1.

Nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, som er forelagt af Amtsgericht Nürnberg (byretten i Nürnberg, Tyskland), omhandler fortolkningen af forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ) (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«).

2.

Anmodningen er forelagt i forbindelse med et søgsmål anlagt af en forbruger med bopæl i Tyskland mod en rejsearrangør hjemmehørende i samme stat i forbindelse med en aftale om en pakke af rejseydelser, som forbrugeren havde bestilt med henblik på en rejse til udlandet. Forbrugeren havde lidt et tab i den forbindelse, angiveligt på grund af rejsearrangørens manglende opfyldelse af sine retlige forpligtelser. Denne ret spørger, om Bruxelles Ia-forordningen finder anvendelse på en sådan tvist, så forbrugeren kan påberåbe sig de deri fastsatte beskyttende værnetingsregler.

3.

Nærværende forelæggelse er vigtig af to grunde. For det første vil den give Domstolen mulighed for at give en nyttig afklaring af anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningen og disse specifikke reglers funktion. For det andet vil Domstolens svar være af stor betydning for rejsende og virksomheder i turismesektoren, hvor sådanne tvister ofte opstår.

4.

I medfør af artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen kan »sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, […] anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller, uanset medkontrahentens bopæl, ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl«.

5.

§ 12 i Zivilprozessordnung (den civile retsplejelov, herefter »ZPO«) med overskriften »Almindeligt værneting; begreb« foreskriver, at »den ret, hvor en person har sit almindelige værneting, har kompetence for alle søgsmål mod den pågældende person, medmindre der er fastsat enekompetence for et søgsmål«.

6.

§ 17 i ZPO med overskriften »Almindeligt værneting for juridiske personer« fastsætter i stk. 1, at »det almindelige værneting for […] selskaber […] bestemmes af deres hjemsted. Som hjemsted anses, medmindre andet fremgår, det sted, hvor administrationen føres«.

7.

JX er en privatperson med bopæl i Nürnberg (Tyskland). Den 15. december 2021 indgik han en pakkerejseaftale med FTI Touristik GmbH (herefter »FTI«), en rejsearrangør med hjemsted i München (Tyskland), gennem et rejsebureau med hjemsted i Nürnberg, om en rejse til udlandet.

8.

Efterfølgende anlagde JX sag mod FTI ved Amtsgericht Nürnberg (byretten i Nürnberg). JX har anført, at han ikke blev informeret korrekt om indrejse- og visumkravene i det pågældende land og kræver erstatning på 1499,86 EUR.

9.

JX har gjort gældende, at den ret, hvor sagen er anlagt, som retten på det sted, hvor han har bopæl, har både international og stedlig kompetence til at påkende hans krav på grundlag af artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Heroverfor har FTI anført, at denne ret mangler stedlig kompetence og bør afvise kravet af den grund. Reglerne i forordningen finder ikke anvendelse på rent indenlandske anliggender. Den pågældende tvist er et sådant anliggende, da begge parter har bopæl i samme medlemsstat. I stedet er det reglerne i ZPO, der gælder, og som tillægger andre retter kompetence.

10.

På denne baggrund besluttede Amtsgericht Nürnberg (byretten i Nürnberg) at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 18, stk. 1, i [Bruxelles Ia-forordningen] fortolkes således, at bestemmelsen foruden at regulere den internationale kompetence også fastsætter en regel om de nationale retters stedlige kompetence i sager om rejsekontrakter, som skal overholdes af den ret, der træffer afgørelse i sagen, når såvel forbrugeren i sin egenskab af rejsende som hans kontrahent, rejsearrangøren, har deres bopæl i samme medlemsstat, men rejsemålet ikke ligger i denne medlemsstat, men i udlandet (såkaldte »uægte indlandssager«), med den konsekvens, at forbrugeren som supplement til de nationale [værnetingsregler] kan anlægge sag mod rejsearrangøren vedrørende kontrakten ved retten på det sted, hvor han har sin bopæl?«

11.

FTI, den tjekkiske regering og EU-Kommissionen har indgivet skriftlige bemærkninger. Der er ikke afholdt retsmøde i sagen.

12.

Baggrunden for denne sag er det tab, som en forbruger har lidt i forbindelse med en rejse, der blev solgt til ham som en »pakkeferie« ( 3 ) af en rejsearrangør. Den situation er desværre ret almindelig. I løbet af de sidste tre årtier er turisme blevet en masseindustri, og disse »pakker« udgør en betydelig del af rejsemarkedet. Selv om mange forbrugere tiltrækkes af den bekvemmelighed, som en sådan »pakke« tilbyder med hensyn til rejseplanlægning, bliver løfterne ikke altid indfriet. Alt for ofte oplever rejsende problemer (som JX angiveligt gjorde ( 4 )), når de rejser til deres feriedestination, eller opdager ved ankomsten, at hotellet er mangelfuldt eller, værre endnu, kommer ud for skadevoldende ulykker på stedet på grund af dårligt udvalgte lokale leverandørers forsømmelighed ( 5 ).

13.

For at beskytte rejsende mod sådanne tab vedtog EU-lovgiver pakkerejsedirektivet. Dette instrument fastlægger vigtige forbrugerrettigheder og tilsvarende forpligtelser for rejsearrangører i forbindelse med disse pakker. Det pålægger bl.a. sidstnævnte en pligt til at give de rejsende oplysninger om bl.a. pas- og visumkrav i det påtænkte bestemmelsesland, inden der indgås en kontrakt ( 6 ). I hovedsagen er JX af den opfattelse, at FTI til ulempe for ham ikke har opfyldt denne oplysningspligt, og han søger derfor erstatning. Med henblik herpå har han anlagt sag ved den forelæggende ret, som er hans hjemting i Nürnberg.

14.

I den nuværende indledende fase af hovedsagen skal denne ret afgøre, om den rent faktisk har kompetence til at behandle og påkende den pågældende sag. Den rejser spørgsmålet, om artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen er relevant i den henseende. Denne bestemmelse, som er en del af den afdeling i forordningen, der vedrører sager om visse forbrugeraftaler, nemlig afdeling 4 i kapitel II (herefter »afdeling 4«), indeholder to værnetingsregler til fordel for forbrugeren, når denne optræder som sagsøger. Navnlig kan sidstnævnte i henhold til artikel 18, stk. 1, anlægge sag mod »sin medkontrahent« (dvs. leverandøren) enten (i) »ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl« (forum rei), eller (ii) »ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl« (forum actoris).

15.

Den forelæggende rets spørgsmål omhandler reglen om forum actoris i artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen og vedrører i den forbindelse to aspekter. For det første ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne regel finder anvendelse på sager som den, JX har anlagt mod FTI. For det andet, hvis dette er tilfældet, spørger retten, om denne regel blot tillægger (international) kompetence til retterne i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, mens procesreglerne i denne stat bestemmer, hvilken ret på dens territorium der har (stedlig) kompetence til at behandle sådanne sager, eller om den direkte tillægger (både international og stedlig) kompetence til retten på stedet for den pågældende bopæl.

16.

Pragmatiske hensyn ligger til grund for disse spørgsmål. Hvis den pågældende regel på den ene side finder anvendelse på den sag, som JX har anlagt mod FTI, og bestemmer både international og stedlig kompetence, er den forelæggende ret på grundlag af denne regel kompetent til at påkende sagen (da den, som jeg minder om, er forbrugerens hjemting). Hvis denne regel derimod ikke finder anvendelse på sagen eller blot giver de tyske retter international kompetence, har den forelæggende ret ikke denne kompetence. I begge tilfælde vil de tyske procesregler tildele sagsøgtes hjemting i München stedlig kompetence ( 7 ).

17.

Som jeg vil redegøre for nedenfor, er det klart, at reglen om forum actoris for forbrugere, jf. artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, direkte tildeler forbrugerens hjemting både international og stedlig kompetence (afsnit A). Denne regel gælder dog kun for sager, der indeholder et internationalt element (afsnit B). Heri ligger kernen i denne sag. Der er nemlig usikkerhed om, hvorvidt dette krav er opfyldt, når begge parter (forbruger og leverandør) har bopæl i samme medlemsstat, og det eneste internationale element er bestemmelsesstedet for den rejse, som den pågældende pakkerejseaftale blev indgået med henblik på (afsnit C).

18.

Den forelæggende rets tvivl om funktionen af reglen om forum actoris for forbrugere kræver et prompte svar. Den udspringer af selve ordlyden i artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. En sammenligning af de to bestemmelser, den indeholder, er i den henseende sigende. Reglen om forum rei henviser til »retterne i den medlemsstat«, hvor den erhvervsdrivende har sin bopæl. I modsætning hertil henviser reglen om forum actoris til »retten på det sted«, hvor forbrugeren har bopæl. Denne sproglige forskel er ikke ubetydelig. Den har netop til formål at indikere, at hvor den første regel blot giver international kompetence til retssystemet i den angivne stat som helhed, giver den anden regel både international og stedlig kompetence til retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl, uanset den kompetencefordeling, der ellers følger af den pågældende stats procesregler ( 8 ).

19.

I modsætning til, hvad FTI anfører, afspejler denne fortolkning præcis EU-lovgivers hensigt. Sidstnævnte tilstræbte med den pågældende regel at gøre det muligt for forbrugerne at anlægge sag »så tæt ved deres bopæl som muligt« ( 9 ). Hvis procesreglerne i den medlemsstat, hvor forbrugeren har bopæl, skulle afgøre, hvilken ret i denne stat der har kompetence til at påkende vedkommendes krav, ville dette resultat ofte ikke blive opnået, netop fordi disse regler i medlemsstater som Tyskland ville udpege leverandørens hjemting, som kan ligge langt fra forbrugerens bopæl (et forhold, som jeg vender tilbage til senere) ( 10 ).

20.

For at reglen om forum actoris i artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen kan finde anvendelse og fastlægge kompetencen i en given sag, skal to kumulative krav være opfyldt. For det første skal den pågældende sag naturligvis være omfattet af det materielle anvendelsesområde for den kompetenceordning (herefter »Bruxelles-ordningen«), som denne regel er en del af. For det andet skal visse betingelser, som er specifikke for denne regel, være opfyldt.

21.

Det andet krav er ikke omtvistet i nærværende sag. De pågældende betingelser, der følger af artikel 17, stk. 1, sammenholdt med artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, er klart opfyldt: Sagsøger er en »forbruger«, da hans krav omhandler en »aftale« ( 11 ), som han har indgået »med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed« med en leverandør; denne aftale falder ind under kategorierne i artikel 17, stk. 1 (et aspekt, som jeg vil undersøge nærmere senere) ( 12 ), og den sagsøgte, mod hvem kravet er blevet fremsat, er »medkontrahent«.

22.

Ikke desto mindre følger en yderligere betingelse for anvendelsen af artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen af det første krav. Selv om forordningens artikel 1, stk. 1, som afgrænser anvendelsesområdet for Bruxelles-ordningen, ikke nævner det ( 13 ), har Domstolen gentagne gange fastslået, begyndende med Owusu-dommen ( 14 ), at denne ordning kun finder anvendelse på retsforhold af »international karakter«, dvs. som har tilknytning til mere end ét land ( 15 ).

23.

Denne underforståede betingelse om »internationalitet« udspringer af (og er uundgåelig i lyset af) retsgrundlaget for Bruxelles Ia-forordningen, nemlig artikel 81, stk. 2, TEUF. Denne bestemmelse gør det muligt for Den Europæiske Union at vedtage foranstaltninger med henblik på at gennemføre de mål, der er fastsat i artikel 81, stk. 1, som omhandler retsligt samarbejde i »civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger«. Omvendt har Den Europæiske Union ikke kompetence til at regulere retternes kompetence i civile sager, der ikke har sådanne »virkninger«. Derfor skal denne forordning fortolkes i overensstemmelse hermed.

24.

Denne betingelse stemmer også overens med selve Bruxelles Ia-forordningens formål. Som et instrument i (EU’s) internationale privatret er den designet med henblik på det tilfælde, hvor en national ret skal påkende en sag, der har forbindelser til et andet land (eller andre lande) end dens eget. Disse forbindelser åbner nemlig en mulighed for, at retterne i det andet land (eller de andre lande) kan behandle og påkende sagen, og i forlængelse heraf opstår spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at den ret, sagen er indbragt for, gør det. Det primære formål med Bruxelles-ordningen er at håndtere sådanne internationale kompetencekonflikter. Nogle af ordningens regler, herunder reglen om forum actoris for forbrugere, afgør både international og stedlig kompetence (jf. punkt 18 ovenfor), men de afgør det andet spørgsmål som et bispørgsmål, dvs. kun i sager, hvor det første spørgsmål kunne opstå. Reglernes funktion er ikke at håndtere nationale kompetencekonflikter i rent indenlandske situationer ( 16 ).

25.

Det følger af ovenstående overvejelser, at reglen om forum actoris for forbrugere, ligesom alle de andre værnetingsregler i Bruxelles Ia-forordningen, kun gælder, når en ret i en medlemsstat skal afgøre en sag, der indeholder et »internationalt element« (dvs. en relevant forbindelse til et andet land). I et sådant tilfælde bestemmer denne regel både international og stedlig kompetence. Derimod griber den ikke ind i fastlæggelsen af den stedlige kompetence i rent indenlandske situationer.

26.

Med dette afklaret er der, som den forelæggende ret beskriver, en livlig debat i Tyskland ( 17 ) om, hvorvidt det »internationale element«, der kræves for at anvende artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, er til stede, når en ret i en medlemsstat skal afgøre en tvist mellem en forbruger, der har bopæl i den pågældende stat, og en lokal rejsearrangør i forbindelse med opfyldelsen af en aftale om en pakkerejse, der er indgået med henblik på en rejse til udlandet (et scenario, der synes at være ret almindeligt). Hvis man ser bort fra det tekniske i dette spørgsmål ( 18 ), er det konkrete spørgsmål, om forbrugeren, også i dette scenario, kan anlægge sag ved sit hjemting i henhold til reglen om forum actoris fastsat i denne bestemmelse.

27.

Den forelæggende ret forklarer, at den tyske retspraksis og litteratur indeholder forskellige opfattelser af sådanne »uægte indlandssager« (unechte Inlandsfälle for at bruge rettens ord). Den fremherskende opfattelse, som FTI og den tjekkiske regering forfægter for Domstolen, er, at artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen ikke finder anvendelse på disse sager. Det pågældende kontraktforhold har ikke den fornødne »internationale karakter«, når parterne (forbrugeren og rejsearrangøren) er hjemmehørende i den samme medlemsstat. Det forhold, at bestemmelsesstedet for den rejse, som kontrakten blev indgået for, ligger i et andet land, er ikke en relevant overvejelse i den henseende. Ifølge mindretallet, som i denne sag forfægtes af Kommissionen, gælder denne regel, selv om parterne har bopæl i den samme stat. Rejsens udenlandske bestemmelsessted giver forholdet en international karakter.

28.

Efter min opfattelse er mindretallets synspunkt ret beset det rigtige. Det er nemlig nødvendigt at anlægge en bred forståelse af begrebet »internationalt element« i forbindelse med Bruxelles Ia-forordningen (1). I sager, der vedrører opfyldelsen af en pakkerejseaftale, er rejsens udenlandske bestemmelsessted et relevant »internationalt element« i den henseende (2). Endelig tilsiger hverken ordlyden af eller formålet med afdeling 4 en anden fortolkning (3).

29.

Som et udgangspunkt for dette spørgsmål er det klart, at selv om Bruxelles Ia-forordningen ikke definerer det »internationale element«, der kræves for at anvende dens regler, skal dette begreb fortolkes selvstændigt på grundlag af forordningens generelle opbygning og formål for at sikre, at det anvendes ensartet i alle medlemsstater ( 19 ).

30.

I sin retspraksis siden Owusu-dommen har Domstolen generelt anlagt en pragmatisk tilgang i denne henseende. Efter dens opfattelse og i overensstemmelse med redegørelsen i punkt 24 ovenfor indeholder en sag, der er indbragt for en ret i en medlemsstat, et relevant »internationalt element«, når tilstedeværelsen af sidstnævnte kan »rejse nogle spørgsmål i den kontraherende stat vedrørende fastlæggelsen af retternes internationale kompetence« ( 20 ). Med andre ord aktiveres Bruxelles-ordningen, når en sag har et aspekt, der forbinder den med et andet land – hvad enten det er en anden medlemsstat eller et tredjeland – der er tilstrækkelig til at åbne en mulighed for, at retterne i dette land kunne behandle og påkende sagen ( 21 ) og i forlængelse heraf rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt (eller ej) for den ret i medlemsstaten, hvor sagen er anlagt, at gøre det. I en sådan situation er den pågældende ordning faktisk et nødvendigt redskab for den pågældende ret til at håndtere et sådant spørgsmål.

31.

Dette kriterium bør efter min mening anvendes bredt. Hvis Bruxelles Ia-forordningen skal opfylde sit formål, bør den finde anvendelse ( 22 ), når der opstår spørgsmål om international kompetence, bl.a. for at undgå, at potentielle kompetencekonflikter bliver til aktuelle konflikter. Da dette instruments formål, dvs. retssikkerhed og forudsigelighed ( 23 ), forudsætter, at parterne let kan forudse, hvilken kompetenceordning der vil finde anvendelse på deres tvist, og at den ret i medlemsstaten, hvor sagen er anlagt, let kan afgøre sin kompetence ( 24 ), bør spørgsmålet ikke være alt for kompliceret. Det er ikke et spørgsmål om at kontrollere, om de udenlandske retter rent faktisk har kompetence til at påkende den pågældende sag ( 25 ). Det er tilstrækkeligt, at den faktor, der forbinder sagen med det pågældende fremmede land, udgør et plausibelt grundlag for, at dets retter kan behandle og påkende den pågældende sag.

32.

En sags internationale karakter stammer ofte fra det forhold, at sagsøger og sagsøgte har bopæl i forskellige stater. Den kendsgerning, at en part har bopæl på et af staternes respektive områder, udgør således et plausibelt grundlag for, at retterne i hver stat kan behandle og påkende sagen (som det fremgår af forskellige bestemmelser i Bruxelles Ia-forordningen, herunder artikel 18, stk. 1). Det er dog ikke det eneste mulige scenario. Som Kommissionen anfører, kan en sags internationale karakter, når parterne har bopæl i den samme stat, skyldes forskellige faktorer, der bl.a. er knyttet til sagens genstand ( 26 ).

33.

Mens jeg ønsker at vente til næste afsnit med at anvende ovennævnte kriterium på nærværende sag, vil jeg give nogle eksempler her. Hvis en ret i en medlemsstat f.eks. skal påkende en sag, som på den ene side involverer to parter, der har bopæl i denne stat, men på den anden side vedrører erstatningsansvar uden for kontrakt, der er opstået i udlandet, eller leje af en fast ejendom beliggende i et andet land, finder Bruxelles Ia-forordningen anvendelse ( 27 ). I begge eksempler kan den faktor, der knytter sagen til et andet land, »rejse nogle spørgsmål i den kontraherende stat vedrørende fastlæggelsen af retternes internationale kompetence«. Det forhold, at skadetilføjelsen er sket på det pågældende lands territorium, eller at den pågældende ejendom befinder sig dér, er et plausibelt grundlag for, at landets retter kan behandle og påkende sagen ( 28 ). Bruxelles Ia-forordningen støtter dette, da disse forhold udgør udtrykkelige værnetingsgrundlag i medfør af henholdsvis artikel 7, stk. 2, og artikel 24, stk. 1 ( 29 ). I sin dom i IRnova-sagen ( 30 ) fandt Domstolen ligeledes med rette, at et søgsmål mellem to parter med bopæl i den samme medlemsstat om retten til patenter, der er registreret i tredjelande, var af »international« karakter. Når et land har udstedt et patent, er det plausibelt, at dets retter vil behandle tvister vedrørende dette patent ( 31 ).

34.

Domstolen har ganske vist anlagt en noget anden tilgang til det »internationale element«, der kræves i henhold til Bruxelles Ia-forordningen, i Parking og Interplastics-dommen ( 32 ), dommen i sagen Generalno konsulstvo na Republika Bulgaria ( 33 ) og Inkreal-dommen ( 34 ).

35.

I en af de forenede sager, der førte til den første dom, var der anlagt sag ved retterne i en medlemsstat mod en sagsøgt, der havde bopæl i denne stat, af en sagsøger, der havde bopæl i en anden stat. Kommissionen udtrykte tvivl om, hvorvidt det »internationale element«, der kræves for anvendelsen af Bruxelles-ordningen, var til stede. Selv om dette var indlysende efter Owusu-dommen, og Domstolen henviste til denne dom, tilføjede den en unødvendig begrundelse. Domstolen henviste navnlig til et andet EU-instrument, forordning (EF) nr. 1896/2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure ( 35 ), som kun gælder for »grænseoverskridende sager«, og som definerer dette begreb som »en sag, hvori mindst en af parterne har bopæl eller sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, som har fået forelagt en anmodning, er beliggende«. Domstolen fandt, at denne definition »i princippet« kunne bruges til at fastslå sagens internationale karakter i henhold til Bruxelles Ia-forordningen, med den begrundelse, at der skulle sikres overensstemmelse mellem de tilsvarende begreber i de to instrumenter. Meget belejligt havde Domstolen et par måneder forinden fastslået, at det tilfælde, hvor sagsøgeren har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, opfylder denne definition ( 36 ).

36.

I den anden afgørelse fulgte Domstolen uden videre den foregående dom og fortsatte uden henvisning til hovedlinjen i sin retspraksis med at anvende definitionen af en »grænseoverskridende sag« i forordning nr. 1896/2006 til at anerkende, at et søgsmål anlagt af en person med bopæl i en medlemsstat mod denne stats konsulat i et andet land i forbindelse med de tjenesteydelser, som førstnævnte har leveret til sidstnævnte i dette land, var (åbenlyst) »internationalt« i Bruxelles Ia-forordningens forstand. Endelig henviste Domstolen i den tredje afgørelse for det første til denne definition og for det andet til kriteriet gengivet i punkt 30 ovenfor for at konkludere, at indgåelse af værnetingsaftaler mellem parter med bopæl i én medlemsstat til fordel for retterne i en anden medlemsstat udgør et »internationalt element«, der er tilstrækkeligt til at bringe denne forordning i anvendelse ( 37 ).

37.

Jeg deler kritikken fremsat i litteraturen af den nye tilgang til internationalitet ( 38 ). Ønsket om at sikre EU-lovgivningens ensartethed er bestemt prisværdigt. Derfor kan de definitioner og fortolkninger, der findes i et EU-instrument, nogle gange overføres til et andet. Men det er ikke altid tilfældet. Der er brug for forsigtighed i den henseende, for lignende begreber kan i forskellige sammenhænge have forskellige betydninger. Det er kun, når der er tilstrækkelig nærhed mellem de generelle ordninger og formål i de pågældende instrumenter, at en sådan praksis er berettiget. Det er ikke tilfældet her. Selv om Bruxelles Ia-forordningen og forordning nr. 1896/2006, som Domstolen anførte, hører til området for retligt samarbejde i civile sager med grænseoverskridende virkninger, stopper ligheden der.

38.

På den ene side blev forordning nr. 1896/2006 vedtaget for at afhjælpe de vanskeligheder, som kreditorer står over for, når de ønsker at inddrive ubestridte krav fra debitorer i andre medlemsstater. Den har til formål at forenkle og fremskynde inddrivelsen af sådanne krav ved at indføre en ensartet procedure, der gør det muligt for en kreditor at opnå en retsafgørelse om et sådant krav fra en ret i en medlemsstat, som let kan fuldbyrdes i den medlemsstat, hvor skyldnerens aktiver befinder sig, samtidig med at der sikres lige vilkår med hensyn til retten til forsvar i hele EU ( 39 ). Definitionen af »grænseoverskridende sag« i forordningen – baseret på parternes respektive bopæl og hjemstedet for den ret, hvor sagen er anlagt – har en bestemt berettigelse i denne sammenhæng. Når parterne har bopæl i den samme stat, er de retsmidler, som retterne i denne stat tilbyder i henhold til dens procesret, normalt tilstrækkelige til at sikre, at kreditor hurtigt inddriver sit krav. Derfor er den ordning, der er foreskrevet i forordningen, ikke nødvendig.

39.

På den anden side har Bruxelles Ia-forordningen til formål at ensrette reglerne for kompetencekonflikter på det civil- og handelsretlige område. Denne definition er for snæver og derfor uegnet til dette formål. Som beskrevet i punkt 32 og 33 ovenfor kan der opstå spørgsmål om international kompetence, selv når parterne har bopæl i den samme medlemsstat, og retterne i denne stat er kompetente ( 40 ). Desuden indeholder dette instrument også regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt af medlemsstaternes retter. For at være formålstjenlige skal disse regler finde anvendelse, når myndighederne i en medlemsstat skal anerkende eller fuldbyrde en afgørelse truffet af en ret i en anden medlemsstat, selv når det drejer sig om en indenlandsk tvist mellem to personer, der har bopæl i sidstnævnte stat ( 41 ). Denne definition tager heller ikke højde for en sådan situation.

40.

Ikke desto mindre kan Parking og Interplastics-dommen ( 42 ), dommen i sagen Generalno konsulstvo na Republika Bulgaria ( 43 ) og Inkreal-dommen ( 44 ) forenes med hovedlinjen i retspraksis, forudsat at de udlægges på følgende måde. Da begrebet »grænseoverskridende sag«, som afgrænset i forordning nr. 1896/2006, er snævrere end begrebet »internationalt element«, der anvendes i Bruxelles Ia-forordningen, er en sag, der er »grænseoverskridende« i den første forordnings forstand, a fortiori »international« i den anden forordnings forstand. En tvist kan dog meget vel være »international«, selv om den ikke opfylder definitionen af en »grænseoverskridende sag«.

41.

For at undgå yderligere usikkerhed med hensyn til Bruxelles-ordningens »internationale« anvendelsesområde opfordrer jeg dog indtrængende Domstolen til for fremtiden at afholde sig fra at henvise til forordning nr. 1896/2006 i denne sammenhæng. Hvis Domstolen ønsker at lade sig inspirere af og sikre ensartethed med andre instrumenter på området, passer forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) ( 45 ) og forordning (EF) nr. 864/2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) ( 46 ) bedre, som det vil fremgå nedenfor. Disse instrumenter er modstykkerne til Bruxelles Ia-forordningen med hensyn til lovkonflikter, og EU-lovgiver havde selv til hensigt, at det materielle anvendelsesområde for disse tre forordninger skulle fortolkes overensstemmende ( 47 ).

42.

I lyset af redegørelsen i det foregående afsnit er der efter min mening ingen tvivl om, at når en ret i en medlemsstat får forelagt en sag, som på den ene side involverer parter, der har bopæl i den pågældende stat, men på den anden side vedrører opfyldelsen af en aftale om en pakkerejse, der er indgået med henblik på en rejse til et andet land, udgør rejsens bestemmelsessted et relevant »internationalt element«, som aktiverer de værnetingsregler, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningen, således som Kommissionen anfører ( 48 ).

43.

Rejsens bestemmelsessted er også det sted, hvor (de fleste af) ydelserne i henhold til pakkerejseaftalen blev leveret eller skulle have været leveret til den rejsende (flyet ville lande i nærheden, hotellet ville ligge der osv.). Med andre ord blev, eller burde kontrakten i det væsentlige være blevet opfyldt der. Jeg mener, at når en ret i en medlemsstat skal afgøre en tvist i forbindelse med opfyldelsen af en kontrakt, og opfyldelsesstedet er i et andet land, kan denne faktor »rejse nogle spørgsmål i den kontraherende stat vedrørende fastlæggelsen af retternes internationale kompetence« ( 49 ). En sådan forbindelse åbner en mulighed for, at retterne i det pågældende land kan behandle og påkende sagen. I den forbindelse undrer jeg mig over FTI’s indvending om, at denne forbindelse »blot er faktuel« og ikke »normativ« (hvad det sidste udtryk så end præcist betyder) ( 50 ). Netop denne »faktuelle« forbindelse er grunden til, at man kan forestille sig, at retterne i det pågældende land kunne påkende den pågældende sag (da deres geografiske nærhed til opfyldelsesstedet kunne være praktisk for at afgøre en sådan sag, især med hensyn til at indsamle de relevante beviser). Det understøttes af det forhold, at opfyldelsesstedet netop af den grund er et værnetingsgrundlag i kontraktlige tvister i EU, jf. artikel 7, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen ( 51 ), og i mange stater ( 52 ).

44.

Owusu-dommen underbygger direkte denne fortolkning. I den sag havde Owusu, som var bosiddende i Storbritannien (dengang en medlemsstat), indgået en ferielejekontrakt med Jackson, som også var bosiddende i Storbritannien, vedrørende en villa på Jamaica. Owusu blev offer for en tragisk ulykke dér, angiveligt på grund af stedets farlige tilstand, og anlagde søgsmål mod Jackson for kontraktbrud. Domstolen mente umiddelbart, at sagen indeholdt et relevant »internationalt element« i Bruxelles-ordningens forstand ( 53 ). Det forhold, at den vedrørte (mangelfuld) opfyldelse af en kontrakt på Jamaica, var tilstrækkeligt i den henseende, da denne faktor klart åbnede en mulighed for, at retterne i dette land kunne behandle og påkende sagen. Omstændighederne i nærværende sag er sammenlignelige.

45.

Efter min mening kan der også drages en parallel til Rom I-forordningen og Domstolens retspraksis herom. I lighed med Bruxelles Ia-forordningen for så vidt angår kompetence, bestemmer dette instrument, hvilken lov der finder anvendelse på en kontrakt i situationer, »hvor der skal foretages et lovvalg« ( 54 ). I den forbindelse fremgår det af Domstolens retspraksis, at reglerne i Rom I-forordningen finder anvendelse på ethvert kontraktforhold med et »grænseoverskridende element«. Det er nemlig kun, når en sådan kontrakt har forbindelse til et andet land (eller andre lande) end den ret, hvor sagen er anlagt, at kontrakten potentielt kan være underlagt forskellige, modstridende nationale love, og at retten kan overveje, hvilken lov der skal anvendes for at løse tvisten. I henhold til samme retspraksis er begrebet »grænseoverskridende element« ikke begrænset til de kontraherende parters respektive hjemsteder. Det forhold, at kontrakten skal opfyldes i et andet land, udgør et sådant »element« ( 55 ). En forbindelse af den art kræver, at der »foretages et lovvalg«. Den ret, hvor sagen er anlagt, kan overveje muligheden for, at loven i det land, hvor aftalen skal opfyldes, kan finde anvendelse i stedet for dens egen ( 56 ). Reglerne i denne forordning er således nødvendige for at løse denne konflikt ( 57 ).

46.

I modsætning til, hvad FTI antyder, mener jeg ikke, at Domstolens dom i Maletic-sagen ( 58 ) drager denne fortolkning i tvivl, selv om jeg indrømmer, at sidstnævnte skabte en vis usikkerhed i denne henseende.

47.

I den nævnte sag havde et par forbrugere med bopæl i Østrig bestilt en pakkerejse til Egypten hos en rejsearrangør, der var hjemmehørende i samme stat, via hjemmesiden for et rejsebureau, der var hjemmehørende i Tyskland. Efter et problem med deres egyptiske hotel anlagde de rejsende søgsmål mod både rejseformidleren og rejsearrangøren for kontraktbrud ved deres hjemting i henhold til reglen om forum actoris (dengang) fastsat i artikel 16, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen. Den forelæggende ret spurgte, om denne regel fandt anvendelse i forhold til rejsearrangøren, eftersom denne havde sit hjemsted i samme stat som forbrugerne.

48.

Domstolen svarede, at den pågældende regel fandt anvendelse i forhold til begge sagsøgte, men, og det er afgørende, den gav en noget kompliceret begrundelse i den henseende. Den fandt, at »selv om det antages, at en enkelt transaktion såsom den, der medførte, at [forbrugerne] reserverede og betalte deres pakkerejse på [rejseformidlerens website], kan opdeles i to forskellige kontraktforhold med på den ene side den internetbaserede rejseformidler[…] og på den anden side rejsearrangøren […], kan det sidstnævnte kontraktforhold ikke kvalificeres som et »rent indenlandsk sagsforhold«, fordi det var uadskilleligt knyttet til det første kontraktforhold, idet det blev indgået gennem den nævnte rejseformidler med hjemsted i en anden medlemsstat« ( 59 ).

49.

Mange i litteraturen har påpeget denne begrundelses indviklede natur og har undret sig over, at Domstolen ikke nævnte rejsens udenlandske bestemmelsessted, da dette forhold åbenlyst ville have tydeliggjort sagens internationale karakter ( 60 ). Ikke desto mindre mener jeg ikke, at Domstolens tavshed om dette spørgsmål skal forstås således, at dette forhold efter dens opfattelse ikke udgør et relevant »internationalt element«. Der er en enkel forklaring på, hvorfor Domstolen i stedet fokuserede på den »uadskillelige« karakter af forbindelserne mellem forbrugerne, rejseformidleren og rejsearrangøren. Der var faktisk to forskellige spørgsmål omkring anvendelsen af reglen om forum actoris for forbrugere i denne sag, nemlig (i), om kravene mod begge sagsøgte var »internationale«, og (ii), om hver af dem kunne betragtes som »medkontrahenten« i denne regels forstand ( 61 ). Med sin begrundelse gav Domstolen et overordnet svar på begge spørgsmål: I henhold til denne regel var der kun ét internationalt kontraktforhold, og rejseformidleren og rejsearrangøren, som »medkontrahenter« i dette forhold, kunne sagsøges sammen ved de retter, hvor forbrugerne var bosiddende. Omvendt ville henvisningen til rejsens bestemmelsessted have afklaret det første spørgsmål, men ladet det andet stå åbent. Det er grunden til, at Domstolen ikke »mobiliserede« dette element i sin afgørelse.

50.

Jeg er heller ikke overbevist af den tjekkiske regerings argument om, at den fortolkning, der foreslås i dette forslag til afgørelse, vil resultere i, at rejsearrangører uventet bliver sagsøgt ved retterne i deres kunders hjemland, hvilket er i modstrid med formålet om forudsigelighed, som Bruxelles Ia-forordningen tilstræber. Det er klart, at en virksomhed, der er aktiv i en international sektor som turisme, »med rimelighed kan forudse«, at den kan blive underlagt en kompetenceordning, der er designet til tvister af international karakter, når den organiserer og sælger rejser til udlandet ( 62 ).

51.

Afslutningsvis vil jeg gerne præcisere, at der efter min mening ikke er nogen grund til at gøre forskel på, om den rejsendes krav specifikt vedrører en ulykke, som vedkommende har været udsat for på rejsemålet (helt parallelt med Owusu-dommen), mangelfulde hotelværelser eller, som i hovedsagen, den omstændighed, at den rejsende aldrig tog af sted, fordi vedkommende ikke blev informeret om, at der krævedes et visum, eller fordi vedkommende aldrig modtog flybilletterne (osv.). Selv om forbindelsen mellem kravet og det andet land kan være stærkere i nogle tilfælde end i andre, minder jeg om, at vurderingen af, om en tvist indeholder et »internationalt element«, ikke bør være alt for indviklet (jf. punkt 31 ovenfor). Retten i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, behøver ikke at foretage en omfattende analyse af kravets realitet for at afgøre et så simpelt spørgsmål. Enhver sag, der involverer en rejsendes krav mod en rejsearrangør vedrørende problemer, uanset deres konkrete form, som førstnævnte har oplevet i forbindelse med en rejse til udlandet, som sidstnævnte har arrangeret og solgt som en »pakke«, bør behandles som international i henhold til Bruxelles Ia-forordningen af de grunde, der er forklaret ovenfor. Rejsens bestemmelsessted er en nem faktor at kontrollere, og det gør den gældende kompetenceordning forudsigelig for parterne, som forklaret i det foregående punkt.

52.

I modsætning til, hvad FTI anfører, drages den fortolkning, der foreslås i nærværende forslag til afgørelse, ikke i tvivl af det forhold, at reglen om forum actoris, der er fastsat i artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen, idet den er en undtagelsesbestemmelse, skal fortolkes strengt ( 63 ).

53.

Indledningsvis vil jeg minde om, at det (underforståede) krav om et »internationalt element«, som er kernen i denne sag, afgrænser anvendelsesområdet for Bruxelles Ia-forordningen generelt. Som sådan vedrører dette krav strengt taget artikel 1, stk. 1 (jf. punkt 22 ovenfor), ikke artikel 18, stk. 1, i forordningen. Følgelig skal det måles efter samme målestok for alle værnetingsregler i forordningen, uanset hvilken konkret bestemmelse der er tale om ( 64 ).

54.

Uanset denne indledende bemærkning er det efter min opfattelse klart, at det ikke er i strid med bestemmelserne i afdeling 4 at fortolke dette krav således, at reglen om forum actoris i Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1, finder anvendelse på sager, der involverer en forbruger og en leverandør med bopæl i den samme stat i forbindelse med en aftale, der blev opfyldt eller skulle opfyldes i en anden stat.

55.

Hvad først angår artikel 17, stk. 1, i Bruxelles IA-forordningen minder jeg om, at sidstnævnte med henblik på anvendelsen af afdeling 4 kræver, at der indgås en aftale mellem en forbruger og en leverandør, og at denne aftale er omfattet af en af de kategorier, der er nævnt i litra a)-c) i denne bestemmelse. Litra a) og b) vedrører aftaletyper (henholdsvis aftaler om salg af varer på afbetaling og kreditaftaler) uden nogen henvisning til kontrahenternes respektive bopæl. I litra c) kræves det for alle andre aftaler (herunder således aftaler om pakkerejser), at leverandøren »udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed«. Der er intet i ordlyden af denne bestemmelse, der antyder, endsige forudsætter, at forbrugeren og leverandøren nødvendigvis skal være bosiddende i forskellige stater ( 65 ). Det er klart, at en leverandør kan »udøve erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl«, selv om vedkommende har sit hjemsted i det pågældende land.

56.

For det andet begrænser Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1, ikke reglen om forum actoris til tilfælde, hvor forbrugeren og den erhvervsdrivende har bopæl i forskellige stater. Tværtimod præciserer denne bestemmelse, at den pågældende regel finder anvendelse »uanset medkontrahentens bopæl«. Jeg er ganske vist klar over, som FTI påpeger, at hensigten bag tilføjelsen af disse vilkår var, at forbrugerne skulle kunne påberåbe sig denne regel over for leverandører, der er hjemmehørende i tredjelande ( 66 ). Det forholder sig dog således, at disse betingelser, som også Kommissionen anfører, er brede nok til også at omfatte den situation, hvor leverandøren er hjemmehørende i den samme medlemsstat som forbrugeren.

57.

Endelig tillader artikel 19 i Bruxelles Ia-forordningen, som begrænser brugen af værnetingsaftaler i forbrugersager, udtrykkeligt sådanne aftaler, når de indgås af en forbruger og en leverandør, »som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område«, på visse betingelser (jf. stk. 3 i samme artikel). Det er tydeligt, at EU-lovgiver har overvejet muligheden for, at reglerne i afdeling 4, herunder artikel 18, stk. 1, kunne finde anvendelse selv i dette tilfælde (forudsat at sagen indeholder et andet relevant internationalt element).

58.

Anvendelsen af reglen om forum actoris i Bruxelles Ia-forordningens artikel 18, stk. 1, i sager, hvor forbrugeren og leverandøren har bopæl i den samme stat, men hvor den pågældende aftale blev eller skulle have været opfyldt i et andet land, går heller ikke ud over det konkrete formål med afdeling 4.

59.

Jeg minder om, at reglerne i afdeling 4 er udviklet til at beskytte forbrugeren, som er den part, der anses for at være økonomisk svagere og mindre erfaren i juridiske spørgsmål end leverandøren ( 67 ). Den pågældende regel om forum actoris opfylder navnlig dette formål ved (i høj grad) at lette forbrugerens adgang til domstolene, så vedkommende ikke bliver afskrækket fra at håndhæve sine rettigheder ( 68 ).

60.

I denne forbindelse anfører FTI, i overensstemmelse med den fremherskende opfattelse beskrevet ovenfor, at det eneste scenario, som EU-lovgiver forsøgte at forhindre med denne regel, var, at forbrugeren blev tvunget til at anlægge sag ved retterne i en anden medlemsstat. Lovgiveren ønskede at beskytte forbrugeren mod at skulle indordne sig under et fremmed retssystem, der arbejder på et sprog, som vedkommende måske ikke er bekendt med, og mod den »byrdefulde afstand«, der kan være mellem forbrugeren og disse udenlandske domstole. Denne særlige beskyttelse er ikke berettiget, hvis forbrugeren og leverandøren har bopæl i samme land. I så fald vil domstolene i denne stat nødvendigvis have kompetence.

61.

Den situation, at forbrugeren bliver afskrækket fra at håndhæve sine rettigheder på grund af de vanskeligheder, der er forbundet med at anlægge sag mod en leverandør i et andet land, er efter min mening klart det hovedscenario ( 69 ), som lovgiver havde i tankerne, men det er ikke det eneste. Hvis det var tilfældet, ville lovgiver have begrænset sig til at give forbrugeren mulighed for at anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, hvor vedkommende har bopæl. Det forhold, at artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen går et skridt videre og giver forbrugeren mulighed for at anlægge sag ved netop sit hjemting, viser, at lovgiver var bekymret for, at forbrugeren også kunne blive afskrækket fra at anlægge sag, hvis den kompetente ret, selv om den ligger i den medlemsstat, hvor han eller hun bor, ikke var vedkommendes hjemting. Som Domstolen allerede har bemærket i en anden sammenhæng ( 70 ), kan afstanden mellem forbrugeren og den kompetente ret være »besværlig« selv inden for en medlemsstat – f.eks. hvis leverandørens hjemting ligger i en fjerntliggende by – og nogle gange mere besværlig end mellem to medlemsstater ( 71 ), hvilket kan gøre det vanskeligt for forbrugeren at give møde ( 72 ). Det er klart, at lovgiver også havde til hensigt at undgå en sådan situation.

62.

FTI’s indvending om, at medlemsstaternes procesregler ikke altid kræver, at forbrugeren møder personligt op, eller nogle gange giver mulighed for fjernmøder, så en sådan ulempe måske ikke opstår i praksis, er ikke overbevisende. Man kunne også indvende, at den kompetente ret i henhold til disse procesregler nogle gange ligger relativt tæt på forbrugerens bopæl ( 73 ). I andre tilfælde kan forbrugeren imidlertid være nødt til at møde personligt op, og den kompetente ret kan være langt væk. Hvis forbrugeren skal anlægge sag i en anden medlemsstat, vil vedkommende nogle gange kende sproget og være fortrolig med processen ved retterne i landet, som også kan være tæt på vedkommende. Omvendt kan hele processen under andre omstændigheder være helt fremmed for forbrugeren. Samlet set mener Kommissionen, at anvendelsen af reglen om forum actoris i artikel 18, stk. 1, i Bruxelles Ia-forordningen ikke kan afhænge af en sådan konkret vurdering af de praktiske vanskeligheder, som forbrugeren rent faktisk ville stå over for i den pågældende sag. I modsat fald ville reglens anvendelsesområde være uforudsigeligt. Disse vanskeligheder antages at foreligge i de fleste tilfælde og håndteres i overensstemmelse hermed.

63.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det spørgsmål, som er blevet forelagt af Amtsgericht Nürnberg (byretten i Nürnberg, Tyskland), som følger:

»Artikel 1, stk. 1, sammenholdt med artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område,

skal fortolkes således, at

værnetingsreglen til fordel for forbrugerens hjemting, som er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, finder anvendelse på sager anlagt af en forbruger med bopæl i en medlemsstat mod en rejsearrangør hjemmehørende i samme stat i forbindelse med en aftale om en pakkerejse, der er indgået med henblik på en rejse til udlandet. Denne regel tillægger forbrugerens hjemting både international og stedlig kompetence uden henvisning til de regler om stedlig kompetence, der gælder i den pågældende medlemsstat.«