1.

Med denne appel har JCDecaux Street Furniture Belgium (herefter »JCDecaux«) nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret i sag T-642/19 ( 2 ), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det søgsmål, som JCDecaux havde anlagt med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2019/2120 af 24. juni 2019 om statsstøtte SA.33078 (2015/C) (ex 2015/NN) iværksat af Belgien til fordel for JCDecaux Belgium Publicité ( 3 ). Den foreliggende sag giver bl.a. Domstolen lejlighed til at udtale sig om arten og rækkevidden af den domstolsprøvelse, som den skal foretage i forbindelse med en appel.

2.

Ville de Bruxelles (kommune i hovedstadsregionen Bruxelles, Belgien) og JCDecaux indgik to på hinanden følgende aftaler, hver med en løbetid på 15 år, om opstilling på byens område af busskure med reklamer og af informationsgademøbler, hvoraf en del kunne benyttes i reklameøjemed ( 4 ).

3.

Den første aftale af 16. juli 1984 (herefter »aftalen fra 1984«) vedrørte busskure med reklamer og informationsgademøbler, som JCDecaux fortsat ejede. Den bestemte bl.a., at sidstnævnte ikke betalte nogen leje eller brugsafgift eller noget gebyr til Ville de Bruxelles for busskurene og informationsgademøblerne, men skulle skaffe Ville de Bruxelles et antal naturalydelser, nemlig gratis tilrådighedsstillelse af skraldespande, offentlige toiletter og lysaviser samt udarbejdelse af et bykort, et turist- og hotelkort og et kort over gågader i byen. Som modydelse var JCDecaux berettiget til i reklameøjemed at drive visse anordninger, der var integreret i – eller adskilt fra – de leverede busskure og informationsgademøbler. Hver anordning kunne anvendes for en periode på 15 år regnet fra opsætningstidspunktet, som blev noteret i en kontradiktorisk rapport ( 5 ).

4.

I 1998 iværksatte Ville de Bruxelles et udbud vedrørende »fremstilling, levering, opsætning, ibrugtagning, reparation og vedligeholdelse af informationsgademøbler, læskure og standere til opslag, hvoraf en del kan bruges til reklameformål«. Med henblik på at overholde de kontraktlige forpligtelser, der fulgte af aftalen fra 1984, og sikre gennemsigtighed i udbuddet optog Ville de Bruxelles i bilag 10 til de særlige udbudsbetingelser (herefter »bilag 10«) 282 busskure og 198 informationsgademøbler, der henhørte under aftalen fra 1984 (herefter »de anordninger, der er opført i bilag 10«), som JCDecaux fortsat havde ret til at drive i henhold til bestemmelserne i denne aftale, med angivelse af samtlige anordningers opsætningssted og datoen for udløbet af retten til at drive dem.

5.

Da JCDecaux’ tilbud blev valgt, blev der den 14. oktober 1999 indgået en anden aftale mellem dette selskab og Ville de Bruxelles (herefter »aftalen fra 1999«). Denne aftale, som bestod af en ordreseddel, de særlige udbudsbetingelser og bilagene dertil, herunder bilag 10, erstattede aftalen fra 1984. Den bestemte bl.a., at Ville de Bruxelles blev ejer af de opsatte gademøbler mod betaling af en fast nettopris pr. leveret produkt, fuldt udstyret, monteret og driftsklart, og at JCDecaux skulle betale en månedlig leje for udnyttelsen af disse gademøbler til reklameformål.

6.

Ved gennemførelsen af aftalen fra 1999 blev visse anordninger, der er opført i bilag 10, fjernet inden den udløbsdato, der var fastsat for dem i dette bilag, mens andre af disse anordninger (herefter »de omtvistede anordninger«) blev opretholdt og fortsat blev drevet af JCDecaux efter disse datoer. For sidstnævntes vedkommende opkrævede Ville de Bruxelles ingen leje eller afgift. Denne situation ophørte i august 2011, da de sidste anordninger, der er opført i bilag 10, blev nedtaget.

7.

Den 19. april 2011 indgav Clear Channel Belgium (herefter »CCB«) en klage til Kommissionen, hvori selskabet fandt, at JCDecaux havde modtaget statsstøtte, der var uforenelig med det indre marked, ved fortsat at drive de omtvistede anordninger efter den fastsatte udløbsdato uden at betale leje eller afgift til Ville de Bruxelles.

8.

Den 24. marts 2015 indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF og opfordrede Kongeriget Belgien og de øvrige interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger. Kommissionen modtog bemærkninger fra Kongeriget Belgien, CCB og JCDecaux. Der fandt yderligere drøftelser og udvekslinger sted mellem disse interesserede parter og Kommissionen.

9.

I deres bemærkninger anførte de belgiske myndigheder bl.a., at de havde accepteret opretholdelsen og driften af de omtvistede anordninger efter de udløbsdatoer, der er fastsat i bilag 10, med henblik på at bevare den økonomiske ligevægt i aftalen fra 1984, idet visse anordninger, der er opført i dette bilag, var blevet fjernet før tid efter anmodning fra Ville de Bruxelles, som bl.a. af æstetiske grunde ønskede at opsætte andre modeller. Ifølge disse myndigheder var det – idet JCDecaux som følge af denne førtidige fjernelse havde lidt en ulempe – acceptabelt, at selskabet som kompensation kunne opretholde andre anordninger i længere tid end planlagt, og at det ikke blev afkrævet nogen leje eller afgift herfor ( 6 ). De belgiske myndigheder erkendte, at der var en begrænset uligevægt mellem antallet af anordninger, der blev fjernet førtidigt, og antallet af anordninger, der blev opretholdt efter deres respektive udløbsdatoer. Ved at beregne forskellen mellem de besparelser i form af leje og afgifter, som JCDecaux gav afkald på ved at acceptere den førtidige fjernelse, og de besparelser i form af leje og afgifter, som selskabet opnåede ved at videreføre andre anordninger efter disse udløbsdatoer, har det kun fået en økonomisk fordel på højst 100 000-150 000 EUR fra december 1999 til 2011 ( 7 ). Den omhandlede foranstaltning kunne således udgøre en de minimis-støtte som omhandlet i Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af [artikel 107 TEUF og 108 TEUF] på de minimis-støtte ( 8 ).

10.

Den 24. juni 2019 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse.

11.

I den omtvistede afgørelses 66.-69. betragtning afgrænsede Kommissionen genstanden for sin analyse, idet den navnlig præciserede, at analysen i lyset af de regler for forældelse, der er omhandlet i artikel 17 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] ( 9 ), alene vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt videreførelsen af de omtvistede anordninger efter de udløbsdatoer, der er fastsat i bilag 10, uden betaling af leje eller afgifter udgjorde statsstøtte ydet til JCDecaux efter den 15. september 2001.

12.

I 72.-81. betragtning til den omtvistede afgørelse undersøgte Kommissionen betingelserne vedrørende tilregnelse til staten og overførsel af statsmidler. Kommissionen fremhævede bl.a., at de belgiske myndigheder ikke bestred, at den omhandlede foranstaltning kunne tilregnes dem, eller at den indebar et indtægtstab for Ville de Bruxelles i form af leje og afgifter, som ikke var blevet opkrævet på de omtvistede anordninger, som ellers ville være blevet udskiftet med anordninger omfattet af aftalen fra 1999.

13.

I 82.-96. betragtning til den omtvistede afgørelse analyserede Kommissionen betingelsen vedrørende forekomsten af en økonomisk fordel.

14.

I denne henseende anførte Kommissionen indledningsvis, at JCDecaux, fra 1999 og efterhånden som tilladelserne på basis af aftalen fra 1984 udløb, havde fortsat driften af reklamesøjler på Ville de Bruxelles’ område uden at betale leje eller afgifter, skønt de i medfør af aftalen fra 1999 skulle have været fjernet. I medfør af samme aftale skulle disse reklamesøjler have været erstattet af nye reklamesøjler, af hvis drift der skulle betales leje og afgifter ( 10 ).

15.

Dernæst anførte Kommissionen, at de belgiske myndigheder havde erkendt, at JCDecaux »overordnet set« havde fået en økonomisk fordel, og at de blot anfægtede omfanget heraf. Hvad angår deres argument om, at der var tale om en kompensationsmekanisme, mindede Kommissionen om, idet den henviste til dommen i sagen Orange mod Kommissionen ( 11 ), at det kun var i den udstrækning, at en statslig foranstaltning skulle betragtes som en kompensation, der var et vederlag for de leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, som var udført af virksomheder, der havde fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, i henhold til kriterierne fastslået i dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg ( 12 ), at denne foranstaltning ikke var omfattet af artikel 107, stk. 1, TEUF. Aftalen fra 1984 og aftalen fra 1999 er imidlertid rent kommercielle aftaler, hvis bestemmelser ikke overdrager JCDecaux at udføre offentlig tjeneste. Den anførte kompensation, »såfremt den faktisk har til formål at kompensere for ulempen ved en potentiel forpligtelse til førtidigt at fjerne visse søjler«, indebærer således en fordel for JCDecaux. Denne konklusion er så meget desto mere indlysende, »fordi det er vanskeligt at antage, at [sidstnævnte] har lidt under en strukturel ulempe, idet [selskabet] selv har accepteret at fjerne disse søjler, og at de belgiske myndigheder i øvrigt selv har erkendt, at den pågældende kompensation ville række ud over, hvad den formodede ulempe krævede« ( 13 ). Kommissionen gjorde ligeledes gældende, at ingen af situationerne i punkt 69 og 71 i dens meddelelse om begrebet statsstøtte i artikel 107, stk. 1, [TEUF] ( 14 ), optrådte i den foreliggende sag, og gentog bl.a., at JCDecaux »selv« havde accepteret at fjerne visse søjler omfattet af aftalen fra 1984 ( 15 ). Kommissionen tilføjede, at det ikke kunne antages, at Ville de Bruxelles havde handlet som en privat markedsøkonomisk aktør. Den anførte kompensationsmekanisme var nemlig ikke blevet formaliseret på nogen måde, og der var ikke blevet fulgt op på den, det fremgik ikke af de oplysninger, som Kommissionen havde modtaget, at der havde fundet nogen som helst forhandling sted om denne mekanisme mellem Ville de Bruxelles og JCDecaux, og der var ingen oplysninger, der tydede på, at Ville de Bruxelles havde foretaget en analyse af »[JCDecaux’] faktiske manglende indtægt som følge af de førtidige udskiftninger af visse søjler omfattet af aftalen fra 1984 sammenlignet med fortjenesten ved videreførelsen af andre søjler ifølge samme aftale, som i øvrigt var fuldt afskrevet (omkostningen til disse tavler blev nemlig logisk set fuldt ud tjent hjem – inklusive [JCDecaux’] margin – gennem driften heraf i løbet af den lovlige gyldighedsperiode for aftalen fra 1984)« ( 16 ).

16.

Endelig anførte Kommissionen, at dens holdning vedrørende forekomsten af en fordel var blevet bekræftet af en dom afsagt af cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien) den 29. april 2016 ( 17 ), hvori den nævnte domstol fastslog, at JCDecaux ikke havde overholdt de datoer for fjernelse af de omtvistede anordninger, der var fastsat i bilag 10, og i flere år uberettiget havde drevet disse på de offentlige arealer i Ville de Bruxelles. Cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) fastslog, at JCDecaux dermed havde begået objektivt ulovlige handlinger, som var i strid med redelige markedsmetoder, eftersom driften af selskabets netværk af reklamesøjler, som ikke eller ikke længere burde have været opstillet, havde givet JCDecaux en ulovlig konkurrencefordel, som kunne trække annoncørerne væk fra konkurrenten CCB.

17.

Kommissionen konkluderede på grundlag af ovenstående betragtninger, at JCDecaux’ videreførelse og drift fra 1999 til 2011 af de omtvistede anordninger efter udløbsdatoerne i bilag 10, uden betaling af leje eller afgift, havde medført en lempelse af de byrder, som JCDecaux normalt ville skulle have båret i forbindelse med sin erhvervsvirksomhed, og udgjorde en økonomisk fordel.

18.

I 97.-102. betragtning til den omtvistede afgørelse undersøgte Kommissionen betingelsen om fordelens selektivitet. Den anførte bl.a., at den omhandlede foranstaltning i sagens natur var en individuel foranstaltning, og at identificeringen af en fordel i dette tilfælde principielt gjorde det muligt at antage, at den var selektiv.

19.

I 103.-121. betragtning til den omtvistede afgørelse fastslog Kommissionen, at den omhandlede foranstaltning kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstater. Den afviste bl.a. de belgiske myndigheders argument om, at denne foranstaltning kunne udgøre de minimis-støtte i henhold til forordning nr. 1998/2006.

20.

I 122. betragtning til den omtvistede afgørelse konkluderede Kommissionen på grundlag af samtlige ovenstående betragtninger, at den omhandlede foranstaltning udgjorde støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

21.

Efter i 123. og 124. betragtning til den omtvistede afgørelse at have konstateret, at den omhandlede foranstaltning udgjorde ulovlig statsstøtte, eftersom den ikke var blevet anmeldt til den, og i 125.-130. betragtning til denne afgørelse at have fastslået, at denne støtte ikke kunne anses for at være forenelig med det indre marked, undersøgte Kommissionen i 131.-144. betragtning til den nævnte afgørelse spørgsmålet om størrelsen af den uforenelige støtte, der skulle tilbagesøges. I denne henseende forklarede den, at det »generelle princip«, der skulle anvendes til beregning af dette beløb, var at anslå beløbet for den leje og de afgifter, som Ville de Bruxelles skulle have opkrævet i mangel af den omhandlede foranstaltning, idet den præciserede, at denne beregning skulle »ske for hver søjle omfattet af aftalen fra 1984 og videreført efter den 15. september 2001 ved som reference at bruge den leje, der skulle betales i henhold til aftalen fra 1999, og de afgifter, der generelt var gældende for reklamesøjler, mellem den oprindelige dato for fjernelsen af søjlen (hvis datoen lå efter den [15.9.2001]) eller den 15. september 2001 (hvis den oprindelige dato for fjernelsen lå før den [15.9.2001]) og den dato, hvor fjernelsen faktisk skete« ( 18 ). Efter at have forklaret, at den var af den opfattelse, at de belgiske myndigheders argumentation om en kompensationsmekanisme var »ugrundet«, fandt Kommissionen, at »fordelen, der blev tildelt JCDecaux, [svarede] til den fulde besparelse, som virksomheden [havde opnået] ved den fortsatte drift af søjlerne omfattet af aftalen fra 1984 i stedet for udskiftning af dem i overensstemmelse med aftalen fra 1999« ( 19 ). Beregningen af støttebeløbet skulle således foretages »uden anvendelse af nogen kompensationslogik« og under anvendelse for »hver berørt søjle og hver relevant periode [af] beløbene for den gældende leje og for de afgifter, som udspringer af kommunalafgiftsbekendtgørelserne fra 2001 og frem, for en søjle med samme overfladeareal« ( 20 ).

22.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. september 2019 anlagde JCDecaux et søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede afgørelses artikel 1-4. Ved kendelse af 22. april 2020 tillod formanden for Rettens Første Afdeling CCB at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

23.

Til støtte for søgsmålet fremsatte JCDecaux fire anbringender, hvoraf det første var principalt, og de tre andre var subsidiære. Med det første anbringende, der var opdelt i tre led, gjorde JCDecaux gældende, at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn og begået en retlig fejl, da den fandt, at driften af de omtvistede anordninger efter udløbsdatoerne i bilag 10 udgjorde en fordel. Med det første led foreholdt JCDecaux Kommissionen, at den med urette havde afvist kompensationsmekanismen. Med det andet led gjorde JCDecaux gældende, at Kommissionen havde anvendt et fejlagtigt kontrafaktisk scenario, idet den fandt, at der burde have været opkrævet leje og afgifter for de omtvistede anordninger, der blev opretholdt efter deres respektive udløbsdatoer. Med det tredje led anførte JCDecaux, at Kommissionen med urette havde kvalificeret aftalen fra 1984 som »rent kommerciel« og således havde afvist at anvende de kriterier, der blev opstillet i dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg ( 21 ). Med det andet anbringende gjorde JCDecaux gældende, at en hypotetisk statsstøtte ville have været forenelig med det indre marked i henhold til Kommissionens meddelelse om Den Europæiske Unions rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ( 22 ) og Kommissionens afgørelse 2012/21/EU af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, [TEUF] på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse ( 23 ). Det tredje anbringende var opdelt i to led. Med det første led foreholdt JCDecaux Kommissionen, at den ikke i tilstrækkelig grad havde taget stilling til de forhold, som parterne havde påberåbt sig, at den havde foregrebet det støttebeløb, der skulle tilbagesøges, i en pressemeddelelse, og havde tilsidesat sine interne procedureregler. Med det andet led gjorde JCDecaux bl.a. gældende, at det var umuligt at kvantificere den anførte fordel, eftersom aftalen fra 1984 ikke foreskrev betaling af nogen leje eller brugsafgift eller noget gebyr. Med det fjerde anbringende gjorde JCDecaux gældende, at den angivelige statsstøtte under alle omstændigheder var forældet.

24.

Ved den appellerede dom forkastede Retten disse fire anbringender og frifandt følgelig Kommissionen i det hele, pålagde JCDecaux at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger og pålagde CCB at bære sine egne omkostninger.

25.

De af Rettens betragtninger, der er relevante for den foreliggende appel, er i det væsentlige dem, der vedrører det første anbringendes første og andet led samt det tredje anbringendes andet led.

26.

Hvad angår det første anbringendes første led konkluderede Retten, at det var med rette, at Kommissionen havde fundet, at JCDecaux’ opretholdelse og drift af de omtvistede anordninger efter de i bilag 10 fastsatte udløbsdatoer udgjorde en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, »selv om denne opretholdelse var en kompensationsmekanisme i aftalen fra 1984« ( 24 ).

27.

I denne henseende bemærkede Retten for det første, at begrebet »statsstøtte« er et objektivt juridisk begreb, der defineres direkte i artikel 107, stk. 1, TEUF, som ikke sondrer ud fra grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men definerer disse i kraft af deres virkninger, således at den omstændighed, at formålet med den statslige foranstaltning var at opretholde den økonomiske ligevægt i aftalen fra 1984, eller at dette formål var i overensstemmelse med principperne i national ret, ikke gjorde det muligt på forhånd at udelukke kvalificeringen af en sådan foranstaltning som »statsstøtte« ( 25 ).

28.

For det andet fastslog Retten, at den omstændighed, at JCDecaux havde fortsat med at drive de omtvistede anordninger efter de i bilag 10 fastsatte udløbsdatoer uden at betale hverken leje eller afgift til Ville de Bruxelles, havde medført en lettelse af disse byrder, der ville have belastet JCDecaux’ budget ( 26 ). Retten fastslog, at det således var ubestridt mellem parterne, at JCDecaux efter indgåelsen af aftalen fra 1999 kun kunne opsætte og drive gademøbler i Ville de Bruxelles på de betingelser, der var fastsat i denne aftale, hvorefter selskabet skulle betale leje og afgifter. Retten fastslog ligeledes, at ifølge bilag 10 kunne de anordninger, der var opført i dette bilag, som en undtagelse fra bestemmelserne i aftalen fra 1999 fortsat drives af JCDecaux på de betingelser, der var fastsat i aftalen fra 1984, men udelukkende indtil udløbsdatoerne i henhold til samme bilag. Retten tilføjede, at efter disse datoer skulle disse anordninger erstattes af nye anordninger, der var omfattet af aftalen fra 1999, og som derfor var underlagt forpligtelsen til at betale afgifter og leje ( 27 ). Retten konkluderede, at den fortsatte drift af de omtvistede anordninger på de betingelser, der var fastsat i aftalen fra 1984, efter de nævnte datoer havde gjort det muligt for JCDecaux at undgå at opsætte og drive nye anordninger, der var omfattet af aftalen fra 1999, og følgelig at betale leje og afgifter, som selskabet skulle have betalt i henhold til den sidstnævnte aftale ( 28 ). Retten henviste ligeledes til visse konstateringer, som cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) havde gjort i sin dom af 29. april 2016 ( 29 ).

29.

For det tredje ( 30 ) fandt Retten, at det var med rette, at Kommissionen havde støttet sig på dommen i sagen Orange mod Kommissionen ( 31 ) og dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg ( 32 ).

30.

For det fjerde tiltrådte Retten, idet den i det væsentlige lagde de betragtninger, som Kommissionen i denne forbindelse havde anført ( 33 ), til grund, Kommissionens konklusion, hvorefter den anførte kompensationsmekanisme ikke kunne anses for at være i overensstemmelse med kriteriet vedrørende adfærden hos en privat markedsøkonomisk aktør ( 34 ).

31.

For så vidt angår det første anbringendes andet led konkluderede Retten, at Kommissionen ikke havde anlagt et urigtigt skøn ved at antage, at JCDecaux havde nydt godt af en besparelse med hensyn til leje og afgifter, hvilket udgjorde en fordel ( 35 ). Hvad angår den ikke-opkrævede leje gentog Retten, at efter ikrafttrædelsen af aftalen fra 1999 kunne JCDecaux kun opsætte og drive gademøbler på Ville de Bruxelles’ område under de betingelser, der var fastsat i denne aftale, i henhold til hvilken selskabet skulle betale leje og afgifter ( 36 ). Hvad angår de ikke-opkrævede afgifter forkastede Retten bl.a. JCDecaux’ argument, hvorefter de kommunalafgiftsbekendtgørelser, som var blevet vedtaget af Ville de Bruxelles, ikke kunne udgøre en referenceordning, da der ikke fandtes en ensartet afgiftsordning på det nationale område eller på hovedstadsregionen Ville de Bruxelles’ område. Retten bemærkede, at såfremt dette argument skulle fortolkes således, at det vedrørte foranstaltningens selektive karakter, skulle det forkastes, eftersom det, når der er tale om en individuel foranstaltning, giver en formodning for, at den økonomiske fordel er selektiv ( 37 ). Under alle omstændigheder havde de belgiske myndigheder ikke under den administrative procedure bestridt, at disse bekendtgørelser udgjorde referenceafgiftsordningen ( 38 ). Retten fastslog endvidere, at det var med rette, at Kommissionen havde konkluderet, at de kommunalafgiftsbekendtgørelser, som Ville de Bruxelles havde vedtaget fra 2001, burde have fundet anvendelse på de omtvistede anordninger, som blev opretholdt efter deres respektive udløbsdatoer, og at den fritagelse, som Ville de Bruxelles havde anvendt før afgiftsåret 2009, var en fravigelse af referenceordningen, der indebar en fordel ved hjælp af statsmidler fra sidstnævnte ( 39 ). Den bemærkede, at de to domme fra tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien) af 4. november 2016 ( 40 ), hvorved det blev fastslået, at JCDecaux ikke var pligtig at betale kommunale reklameafgifter for så vidt angik aftalen fra 1999, var irrelevante for så vidt angik kvalificeringen som statsstøtte af den omhandlede foranstaltning ( 41 ).

32.

Hvad angår det tredje anbringendes andet led konstaterede Retten bl.a., at Kommissionen havde forklaret, hvorfor den fordel, som JCDecaux havde nydt godt af, efter dens opfattelse var større end den, som de belgiske myndigheder havde fundet ( 42 ). Den forkastede i øvrigt JCDecaux’ argument om den manglende mulighed for at kvantificere denne fordel og om den heraf følgende tilsidesættelse af selskabets ret til forsvar som værende baseret på den urigtige forudsætning, at opretholdelsen og driften af de omtvistede anordninger efter de planlagte udløbsdatoer udelukkende udgjorde en fordel, for så vidt som de gik videre end, hvad kompensationsmekanismen kompenserede for ( 43 ).

33.

Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 17. november 2022 har JCDecaux iværksat denne appel. Selskabet har nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, at selskabet gives medhold i de for i første instans nedlagte påstande, idet den omtvistede afgørelses artikel 1-4 annulleres, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne. I sit svarskrift, der blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 1. februar 2023, har Kommissionen nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at JCDecaux tilpligtes at betale sagsomkostningerne. CCB har givet afkald på at indlevere svarskrift.

34.

I retsmødet den 17. januar 2024 har JCDecaux, Kommissionen og CCB afgivet mundtlige indlæg og besvaret Domstolens skriftlige og mundtlige spørgsmål. CCB har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, men har ikke udtalt sig om sagsomkostningerne.

35.

JCDecaux har fremsat to anbringender til støtte for appellen, hvoraf det første vedrører en selvmodsigende begrundelse, som den appellerede dom er behæftet med, og en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af begrebet »økonomisk fordel« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og det andet vedrører en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og af de gældende retsforskrifter.

36.

Med dette anbringende har JCDecaux principalt gjort gældende, at Retten i den appellerede dom anlagde en begrundelse, der er selvmodsigende, og begik en retlig fejl ved at fastslå, at der forelå en økonomisk fordel. Selskabet har anført, at Retten i den appellerede doms præmis 31 og 40 gentog de konstateringer, som cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) havde foretaget i sin dom af 29. april 2016, hvorefter »[selskabet] ikke havde fået en udtrykkelig tilladelse fra Ville de Bruxelles« og »uberettiget« havde drevet mange af de anordninger, der er opført i bilag 10, på Ville de Bruxelles’ område. I den nævnte doms præmis 42 skulle Retten »alene på dette grundlag« have konkluderet, at JCDecaux’ opretholdelse og drift af de omtvistede anordninger efter de i bilag 10 fastsatte udløbsdatoer udgjorde en økonomisk fordel. Ifølge JCDecaux var grunden til, at cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) havde fastslået, at disse anordninger var blevet opretholdt »uberettiget«, at den havde konkluderet, at Ville de Bruxelles ikke havde givet udtrykkelig eller stiltiende tilladelse til at foretage en »ombytning« ( 44 ) af reklamesøjlerne. Uden en afgørelse eller indgriben fra de offentlige myndigheder kan der pr. definition ikke være tale om statsstøtte, eftersom denne »i det mindste« kræver en positiv eller negativ handling fra disse myndigheders side. Hvis det antages, at JCDecaux har opnået en fordel, følger denne af den omstændighed, at selskabet på eget initiativ har udnyttet de omtvistede anordninger ved ulovligt at benytte offentlige arealer. En sådan adfærd kan ikke uden en åbenbar selvmodsigelse tjene som grundlag for en konstatering af, at der foreligger en økonomisk fordel indrømmet af de offentlige myndigheder.

37.

JCDecaux har subsidiært foreholdt Retten, at den behæftede den appellerede dom med en anden selvmodsigelse i begrundelsen, for så vidt som Retten i samme doms præmis 42 fastslog, at den fordel, som Ville de Bruxelles havde indrømmet selskabet, udgjorde støtte, selv om opretholdelsen af de omtvistede anordninger blev anset for »en kompensationsmekanisme i aftalen fra 1984«. Selskabet har foreholdt Retten, at den ikke drog nogen konsekvenser heraf, som rejste tvivl om såvel Kommissionens retlige kvalificering som metoden til beregning af det støttebeløb, der skulle tilbagesøges ( 45 ). Den nævnte dom fører nemlig til tilbagesøgning af den påberåbte fordel i sin helhed, dvs. uden hensyntagen til de omkostninger, som JCDecaux afholdt som følge af den førtidige fjernelse af visse anordninger, der er opført i bilag 10, og den skade, der er lidt i henhold til aftalen. JCDecaux er af den opfattelse, at når Retten erkendte, at opretholdelsen af de omtvistede anordninger kunne udgøre en kompensation, kan hele den eventuelt indrømmede økonomiske fordel ikke automatisk udgøre statsstøtte.

38.

Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at JCDecaux med sine argumenter i det væsentlige har søgt at opnå en ny vurdering af de faktiske omstændigheder, navnlig af selskabets teori om kompensationsmekanismen, som blev forkastet af såvel den nationale ret som af Retten. En sådan ny vurdering af de faktiske omstændigheder falder imidlertid uden for Domstolens kompetence under en appelsag.

39.

Dernæst har Kommissionen, idet den har gengivet visse af de betragtninger, der er anført i den appellerede dom, og som er sammenfattet i punkt 27-30 i dette forslag til afgørelse, gjort gældende, at det var med rette, at Retten afviste, at kompensationsmekanismen var relevant.

40.

Hvad i øvrigt angår JCDecaux’ henvisning til dommen fra cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) af 29. april 2016 har Kommissionen anført, at Rettens vurderinger med hensyn til national ret er vurderinger af faktiske omstændigheder, som, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af national ret, ikke er omfattet af Domstolens prøvelsesret under en appelsag. JCDecaux har imidlertid begrænset sig til at anfægte indholdet og rækkevidden af denne dom. Det er desuden fejlagtigt at hævde, at Retten udelukkende støttede sig på den nævnte dom for at fastslå, at der forelå en fordel. Hvad angår det af JCDecaux fremførte argument om, at der angiveligt ikke foreligger en handling fra de offentlige myndigheders side, kan det ikke antages til realitetsbehandling, da det vedrører betingelsen om, at den omhandlede foranstaltning skal kunne tilregnes staten, hvilken betingelse ikke blev bestridt i første instans. Dette argument er under alle omstændigheder åbenbart ugrundet, eftersom den foreliggende sag vedrører en negativ handling fra Ville de Bruxelles’ side, der består deri, at den lod driften af de omtvistede anordninger fortsætte uden at søge at opkræve leje og afgifter.

41.

Endelig har Kommissionen fremhævet, at kvalificeringen af en foranstaltning som statsstøtte og kvantificeringen af dens størrelse er to forskellige spørgsmål. Kommissionen er af den opfattelse, at en hensyntagen til kompensationsteorien ikke kan medføre en »revurdering af mekanismen til beregning af den tilbagesøgte støtte«, der er fastsat i den omtvistede afgørelse. Kommissionen har tilføjet, at for at den omhandlede foranstaltning ikke skulle kunne kvalificeres som statsstøtte, skulle Ville de Bruxelles have foretaget en vurdering af den skade, som JCDecaux angiveligt har lidt. Da Ville de Bruxelles ikke foretog en sådan vurdering, svarer det støttebeløb, der skal tilbagesøges, til den leje og de afgifter, som JCDecaux skulle have betalt i den periode, hvor selskabet drev de omtvistede anordninger efter de fastsatte udløbsdatoer, og indtil de faktisk blev fjernet. Selv hvis der var tale om en kompensationsmekanisme, hvilket ikke er tilfældet, kan den derfor hverken rejse tvivl om den retlige kvalificering af den fordel, som JCDecaux nød godt af, eller om beregningen af det støttebeløb, der skal tilbagesøges.

42.

Jeg erindrer om, at en appel i henhold til artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er begrænset til retsspørgsmål. Det er alene Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at bedømme disse faktiske omstændigheder. Denne bedømmelse udgør ikke – medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser – et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret. Når Retten har fastlagt eller bedømt de faktiske omstændigheder, er Domstolen i henhold til artikel 256 TEUF kompetent til at gennemføre en kontrol med den retlige kvalificering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf ( 46 ).

43.

I modsætning til det af Kommissionen anførte er jeg af den opfattelse, at de argumenter, som JCDecaux har påberåbt sig til støtte for det første anbringende, ikke har til formål at opnå, at Domstolen foretager en ny vurdering af de faktiske omstændigheder vedrørende kompensationsmekanismen eller national retspraksis. Som JCDecaux har fremhævet i replikken, vedrører den »grundlæggende indsigelse«, som selskabet har fremsat, hverken Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder eller dens fortolkning af national ret, men en angivelig »grundlæggende selvmodsigelse«, som den appellerede doms begrundelse er behæftet med. Jeg erindrer i denne forbindelse om, at i henhold til fast retspraksis er spørgsmålet, om begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende, et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag ( 47 ).

44.

Den selvmodsigelse i begrundelsen, som JCDecaux principalt har gjort gældende, består i den omstændighed, at Retten ikke med støtte i dommen afsagt af cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) den 29. april 2016 både kunne fastslå, at JCDecaux uberettiget havde drevet de omtvistede anordninger, og samtidig kunne bekræfte Kommissionens konklusion om, at der var tale om statsstøtte, hvilket pr. definition ville indebære, at der forelå en afgørelse eller indgriben fra de offentlige myndigheders side, som gav en fordel. Hvad angår den selvmodsigelse i begrundelsen, som JCDecaux subsidiært har gjort gældende, vedrører den den omstændighed, at Retten i den appellerede doms præmis 42 fastslog, at den påberåbte fordel udgjorde støtte, samtidig med at den erkendte, at opretholdelsen af de omtvistede anordninger kunne være en kompensationsmekanisme i aftalen fra 1984. Efter min opfattelse rejser JCDecaux med disse argumenter hverken tvivl om indholdet eller om rækkevidden af dommen afsagt af cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) den 29. april 2016, således som de er fastslået af Retten. Selskabet har tværtimod tilsluttet sig disse konstateringer til støtte for sin principale argumentation. Jeg skal i øvrigt nævne, at selv om JCDecaux i sit skriftlige indlæg har bekræftet, at der er tale om en kompensationsmekanisme, har selskabet på ingen måde anfægtet de vurderinger, der fremgår af den appellerede doms præmis 25, 26 og 34-41, og som legitimerer Kommissionens konklusion om, at denne mekanisme, såfremt den anses for godtgjort, ikke udelukker, at JCDecaux har fået en fordel.

45.

Efter min opfattelse skal Kommissionens anden formalitetsindsigelse, hvorefter JCDecaux med sit argument om, at der angiveligt ikke foreligger en handling fra de offentlige myndigheders side, for første gang under appelsagen har bestridt, at den pågældende foranstaltning kan tilregnes staten, ligeledes forkastes. Selv om det er korrekt, at dette argument ikke synes at være blevet fremført på samme måde af JCDecaux for Retten, fremgår det imidlertid af appelskriftet, at det ikke udgør et selvstændigt og nyt retligt anbringende, der skal afvises, fordi det er fremsat for første gang, men blot et argument, der er fremført til støtte for det retlige anbringende om en angivelig selvmodsigelse i den argumentation, der førte Retten til at fastslå, at der forelå statsstøtte.

46.

Når dette er sagt, er jeg ikke enig i JCDecaux’ udtalelse, hvorefter det »alene [var] på grundlag af« de omhandlede konstateringer fra cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles), at Retten konkluderede, at der forelå en økonomisk fordel i den foreliggende sag. Det fremgår af en gennemgang af bedømmelsen af det første anbringende, der blev fremsat for Retten ( 48 ), at Retten fandt, at den omstændighed, at JCDecaux havde opretholdt og fortsatte med at drive de omtvistede anordninger efter deres respektive udløbsdatoer, der er opført i bilag 10, uden at betale hverken leje eller afgifter, medførte en lettelse af de byrder, der normalt ville have belastet selskabets budget. Denne bedømmelse var bl.a. baseret på en undersøgelse af bestemmelserne i aftalen fra 1984 og aftalen fra 1999, herunder bilag 10, de relevante bestemmelser i Ville de Bruxelles’ kommunalafgiftsbekendtgørelser, der er nævnt i den omtvistede afgørelse, samt af de bemærkninger, som de belgiske myndigheder havde fremsat under den administrative procedure. Retten fandt i øvrigt, at den kompensationsmekanisme, som disse myndigheder og JCDecaux havde påberåbt sig, af de forskellige grunde, der er sammenfattet i punkt 27-30 i dette forslag til afgørelse, ikke udelukkede, at der forelå en fordel. Rettens henvisninger i denne sammenhæng til de af cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) foretagne konstateringer udgør således blot ét af flere forhold, som den tog hensyn til, da den fastslog, at der forelå en sådan fordel.

47.

Jeg er af den opfattelse, at ingen af de to selvmodsigelser i begrundelsen, som JCDecaux har påberåbt sig, har fornødent grundlag.

48.

Det er således for det første korrekt, at cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) i dommen af 29. april 2016 fastslog, at JCDecaux ikke havde fået »en udtrykkelig tilladelse fra Ville de Bruxelles til at foretage en »ombytning« af reklamesøjlerne«, og at »[d]en omstændighed, at [sidstnævnte] ikke reagerede med hensyn til opretholdelsen af [informationsgademøbler] efter den dato, der var fastsat for hvert enkelt møbel, ikke [kunne] fortolkes således, at den indebar en offentlig myndigheds stiltiende og ubestridelige indforståelse med, at de frister, der var aftalt for hver enkelt anordning, blev fraveget«. Det skal imidlertid erindres, at appeldomstolen i den pågældende dom udelukkende traf afgørelse på grundlag af lov af 14. juli 1991 om markedsføring samt om oplysning og beskyttelse af forbrugerne ( 49 ), idet den skulle afgøre, om den omstændighed, at JCDecaux opretholdt og fortsatte med at drive visse anordninger uden at være i besiddelse af de nødvendige tilladelser som omhandlet i denne lovs artikel 94, udgjorde en handling, der var i strid med god markedsføringsskik, og som kunne skade konkurrenten CCB’s erhvervsmæssige interesser. I denne sammenhæng skal de af cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) foretagne konstateringer efter min opfattelse forstås således, at de henviser til, at der ikke forelå en tilladelse som omhandlet i belgisk forvaltningsret ( 50 ). Dette udelukker på ingen måde, at Ville de Bruxelles’ negative eller i det mindste passive holdning, der bestod i, at Ville de Bruxelles med fuldt kendskab til omstændighederne ikke modsatte sig, at JCDecaux opretholdt og fortsatte med at drive et vist antal reklamesøjler på byens område efter de fastsatte udløbsdatoer, og navnlig ikke opkrævede den leje og de afgifter, der normalt skulle have været betalt, i lyset af EU’s statsstøtteregler ( 51 ) kan udgøre statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF ( 52 ). Jeg skal tilføje, at JCDecaux ikke, som selskabet har gjort i replikken, kan gøre gældende, at Kommissionen ved i svarskriftet at kvalificere en sådan adfærd fra Ville de Bruxelles’ side som en »negativ handling« har fremsat et nyt argument under appelsagen. Kommissionen har her blot reageret på et argument, som JCDecaux har fremført til støtte for sit første anbringendes principale klagepunkt.

49.

Hvad for det andet angår den angivelige selvmodsigelse i begrundelsen, der er påberåbt subsidiært, forekommer det mig, at den hviler på JCDecaux’ fejlagtige læsning af den appellerede doms præmis 42. Som Kommissionen har bekræftet i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Domstolen, var det, som Retten ville give udtryk for i denne forbindelse, nemlig, at selv hvis det antages, at det i tilstrækkelig grad er godtgjort, at der er tale om en kompensationsmekanisme, og at Ville de Bruxelles ville deltage i denne, er dette ikke til hinder for, at det konkluderes, at JCDecaux har opnået en økonomisk fordel, navnlig fordi denne mekanisme ikke opfyldte den første betingelse i den retspraksis, der følger af dommen i sagen Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg ( 53 ), og ikke kunne anses for en normal adfærd udvist af en markedsøkonomisk aktør. Dette fremgår i øvrigt klart af den appellerede doms præmis 42, sammenholdt med de betragtninger, der går forud for denne ( 54 ). Eftersom Retten afviste, at den påberåbte kompensationsmekanisme var relevant, kan det heller ikke foreholdes Retten, at den ikke foretog en fornyet prøvelse af den i den omtvistede afgørelse fastsatte metode til beregning af den støtte, der skulle tilbagesøges, i lyset af denne mekanisme.

50.

På baggrund af ovenstående betragtninger er det min opfattelse, at det første appelanbringende kan antages til realitetsbehandling, men er ugrundet.

51.

Med dette anbringende, der består af to led, har JCDecaux gjort gældende, at Retten foretog en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og de gældende retsforskrifter ved at fastslå, at de omtvistede anordninger, der var blevet opretholdt efter de i bilag 10 fastsatte udløbsdatoer, ipso facto henhørte under den retlige ordning i aftalen fra 1999 og dermed var underlagt betaling af leje og afgifter.

52.

Med det første led har JCDecaux anfægtet Rettens betragtninger i den appellerede doms præmis 29 og 30. I denne henseende har selskabet indledningsvis gjort gældende, at i overensstemmelse med de »grundlæggende aftaleretlige principper« var de anordninger, der var opsat i henhold til aftalen fra 1984, fortsat reguleret af denne, indtil de faktisk blev fjernet, selv om dette skete efter de i bilag 10 fastsatte udløbsdatoer, de forblev selskabets ejendom og var ikke underlagt nogen forpligtelse til at betale leje eller afgifter ( 55 ). Selskabet har fremhævet, at det var som en modydelse for en betydelig investering, der bestod i udformning, fremstilling, opsætning og vedligeholdelse af de busskure og informationsgademøbler, der blev stillet til rådighed for Ville de Bruxelles, at selskabet fik lov til at anvende disse til reklameformål, og at den økonomiske ligevægt i denne aftale hvilede på præcise kontraktlige forpligtelser. Dernæst har JCDecaux anført, at aftalen fra 1999 ikke indeholdt nogen bestemmelse om, at anordninger omfattet af aftalen fra 1984 eller noget andet eksisterende gademøbel skulle fjernes automatisk. Tværtimod fastsætter aftalen fra 1999 udtrykkeligt, at de anordninger, der blev opsat i 1999, kan og endda skal bestå side om side med de anordninger, der er opført i bilag 10, uden at de aftalebestemmelser, der finder anvendelse på sidstnævnte anordninger, ændres. Selskabet har tilføjet, at der heller ikke var nogen forpligtelse til at udskifte hver enkelt anordning, der var omfattet af aftalen fra 1984, med en ny anordning, der var omfattet af aftalen fra 1999, på det samme opsætningssted ( 56 ). Opretholdelsen af visse anordninger, der var omfattet af aftalen fra 1984, og som tilhørte JCDecaux, kunne derfor ikke forhindre JCDecaux i at opsætte og drive andre anordninger, der tilhørte Ville de Bruxelles. Endelig har JCDecaux nævnt, at disse aftaler er grundlæggende forskellige for så vidt angår den underliggende økonomiske logik og deres respektive vilkår. Ifølge selskabet havde Retten ikke noget grundlag for »hypotetisk at antage«, at selskabet, hvis det havde fjernet de omtvistede anordninger på de i bilag 10 fastsatte udløbsdatoer, ville have opsat et identisk antal anordninger, der henhørte under aftalen fra 1999, på de samme opsætningssteder og ville have betalt leje og afgifter til Ville de Bruxelles svarende til helt andre ydelser, der var reguleret i henhold til sidstnævnte aftale. JCDecaux har i replikken tilføjet, at det fremgår af Kommissionens argumentation i svarskriftet, at den appellerede dom er behæftet med en begrundelse, der er selvmodsigende, for så vidt som det ikke på samme tid kan hævdes, at de anordninger, der var opsat i henhold til aftalen fra 1984, henhørte under en anden retlig ordning end aftalen fra 1999, og at de burde have været underlagt betaling af leje og afgifter, som er fastsat i sidstnævnte aftale.

53.

Med det andet led har JCDecaux gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 53, 54 og 56 foretog en urigtig gengivelse af den gældende retlige ordning for så vidt angik beskatningen af driften af de omtvistede anordninger, som var blevet opretholdt efter de i bilag 10 fastsatte udløbsdatoer.

54.

JCDecaux har i denne henseende for det første anført, at Retten foretog en »ubegrundet fortolkning af retsforskrifterne« for i den appellerede doms præmis 54 at konkludere, at Kommissionen ikke havde anlagt et urigtigt skøn ved som referenceordning at anvende Ville de Bruxelles’ kommunalafgiftsbekendtgørelser, der er nævnt i samme doms præmis 56, idet den baserede denne konklusion på den omstændighed, at de belgiske myndigheder under den administrative procedure ikke havde bestridt, at disse kommunalafgiftsbekendtgørelser udgjorde referenceafgiftsordningen for anvendelse af reklamesøjler på Ville de Bruxelles’ område. Retten undlod således at tage hensyn til den omstændighed, at kommunerne har skattemæssig autonomi i henhold til artikel 170, stk. 4, i den belgiske forfatning ( 57 ), og at der således ikke fandtes en ensartet afgiftsordning på det nationale område og heller ikke på hovedstadsregionen Bruxelles’ område. Ville de Bruxelles begyndte i øvrigt først at vedtage kommunalafgiftsbekendtgørelser vedrørende reklame fra og med 2001. JCDecaux har heraf udledt, at Retten ikke kunne fastslå, at alene de af byens kommunalafgiftsbekendtgørelser, som Kommissionen henviste til, udgjorde en referenceordning, så meget desto mere som det fremgår af to domme afsagt den 4. november 2016 af tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles) ( 58 ), at de reklamesøjler, der henhørte under aftalen fra 1999, skulle fritages for reklameafgiften.

55.

For det andet har JCDecaux gjort gældende, at den omstændighed, at selskabet ikke skulle betale afgifter for de anordninger, som det drev til reklameformål på Ville de Bruxelles’ område, ikke kan udgøre en selektiv fordel, eftersom CCB i flere år ikke havde lignende anordninger, der var underlagt en sådan afgift. Selskabet har tilføjet, at da CCB efterfølgende drev tilsvarende anordninger på dette område, anfægtede selskabet lovligheden af kommunalafgiftsbekendtgørelsen af 15. december 2008 ved de belgiske domstole, som erklærede den forfatningsstridig og eftergav de afgifter, der var blevet opkrævet hos denne konkurrent for 2009. Selskabet har i denne forbindelse henvist til en dom afsagt af cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) den 4. september 2018, hvis eksistens det tilfældigt har opdaget, og som efter appel blev stadfæstet ved dom afsagt af Cour de cassation (kassationsdomstol, Belgien) den 1. oktober 2021 ( 59 ).

56.

Kommissionen har indledningsvis gjort gældende, at JCDecaux med sin argumentation reelt søger at opnå en fornyet prøvelse af de faktiske omstændigheder uden at godtgøre, at Retten gengav de faktiske omstændigheder urigtigt. Under alle omstændigheder er begge det andet anbringendes to led ugrundede. Hvad angår det første led har Kommissionen således anerkendt, at aftalen fra 1999 ikke indeholdt nogen bestemmelse om, at reklamesøjler omfattet af aftalen fra 1984 skulle fjernes automatisk. De anordninger, der blev opsat i henhold til aftalen fra 1984 og er opført i bilag 10, var fortsat underlagt bestemmelserne i denne aftale, selv efter ikrafttrædelsen af aftalen fra 1999, men kun indtil de i dette bilag fastsatte datoer for fjernelse. Det, som Retten gjorde gældende i den appellerede doms præmis 29, og som blev præciseret i samme doms præmis 48 og 49, er, at JCDecaux burde have betalt leje for driften af sidstnævnte anordninger, således som det var tilfældet for driften af de anordninger, der henhørte under aftalen fra 1999. Konklusionen i den appellerede doms præmis 30 er således velbegrundet. Med denne konklusion fastslog Retten på ingen måde, at de omtvistede anordninger, der var blevet opretholdt efter de fastsatte udløbsdatoer, ipso facto skulle henhøre under den retlige ordning i aftalen fra 1999. Hvad angår det andet led har Kommissionen indledningsvis gjort gældende, at JCDecaux’ argument vedrørende artikel 170, stk. 4, i den belgiske forfatning ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom fortolkningen af national ret udgør en vurdering af de faktiske omstændigheder, der henhører under Rettens enekompetence. Desuden havde de belgiske myndigheder ikke under den administrative procedure bestridt, at Ville de Bruxelles’ kommunalafgiftsbekendtgørelser udgjorde referenceordningen. Dernæst har Kommissionen under henvisning til den appellerede doms præmis 63 anført, at den ikke havde undladt at tage hensyn til de to domme af 4. november 2016 fra tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles), men at den havde afvist, at de var relevante for analysen af begrebet »statsstøtte«, for så vidt som de vedrørte gademøbler, der henhørte under aftalen fra 1999, og som tilhørte Ville de Bruxelles. Endelig har Kommissionen anført, at den omstændighed, at CCB har nydt godt af en afgiftsfritagelse i andre kommuner i Belgien, ikke er relevant for analysen af den økonomiske fordel, som JCDecaux har nydt godt af.

57.

Ud over, hvad der allerede er anført i punkt 42 i dette forslag til afgørelse, har Domstolen præciseret, at bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og beviserne ikke er et retsspørgsmål, der som sådant kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet, og at en sådan urigtig gengivelse af beviserne foreligger, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at bedømmelsen af de foreliggende beviser er urigtig. En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne ( 60 ). Den foreligger ligeledes, når det er åbenbart, at Retten er gået videre end en rimelig vurdering af beviserne ( 61 ).

58.

I den foreliggende sag har JCDecaux med det første led gjort gældende, at Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 30, hvorefter »den fortsatte drift af visse anordninger, der er opført i bilag 10, på de betingelser, der er fastsat i aftalen fra 1984, efter udløbsdatoen i samme bilag har gjort det muligt for [selskabet] at undgå at opsætte og drive nye anordninger, der er omfattet af aftalen fra 1999, og følgelig at betale leje og afgifter, som selskabet skulle have betalt i henhold til den sidstnævnte aftale«, hviler på en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og af de gældende retsforskrifter. Det fremgår af denne præmis 30, at denne konklusion er baseret på det tretrinsræsonnement, som Retten fulgte i den appellerede doms præmis 29.

59.

I denne henseende er det indledningsvis min opfattelse, at Retten i modsætning til, hvad JCDecaux har gjort gældende, ikke foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder ved i første omgang i den appellerede doms præmis 29 at fastslå, at »[det] er [...] ubestridt mellem parterne, at [selskabet] efter indgåelsen af aftalen fra 1999 kun kunne opsætte og drive gademøbler i Ville de Bruxelles på de betingelser, der var fastsat i aftalen, hvorefter [selskabet] skulle betale leje og afgifter«. Tværtimod viser forskellige oplysninger i sagsakterne klart, at denne betragtning har fornødent grundlag. Som jeg vil redegøre for i punkt 60 i dette forslag til afgørelse, ophørte aftalen fra 1984 således for det første med at finde anvendelse efter de udløbsdatoer, der er fastsat i bilag 10. For det andet kunne opsætning og drift af nye anordninger på Ville de Bruxelles’ område fra 1999 kun ske inden for rammerne af den ordning, der var fastsat i aftalen fra 1999. Det er i denne forbindelse relevant at nævne, således som Kommissionen har anført i retsmødet, at artikel 1, litra g), i de særlige udbudsbetingelser ( 62 ) bestemte, at den valgte tilbudsgiver – i det foreliggende tilfælde JCDecaux – havde eneret til at drive reklamesøjler på Ville de Bruxelles’ område i hele denne aftales løbetid. Det var således kun den ordning, der var fastsat i den nævnte aftale, der kunne finde anvendelse.

60.

Dernæst er jeg af den opfattelse, at JCDecaux ikke har godtgjort, at det andet trin i Rettens ræsonnement i den appellerede doms præmis 29, hvorefter det fremgår af »bilag 10[, at] de anordninger, der er opført i dette bilag, som en undtagelse fra bestemmelserne i aftalen fra 1999 fortsat [kunne] drives af [selskabet] på de betingelser, der var fastsat i aftalen fra 1984, dvs. uden at betale hverken leje eller afgift, men udelukkende indtil udløbsdatoerne i henhold til samme bilag«, er baseret på en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder eller beviserne. Det fremgår af JCDecaux’ argumentation, at selskabet kun bestrider denne betragtning, for så vidt som de anordninger, der er opført i bilag 10, ifølge selskabet fortsat var omfattet af ordningen i aftalen fra 1984, indtil de faktisk blev fjernet, også selv om denne faktiske fjernelse fandt sted efter disse udløbsdatoer. Som Kommissionen med rette har anført, er der imidlertid intet i sagens akter, der – og da slet ikke åbenbart – underbygger en sådan tese. Tværtimod er nogle af disse akter i direkte modstrid hermed. Jeg skal således minde om, at cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles) i sin dom af 29. april 2016 fastslog, at JCDecaux uberettiget havde drevet de omtvistede anordninger efter deres respektive udløbsdatoer, hvilket efter min opfattelse principielt udelukker, at denne drift kunne være omfattet af aftalen fra 1984. Det forekommer mig i øvrigt, at når bilag 10 fastsatte en specifik udløbsdato for hver enkelt af de deri anførte anordninger, var det netop, fordi de enkelte anordninger senest på denne dato skulle fjernes fra deres opsætningssted, og at bestemmelserne i aftalen fra 1984 fra dette tidspunkt ikke længere fandt anvendelse på dem. Med andre ord kunne de anordninger, der var opført i bilag 10, kun bestå side om side med de anordninger, der blev opsat i henhold til aftalen fra 1999, indtil disse udløbsdatoer, uden at de aftalebestemmelser, der fandt anvendelse på de førstnævnte anordninger, blev ændret. En sådan holdning, der langt fra er i strid med de »grundlæggende aftaleretlige principper«, således som JCDecaux har gjort gældende, forekommer mig i virkeligheden at være den eneste løsning, der er i overensstemmelse med disse principper.

61.

Endelig er jeg af den opfattelse, at JCDecaux heller ikke har godtgjort, at Retten ved på det tredje trin i den appellerede doms præmis 29 at anføre, at de anordninger, der er opført i bilag 10, efter de udløbsdatoer, der er fastsat i dette bilag, »skulle [...] erstattes af nye anordninger, der var omfattet af aftalen fra 1999, og som derfor var underlagt forpligtelsen til at betale afgifter og leje«, foretog en åbenbart urigtig bedømmelse af beviserne. Efter min mening var det, som Retten ønskede at udtrykke hermed, blot, at JCDecaux efter disse datoer dels skulle have fjernet de anordninger, der er opført i bilag 10, dels skulle have opsat nye anordninger i overensstemmelse med ordningen i aftalen fra 1999. I sidstnævnte henseende skal jeg nævne, at det fremgår af den ordreseddel, der var en del af aftalen fra 1999, at JCDecaux havde forpligtet sig til »nøje at overholde alle kontraktens betingelser«, herunder opsætning af 280 standere til opslag på hele Ville de Bruxelles’ område, og dette »inden for otte kalendermåneder efter ordresedlens modtagelse«. I modsætning til, hvad JCDecaux har gjort gældende, er det ikke desto mindre min opfattelse, at Retten fandt, at der forelå en forpligtelse for JCDecaux til »automatisk« og »for hvert opsætningssted« at erstatte hver enkelt af de omtvistede anordninger med et tilsvarende antal anordninger, der var omfattet af aftalen fra 1999 ( 63 ). Kommissionen støttede sig i øvrigt ikke på en sådan antagelse i den omtvistede afgørelse.

62.

Efter min opfattelse er Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 30, som er gengivet i punkt 58 i dette forslag til afgørelse, blot den logiske følge af betragtningerne i punkt 59-61 i dette forslag til afgørelse, og den kan derfor ikke anses for at være baseret på en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder eller beviserne. Efter min opfattelse og i modsætning til det af JCDecaux anførte fastslog Retten – idet den i den appellerede doms præmis 30 erklærede, at JCDecaux således havde kunnet undgå at betale leje og afgifter, som selskabet skulle have betalt i henhold til aftalen fra 1999 – ikke, at de omtvistede anordninger, der var blevet opretholdt og drevet efter udløbsdatoerne i bilag 10, »ipso facto« henhørte under ordningen i aftalen fra 1999. Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg for Domstolen og i retsmødet, var disse anordninger juridisk set hverken omfattet af aftalen fra 1984 eller af aftalen fra 1999. Som det bl.a. er blevet fastslået af de belgiske domstole, forholder det sig ikke desto mindre således, at de omtvistede anordninger, som blev opretholdt og drevet efter deres respektive udløbsdatoer, blev opretholdt og drevet ulovligt. I lyset af denne faktiske situation, som gjorde det muligt for JCDecaux at generere betydelige reklameindtægter uden at skulle betale leje eller afgifter, tilkom det Kommissionen for at vurdere, om der var tale om en fordel, at anvende et »kontrafaktisk scenario« ( 64 ) for at bruge det udtryk, som Kommissionen anvendte i retsmødet. Efter min opfattelse er Retten ikke åbenbart gået videre end en rimelig vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne ved i denne henseende at godkende det »scenario«, som Kommissionen havde lagt til grund, og som bestod i under henvisning dertil at anvende de regler, der var gældende på tidspunktet for de omtvistede faktiske omstændigheder, dvs. den retlige ordning i aftalen fra 1999. Jeg gør således opmærksom på, at der, henset til eksklusivitetsklausulen i denne aftale, var tale om den eneste ordning, der fandt anvendelse på driften til reklameformål af anordninger af den omhandlede type på Ville de Bruxelles’ offentlige arealer.

63.

Jeg skal tilføje, således som Kommissionen og CCB har anført i retsmødet, at den omstændighed, at der inden for rammerne af aftalen fra 1999 til forskel fra aftalen fra 1984 sker en overdragelse af ejendomsretten til gademøblerne til fordel for Ville de Bruxelles, ikke i sig selv er afgørende for spørgsmålet om betaling af leje. I den foreliggende sag drejer det sig nemlig ikke om betaling af leje for at leje gademøblerne som sådan, men for at drive standere til reklameformål i det offentlige rum ( 65 ).

64.

Det andet led er rettet mod den appellerede doms præmis 53, 54 og 56 og vedrører den omstændighed, at Retten foretog en urigtig gengivelse af den gældende retlige ordning for så vidt angår fastsættelsen af referenceordningen og afgiftsordningen for driften af de omtvistede anordninger.

65.

Jeg skal indledningsvis nævne, at det, som det allerede var tilfældet for Retten, ikke fremgår klart af den argumentation, som JCDecaux har fremført til støtte for dette andet led, om selskabet rejser tvivl om betragtningerne om forekomsten af en økonomisk fordel eller betragtningerne om foranstaltningens selektive karakter ( 66 ). Hvis det er det andet tilfælde, der er tale om, er det min opfattelse, at konklusionen i den appellerede doms præmis 53, hvorefter JCDecaux’ argumentation skal forkastes, eftersom det, når der er tale om en individuel foranstaltning, giver en formodning for, at den økonomiske fordel er selektiv, er fuldt ud begrundet ( 67 ). I den foreliggende sag er der nemlig tale om en individuel støtte og ikke om en generel støtteordning.

66.

Under alle omstændigheder er jeg af den opfattelse, at JCDecaux ikke har fremlagt nogen oplysninger, hvoraf det klart fremgår, at Retten i de præmisser i den appellerede dom, der anfægtes, gengav indholdet af den relevante nationale ret urigtigt eller foretog konstateringer eller vurderinger, der var i strid med indholdet af denne ret.

67.

Hvad angår den appellerede doms præmis 54 synes det ikke at fremgå af JCDecaux’ argumentation, at selskabet som sådan rejste tvivl om Rettens konstatering af, at de belgiske myndigheder under den administrative procedure ikke havde bestridt, at Ville de Bruxelles’ kommunalafgiftsbekendtgørelser udgjorde referenceafgiftsordningen. Under alle omstændigheder er det min opfattelse, at Retten ved at tiltræde Kommissionens holdning om, at disse kommunalafgiftsbekendtgørelser skulle anvendes som referenceordning, ikke foretog en vurdering, der åbenbart var i strid med indholdet af artikel 170, stk. 4, i den belgiske forfatning. Selv om denne bestemmelse ganske vist anerkender de belgiske kommuners skattemæssige autonomi, således at afgiftsordningen for drift af reklamesøjler kan variere fra kommune til kommune, kan jeg ikke se, hvorledes dette skulle kunne forhindre Kommissionen i kun at tage hensyn til de skattemæssige bestemmelser, der fandt anvendelse på Ville de Bruxelles’ område, for at fastslå, at der forelå en fordel i den foreliggende sag.

68.

Hvad angår det argument, som JCDecaux har udledt af de to domme afsagt af tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles) den 4. november 2016, er jeg enig med Kommissionen i, at Retten i den appellerede doms præmis 63 ikke så bort fra disse domme, men afviste deres relevans for så vidt angik kvalificeringen af den omhandlede foranstaltning som statsstøtte. I disse domme fastslog tribunal de première instance francophone de Bruxelles (den fransksprogede ret i første instans i Bruxelles), at JCDecaux ikke var pligtig at betale den afgift på reklamesøjler, der var fastsat i kommunalafgiftsbekendtgørelserne af 20. december 2010 og af 5. december 2011, eftersom artikel 9, første led, i disse kommunalafgiftsbekendtgørelser fritog de reklamesøjler, der tilhørte Ville de Bruxelles, for denne afgift. De anordninger, der var omfattet af aftalen fra 1999, tilhørte ganske vist Ville de Bruxelles, men det samme var ikke tilfældet for de anordninger, der var omfattet af aftalen fra 1984, som tilhørte JCDecaux. Hvad angår de omtvistede anordninger, som sidstnævnte opretholdt og fortsatte med at drive efter de udløbsdatoer, der er fastsat i bilag 10, tilhørte de fortsat selskabet, men som anført i punkt 60 i dette forslag til afgørelse var driften heraf ikke længere reguleret af aftalen fra 1984. Efter de nævnte udløbsdatoer var de således omfattet af de kommunalafgiftsbekendtgørelser, som Ville de Bruxelles vedtog fra og med 2001. Det kan derfor ikke foreholdes Retten, at den foretog en åbenbart urigtig gengivelse af den gældende nationale lovgivning eller af den nationale retspraksis herom.

69.

Endelig er jeg ligeledes enig med Kommissionen i, at den omstændighed, at CCB i flere år ikke var pålagt at betale en afgift på de reklamesøjler, som selskabet drev på andre kommuners område, er uden betydning for analysen af den fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, som JCDecaux har nydt godt af. Det er med andre ord ikke, fordi CCB i alle tilfælde nød godt af en afgiftsfritagelse i andre kommuner end Ville de Bruxelles, at den afgiftsfritagelse, der blev indrømmet JCDecaux i denne by, ikke skal kvalificeres som statsstøtte. Den omstændighed, at Retten ikke udtrykkeligt behandlede dette spørgsmål i den appellerede dom, er ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller af de gældende retsforskrifter. Den omstændighed, at Retten ikke tog hensyn til dommen af 4. september 2018 fra cour d’appel de Bruxelles (appeldomstolen i Bruxelles), som efter appel blev stadfæstet ved dom afsagt af Cour de cassation (kassationsdomstol) den 1. oktober 2021, kan heller ikke udgøre en sådan urigtig gengivelse, eftersom det ikke fremgår af sagsakterne, at Retten fik kendskab til disse domme under den sag, der verserede for den.

70.

På baggrund af det ovenstående skal det andet appelanbringende efter min opfattelse ligeledes forkastes som ugrundet.

71.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at forkaste appellen i sin helhed og i henhold til artikel 184, stk. 1, i Domstolens procesreglement at tilpligte JCDecaux Street Furniture Belgium at betale Europa-Kommissionens omkostninger. Clear Channel Belgium, som var intervenient i første instans, har deltaget i den mundtlige del af retsforhandlingerne for Domstolen, men har ikke nedlagt påstand om, at JCDecaux tilpligtes at betale omkostningerne. Under disse omstændigheder skal det i overensstemmelse med artikel 184, stk. 4, i Domstolens procesreglement bestemmes, at Clear Channel Belgium bærer sine egne omkostninger i appelsagen.