1.

Kan en arbejdstager ubegrænset kumulere ikke-afholdte årlige betalte feriedage, eller kræver arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1 ( 2 ), at medlemsstaterne fastsætter begrænsede overførselsperioder? I bekræftende fald, hvor lang er en sådan rimelig periode?

2.

Dette er de vigtigste spørgsmål, som den forelæggende ret, Conseil de Prud’hommes d’Agen (arbejdsretten i Agen, Frankrig), har rejst. Den forelæggende ret har desuden anmodet om en afklaring af arbejdstidsdirektivets direkte virkning i horisontale situationer, eftersom sagsøgte i hovedsagen er en privat operatør, der driver et offentligt transportnet.

3.

Baggrunden for den foreliggende sag er flere præjudicielle forelæggelser, der er indgivet i forbindelse med fem tvister ved den forelæggende ret. Alle disse tvister vedrører arbejdstagere, som er eller tidligere var ansat af Keolis Agen SARL, som er et selskab, der driver bustransportnettet i byområdet Agen (Frankrig). Disse arbejdstagere anmodede deres arbejdsgiver om at anerkende deres ret til årlig betalt ferie, som de ikke kunne afholde i det ferieår, hvor disse rettigheder opstod, og anlagde sag ved den forelæggende ret, da arbejdsgiveren afviste disse krav. En fagforening, Syndicat national des transports urbains SNTU-CFDT, er intervenient i denne sag til støtte for arbejdstagerne.

4.

Keolis Agen er et privatretligt selskab, der udfører offentlig passagerbefordring i byområder med busser. De fem sagsøgere, der har anlagt sag mod dette selskab ved den forelæggende ret, er eller var arbejdstagere i selskabet.

5.

Under deres respektive ansættelseskontrakter har alle sagsøgerne haft længerevarende sygefraværsperioder ( 3 ). Efter at have genoptaget arbejdet eller efter ophøret af deres ansættelseskontrakt på grund af uarbejdsdygtighed fremsatte sagsøgerne et krav over for Keolis Agen om enten at give dem mulighed for at afholde de årlige feriedage, som de var blevet frataget under deres sygefraværsperioder, eller, på tidspunktet for opsigelsen af ansættelseskontrakterne, at betale dem en økonomisk godtgørelse.

6.

Keolis Agen afviste disse krav. Med henvisning til code du travail (lov om arbejdsforhold) ( 4 ) var Keolis Agen af den opfattelse, at sagsøgerne ikke havde ret til årlig ferie under deres sygefravær fra arbejdet, som var af en varighed på mere end et år. Efter dennes opfattelse kunne denne nationale lovgivning ikke undlades anvendt, selv om den var i strid med arbejdstidsdirektivets artikel 7, idet dette direktiv ikke skaber forpligtelser for borgerne.

7.

Keolis Agen har gjort gældende, at arbejdsdirektivet ikke kan påberåbes over for denne som følge af liberaliseringen af befordringstjenester i Frankrig ( 5 ). Selskabet leverer ganske vist offentlig transport, men arbejdstagernes mulighed for at påberåbe sig arbejdstidsdirektivet vil direkte stille selskabet ringere i konkurrencen i forhold til andre private selskaber, som fortsat er omfattet af fransk ret og ikke af direktivet.

8.

Sagsøgerne er af den opfattelse, at de kan påberåbe sig arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1, og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) over for deres arbejdsgiver, og at disse EU-retlige bestemmelser ligger til grund for deres ret til årlig ferie selv i længere perioder med sygdom. Fransk ret, som bestemmer det modsatte, bør derfor undlades anvendt.

9.

Tvisten om, hvorvidt arbejdstidsdirektivet har direkte virkning i det foreliggende tilfælde, giver anledning til den forelæggende rets første spørgsmål.

10.

Det andet og det tredje spørgsmål bliver relevant, hvis sagsøgerne har ret til årlig betalt ferie i de referenceår, hvor de har været sygemeldt. Disse spørgsmål opstår, fordi fransk ret ifølge den forelæggende ret ikke regulerer overførselsperioder for ikke-afholdt årlig ferie; den præciserer ikke, om en sådan ret findes eller ej. Det fremgår af forelæggelsen og af parternes indlæg, at de to højeste franske retsinstanser har indtaget modstridende standpunkter på dette punkt. På den ene side fremgår det af retspraksis fra Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) ( 6 ), at der i fransk ret ikke findes nogen grænse for overførsel af uudnyttede rettigheder til årlig ferie. På den anden side synes Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) at være af den opfattelse, at retten til ikke-afholdt årlige betalte ferie udløber 15 måneder efter udløbet af det ferieår, hvor retten til denne ferie er optjent ( 7 ). Sidstnævnte ræsonnement følger af Domstolens praksis, hvori den fastslog, at en periode på 15 måneder ikke var i strid med arbejdstidsdirektivet ( 8 ).

11.

I hovedsagen ønsker den forelæggende ret oplyst, om EU-retten indeholder en sådan forpligtelse til at fastsætte en overførselsperiode. Såfremt dette er tilfældet, ønsker den forelæggende ret ligeledes oplyst, hvad der udgør en »rimelig periode«, efter hvilken retten til årlig ferie kan bortfalde. Den forelæggende ret har i denne forbindelse forklaret, at kravene om ikke-afholdt årlig ferie i den foreliggende sag alle blev fremsat mindre end 15 måneder efter udløbet af den referenceperiode, hvori disse rettigheder blev optjent.

12.

Keolis Agen har anmodet den forelæggende ret om at forelægge Domstolen de omtvistede spørgsmål. Sagsøgerne var af den opfattelse, at denne forelæggelse ikke var nødvendig, og gjorde indsigelse mod denne anmodning.

13.

Under disse omstændigheder har Conseil de Prud’hommes d’Agen (arbejdsretten i Agen, Frankrig) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse (spørgsmålene er identiske i de fem forenede sager):

14.

Der er indgivet skriftlige indlæg til Domstolen af sagsøgerne i hovedsagen og Syndicat national des transports urbains SNTU-CFDT (herefter under ét »sagsøgerne«), Keolis Agen, den franske regering og Europa-Kommissionen. Der er ikke blevet afholdt retsmøde.

15.

I de seneste år har der været en stigning i antallet af sager vedrørende årlig betalt ferie, som henvises til Domstolen ( 9 ).

16.

Den foreliggende præjudicielle forelæggelse giver på ny Domstolen mulighed for at bidrage til at præcisere forståelsen af arbejdstidsdirektivet og at udbygge sin eksisterende retspraksis på området.

17.

De præjudicielle spørgsmål kan opdeles i to sektioner: det første spørgsmål, som vedrører det veletablerede princip om direktivers direkte virkning (A), og det andet og det tredje spørgsmål, som jeg vil behandle samlet, og som vedrører perioderne for overførsel af årlig betalt ferie (B).

18.

Det følger af anmodningerne om præjudiciel afgørelse, at den franske arbejdslov forhindrer en arbejdstager, der har været sygemeldt i en periode, der er længere end et år og uden relation til arbejdet, i at optjene en ret til årlig ferie ( 10 ).

19.

Denne nationale lovgivning synes at være i strid med arbejdstidsdirektivets artikel 7, således som denne bestemmelse er blevet fortolket af Domstolen. Dette fremgår klart af Dominguez-dommen ( 11 ).

20.

Denne sag udsprang af anvendelsen af samme franske lov, idet Domstolen under henvisning til sin tidligere praksis fastslog ( 12 ), at arbejdstidsdirektivet ikke gør det muligt at betinge retten til årlig betalt ferie af kravet om, at arbejdstageren faktisk har arbejdet. En arbejdstager, uanset om den pågældende har sygeorlov i referenceperioden som følge af en ulykke indtruffet på arbejdsstedet eller et andet sted, eller som følge af en sygdom af en hvilken som helst art eller årsag, kan ikke nægtes retten til årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed ( 13 ).

21.

Kort sagt følger retten til årlig betalt ferie således af ansættelsesforholdet og kan ikke gøres betinget. Medlemsstaterne kan fastsætte betingelser for udøvelsen af retten til årlig betalt ferie, men kan ikke betinge selve eksistensen heraf, herunder ved at kræve, at arbejdstageren faktisk har arbejdet ( 14 ).

22.

Det fremgår således klart af tidligere retspraksis, at sagsøgerne direkte på grundlag af arbejdstidsdirektivets artikel 7 har erhvervet ret til årlig betalt ferie i de år, hvor de var sygemeldt.

23.

Sagsøgte har hverken bestridt eller forsøgt at ændre denne fortolkning af arbejdstidsdirektivet. Sagsøgte er imidlertid af den opfattelse, at dette direktiv ikke kan anvendes i det foreliggende tilfælde med henblik på at skabe en forpligtelse for selskabet, da sagsøgte er et privatretligt selskab.

24.

Der er blevet spildt meget blæk i parternes indlæg, hvor de henholdsvis har gjort gældende og bestridt, at sagsøgte er eller ikke er »et statsorgan« ( 15 ) i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i retspraksis vedrørende direktivers vertikale direkte virkning ( 16 ), og således på spørgsmålet om, hvorvidt situationen i hovedsagen må betegnes som horisontal (efter sagsøgtes opfattelse) eller vertikal (efter sagsøgernes opfattelse).

25.

Under omstændighederne i den foreliggende sag er denne sondring imidlertid irrelevant af følgende grunde.

26.

I Dominguez-dommen gentog Domstolen sit standpunkt, hvorefter direktiver ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private ( 17 ). En anden retspraksis er imidlertid af den opfattelse, at de almindelige retsprincipper, der nu er kodificeret i chartret, i sig selv kan have direkte virkning, herunder i horisontale situationer. Når et generelt princip med direkte virkning blot udtrykkes i og ikke er fastsat i direktivet, er parternes rettigheder direkte afledt af dette princip ( 18 ).

27.

Domstolen har gentagne gange fastslået, at alle arbejdstageres ret til årlig betalt ferie »betragtes som et særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, der ikke kan fraviges« ( 19 ). Denne ret er nu også fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2.

28.

I dommen i sagen Max-Planck-Gesellschaft anerkendte Domstolen, at chartrets artikel 31, stk. 2, i sig selv er tilstrækkelig til at tillægge arbejdstagere en ret til årlig betalt ferie, der som sådan kan påberåbes i en tvist mellem dem og deres arbejdsgiver, uanset om denne er privat eller offentlig ( 20 ). Domstolen har med andre ord fastslået, at chartrets artikel 31, stk. 2, i sig selv har direkte virkning, herunder i horisontale situationer.

29.

Retten til årlig betalt ferie opstår således ikke i medfør af, men er kun udtrykt i, arbejdstidsdirektivets artikel 7. Det er derfor uden betydning, at direktiver ikke har direkte horisontal virkning, idet sagsøgerne kan påberåbe sig chartrets artikel 31, stk. 2, direkte ( 21 ). De nationale retter er følgelig forpligtet til at undlade at anvende modstridende bestemmelser i national ret, når de træffer afgørelse i en sag, der er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde.

30.

Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare den forelæggende rets første spørgsmål med, at chartrets artikel 31, stk. 2, som er konkretiseret ved artikel 7 i arbejdstidsdirektivet, indebærer en ret til årlig ferie med løn for alle arbejdstagere, som de kan påberåbe sig i tvister med deres nuværende eller tidligere arbejdsgivere, hvad enten der er tale om private eller offentlige enheder.

31.

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at fransk ret, efter Cour de cassations (kassationsdomstol) dom ( 22 ), ikke længere præciserer længden af den periode, hvor den årlige betalte ferie kan overføres. Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at de ikke-afholdte årlige feriedage kan kumuleres i en ubegrænset periode. Den franske regering har bestridt en sådan forståelse af konsekvenserne af Cour de cassations (kassationsdomstol) retspraksis. Regeringen er af den opfattelse, at den almindelige bestemmelse, hvorefter der gælder en begrænsning for at fremsætte arbejdsrelaterede krav ( 23 ), medfører, at overførselsperioden ligeledes er begrænset til tre år. Samtidig er Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i forlængelse af Domstolens dom i KHS-sagen af den opfattelse, at overførselsperioden kan fastsættes til 15 måneder ( 24 ).

32.

I denne forbindelse anføres det, at det ikke tilkommer Domstolen inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse at tage stilling til forskelle i fortolkningen af national ret eller at afgøre, om den nationale rets fortolkning af disse bestemmelser er korrekt. Under hensyn til kompetencefordelingen mellem Domstolen og de nationale retter påhviler det Domstolen at tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål ( 25 ).

33.

Den forelæggende ret har besluttet at indlede en præjudiciel forelæggelsesprocedure i en situation, hvor fransk ret ikke fastsætter nogen tidsmæssig begrænsning, der medfører bortfald af erhvervede rettigheder til årlig ferie. Det er efter den forelæggende rets opfattelse uklart, om den nationale lovgivning opfylder kravene i arbejdstidsdirektivet.

34.

Keolis Agen er af den opfattelse, at muligheden for at kumulere årlig ferie og efterfølgende at afholde den ikke opfylder formålet med den årlige ferie. Keolis Agen har gjort gældende, at Domstolen har fastslået, at årlig ferie har et dobbelt formål: Den gør det muligt at hvile ud efter udført arbejde, samtidig med at den gør det muligt at nyde en periode med afslapning og fritid ( 26 ). Keolis Agen har henvist til KHS-dommen, hvori Domstolen fastslog, at årlig ferie ud over en vis tidsmæssig grænse mister sin positive virkning som hviletid for arbejdstageren og kun bevarer sin positive virkning for arbejdstageren i form af afslapning og fritidsnydelse ( 27 ).

35.

På den baggrund ønsker den forelæggende ret med det andet og det tredje spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter ubegrænset overførsel af perioder med årlig betalt ferie er tilladt. Hvis national ret i henhold til EU-retten skal fastsætte en overførselsperiode, ønsker den forelæggende ret oplyst, efter hvor lang tid retten til årlig ferie med rimelighed kan bortfalde.

36.

For at besvare spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten kræver, at retten til årlig ferie tidsbegrænses ved at indføre rimelige overførselsperioder, vil jeg begynde med at placere arbejdstidsdirektivet inden for rammerne af traktaterne.

37.

Dette direktiv blev vedtaget på grundlag af artikel 153, stk. 2, TEUF (artikel 137, stk. 2, EF på tidspunktet for dets vedtagelse), der findes i traktatens afsnit om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Denne bestemmelse bemyndiger Europa-Parlamentet og Rådet til at vedtage foranstaltninger, der støtter og supplerer medlemsstaternes indsats på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område. Blandt de forskellige områder, der er opregnet i artikel 153, stk. 1, TEUF (tidligere artikel 137, stk. 1, EF), er beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. Arbejdstidsdirektivet henviser til sådanne hensyn i betragtningerne ( 28 ).

38.

I henhold til artikel 4, stk. 2, litra b), TEUF er social- og arbejdspolitikken et af områderne med delt kompetence. Selv om artikel 153 TEUF giver EU mulighed for at handle for at »støtte og supplere« medlemsstaternes social- og arbejdspolitik, udelukker denne bestemmelse efter min opfattelse ikke, at der træffes visse lovgivningsmæssige valg på EU-plan, som således harmoniserer de nationale lovgivninger ( 29 ). Lovgivningen på EU-plan skal dog være berettiget i henhold til nærhedsprincippet.

39.

Det fremgår ikke af arbejdstidsdirektivets ordlyd, at EU-lovgiver har haft til hensigt at regulere overførselsperioderne. Domstolen har for nylig bekræftet dette synspunkt i dom af 22. september 2022, LB (Forældelse af retten til årlig betalt ferie) ( 30 ).

40.

Eftersom social- og arbejdspolitikken er en delt kompetence, og da der ikke findes EU-retlige bestemmelser om begrænsning af overførselsperioder, ligger beføjelsen til at indføre eller at undlade at indføre begrænsede overførselsperioder hos medlemsstaterne ( 31 ).

41.

Den foregående konklusion er ligeledes i overensstemmelse med Domstolens praksis, hvorefter medlemsstaterne frit kan fastsætte betingelserne for udøvelsen af retten til årlig ferie. Arbejdstidsdirektivet forhindrer ganske vist medlemsstaterne i at fastsætte betingelser for selve stiftelsen af denne ret ( 32 ), men ikke i at fastsætte betingelserne for udøvelsen og gennemførelsen af den ( 33 ).

42.

Som generaladvokat Trstenjak ( 34 ) har fremhævet, anser Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt feriekrav kan overføres, for en gennemførelsesforskrift. Arbejdstidsdirektivet lader det således være op til medlemsstaterne at fastsætte disse betingelser.

43.

Medlemsstaterne kan således frit vælge, om de vil fastsætte grænser for udløbet af den ret til årlig ferie, der er optjent, eller tillade kumulation af uudnyttede rettigheder indtil udløbet af en given arbejdstagers arbejdsforhold.

44.

Når en stat beslutter at fastsætte grænser for overførselsperioder, opstiller direktivet kun et krav om, at den pågældende grænse ikke påvirker selve eksistensen af retten til årlig betalt ferie, således som den følger af chartret og er udtrykt i arbejdstidsdirektivet ( 35 ). Domstolens kompetence er begrænset til at fastslå, om fristen er i overensstemmelse med EU-retten. Domstolen kan derfor ikke fastsætte en passende frist.

45.

Når den nationale lovgivning ikke fastsætter en begrænsning af perioden for overførsel af ikke-afholdt årlig betalt ferie, kan den nationale lovgivning ikke være i konflikt med arbejdstidsdirektivet, eftersom dette direktiv ikke pålægger en forpligtelse til at begrænse overførselsperioden.

46.

Efter min opfattelse er den betragtning, at arbejdstidsdirektivet ikke indeholder et krav om, at overførselsperioden begrænses, ikke i modstrid med en anden betragtning, der udspringer af et obiter dictum fra KHS-dommen, hvorefter en ret til ubegrænset kumulation af rettigheder til betalt årlig ferie ikke længere opfylder selve formålet med retten til årlig betalt ferie ( 36 ).

47.

Jeg har allerede forklaret, at det var hovedargumentet, som sagsøgte har fremført ( 37 ), og som forsøger at overbevise den forelæggende ret om, at det i mangel af en tidsmæssig begrænsning af de overførselsperioder, der er fastsat ved lov, er nødvendigt at indføre en regel i retspraksis, der pålægger en sådan begrænsning.

48.

Den franske regering har i sine indlæg argumenteret for en overførselsperiode af en rimelig varighed ( 38 ).

49.

Efter min opfattelse opstiller obiter dictum fra KHS-dommen ( 39 ) ikke en regel. Den forklarer blot, hvorfor det er forståeligt og acceptabelt, at en medlemsstat kan beslutte at fastsætte en grænse.

50.

Efter min opfattelse ville det således være forkert at udlede en retlig forpligtelse af denne udtalelse fra Domstolen, hvorefter medlemsstaterne har pligt til at fastsætte en maksimal frist, inden for hvilken uudnyttede dage af den betalte årlige ferie skal være afholdt.

51.

EU-retten hverken foreskriver eller forbyder, på sit nuværende udviklingstrin, at medlemsstaterne fastsætter en tidsmæssig grænse for overførselsperioder. Dette lader den være op til medlemsstaternes politiske valg.

52.

For så vidt angår Keolis Agens opfordring til de nationale domstole om at vedtage en sådan regel, tilkommer det ikke Domstolen at blande sig i kompetencefordelingen i en bestemt medlemsstats forfatningssystemer ( 40 ).

53.

Det er imidlertid nødvendigt at gentage, at EU-retten, på sit nuværende udviklingstrin, ikke pålægger medlemsstaterne, hvad enten det drejer sig om lovgivende organer eller domstole, en forpligtelse til at fastsætte en tidsbegrænsning for overførsel af perioder med ikke-afholdt årlig ferie.

54.

Endelig skal der tages stilling til sagsøgtes principale påstande om, at den passende overførselsperiode er på 15 eller 18 måneder efter udløbet af den referenceperiode, hvori retten til årlig ferie er optjent.

55.

Disse tidsangivelser er et resultat af en kombination af, at Domstolen i dom af 3. maj 2012, Neidel, fastslog, at en periode på ni måneder er for kort ( 41 ), og i KHS-dommen fastslog, at en periode på 15 måneder er acceptabel ( 42 ). En periode på 18 måneder er nævnt i artikel 9 i Den Internationale Arbejdsorganisations (herefter »ILO«) konvention nr. 132 af 24. juni 1970 om årlig ferie med løn (revideret), hvortil der henvises i sjette betragtning til arbejdstidsdirektivet.

56.

Ved vurderingen af, om de frister, der er fastsat i de nationale lovgivninger, er passende, udøvede Domstolen sin kompetence til at efterprøve, om de betingelser, der er fastsat i national ret, påvirker retten til årlig ferie ( 43 ). Domstolen har ikke fastsat en passende grænse og kan heller ikke gøre det. Da Domstolen i KHS-dommen fastslog, at 15 måneder synes at udgøre en acceptabel frist, fastsatte den således ikke en EU-retlig forældelsesregel på 15 måneder. Domstolen bekræftede blot, at en sådan national lovgivning, der følger af et valg på nationalt plan, ikke er i strid med selve eksistensen af retten til årlig betalt ferie.

57.

Hvad angår ILO’s konvention nr. 132 af 24. juni 1970 om årlig ferie med løn (revideret), er det korrekt, at Domstolen undertiden har henvist til ILO’s instrumenter ( 44 ). Det er imidlertid vigtigt at sondre mellem konventioner som dem, der er nævnt i ILO’s erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen ( 45 ), som alle EU-medlemsstaterne har tiltrådt, og andre instrumenter, såsom ILO-konventionen om ferie med løn, som kun 14 EU-medlemsstater har ratificeret. En sådan sondring har særlig betydning i den foreliggende sag, idet Frankrig ikke har ratificeret denne konvention. Men selv om Frankrig måtte have ratificeret den, er den frist på 18 måneder, der er fastsat i denne konvention, bindende for dens medlemmer i henhold til international eller national forfatningsret, men ikke i henhold til EU-retten ( 46 ).

58.

Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er der således, på EU-rettens nuværende udviklingstrin, ikke fastsat nogen tidsmæssig grænse for eventuelle overførselsperioder for ikke afholdt årlig betalt ferie. Dette er kun logisk, eftersom arbejdstidsdirektivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne ( 47 ) tillader kumulation af årlig ikke-afholdt ferie uden nogen slutdato.

59.

Følgelig kan Domstolen ikke svare på, hvilken frist der er den rimelige frist, da dette valg er overladt til medlemsstaterne. Domstolen kan kun efterprøve, om det trufne valg er til hinder for retten til årlig betalt ferie eller ej.

60.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen som svar på det andet og det tredje spørgsmål fra den forelæggende ret fastslår, at arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1, ikke er til hinder for en national lovgivning, der tillader kumulation af ikke-afholdt årlig ferie ved ikke at fastsætte en grænse for den periode, hvor denne ferie kan overføres, og som heller ikke fastsætter den rimelige varighed af denne periode.

61.

Jeg foreslår, at Domstolen besvarer de af Conseil de Prud’hommes d’Agen (arbejdsretten i Agen, Frankrig) forelagte spørgsmål således: