1.

De fælles procedureregler for tildeling af international beskyttelse, der er fastsat i direktiv 2013/32/EU ( 2 ), gør det muligt at foretage en særlig behandling af ansøgninger fra personer, som i korte træk er statsborgere i et land, der er blevet udpeget som et »sikkert oprindelsesland«. Denne udpegelse har vigtige retlige konsekvenser, der begrænser betingelserne for, hvordan sådanne ansøgninger behandles.

2.

Der findes endnu ingen fælles liste over sikre oprindelseslande på EU-plan. Direktiv 2013/32 tillader derimod medlemsstaterne at opstille sådanne lister til nationale formål. Selv om begrebet »sikkert oprindelsesland« anvendes i en lang række medlemsstater (19), gælder det ikke for alle medlemsstater ( 3 ). Dette begreb har faktisk også givet anledning til kritik.

3.

Den Tjekkiske Republiks liste omfatter Moldova.

4.

Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno, Den Tjekkiske Republik), der er den forelæggende ret, er i en sag anlagt til prøvelse af denne afgørelse i tvivl om, hvordan begrebet sikkert oprindelsesland skal forstås i lyset af følgende omstændigheder.

5.

For det første er Den Tjekkiske Republiks klassificering af Moldova som et sikkert oprindelsesland (eller denne var tilsyneladende på det relevante tidspunkt) undergivet en territorial undtagelse for Transnistrien, som er en region i den østlige del af landet, der støder op til den ukrainske grænse. Det fremgår af sagsakterne, at denne undtagelse blev indført, fordi det ikke var muligt for Moldova at udøve myndighed inden for denne region.

6.

For det andet benyttede Moldova, der er kontraherende part i den europæiske menneskerettighedskonvention (herefter »EMRK«) ( 4 ), sig i 2022 af konventionens artikel 15, som gør det muligt at fravige de forpligtelser, der er fastsat i dette instrument, under krig eller anden offentlig faretilstand.

7.

Den forelæggende ret ønsker på denne baggrund oplyst, om den omstændighed, at et land har anvendt bestemmelserne i EMRK’s artikel 15, indebærer, at det ikke længere kan betragtes som et sikkert oprindelsesland som omhandlet i direktiv 2013/32. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om dette direktiv er til hinder for, at medlemsstaterne kun udpeger et land som et delvist sikkert oprindelsesland med en territorial undtagelse. Såfremt det følger af prøvelsen af et af disse spørgsmål, at EU-retten er til hinder for, at Moldova klassificeres som et sikkert oprindelsesland, ønsker den forelæggende ret endelig oplyst, om Moldova i henhold til direktiv 2013/32 skal rejse dette spørgsmål ex officio.

8.

EMRK’s artikel 15 bestemmer:

»1.   Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan en høj kontraherende part træffe forholdsregler, der fraviger dens forpligtelser ifølge [EMRK], i det omfang det er strengt påkrævet af situationen, og forudsat at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.

2.   Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra artikel 2, undtagen ved død som følge af lovlige krigshandlinger, eller fra artiklerne 3, 4, stk. 1, og 7.

3.   Enhver stat, som benytter sig af denne ret til fravigelse, skal holde Europarådets generalsekretær fuldt underrettet om de forholdsregler, som den har taget, og om grundene dertil. Den skal også underrette Europarådets generalsekretær, når sådanne forholdsregler er ophørt [med] at virke, og konventionens bestemmelser igen er fuldt ud i kraft.«

9.

Den eneste artikel i protokol nr. 24 bestemmer:

»På grund af niveauet for beskyttelse af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i medlemsstaterne i Den Europæiske Union anses medlemsstaterne [for] sikre oprindelseslande i relation til hinanden i alle retlige og praktiske spørgsmål i forbindelse med asyl. En ansøgning om asyl, der indgives af en statsborger i en medlemsstat, kan derfor kun tages i betragtning eller antages til behandling i en anden medlemsstat i følgende tilfælde:

[…]«

10.

Artikel 31 i direktiv 2013/32 med overskriften »Behandlingsprocedure« bestemmer:

»1.   Den behandlingsprocedure, medlemsstaterne anvender i forbindelse med behandling af ansøgninger om international beskyttelse, skal være i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at undersøgelsesproceduren bliver så kort som muligt, dog således at det ikke sker på bekostning af en korrekt og komplet sagsbehandling.

[…]

8.   Medlemsstaterne kan fastsætte, at en behandlingsprocedure i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II fremskyndes og/eller foretages ved grænsen eller i transitområder i overensstemmelse med artikel 43, såfremt:

[…]

[…]«

11.

Artikel 32 i direktiv 2013/32 med overskriften »Grundløse ansøgninger« bestemmer:

»[…]

2.   I tilfælde af grundløse ansøgninger, hvor en hvilken som helst af de omstændigheder, der er nævnt i artikel 31, stk. 8, gør sig gældende, kan medlemsstaterne også betragte en ansøgning, hvis defineret således i national lovgivning, [som] åbenbart grundløs.«

12.

Artikel 36 i direktiv 2013/32 med overskriften »Begrebet sikkert oprindelsesland« bestemmer:

»1.   Et tredjeland udpeget som sikkert oprindelsesland i overensstemmelse med dette direktiv kan efter en individuel behandling af ansøgningen kun betragtes som et sikkert oprindelsesland for en bestemt ansøger, såfremt

og ikke har anført nogen væsentlige argumenter, der giver anledning til at antage, at det ikke er et sikkert oprindelsesland, under hensyn til vedkommendes særlige situation med hensyn til opnåelse af status som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU[ ( 6 )].

2.   Medlemsstaterne fastsætter i deres nationale lovgivning yderligere regler og bestemmelser for anvendelsen af begrebet sikkert oprindelsesland.«

13.

Artikel 37 i direktiv 2013/32 med overskriften »National udpegelse af tredjelande som sikre oprindelseslande« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med bilag I i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse opretholde eller indføre ny lovgivning, der gør det muligt at udpege sikre oprindelseslande.

2.   Medlemsstaterne overvåger løbende situationen i de tredjelande, der er udpeget som sikre oprindelseslande i overensstemmelse med denne artikel.

3.   Vurderingen af, om et land er et sikkert oprindelsesland i overensstemmelse med denne artikel[,] bygger på en række informationskilder, herunder især oplysninger fra andre medlemsstater, EASO, UNHCR, Europarådet og andre relevante internationale organisationer.

4.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de lande, der er udpeget som sikre oprindelseslande i overensstemmelse med denne artikel.«

14.

Artikel 46 i direktiv 2013/32 med overskriften »Retten til effektive retsmidler« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med følgende:

3.   For at efterkomme stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at effektive retsmidler omfatter en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], i det mindste i klageprocedurer ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans.

4.   Medlemsstaterne fastsætter rimelige tidsfrister og andre nødvendige bestemmelser for at ansøgeren kan udøve sin til et effektivt retsmiddel som omhandlet i stk. 1. Tidsfristerne må ikke gøre udøvelse af denne ret umulig eller urimeligt vanskelig.

Medlemsstaterne kan også træffe bestemmelser om ex officio-prøvelse af afgørelser, der er truffet i henhold til artikel 43.

5.   Med forbehold af stk. 6 tillader medlemsstaterne, at ansøgerne forbliver på området, indtil fristen for at udøve retten til et effektivt retsmiddel er udløbet, og, såfremt ansøgeren har udøvet denne ret inden udløbet af fristen, indtil behandlingen af sagen er afsluttet.

6.   I tilfælde af at der træffes en afgørelse

[…]

har en domstol eller et domstolslignende organ beføjelse til, enten efter anmodning fra den berørte ansøger eller ex officio, at afgøre, om ansøgeren kan forblive på medlemsstatens område, såfremt udfaldet af en sådan afgørelse er, at ansøgeren fratages retten til at forblive i medlemsstaten, og hvor retten i sådanne tilfælde til at forblive i medlemsstaten, indtil sagen er afgjort, ikke er omhandlet i national ret.

[…]«

15.

Bilag I til direktiv 2013/32 med overskriften »Udpegelse af sikre oprindelseslande som omhandlet i artikel 37, stk. 1« bestemmer:

»Et land betragtes som et sikkert oprindelsesland, hvis det på grundlag af de retlige forhold, anvendelsen af lovgivningen inden for rammerne af et demokratisk system og de generelle politiske omstændigheder kan påvises, at der generelt og til stadighed ikke sker forfølgelse, som defineret i artikel 9 i [direktiv 2011/95], ingen tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og ingen trussel om vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt.

Ved denne vurdering skal der [bl.a.] tages hensyn til, i hvilket omfang der ydes beskyttelse mod forfølgelse og mishandling i henhold til:

16.

§ 2, stk. 1, litra k), i zákon č. 325/1999 Sb., o azylu (lov nr. 325/1999 om asyl, herefter »asylloven«) bestemmer:

»I denne lov forstås ved […] »sikkert oprindelsesland« den stat, hvori udlændingen er statsborger, eller for så vidt angår en statsløs den stat, hvor den pågældende senest har haft fast bopæl

1) hvor der generelt og til stadighed ikke sker forfølgelse, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og hvor der ikke er nogen trussel om vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt

2) som hverken dens statsborgere eller statsløse har forladt af de grunde, der er anført [i asyllovens] § 12 eller § 14, litra a)

3) som har ratificeret og overholder internationale traktater om menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder standarderne vedrørende effektive retsmidler, og

4) som gør det muligt for retlige enheder at overvåge situationen med hensyn til overholdelse af menneskerettigheder […]«

17.

Ifølge forelæggelsesafgørelsen bestemte § 2 i vyhláška č. 328/2015 Sb., kterou se provádí zákon o azylu a zákon o dočasné ochraně cizinců (dekret nr. 328/2015 om gennemførelse af asylloven og lov om midlertidig beskyttelse af udlændinge, herefter »dekret nr. 328/2015«) på det relevante tidspunkt, at Den Tjekkiske Republik anså Moldova for at være et sikkert oprindelsesland, dog med undtagelse af Transnistrien ( 7 ).

18.

I henhold til asyllovens § 16, stk. 2 og 3, vil ansøgninger om tildeling af international beskyttelse ligeledes blive afvist som åbenbart grundløse, hvis ansøgeren kommer fra et land, som Den Tjekkiske Republik anser for at være et sikkert oprindelsesland, medmindre ansøgeren beviser, at dette land i det konkrete tilfælde ikke kan betragtes som et sådant land. Hvis betingelserne for en sådan afvisning er opfyldt, vurderes det ikke, om ansøgeren opfylder betingelserne for at blive meddelt asyl eller subsidiær beskyttelse, og om ansøgeren har henvist til omstændigheder, der tyder på, at vedkommende kan være i risiko for forfølgelse eller risikerer alvorlig overlast.

19.

I henhold til asyllovens § 32, stk. 2, har indgivelse af klage over en afgørelse truffet efter asyllovens artikel 16, stk. 2, ikke opsættende virkning ( 8 ).

20.

Ifølge § 73, stk. 2, i zákon č. 150/2002 Sb., soudní řád správní (lov nr. 150/2002 om forvaltningsretspleje, herefter »forvaltningsretsplejeloven«), skal retten imidlertid efter anmodning fra sagsøgeren og efter at have hørt sagsøgte ved kendelse tillægge søgsmålet opsættende virkning, hvis fuldbyrdelsen eller andre retsvirkninger af afgørelsen vil være til uforholdsmæssigt større skade for sagsøgeren, end tilkendelse af opsættende virkning kan være for tredjeparter, forudsat at dette ikke er i strid med en vigtig samfundsinteresse.

21.

I henhold til forvaltningsretsplejelovens § 75, stk. 2, »undersøger retten de omtvistede punkter i afgørelsen inden for rammerne af de fremsatte anbringender«.

22.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Moldova i januar 2022 erklærede undtagelsestilstand som følge af en energikrise, og at Moldova den 24. februar 2022 efter Ruslands invasion af Ukraine erklærede undtagelses- og krigstilstand. Det angives ligeledes i forelæggelsesafgørelsen, at Moldova den 25. februar 2022 meddelte Europarådet, at landet påberåbte sig EMRK’s artikel 15.

23.

Den 9. februar 2022 indgav CV en ansøgning om international beskyttelse i Den Tjekkiske Republik. I ansøgningen hævdede han, at han havde været vidne til en hændelse, hvor føreren af et køretøj var kørt op på fortovet og havde kørt en fodgænger ned. Føreren af køretøjet flygtede fra stedet. Samme nat opsøgte et antal ukendte personer CV på hans bopæl, hvorefter de tog ham med ud i skoven og overfaldt ham. CV slap væk og skjulte sig. Efter to dage vendte han tilbage til sit hjem og opdagede, at det var brændt ned. Han flygtede kort efter fra Moldova og rejste ind i Den Tjekkiske Republik ved hjælp af et falsk rumænsk pas. CV anførte ligeledes, at det moldoviske politi angiveligt aldrig har identificeret gerningsmændene til den hævdede hændelse, og at han er bange for at vende tilbage til Moldova, fordi han frygter at lide overlast både fra sine overfaldsmænd og på grund af den russiske invasion af Ukraine.

24.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at CV vendte tilbage til Moldova i 2016 og igen i 2019, inden han indgav sin ansøgning om international beskyttelse, og at han forsøgte ikke at vække opmærksomhed og derfor kun fortalte sine fætre om besøgene. CV oplyste, at han i 2016 var blevet pålagt administrativ udvisning i to år, fordi han var blevet ansat på grundlag af et falsk rumænsk pas. I 2020 modtog han desuden en udrejseordre, der blev genudstedt den 23. januar 2022. Han forklarede, at han ansøgt om international beskyttelse tidligere, fordi han ikke forstod mekanismen.

25.

Ministeriet afviste den 8. marts 2022 hans ansøgning om international beskyttelse som åbenbart grundløs i henhold til asyllovens § 16, stk. 2. Ministeriet baserede denne afgørelse på oplysninger om den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Moldova (som ministeriet ifølge forelæggelsesafgørelsen havde hentet i to dokumenter fra midten af 2021 ( 9 ) og i sin egen rapport fra januar 2022) og på den omstændighed, at Den Tjekkiske Republik i henhold til dekret nr. 328/2015 anså Moldova, med undtagelse af Transnistrien, for at være et sikkert oprindelsesland ( 10 ).

26.

Det fremgår ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at en ansøger om international beskyttelse fra et sikkert oprindelsesland ifølge ministeriet har en større bevisbyrde og skal godtgøre, at dette land ikke er sikkert i ansøgerens individuelle situation. Ministeriet lagde til grund, at CV havde undladt at løfte denne bevisbyrde, og tog af denne grund ikke stilling til, om han var berettiget til asyl eller international beskyttelse. Ministeriet fastslog nærmere bestemt, at CV af flere grunde havde undladt at løfte den nødvendige bevisbyrde.

27.

For det første var der på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om afslag intet, der tydede på, at konflikten i Ukraine ville sprede sig til Moldova. For det andet erkendte ministeriet, at selv om der forekommer grundlæggende mangler med hensyn til overholdelsen af retsstatsprincippet i Moldova, navnlig hvad angår retsvæsenet, og selv om modstanderne af det politiske system, deres advokater og aktivister risikerer forfølgelse som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2011/95, havde ansøgeren ikke gjort gældende, at han tilhørte en af disse grupper. For det tredje anførte ministeriet, at ansøgeren kunne have ansøgt de moldoviske myndigheder om beskyttelse, men at han ikke havde forsøgt at gøre det. For det fjerde anførte ministeriet, at CV at dømme efter samtlige faktiske omstændigheder kun havde ansøgt om international beskyttelse for at lovliggøre sit ophold i Den Tjekkiske Republik.

28.

CV har anlagt sag ved Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno).

29.

Den 9. maj 2022 har den forelæggende ret efter anmodning fra CV udsat fuldbyrdelsen af ministeriets afgørelse med støtte i CV’s argument om, at hvis han vender tilbage til Moldova, vil han risikere at lide alvorlig overlast fra sine overfaldsmænd. Den forelæggende ret har ligeledes taget hensyn til, at den transnistriske separatisthær den 8. maj 2022 gjorde sig klar til en konflikt. Retten har endvidere lagt til grund, at Moldova den 28. april 2022 meddelte Europarådet, at landet på grund af krigen i Ukraine forlængede både fravigelsen af sine forpligtelser i henhold til EMRK’s artikel 15 og undtagelsestilstanden indtil den 23. juni 2022.

30.

Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno) har under disse omstændigheder med henvisning til, at CV’s udsigt til at få medhold afhænger af fortolkningen af begrebet sikkert oprindelsesland som omhandlet i direktiv 2013/32, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31.

Den tjekkiske, den tyske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Den tjekkiske og den nederlandske regering samt Kommissionen afgav mundtlige indlæg og besvarede spørgsmål fra Domstolen i retsmødet den 6. juni 2023.

32.

For at kunne behandle de forelagte spørgsmål vil jeg først forklare, at Domstolens svar på trods af visse hændelser, der synes at være indtruffet efter indgivelsen af den foreliggende forelæggelsesafgørelse, stadig er relevant for afgørelsen af den sag, der verserer for den forelæggende ret (afsnit A). Jeg vil dernæst fremsætte en række indledende bemærkninger om begrebet sikkert oprindelsesland (afsnit B). Som svar på det første spørgsmål vil jeg forklare, at den omstændighed alene, at et land har påberåbt sig EMRK’s artikel 15, ikke er til hinder for, at det klassificeres som et sikkert oprindelsesland som omhandlet i direktiv 2013/32 (afsnit C). Som svar på det andet spørgsmål vil jeg anføre, hvorfor jeg har konkluderet, at direktiv 2013/32 kun giver medlemsstaterne mulighed for at udpege et land som sikkert oprindelsesland på grundlag af hele dets område (afsnit D). Jeg vil endelig undersøge det tredje præjudicielle spørgsmål og angive, at direktiv 2013/32 kræver, at en national ret ex officio tager stilling til, om det er uforeneligt med direktiv 2013/32 at udpege et land som sikkert oprindelsesland (afsnit E).

33.

Det bør på den ene side påpeges, at det første spørgsmål vedrører de konsekvenser, som et tredjelands afgørelse om at påberåbe sig EMRK’s artikel 15 har for en medlemsstats mulighed for fortsat at betegne dette land som et sikkert oprindelsesland som omhandlet i direktiv 2013/32. Det fremgår af nedenstående detaljerede gennemgang af den ordning, der er forbundet med EMRK’s artikel 15, at Moldova den 11. april 2024 meddelte Europarådet, at denne ordning var blevet bragt til ophør den 31. december 2023 ( 11 ).

34.

På den anden side vedrører det andet spørgsmål en medlemsstats mulighed for at udpege et tredjeland som et sikkert oprindelsesland med en territorial undtagelse. Jeg har i denne henseende allerede anført, at den territoriale undtagelse, der er omhandlet i hovedsagen, angiveligt blev afskaffet med virkning fra den 1.10.2023 ( 12 ). Fra denne dato synes Den Tjekkiske Republik at have betragtet Moldova som et sikkert oprindelsesland i dets helhed.

35.

Det tredje spørgsmål er endelig forbundet med, og dets relevans afhænger af, hvordan det første og det andet spørgsmål besvares.

36.

Det følger i det væsentlige af forelæggelsesafgørelsen, at såfremt Domstolen fastslår, at påberåbelsen af EMRK’s artikel 15 eller den omhandlede territoriale undtagelses eksistens er til hinder for, at Moldova udpeges som sikkert oprindelsesland, medfører dette, at CV’s ansøgning ikke skulle have været behandlet efter den særlige undersøgelsesordning, der er forbundet med begrebet sikkert oprindelsesland.

37.

Denne forklaring skal naturligvis ses i lyset af den retlige situation, der forelå, da forelæggelsesafgørelsen blev vedtaget. I betragtning af de ovennævnte hændelser er jeg ikke sikker på, hvilke præcise konsekvenser behandlingen af de problemstillinger, der er rejst i forbindelse med det første og det andet spørgsmål, vil have for hovedsagen, hvis Domstolen besvarer det ene af eller begge disse spørgsmål på den nævnte måde.

38.

Det er imidlertid ikke min opfattelse, at dette gør Domstolens besvarelse af de forelagte spørgsmål åbenbart irrelevant ( 13 ). Hvis Domstolen rent faktisk drager en af de ovenfor anførte konklusioner, kan dette nemlig, som jeg har forstået det, have proceduremæssige konsekvenser for, hvordan CV’s ansøgning skal behandles, når sagen ved den forelæggende ret genoptages. Det tilkommer desuden den forelæggende ret at bekræfte de hændelser, som jeg i korte træk har beskrevet ovenfor.

39.

Jeg antager derfor, at Domstolens besvarelse af de forelagte spørgsmål fortsat er relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

40.

Begrebet »sikkert oprindelsesland« indgår i en større kategori af beslægtede begreber såsom »første asylland«, »sikkert tredjeland« og »europæisk sikkert tredjeland«, som medlemsstaterne har mulighed for at anvende i asylprocedurer baseret på direktiv 2013/32 for i det væsentlige at gøre processen mere effektiv. De indebærer alle indfører en vis fravigelse af de overordnede regler, der ellers gælder for behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, men deres retlige konsekvenser er forskellige ( 14 ).

41.

Disse begreber er siden deres fremkomst i 1990’erne (og deres efterfølgende hurtige udbredelse inden for de nationale retssystemer) ( 15 ) blevet kritiseret for at kunne medføre en begrænsning af den ret, som ansøgere om international beskyttelse har til en korrekt behandling af deres situation. De er samtidig, såfremt de ledsages af passende garantier, ligeledes blevet anerkendt som redskaber til at fremskynde behandlingen af (det stigende antal) ansøgninger om international beskyttelse, eftersom de gør det muligt for staten at koncentrere sine ressourcer om at behandle ansøgninger fra oprindelseslande for asylansøgere, hvis ansøgninger overvejende er begrundede ( 16 ).

42.

Den foreliggende sag vedrører undersøgelsesordningen i tilknytning til begrebet sikkert oprindelsesland, som er reguleret ved artikel 36 og 37 i samt bilag I til direktiv 2013/32, og som i modsætning til de øvrige ovennævnte begreber ikke fritager de kompetente myndigheder fra forpligtelsen til at undersøge, om en ansøgning om international beskyttelse er begrundet.

43.

De grundlæggende træk ved dette begreb og de retlige konsekvenser, som det har, beskrives i det følgende.

44.

For det første følger det af den fælles definition af det omhandlede begreb, at et tredjeland kan udpeges som sikkert oprindelsesland, hvis »det på grundlag af de retlige forhold, anvendelsen af lovgivningen inden for rammerne af et demokratisk system og de generelle politiske omstændigheder kan påvises, at der generelt og til stadighed ikke sker forfølgelse, som defineret i artikel 9 i direktiv [2011/95], ingen tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og ingen trussel om vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt« ( 17 ).

45.

For det andet kan medlemsstaterne i henhold til artikel 37 i direktiv 2013/32 udpege tredjelande som sikre oprindelseslande, hvilket som regel sker ved hjælp af nationale lister, der opstilles til dette formål ( 18 ). Dette direktiv overtog således ikke idéen om en fælles liste, som indgik i direktiv 2005/85 ( 19 ) (den retlige forgænger for det nuværende direktiv), men ikke blev realiseret inden for rammerne af dette direktiv, og Domstolen annullerede i øvrigt den relevante del af direktivet af institutionelle grunde ( 20 ).

46.

For det tredje skal medlemsstaterne imidlertid, når de beslutter at anvende begrebet sikkert oprindelsesland, overholde den fælles definition heraf, der er nævnt i punkt 44 ovenfor. De er derfor nødt til at sikre sig, at der ikke foreligger en af de deri anførte risici, ved at tage hensyn til en række faktorer, der er opregnet på ikke-udtømmende vis i bilag I til direktiv 2013/32, heriblandt »a) [de] relevante love og administrative bestemmelser og deres anvendelse i praksis, b) respekt for de rettigheder og frihedsrettigheder, der er fastsat i [EMRK] og/eller den internationale konvention om civile og politiske rettigheder og/eller FN’s konvention mod tortur, herunder navnlig de rettigheder, der ikke kan fraviges i henhold til [EMRK’s] artikel 15, stk. 2 […], c) overholdelse af non-refoulement-princippet i overensstemmelse med Genèvekonventionen [ ( 21 )] [og] d) effektive retsmidler mod krænkelser af disse rettigheder og frihedsrettigheder«.

47.

Medlemsstaterne skal desuden overholde visse proceduremæssige forpligtelser, herunder forpligtelsen til at underrette Kommissionen om nationale udpegelser og forpligtelsen til løbende at overvåge situationen »[baseret] på en række informationskilder, herunder især oplysninger fra andre medlemsstater, [EUAA ( 22 )], UNHCR, Europarådet og andre relevante internationale organisationer« ( 23 ).

48.

Sidst, men ikke mindst, har udpegelsen af et land som sikkert oprindelsesland betydelige konsekvenser for ansøgere fra disse lande.

49.

For det første udløser en sådan udpegelse, som Domstolen har forklaret, »en særlig undersøgelsesordning«, som »beror på en afkræftelig formodning om, at oprindelseslandet kan yde tilstrækkelig beskyttelse, hvilket ansøgeren kan afkræfte, hvis vedkommende fremfører tvingende hensyn vedrørende sin særlige situation« ( 24 ).

50.

For det andet giver artikel 31, stk. 8, litra b), i direktiv 2013/32 medlemsstaterne mulighed for at behandle ansøgninger, der indgives af ansøgere fra sikre oprindelseslande, efter en fremskyndet procedure (inden for »rimelige« frister, som de fastsætter) ( 25 ) eller at behandle disse ved grænsen eller i et transitområde.

51.

For det tredje fremgår det af artikel 32, stk. 2, i direktiv 2013/32, at når en ansøgning, der indgives af en person fra et sikkert oprindelsesland, anses for grundløs, kan medlemsstaterne i øvrigt også betragte den som »åbenbart grundløs« ( 26 ), hvis dette er fastsat i national lovgivning.

52.

Som den nederlandske regering og Kommissionen i det væsentlige har anført, medfører denne yderligere kvalificering bl.a., at ansøgeren ikke gives tilladelse til at forblive på det nationale område, indtil der er truffet afgørelse om vedkommendes klage over afgørelsen om afslag (i modsætning til, hvad der generelt gælder i tilfælde af et »simpelt« afslag), medmindre den nationale ret har tillagt klagen opsættende virkning ( 27 ).

53.

Den omstændighed, at ansøgeren kommer fra et sikkert oprindelsesland, gør det derimod ikke muligt for de nationale myndigheder at afslå en ansøgning, der indgives af en person fra et sikkert oprindelsesland, uden at foretage en individuel vurdering af ansøgerens behov for international beskyttelse. Den modsatte konklusion ville ikke være forenelig med direktiv 2013/32, nærmere bestemt artikel 31, stk. 8, hvorefter den fremskyndede procedure (også for ansøgere fra sikre oprindelseslande) er underlagt de »grundlæggende principper og garantier«, der generelt er fastlagt i samme direktivs kapitel II. Disse garantier indebærer en forpligtelse for medlemsstaten til at sikre, at ansøgningerne behandles og afgørelserne træffes individuelt, hvilket fremgår af artikel 10, stk. 3, litra a), og for så vidt angår den omhandlede »særlige undersøgelsesordning« gentages i artikel 36, stk. 1, i direktiv 2013/32 ( 28 ).

54.

Efter disse indledende bemærkninger vil jeg nu behandle det første præjudicielle spørgsmål.

55.

Med det første spørgsmål ønsker forelæggende ret som nævnt oplyst, om et givet tredjelands påberåbelse af EMRK’s artikel 15 er til hinder for, at det bevarer sin status som sikkert oprindelsesland.

56.

Før jeg kommer nærmere ind på dette spørgsmål, vil jeg gennemgå den retlige ordning, der er forbundet med EMRK’s artikel 15 (afsnit 1). På dette grundlag vil jeg forklare, hvorfor jeg i lighed med samtlige intervenienter er af den opfattelse, at påberåbelsen af EMRK’s artikel 15 ikke i sig selv er til hinder for, at et land betragtes som et sikkert oprindelsesland som omhandlet i direktiv 2013/32, såfremt de betingelser for denne udpegelse, der er fastsat i bilag I til dette direktiv, fortsat er opfyldt (afsnit 2). Jeg vil ligeledes forklare, at min konklusion ikke drages i tvivl af protokol nr. 24, hvortil den forelæggende ret har henvist, og hvis virkninger navnlig blev drøftet under retsmødet (afsnit 3).

57.

EMRK’s artikel 15, stk. 1, gør det muligt for en kontraherende part at fravige dennes forpligtelser i henhold til EMRK »[u]nder krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens«. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) har anført, at dette begreb vedrører en »exceptional situation of crisis or emergency which affects the whole population and constitutes a threat to the organised life of the community of which the State is composed« ( 29 ), og at den relevante nødsituation skal være »actual or imminent« ( 30 ).

58.

De forholdsregler, der træffes for at afhjælpe en sådan ekstraordinær situation, kan imidlertid kun anvendes »to the extent strictly required by the exigencies of the situation, provided that [they] are not inconsistent with […] other obligations under international law« ( 31 ). Desuden må sådanne forholdsregler i henhold til artikel 15, stk. 2 (sammenholdt med efterfølgende protokoller til EMRK ( 32 )), under ingen omstændigheder berøre rettigheder, der anses for at være ufravigelige: retten til livet, forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, forbuddet mod slaveri og trældom, forbuddet mod straf uden retsregel, afskaffelse af dødsstraf og retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange.

59.

Med forbehold af disse vigtige begrænsninger har Menneskerettighedsdomstolen gentagne gange fastslået, at de kontraherende parter i EMRK råder over et vidt skøn med hensyn til at afgøre, om en »offentlig faretilstand […] truer nationens eksistens« som omhandlet i EMRK’s artikel 15, og med hensyn til at finde et passende svar ( 33 ).

60.

Udøvelsen af dette skøn er ikke desto mindre stadig undergivet Menneskerettighedsdomstolens tilsyn. For det første har Menneskerettighedsdomstolen allerede fastslået, at den tærskel, der gør det muligt at udløse ordningen i EMRK’s artikel 15, ikke nås i visse situationer ( 34 ). For det andet undersøges spørgsmålet om, hvorvidt de forholdsregler, der træffes, rent faktisk står i et rimeligt forhold til den påberåbte faretilstand, navnlig i forhold til de berørte rettigheders karakter og de omstændigheder, der har resulteret i nødsituationen, og i lyset af dens varighed ( 35 ). Menneskerettighedsdomstolen har ligeledes påpeget, at påberåbelsen af artikel 15 »does not give the State authorities carte blanche to engage in conduct that may lead to arbitrary consequences for individuals« ( 36 ), og insisteret på, at der sikres passende garantier mod misbrug ( 37 ), således som den forelæggende ret har anført.

61.

Det følger desuden af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at den omstændighed, at et land har påberåbt sig EMRK’s artikel 15, ikke nødvendigvis ændrer denne domstols vurdering af en angivelig overtrædelse af EMRK. Som jeg har forstået det, vil Menneskerettighedsdomstolen nemlig ved behandlingen af en sag, der er indbragt for den, som udgangspunkt først vurdere, om den angivelige overtrædelse er begrundet i henhold til den almindelige ordning. Det er kun, når dette ikke er tilfældet, at Menneskerettighedsdomstolen foretager den ovenfor nævnte specifikke og mere tolerante proportionalitetsvurdering ( 38 ). Påberåbelsen af artikel 15 svarer nemlig ikke til en opsigelse af EMRK (som den forelæggende ret har anført), og den pågældende kontraherende part er fortsat bundet af konventionen, selv om ordningen i EMRK’s artikel 15 giver den en større skønsmargen, når den træffer restriktive foranstaltninger.

62.

Det er med andre ord min opfattelse, at påberåbelsen af EMRK’s artikel 15 ikke indebærer, at den pågældende kontraherende part automatisk udviser en adfærd, som strider mod de rettigheder og friheder, der er sikret ved EMRK. Når der indgives en meddelelse i denne sammenhæng, synes formålet snarere at være at underrette de øvrige kontraherende parter om, at den pågældende part muligvis ikke vil være i stand til at beskytte disse rettigheder og friheder på grund af den ekstraordinære situation, som denne part står over for ( 39 ). Vurderingen af, om dette rent faktisk har været tilfældet, og hvilke konkrete rettigheder og friheder der har været berørt, afhænger af en sådan meddelelses indhold og af de foranstaltninger, der reelt blev truffet.

63.

Der er historisk set indgivet »artikel 15-meddelelser« i forskellige situationer. Blandt nyere eksempler kan nævnes, at ti kontraherende parter (herunder tre medlemsstater – Estland, Letland og Rumænien – men også Moldova) indgav meddelelse om fravigelser i henhold til denne bestemmelse i forbindelse med covid-19-pandemien ( 40 ), og at der fra begyndelsen af 2020 til udgangen af 2023 blev indgivet syv nye meddelelser af andre grunde, herunder naturkatastrofer, energikriser og krig ( 41 ). Moldovas anvendelse af EMRK’s artikel 15, der er omhandlet i hovedsagen, synes at være en del af denne seneste udvikling ( 42 ).

64.

Med dette in mente vil jeg nu undersøge, hvordan et tredjelands afgørelse om at påberåbe sig EMRK’s artikel 15 påvirker en medlemsstats mulighed for fortsat at betegne dette land som et sikkert oprindelsesland som omhandlet i direktiv 2013/32.

65.

Det skal påpeges, at for at et land kan betragtes som et sikkert oprindelsesland, må der som tidligere nævnt »generelt og til stadighed ikke [ske] forfølgelse, som defineret i artikel 9 i direktiv [2011/95], ingen tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og ingen trussel om vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt« ( 43 ). Dette krav gælder både for lande, der er kontraherende parter i EMRK, og for lande, der ikke er det.

66.

Det fremgår af bilag I til direktiv 2013/32, at medlemsstaterne skal vurdere, om dette krav er overholdt, på grundlag af en ikke-udtømmende liste over retsmidler, som sikrer beskyttelsen mod de risici, hvortil jeg har henvist i punkt 46 ovenfor, og som omfatter respekten for de rettigheder og frihedsrettigheder, der er fastsat i EMRK, herunder navnlig de ufravigelige rettigheder.

67.

Det følger således af forklaringen i det foregående afsnit, at disse ufravigelige rettigheder, der er angivet i EMRK, skal respekteres »selv under de vanskeligste omstændigheder« ( 44 ), herunder omstændigheder, hvor det har været nødvendigt at anvende EMRK’s artikel 15. Det følger imidlertid ikke heraf, at foranstaltninger, der er truffet på grundlag af EMRK’s artikel 15, og som berører andre rettigheder, der er sikret ved EMRK, ikke kan sidestilles med en situation, der er uforenelig med den fælles definition af et sikkert oprindelsesland i bilag I til direktiv 2013/32. Det er imidlertid vanskeligt at angive abstrakt, om dette er tilfældet, alene ud fra påberåbelsen af EMRK’s artikel 15, således som Den Tjekkiske Republik og Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende.

68.

Som jeg tidligere har nævnt, er påberåbelsen af denne bestemmelse ikke ensbetydende med, at de rettigheder, der er sikret ved EMRK (dem, der kan fraviges), rent faktisk vil blive berørt ( 45 ). Denne omstændighed vil snarere afhænge af det konkrete tilfælde og navnlig af den faktiske situation i det pågældende tredjeland. Som Den Tjekkiske Republik fremhævede i retsmødet, er beslutningen om at påberåbe sig EMRK’s artikel 15 baseret på det pågældende lands vurdering om, hvorvidt det i den givne situation er eller kan blive nødvendigt at tage dette skridt. Visse lande vil nemlig vælge at påberåbe sig EMRK’s artikel 15 af forsigtighedshensyn, mens andre vil være af den opfattelse, at den samme situation ikke bør medføre en fravigelse af den almindelige ordning i EMRK ( 46 ).

69.

Det bør herved påpeges, at der ikke gives udtryk for bekymring over konkrete foranstaltninger, som Moldova har bebudet eller vedtaget, i forelæggelsesafgørelsen. Der henvises dog for det første til, at Moldova den 25. februar 2022 indgav en meddelelse, hvori landet fremhævede behovet for at fravige anvendelsen af visse bestemmelser i EMRK og protokollerne hertil, herunder EMRK’s artikel 10 (der omhandler ytringsfriheden). Det fremgår af denne meddelelse, der vedrører »en undtagelsestilstand« som reaktion på energikrisen, at der eventuelt skal træffes foranstaltninger, som indebærer en »rationalisering af naturgasforbruget […] [herunder] koordinering af mediernes arbejde […] [eller] indførelse af hurtige instrumenter til opkrævning af betalinger fra forbrugerne for anvendt naturgas« ( 47 ).

70.

For det andet har den forelæggende ret henvist til en meddelelse af 3. marts 2022, hvori Moldova beskriver en »undtagelses- og krigstilstand« ( 48 ). Ifølge offentligt tilgængelige oplysninger gengiver denne meddelelse og de efterfølgende forlængelser en liste over foranstaltninger, der er meget mere omfattende end foranstaltningerne i den tidligere meddelelse. Denne liste synes at dække forskellige facetter af livet for personer, der opholder sig på det nationale område, og omhandler, blandt andre mulige foranstaltninger, »udsendelse fra området […] af personer, hvis tilstedeværelse kan påvirke sikringen af den offentlige orden og sikkerhed« eller »iværksættelse af foranstaltninger, der er nødvendige for at håndtere migrationsstrømme« ( 49 ).

71.

Behovet for foranstaltninger forklares desuden uden nærmere angivelse af, hvilke rettigheder i henhold til EMRK der kan blive berørt (i modsætning til den tidligere meddelelse af 25.2.2022, der er nævnt ovenfor), ved henvisning til »alvorlige trusler mod den nationale sikkerhed i umiddelbar nærhed af landegrænsen mellem Moldova og Ukraine som følge af indledningen af massive militære aktioner på ukrainsk område den 24. februar 2022« ( 50 ) eller – senere – »som følge af den fortsatte krig på ukrainsk område« ( 51 ).

72.

For at give et andet eksempel omhandler den meddelelse, som Moldova indgav i forbindelse med covid-19-pandemien, og som jeg har nævnt ganske kort i punkt 63 ovenfor, vedtagelsen af en særlig ordning for indrejse i, bevægelse inden for og udrejse fra landet med henblik på »indstilling af uddannelsesinstitutioners aktiviteter, indførelse af en karantæneordning [og] forbud mod møder, offentlige arrangementer og andre større forsamlinger«, og der peges på behovet for at fravige »navnlig [EMRK’s] artikel 11, artikel 2 i den første protokol og artikel 2 i protokol nr. 4« ( 52 ).

73.

De forskellige foranstaltninger, der blev påberåbt i disse eksempler, viser, hvor vanskeligt det er at konkludere, at enhver meddelelse, der indgives i henhold til EMRK’s artikel 15, automatisk forhindrer et tredjeland i at opfylde betingelserne i bilag I til direktiv 2013/32. Det fremgår samtidig af disse eksempler, at visse påtænkte foranstaltningers art eller brede rækkevidde kræver, at der udvises særlig årvågenhed.

74.

Min bemærkning om, at påberåbelsen af EMRK’s artikel 15 ikke som sådan og abstrakt påvirker udpegelsen af et sikkert oprindelsesland, skal nemlig ikke forstås således, at denne påberåbelse ikke er relevant. Det er i lighed med, hvad samtlige parter i det væsentlige gjorde gældende under retsmødet, min opfattelse, at påberåbelsen af EMRK’s artikel 15 er en faktor, der – som jeg allerede har forklaret ( 53 ) – skal tages i betragtning i forbindelse med den regelmæssige vurdering af situationen, som medlemsstaterne skal foretage (når de anvender begrebet sikkert oprindelsesland). I denne sammenhæng skal medlemsstaterne efter min opfattelse tage hensyn til foranstaltningernes rækkevidde, som de er fastlagt i den meddelelse, der er indgivet i henhold til EMRK’s artikel 15, og som de er gennemført i praksis.

75.

Efter denne præcisering skal det nu undersøges, om det har betydning for dette synspunkt, at der tages hensyn til protokol nr. 24, hvortil den forelæggende ret har henvist specifikt i forbindelse med sit første spørgsmål.

76.

I protokol nr. 24 erklærer medlemsstaterne, at de gensidigt anser hinanden for at være sikre oprindelseslande, og »derfor« er enige om, at en »ansøgning om asyl, der indgives af en statsborger i en medlemsstat, […] kun [kan] tages i betragtning eller antages til behandling i en anden medlemsstat« i et af de fire tilfælde, der er opregnet heri, herunder påberåbelsen af EMRK’s artikel 15 ( 54 ).

77.

Den forelæggende ret har forstået denne regel således, at når en medlemsstat påberåber sig EMRK’s artikel 15, kan andre medlemsstater ikke længere betragte denne medlemsstat som et sikkert oprindelsesland. Ifølge denne ret må det samme gælde så meget desto mere, når EMRK’s artikel 15 påberåbes af et tredjeland (i det foreliggende tilfælde Moldova).

78.

Efter min opfattelse hviler den forelæggende rets konklusion på en forkert forudsætning.

79.

Jeg er nemlig enig med Kommissionen, der (i det væsentlige) har gjort gældende, at begrebet »sikkert oprindelsesland« i protokol nr. 24 ganske enkelt har en anden betydning end det begreb, der er omhandlet i direktiv 2013/32.

80.

Modsat hvad der følger af denne protokol med hensyn til ansøgninger om international beskyttelse inden for EU, kan udpegelsen af et tredjeland som sikkert oprindelsesland som omhandlet i direktiv 2013/32 således aldrig i sig selv være til hinder for, at en ansøgning behandles. Som jeg kort har været inde på i den foregående del af dette forslag til afgørelse, skal en ansøgning, der indgives af en person fra et sådant land, altid behandles (medmindre ansøgningen – som jeg ser det – afvises af en af de udtømmende grunde, der er angivet i direktiv 2013/32) ( 55 ).

81.

Der gøres opmærksom på, at protokol nr. 24 er en ajourført udgave af protokollen om asyl for statsborgere i Den Europæiske Unions medlemsstater, som var knyttet som bilag til Amsterdamtraktaten (herefter »den oprindelige protokol«) ( 56 ) og lå forud for ikke bare det nuværende direktiv 2013/32, men også det foregående direktiv (direktiv 2005/85), hvorved begrebet sikkert oprindelsesland blev indført i den afledte EU-ret.

82.

En gennemgang af betragtningerne til de to protokoller (hvis indhold i det væsentlige er ens) viser, at medlemsstaternes hensigt i forbindelse med vedtagelsen (og den efterfølgende opretholdelse) af de respektive protokoller var at udelukke, at ansøgninger om international beskyttelse inden for EU kunne antages til behandling, med særligt afsæt i den gensidige tillid ( 57 ). Den tjekkiske regering pegede på dette forhold i retsmødet.

83.

I disse betragtninger henvises der navnlig til medlemsstaternes forpligtelse til at overholde de værdier, der er sikret ved artikel 2 TEU ( 58 ), til den »særlig[e] status og den særlige beskyttelse«, som »enhver statsborger i en medlemsstat som unionsborger« nyder ( 59 ), og til målet om at undgå, at »asylinstituttet udnyttes til andre formål end de tilsigtede« ( 60 ).

84.

Henset til disse omstændigheder forstår jeg protokollen således, at den udgør en aftale mellem medlemsstaterne vedrørende dels hovedreglen om, at det ikke er muligt at behandle ansøgninger om international beskyttelse inden for EU, dels en (mindre) række undtagelser fra denne regel (såsom påberåbelsen af EMRK’s artikel 15). De synes derimod ikke at være relevante for de betingelser, hvorunder et tredjeland kan anses for et sikkert oprindelsesland som omhandlet i direktiv 2013/32 ( 61 ).

85.

Jeg er af disse grunde og i lighed med samtlige intervenienter i den foreliggende sag af den opfattelse, at protokol nr. 24 ikke har nogen betydning for min konklusion i punkt 74 ovenfor vedrørende de konsekvenser, som et tredjelands påberåbelse af EMRK’s artikel 15 har for dets mulighed for fortsat at blive betragtet som et sikkert oprindelsesland. Min generelle konklusion vedrørende det første spørgsmål er således, at den omstændighed alene, at et tredjeland, der er udpeget som sikkert oprindelsesland, har påberåbt sig EMRK’s artikel 15, ikke automatisk er til hinder for, at det bevarer denne udpegelse som omhandlet i artikel 37, stk. 1, i direktiv 2013/32, sammenholdt med bilag I til dette direktiv. De kompetente myndigheder skal imidlertid tage hensyn til en sådan påberåbelse med henblik på at afgøre, om udpegelsen som sikkert oprindelsesland kan opretholdes, navnlig henset til rækkevidden af de foranstaltninger, der fraviger forpligtelserne i henhold til EMRK, som fastlagt i den meddelelse, der er indgivet i henhold til EMRK’s artikel 15.

86.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 36 og 37 i direktiv 2013/32 er til hinder for, at en medlemsstat udpeger et tredjeland som et sikkert oprindelsesland med en territorial undtagelse, og om det, når situationen i en del af et tredjeland gør det nødvendigt at indføre en sådan undtagelse fra denne udpegelse, indebærer, at det pågældende tredjeland ikke kan betragtes som et sikkert oprindelsesland som omhandlet i det pågældende direktiv.

87.

Dette spørgsmål er som nævnt blevet rejst, fordi Den Tjekkiske Republik på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om afslag havde udpeget Moldova som sikkert oprindelsesland, dog med undtagelse af Transnistrien ( 62 ).

88.

I modsætning til det første præjudicielle spørgsmål, hvor intervenienternes holdninger er sammenfaldende, er der stor forskel på deres holdninger til det andet spørgsmål. Efter den tjekkiske og den nederlandske regerings opfattelse er direktiv 2013/32 ikke til hinder for, at udpegelsen som sikkert oprindelsesland undergives en territorial undtagelse, hvorimod den tyske regering er af den modsatte opfattelse. Kommissionen er i det væsentlige enig med den tyske regering. Den har imidlertid anført, at den i hovedsagen omhandlede territoriale undtagelse stadig er mulig, fordi Moldova ikke er i stand til at udøve sin myndighed effektivt i Transnistrien.

89.

Jeg vil på denne baggrund forklare, at det følger af ordlyden af de relevante bestemmelser i direktiv 2013/32 (afsnit 1), den retlige sammenhæng, hvori de indgår (afsnit 2), og lovgivers hensigt med direktiv 2013/32 (afsnit 3), at det kun er muligt at udpege et land som sikkert oprindelsesland for hele det territoriale område. Jeg vil ligeledes forklare, at denne konklusion også gælder, når der er fastsat en territorial undtagelse, fordi det pågældende tredjeland ikke kan udøve myndighed i en del af sit område (afsnit 4).

90.

Det fremgår som bekendt af bilag I til direktiv 2013/32, at »[e]t land betragtes som et sikkert oprindelsesland, hvis det på grundlag af de retlige forhold, anvendelsen af lovgivningen inden for rammerne af et demokratisk system og de generelle politiske omstændigheder kan påvises, at der generelt og til stadighed ikke sker forfølgelse, som defineret i artikel 9 i direktiv 2011/95/EU, ingen tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og ingen trussel om vilkårlig vold i forbindelse med international eller intern væbnet konflikt«.

91.

To aspekter af denne definition er efter min opfattelse værd at lægge mærke til. Det drejer sig dels om kravet om, at landets sikkerhed skal fastlægges generelt [litra a)], dels om den omstændighed, at lovgiver valgte at definere det omhandlede begreb alene i forhold til et land [litra b)]. Jeg vil behandle disse to aspekter hver for sig.

92.

Det bør påpeges, at der i definitionen af det omhandlede begreb henvises til et land, hvor der generelt (og til stadighed) ikke foreligger nogen af de risici, som er angivet heri.

93.

Når adverbiet »generelt« anvendes i forbindelse med en retsakt, som konkretiserer asylretten inden for Unionens retsorden, indikerer dette efter min opfattelse, at denne betingelse skal være opfyldt i landets samlede territoriale udstrækning og ikke kun i en del heraf (selv om der er tale om en væsentlig del).

94.

Jeg vil indledningsvis tilbagevise argumentet om, at når de relevante risici er begrænset til en del af det nationale område, er dette ikke til hinder for, at det pågældende land generelt anses for sikkert, eftersom medlemmer af den berørte befolkning vil have mulighed for at søge tilflugt i den sikre del af landet.

95.

Spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk findes et tilflugtssted i en anden del af landet, skal nemlig afgøres i forbindelse med realitetsbehandlingen ved hjælp af begrebet »national beskyttelse«, der er omhandlet i artikel 8 i direktiv 2011/95 ( 63 ), således som Kommissionen med rette forklarede i retsmødet. Denne behandling skal være af individuel karakter, og resultatet vil altid afhænge af den enkelte ansøgers situation. Selv om der kan foreligge et »nationalt beskyttelsesalternativ«, kan dette som følge heraf ikke give anledning til en anden afgørelse af, om et givet land generelt kan betragtes som sikkert, hvilket er den eneste omstændighed, hvor det er begrundet at gøre brug af de retlige konsekvenser, der er forbundet med begrebet sikkert oprindelsesland, som jeg i korte træk har beskrevet i punkt 48-52 ovenfor ( 64 ).

96.

Det følger af disse konsekvenser, at begrebet sikkert oprindelsesland frem for alt er et proceduremæssigt effektivitetsværktøj, som gør det muligt at kanalisere alle ansøgninger, der indgives af ansøgere fra det pågældende tredjeland, gennem en fremskyndet procedure baseret på den formodning om sikkerhed, der gælder i ansøgernes oprindelsesland.

97.

Selv om denne fremgangsmåde kan være berettiget i forhold til lande, hvor der ikke hersker tvivl om den generelle situation, således som den forelæggende ret i det væsentlige har anført, og såfremt der ydes passende garantier ( 65 ), kan den derimod, som jeg ser det, ikke anvendes, når den generelle situation i en del af et givet tredjeland fører til den modsatte opfattelse, selv om den manglende sikkerhed er begrænset til en bestemt region.

98.

Hvis det modsatte standpunkt indtages, vil det nemlig indebære, at den omhandlede fremskyndede behandlingsmetode stadig kan anvendes for alle ansøgninger, der indgives af ansøgere fra et sådant land, selv om en del af dets befolkning systematisk udsættes for de relevante risici, hvilket igen ville medføre en øget risiko for tilsidesættelse af asylretten og ligeledes af princippet om non-refoulement, der begge er sikret i Unionens retsorden som grundlæggende rettigheder i henhold til chartrets artikel 18 og artikel 19, stk. 2 ( 66 ).

99.

Den tjekkiske regering forklarede ganske vist i retsmødet, at den territoriale undtagelse, der er omhandlet i hovedsagen, blev indført netop for at løse dette problem og dermed sikre ansøgere fra Transnistrien en bedre beskyttelse.

100.

Det bør fremhæves, at selv om denne tilgang faktisk tager sigte på situationen for den befolkning, der bor i det berørte område, kan det ikke undgås, at begrebet sikkert oprindelsesland anvendes på en (større) del af befolkningen til trods for konklusionen om, at det pågældende tredjeland ikke kan betragtes som sikkert i sin samlede territoriale udstrækning (uden hvilken den territoriale undtagelse under alle omstændigheder ikke ville være blevet anset for nødvendig).

101.

Dette resultat er efter min opfattelse problematisk, fordi jeg ikke er sikker på, at det altid vil være let at få (og bevare) kendskab til, hvor den indre »grænse« mellem de sikre og usikre dele af det pågældende tredjeland egentlig befinder sig, og denne grænse i øvrigt af naturlige årsager vil være flydende på grund af den prekære situation i det pågældende område. Det bør påpeges, at UNHCR også flere gange har givet udtryk for, at begrebet sikkert oprindelsesland kun bør anvendes om lande i deres helhed ( 67 ).

102.

Uanset dette indebærer valget om at opdele et land i to dele for at bevare den hurtige undersøgelsesordning for en del af ansøgerne fra det pågældende tredjeland desuden, at begrebet sikkert oprindelsesland forstås anderledes, end udtrykket »land« forstås både i almindelig sprogbrug og – for så vidt angår den foreliggende sag – specifikt i asylsammenhæng. Jeg vil i det følgende forklare, at EU-lovgivers definition af det omhandlede begreb i mangel af oplysninger om det modsatte udelukkende er baseret på denne betydning.

103.

Som jeg tidligere har nævnt, indgår direktiv 2013/32 i det fælles europæiske asylsystem, hvis forskellige elementer konkretiserer asylretten. I forbindelse med disse elementer i asylsystemet tages der hensyn til de risici, som ansøgere om international beskyttelse kan blive udsat for, og som typisk vurderes i forhold til situationen i deres oprindelsesland og ikke i forhold til territoriale områder, der defineres forskelligt. Denne tilgang afspejles i de forskellige begreber, som asylsystemet er baseret på, først og fremmest definitionen af en flygtning ( 68 ) og det grundlæggende princip om non-refoulement ( 69 ).

104.

Dette er faktisk ikke overraskende, eftersom det overordnede ansvar for at beskytte befolkningen ifølge den internationale retsorden påhviler staterne. Da staterne således er de primære garanter for sikkerheden, er det kun naturligt, at dette konkrete sikkerhedsmæssige hensyn lægges til grund i en retsakt, hvori der er fastsat et særligt proceduremæssigt værktøj til undersøgelse af, om der foreligger en ret til international beskyttelse (såsom begrebet sikkert oprindelsesland, der er omhandlet i denne sag).

105.

Uden at det berører min bemærkning om de vanskeligheder, der kan opstå, når det besluttes at behandle befolkningen i et givet tredjeland forskelligt i asylsammenhæng, følger det efter min opfattelse af det centrale landebegreb på asylområdet, at når lovgiver beslutter at fravige dette overordnede hensyn, kræver dette under alle omstændigheder en udtrykkelig bekræftelse og desuden en redegørelse for, hvad en sådan fravigelse reelt indebærer.

106.

Dette fremgår klart af begrebet nationalt beskyttelsesalternativ, der er nævnt i præmis 95 ovenfor, og i den foreliggende sammenhæng illustreres denne bemærknings betydning endnu bedre af de respektive bestemmelser i direktiv 2005/85, som var forgængeren for direktiv 2013/32, hvilket den tyske regering ligeledes i det væsentlige har anført.

107.

Det skal påpeges, at begrebet sikkert oprindelsesland blev defineret på samme måde i bilag II til direktiv 2005/85, som det i dag defineres i bilag I til direktiv 2013/32. I modsætning til dette direktiv omhandlede direktiv 2005/85 imidlertid også to forskellige kategorier af delvise udpegelser.

108.

Det blev for det første præciseret i artikel 30, stk. 1, i direktiv 2005/85, at medlemsstaterne kunne udpege en del af et land som sikkert, hvis de relevante betingelser kun var opfyldt for så vidt angik denne del. Denne mulighed var underlagt de fælles udpegelsesbetingelser i bilag II til direktiv 2005/85 (som igen svarede til dem, der på nuværende tidspunkt gælder i henhold til bilag I til direktiv 2013/32) ( 70 ). For det andet indeholdt artikel 30, stk. 3, en standstill-klausul, hvoraf det fremgik, at medlemsstaterne kunne opretholde en allerede eksisterende national lovgivning, der gjorde det muligt at udpege en del af et land som sikker eller at udpege et land som sikkert eller en del af et land som sikker for en bestemt gruppe personer ( 71 ). Denne mulighed var underlagt udpegelsesbetingelser, som kunne afvige fra dem, der var fastsat i bilag II til direktiv 2005/85.

109.

Selv om dette viser, at EU-lovgivers tilgang til begrebet sikkert oprindelsesland tidligere er faldet uden for den sædvanlige betydning, der normalt tillægges udtrykket »land«, fremgår det ligeledes, at en afvigelse fra en så åbenbar og almindelig betydning kræver en udtrykkelig tilkendegivelse og en samtidig præcisering af dets nøjagtige rækkevidde, hvor det angives, om begrebet sikkert oprindelsesland ligeledes kan referere til en del af det nationale område, en del af den befolkning, der bor på det samlede nationale område, eller tilmed en del af den befolkning, der bor på en del af det nationale område, svarende til alle de muligheder, der var fastsat i direktiv 2005/85 som beskrevet ovenfor.

110.

Ingen af elementerne i denne ret komplekse ordning er blevet opretholdt i direktiv 2013/32. Jeg vil senere komme nærmere ind på virkningerne af, at denne ordning blev fjernet, og gør opmærksom på, at der i modsætning til den tidligere situation ikke er noget i ordlyden af direktiv 2013/32, der tyder på, at lovgiver ønskede at afvige fra den almindelige betydning af udtrykket »land«, som dette udtryk ligeledes generelt tillægges i den specifikke asylsammenhæng. Det er på denne baggrund min opfattelse, at begrebet sikkert oprindelsesland ikke kan forstås således, at det sigter til noget, der er mindre eller større end et land, det være sig et område inden for et land eller en region, der består af flere lande.

111.

Jeg vil i det følgende forklare, at denne konklusion også understøttes af gennemgangen af den særlige retlige ordning, som begrebet sikkert oprindelsesland udløser, når den holdes op mod den bredere sammenhæng, hvori de fælles proceduremæssige standarder i direktiv 2013/32 indgår.

112.

Som jeg har forklaret i den foregående del af dette forslag til afgørelse, skal det undersøges, om ansøgninger om international beskyttelse, der indgives af ansøgere fra sikre oprindelseslande, er begrundede. Set i forhold til den generelle systematik i de fælles proceduremæssige standarder, der er fastsat i direktiv 2013/32, adskiller reglerne for denne undersøgelse sig imidlertid fra hinanden på tre vigtige punkter.

113.

For det første kan begrebet sikkert oprindelsesland som tidligere nævnt føre til anvendelse af den fremskyndede procedure, der pr. definition gennemføres inden for kortere frister end dem, der normalt gælder i forbindelse med den almindelige procedure. Selv om den fremskyndede procedure indebærer en klar fordel ved at gøre det hurtigere at klarlægge ansøgernes retsstilling, har den ligeledes den ulempe, at ansøgerne får mindre tid til at gøre deres synspunkter gældende end »almindelige« ansøgere om international beskyttelse ( 72 ).

114.

For det andet har »almindelige« ansøgere, når behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse resulterer i et afslag, ret til at forblive på det nationale område, indtil klagesagen er afgjort, såfremt de har indgivet en sådan klage. Medlemsstaterne kan derimod beslutte ikke automatisk at indrømme ansøgere fra sikre oprindelseslande denne ret, og en sådan ret kan kun opnås ved, at klagen tillægges opsættende virkning ( 73 ).

115.

For det tredje skal ansøgere fra et sikkert oprindelsesland for at undgå de to ovenfor nævnte ulemper som udgangspunkt forhindre, at det omhandlede begreb anvendes over for dem, ved at afkræfte formodningen om, at de kommer fra et sikkert oprindelsesland, og ved at godtgøre, at dette land ikke kan anses for sikkert i deres særlige situation ( 74 ). En sådan formodning påvirker derimod ikke undersøgelsesproceduren for »almindelige« ansøgere.

116.

De tre forhold, der er beskrevet ovenfor, udgør således en væsentlig afvigelse fra de almindelige regler, der gælder for behandling af ansøgninger om international beskyttelse, og stiller ansøgere fra sådanne lande i en ufordelagtig retlig situation i forhold til den, der følger af de almindelige regler, som finder anvendelse på almindelige ansøgere. Når en ansøger kommer fra et sikkert oprindelsesland, er proceduren for behandlingen af den pågældendes ansøgning nemlig ikke blot hurtigere, men ansøgeren påvirkes også i væsentlig grad i forhold til, hvordan den pågældende kan påberåbe sig retten til asyl. Selv om jeg er enig med Kommissionen i, at det omhandlede begreb, som jeg tidligere har nævnt, ikke berører forpligtelsen til at undersøge ansøgerens behov for international beskyttelse, kræver denne individuelle undersøgelse ikke desto mindre, at ansøgeren afkræfter formodningen om sikkerhed, hvilket følger af artikel 36, stk. 1, andet afsnit i direktiv 2013/32.

117.

Det begreb, der udløser anvendelsen af de ovennævnte væsentlige undtagelser, skal som følge heraf fortolkes snævert og må ikke udvides til at omfatte andre tilfælde end de af EU-lovgiver tilsigtede. Dette er efter min opfattelse til hinder for, at begrebet udvides til at omfatte tredjelande, når det ikke er fastslået, at de gældende betingelser er opfyldt på hele deres område.

118.

Denne konstatering understøttes endelig af lovgivers hensigt, som har resulteret i vedtagelsen af det nuværende direktiv 2013/32, og som jeg nu vil redegøre for.

119.

Som jeg tidligere har nævnt, var definitionen af det omhandlede begreb i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 2013/32 den samme som definitionen i direktiv 2005/85, men to særlige bestemmelser, der omhandlede to forskellige kategorier af delvise udpegelser (beskrevet i punkt 109-107 ovenfor), blev ophævet.

120.

I forbindelse med den foreslåede ændring forklarede Kommissionen, at denne ophævelse betød, at »de materielle krav til den nationale udpegelse [som sikkert oprindelsesland] derfor skal opfyldes for et lands samlede område« ( 75 ).

121.

I betragtning af dette udsagn anser jeg det i modsætning til den nederlandske regering ikke for uklart, hvad Kommissionen søgte at opnå.

122.

Det blev imidlertid drøftet indgående i retsmødet, hvorvidt der manglede en forklaring på denne ændring i den vedtagne tekst. Den tjekkiske og den nederlandske regering gjorde således gældende, at det ikke kunne udledes af den manglende forklaring, at EU-lovgivers hensigt var, at denne ophævelse skulle have den samme konsekvens, som Kommissionen beskrev i det nævnte forslag. Ophævelsen af de pågældende bestemmelser indebar under disse omstændigheder snarere, at spørgsmålet blev overladt til medlemsstaternes skøn.

123.

Jeg er ikke enig i denne udlægning.

124.

For det første anser jeg det i modsætning til disse intervenienter ikke for overraskende, at der ikke findes nogen betragtning, hvori der redegøres for den konkrete ændrings virkning. Denne ændring gik nemlig ikke ud på at fastsætte en ny regel eller en ny undtagelse til en eksisterende regel, men at afskaffe en undtagelse ( 76 ). Som jeg har nævnt ovenfor, bevirkede denne undtagelse, at begrebet sikkert oprindelsesland blev udvidet til at omfatte en del af et land, en del af befolkningen eller en del af befolkningen i en del af et land. Da denne undtagelse blev afskaffet, vendte definitionen af det omhandlede begreb blot tilbage til den almindelige betydning af dette udtryk, således som det normalt forstås på asylområdet. Dette kræver ikke i sig selv en nærmere forklaring, hvilket måske er grunden til, at Kommissionen undlod at give en sådan forklaring, bl.a. i de foreslåede betragtninger til det oprindelige forslag.

125.

For det andet vil det efter min opfattelse være relevant at sammenligne »start- og slutpunkterne« for den samlede lovgivningsproces. Denne sammenligning viser, at ovennævnte lovgivningsmæssige ændring (ophævelse) blev vedtaget som oprindeligt foreslået, og det kan derfor med rimelighed antages, at denne ændring ikke gav anledning til bekymring, bl.a. med hensyn til Kommissionens forklaring på det tilsigtede resultat.

126.

Det skal for det tredje påpeges, at Kommissionen i de dokumenter, der ledsagede dens oprindelige forslag, henviste til ønsket om »at sikre, at anvendelsen af begrebet [sikkert oprindelsesland] undergives de samme betingelser i alle de medlemsstater, der er omfattet af direktivet« ( 77 ), og »at gøre [de daværende standarder] mindre tvetydige« ( 78 ). Dette mål blev opstillet i forbindelse med udarbejdelsen af en retsakt, hvori EU-lovgiver bekræftede sin hensigt om arbejde videre med indførelsen af den fælles asylprocedure som led i en ny harmoniseringsfase ( 79 ).

127.

Med hensyn til det sidstnævnte forhold og det omhandlede begreb er det korrekt, at direktiv 2013/32 markerede et opgør med idéen om en fælles minimumsliste over sikre oprindelseslande (som aldrig var blevet indført inden for rammerne af det tidligere direktiv) ( 80 ). Det afskaffede imidlertid også standstill-ordningen, hvorefter medlemsstaterne bevarede den tidligere tildelte mulighed for at anvende standarder for udpegelsen som sikkert oprindelsesland, som afveg fra den fælles definition i bilag II til direktiv 2005/85 ( 81 ). Dette betyder, at alle nationale udpegelser i henhold til direktiv 2013/32 skal være i overensstemmelse med den fælles definition af begrebet sikkert oprindelsesland, som er fastsat i bilag I til dette direktiv.

128.

Set i dette perspektiv, og henset til lovgivers tidligere nævnte langsigtede hensigt om at arbejde for en fælles asylprocedure, kan afskaffelsen af ovennævnte undtagelser med god ret betragtes som et skridt i retning af større ensartethed i de proceduremæssige standarder. Selv om den nuværende retlige situation ikke fjerner risikoen for, at ansøgere fra det samme tredjeland behandles forskelligt i forskellige medlemsstater ( 82 ), mindsker det således denne risiko, at det ikke er muligt at anvende territoriale undtagelser.

129.

Hvis den fortolkning, som den tjekkiske og den nederlandske regering har foreslået, lægges til grund, vil det desuden medføre, at selv om den udtrykkelige og ret indviklede undtagelse fra en allerede eksisterende hovedregel afskaffes ( 83 ), vil den samme hovedregel stadig være omfattet af de samme (og/eller eventuelt andre) undtagelser.

130.

Efter min opfattelse er dette fortolkningsresultat simpelthen for forvirrende til, at det kan støttes. Jeg har nemlig vanskeligt ved at se, hvorfor EU-lovgiver skulle have afskaffet den omhandlede undtagelse, hvis hensigten faktisk var at opretholde den. Hvis dette reelt var det tilsigtede resultat, ville denne hensigt – i modsætning til den ovenfor beskrevne hensigt – have krævet en forklaring på, hvorfor afskaffelsen af en ordning, der afviger fra hovedreglen, medfører, at denne ordning rent faktisk opretholdes, og på hvilke nærmere betingelser.

131.

Denne konklusion berøres endelig ikke af artikel 36, stk. 2, i direktiv 2013/32, hvortil Den Tjekkiske Republik har henvist, og hvorefter »[m]edlemsstaterne […] i deres nationale lovgivning [fastsætter] yderligere regler og bestemmelser for anvendelsen af begrebet sikkert oprindelsesland«. Som det følger af denne bestemmelses ordlyd og opbygning, vedrører denne mulighed »yderligere« regler og bestemmelser i forhold til dem, der er indeholdt i artikel 36, stk. 1, som fastsætter betingelserne for, at et land kan betragtes som et sikkert oprindelsesland for en bestemt ansøger ( 84 ). Dette stykke vedrører derimod ikke begrebets definition, der – som Den Tjekkiske Republik har erkendt – i første række skal overholdes. Denne definition (der findes i bilag I til direktiv 2013/32) indeholder imidlertid ikke en tilsvarende formulering, som indikerer, at medlemsstaten kan tilføje andre betingelser end de anførte.

132.

Det er som følge heraf min opfattelse, at når EU-lovgiver besluttede at ophæve den tidligere ordning, som gjorde det muligt at anvende to særlige kategorier af delvise udpegelser, der var udformet forskelligt, samtidig med at den samme hovedregel om definitionen af begrebet sikkert oprindelsesland blev opretholdt, skal denne ændring fortolkes således, at EU-lovgiver havde til hensigt at harmonisere den retlige ordning, der gælder for nationale udpegelser som sikre oprindelseslande, ved kun at tillade, at sådanne udpegelser foretages for hele det territoriale område.

133.

Selv om denne bemærkning bekræfter ovenstående elementer i min vurdering, skal det ikke desto mindre ligeledes undersøges, om denne generelle konklusion påvirkes af Kommissionens betragtning om, at en udpegelse som sikkert oprindelsesland stadig kan undergives en territorial undtagelse, når et tredjeland ikke er i stand til at udøve sin myndighed på en del af sit område.

134.

Som jeg tidligere har anført, var grunden til, at Transnistrien blev udelukket fra Moldovas udpegelse som sikkert oprindelsesland, at Moldova ikke blev anset for at have »effektiv kontrol« over denne region.

135.

Kommissionen har med støtte i denne omstændighed gjort gældende, at selv om direktiv 2013/32 efter dens opfattelse ikke tillader territoriale undtagelser (og udpegelser som sikre oprindelseslande, der ville kræve sådanne undtagelser), udgør Moldovas manglende mulighed for at udøve myndighed i Transnistrien en gyldig grund til en sådan undtagelse, og der er ifølge denne intervenient tale om en situation, som EU-lovgiver har undladt at tage højde for ( 85 ).

136.

For det første har jeg i modsætning til Kommissionen vanskeligt ved at se, hvordan spørgsmålet om effektiv kontrol kan påvirke resultatet af ovenstående vurdering.

137.

Begrebet effektiv kontrol er et folkeretligt begreb, hvis formål principielt er at afgøre, om det internationale ansvar for en internationalt ulovlig handling kan tilregnes en stat i en ekstraterritorial sammenhæng (hvilket i så fald kan resultere i en tilsvarende begrænsning af territorialstatens ansvar) ( 86 ). Den heraf følgende retlige ordning virker ret kompleks, men denne kompleksitet skal ikke behandles her ( 87 ).

138.

Dette skyldes, at den foreliggende sag ikke omhandler (og ikke kan omhandle) tilregnelse af internationalt ansvar for en ulovlig handling, men spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten tillader, at en udpegelse som sikkert oprindelsesland undergives en territorial undtagelse.

139.

Dette spørgsmål skal afgøres ud fra de særlige regler, som EU-lovgiver fastsatte i forbindelse med vedtagelsen af direktiv 2013/32. Jeg har forklaret ovenfor, hvorfor jeg har konkluderet, at der ikke foreligger en sådan mulighed i henhold til de nugældende regler. Set i dette perspektiv har den præcise begrundelse for, at en medlemsstat har konkluderet, at situationen i et tredjeland gør det nødvendigt at indføre en territorial undtagelse fra dets udpegelse som sikkert oprindelsesland, ingen relevans.

140.

For det andet er jeg ikke overbevist af argumentet om lovgivers undladelse. Argumentet om effektiv kontrol synes således at stamme fra Menneskerettighedsdomstolens praksis, hvori denne domstol har begrænset Moldovas ansvar for overtrædelser af EMRK i Transnistrien med henvisning til, at dette land »does not exercise authority« i denne region, som Menneskerettighedsdomstolen konsekvent har anset for at være underlagt Ruslands »effective control« ( 88 ).

141.

Det bør fremhæves, at den første dom, der indgår i denne praksis, stammer fra 2004, mens det forslag, der dannede grundlag for vedtagelsen af det nuværende direktiv, blev offentliggjort i 2009, og selve direktivet blev vedtaget i 2013. Den omhandlede situation var derfor slet ikke ukendt.

142.

Der er i øvrigt på ingen måde tale om et isoleret tilfælde, således som den tjekkiske regering i det væsentlige anførte i retsmødet. Den nederlandske regering forklarede desuden i retsmødet, at Nederlandene har udpeget Georgien som sikkert oprindelsesland med undtagelse af Abkhasien og Sydossetien, eftersom territorialstaten ikke udøver effektiv myndighed i disse regioner ( 89 ).

143.

Selv om det ikke kan udelukkes, at der har været andre grunde til, at medlemsstaterne tidligere har set sig nødsaget til at indføre en specifik territorial undtagelse fra en udpegelse som sikkert oprindelsesland ( 90 ), er det derfor min opfattelse, at den typiske og måske mest udbredte grund har været, at det på en eller anden måde har været praktisk umuligt at udøve myndighed i en region. Efter min opfattelse er det som følge heraf vanskeligt at forestille sig, at EU-lovgiver, da denne som tidligere nævnt fjernede grundlaget for delvise udpegelser, kunne være uvidende om, at visse tredjelande kan støde på sådanne vanskeligheder.

144.

Det må heraf udledes, at den omstændighed, at et tredjeland ikke kan udøve sin myndighed i en del af sit nationale område, ikke berører den konklusion, som jeg har draget i punkt 132 ovenfor, nemlig at direktiv 2013/32 kun tillader, at et land udpeges som sikkert oprindelsesland for hele det territoriale område, når de gældende betingelser er opfyldt i det pågældende tredjelands samlede territoriale udstrækning.

145.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47, pålægger den forelæggende ret ex officio at efterprøve, om den i hovedsagen omhandlede udpegelse som sikkert oprindelsesland er uforenelig med direktiv 2013/32, såfremt Domstolen fastslår, at der foreligger en sådan uforenelighed, i forbindelse med besvarelsen af det første eller det andet spørgsmål.

146.

Det følger heraf, at behovet for en besvarelse af det tredje spørgsmål afhænger af svarene på de to første præjudicielle spørgsmål. Henset til det svar på det andet spørgsmål, som jeg har foreslået, er det klart, at der foreligger et sådant behov ( 91 ).

147.

I denne henseende bør det indledningsvis påpeges, at artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, som det tredje spørgsmål især omhandler, udgør en specifik garanti, som EU-lovgiver har fastsat på det asylretlige område for at beskytte ansøgerens ret til en effektiv domstolsprøvelse. Dette kræver »effektive retsmidler [ved en domstol, som] omfatter en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], i det mindste i klageprocedurer ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans«.

148.

Eftersom denne bestemmelse harmoniserer omfanget af den domstolsprøvelse, der skal sikres inden for Unionens asylret, er jeg enig med den forelæggende ret i, at svaret på det tredje spørgsmål først og fremmest skal formuleres i lyset af dette præcise udtryk for retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. Hvis det godtgøres, at problematikken om den retslige forpligtelse til at efterprøve det omhandlede spørgsmål ex officio falder uden for anvendelsesområdet for den harmoniserede standard, vil ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet (som nogle af intervenienterne har henvist til) imidlertid automatisk blive relevante ( 92 ).

149.

Jeg vil derfor først identificere den konkrete problematik, som den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at undersøge i lyset af navnlig artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 (afsnit 1). Baseret på disse præciseringer vil jeg dernæst forklare, at det efter undersøgelsen af denne bestemmelse må konkluderes, at det tredje præjudicielle spørgsmål skal besvares bekræftende (afsnit 2). Jeg vil subsidiært behandle dette spørgsmål i lyset af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet (afsnit 3).

150.

Det bør påpeges, at CV’s ansøgning blev afslået som åbenbart grundløs (som omhandlet i artikel 32, stk. 2, i direktiv 2013/32), og at denne afgørelse blev truffet efter en fremskyndet procedure (som omhandlet i samme direktivs artikel 31, stk. 8), hvor anvendelsen af disse bestemmelser skyldtes Moldovas status som sikkert oprindelsesland, hvori CV er statsborger.

151.

Kommissionen er i det væsentlige af den opfattelse, at en sådan proceduremæssig situation forudsætter, at der først træffes en afgørelse om at anvende den fremskyndede procedure, dernæst en materiel afgørelse, hvorved ansøgningen om international beskyttelse anses for grundløs, og endelig en afgørelse, hvorved samme ansøgning (endvidere) anses for åbenbart grundløs (hvilket ifølge Kommissionen først kan ske, hvis den pågældende ansøgning forinden er blevet anset for grundløs) ( 93 ).

152.

Ud fra denne sondring har Kommissionen tilrettelagt sit svar på det tredje præjudicielle spørgsmål forskelligt alt efter, hvilket af de ovenfor fremhævede aspekter der er tale om. Jeg vil komme nærmere ind på disse betragtninger i forbindelse med nedenstående vurdering, men det er også nødvendigt at fremsætte følgende tre bemærkninger.

153.

For det første er der intet i sagsakterne, der tyder på, at der blev truffet mere end én formel afgørelse under den nationale procedure, der blev fulgt i forbindelse med CV’s ansøgning. Med forbehold af den forelæggende rets prøvelse synes der således hverken at være blevet truffet en formel afgørelse, som indledte den fremskyndede procedure, eller en særskilt formel afgørelse, hvorved CV’s ansøgning først blev anset for grundløs og dernæst for åbenbart grundløs.

154.

For det andet og uden at det er nødvendigt at drøfte denne tilgang nærmere i forbindelse med den foreliggende sag ( 94 ), synes det ikke at være blevet gjort gældende, at den direkte kvalificering af CV’s ansøgning som åbenbart grundløs (uden en forudgående afgørelse, hvori det fastslås, at den er grundløs) er til hinder for, at den omhandlede negative afgørelse gøres til genstand for domstolsprøvelse i henhold til artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, for så vidt som der ved denne afgørelse gives afslag på CV’s ansøgning. Det følger nemlig af sidstnævnte bestemmelse, sammenholdt med dette direktivs artikel 46, stk. 1, at afgørelser, hvorved der gives afslag på en ansøgning om international beskyttelse, skal kunne gøres til genstand for domstolsprøvelse i henhold til artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 ( 95 ).

155.

For det tredje vedrører den problematik, som den forelæggende ret har rejst, imidlertid ikke CV’s mulighed for at anfægte rigtigheden af afgørelsen om afslag, men anvendelsen af begrebet sikkert oprindelsesland, som lå til grund for denne afgørelse. Selv om CV har anfægtet rigtigheden af afgørelsen om afslag, har han nemlig ikke bestridt, at det grundlæggende kunne være ulovligt at udpege Moldova som sikkert oprindelsesland.

156.

Som jeg allerede har forklaret i det foregående afsnit, indebar Moldovas udpegelse som sikkert oprindelsesland, at CV’s ansøgning om international beskyttelse blev genstand for en særlig undersøgelsesordning, som er knyttet til dette begreb, og som bl.a. medførte, at hans situation blev vurderet ud fra en formodning om, at hans hjemland var sikkert, og at den fremskyndede procedure blev anvendt.

157.

Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at selv om det måtte fremgå af Domstolens svar på det første eller det andet præjudicielle spørgsmål, at udpegelsen af Moldova som sikkert oprindelsesland var uforenelig med direktiv 2013/32, giver gældende national ret ikke den forelæggende ret mulighed for at rejse en sådan problematik ex officio. Den har nærmere bestemt forklaret, at den retslige prøvelse i forvaltningssager i henhold til forvaltningsretsplejelovens § 75, stk. 2, er begrænset til retlige spørgsmål, der rejses af sagsøgeren.

158.

Den forelæggende ret har ikke desto mindre tilføjet, at der som en undtagelse til denne regel findes en national praksis ved de tjekkiske forvaltningsdomstole, hvorefter dommere ex officio skal tage hensyn til en proceduremangel, som består i, at den administrative myndighed har truffet en afgørelse, der falder uden for de proceduremæssige rammer for den konkrete sag. Den forelæggende ret har anført, at denne løsning rent hypotetisk vil kunne anvendes i den omhandlede situation, eftersom den særlige undersøgelsesordning, der er forbundet med begrebet sikkert oprindelsesland, som jeg har forstået dette argument, ikke burde have været anvendt, når betingelserne for dens anvendelse ikke var opfyldt (fordi udpegelsen som sikkert oprindelsesland kunne være uforenelig med direktiv 2013/32).

159.

Den forelæggende ret har samtidig også forklaret, at det ikke er blevet bekræftet i national retspraksis, at denne undtagelse kan anvendes i forbindelse med domstolsprøvelse på asylområdet, og at artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 ikke er blevet gennemført i den nationale retsorden. Den ønsker derfor nærmere bestemt oplyst, om den har beføjelse til ex officio at rejse spørgsmålet om (eventuel) ulovlig udpegelse af et sikkert oprindelsesland på grundlag af artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 (der gælder umiddelbart), sammenholdt med chartrets artikel 47 ( 96 ), og om disse bestemmelser faktisk kræver, at denne ret foretager en sådan prøvelse. Det er således denne konkrete problemstilling, der skal undersøges i det følgende.

160.

Det bør fremhæves, at ordlyden af artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 (som anført i punkt 147 ovenfor) bl.a. er blevet fortolket i Alheto-dommen, hvori Domstolen i det væsentlige præciserede, at selv om udtrykket »ex nunc« kræver, at den nationale ret, hvor det er relevant, tager hensyn til nye forhold, der er fremkommet efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, kræver udtrykket »fuldstændig« en undersøgelse af både de forhold, som den besluttende myndighed tog hensyn til, og de forhold, som den kunne have taget hensyn til (hvilket den undlod) ( 97 ).

161.

Det følger i øvrigt af Domstolens efterfølgende praksis, at der med en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af ansøgerens behov for international beskyttelse, menes en undersøgelse, der er »udførlig og opdateret«, og at EU-lovgiver har fastsat denne standard for domstolsprøvelsen for at gøre det muligt for den nationale ret at udtale sig bindende om »spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren opfylder […] [betingelserne] for at blive tildelt international beskyttelse«, når denne råder over »oplysninger om alle de i denne henseende nødvendige faktiske og retlige omstændigheder« ( 98 ).

162.

I lyset af disse præciseringer og under hensyntagen til den sammenhæng, hvori artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 indgår, samt de formål, der forfølges med dette direktiv, er det min opfattelse, at forpligtelsen til at foretage en »fuldstændig« undersøgelse eller med Domstolens ord en »udførlig« og opdateret undersøgelse principielt indebærer en forpligtelse for den nationale ret til ex officio at behandle en fejl, som består i, at den pågældende ansøgning blev behandlet efter den særlige undersøgelsesordning, der er forbundet med begrebet sikkert oprindelsesland, selv om betingelserne for dens anvendelse ikke var opfyldt.

163.

Til støtte for denne opfattelse skal det for det første påpeges, at den primære EU-ret indebærer en forpligtelse for EU-lovgiver til at overholde Genèvekonventionen ( 99 ) og ligeledes sikrer asylretten som en grundlæggende rettighed ( 100 ). Dette indebærer, at den EU-lovgivning, der er vedtaget for at konkretisere denne rettighed, såsom direktiv 2013/32, skal udformes og fortolkes i overensstemmelse med disse primærretlige krav ( 101 ). Disse instrumenter skal i øvrigt ligeledes fortolkes under hensyntagen til arten af de rettigheder, som tredjelandsstatsborgere kan påberåbe sig i henhold til direktiv 2011/95, hvorved der blev indført en særlig retlig ordning for international beskyttelse inden for EU.

164.

Domstolen har i denne henseende allerede præciseret, at når en tredjelandsstatsborger opfylder de betingelser for tildeling af international beskyttelse, der er fastsat i direktiv 2011/95, er medlemsstaterne principielt forpligtet til at tildele den ansøgte status, idet de ikke råder over nogen skønsbeføjelse i denne forbindelse ( 102 ).

165.

Dette indebærer, at elementerne i den domstolsprøvelse, der er omhandlet i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, skal fortolkes på en måde, der bidrager til at sikre, at personer, som opfylder de gældende betingelser, tildeles international beskyttelse, og ligeledes til at undgå en situation, hvor der gives afslag på en sådan beskyttelse, selv om de gældende betingelser er opfyldt.

166.

Med hensyn til den foreliggende sag følger det for det andet af begrebet sikkert oprindelsesland som omhandlet i direktiv 2013/32, at behandlingen af en ansøgning, der er omfattet af dette begreb, hviler på en formodning om, at ansøgerens oprindelsesland er sikkert, som det tilkommer ansøgeren at afkræfte inden for rammerne af en procedure, der desuden kan fremskyndes.

167.

Dette ændrer i sig selv den anvendte undersøgelsesramme, og selv om denne ramme, som jeg flere gange har nævnt, ikke gør det muligt at fravige forpligtelsen til at foretage en individuel behandling, kan en ansøgning om international beskyttelse ikke anses for at være blevet behandlet på den korrekte og fuldstændige måde, der generelt kræves i henhold til direktiv 2013/32 ( 103 ), når den besluttende myndighed anvendte denne ordning, selv om de gældende betingelser for dens anvendelse ikke var opfyldt.

168.

For det tredje er jeg ikke helt sikker på, hvordan forpligtelsen til at foretage en »fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse« af faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af ansøgerens behov for international beskyttelse, vil fungere, hvis artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, som indeholder denne forpligtelse, ikke fortolkes således, at den nationale ret har pligt til ex officio at rejse spørgsmålet om, hvorvidt den anvendte procedure er ulovlig, og – som den tjekkiske regering har anført – begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren har afkræftet formodningen om sikkerhed, uden at retten har mulighed for at efterprøve, om det begreb, der har givet anledning til denne formodning, rent faktisk finder anvendelse ( 104 ).

169.

Hvis det i mangel af et anbringende fra ansøgeren ikke er muligt at rejse spørgsmålet om den anvendte processuelle rammes ulovlighed, vil det nemlig betyde, at den nationale ret fortsat er bundet af et procedurevalg, som den besluttende myndighed har foretaget, og som i det foreliggende tilfælde vil påvirke ikke bare tidsrammen for procedurens undersøgelse, men også undersøgelsens omfang (som følge af anvendelsen af formodningen om, at ansøgerens oprindelsesland er sikkert).

170.

Under disse omstændigheder vil den nationale rets manglende mulighed for at vurdere lovligheden af den undersøgelsesordning, der reelt har gjort hele processen for undersøgelse af ansøgerens behov for international beskyttelse mangelfuld, medføre unødige begrænsninger for den nationale ret, som forhindrer den i at overskride rammerne for den pågældende undersøgelsesordning for så vidt angår vurderingen af, om ansøgeren skal indrømmes international beskyttelse.

171.

Afgørelsen af dette spørgsmål udgør som allerede nævnt det overordnede rationale for procedurereglerne i direktiv 2013/32. EU-lovgivers hensigt med at fastlægge den nye definition af domstolsprøvelsens omfang i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 var således efter min opfattelse at sikre en fyldestgørende sagsbehandling ( 105 ), og det må derfor konkluderes, at den domstolsprøvelse, der er omhandlet i denne bestemmelse, nødvendigvis omfatter lovligheden af den procedure, der er anvendt ved behandlingen af den pågældende ansøgning.

172.

Det bør tilføjes, at den nationale ret i forbindelse med prøvelsen af en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, der er blevet behandlet efter den omhandlede særlige ordning, selvfølgelig kan konkludere, at oplysningerne i sagen indebærer, at den negative afgørelse skal omgøres, og at der skal tildeles international beskyttelse. I denne situation er jeg enig med Kommissionen i, at det ikke er relevant at undersøge, om det var lovligt at udpege et givet tredjeland som sikkert oprindelsesland ( 106 ).

173.

Det følger ikke desto mindre – modsat hvad Kommissionen mere generelt har anført – af det ovenfor anførte, at det stadig er relevant at vurdere, om udpegelsen af det omhandlede sikre oprindelsesland er lovlig, når den nationale ret ikke er i stand til at drage en konklusion, der materielt set adskiller sig fra den, som den besluttende myndighed nåede frem til.

174.

Den forelæggende ret kan nemlig kun sikre sig, at ansøgningen har været genstand for en korrekt og fuldstændig behandling (efter at den er blevet underkastet en undersøgelsesordning, som ikke skulle have været anvendt), enten ved selv at behandle ansøgningen eller ved at hjemvise sagen til den besluttende myndighed ( 107 ). Den nationale ret skal i begge situationer være i stand til at undgå enhver processuel behandling af sagen (hvilket nødvendigvis indebærer, at der tages stilling til dens lovlighed) og til i givet fald at udtale sig bindende om den korrekte proceduremæssige ramme, inden for hvilken ansøgningen på ny skal behandles af den besluttende myndighed, uanset om ansøgeren har anfægtet den proceduremæssige ramme, der blev anvendt i første instans.

175.

Denne konklusion berøres ikke af den omstændighed, at Domstolen i Fathi-dommen fortolkede artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 således, at den nationale ret ikke var forpligtet til ex officio at undersøge, om de i Dublin III-forordningen fastsatte kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, var blevet anvendt korrekt ( 108 ). Domstolens benægtende svar var støttet på specifikke bestemmelser i de to omhandlede EU-retsakter, som reelt udelukker de procedurer mellem medlemsstaterne, der er reguleret ved Dublin III-forordningen, fra anvendelsesområdet for direktiv 2013/32 ( 109 ). Der er imidlertid ikke tale om en sådan udelukkelse i det foreliggende tilfælde.

176.

Den nævnte konklusion berøres heller ikke af den omstændighed, at der ikke henvises til »ex officio-prøvelse« i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, hvilket – som den nederlandske regering har fremhævet – adskiller denne bestemmelse fra artikel 46, stk. 4 og 6, hvori dette udtryk anvendes.

177.

Artikel 46, stk. 4, i direktiv 2013/32 fastsætter således bl.a., at »[m]edlemsstaterne kan […] træffe bestemmelser om ex officio-prøvelse af afgørelser«, der er truffet i forbindelse med procedurer ved grænsen eller i transitområder ( 110 ). Artikel 46, stk. 6, i direktiv 2013/32 omhandler derimod konsekvenserne af muligheden for at undgå, at ansøgere i visse situationer (f.eks. når de kommer fra sikre oprindelseslande) automatisk får ret til at forblive på det nationale område, mens klagen over afgørelsen om afslag på deres ansøgning behandles. Denne mulighed kræver, at de nationale retter har beføjelse til at afgøre, om ansøgeren kan forblive på det nationale område, »enten efter anmodning fra den berørte ansøger eller ex officio […]« ( 111 ).

178.

Efter min opfattelse er disse aspekter ikke relevante for den foreliggende vurdering, da ingen af dem vedrører omfanget af prøvelsen af ansøgerens sag.

179.

Det er dog klart, at der ikke kan ses bort fra EU-lovgivers beslutning om at anvende forskellige udtryk til at beskrive den pågældende prøvelse i de forskellige stykker i samme bestemmelse (dels udtrykket »ex officio« i artikel 46, stk. 4 og 6, i direktiv 2013/32, dels udtrykket »fuldstændig« i direktivets artikel 46, stk. 3).

180.

I denne forbindelse skal de ovenfor anførte betragtninger imidlertid ikke forstås således, at forpligtelsen til at foretage en »fuldstændig« domstolsprøvelse af retlige omstændigheder i henhold til artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 indebærer en forpligtelse for de nationale retter til at efterprøve disse omstændigheder ex officio, når deres materielle rækkevidde ikke er begrænset. Dette gælder så meget desto mere, som adjektivet »fuldstændig«, som det fremgår af Alheto-dommen, bl.a. omfatter retlige omstændigheder, som den myndighed, der har truffet afgørelse i første instans, ikke har taget hensyn til. Hvis dette krav kombineres med forpligtelsen til ex officio-prøvelse, vil dette medføre, at de nationale retter har pligt til ex officio at efterprøve en potentielt ikke nærmere afgrænset kategori af retlige spørgsmål ( 112 ).

181.

Det er til gengæld klart, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningen blev behandlet efter den korrekte undersøgelsesordning, indgik i den vurdering, som den besluttende myndighed foretog. Jeg har desuden forklaret, at den besluttende myndigheds valg om at anvende den særlige undersøgelsesordning, der er forbundet med begrebet sikkert oprindelsesland, påvirker parametrene for denne undersøgelse og af denne grund er tæt knyttet til de indsamlede oplysningers omfang og derfor eventuelt kan gøres til genstand for domstolsprøvelse.

182.

Det er som følge heraf min opfattelse, at artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 skal fortolkes således, at en national ret, for hvilken der er indbragt en sag til prøvelse af en afgørelse, hvorved en ansøgning om international beskyttelse er blevet afslået som åbenbart grundløs som omhandlet i artikel 32, stk. 2, i direktiv 2013/32, inden for rammerne af den særlige undersøgelsesordning, der er forbundet med begrebet sikkert oprindelsesland, har pligt til ex officio at rejse spørgsmålet om, hvorvidt udpegelsen som sikkert oprindelsesland er uforenelig med kravene i direktiv 2013/32, når ansøgeren ikke har rejst dette spørgsmål, og når denne ret ikke er i stand til at drage en konklusion, der materielt set adskiller sig fra den, som den besluttende myndighed nåede frem til.

183.

Såfremt Domstolen ikke er enig i ovenstående vurdering og i stedet fastslår, at begrebet »fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse« i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 ikke indebærer en forpligtelse for den nationale ret til ex officio at behandle en fejl ved den anvendte undersøgelsesordning, vil det medføre, at medlemsstaterne principielt skal afgøre et sådant spørgsmål ud fra ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet ( 113 ).

184.

For det første kræver ækvivalensprincippet en ligebehandling mellem de søgsmål, der støttes på en tilsidesættelse af national ret, og de tilsvarende søgsmål, der støttes på en tilsidesættelse af EU-retten ( 114 ).

185.

Den forelæggende ret har som tidligere nævnt fremhævet, at der foreligger en praksis ved de tjekkiske forvaltningsdomstole, hvorefter de nationale domstole på områder, der – som jeg har forstået det – er underlagt national ret, ex officio skal tage hensyn til proceduremangler, når den pågældende mangel har medført, at den administrative myndighed har truffet en afgørelse, der falder uden for de proceduremæssige rammer for sagen. Den forelæggende ret har samtidig gjort opmærksom på, at denne praksis ikke er blevet udvidet til at omfatte den retslige prøvelse af en afgørelse vedrørende en ansøgning om international beskyttelse, som er reguleret ved de gældende EU-retlige regler.

186.

Jeg henviser i denne forbindelse til fast retspraksis, hvorefter det afgøres, om ækvivalensprincippet finder anvendelse, ud fra spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende søgsmål, der støttes på henholdsvis national ret og EU-retten, rent faktisk er sammenlignelige. Dette spørgsmål skal vurderes i forhold til »sagsgenstanden, søgsmålsgrundlaget og de væsentligste forhold« ( 115 ) og under hensyn til, »hvilken stilling de omhandlede regler indtager i den samlede procedure, procedurens forløb og disse reglers særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser« ( 116 ). Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at det tilkommer den nationale ret, som har direkte kendskab til de gældende processuelle regler, at foretage denne undersøgelse ( 117 ).

187.

Det tilkommer på denne baggrund den forelæggende ret at efterprøve, om de søgsmål, der støttes på national ret, og hvor de nationale retter har pligt til at efterprøve procedurens lovlighed ex officio, er sammenlignelige med det her omhandlede søgsmål. I bekræftende fald kræver ækvivalensprincippet, at den forelæggende ret ligeledes anvender denne nationale praksis i forbindelse med det verserende søgsmål i hovedsagen.

188.

For det andet skal det i forbindelse med vurderingen i forhold til effektivitetsprincippet undersøges, om forvaltningsretsplejelovens § 75, stk. 2, hvori de nationale retters prøvelse af forvaltningsafgørelser begrænses til en undersøgelse af de anbringender, som parterne har fremsat, gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for ansøgerne at udøve de rettigheder, som de har i medfør af de relevante EU-retlige regler.

189.

Ifølge Domstolens faste praksis skal der ved vurderingen af, om en national bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden, tages hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, dennes forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retter, samt i givet fald beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig gennemførelse af proceduren ( 118 ).

190.

I forbindelse med de nationale retters ex officio-forpligtelser følger det af Domstolens generelle praksis, at effektivitetsprincippet ikke pålægger nationale retter en forpligtelse til af egen drift at tage et anbringende udledt af en bestemmelse i EU-retten under påkendelse, uafhængigt af denne bestemmelses betydning for Unionens retsorden, hvis parterne gives en faktisk mulighed for at gøre et sådant anbringende gældende for en national ret ( 119 ).

191.

Det er på den ene side korrekt, at Domstolen gradvis har fastlagt vidtrækkende ex officio-forpligtelser for de nationale retter på det forbrugerretlige område for i korte træk at sikre, at forbrugerne ikke bindes af urimelige kontraktvilkår ( 120 ).

192.

Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at denne tilgang rent faktisk er begrænset til det område, hvor den blev udviklet. Domstolen har således præciseret, at der ikke kræves samme tilgang i forbindelse med straffesager, såfremt visse betingelser, der gælder for dette retsområde, er opfyldt, og jeg kan ikke se, hvorfor dette ikke skulle være tilfældet i den foreliggende sammenhæng ( 121 ).

193.

For det andet har Domstolen ganske vist fastslået, at den kompetente retslige myndighed ex officio skal efterprøve, om det er lovligt at frihedsberøve tredjelandsstatsborgere, også for så vidt angår grunde, som den berørte person ikke har påberåbt sig.

194.

Domstolen drog imidlertid ikke denne konklusion på grundlag af effektivitetsprincippet, men ud fra de specifikke og præcise regler, som EU-lovgiver har fastsat for retslig prøvelse af frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere ( 122 ), i lighed med ovenstående vurdering, som jeg har baseret på den præcise regel i artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32.

195.

Hvis Domstolen ikke er enig i min primære løsning, er det derfor min opfattelse, at svaret på det tredje spørgsmål, henset til effektivitetsprincippet, skal baseres på Domstolens generelle praksis, som jeg har nævnt i punkt 190 ovenfor.

196.

Set i dette perspektiv kan det ikke udledes af sagsakterne, at CV ikke har haft mulighed for at gøre gældende, at udpegelsen som sikkert oprindelsesland var i strid med de betingelser, der er fastsat i bilag I til direktiv 2013/32, i forbindelse med den klagesag, der verserer for den forelæggende ret.

197.

Den forelæggende ret har imidlertid fremhævet, at den fremskyndede procedure gør det meget vanskeligt for ansøgerne at fremsætte deres anbringender.

198.

Dette tyder imidlertid ikke i sig selv på, at det er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for ansøgere såsom CV at gøre indsigelse mod anvendelsen af begrebet sikkert oprindelsesland.

199.

Som den tyske regering med rette har gjort gældende, indtager ansøgerne på den ene side og de besluttende myndigheder på den anden side forskellige roller i forbindelse med proceduren i første instans.

200.

Det følger nærmere bestemt af en gennemgang af artikel 4, stk. 1, i direktiv 2011/95, at selv om det kan pålægges ansøgere om international beskyttelse at fremlægge de faktuelle oplysninger, der er nødvendige for behandlingen af deres ansøgning ( 123 ), er de imidlertid ikke forpligtet til at rejse spørgsmål vedrørende de retlige rammer, der ligger til grund for behandlingen af deres ansøgning. Denne opgave påhviler den besluttende myndighed, hvilket i generelle vendinger bekræftes i samme bestemmelse, hvoraf det fremgår, at »[m]edlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen« ( 124 ).

201.

Som jeg ser det, kan en sådan fordeling af opgaver mellem ansøgerne, der fremlægger de faktuelle oplysninger, og de nationale myndigheder, der står for den retlige kvalificering af disse oplysninger, imidlertid ikke i sig selv betragtes som en uforholdsmæssig strukturel vanskelighed, der under alle omstændigheder skal opvejes af de nationale retters forpligtelse til ex officio at rejse retlige spørgsmål, der kan være blevet vurderet forkert. Kapitel II i direktiv 2013/32 omhandler desuden de generelle garantier, som ansøgerne skal indrømmes, bl.a. i forbindelse med den fremskyndede procedure, såsom retten til at blive underrettet om, hvilken procedure der følges ( 125 ), og hvordan der gøres indsigelse mod en negativ afgørelse ( 126 ), eller gratis juridisk bistand i forbindelse med klageprocedurer ( 127 ).

202.

Selv om medlemsstaternes forpligtelser til at yde disse garantier kan være underlagt visse begrænsninger og i visse tilfælde kræver, at ansøgerne anmoder herom (hvilket forudsætter, at de har kendskab til deres eksistens), fremgår det ikke af sagsakterne, at CV ikke fik adgang hertil. Der er heller intet, der tyder på, at klagefristen var så kort, at det ville være uforholdsmæssigt vanskeligt eller umuligt for ansøgeren at gøre gældende, at den omhandlede udpegelse som sikkert oprindelsesland var ulovlig.

203.

Det er under disse omstændigheder ikke min opfattelse, at effektivitetsprincippet pålægger den nationale ret en forpligtelse til ex officio at rejse spørgsmålet om, hvorvidt udpegelsen som sikkert oprindelsesland var forenelig med direktiv 2013/32.

204.

Jeg foreslår, henset til det ovenfor anførte, at Domstolen giver Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno, Den Tjekkiske Republik) følgende svar: