1.

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 9, stk. 2 og 3, i forordning (EU) 2017/1001 ( 2 ) samt forordningens artikel 14, stk. 1, litra c), og artikel 14, stk. 2.

2.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem Audi AG, som er en producent af biler og tilbehør til biler, og GQ, som driver engrosvirksomhed med disse produkter på et websted. Tvisten angår GQ’s påståede tilsidesættelse af Audi AG’s rettigheder i medfør af et EU-figurmærke, som selskabet er indehaver af.

3.

Det centrale punkt i nærværende sag angår omfanget af beskyttelsen af indehaverens eneret til et EU-varemærke samt begrænsningerne af dette varemærkes retsvirkninger i forhold til tredjemands brug af dette i erhvervsmæssigt øjemed. Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til at udvikle sin praksis om fortolkningen af forordning 2017/1001 med henblik på markedsføring af reservedele, i særdeleshed til biler.

4.

Artikel 9 i forordning 2017/1001 med overskriften »Et EU-varemærkes retsvirkninger« fastsætter:

»1.   Registrering af et EU-varemærke giver indehaveren en eneret.

2.   Med forbehold af indehaverrettigheder erhvervet inden EU-varemærkets ansøgnings- eller prioritetsdato kan indehaveren af det pågældende EU-varemærke forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når:

[…]

3.   Navnlig følgende kan forbydes i medfør af stk. 2:

[…]«

5.

Artikel 14 i forordning 2017/1001 med overskriften »Begrænsninger i et EU-varemærkes retsvirkninger« fastsætter:

»1.   Et EU-varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af:

[…]

2.   Stk. 1 finder kun anvendelse, hvis tredjemands anvendelse sker i overensstemmelse med god markedsføringsskik.«

6.

Artikel 19 i forordning nr. 6/2002 ( 3 ) med overskriften »De rettigheder, der er knyttet til et registreret EF-design« bestemmer:

»1.   Registreringen som et EF-design giver indehaveren eneret til at bruge det pågældende design og til at forbyde tredjemand at bruge det uden indehaverens samtykke. Ved brug af det pågældende design forstås navnlig fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et produkt, som designet indgår i eller finder anvendelse på, eller oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål.

[…]«

7.

Artikel 110 i forordning nr. 6/2002, med overskriften »overgangsbestemmelse«, fastsætter:

»1.   Design, der udgør en del af et sammensat produkt, som i medfør af artikel 19, stk. 1, er fremstillet eller bruges med det formål at give mulighed for at reparere et sammensat produkt med henblik på at genskabe dets oprindelige udseende, er ikke omfattet af beskyttelse som EF-design, før der på forslag af Kommissionen træder ændringer i kraft i forhold til denne forordning.

[…]«

8.

Sagsøgeren, AUDI AG, er en virksomhed med hjemsted i Ingolstadt (Tyskland), der har eneret til EU-figurmærket, som er anført nedenfor, registreret under nr. 000018762, bl.a. i klasse 12 i Nice-klassifikationen (køretøjer, reservedele, tilbehør til køretøjer). Dette varemærke er et tegn, bestående af fire vandrette sammenstillede cirkler, som sagsøgeren reproducerer og bruger som sit emblem:

9.

Sagsøgte, GQ, er en fysisk person, der sælger reservedele til biler. Han tilbyder ikke disse varer direkte til forbrugere, men sælger dem til andre distributører. I årene 1986-2017 udbød sagsøgte og reklamerede for, ved hjælp af en hjemmeside, kølergitre/grill, som var tilpasset og designet til ældre Audi-modeller fra 1980’erne og 1990’erne. Ligesom for de originale kølergitre/grill havde de et udskåret rum, hvor bilproducentens emblem, svarende til udseendet af sagsøgerens EU-varemærke, kunne indsættes og monteres.

10.

I 2017 anlagde sagsøgeren sag mod sagsøgte med henblik på at blokere udbuddet af ikke-originale reservedele, hvor visse bestanddele helt eller delvist afspejlede formen på sagsøgerens varemærke. Ved stævning af maj 2020 nedlagde sagsøgeren påstand ved den forelæggende ret i nærværende sag, Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen), om, at sagsøgte forbydes at importere, udbyde, bringe i omsætning og reklamere for kølergitre/grill, som ikke var originale, og som bærer et tegn, der er identisk med eller ligner dennes EU-varemærke. Sagsøgeren anmodede også om destruktion af 70 af disse kølergitre/grill, som var blevet tilbageholdt af toldmyndigheden.

11.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at en betingelse for at kunne træffe afgørelse i denne sag er, at det fastslås, om beskyttelsen af eneretten til sagsøgerens EU-varemærke – som ifølge den forelæggende ret har et stærkt særpræg, er velkendt i Polen og utvetydigt forbindes med sagsøgerens virksomhed – også omfatter de bestanddele, som bruges til at indsætte og montere bilproducentens emblem på kølergitteret/grillen, som med hensyn til dets form er identisk med, eller til forveksling ligner, varemærket.

12.

Den forelæggende ret er for det første især i tvivl om, hvorvidt de bestanddele, som bruges til at indsætte og montere bilproducentens tegn på kølergitteret/grillen, opfylder formålet med et varemærke, nemlig at angive produktets oprindelse. Denne tvivl opstår selv, såfremt det antages, at denne bestanddel svarer til formen på producentens emblem og derfor kan betragtes som identisk med, eller til forveksling ligner, EU-varemærket.

13.

Den forelæggende ret har i den forbindelse henledt Domstolens opmærksomhed på den manglende tilstedeværelse i EU-varemærkeretten af en bestemmelse svarende til artikel 110, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 – »reparationsklausulen« – der for så vidt angår EU-design ikke omfatter beskyttelse af design, der en del af et sammensat produkt med henblik på at genskabe dets oprindelige udseende. Den forelæggende ret mener endvidere, at fortolkningen af artikel 9, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001 bør foretages i lyset af formålet i EU-varemærkeretten om ikke-fordrejet konkurrence og forbrugernes interesse i at vælge mellem køb af originale eller ikke-originale reservedele til biler.

14.

Såfremt det for det andet antages, at monteringsfeltet til at indsætte og montere en bilproducents emblem på kølergitteret/grillen opfylder funktionen for et varemærke, vil det ifølge den forelæggende ret rejse spørgsmålet om, hvorvidt artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 tillader en sælger af reservedele at markedsføre ikke-originale gitre med et sådant monteringsfelt. Såfremt svaret er bekræftende, er den forelæggende ret i tvivl om, hvilke kriterier der bør anvendes med henblik på at afgøre, hvorvidt EU-varemærket anvendes i overensstemmelse med god markedsføringsskik, i henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning 2017/1001.

15.

På denne baggrund har Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

[Såfremt et af spørgsmålene i det første spørgsmåls litra a) besvares bekræftende:]

16.

Den forelæggende ret ønsker med sine spørgsmål for det første nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 kan fortolkes således, at en sælger af ikke-originale reservedele til biler, nemlig kølergitre/grill, lovligt kan markedsføre disse reservedele, såfremt de indeholder et monteringsfelt til at indsætte og montere emblemet for en bilproducent, som samtidig med hensyn til dets form er identisk med, eller til forveksling ligner, producentens EU-varemærke.

17.

Den forelæggende ret stiller dette spørgsmål med henvisning til to mulige situationer, dvs. alt afhængig af om det teknisk set er muligt eller teknisk set ikke er muligt at indsætte og montere denne producents emblem, uden at det afspejler dennes varemærke [spørgsmål 1a)]. Såfremt det førstnævnte spørgsmål besvares bekræftende i begge eller en af disse situationer, er den forelæggende ret i tvivl om, hvilke kriterier der skal anvendes for afgørelsen af, om brugen af varemærket er forenelig med god markedsføringsskik i henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning 2017/1001 [spørgsmål 1b)].

18.

Den forelæggende ret ønsker for det andet oplyst, om bestanddelen i kølergitteret/grillen, der anvendes til indsættelse og montering af bilproducentens emblem, og som derfor afspejler formen af producentens grafiske EU-varemærke, kan betragtes som et varemærke, der opfylder funktionen angående oprindelsesangivelse i henhold til artikel 9, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001 [spørgsmål 1c) og d)] ( 4 ).

19.

Det er kun relevant at tage stilling til betingelserne for anvendelsen af begrænsningerne til eneretten, der følger af et EU-varemærke, som angivet i artikel 14 i forordning 2017/1001, såfremt en tilsidesættelse af denne eneret, hvis omfang er defineret i artikel 9 i forordning 2017/1001, har fundet sted ( 5 ). På denne baggrund vil jeg i første omgang besvare spørgsmål 1c) og 1d) og derefter spørgsmål 1a) og 1b).

20.

Spørgsmål 1c) og 1d) angår fortolkningen af artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001. Begge elementer af dette spørgsmål kræver, at Domstolen tager stilling til, hvorvidt en uafhængig producents anvendelse af en bestanddel i kølergitteret/grillen med henblik på at indsætte og montere bilproducentens emblem, som afspejler formen på denne producents EU-varemærke, udgør erhvervsmæssig brug af et tegn som omhandlet i disse bestemmelser.

21.

Det er indledningsvis nødvendigt at bemærke, at i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning 2017/1001 giver registrering af et EU-varemærke indehaveren en eneret, som i henhold til artikel 9, stk. 2, i denne forordning giver indehaveren ret til at forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn, som er identisk med eller ligner dette, i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, såfremt visse betingelser er opfyldt.

22.

Artikel 9, stk. 3, i forordning 2017/1001 angiver en ikke-udtømmende liste over typer af brug, som indehaveren af et EU-varemærke kan forbyde. Dette omfatter at fastgøre tegnet på varerne eller på deres emballage [litra a)], at udbyde varerne til salg, at markedsføre dem eller oplagre dem med disse formål [litra b)] samt at importere eller eksportere varerne under dette tegn [litra c)] ( 6 ).

23.

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at indehaveren af et EU-varemærke tildeles eneret med henblik på at sætte vedkommende i stand til at beskytte sine særlige interesser som indehaver af varemærket, dvs. at sikre, at varemærket kan opfylde sine egentlige funktioner. Udøvelsen af denne ret bør derfor være begrænset til tilfælde, hvor tredjemands brug af tegnet gør indgreb eller kan gøre indgreb i varemærkets funktioner. Blandt disse funktioner skal ikke blot henregnes varemærkets væsentligste funktion, som er at garantere varens eller tjenesteydelsens oprindelse over for forbrugerne, men ligeledes varemærkets øvrige funktioner, såsom den funktion, der består i at garantere varens eller tjenesteydelsens kvalitet eller kommunikations-, investerings- eller reklamefunktioner ( 7 ).

24.

Det følger af det ovenstående, at indehaveren af et EU-varemærke ikke på grundlag af artikel 9 i forordning 2017/1001 kan modsætte sig brug af et tegn, der er identisk med eller til forveksling ligner varemærket, hvis denne brug ikke kan gøre indgreb i varemærkets funktioner ( 8 ).

25.

I nærværende sag bemærker jeg for det første, at de i hovedsagen omhandlede produkter vedrører ikke-originale kølergitre/grill til biler, der afspejler de originale modeller i overensstemmelse med mønsterlovgivningen ( 9 ). Disse grill udgør reservedele, der har til formål at dække og beskytte bilens kølergitter, som er en del af motorens kølesystem. Kølergitre/grill udgør eksterne og synlige dele af en bils karrosseri og har en væsentlig indvirkning på bilfrontens udseende. Deres placering gør dem særligt udsatte i tilfælde af et frontalsammenstød. Det er desuden almindelig praksis for bilproducenter at designe kølergitre/grill for deres køretøjer således, at de indeholder et monteringsfelt til at indsætte og montere deres emblem, ofte i kromfinish, der afspejler et varemærke, som de tidligere har registreret.

26.

Stedet, hvor bilproducentens emblem kan indsættes og monteres, udgør en integreret del af kølergitteret/grillen, som er placeret i den øverste tredjedel af køretøjets frontparti. Denne bestanddel er indrettet med et udskåret rum, hvor emblemet kan indsættes, samt en række åbninger med henblik på at montere det. Bagsiden af emblemet har tilsvarende søm til at fastgøre emblemet til grillen. Det er væsentligt at erindre, at den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål i den foreliggende sag ikke vedrører gengivelse af en bilproducents emblem som sådan, men derimod placeringen med henblik på at fastgøre dette tilbehør til kølergitteret/grillen, der i sagens natur har en form, der følger emblemets.

27.

Angående spørgsmålet om, hvorvidt en bestanddel såsom det omhandlede udgør et tegn, der kan gøre indgreb i varemærkets funktioner, som det kræves i henhold til den retspraksis, der henvises til ovenfor i punkt 24, vil jeg for det andet indledningsvis påpege, at begrebet »tegn« som anvendt i artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001 ikke defineres i andre bestemmelser i denne forordning. Som Republikken Polen, Kommissionen og sagsøgte har gjort gældende i hovedsagen, indebærer begrebet »tegn«, at det har en særpræget og selvstændig forbindelse til det produkt, det vedrører. For at kunne konstatere, at en bestanddel af et produkt fungerer som et tegn, er det med andre ord nødvendigt, at det opfattes som selvstændigt og adskiller sig fra selve produktet.

28.

Jeg konstaterer, at denne forståelse af begrebet »tegn« er blevet bekræftet ved flere lejligheder af Domstolen, som har fastslået, således som sagsøgte har gjort gældende, at et tegn ikke blot kan være en almindelig egenskab ved det omhandlede produkt ( 10 ). Dette betyder nærmere bestemt, at et tegn ikke kan sidestilles med de forskellige dele i dette produkt, i særdeleshed de komponenter, som alene opfylder en særlig funktion, og som ikke opfattes som et tegn, selv om de har indflydelse på produktets udseende som helhed.

29.

Generaladvokat Léger fremsatte relevante begrundelser i denne forbindelse i sit forslag til afgørelse i Dyson-sagen ( 11 ), hvor han i det væsentligste konstaterede, at et funktionelt træk, som er en del af en vares fremtræden – en gennemsigtig beholder, som er placeret udvendigt på en støvsuger – ikke opfylder betingelserne for at udgøre et tegn, eftersom elementet ikke er egnet til at adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders ( 12 ).

30.

Dette er efter min opfattelse ligeledes korrekt i forhold til bestanddelen omhandlet i nærværende sag, der, som jeg har beskrevet i punkt 25 og 26 i dette forslag til afgørelse, udgør støtte for en bilproducents emblem i kølergitteret/grillen, og dermed udgør en del af selve produktet og opfylder en ren teknisk funktion. Denne tekniske funktion er indlysende, såfremt man tager i betragtning, at det rum, der er udskåret, i kølergitteret/grillen alene anvendes til indsættelse og montering af et ekstra tilbehør – emblemet – samt, at det nødvendigvis må tilpasses formen på dette tilbehør for at opfylde dette særlige formål.

31.

Det er i denne forbindelse væsentligt at huske på, at formålet med reservedele til biler er at erstatte de oprindeligt samlede dele ( 13 ). For så vidt angår eksterne bestanddele har reservedele primært til formål at genskabe det oprindelige udseende af den reparerede bil. I modsat fald kan erstatning af en bils samlede dele udgøre tuning, der ligeledes kan være forbundet med et nyt udseende for en bil, men som begrebsmæssigt adskiller sig fra reparation, der har til formål at genskabe bilens oprindelige udseende. Domstolen har støttet denne fortolkning og fremhævet, at formålet med en reparation alene kan opfyldes med dele, der visuelt set er identiske med de originale dele ( 14 ).

32.

Det er efter min opfattelse oplagt, at alene kølergitre/grill, der er designet på en sådan måde, at bilproducentens emblem kan indsættes og monteres på samme vis som tiltænkt med det originale kølergitter/grill, muliggør en genskabelse af bilens oprindelige udseende. Det følger heraf, at kølergitre/grill, som en reservedel, alene kan bistå med at genskabe bilens oprindelige udseende, såfremt stedet for at fastgøre emblemet på loyal vis afspejler stedet i den oprindelige grill. Det er væsentligt at understrege, at i modsætning til andre typer af reservedele, såsom fælge og navkapsler, kan kølergitre/grill ikke lede til en fuldstændig reparation af en bils udseende, medmindre det er identisk med det originale produkt, på grund af dets placering på fronten af karrosseriet. Dette forklarer, hvorfor kølergitre/grill med et ikke-identisk udseende sjældent markedsføres af uafhængige producenter, bortset fra når de, som jeg har bemærket, anvendes med henblik på tuning.

33.

Anvendelsen af et tegn med henblik på at angive, at varer eller tjenesteydelser hidrører fra en bestemt virksomhed, må bedømmes på baggrund af dets erhvervsmæssige brug ( 15 ). Denne bedømmelse skal foretages på baggrund af forbrugerens opfattelse og beslutning, og disse forbrugere kan muligvis være interesseret i at købe reservedele til et bestemt bilmærke. Den forelæggende ret bemærker i denne forbindelse i forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgte i hovedsagen sælger reservedele til erhvervsdrivende distributører, som derfor må betragtes som den gennemsnitlige forbruger af produkterne omhandlet i nærværende sag ( 16 ).

34.

Det er værd at bemærke, at et nylig empirisk studie, der er udgivet i et specialiseret akademisk tidsskrift og gengiver de væsentligste præmisser i denne sag, er blevet foretaget med henblik på at afgøre, hvordan tilstedeværelsen af producentens varemærke på en reservedel påvirker opfattelsen af reservedelens handelsmæssige oprindelse og forbrugernes forventninger til produkternes kvalitet, i særdeleshed på det polske marked ( 17 ).

35.

Dette studie antyder for det første, at den sammenhæng, hvori tegnet anvendes, kan neutralisere antydningen af den handelsmæssige oprindelse af et produkt, i særdeleshed, som drøftet under retsmødet i nærværende sag, når de tilgængelige oplysninger i forbindelse med salget af kølergitre/grill inkluderer de følgende centrale elementer: (i) produktets navn og de bilmodeller, det kan anvendes til, (ii) prisen pr. enhed, der som regel er lavere end for originale reservedele, (iii) yderligere oplysninger om, at reservedelen tilbudt af sælger ikke er original, og (iv) navnet på den uafhængige producent ( 18 ).

36.

Studiet forklarer for det andet på baggrund af den undersøgelse, der er foretaget, at erhvervsdrivende detailhandlere og værksteder »i overvældende grad« gav udtryk for, at reservedelene kom fra en uafhængig producent, hvilket demonstrerede, at erhvervsdrivende sælgere normalt ikke vildledes angående oprindelsen af kølergitre/grill. Selv blandt slutbrugere var den procentdel, der pegede på den oprindelige producent, ret lille. Studiet konkluderer på denne baggrund, at erhvervsdrivende i tilfælde af salg af uafhængigt indkøbte reservedele tilsyneladende opfatter den oprindelige producents EU-varemærke som en beskrivelse af produktets egenskaber – som et element, der opfylder et teknisk formål – snarere end en antydning af oprindelse ( 19 ).

37.

Et empirisk studie kan naturligvis ikke udgøre den eneste udslagsgivende faktor i den endelige bedømmelse af en konkret sag angående varemærkeretten, såsom den i hovedsagen omhandlede. Studiet, der er omtalt ovenfor, viser dog, at det er nødvendigt at foretage en udførlig analyse i hvert enkelt tilfælde med henblik på forstå relevante forbrugeres opfattelse af det omhandlede tegn. I den forbindelse bør der især lægges vægt på de oplysninger, der er tilgængelige i salgsprocessen angående den omhandlede reservedele, samt særlige forhold i det lokale marked. I f.eks. Polens tilfælde er der tilsyneladende enighed blandt parterne i nærværende sag om, at et stort antal brugte og beskadigede biler importeres til denne medlemsstat fra andre medlemsstater. På denne baggrund er ældre biler, der har et reparationsbehov, meget almindelige på det polske bilmarked, hvilket betyder, at reparationsmarkedet i dette land er særligt udviklet og kendt blandt forbrugere, der er villige til at reparere disse ældre biler med henblik på at genskabe deres oprindelige udseende ( 20 ).

