1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 24, nr. 1), første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ).

2.

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem EM, som er bosiddende i Tyskland, og Roompot Service BV med hjemsted i Nederlandene, som driver en feriepark med ferieudlejningsboliger i denne medlemsstat, om tilbagebetaling af et beløb svarende til den betalte lejepris for brugen af en bungalow i denne park for en kortere periode, med tillæg af renter og omkostninger.

3.

Jeg vil redegøre for grundene til, at jeg principalt er af den opfattelse, at tvisten drejer sig om en blandet aftale, der som følge heraf ikke er omfattet af forordning nr. 1215/2012 i henhold til reglerne om leje af fast ejendom. Subsidiært, hvis Domstolen vurderer, at pågældende aftale falder ind under anvendelsesområdet for denne forordnings artikel 24, nr. 1), første afsnit, er det min vurdering, at det krav, der er fremsat i hovedsagen, hænger sammen med denne aftale og dermed ligeledes vil falde ind under bestemmelsens anvendelsesområde.

4.

Kapitel II i afdeling 6 i forordning nr. 1215/2012 med overskriften »Enekompetence« fastsætter i artikel 24, nr. 1):

»Enekompetente er følgende retter i en medlemsstat uden hensyn til parternes bopæl:

5.

EM, som er bosiddende i Tyskland, reserverede den 23. juni 2020 på webstedet tilhørende Roompot Service ( 3 ), som har hjemsted i Nederlandene, en bungalow i en feriepark »Waterpark Zwartkruis« ( 4 ), som ligger i denne medlemsstat i Noardburgum, for perioden fra den 31. december 2020 til den 4. januar 2021 og for en personkreds på ni personer fra to forskellige husstande.

6.

Reservationen med en pris på 1902,80 EUR, som EM betalte i sin helhed, inkluderede, at sengetøj blev stillet til rådighed, samt slutrengøring.

7.

Waterpark Zwartkruis er en vandpark med feriehuse direkte ned til bredden af en sø, idet hver bolig har egen bådebro. Både og kanoer kan lejes mod en merpris.

8.

Roompot Service meddelte EM pr. e-mail forud for hendes ankomst og på baggrund af hendes forespørgsel, at Waterpark Zwartkruis var åben i reservationsperioden på trods af covid 19-pandemien, men i medfør af den nederlandske lovgivning om infektionsbeskyttelse var det kun muligt at bo sammen med sin familie og maksimalt to personer fra en anden husstand i en bungalow. EM blev endvidere tilbudt at ombooke opholdet til et senere tidspunkt.

9.

EM gennemførte ikke opholdet og gjorde heller ikke brug af tilbuddet om ombookning. Hun blev refunderet et beløb på 300 EUR af Roompot Service.

10.

EM indbragte sagen for Amtsgericht Neuss (byretten i Neuss, Tyskland) med et krav mod Roompot Service om tilbagebetaling af den resterende lejepris på 1602,80 EUR med tillæg af renter og omkostninger. Sidstnævnte har gjort gældende, at tyske domstole ikke har international kompetence. Ved afgørelse af 1. oktober 2021 blev søgsmålet forkastet som ugrundet.

11.

EM ankede sagen til Landgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland), som overvejer spørgsmålet om nederlandske domstoles internationale enekompetence til at træffe afgørelse i hovedsagen i henhold til artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012.

12.

Denne ret har fastslået, at det fremgår af tre relevante afgørelser afsagt af Domstolen om leje af ferieboliger i udlandet, der fortolker artikel 16, stk. 1, i Bruxelleskonventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager ( 5 ), hvis indhold er forblevet uændret og er identisk med indholdet i forordning nr. 1215/2012, dvs. dom af 15. januar 1985, Rösler ( 6 ), af 26. februar 1992, Hacker ( 7 ), og af 27. januar 2000, Dansommer ( 8 ), at disse aftaler principielt hører under retternes enekompetence i det område, hvor ejendommen er beliggende. Der gælder kun en undtagelse, hvis den foreliggende aftale som omhandlet i Domstolens praksis er en blandet aftale, hvorefter der skal præsteres en helhed af ydelser mod en af kunden betalt samlet pris ( 9 ).

13.

Den nævnte ret har på den ene side anført, at de andre ydelser i dette tilfælde er tilbuddet på Roompot Services websted under »oplysninger og rådgivning« med forskellige bungalows med forskelligt udstyr, reservationen af den bookede bungalow udført på EM’s vegne, modtagelsen på stedet og overdragelse af nøgler, at der stilles sengetøj til rådighed, og gennemførelse af en slutrengøring. I henhold til denne rets forståelse af Domstolens praksis skal disse ydelser ud fra en samlet betragtning have en væsentlig betydning, for at aftalen kan karakteriseres som blandet.

14.

I den tyske juridiske litteratur gives der på den anden side udtryk for den opfattelse, at underordnede sekundære ydelser såsom vedligehold eller rengøring af ejendommen, skift af sengetøj eller modtagelse på stedet er af mindre betydning, således at de i hovedsagen omhandlede supplerende ydelser ikke var tilstrækkelige til, at det kan fastslås, at der foreligger en blandet aftale.

15.

Den forelæggende ret har endvidere præciseret, at en anden fortolkning af Domstolens domme er blevet anlagt af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) ( 10 ). På grundlag af Hacker-dommen og Dansommer-dommen lægger denne domstol til grund, at fastlæggelsen af kompetencen på grundlag af artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 alene afhænger af spørgsmålet, om den professionelle rejsearrangør er forpligtet til at stille brugen af en feriebolig til rådighed for en tredjemand. I en sådan situation vil denne bestemmelse ikke finde anvendelse. Hvis rejsearrangøren derimod kun fungerer som mellemmand i lejeaftalen indgået med ejeren, ville den nævnte bestemmelse finde anvendelse.

16.

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt denne fortolkning er forenelig med Domstolens praksis.

17.

Under disse omstændigheder har Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 24, nr. 1), [første afsnit], i forordning […] nr. 1215/2012 fortolkes således, at retterne i den stat, hvor den udlejede ejendom er beliggende, er enekompetente til at pådømme en aftale mellem en privatperson og en professionel udlejer af ferieboliger om overladelse for en begrænset periode af brugen af en bungalow i en feriepark, som drives af udlejeren, idet denne aftale ud over den blotte overladelse af brugen som yderligere ydelser fastsætter en slutrengøring, og at der stilles sengetøj til rådighed, uanset om feriebungalowen ejes af udlejeren eller en tredjemand?«

18.

EM og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

19.

Den forelæggende ret ønsker i det væsentlige oplyst, hvilke kriterier der er relevante at tage i betragtning for at kunne kvalificere en aftale om brug af en bungalow for en kortere periode i en feriepark som en lejeaftale vedrørende fast ejendom som omhandlet i artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012, eller som en blandet aftale, hvorefter der skal præsteres en helhed af ydelser.

20.

Bestemmelserne i denne forordnings artikel 24, nr. 1), første afsnit, svarer til bestemmelserne i artikel 16, nr. 1), senere nr. 1), litra a) ( 11 ), i Bruxelleskonventionen, og artikel 22, nr. 1), første afsnit, i forordning (EF) nr. 44/2001 ( 12 ), således at den fortolkning, som Domstolen har anlagt i sin praksis vedrørende disse sidste bestemmelser, ligeledes gælder for de førstnævnte bestemmelser ( 13 ).

21.

Det skal bemærkes, at følgende fremgår af Domstolens faste praksis:

22.

I overensstemmelse med artikel 25, stk. 4, i forordning nr. 1215/2012 kan denne enekompetence ikke fraviges ved aftale.

23.

Fastlæggelsen af nationale retsinstansers kompetence om udlejning af ferieboliger har været genstand for tre domme afsagt af Domstolen, dvs. Rösler-dommen, Hacker-dommen og Dansommer-dommen ( 15 ), og to lovændringer ( 16 ). Disse har skabt en undtagelse til den enekompetence, som er fastsat i artikel 24, nr. 1), første afsnit, i denne forordning, når de to parter i retssagen har bopæl i samme medlemsstat ( 17 ). Dog henledes opmærksomheden på, at lovændringen, som indførte andet afsnit i artikel 24, nr. 1), i førnævnte forordning, ikke helt er i overensstemmelse med den begrundelse for retsprincippet, som Domstolen har søgt at fastlægge, for så vidt angår udlejning af boliger, og som også nævnes i punkt 21 i dette forslag til afgørelse ( 18 ).

24.

Der er tale om en ordning, som har været gældende i næsten 20 år for turistudlejning for en kortere periode, uden at der indtil videre er opstået nye fortolkningsvanskeligheder, som Domstolen har kendskab til, i de nationale retsinstanser.

25.

Det følger af denne praksis fra Domstolen, at anvendelsen af artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 forudsætter, at to betingelser skal være opfyldt. For det første skal tvisten handle om udlejning af fast ejendom i denne bestemmelses forstand. Såfremt dette er tilfældet, skal aftalens rettigheder og forpligtelser for det andet være genstand for tvisten. Hvis den første betingelse ikke er opfyldt, er det ufornødent at undersøge den anden.

26.

Det følger af Domstolens to seneste domme, Hacker-dommen og Dansommer-dommen, at kvalifikationen som lejeaftale kræver, at der ikke foreligger accessoriske ydelser til hovedforpligtelsen vedrørende brug af en feriebolig ( 19 ).

27.

Den forelæggende rets spørgsmål udspringer af vurderingen af aftaleforholdene i hovedsagen sammenlignet med de vurderinger, som er anført i Hacker-dommen. De er i Dansommer-dommens præmis 31 affattet således: »Den aftale, der var tale om i [den sag, der gav anledning til Hacker-dommen], var indgået mellem en professionel rejsearrangør og dennes kunde på det sted, hvor de havde henholdsvis hjemsted og bopæl, og selv om den angik en ydelse, der bestod i en korterevarende overladelse af brugen af en feriebolig, omfattede den også andre ydelser, som. f.eks. oplysninger og rådgivning i forbindelse med, at rejsearrangøren forelagde kunden en række ferietilbud, foruden reservation af en bolig i det af kunden valgte tidsrum, pladsreservation med henblik på befordring, modtagelse på stedet og i givet fald en afbestillingsforsikring (jf. Hacker-dommen, præmis 14).«

28.

Efter min opfattelse følger det af disse to domme, at retten med henblik på at træffe afgørelse om sin kompetence skal vurdere aftaleforholdet i sin helhed og sammenhæng for at kunne afgøre, om aftalens eneste formål er brugen af boligen eller tilsagn om at stille boligen til rådighed for personen sammen med ydelser, som er specifikke for et ferieophold ( 20 ). Efter min mening kan tjenesteydelser, som rengøring, forsyning af sengetøj, som f.eks. kan være forsynet i enhver lejet ejendom af en privatperson eller en erhvervsdrivende, ikke have indvirkning på kvalifikationen på aftalen, såfremt de er accessoriske i forhold til benyttelsen af ejendommen.

29.

Det samme gælder angående spørgsmålet, om ferieboligen har været lejet ud direkte af ejeren eller i dennes navn. Efter min opfattelse har Domstolen ikke i Dansommer-dommen haft til hensigt at ændre betingelserne for at fastlægge den internationale kompetence ( 21 ). En aftaleretlig forpligtelse, hvis formål er benyttelse af fast ejendom er tilstrækkeligt ( 22 ). Der er netop en formodning om, at udlejeren er bemyndiget hertil. Det bør ikke påhvile lejeren af en feriebolig at kontrollere, hvem der ejer boligen, særligt ikke hvis vedkommende beslutter sig for at anlægge søgsmål.

30.

Derimod har tilrådighedsstillelsen af indkvartering i forbindelse med et organiseret ophold ( 23 ) på et sted, som er særligt indrettet til ferier som Waterpark Zwartkruis, som Roompot Service driver ( 24 ), særlige karakteristika, som såfremt de af den forelæggende ret anses at foreligge, efter min mening berettiger, at aftalen kan kvalificeres som en »blandet aftale«.

31.

For det første skal det undersøges, på hvilket grundlag aftaleforholdet er indgået. I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret hverken anført, at der eksisterer en lejeaftale, som ville være aftalt skriftligt ved indkvartering i et individuelt hus ( 25 ), eller om aftalens indhold, herunder hvad angår betingelser for udbetaling af den fulde pris. Det er nærmere bestemt ikke præciseret, om genstanden for reservationen var en forudbestemt bungalow ( 26 ). I en park med bygninger, som består af standardiserede indkvarteringsfaciliteter, der udgør en homogen enhed, og som i dette tilfælde har bygninger til kollektiv brug, fremstår det således, at parkoperatøren, der ofte fremstår som kontaktperson for klager, er ansvarlig for tilsagn vedrørende benyttelse af møblerede boliger ligesom i et hotelkompleks.

32.

For det andet skal det bemærkes, at denne form for ferieopholdspakke er udformet under hensyntagen til tilbuddet om tilrettelæggelse af opholdet i sin helhed. I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret fastslået, at den lejede bolig er beliggende i en vandpark, hvis indretning netop har til formål at forsyne personer, der bor på stedet, med ydelser i forbindelse med fritidsaktiviteter ( 27 ). Som følge heraf kan det udledes, at gæsten ligeledes kan forvente et vist niveau af komfort og rådgivning, hvilket også bliver fremhævet ved reservationen af en sådan indkvartering. I denne forbindelse er det efter min opfattelse afgørende, at arrangøren af ophold i en feriepark kvalificeres som professionel ( 28 ), samt at det eventuelt kan konstateres, at udbuddet af boliger er til rådighed hele året rundt uden tidsbegrænsning; disse kriterier gør det muligt at skelne denne type ophold fra sæsonleje.

33.

For det tredje er den samlede pris for opholdet ( 29 ) ligeledes et element, som skal indgå i vurderingen. Jeg mener netop, at det er nødvendigt at vide, om prisen omfatter flere ydelser eller udbud af tjenesteydelser i en sådan feriepark under hensyn til deres kvalitet og betydning, hvilket kan retfærdiggøre, at denne pris ikke hænger direkte sammen med prisen for leje af en enkelt bolig på det lokale lejemarked for private ferieboliger ( 30 ), men i højere grad fastsættes på grundlag af et standardiseret komfortniveau som på et hotel. Opholdet vil således ikke være underlagt bindende regler, der er sammenlignelige med de regler, som gælder for lejemål.

34.

Dermed er det min opfattelse, at det påhviler den nationale ret at undersøge de samlede aftalevilkår og de særlige forhold, der gør sig gældende vedrørende tilbuddet om ophold for en kortere periode i en feriepark, såsom – i den foreliggende sag – Waterpark Zwartkruis. Den forelæggende rets undersøgelse af en række omstændigheder vedrørende ydelser leveret af operatøren af en feriepark, der betegnes som »professionel udlejer af ferieboliger«, gør det muligt at overskride de grænser, der er fastsat i en kasuistisk analyse som den, der er genstand for Domstolens vurdering, eller som diskuteres i retslitteraturen ( 31 ). Desuden sikrer den tilstrækkelig forudsigelighed.

35.

En sådan tilgang er ligeledes tilpasset den mangfoldighed af udbud af turistindkvartering, som har udviklet sig i mange medlemsstater ( 32 ). Jeg bemærker i denne forbindelse, at det kommer til udtryk i det franske sprogs terminologi på dette område. F.eks. skelnes der mellem forlystelsesparker, ferieboliger og feriebyer, afhængigt af type af indkvartering eller turistudlejning, såsom hus, lejlighed, bungalow, mobile fritidsboliger, lettere fritidsboliger, og hvilke typer af ydelser der ydes i forbindelse med fritidsaktiviteterne.

36.

Desuden er adgangen til disse mange forskellige tilbud nu vokset betydeligt som følge af den stigende brug af reservationer på websteder ( 33 ). Endelig skal der tages hensyn til, at siden Domstolen har afsagt Rösler-dommen, Hacker-dommen og Dansommer-dommen, er der sket en markant udvikling i EU-lovgivning og retspraksis om forbrugerbeskyttelse ( 34 ), især på ferieområdet ( 35 ). I national ret er der ligeledes blevet vedtaget særlige juridiske ordninger for turistindkvartering ( 36 ).

37.

I forbindelse med leje af boliger i en feriepark forekommer begrundelsen for medlemsstaternes enekompetence på stedet for en ejendom, hvis brugsret er afstået for en kortere periode ( 37 ), mig således ikke relevant, hvilket taler for at give den forelæggende ret en besvarelse i overensstemmelse med en streng fortolkning af artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 ( 38 ).

38.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen som i Hacker-dommen bestemmer, at artikel 24, nr. 1), første afsnit, i denne forordning ikke finder anvendelse på en professionel rejsearrangørs tilrådighedsstillelse af en bolig i en feriepark til privat brug for en kortere periode, idet aftaleforholdet skal kvalificeres som en »blandet aftale« som omhandlet i denne retspraksis.

39.

Hvis Domstolen skulle anse aftalen for udelukkende at vedrøre leje af en feriebolig som i Dansommer-dommen, skal EM’s krav, som den forelæggende ret behandler, analyseres.

40.

EM’s krav udspringer af den omstændighed, at hun i midten af juni 2020 havde reserveret en bolig til mere end to husstande med i alt ni personer, men at hun kun fik tilladelse til at opholde sig i boligen fra den 31. december 2020 med sin familie og to personer fra en anden husstand ( 39 ). Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at EM har gjort krav på tilbagebetaling af »resten af huslejen«, efter at Roompot Service har tilbagebetalt en del af »lejen« ( 40 ).

41.

I dette tilfælde henviser udtrykket »leje« til prisen for det ophold, der var betalt fuldt ud. Det er ikke nærmere angivet, om prisen dækkede særlige omkostninger, som ikke direkte hang sammen med brugen af boligen, f.eks. reservationsgebyr, hvilket den delvise tilbagebetaling til EM kunne give grund til at antage ( 41 ).

42.

I tilfælde af krav, der som genstand har betaling af leje som modydelse for brugsretten til en fast ejendom, har Domstolen fastslået, at enekompetencen med hensyn til leje af fast ejendom finder anvendelse, når tvistens genstand direkte hænger sammen med brugen af den lejede ejendom ( 42 ).

43.

Inden for rammerne af denne retlige ordning bør der lægges særlig vægt på to omstændigheder i den foreliggende sag. For det første er det ikke min opfattelse, at den manglende brug af den lejede faste ejendom kan ændre EM’s krav. Denne omstændighed fritager ikke vedkommende fra sine gensidige forpligtelser over for Roompot Service. For det andet bør ændringen af vilkårene for udlejning af ejendommen analyseres som en manglende overholdelse af Roompot Services kontraktlige forpligtelser, selv om den kan være berettiget på grund af de restriktioner, der blev pålagt i forbindelse med bekæmpelsen af covid-19-pandemien ( 43 ).

44.

Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at tvistens genstand i hovedsagen hører under retternes enekompetence i den medlemsstat, hvor den lejede bolig er beliggende. Det kunne kun forholde sig anderledes, såfremt EM havde gjort krav på erstatning svarende til det opkrævede beløb for et tab, som indirekte hang sammen med brugen af den lejede bolig ( 44 ).

45.

Hvis Domstolen derfor subsidiært skulle fastslå, at aftalen mellem EM og Roompot Service vedrører afståelse af brugsretten til en feriebolig, vurderer jeg, at reglen om enekompetence i medfør af artikel 24, nr. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 også finder anvendelse, med den begrundelse, at tvisten vedrører de rettigheder og forpligtelser, som følger af en sådan aftale.

46.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af Landgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 24, nr. 1), første afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område,

skal fortolkes således, at

principalt falder en aftale, hvorved en feriebolig stilles til rådighed af en professionel rejsearrangør i en kortere periode i en feriepark til personlig brug, ikke inden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Subsidiært falder kravet om tilbagebetaling af en del af den pris, der er betalt, som følge af en ændring foretaget af en af parterne af betingelserne i aftalen om leje af en feriebolig, inden for anvendelsesområdet.«