænker at fratage den internationale beskyttelse, skal have »mulighed« for at fremlægge grunde, der taler imod fratagelse af denne internationale beskyttelse, kan det i dette perspektiv ikke af den kompetente myndighed lægges til grund, at den i mangel af oplysninger fra denne tredjelandsstatsborger om grundene til, at den pågældende ikke længere udgør en fare for samfundet, kan formode, at det følger af en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, at den pågældende tredjelandsstatsborger udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig fare, der berører en grundlæggende samfundsinteresse i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i.

66

For det tredje bemærkes, at i en situation, hvor den pågældende medlemsstat har godtgjort, at de to betingelser i artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 er opfyldt, har denne medlemsstat mulighed for at vedtage den foranstaltning, der er fastsat i denne bestemmelse, uden dog at være forpligtet til at gøre brug af denne mulighed (jf. analogt dom af 24.6.2015, T., C-373/13, EU:C:2015:413, præmis 72, og af 22.9.2022, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl., C-159/21, EU:C:2022:708, præmis 81).

67

Nævnte mulighed skal udøves under overholdelse af bl.a. proportionalitetsprincippet, som indebærer en afvejning mellem på den ene side den fare, som den pågældende tredjelandsstatsborger udgør for samfundet i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i, og på den anden side de rettigheder, som i overensstemmelse med dette direktiv skal sikres personer, der opfylder de materielle betingelser i nævnte direktivs artikel 2, litra d) (jf. i denne retning dom af 2.5.2018, K. og H.F. (Opholdsret og påstande om krigsforbrydelser), C-331/16 og C-366/16, EU:C:2018:296, præmis 62, af 12.12.2019, G.S. og V.G. (Trussel mod den offentlige orden), C-381/18 og C-382/18, EU:C:2019:1072, præmis 64, og af 9.2.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid m.fl. (Inddragelse af en tyrkisk arbejdstagers opholdsret), C-402/21, EU:C:2023:77, præmis 72).

68

I forbindelse med denne vurdering skal den kompetente myndighed ligeledes tage hensyn til de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved EU-retten, og bl.a. efterprøve muligheden for at vedtage andre foranstaltninger, der er mindre indgribende i de rettigheder, der er sikret flygtninge, og de grundlæggende rettigheder, der er lige så effektive med hensyn til at sikre beskyttelsen af samfundet i den medlemsstat, den pågældende tredjelandsstatsborger befinder sig i (jf. i denne retning dom af 2.5.2018, K. og H.F. (Opholdsret og påstande om krigsforbrydelser), C-331/16 og C-366/16, EU:C:2018:296, præmis 63 og 64).

69

Med henblik på denne vurdering skal den kompetente myndighed tage hensyn til den omstændighed, at de pågældende tredjelandsstatsborgere i tilfælde af tilbagekaldelse af flygtningestatus fratages denne status og derfor ikke længere har alle de rettigheder og fordele, der er fastsat i direktiv 2011/95, men at de i overensstemmelse med dette direktivs artikel 14, stk. 6, fortsat har et vist antal rettigheder, der er fastsat i Genèvekonventionen (jf. i denne retning dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 99).

70

Artikel 14, stk. 6, i direktiv 2011/95 skal dermed i overensstemmelse med artikel 78, stk. 1, TEUF og artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at en medlemsstat, der gør brug af den mulighed, der er fastsat i dette direktivs artikel 14, stk. 4, skal indrømme en flygtning, der er omfattet af et af de tilfælde, der er omhandlet i sidstnævnte bestemmelse, og som befinder sig på denne medlemsstats område, mindst de rettigheder, der er fastsat i Genèvekonventionen, hvortil denne artikel 14, stk. 6, udtrykkeligt henviser, samt de rettigheder, der er fastsat i nævnte konvention, hvis udnyttelse ikke kræver lovligt ophold, uden at dette berører eventuelle forbehold, som denne medlemsstat måtte have taget (jf. i denne retning dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 107).

71

Følgelig skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95 fortolkes således, at anvendelsen af denne bestemmelse er betinget af, at den kompetente myndighed godtgør, at den fare, som den pågældende tredjelandsstatsborger udgør for samfundet i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i, er af reel, umiddelbar og alvorlig karakter, og at tilbagekaldelsen af flygtningestatus udgør en foranstaltning, der er forholdsmæssig i forhold til denne fare.

72

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: