1.

De foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland), vedrører bl.a. fortolkningen af artikel 157 TEUF samt af artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54/EF ( 2 ).

2.

Disse anmodninger er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem IK (sag C-184/22) og CM (sag C-185/22) ( 3 ), der begge er deltidsansatte plejere (herefter »sagsøgerne«), og deres arbejdsgiver, KfH Kuratorium für Dialyse und Nierentransplantation e.V. (herefter »sagsøgte«), vedrørende deres ret til overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over den arbejdstid, der er aftalt i deres ansættelseskontrakter.

3.

I dette forslag til afgørelse fokuseres der efter anmodning fra Domstolen på vurderingen af det andet præjudicielle spørgsmål, litra a), i disse to sager, som er formuleret ens. Dette spørgsmål vedrører vurderingen af, om der foreligger indirekte forskelsbehandling som omhandlet i direktiv 2006/54, og navnlig de nærmere regler for, hvordan der tages hensyn til statistiske oplysninger ved afgørelsen af, om en bestemmelse stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn.

4.

De foreliggende sager giver Domstolen lejlighed til at klarlægge, hvilken metode der er passende, dvs. om der kun skal tages stilling til statistiske oplysninger om den gruppe af personer, der stilles ufordelagtigt af den omhandlede nationale foranstaltning, eller om der ligeledes skal henvises til oplysninger om den gruppe af personer, der ikke er omfattet af denne foranstaltning.

5.

30. betragtning til direktiv 2006/54 har følgende ordlyd:

»For at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er det vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden. Som fastslået af Domstolen bør der derfor fastsættes bestemmelser, der sikrer, at bevisbyrden pålægges indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, undtagen i forbindelse med sager, hvor det påhviler en domstol eller en anden kompetent national instans at undersøge de faktiske omstændigheder. Det skal imidlertid gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Endvidere overlades det til medlemsstaterne på alle stadier af sagsbehandlingen at indføre bevisregler, som er gunstigere for klager.«

6.

Direktivets artikel 1 med overskriften »Formål« fastsætter:

»Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:

[…]

b) arbejdsvilkår, herunder løn

[…]

Det indeholder endvidere bestemmelser, der skal sikre, at gennemførelsen bliver mere effektiv, ved at der fastsættes relevante procedurer.«

7.

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer i stk. 1, litra a) og b):

»I dette direktiv forstås ved:

8.

Samme direktivs artikel 4 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« bestemmer:

»For samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, bygges dette system på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

9.

Artikel 14 i direktiv 2006/54 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« er affattet således i stk. 1, litra c):

»Der må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

[…]

10.

§ 4 i Gesetz über Teilzeitarbeit und befristete Arbeitsverträge (Teilzeit- und Befristungsgesetz) (lov om deltidsarbejde og tidsbegrænsede ansættelseskontrakter) af 21. december 2000 ( 4 ) med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« fastsætter i stk. 1 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne:

»En deltidsansat arbejdstager må ikke stilles dårligere end en sammenlignelig fuldtidsansat arbejdstager på grund af den pågældendes deltidsansættelse, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet. En deltidsansat arbejdstager skal tildeles vederlag eller en anden delelig ydelse, der kan opgøres i penge, og som mindst svarer til andelen af vedkommendes arbejdstid i forhold til en sammenlignelig fuldtidsansat arbejdstagers arbejdstid.«

11.

§ 1 i Allgemeines Gleichbehandlungsgesetz (den almindelige ligebehandlingslov) af 14. august 2006 (herefter »AGG«) ( 5 ) med overskriften »Lovens formål« fastsætter i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne:

»Denne lov har til formål at forhindre eller afskaffe forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse, køn, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

12.

Lovens § 7 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« bestemmer i stk. 1:

»Arbejdstagere må ikke udsættes for forskelsbehandling af nogen af de i § 1 anførte grunde; dette gælder også, når den person, der udøver forskelsbehandlingen, blot antager, at der foreligger en af de i § 1 nævnte grunde ved forskelsbehandlingen.«

13.