38.

Denne observation er også foreneligt med Domstolens praksis, i særdeleshed Adam Opel-dommen ( 21 ), hvortil der er blevet henvist i den juridiske litteratur ( 22 ) som et eksempel på tredjemands gengivelse af en bilproducents EU-varemærke, som ikke opfylder formålet om et angive produktets oprindelse.

39.

Domstolen fastslog i den nævnte sag – angående anvendelsen af en bilproducents EU-varemærke på legetøjsbiler i mindre målestoksforhold – at der ikke var nogen negativ indvirkning på funktionen af dette tegn, eftersom den relevante kundekreds ikke opfatter bilemblemet på legetøjsbilerne som en angivelse af, at disse legetøjsbiler hidrører fra denne producent eller fra en virksomhed, der er økonomisk forbundet med dette selskab ( 23 ). De særlige forhold og praksis i sektoren var også her udslagsgivende. Domstolen lagde vægt på den forelæggende rets bedømmelse af det faktiske forhold, at gennemsnitsforbrugeren af varer fra legetøjsindustrien er vant til, at legetøjsbilerne ligner virkelige biler, og endog lægger megen vægt på, at de er fuldstændig tro kopier af originalerne, hvilket betyder, at forbrugeren vil opfatte bilproducentens emblem, der er anbragt på legetøjsbilerne, som en angivelse af, at der er tale om en gengivelse i et mindre målestoksforhold af en bil, og ikke som en angivelse af, at lejetøjsbilen oprinder fra denne producent ( 24 ).

40.

Disse betragtninger er efter min opfattelse tilstrækkelige til, at Domstolen i denne sag kan konstatere, at en silhuet af en bilproducents EU-varemærke, som del af en nøjagtig gengivelse af originale kølergitre/grill og alene med et teknisk formål om at indsætte og montere denne producents emblem, ikke opfylder funktionen af et varemærke og derfor ikke udgør erhvervsmæssig brug af et tegn som omhandlet i artikel 9, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001 – i særdeleshed når omstændighederne omtalt i punkt 35 og 37 i nærværende forslag til afgørelse opstår, hvilke det er op til den nationale domstol at bedømme.

41.

For fuldstændighedens skyld vil jeg tilføje, at fraværet i EU-varemærkeretten af en bestemmelse, der svarer til »reparationsklausulen« i EU-mønsterlovgivningen, som den forelæggende ret henviser til i spørgsmål 1c) og 1d), ikke er en relevant omstændighed i forhold til ovenstående konklusion. I sagen Ford Motor Company ( 25 ) fastslog Domstolen, at »reparationsklausulen« i artikel 110 i forordning nr. 6/2002 alene indebærer visse begrænsninger i beskyttelsen af mønstre eller design uden nogen henvisning til beskyttelsen af varemærker ( 26 ). Domstolens fortolkning udelukker på det formelle plan, at »reparationsklausulen« i artikel 110 i forordning nr. 6/2002 tages i betragtning i forbindelse med fortolkningen af artikel 9 i forordning 2017/1001.

42.

Jeg bemærker på trods af dette, at Domstolen i sin faste praksis i sager, hvor EU-varemærkeretten overlapper med andre områder i industriel ejendomsret, har fortolket grundlæggende bestemmelser i forordning 2017/1001 – samt forordningens forgængere – således, at neutralisering af de fælles formål i disse retsområder undgås, samt at de opfyldes fuldt ud, især med henblik på at beskytte ufordrejet konkurrence på markedet.

43.

Domstolen påpegede f.eks. i Lego Juris-sagen ( 27 ), der angik sammenhængen mellem varemærkeretten og patentretten, at det skal undgås, at varemærker fører til, at en virksomhed får et monopol på en vares tekniske løsninger eller funktionelle kendetegn ( 28 ). Domstolen fastslog i særdeleshed, at når udformningen af en vare alene gennemfører den tekniske løsning, som producenten af denne vare har udviklet og fået patenteret, vil en beskyttelse af denne udformning som varemærke efter udløbet af patentet nemlig væsentligt og varigt formindske andre virksomheders mulighed for at anvende den pågældende tekniske løsning ( 29 ). Afgørelser såsom i Lego Juris-sagen er udtryk for Domstolens tilbøjelighed til at foretage en sammenhængende og praktisk fortolkning i alle områder af industriel ejendomsret med henblik på at undgå, at der skabes monopoler, og for at beskytte forbrugernes adgang til produkter og tjenesteydelser fra et bredt spektrum af udbydere.

44.

Det skal bemærkes, at produktion og distribution af reservedele for køretøjer i nærværende sag i det væsentligste finder sted i tre markedssegmenter: a) reservedele produceret af bilproducenter, b) dele produceret af andre enheder end producenter, ofte på vegne af eller i samarbejde med bilproducenter, og c) dele produceret af uafhængige producenter, der ikke udbydes til bilproducenter, men som produceres i henhold til disse bilproducenters specifikationer og standarder ( 30 ). Det er som følge heraf klart, at en vid fortolkning af begrebet »tegn« i artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001 kunne give anledning til etablering af et monopol over reparation af kølergitre/grill, der kan genetablere køretøjets oprindelige udseende, hvilket ville være til bilproducenternes fordel – uanset om de agerer selvstændigt eller i kraft af koncessioner med uafhængige sælgere. Disse virkninger, der kan begrænse forbrugernes valg og have en indvirkning på formålene med nye foreslåede lovgivningsinstrumenter i EU-mønsterlovgivningen ( 31 ), ville indtræffe, såfremt bilproducenter i henhold til EU-varemærkeretten kunne fornægte uafhængige sælgeres markedsføring af ikke-originale kølergitre/grill, der har et monteringsfelt for indsættelse og montering af deres emblem ( 32 ).

45.

Det er af disse grunde, på trods af, som jeg allerede har forklaret, at »reparationsklausulen« ikke finder anvendelse i nærværende sag med henblik på fortolkningen af forordning 2017/1001, og på trods af, at Domstolen har fastslået, at det er artikel 14 i denne forordning, der har til formål at forene de grundlæggende hensyn til beskyttelsen af varemærkerettighederne med hensynet til ufordrejet konkurrence ( 33 ), at konsekvenserne af en afgørelse på området for EU-varemærkeretten bør tages i betragtning, der også kunne påvirke formålet med et nært relateret område i EU industriel ejendomsret, nemlig mønsterlovgivningen, der har til formål at øge forbrugernes valgmuligheder for så vist angår reservedele udbudt af uafhængige og ikke- uafhængige producenter.

46.

På baggrund af disse betragtninger konkluderer jeg, at artikel 9, stk. 2 og 3, i forordning 2017/1001 skal fortolkes således, at et monteringsfelt for indsættelse og montering af bilproducentens emblem, der gengiver formen på producentens EU grafiske varemærke, eller til forveksling ligner dette, på et ikke-originalt kølergitter/grill ikke udgør erhvervsmæssig brug af et tegn som omhandlet i disse bestemmelser, i særdeleshed når de omstændigheder, hvortil der henvises i nærværende forslag til afgørelse, angående salg af disse kølergitre/grill samt det lokale marked forefindes, hvilket det er op til den nationale domstol at bedømme.

47.

Som jeg har anført i punkt 19 i nærværende forslag til afgørelse, er det en betingelse for anvendelsen af artikel 14 i forordning 2017/1001, at en krænkelse af et EU-varemærke af tredjemand har fundet sted. I nærværende sag betyder det, at det alene er såfremt, at Domstolen er uenig i svaret til spørgsmål 1c) og 1d) og er af den opfattelse, at anvendelsen af bestanddelen omhandlet i denne sag udgør erhvervsmæssig brug af et tegn som omhandlet i artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001, at det er nødvendig at besvare den forelæggende rets spørgsmål 1a) og 1b).

48.

Den forelæggende ret ønsker i henhold til spørgsmål 1a) i særdeleshed afklaret, hvorvidt artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 tillader en sælger af ikke-originale kølergitre/grill at markedsføre disse produkter i tilfælde, hvor de anvender et monteringsfelt med henblik på at indsætte og montere bilproducentens emblem, der som følge af dets form er identisk med eller til forveksling ligner denne producents EU-varemærke.

49.

Som jeg allerede har nævnt, giver registrering af et EU-varemærke i medfør af artikel 9, i forordning 2017/1001 indehaveren en eneret, som giver denne ret til at forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn, som er identisk med eller ligner dette, i forbindelse med varer eller tjenesteydelser. Eneretten for en indehaver af et EU-varemærke er dog underlagt visse betingelser, der er opregnet i artikel 14 i forordning 2017/1001.

50.

Som nærmere anført i artikel 14, stk. 1, litra c), i denne forordning giver et EU-varemærke ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af EU-varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det pågældende varemærke, navnlig når anvendelsen af dette varemærke er nødvendig for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedele.

51.

Jeg vil indledningsvis påpege, at selv om ordlyden af artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 henviser til tredjemands brug af et »EU-varemærke« for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser, må denne bestemmelse forstås således, at den ikke alene finder anvendelse, når tredjemand som sådan bruger et EU-varemærke, men også et tegn, der kan betragtes som identisk med, eller som til forveksling ligner et EU-varemærke. Artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 skaber trods alt et forsvar mod en indsigelse om, at artikel 9 i denne forordning er blevet tilsidesat, der, som jeg allerede har forklaret i min analyse af spørgsmål 1c) og d), alene henviser til erhvervsmæssig brug af et tegn. Dette betyder i nærværende sag, at artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 stadig kunne finde anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, selv hvis det vurderes, at sagsøgte ikke brugte sagsøgerens EU-varemærke på sine kølergitre/grill, men alene, som den forelæggende ret bemærker, brugte et tegn, der til forveksling ligner det.

52.

Endvidere skal det fremhæves, at i dommen i sagen Gillette Company and Gillette Group Finland ( 34 ) havde Domstolen mulighed for at fortolke artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104/EØF ( 35 ). Denne bestemmelse er blevet ophævet og finder nu anvendelse med hensyn til nationale varemærker i medfør af artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv (EU) 2015/2436 ( 36 ), der modsvarer artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/2001.

53.

I den tvist, der gav anledning til Gillette-dommen, var der tale om en virksomhed, som solgte barbersæt bestående af et håndtag og et udskifteligt barberblad samt barberblade, der ligner dem, som markedsføres af Gillette-virksomheden, der er indehaver af varemærket Gillette og Sensor. Disse barberblade blev solgt under varemærket Parason Flexor, og på deres emballage var der anbragt en etiket med følgende tekst: »Alle Parason Flexor- og Gillette Sensor-håndtag passer med dette barberblad« ( 37 ). Den relevante virksomhed havde ikke i henhold til varemærkelicens eller nogen anden aftale tilladelse til at gøre brug af de varemærker, som Gillette Company var indehaver af. Sidstnævnte havde på denne baggrund indledt et søgsmål ved en national domstol, hvori det blev hævdet, at virksomheden havde krænket Gillette Companys registrerede varemærke.

54.

I Gillette-dommen fastslog Domstolen, at tredjemands brug af et EU-varemærke i medfør af artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 89/104 afhænger af, om formålet dermed er at give offentligheden en forståelig og fuldstændig oplysning om anvendelsen af den vare, som tredjemand markedsfører ( 38 ). En sådan brug af et varemærke skal desuden være nødvendig, hvilket indebærer, at den nævnte oplysning ikke i praksis kunne meddeles offentligheden af en tredjemand, uden at det EU-varemærke, som tredjemanden ikke er indehaver af, benyttes ( 39 ).

55.

Det er væsentligt at bemærke, at ordlyden af artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 ikke længere fokuserer på nødvendighedskravet, der alene omtales som et eksempel angående nødvendigheden af »at angive anvendelsen«. Den væsentligste betingelse for anvendelsen af artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 bør derfor være, om tredjemands brug af et EU-varemærke opfylder funktionen om alene at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det pågældende varemærke (»referenceanvendelse«) ( 40 ). Afværgelse af et krav, der er baseret på, at artikel 9 i denne forordning er tilsidesat, er ikke omfattet af det nødvendighedskrav, der blev fastsat i Gillette-dommen, som alene finder anvendelse på brugen af et EU-varemærke med henblik på at henvise til formålet med en vare eller en tjenesteydelse ( 41 ).

56.

Parterne i hovedsagen er for det første uenige om, hvorvidt brugen af et tegn som en bestanddel af kølergitteret/grillen opfylder funktionen om alene at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det pågældende varemærke. Parterne er endvidere uenige om, hvorvidt dette tegn kan bruges til at give offentligheden oplysninger om anvendelsen af kølergitre/grill, samt hvorvidt nødvendighedskravet, som i givet fald ville finde anvendelse, bør betragtes som værende af teknisk karakter snarere end indebærende en informationsværdi.

57.

Jeg er i denne forbindelse af den opfattelse, at brugen af det relevante tegn i denne sag ikke opfylder funktionen om alene at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende sagsøgeren i hovedsagen. Forbrugere af kølergitre/grill skal helt sikkert have mulighed for at tilgå oplysninger om, at reservedelen passer til eller er rettet mod biler fra en bestemt producent. Det er efter min opfattelse oplagt, at inklusion af et monteringsfelt på kølergitteret/grillen alene med henblik på at indsætte og montere ekstra tilbehør – nemlig bilproducentens emblem – ikke udgør referenceanvendelse som omhandlet i artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001. Som jeg fastslog i min bedømmelse af spørgsmål 1c) og 1d), opfylder denne bestanddel en teknisk funktion ( 42 ) og ikke en særegen funktion.

58.

Af tilsvarende grunde er jeg for det andet af den opfattelse, at det tegn, som er omhandlet i hovedsagen, ikke kan forstås som en angivelse af anvendelsen af kølergitre/grill, i særdeleshed som et tilbehør eller reservedel. Selv hvis det ikke forholdt sig således, ville det tekniske behov for at bruge et tegn, der er identisk med eller ligner det omhandlede varemærke, ikke opfylde nødvendighedskravet i artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001, eftersom det formål, der skal forfølges med brugen af tegnet, er at oplyse slutbrugerne. Det tekniske behov, som den forelæggende ret henviser til i formuleringen af spørgsmål 1a), kan med andre ord ikke påberåbes med henblik på at begrænse rettighederne for indehaveren af varemærket i medfør af artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001.

