Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. RANTOS
fremsat den 11. april 2024 (1)
Sag C-792/22
Parchetul de pe lângă Judecătoria Rupea,
LV,
CRA,
LCM
Straffesag
mod
MG,
procesdeltager
SC Energotehnica SRL Sibiu
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Braşov (appeldomstolen i Braşov, Rumænien))
»Præjudiciel forelæggelse – social- og arbejdsmarkedspolitik – direktiv 89/391/EØF – foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet – princippet om EU-rettens effektivitet – en arbejdstagers død under en intervention – parallelle strafferetlige og administrative procedurer ved de nationale domstole – forvaltningsdomstolens dom, hvorefter denne intervention ikke udgør en »arbejdsulykke« – national lovgivning, der fastsætter, at en sådan endelig dom er retskraftig for straffedomstolen – denne straffedomstols mulighed for at kvalificere den nævnte intervention som en »arbejdsulykke« og pålægge strafferetlige og civilretlige sanktioner«
I. Indledning
1. Efter at en elektriker afgik ved døden under en intervention på en elektrisk installation, blev der indledt en administrativ procedure mod det selskab, hvor ofret var ansat, og parallelt hermed blev der indledt en straffesag mod den værkførende elektriker, der arbejdede for dette selskab, for manglende overholdelse af lovbestemte foranstaltninger vedrørende sundhed og sikkerhed under arbejdet samt for uagtsomt manddrab, i hvilken forbindelse familien til den afdøde elektriker indtrådte som civil part mod det nævnte selskab og værkføreren.
2. Ved afslutningen af den administrative procedure fastslog forvaltningsdomstolen ved en endelig dom, at denne intervention ikke udgjorde en »arbejdsulykke«, hvilket medførte, at de administrative sanktioner, der var pålagt selskabet, blev annulleret. Endvidere bestemmer den nationale lovgivning, således som den fortolkes af forfatningsdomstolen i den pågældende medlemsstat, at endelige domme afsagt af andre domstole end straffedomstole vedrørende et indledende spørgsmål i en straffesag har retskraft for straffedomstolen. Kvalificeringen af den nævnte intervention som en »arbejdsulykke« udgør imidlertid et sådant indledende spørgsmål.
3. Er direktiv 89/391/EØF (2), der har til formål at forbedre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, til hinder for en sådan national lovgivning, hvorefter en straffedomstol, for hvilken sagen er indbragt, ikke kan tage stilling til, om den samme intervention kan kvalificeres som en »arbejdsulykke«, og dermed til hinder for strafferetlige eller civilretlige sanktioner over for værkføreren og arbejdsgiveren? Dette er nærmere bestemt det spørgsmål, der er forelagt af Curtea de Apel Braşov (appeldomstolen i Braşov, Rumænien), som er straffedomstolen i hovedsagen.
4. Den foreliggende sag, som er uden fortilfælde, giver Domstolen mulighed for at præcisere de nærmere regler for samspillet mellem de nationale retsmidler, således at man i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 89/391 sikrer overholdelsen af princippet om EU-rettens effektivitet for de berørte parter og navnlig beskyttelsen af retten til forsvar.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
5. Afsnit I i direktiv 89/391 med overskriften »Generelle bestemmelser« indeholder direktivets artikel 1-4. Direktivets artikel 1 med overskriften »Formål« er sålydende:
»1. Formålet med dette direktiv er at iværksætte foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.
2. Med henblik herpå omfatter direktivet generelle principper for forebyggelse af erhvervsbetingede risici og beskyttelse af sikkerhed og sundhed, fjernelse af faktorer, der kan frembyde risici eller forårsage ulykker, oplysning, høring, afbalanceret deltagelse i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis samt oplæring af arbejdstagerne og deres repræsentanter, tillige med almindelige retningslinjer for iværksættelsen af nævnte principper.
3. Dette direktiv berører ikke nugældende eller fremtidige bestemmelser i medlemsstaterne eller Fællesskabet, der er mere fordelagtige i henseende til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.«
6. Direktivets artikel 4 fastsætter:
»1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejdsgiverne, arbejdstagerne og arbejdstagernes repræsentanter bliver omfattet af de retsforskrifter, som er påkrævet for iværksættelsen af dette direktiv.
2. Medlemsstaterne skal navnlig påse, at der sikres fyldestgørende kontrol og tilsyn.«
7. Samme direktivs artikel 5 med overskriften »Generel bestemmelse«, der er indeholdt i direktivets afsnit II med overskriften »Arbejdsgivernes forpligtelser«, bestemmer:
»1. Arbejdsgiveren har pligt til at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i alle forhold, der er forbundet med arbejdet.
[...]
3. Arbejdstagernes forpligtelser med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet berører ikke princippet om arbejdsgiverens ansvar.
4. Dette direktiv udgør ikke en hindring for så vidt angår medlemsstaternes mulighed for at vedtage fritagelse for eller nedsættelse af arbejdsgivernes ansvar for forhold, der skyldes omstændigheder, som de ikke har indflydelse på, og som er usædvanlige og uforudseelige, eller begivenheder, som er ualmindelige, og konsekvenserne af disse omstændigheder eller begivenheder ikke kunne have været afværget selv med den største omhu.
Medlemsstaterne er ikke pligtige at udnytte den i første afsnit omhandlede mulighed.«
B. Rumænsk ret
1. Straffeloven
8. Artikel 192 i Legea nr. 286/2009, privind Codul penal (lov nr. 286/2009 om straffeloven) af 17. juli 2009 (3) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »straffeloven«), med overskriften »Uagtsomt manddrab« bestemmer i stk. 2:
»Uagtsomt manddrab som følge af manglende overholdelse af lovbestemmelser eller forebyggende foranstaltninger, der er fastsat med henblik på udøvelse af et erhverv eller et fag eller med henblik på udøvelse af en bestemt aktivitet, straffes med fængsel fra to til syv år. Når overtrædelsen af lovbestemmelserne eller de forebyggende foranstaltninger i sig selv udgør en lovovertrædelse, finder reglerne om sammenstød af lovovertrædelser anvendelse.«
9. Denne lovs artikel 350 med overskriften »Manglende overholdelse af lovbestemmelser vedrørende sikkerhed og sundhed under arbejdet« bestemmer i stk. 1 og 3:
»1) Enhver persons manglende overholdelse af forpligtelserne og foranstaltningerne vedrørende sikkerhed og sundhed under arbejdet straffes med fængsel fra seks måneder til tre år eller bøde, hvis der er overhængende fare for en arbejdsulykke eller erhvervsbetinget sygdom.
[...]
3) De i stk. 1 og 2 omhandlede forhold straffes med fængsel fra tre måneder til et år eller med bøde, når de begås uagtsomt.«
2. Strafferetsplejeloven
10. Artikel 52 i Legea nr. 135/2010, privind Codul de procedură penală (lov nr. 135/2010 om strafferetspleje) af 1. juli 2010 (4), i den version, der var gældende på datoen for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »strafferetsplejeloven«), med titlen »Indledende spørgsmål«, bestemmer:
»1) Straffedomstolen er kompetent til at påkende ethvert spørgsmål, som skal løses, inden sagen kan afgøres, selv om dette spørgsmål qua sin natur henhører under en anden domstols kompetence, undtaget i de tilfælde, hvor kompetencen ikke ligger hos retsinstanserne.
2) Straffedomstolen skal løse det indledende spørgsmål på grundlag af de regler og bevismidler, som finder anvendelse på det af spørgsmålet omfattede emne.
3) De endelige domme, som andre retsinstanser end straffedomstole har afsagt angående et indledende spørgsmål i en straffesag, har retskraft for straffedomstolen, med undtagelse af omstændigheder vedrørende eksistensen af en lovovertrædelse.«
3. Lov nr. 319/2006
11. Legea nr. 319/2006 a securităţii şi sănătăţii în muncă (lov nr. 319/2006 om sikkerhed og sundhed under arbejdet) af 14. juli 2006 (5) (herefter »lov nr. 319/2006«) gennemfører direktiv 89/391 i rumænsk ret. Denne lovs artikel 5, litra g), har følgende ordlyd:
»I denne lov forstås ved:
[...]
g) arbejdsulykke – en voldelig beskadigelse af kroppen eller en akut erhvervsrelateret forgiftning, som indtræffer under arbejdet eller udøvelsen af tjenstlige opgaver, og som medfører midlertidig arbejdsudygtighed i mindst tre kalenderdage, invaliditet eller død.«
12. Nævnte lovs artikel 7, stk. 4, litra c), bestemmer:
»Med forbehold af de øvrige bestemmelser i denne lov er arbejdsgiveren under hensyntagen til arten af virksomhedens og/eller enhedens aktiviteter forpligtet til:
[...]
c) at tage hensyn til arbejdstagernes evner med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet, når denne tildeler dem en opgave.«
13. Samme lovs artikel 20, stk. 1, litra b), fastsætter:
»Arbejdsgiveren skal sikre betingelser, hvorunder hver arbejdstager modtager tilstrækkelig og passende uddannelse i sikkerhed og sundhed på arbejdet, især i form af information og instruktioner, der er specifikke for dennes arbejdsplads og stilling.
[...]
b) ved ændring af stilling eller forflyttelse.«
14. Artikel 22 i lov nr. 319/2006 bestemmer:
»Enhver arbejdstager skal udføre sit arbejde i overensstemmelse med sin uddannelse og sin forberedelse samt med de instrukser, han har modtaget fra sin arbejdsgiver, på en sådan måde, at han ikke udsætter sig selv eller andre personer, der kan blive berørt af hans handlinger eller undladelser i forbindelse med hans arbejde, for risici for ulykker eller erhvervsbetingede sygdomme.«
4. Regeringsdekret nr. 1146/2006
15. Bilag I til Hotărârea Guvernului nr. 1146/2006 privind cerințele minime de securitate și sănătate pentru utilizarea în muncă de către lucrători a echipamentelor de muncă (regeringsdekret nr. 1146/2006 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr) af 30. august 2006 (6) (herefter »regeringsdekret nr. 1146/2006«) har følgende ordlyd:
»[...]
3.3.2.1. I elektriske installationer og elektrisk udstyr sikres beskyttelsen mod elektrisk stød ved direkte kontakt ved tekniske foranstaltninger suppleret med organisatoriske foranstaltninger.
[...]
3.3.2.3. Beskyttelse mod elektrisk stød ved direkte kontakt sikres ved hjælp af følgende organisatoriske foranstaltninger:
a) Arbejde på elektriske installationer (fejlretninger, reparationer, tilslutninger osv.) må kun udføres af kvalificerede elektrikere, der er godkendt og uddannet til det pågældende arbejde.
b) Arbejdet skal udføres på grundlag af en af arbejdsformerne.
[...]
e) Der skal udarbejdes arbejdsinstrukser for alle interventioner i form af arbejder på elektriske installationer.
[...]
3.3.2.4. Interventioner i form af arbejder på installationer, maskiner, udstyr og apparater, der anvender elektricitet, er kun tilladt på grundlag af følgende arbejdsformer:
[...]
d) mundtlige instrukser (DV)
[...]
3.3.23.1. I tilfælde af elektriske installationer eller elektrisk arbejdsudstyr, hvor der udføres arbejde med eller uden frakobling af strømmen, skal der anvendes elektrisk isolerende personlige værnemidler.
[...]
3.3.23.4. Arbejde, der ikke indebærer frakobling af strømmen til elektriske installationer og elektrisk udstyr, skal udføres af personale, der har tilladelse til at udføre arbejde under spænding.
[...]«
III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen
16. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at en elektriker, der arbejdede for Energotehnica (herefter »ofret«), den 5. september 2017 døde som følge af elektrisk stød under en intervention, der bestod i at udskifte et udendørs belysningsarmatur i en lavspændingsmast på en husdyrfarm beliggende i kommunen Ticușu, Brașov amt (Rumænien) (herefter »den omhandlede intervention«).
17. Inden for rammerne af en administrativ procedure foretog Inspectoratul Teritorial de Muncă Brașov (det regionale arbejdstilsyn i Brașov, Rumænien, herefter »ITM«) en undersøgelse, der omfattede afhøring af vidner og indhentning af relevante dokumenter vedrørende sikkerhed og sundhed under arbejdet. Efter denne undersøgelse udarbejdede ITM en undersøgelsesrapport den 9. september 2019 (herefter »undersøgelsesrapporten«), hvorefter ITM kvalificerede den omhandlede intervention som en »arbejdsrelateret dødsulykke«.
18. Inden for rammerne af denne rapport pålagde ITM Energotehnica administrative bøder for at have godkendt interventionen på et anlæg, der var i drift, uden at strømmen blev afbrudt, som blev udført af uautoriseret og ikke-uddannet personale, og for at have undladt at oplyse arbejdstageren om det materiel, der var omfattet af særlige uddannelsestemaer. Disse sanktioner blev ikke gennemført i praksis, fordi de blev udsat indtil straffesagens afslutning. Ingen af de ansatte i dette selskab er blevet pålagt en administrativ sanktion, for så vidt som det i henhold til artikel 39, stk. 1, i lov nr. 319/2006 kun er handlinger begået af arbejdsgivere, som befinder sig i en af de situationer, der er fastsat i denne lov, der udgør administrative overtrædelser, og ikke handlinger begået af arbejdstagerne.
19. Energotehnica anlagde sag mod ITM ved Tribunalul Sibiu (retten i første instans i Sibiu, Rumænien) med påstand om annullation af undersøgelsesrapporten. Kun to vidner, der var kolleger til ofret, blev afhørt. Ved dom af 10. februar 2021 gav denne ret Energotehnica medhold og annullerede delvist rapporten for så vidt angår konstateringerne vedrørende Energotehnica. I denne henseende fandt den nævnte ret for det første, at den omhandlede intervention havde fundet sted uden for arbejdstiden, og for det andet, at der ikke var noget bevis for, at ofret havde fået en mundtlig instruks om at foretage denne intervention. ITM iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Curtea de Apel Alba Iulia (appeldomstolen i Alba Iulia, Rumænien), som ved dom af 14. juni 2021 tog Energotehnicas ugyldighedsindsigelse til følge og anførte, at den forkastede appellen som ugrundet.
20. Sideløbende med den administrative procedure indledte anklagemyndigheden ved Parchetul de pe lângă Judecătoria Rupea (anklagemyndigheden ved retten i første instans i Rupea, Rumænien) en straffesag. Ved anklageskrift af 31. juli 2020 blev MG i sin egenskab af værkførende elektriker ansat af Energotehnica tiltalt for Judecătoria Rupea (retten i første instans i Rupea) for følgende lovovertrædelser: dels manglende overholdelse af de lovbestemmelser vedrørende sundhed og sikkerhed under arbejdet, der er omhandlet i straffelovens artikel 350, stk. 1 og 3, dels uagtsomt manddrab som fastsat i straffelovens artikel 192, stk. 2, under anvendelse af denne lovs artikel 38, stk. 1, vedrørende sammenstød af lovovertrædelser. I anklageskriftet blev det fastslået, at MG, den ansvarlige for arbejdspladsen, hvis specifikke opgaver bestod i at organisere arbejdet, oplære det personale, der udførte det, og træffe foranstaltninger til at sikre sikkerhedsanordningerne på arbejdspladsen og de værnemidler, der er fastsat i de specifikke instruktioner for hver arbejdsplads, den 5. september 2017 omkring kl. 18.00 ved arbejdstids ophør gav ofret, som var under hans opsyn, en mundtlig arbejdsinstruks om at udføre den pågældende intervention uden at træffe de nødvendige sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger (dvs. kun at overlade denne opgave til personale, der er kvalificerede elektrikere og autoriserede og uddannede til det pågældende arbejde, under tilsyn af en værkfører) og under forhold, hvor denne intervention blev udført uden at frakoble strømmen til det elektriske anlæg, der var i drift, og uden at benytte elektrisk isolerende værnehandsker.
21. I forbindelse med denne straffesag mod MG blev øjenvidnerne afhørt, og de relevante dokumenter vedrørende sundhed og sikkerhed under arbejdet blev tilført sagsakterne. Sagsakterne vedrørende den pågældende intervention, herunder undersøgelsesrapporten, blev ligeledes fremlagt. Under den nævnte straffesag er LV, CRA og LCM, henholdsvis ofrets hustru, datter og søn, indtrådt som civile parter (herefter »de civile parter«) og har nedlagt påstand om, at MG og Energotehnica tilpligtes at betale erstatning for ofrets død. Energotehnica har ikke været genstand for nogen strafferetlig efterforskning og er kun civilretligt ansvarlig i den forstand, at det i henhold til rumænsk civilret har en juridisk eller kontraktlig forpligtelse til helt eller delvist, alene eller solidarisk, at yde erstatning for den skade, der er forårsaget af lovovertrædelsen, og pålægges ansvaret i sagen.
22. Ved strafferetlig dom af 24. december 2021 fastslog Judecătoria Rupea (retten i første instans i Rupea), at MG skulle frifindes for overtrædelser af lovbestemmelserne om sikkerhed og sundhed under arbejdet og om uagtsomt manddrab. Denne ret forkastede endvidere det civile søgsmål, som de civile parter havde anlagt mod MG og Energotehnica, som ugrundet. I denne henseende fandt den nævnte ret for det første, at det ikke var bevist ud over enhver rimelig tvivl, at MG havde givet en mundtlig arbejdsinstruks, eftersom det eneste udsagn, der direkte bekræftede denne arbejdsinstruks, kom fra et øjenvidne, men ikke blev understøttet af andre direkte beviser, mens andre arbejdstagere, der også var til stede, benægtede at have hørt den nævnte arbejdsinstruks. Samme ret fastslog for det andet, at den omhandlede intervention var sket omkring kl. 18:30-18:40, dvs. efter arbejdstids ophør (der blev anset for at ligge mellem kl. 17 og kl. 18), hvorfor denne intervention ikke kunne kvalificeres som en »arbejdsulykke«.
23. Anklagemyndigheden og de civile parter har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Curtea de Apel Brașov (appeldomstolen i Braşov). For retten anførte anklageren, at det var hævet over enhver rimelig tvivl, at MG havde givet ofret en mundtlig instruks om at foretage den pågældende intervention, og henviste til et øjenvidnes udsagn, som ville blive bekræftet af udsagn fra andre arbejdstagere, der var til stede på ulykkesstedet. De civile parter hævdede, at der forelå beviser til støtte for tiltalen, idet de påberåbte sig udsagnet fra det samme øjenvidne og undersøgelsesrapporten.
24. Den forelæggende ret har anført, at når der er iværksat appel i forbindelse med straffesagen mod MG, er den forpligtet til at undersøge sagen i alle dens retlige og faktiske aspekter, for så vidt som appellen er et retsmiddel med fuld overførende virkning. Under disse omstændigheder kan denne ret på ny undersøge de beviser, der blev fremlagt i første instans, og undersøge nye beviser samt foretage en ny vurdering af samtlige beviser. Denne ret har imidlertid anført, at Tribunalul Sibiu (retten i første instans i Sibiu) allerede har truffet afgørelse om de faktiske omstændigheder i hovedsagen og fastslået, at den pågældende intervention ikke udgjorde en arbejdsulykke. Den forelæggende ret har fremhævet, at denne betragtning kan være relevant for den og have retskraft, eftersom denne processuelle situation udgør et »indledende spørgsmål« i straffesagen som omhandlet i strafferetsplejelovens artikel 52.
25. I den forbindelse bemærker domstolen, at Curtea Constituțională (Rumæniens forfatningsdomstol) ved sin dom nr. 102/2021 af 17. februar 2021 tog en indsigelse om forfatningsstridighed vedrørende strafferetsplejelovens artikel 52, stk. 3, til følge, hvorefter endelige domme afsagt af andre domstole end straffedomstole vedrørende et indledende spørgsmål i en straffesag har retskraft for straffedomstolen med undtagelse af omstændigheder vedrørende lovovertrædelsens eksistens. Curtea Constituțională (forfatningsdomstolen) har således fastslået, at udtrykket »med undtagelse af omstændigheder vedrørende lovovertrædelsens eksistens« i denne bestemmelse var forfatningsstridigt. Curtea Constituțională (forfatningsdomstolen) har i denne forbindelse bl.a. fastslået, at de indledende spørgsmål udgør aspekter i sagen, der ikke er af strafferetlig karakter, som skal afklares, inden spørgsmålene om straffesagens realitet afklares, og angår en grundlæggende betingelse i lovovertrædelsens opbygning, såsom situationen før en lovovertrædelse eller et grundlæggende element i lovovertrædelsen.
26. I den foreliggende sag udgør kvalifikationen af interventionen som en »arbejdsulykke« en grundlæggende betingelse i opbygningen af de lovovertrædelser, for hvilke den pågældende blev tiltalt, og har karakter af en faktisk eller retlig betingelse, hvis eventuelle opfyldelse skal fastlægges med henblik på at træffe en retfærdig afgørelse i straffesagen, og som derfor kan betragtes som et »indledende spørgsmål« som omhandlet i artikel 52, stk. 3, i strafferetsplejeloven.
27. Den forelæggende ret har ligeledes fremhævet, at Tribunalul Sibiu (retten i første instans i Sibiu) eller Curtea de Apel Alba Iulia (appeldomstolen i Alba Iulia) i hovedsagen har kunnet udsætte sagen på grundlag af forskellige processuelle anbringender, navnlig i medfør af reglen om, at den civile sag skal afvente udfaldet af straffesagen, som fastsat i den rumænske civile retsplejelov. I den foreliggende sag ville udsættelsen af sagen på grund af en verserende straffesag imidlertid ikke være blevet indbragt for forvaltningsdomstolene, uden at der var fastsat nogen proceduremæssig sanktion, da en civil domstol kan vælge at udsætte sagen i overensstemmelse med bestemmelserne i den civile retsplejelov.
28. Den forelæggende ret har tilføjet, at under omstændigheder, hvor de civile parter i straffesagen ikke har deltaget i den administrative procedure, og arbejdsgiveren har fået medhold i sidstnævnte sag alene mod den kompetente administrative myndighed (dvs. ITM), bør den frikende MG for de lovovertrædelser, som foreholdes ham, med den konsekvens, at det civile søgsmål, der er anlagt af de civile parter, forkastes som ugrundet, såfremt den, som det kræves i dom nr. 102/2021 fra Curtea Constituțională (forfatningsdomstolen), tillægger afgørelsen fra forvaltningsdomstolen, der kvalificerer den omhandlede intervention som værende sket »uden for arbejdstid«, fuld retskraft. En sådan situation ville imidlertid krænke princippet om beskyttelse af arbejdstagerne og princippet om arbejdsgiverens ansvar, der er fastsat i artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/391, sammenholdt med artikel 31, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
29. På denne baggrund har Curtea de Apel Braşov (appeldomstolen i Braşov) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er princippet om beskyttelse af arbejdstagerne og princippet om arbejdsgiverens ansvar, som er fastsat i artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv [89/391], der er gennemført i national ret ved [lov nr. 319/2006], sammenholdt med artikel 31, stk. 1, i [chartret], til hinder for en lovgivning som den, der finder anvendelse i hovedsagen som er pålagt ved en afgørelse fra den nationale forfatningsdomstol, og i henhold til hvilken en forvaltningsdomstol efter anmodning fra arbejdsgiveren, under en kontradiktorisk procedure med alene den statslige administrative myndighed, kan træffe endelig afgørelse om, at en hændelse ikke kan kvalificeres som en arbejdsulykke som omhandlet i direktivet, og således kan forhindre den straffedomstol, der skal træffe afgørelse i både den straffesag, som anklagemyndigheden har anlagt mod den ansvarlige arbejdstager, og i den civile sag, som den civile part har anlagt mod arbejdsgiveren som den civilretligt ansvarlige part i straffesagen mod dennes ansatte, i at afsige en anden afgørelse med hensyn til kvalificeringen af samme hændelse som en arbejdsulykke, hvilken kvalificering er et afgørende element i de overtrædelser, der er genstand for straffesagen (og uden hvilken der hverken kan fastslås et strafferetligt ansvar eller et civilretligt ansvar i tilknytning hertil), henset til den endelige administrative doms retskraft?
2) Såfremt [det første spørgsmål] besvares bekræftende, skal princippet om EU-rettens forrang da fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning eller praksis, hvorefter de almindelige nationale domstole er bundet af den nationale forfatningsdomstols afgørelser og af denne grund ikke af egen drift kan undlade at anvende den retspraksis, der følger af disse afgørelser, idet de da ville begå en disciplinær overtrædelse, selv om de i lyset af en dom fra Domstolen er af den opfattelse, at denne retspraksis er i strid med artikel 1, stk. 1 og 2, og artikel 5, stk. 1, i [direktiv 89/391], gennemført i den nationale retsorden ved lov nr. 319/2006, sammenholdt med artikel 31, stk. 1, i [chartret]?«
30. Parchetul de pe lângă Judecătoria Rupea (anklagemyndigheden ved retten i første instans i Rupea), den rumænske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg for Domstolen.
31. I overensstemmelse med Domstolens anmodning vil dette forslag til afgørelse fokusere på analysen af det første præjudicielle spørgsmål.
IV. Bedømmelse
32. Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 89/391 skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en forvaltningsdomstol ved en endelig dom, der har retskraft for straffedomstolen, kan fastslå, at en begivenhed ikke udgør en »arbejdsulykke«, med den konsekvens, at den straffedomstol, for hvilken sagen er indbragt, er afskåret fra at pålægge arbejdstageren med ansvar for arbejdspladsen og arbejdsgiveren en strafferetlig eller civilretlig sanktion.
A. Formaliteten med hensyn til det første præjudicielle spørgsmål
33. Den rumænske regering har i sine skriftlige bemærkninger gjort gældende, at det første præjudicielle spørgsmål og følgelig det andet præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for det første fordi den nationale lovbestemmelse, hvis overensstemmelse med direktiv 89/391 er omtvistet, dvs. strafferetsplejelovens artikel 52, vedrører spørgsmålet om retskraft. For det andet fastsætter direktivets artikel 5, stk. 1, arbejdsgiverens generelle pligt til at sørge for sikkerhed uden at udtale sig om en specifik form for ansvar. Tvisten i hovedsagen vedrører imidlertid en arbejdstagers strafferetlige ansvar for en anden arbejdstagers død, mens det nævnte direktiv, som ønskes fortolket, vedrører arbejdsgiverens forpligtelser over for arbejdstagerne. Den forelæggende ret skal således ikke tage stilling til et retsforhold, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
34. I den foreliggende sag bemærkes, at ofrets familie er indtrådt som civil part for den forelæggende ret mod MG og Energotehnica. Følgelig er der indbragt et søgsmål for denne ret mod arbejdsgiveren, som kan ifalde erstatningsansvar, hvis den omhandlede intervention kvalificeres som en »arbejdsulykke«. Spørgsmålet om pålæggelse af civilretlige sanktioner over for arbejdsgiveren er desuden knyttet til rækkevidden af princippet om retskraft af en dom afsagt af forvaltningsdomstolen. De processuelle regler for sagsanlæg, der er fastsat i den omhandlede nationale lovgivning, har således en sammenhæng med arbejdsgiverens ansvar i det tilfælde, hvor denne inden for rammerne af den pågældende medlemsstats gennemførelse af direktiv 89/391 ikke har sikret beskyttelsen af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.
35. Jeg er derfor af den opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.
B. Besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål
36. Det er vigtigt at erindre, at direktiv 89/391 blev vedtaget på grundlag af EØF-traktatens artikel 118A (efter ændring nu artikel 153 TEUF), hvorefter medlemsstaterne bestræber sig på at forbedre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet og sætter sig som mål at harmonisere vilkårene på dette område på et stadig stigende niveau. Direktivets artikel 1, stk. 1 og 2, bestemmer således, at det har til formål at iværksætte foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, og at det med henblik herpå omfatter generelle principper for forebyggelse af erhvervsbetingede risici og beskyttelse af sikkerhed og sundhed, fjernelse af faktorer, der kan frembyde risici eller forårsage ulykker, oplysning, høring, afbalanceret deltagelse i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis samt oplæring af arbejdstagerne og deres repræsentanter, tillige med almindelige retningslinjer for iværksættelsen af nævnte principper.
37. Endvidere bestemmer direktivets artikel 4, stk. 1, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejdsgiverne, arbejdstagerne og arbejdstagernes repræsentanter bliver omfattet af de retsforskrifter, som er påkrævet for iværksættelsen af dette direktiv, og i stk. 2, at medlemsstaterne navnlig skal påse, at der sikres fyldestgørende kontrol og tilsyn (7). Artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/391 bestemmer, at arbejdsgiveren har pligt til at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i alle forhold, der er forbundet med arbejdet. Ifølge Domstolens praksis kan det ikke hævdes, at der skal påhvile arbejdsgiveren et objektivt ansvar udelukkende i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/391, idet denne bestemmelse begrænser sig til at fastslå, at der påhviler arbejdsgiveren en generel beskyttelsesforpligtelse, uden at fastsætte nogen form for ansvar (8).
38. Artikel 5, stk. 3 og 4, præciserer, at arbejdstagernes forpligtelser på området for sikkerhed og sundhed under arbejdet ikke berører princippet om arbejdsgiverens ansvar, og at dette direktiv ikke udgør en hindring for så vidt angår medlemsstaternes mulighed for at vedtage fritagelse for eller nedsættelse af arbejdsgivernes ansvar for forhold, der skyldes omstændigheder, som de ikke har indflydelse på, og som er usædvanlige og uforudseelige, eller begivenheder, som er ualmindelige, og konsekvenserne af disse omstændigheder eller begivenheder ikke kunne have været afværget selv med den største omhu.
39. Det fremgår af ordlyden af direktiv 89/391, at selv om direktivet henviser til princippet om arbejdsgiverens ansvar og fastsætter generelle forpligtelser vedrørende beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i alle forhold, der er forbundet med arbejdet, indeholder det ingen specifikke bestemmelser om de sanktioner, som medlemsstaterne skal anvende over for arbejdsgivere, som ikke har overholdt disse forpligtelser. Desuden har EU-lovgiver vedtaget flere særdirektiver som omhandlet i artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391 (9), bl.a. direktiv 89/654/EØF (10), 89/656/EØF (11) og 2009/104/EF (12). Disse direktiver indeholder imidlertid heller ikke specifikke bestemmelser om pålæggelse af sanktioner over for arbejdsgivere, der ikke har sikret beskyttelsen af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed (13).
40. Chartrets artikel 31 med overskriften »Retfærdige og rimelige arbejdsforhold« bestemmer i øvrigt i stk. 1, at »[e]nhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold«. Følgelig vedrører denne bestemmelse, som den forelæggende ret har henvist til i sit første præjudicielle spørgsmål, ikke de sanktioner, der kan pålægges, når arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ikke er blevet sikret.
41. Hvad nærmere bestemt angår den omhandlede intervention, hvis kvalificering som en »arbejdsulykke« er genstand for hovedsagen, bemærker jeg, at Unionen i henhold til chartrets artikel 34, stk. 1, anerkender og respekterer retten til adgang til sociale sikringsydelser og sociale tjenester, der sikrer beskyttelse i tilfælde som bl.a. arbejdsulykker. EU-retten regulerer derimod på nuværende tidspunkt hverken de kriterier, der gør det muligt at kvalificere en begivenhed som en »arbejdsulykke«, de sanktioner, der finder anvendelse på arbejdsgiveren som følge af en sådan ulykke, eller reglerne for fastsættelse af den erstatning, der skal tilkendes ofret.
42. I den foreliggende sag er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den processuelle regel, der er fastsat i den nationale lovgivning, hvorefter forvaltningsdomstolens endelige dom, ifølge hvilken den omhandlede intervention ikke udgør en »arbejdsulykke«, er i overensstemmelse med EU-retten og har materiel retskraft for den forelæggende ret, dvs. en straffedomstol, hvilket forhindrer den i at idømme MG en strafferetlig sanktion og idømme MG og/eller Energotehnica civilretlige sanktioner (14).
43. Da der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi hver enkelt medlemsstat at fastsætte regler for de administrative og retslige procedurer, der skal sikre et højt niveau for beskyttelsen af de rettigheder, som borgerne har i medfør af EU-retten (15). Disse processuelle regler må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål fastsat til beskyttelse af rettigheder, der udledes af den interne retsorden (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (16). Navnlig med hensyn til retskraft fastslog Domstolen indledningsvis, at hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi medlemsstaterne i deres interne retsorden at fastsætte fremgangsmåderne for gennemførelse af princippet om retskraft, dog under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet (17).
44. Hvad navnlig angår effektivitetsprincippet skal det bemærkes, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (18).
45. Med andre ord skal medlemsstaterne, når de fastsætter de proceduremæssige regler for klageadgangen, der skal sikre beskyttelsen af de rettigheder, som forordning 2016/679 tillægger, navnlig sikre adgangen til effektive retsmidler og til en upartisk domstol som fastsat i chartrets artikel 47, der udgør en bekræftelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse (19).
46. Ved valget af sanktioner er medlemsstaterne derfor forpligtede til at overholde effektivitetsprincippet, som kræver, at der indføres effektive og afskrækkende sanktioner, uden dog i princippet at kræve, at disse sanktioner skal være af en særlig karakter (20). Disse sanktioner kan således have strafferetlig og/eller civilretlig karakter. Såfremt der ikke anvendes sanktioner over for en arbejdsgiver, som ikke overholder de nationale bestemmelser, der gennemfører direktiv 89/391, dvs. i den foreliggende sag lov nr. 319/2006, vil der blive rejst tvivl om den effektive virkning og den effektive beskyttelse af de rettigheder, der er sikret ved dette direktiv, selv om artikel 153, stk. 1, litra a), TEUF har til formål at forbedre arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed.
47. Hovedsagen vedrører muligheden for at pålægge strafferetlige og civilretlige sanktioner, der ikke er knyttet til princippet ne bis in idem (21), men til princippet om retskraft, for så vidt som forvaltningsdomstolen allerede har fastslået, at den omhandlede intervention ikke kunne kvalificeres som en »arbejdsulykke«. I denne henseende gør jeg opmærksom på, at anvendelsen af princippet om, at »civile sager skal afvente udfaldet af straffesager«, kræver, at den civile ret, når der er indledt en civil sag og en straffesag vedrørende de samme faktiske omstændigheder, skal udsætte sagen, indtil der er truffet en endelig afgørelse i straffesagen (22). I den foreliggende sag anvender rumænsk ret det omvendte princip, nemlig at straffesagen skal afvente udfaldet af den civile sag (23). Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at forvaltningsdomstolen i hovedsagen kunne have udsat sagen i afventning af straffedomstolens endelige afgørelse, men at en sådan udsættelse er fakultativ for en forvaltningsdomstol med den konsekvens, at strafferetsplejelovens artikel 52, stk. 3, hvorefter endelige domme afsagt af andre domstole end straffedomstole vedrørende et indledende spørgsmål i en straffesag har materiel retskraft ved en straffedomstol (24).
48. Henset til Domstolens praksis må det fastslås, at en sådan bestemmelse ikke er i strid med EU-retten, for så vidt som den gør det muligt at undgå, at der træffes modstridende afgørelser, der kan skade retssikkerheden (25), forudsat at det EU-retlige effektivitetsprincip, som anført i punkt 43 i dette forslag til afgørelse, overholdes.
49. Det skal tilføjes, at når en forvaltningsdomstol foretager en undersøgelse af realiteten og en detaljeret vurdering af samtlige beviser med hensyn til kvalificeringen af en begivenhed som en »arbejdsulykke«, kan den omstændighed alene, at en forvaltningsdomstol har forrang i forhold til en straffedomstol, ikke i sig selv indebære en mindre god retspleje. En straffesag kan nemlig ikke pr. definition anses for at være gunstigere for ofret og/eller de civile parter end en administrativ procedure, når enhver, der anklages for en lovovertrædelse, således som det fremgår af chartrets artikel 48, stk. 1, hvis indhold svarer til indholdet af artikel 6, stk. 2, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, skal anses for uskyldig, indtil hans eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven (26). En tiltalt ved en straffedomstol skal således have ret til at blive anset for uskyldig.
50. I den foreliggende sag har den forelæggende ret fremhævet, at den administrative sag udelukkende blev ført mellem Energotehnica og ITM, uden at anklagemyndigheden og de civile parter deltog i denne sag, mens disse er repræsenteret i straffesagen.
51. I denne henseende fremgår det ikke klart af forelæggelsesafgørelsen, om de civile parter faktisk havde mulighed for at intervenere for forvaltningsdomstolen med henblik på bl.a. at fremlægge beviser til støtte for kvalificeringen af interventionen som en »arbejdsulykke«. Hvis dette er tilfældet, og herunder hvis de i praksis ikke har interveneret, er direktiv 89/391 ikke til hinder for en lovgivning, hvorefter en forvaltningsdomstol endeligt kan fastslå, at en begivenhed ikke udgør en arbejdsulykke ved en afgørelse, der har retskraft for en straffedomstol.
52. Hvis de civile parter var frataget enhver mulighed for at intervenere for forvaltningsdomstolen, er det derimod min opfattelse, at det EU-retlige effektivitetsprincip ikke er overholdt. Som anført i punkt 44 i dette forslag til afgørelse indebærer dette princip således overholdelse af retten til forsvar, og navnlig at de berørte parter har haft mulighed for på hensigtsmæssig vis at tilkendegive deres synspunkter. I denne henseende forekommer det i den foreliggende sag ikke tænkeligt, at ofrets familie ikke er omfattet af den ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, dvs. den ikke har adgang til domstolsprøvelse (27).
53. Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, skal de civile parter derfor i dette tilfælde have sikkerhed for, at de kan fremlægge nye beviser for en straffedomstol, som ikke har kunnet drøftes for forvaltningsdomstolen, navnlig hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende intervention kan kvalificeres som en »arbejdsulykke«. Den endelige dom afsagt af en forvaltningsdomstol kan under disse omstændigheder ikke have retskraft for straffedomstolen, og sidstnævnte skal give de civile parter mulighed for at intervenere for denne, selv om denne situation i sidste ende er vanskeligt forenelig med overholdelsen af retssikkerhedsprincippet, for så vidt som en sådan intervention kan føre til modstridende domme ved henholdsvis forvaltningsdomstolen og straffedomstolen. Hvis dette er tilfældet, tilkommer det den pågældende medlemsstat at vælge de processuelle mekanismer, som den finder bedst egnet, med henblik på at gøre det muligt at forene sådanne modstridende domme (28).
54. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at direktiv 89/391 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en forvaltningsdomstol ved en endelig dom, der har retskraft for straffedomstolen, kan bestemme, at en begivenhed ikke udgør en »arbejdsulykke«, med den konsekvens, at straffedomstolen ikke kan pålægge den ansvarlige arbejdstager og arbejdsgiveren strafferetlige eller civilretlige sanktioner, forudsat at det sikres, at EU-rettens effektivitetsprincip overholdes, hvilket indebærer, at de civile parter skal have en effektiv mulighed for at kunne fremlægge beviser vedrørende kvalificeringen af en »arbejdsulykke« for straffedomstolen, hvis de er blevet frataget enhver mulighed for at fremlægge sådanne beviser for forvaltningsdomstolen.
V. Forslag til afgørelse
55. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af Curtea de Apel Braşov (appeldomstolen i Braşov, Rumænien) første forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet
skal fortolkes således, at
det ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en forvaltningsdomstol ved en endelig dom, der har retskraft for straffedomstolen, kan bestemme, at en begivenhed ikke udgør en »arbejdsulykke«, med den konsekvens, at straffedomstolen ikke kan pålægge den ansvarlige arbejdstager og arbejdsgiveren strafferetlige eller civilretlige sanktioner, forudsat at det sikres, at EU-rettens effektivitetsprincip overholdes, hvilket indebærer, at de civile parter skal have en effektiv mulighed for at kunne fremlægge beviser vedrørende kvalificeringen af en »arbejdsulykke« for straffedomstolen, hvis de er blevet frataget enhver mulighed for at fremlægge sådanne beviser for forvaltningsdomstolen.«
1 – Originalsprog: fransk.
2 – Rådets direktiv af 12.6.1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT 1989, L 183, s. 1). Om processen med henblik på vedtagelsen af dette direktiv, se D. Walters, »The Framework Directive«, Regulating Health and Safety Management in the European Union: A Study of the Dynamics of Change, Bruxelles, P.I.E. Peter Lang S.A., 2002, s. 39-57.
3 – Monitorul Oficial al României, del I, nr. 510 af 24.7.2009.
4 – Monitorul Oficial al României, del I, nr. 486 af 15.7.2010.
5 – Monitorul Oficial al României, del I, nr. 646 af 26.7.2006.
6 – Monitorul Oficial al României, del I, nr. 815 af 3.10.2006.
7 – Selv om den forelæggende ret ikke har nævnt artikel 4 i direktiv 89/391 i sit første præjudicielle spørgsmål, skal det bemærkes, at Domstolen inden for rammerne af den samarbejdsprocedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, kan oplyse den forelæggende ret om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den forelæggende ret henviser til dem i sit spørgsmål. Det tilkommer Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til hovedsagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. i denne retning dom af 16.11.2023, Ministerstvo vnútra Slovenskej republiky, C-283/22, EU:C:2023:886, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
8 – Dom af 14.6.2007, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige (C-127/05, EU:C:2007:338, præmis 42).
9 – Det hedder i denne bestemmelse, at »Rådet vedtager, på forslag af Kommissionen i henhold til [EØF-]traktatens artikel 118A, særdirektiver, blandt andet på de områder, der er anført i bilaget«.
10 – Rådets direktiv af 30.11.1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdsstedet (første direktiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT 1989, L 393, s. 1).
11 – Rådets direktiv af 30.11.1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af personlige værnemidler under arbejdet (tredje særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT 1989, L 393, s. 18).
12 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 16.9.2009 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet (andet særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EUT 2009, L 260, s. 5).
13 – Samtidig indeholder andre direktiver om gennemførelse af Unionens social- og arbejdsmarkedspolitik specifikke bestemmelser om sanktioner såsom Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16), hvis artikel 17 bestemmer, at »[m]edlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv, og tager alle nødvendige skridt til at sikre deres iværksættelse. Sanktionerne, der kan indebære, at der ydes ofret skadeserstatning, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning«.
14 – Jeg minder om, at det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om den retskraft, der knytter sig til en forvaltningsdomstols dom, omfatter omstændighederne i den foreliggende sag, og i givet fald at undersøge de ved denne ret fastsatte følger (jf. analogt dom af 7.4.2022, Avio Lucos, C-116/20, EU:C:2022:273, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).
15 – Dom af 12.1.2023, Nemzeti Adatvédelmi és Információszabadság Hatóság (C-132/21, EU:C:2023:2, præmis 45).
16 – Dom af 12.1.2023, Nemzeti Adatvédelmi és Információszabadság Hatóság (C-132/21, EU:C:2023:2, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis). Ækvivalensprincippet kræver, at nationale processuelle bestemmelser, der gælder for situationer, som er underlagt EU-retten, ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (jf. dom af 3.6.2021, Bankia, C-910/19, EU:C:2021:433, præmis 46). Da den forelæggende ret ikke har rejst tvivl om overholdelsen af dette princip, og Domstolen ikke råder over nogen oplysninger, der kan give anledning til tvivl med hensyn til, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er i overensstemmelse med dette princip, vil dette princip derfor ikke blive omtalt yderligere.
17 – Kendelse af 7.3.2023, Willy Hermann Service (C-561/22, EU:C:2023:167, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
18 – Jf. dom af 25.1.2024, Caixabank (Forældelse af tilbagebetalingen af realkreditudgifter) (C-810/21 – C-813/21, EU:C:2024:81, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
19 – Jf. analogt dom af 12.1.2023, Nemzeti Adatvédelmi és Információszabadság Hatóság (C-132/21, EU:C:2023:2, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
20 – Jf. i denne retning dom af 2.5.2018, Scialdone (C-574/15, EU:C:2018:295, præmis 33), og af 17.5.2023, Cezam (C-418/22, EU:C:2023:418, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
21 – Ifølge Domstolens praksis er princippet ne bis in idem til hinder for en kumulation af såvel retsforfølgelse som sanktioner af strafferetlig karakter i betydningen i chartrets artikel 50 for de samme forhold og mod samme person (dom af 25.1.2024, Parchetul de pe lângă Curtea de Apel Craiova m.fl., C-58/22, EU:C:2024:70, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis). Under alle omstændigheder er de administrative og strafferetlige procedurer i den foreliggende sag rettet mod forskellige personer.
22 – Jf. generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse CRPNPAC og Vueling Airlines (C-370/17 og C-37/18, EU:C:2019:592, fodnote 106).
23 – Som den forelæggende ret har anført, er forvaltningsdomstolen en civil domstol i bred forstand.
24 – Jf. punkt 27 i dette forslag til afgørelse.
25 – Jf. i denne retning på momsområdet dom af 24.2.2022, SC Cridar Cons (C-582/20, EU:C:2022:114, præmis 38).
26 – Det skal nævnes, at dette princip ifølge Domstolens praksis finder anvendelse, når de objektive forhold, der udgør en overtrædelse, som kan føre til pålæggelse af administrative sanktioner af strafferetlig karakter, skal fastlægges (jf. dom af 10.11.2022, DELTA STROY 2003, C-203/21, EU:C:2022:865, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
27 – Jf. i denne retning dom af 30.1.2024, Agentsia »Patna infrastruktura« (Europæisk finansiering af vejinfrastrukturer) (C-471/22, EU:C:2024:99, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
28 – Jf. analogt generaladvokat Richard de la Tours forslag til afgørelse Nemzeti Adatvédelmi és Információszabadság Hatóság (C-132/21, EU:C:2022:661, punkt 67).