Denne lovs § 15 med overskriften »Godtgørelse og erstatning« er affattet således i stk. 1 og 2:

»1.   Ved en tilsidesættelse af forbuddet mod forskelsbehandling skal arbejdsgiveren erstatte den derved forvoldte skade. Dette gælder ikke, hvis arbejdsgiveren ikke er ansvarlig for tilsidesættelsen af denne forpligtelse.

2.   Arbejdstageren kan kræve en passende økonomisk godtgørelse for en ikke-økonomisk skade […]«

14.

§ 3 i Gesetz zur Förderung der Entgelttransparenz zwischen Frauen und Männern (Entgelttransparenzgesetz) (lov om fremme af løngennemsigtighed for kvinder og mænd) af 30. juni 2017 ( 6 ) med overskriften »Forbud mod direkte og indirekte lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn« fastsætter i stk. 1:

»Ved samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi, er en direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn forbudt for så vidt angår samtlige lønelementer og lønvilkår.«

15.

Lovens § 7 med overskriften »Påbud om ligeløn« bestemmer:

»I ansættelsesforhold er det ikke tilladt for samme arbejde eller arbejde, som tillægges samme værdi, at indgå aftale om eller betale lavere løn til den ansatte på grund af dennes køn end lønnen for ansatte af det andet køn.«

16.

Manteltarifvertrag (den almindelige kollektive overenskomst, herefter »MTV«), der blev indgået den 8. marts 2017 mellem fagforeningen ver.di og sagsøgte, er affattet således i § 10 med overskriften »Arbejdstid«:

»1.   Den almindelige gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for en fuldtidsansat arbejdstager er på 38,5 timer, eksklusive pauser.

[…]

Den almindelige daglige arbejdstid for en fuldtidsansat arbejdstager er på 7 timer og 42 minutter.

[…]

6.   Kræver arbejdsmængden, at der præsteres overarbejde, skal dette principielt anordnes. […] Overarbejde må kun anordnes i hastetilfælde og skal så vidt muligt fordeles ligeligt blandt alle arbejdstagere.

7.   Overarbejde er arbejdstimer, der præsteres efter anordning og i henhold til vagtplan eller sædvanlig praksis, og som overskrider rammerne for den normale arbejdstid i henhold til stk. 1, første og tredje punktum. Der er pligt til at betale tillæg som omhandlet i § 13, stk. 1, for overarbejde, der præsteres ud over en fuldtidsansats normale arbejdstid i en kalendermåned, og som i den kalendermåned, hvor arbejdet præsteres, ikke kan udlignes ved afspadsering […]«

17.

MTV’s § 13 med overskriften »Betaling for overarbejde, tillæg og godtgørelse for arbejde på ubekvemme tider« fastsætter i stk. 1:

»Godtgørelsen for overarbejde som omhandlet i MTV’s § 10, stk. 7, udgør for hver overarbejdstime 1/167 af den overenskomstmæssige månedsløn. Overtidstillæg for overarbejde som omhandlet i § 10, stk. 7, andet punktum, er på 30%.«

18.

Sagsøgte, der udbyder ambulant dialyse, driver sin landsdækkende virksomhed på forskellige lokaliteter i Tyskland og beskæftiger både medicinsk og ikke-medicinsk personale. MTV finder anvendelse på alle disse lokaliteter og gælder bl.a. for de ansættelseskontrakter, der er indgået med sagsøgerne, som er deltidsansatte plejere, hvis arbejdstid for IK’s vedkommende (sag C-184/22) udgør 40% af den almindelige ugentlige arbejdstid for en fuldtidsansat plejer og for CM’s vedkommende (sag C-185/22) udgør 80% af denne arbejdstid.

19.

Sagsøgte har oplyst, at ud af de i alt over 5000 ansatte i virksomheden er 76,96% kvinder, og at 52,78% af samtlige ansatte arbejder på deltid. Blandt disse deltidsansatte er 84,74% kvinder og 15,26% mænd, men i gruppen af fuldtidsansatte er 68,20% kvinder og 31,80% mænd.

20.

Sagsøgte fører tidsregnskaber for sine ansatte, herunder sagsøgerne. Ifølge disse regnskaber havde IK ved udgangen af marts 2018 en opsparet arbejdstid på 129 timer og 24 minutter, og ved udgangen af februar 2018 havde CM en opsparet arbejdstid på 49 timer, hvilket svarede til de timer, som sagsøgerne havde præsteret ud over den arbejdstid, der var angivet i deres ansættelseskontrakter. Sagsøgte udbetalte intet overtidstillæg til sagsøgerne i henhold til MTV’s § 10, stk. 7, andet punktum (herefter »den omhandlede nationale bestemmelse«), og registrerede heller ingen overskydende timer svarende til overtidstillæggene i deres tidsregnskaber.

21.

Sagsøgerne anlagde et søgsmål, hvori de bl.a. nedlagde påstand om, at sagsøgte skulle tildele dem overskydende timer svarende til overtidstillæggene og betale en godtgørelse i henhold til AGG’s § 15, stk. 2. De gjorde i denne forbindelse gældende, at sagsøgte ved ikke at tildele dem et overtidstillæg og ved ikke at registrere overskydende timer svarende til dette tillæg i deres tidsregnskaber på ulovlig vis havde forskelsbehandlet dem som deltidsansatte i forhold til fuldtidsansatte. De var desuden blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af deres køn, eftersom sagsøgte i overvejende grad beskæftiger kvinder i deltidsstillinger. Sagsøgte gjorde gældende, at den omhandlede nationale bestemmelse hverken medfører en ulovlig forskelsbehandling på grund af deltidsarbejde eller en ulovlig forskelsbehandling på grund af køn.

22.

Landesarbeitsgericht (regional appeldomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) fandt, at sagsøgerne var blevet forskelsbehandlet på grund af deres deltidsarbejde, og pålagde sagsøgte at registrere overskydende timer svarende til overtidstillæggene i deres tidsregnskaber. Denne domstol forkastede derimod sagsøgernes påstand om tilkendelse af en godtgørelse i henhold til AGG’s § 15, stk. 2. Sagsøgerne har iværksat revisionsanke ved Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager), som er den forelæggende ret, med påstand om tilkendelse af en godtgørelse. Sagsøgte har iværksat kontrarevisionsanke til prøvelse af afgørelsen om, at sagsøgte skal foretage en modregning, der svarer til overtidstillæggene, i sagsøgernes tidsregnskaber.

23.

Den forelæggende ret har fremhævet, at spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af køn og spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af deltidsarbejde er afgørende for løsningen af tvisterne i hovedsagerne. Denne ret har med hensyn til det andet præjudicielle spørgsmål, litra a), i de foreliggende sager anført, at den antager, at svaret på spørgsmålet om, hvorvidt en ulige behandling påvirker væsentligt flere kvinder end mænd, i medfør af artikel 157 TEUF samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54 afhænger af den personkreds, hvorpå de omhandlede bestemmelser finder anvendelse ( 7 ), og at der herved skal tages hensyn til alle de arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen ( 8 ). For så vidt angår disse arbejdstagere skal der såvel blandt mandlige som kvindelige arbejdstagere, altså i hver gruppe, foretages en sammenligning af de respektive andele af arbejdstagere, som berøres af den omhandlede regel, og dem, der ikke berøres heraf ( 9 ).

24.

Ifølge den forelæggende ret finder MTV anvendelse på alle sagsøgtes lokaliteter, og den gælder i henhold til § 1 heri for alle ansatte hos sagsøgte. Det fremgår af MTV’s § 2, stk. 1, at det kun er »arbejdstagere, hvis løn overstiger det sidste trin i den højeste lønkategori, […] ledende personale og læger«, der er undtaget fra overenskomstens anvendelsesområde. MTV’s § 2, stk. 2, fastsætter desuden, at personer, der er under uddannelse, er omfattet af andre kollektive overenskomster, hvis sådanne eksisterer. Såfremt det ifølge Domstolens svar på det andet præjudicielle spørgsmål, litra a), er nødvendigt for afgørelsen af tvisterne i hovedsagerne at fastslå, om og i givet fald hvordan undtagelserne fra MTV’s anvendelsesområde indvirker på andelen af mænd og kvinder blandt fuldtids- og deltidsbeskæftigede arbejdstagere hos sagsøgte, tilkommer det Landesarbeitsgericht (regional appeldomstol i arbejdsretlige sager) at foretage de nødvendige materielle konstateringer.

25.

Den forelæggende ret har anført, at der i det foreliggende tilfælde ved undersøgelsen af, om den ulige behandling påvirker væsentligt flere kvinder end mænd, skal foretages en sammenligning blandt sagsøgtes mandlige og kvindelige ansatte af de respektive andele af personer, der berøres negativt af den omhandlede nationale bestemmelse. De procentvise andele er endnu ikke blevet endegyldigt fastslået i tvisterne i hovedsagerne. Det fremgår imidlertid, at gruppen af kvinder er stærkt repræsenteret både blandt de deltidsansatte og blandt de fuldtidsansatte. Gruppen af mænd, der er langt mindre end gruppen af kvinder, er samtidig stærkere repræsenteret blandt de fuldtidsbeskæftigede end blandt de deltidsbeskæftigede.

26.

Den forelæggende ret ønsker på denne baggrund oplyst, om artikel 157 TUEF samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at det i det sådant tilfælde er tilstrækkeligt til at fastslå, at den ulige behandling påvirker væsentligt flere kvinder end mænd, at der er væsentligt flere kvinder end mænd blandt de deltidsansatte, eller om det herudover kræves, at der blandt de fuldtidsansatte er væsentligt flere mænd eller en signifikant større andel af mænd blandt de fuldtidsansatte.

27.

Den forelæggende ret har fremhævet, at den sidstnævnte situation ikke foreligger i tvisterne i hovedsagerne, eftersom 68,20% af de fuldtidsansatte er kvinder, og kun 31,80% er mænd. Kvinderne er således betydeligt stærkere repræsenteret hos sagsøgte såvel i gruppen af deltidsansatte som i gruppen af fuldtidsansatte. Den forelæggende ret er ikke i stand til at fastslå med tilstrækkelig sikkerhed, hvorledes det i en sådan sammenhæng skal fastslås, om den ulige behandling påvirker væsentligt flere kvinder end mænd som omhandlet i EU-retten.

28.

Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

29.

Sagsøgerne, sagsøgte, den danske, den polske og den norske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.

30.

Med det andet præjudicielle spørgsmål, litra a), i sag C-184/22 og sag C-185/22, som Domstolen har anmodet om, at der fokuseres på i dette forslag til afgørelse, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 157 TEUF samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at det i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger indirekte forskelsbehandling, er tilstrækkeligt til at fastslå, at en tilsyneladende neutral national bestemmelse stiller »personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn«, at der findes en betydeligt større andel af personer af et bestemt køn i den gruppe af arbejdstagere, der stilles ufordelagtigt af denne bestemmelse, eller om det ligeledes er nødvendigt, at den gruppe af arbejdstagere, der ikke er underlagt den nævnte bestemmelse, omfatter en betydeligt større andel af personer af det andet køn.

31.

Det følger af artikel 157, stk. 1, TEUF, at »[h]ver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi«. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54 fastsætter i øvrigt, at »[f]or samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår«. I dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra b), defineres begrebet »indirekte forskelsbehandling« som den situation, hvor »en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige«.

32.

Det følger af denne definition, at der foreligger »indirekte forskelsbehandling« som omhandlet i direktiv 2006/54, når tre betingelser er opfyldt, uanset hvilken hensigt ophavsmanden til den omhandlede nationale foranstaltning havde. For det første forekommer der en tilsyneladende neutral foranstaltning, når foranstaltningen ikke indebærer en formel sondring mellem kategorier af personer for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi. For det andet stiller denne foranstaltning personer af det ene køn i en særlig ufordelagtig situation i forhold til personer af det andet køn. For det tredje er en sådan særlig ufordelagtig situationen ikke begrundet i objektive faktorer, der intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn ( 12 ).

33.

I det foreliggende tilfælde er der for det første ingen vanskeligheder forbundet med betingelsen om den omhandlede nationale bestemmelses tilsyneladende neutralitet. Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelserne, at denne bestemmelse i den pågældende kollektive overenskomst ( 13 ), hvorefter der skal betales overtidstillæg for arbejdstimer, som præsteres ud over en fuldtidsansats arbejdstid pr. kalendermåned, finder anvendelse på alle sagsøgtes lokaliteter og, medmindre andet er bestemt, gælder for alle ansatte hos sagsøgte ( 14 ). Eftersom den nævnte bestemmelse finder anvendelse uden forskel på mandlige og kvindelige arbejdstagere, medfører den således ingen direkte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/54.

34.

Hvad for det andet angår betingelsen om, at der skal være tale om en særlig ufordelagtig situation, indebærer denne, at en gruppe af personer stilles ufordelagtigt, hvilket i det foreliggende tilfælde gælder for deltidsansatte med hensyn til betaling af overtidstillæg for præsterede overarbejdstimer. Det skal påpeges, at den forelæggende ret kun har stillet det andet præjudicielle spørgsmål i de foreliggende sager for det tilfælde, at det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende. Det er i denne forbindelse min opfattelse, at den omhandlede nationale bestemmelse stiller deltidsansatte ufordelagtigt, for så vidt som de arbejdstimer, som de præsterer ud over den arbejdstid, der er aftalt i deres ansættelseskontrakter, og op til det antal timer, som en fuldtidsansat arbejdstager præsterer ( 15 ), ikke resulterer i noget løntillæg til dem. Disse overarbejdstimer aflønnes med andre ord dårligere end overarbejdstimer, der præsteres af en fuldtidsansat arbejdstager ( 16 ).

35.

Hertil kommer, at den tilsyneladende neutrale foranstaltning i praksis skal medføre, at personer af det ene køn stilles særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn. Domstolen har i denne henseende for længst gjort det klart, at statistikker kan være nyttige, når det undersøges, om der foreligger indirekte forskelsbehandling, bl.a. i dom af 31. marts 1981, Jenkins (96/80, EU:C:1981:80, præmis 13). I denne dom henviste Domstolen til en »betydelig mindre procentdel« af kvinder end mænd, som kan gøre krav på timelønsatsen for fuldtidsbeskæftigelse. Denne henvisning blev bl.a. gentaget i dom af 13. maj 1986 (Bilka-Kaufhaus, 170/84, EU:C:1986:204, præmis 29). Domstolen har herved fulgt en pragmatisk tilgang i forbindelse med vurderingen af forskelsbehandling ( 17 ).

36.

EU-lovgiver har desuden fastsat begrebet »indirekte forskelsbehandling« i bl.a. direktiv 2002/73/EF ( 18 ), som er blevet erstattet af direktiv 2006/54. Det sidstnævnte direktiv indeholder i artikel 2, stk. 1, litra b), en definition af »indirekte forskelsbehandling«, der er formuleret på fuldstændig samme måde som definitionen i artikel 1, stk. 2, andet led, i direktiv 2002/73. Der henvises hverken i denne definition eller i andre bestemmelser i direktiv 2006/54 til kvantitative faktorer i forbindelse med undersøgelsen af indirekte forskelsbehandling. Den nævnte definition er nemlig baseret på en kvalitativ tilgang, hvor der lægges vægt på at undersøge, om den omhandlede nationale foranstaltning efter sin karakter kan stille personer af det ene køn »særlig ufordelagtig« i forhold til personer af det andet køn. Det følger heraf, at den nationale ret skal undersøge alle relevante kvalitative faktorer for at afgøre, om der foreligger en sådan ufordelagtig situation, f.eks. ved ikke kun at se på den virksomhed, der er omfattet af den omtvistede bestemmelse, men også at betragte situationen i den pågældende medlemsstat eller i EU generelt. I visse situationer kan det desuden vise sig særdeles vanskeligt at opnå statistiske oplysninger ( 19 ), eller de oplysninger, der er opnået, kan være vanskelige at anvende ( 20 ) eller fortolke ( 21 ).

37.

Domstolen har imidlertid også inden for disse kvalitative rammer fortsat gjort brug af statistiske oplysninger – når disse findes – ved afgørelsen af, om der foreligger indirekte forskelsbehandling, i forbindelse med gennemførelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder. Ifølge Domstolens faste praksis vedrørende direktiv 2006/54 kan det således navnlig fastslås, at der foreligger en sådan særlig ufordelagtig situation, såfremt det påvises, at en national lovgivning stiller en betydelig større andel af personer af det ene køn ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn ( 22 ). Som det fremgår af 30. betragtning til dette direktiv, tilkommer det den nationale retsinstans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis, som navnlig kan give mulighed for på grundlag af statistisk materiale eller på enhver anden måde at fastslå, hvorvidt der foreligger indirekte forskelsbehandling ( 23 ).

38.

Det er vigtigt at påpege, at det ovennævnte statistiske materiale blot udgør en af flere faktorer, og at de pågældende oplysninger desuden kan være forskellige. Domstolen har således fastslået, at en arbejdstager, der betragter sig som krænket af en indirekte forskelsbehandling på grund af køn, kan godtgøre, at der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, under henvisning til det generelle statistiske materiale vedrørende arbejdsmarkedet i den pågældende medlemsstat, i det tilfælde, hvor det ikke kan forventes af den berørte person, at vedkommende fremlægger mere præcise oplysninger angående den relevante gruppe af arbejdstagere, når disse er svært tilgængelige eller utilgængelige ( 24 ). Det er ikke tilstrækkeligt at betragte antallet af berørte personer, da dette antal afhænger af antallet af aktive arbejdstagere i den pågældende medlemsstat som helhed samt fordelingen af mandlige og kvindelige arbejdstagere i denne medlemsstat ( 25 ).

39.

For så vidt som den nationale retsinstans er i besiddelse af statistisk materiale, har Domstolen fastslået, at det tilkommer denne retsinstans at tage hensyn til alle de arbejdstagere, som er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen ( 26 ), og at den bedste metode til sammenligning af statistiske oplysninger består i at foretage en sammenligning mellem på den ene side andelen af de mandlige arbejdstagere, som påvirkes af denne forskelsbehandling, og på den anden side den tilsvarende andel for kvindelige arbejdstageres vedkommende ( 27 ).

40.

Det skal fremhæves, at selv om det kan være nyttigt at anvende statistiske oplysninger ved afgørelsen af, om der foreligger indirekte forskelsbehandling, skal disse oplysninger anvendes med forsigtighed, eftersom gyldigheden af de opnåede resultater afhænger af, hvordan disse oplysninger er fremkommet ( 28 ). Ifølge Domstolens faste praksis påhviler det i denne henseende den nationale retsinstans at vurdere, om det statistiske materiale, som er fremlagt for den, kan tillægges gyldighed og tages i betragtning, det vil navnlig sige, om det er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og om det er tilstrækkeligt væsentligt ( 29 ).

41.

Det skal for det tredje påpeges, at hvis de statistiske oplysninger, som den nationale ret kan tage hensyn til, faktisk skulle vise, at procentdelen af arbejdstagere af det ene køn påvirkes væsentligt hårdere af den pågældende nationale lovgivning end arbejdstagere af det andet køn, der ligeledes er omfattet af denne lovgivnings anvendelsesområde, må det antages, at en sådan situation indebærer en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, som er i strid med artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54, medmindre den nævnte lovgivning er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grundlag af køn ( 30 ).

42.

Det bør anføres, at der ikke findes nogen referencetærskel for, hvornår statistikker anses for at være tilstrækkelige, idet denne vurdering efter sin karakter er overvejende empirisk ( 31 ). De statistiske oplysninger skal imidlertid være relevante i den forstand, at de skal omhandle et tilstrækkeligt antal individer for at være repræsentative, men de skal ligeledes være nøjagtige og entydige.

43.

Med hensyn til tvisterne i hovedsagerne fremgår det af forelæggelsesafgørelserne, at der i forbindelse med den vurdering, der skal klarlægge, om den omhandlede nationale bestemmelse medfører indirekte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54, skal tages hensyn til statistiske oplysninger vedrørende sagsøgte. Det følger af Domstolens praksis, som er nævnt i punkt 39 i dette forslag til afgørelse, at den forelæggende ret skal fastlægge på den ene side andelen af mandlige arbejdstagere, som påvirkes af denne forskelsbehandling, og på den anden side den tilsvarende andel for kvindelige arbejdstageres vedkommende.

44.

Det fremgår i det foreliggende tilfælde af forelæggelsesafgørelserne, at sagsøgte har over 5000 ansatte, hvoraf 76,98% er kvinder. Ud af alle disse ansatte arbejder 52,78% på deltid. Blandt de deltidsansatte er 84,74% kvinder, og 15,26% er mænd.

45.

Den forelæggende ret ønsker med sit andet præjudicielle spørgsmål, litra a), oplyst, om det ved undersøgelsen af, om kvindelige arbejdstagere stilles særlig ufordelagtigt som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54, er tilstrækkeligt, at gruppen af deltidsansatte omfatter væsentligt flere kvinder end mænd, eller om gruppen af fuldtidsansatte ligeledes skal bestå af væsentligt flere mænd, eller der skal være en signifikant større andel af mænd.

46.

Kvindelige arbejdstagere er i det foreliggende tilfælde i overtal både i den gruppe, der »begunstiges« af den omhandlede nationale bestemmelse, og i den gruppe, der »ikke begunstiges« af denne bestemmelse. Jeg må i denne situation konkludere, at det ikke umiddelbart kan fastslås, at denne bestemmelse stiller kvinder særlig ufordelagtigt i forhold til mænd.

47.

Som jeg tidligere har anført, skal den nationale ret efter min opfattelse anvende en kvalitativ tilgang, hvor den ikke kun tager hensyn til statistiske oplysninger. En sådan tilgang kræver, at der foretages en undersøgelse af arbejdsmarkedet som helhed og ikke kun af den pågældende virksomhed.

48.

For så vidt angår det statistiske materiale, der er genstand for den forelæggende rets retlige spørgsmål om de nærmere regler for, hvordan der tages hensyn til disse oplysninger, skal der henvises til logikken i vurderingen af indirekte forskelsbehandling i forbindelse med direktiv 2006/54.

49.

Det fremgår indledningsvis af selve ordlyden af dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra b), at der vedrørende indirekte forskelsbehandling udelukkende henvises til en bestemmelse, betingelse eller praksis, som stiller personer af det ene køn »ufordelagtigt« i forhold til personer af det andet køn. Artikel 2, stk. 1, litra b), fokuserer således på gruppen af »ufordelagtigt stillede« personer, hvilket i dette tilfælde vil sige de deltidsansatte. Der tales ikke om »fordelagtigt stillede« personer i denne bestemmelse, dvs. personer, der ikke er omfattet af den omhandlede foranstaltning. Det følger derfor af den nævnte bestemmelses ordlyd, at der kan foreligge indirekte forskelsbehandling, når blot personer af det ene køn stilles særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn.

50.

Ifølge Domstolens praksis, som er nævnt i punkt 39 i dette forslag til afgørelse, består den bedste metode til sammenligning af statistiske oplysninger dernæst i at sammenligne på den ene side andelen af mandlige arbejdstagere, som påvirkes af denne forskelsbehandling, og på den anden side den tilsvarende andel for kvindelige arbejdstageres vedkommende. Domstolen har som følge heraf taget udtrykkeligt stilling til, hvilken tilgang der skal anvendes, og fastslået, at der skal tages udgangspunkt i ufordelagtigt stillede personer, når det afgøres, om den nationale foranstaltning medfører indirekte forskelsbehandling. Det kan i denne forbindelse være hensigtsmæssigt at citere en nyere dom fra Domstolen, nemlig dom af 24. februar 2022, TGSS (Hushjælpsansattes situation ved arbejdsløshed) (C-389/20, EU:C:2022:120). I denne dom fastslog Domstolen følgende vedrørende en national bestemmelse, der udelukker arbejdsløshedsydelser fra de sociale sikringsydelser, der udbetales til hushjælpsansatte i henhold til en lovbestemt social sikringsordning:

»45 Det må […] konstateres, at det fremgår af de statistiske oplysninger, der er fremlagt […], at for det første var antallet af arbejdstagere, der var omfattet af den almindelige ordning, den 31. maj 2021 på 15872720, heraf 7770798 kvinder (48,96% af lønmodtagerne) og 8101899 mænd (51,04% af lønmodtagerne). For det andet havde den gruppe lønmodtagere, der var tilknyttet særordningen for hushjælp, på samme dato 384175 arbejdstagere, hvoraf 366991 var kvinder (95,53% af dem, der var tilsluttet denne særordning, dvs. 4,72% af kvindelige lønmodtagere) og 17171 mænd (4,47% af medlemmerne af særordningen, dvs. 0,21% af mandlige arbejdstagere).

46 Det fremgår således af disse statistiske oplysninger, at den andel af kvindelige arbejdstagere, der er omfattet af den almindelige spanske sociale sikringsordning, og som berøres af den forskelsbehandling, der følger af den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse, er betydeligt højere end [andelen af] mandlige arbejdstagere.«

51.

Domstolen undersøgte som følge heraf i overensstemmelse med sin praksis vedrørende indirekte forskelsbehandling kun gruppen af ufordelagtigt stillede personer, dvs. hushjælpsansatte, hvoraf 95,53% var kvinder, og tog ikke hensyn til det samlede antal personer, der var omfattet af den almindelige sociale sikringsordning, hvor der var en ligelig fordeling af kvinder (48,96% af lønmodtagerne) og mænd (51,04% af lønmodtagerne).

52.

Formålet med direktiv 2006/54 er endelig at forbyde forskelsbehandling på grund af køn, herunder indirekte forskelsbehandling. Domstolen har hidtil fastslået, at dette formål kræver en specifik undersøgelse af situationen for den gruppe af personer, der stilles ufordelagtigt af en national foranstaltning. Det nævnte formål kan efter min opfattelse ikke indebære, at der ligeledes tages hensyn til situationen for den gruppe af personer, som ikke er omfattet af denne foranstaltning. Hvis det antages, at den omhandlede nationale foranstaltning stiller arbejdstagere af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til arbejdstagere af det andet køn, skal det undersøges, om den er begrundet i objektive forhold, som intet har at gøre med forskelsbehandling på grund af køn.

53.

Det er som følge heraf min opfattelse, at det ved afgørelsen af, om kvindelige arbejdstagere stilles særlig ufordelagtigt som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra b), i direktiv 2006/54, alene er gruppen af ufordelagtigt stillede arbejdstagere, der skal undersøges. Det skal tilføjes, at eftersom den kvalitative tilgang, der skal klarlægge, om en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, kan være vanskelig at iværksætte, kan spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af deltidsarbejde, som er genstand for det fjerde og det femte præjudicielle spørgsmål i de foreliggende sager, efter min opfattelse udgøre et passende grundlag for at sikre, at fuldtidsansatte og deltidsansatte behandles ens ( 32 ).

54.

Jeg foreslår derfor, at det andet præjudicielle spørgsmål, litra a), besvares med, at artikel 157 TEUF samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i direktiv 2006/54 skal fortolkes således, at den nationale ret i forbindelse med, at den vurderer, om der foreligger indirekte forskelsbehandling, med henblik på at fastslå, at en tilsyneladende neutral national bestemmelse stiller »personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn«, skal undersøge alle relevante kvalitative faktorer for at afgøre, om der foreligger en sådan ufordelagtig situation. For så vidt angår det statistiske materiale, som blot udgør en af flere faktorer, skal det efterprøves, om der findes en betydeligt større andel af personer af et bestemt køn i den gruppe af arbejdstagere, der stilles ufordelagtigt af denne bestemmelse, uden at det ligeledes er nødvendigt, at den gruppe af arbejdstagere, der ikke er underlagt den nævnte nationale bestemmelse, omfatter en betydeligt større andel af personer af det andet køn.

55.

Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer det andet præjudicielle spørgsmål, litra a), som Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) har forelagt i de forenede sager C-184/22 og C-185/22, således:

»Artikel 157 TEUF samt artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv

skal fortolkes således, at

den nationale ret i forbindelse med, at den vurderer, om der foreligger indirekte forskelsbehandling, med henblik på at fastslå, at en tilsyneladende neutral national bestemmelse stiller »personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn«, skal undersøge alle relevante kvalitative faktorer for at afgøre, om der foreligger en sådan ufordelagtig situation. For så vidt angår det statistiske materiale, som blot udgør en af flere faktorer, skal det efterprøves, om der findes en betydeligt større andel af personer af et bestemt køn i den gruppe af arbejdstagere, der stilles ufordelagtigt af denne bestemmelse, uden at det ligeledes er nødvendigt, at den gruppe af arbejdstagere, der ikke er underlagt den nævnte nationale bestemmelse, omfatter en betydeligt større andel af personer af det andet køn.«