59.

Det følger af det ovenstående, at artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 skal fortolkes således, at en sælger af reservedele til biler, nemlig kølergitre/grill, ikke må markedsføre disse dele, hvis de indeholder et monteringsfelt for indsættelse og montering af bilproducentens emblem, der på grund af dets form er identisk med eller til forveksling ligner denne producents EU-varemærke.

60.

Det er alene, såfremt Domstolen besvarer spørgsmål 1a) modsat det af mig foreslåede, at spørgsmål 1b) skal besvares. Hvis dette er tilfældet, er det nødvendigt at undersøge, om brugen af EU-varemærket er i overensstemmelse med god markedsføringsskik som omhandlet i artikel 14, stk. 2, i forordning 2017/1001.

61.

Domstolens praksis giver god vejledning i denne forbindelse ( 43 ).

62.

I henhold til Domstolens praksis er brugen af et varemærke ikke i overensstemmelse med god markedsføringsskik, når den for det første er sket på en måde, som kan give indtryk af, at der består en erhvervsmæssig forbindelse mellem tredjemanden og varemærkeindehaveren. Endvidere må en sådan brug ikke skade varemærkets værdi ved en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé. Desuden er brugen af varemærket ikke sket i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, i forordning 2017/1001, såfremt den bringer dette varemærke i miskredit eller udsætter det for nedvurdering. Endelig bemærkes det, at brug af et varemærke ikke er i overensstemmelse med god markedsføringsskik, såfremt tredjemand præsenterer sin vare som en imitation eller en kopi af den vare, der er forsynet med varemærket.

63.

Det er op til den forelæggende ret at bedømme, hvorvidt brugen af varemærket under hovedsagens omstændigheder var i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Som Kommissionen har gjort gældende, forekommer følgende tre elementer dog i særdeleshed væsentlige på baggrund af de faktiske omstændigheder i denne sag.

64.

Domstolen har for det første, som jeg allerede har nævnt, fastslået, at brugen af et varemærke ikke er i overensstemmelse med god markedsføringsskik, såfremt den bringer dette varemærke i »miskredit eller udsætter det for nedvurdering« ( 44 ). På baggrund af ligheden mellem formen på tegnet anvendt på monteringsfeltet og selve tegnet – altså bilproducentens emblem – bør den forelæggende ret bl.a. bedømme, hvorvidt kvalitetsgarantien for varerne, som sagsøgte udbyder, er relevant i denne forbindelse. En ringere kvalitet end den, som producenten af originale reservedele garanterer, kunne gøre indgreb i funktionen som garanti for varemærkets kvalitet.

65.

Domstolen har for det andet fastslået, at præsentationen af en vare som en »imitation eller en kopi« af en vare ikke er i overensstemmelse med god markedsføringsskik ( 45 ). Det er derfor op til den nationale domstol at bedømme, på baggrund af karakteren af reservedelen i de omhandlede produkter samt deres lighed med de originale dele, hvorvidt sagsøgte har taget de nødvendige forholdsregler med henblik på at angive at produkterne var produceret af denne og sikre, at de ikke vil blive anset som imitationer eller en kopier af det originale produkt.

66.

Producenten eller sælgeren af reservedele er for det tredje, på baggrund af de betingelser, som Domstolen har fastsat i medfør af artikel 110, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 ( 46 ), underlagt en forpligtelse til at udvise omhu med hensyn til senere brugeres overholdelse af god markedsføringsskik. Det er i særdeleshed nødvendigt at vurdere, med henblik på at bedømme om god markedsføringsskik er overholdt, hvorvidt producenten af ikke-originale reservedele har overholdt forpligtelsen til at informere senere brugere af reservedele gennem en klar og synlig angivelse på produktet, dets emballage, i katalogerne eller salgsdokumenterne, at disse dele ikke er produceret af den oprindelige producent. Det bør desuden undersøges, hvorvidt producenten af reservedele har taget skridt til at sikre, herunder gennem relevante kontrakter, at senere brugere ikke handler på en sådan måde, at der vildledes angående oprindelsen af varerne eller bringer det relevante tegn i miskredit.

67.

På baggrund af ovenstående betragtninger, og såfremt Domstolen – modsat min analyse af spørgsmål 1a) – vurderer, at artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning 2017/1001 tillader brugen af et EU-varemærke under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, skal forordningens artikel 14, stk. 2, fortolkes således, at det for det første kræves, at brugen af EU-varemærket ikke bringer dette varemærke i miskredit eller udsætter det for nedvurdering; for det andet, at brugeren har taget de nødvendige skridt til at angive, at produkterne er produceret af denne med henblik på at sikre, at de ikke bliver anset for imitationer eller kopier af den originale del; og for det tredje, at producenten eller sælgeren af reservedele er underlagt en forpligtelse til at udvise omhu med hensyn til senere brugeres overholdelse af god markedsføringsskik.

68.

På baggrund af ovenstående bedømmelse foreslår jeg Domstolen at besvare de af Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) forelagte spørgsmål 1c) og 1d) som følger: