1.

Domstolen har allerede skullet træffe afgørelse i den sag, som Liam Jenkinson har anlagt med påstand om ændring af de flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ( 2 ), i henhold til hvilke han i hen ved 20 år varetog stillinger i tre internationale missioner, som Den Europæiske Union har oprettet eller forlænget i forbindelse med sin udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) ( 3 ), herunder til sidst Eulex Kosovo-missionen ( 4 ), til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt ( 5 ) og om erstatning for skader i og uden for kontraktforhold.

2.

Ved dom af 5. juli 2018, Jenkinson mod Rådet m.fl. ( 6 ), ophævede Domstolen nemlig Den Europæiske Unions Rets kendelse af 9. november 2016, Jenkinson mod Rådet m.fl. ( 7 ), hvorved Retten på grundlag af artikel 272 TEUF havde lagt til grund, at dens kompetence, der var begrænset til den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, i henhold til hvilken den var udpeget, ikke kunne udstrækkes til alle de øvrige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået i forbindelse med de tre missioner, for hvilke de belgiske retter var tillagt kompetence.

3.

Den foreliggende appel, som Liam Jenkinson har iværksat til prøvelse af dom af 10. november 2021, Jenkinson mod Rådet m.fl. ( 8 ), hvorved de appelindstævnte blev frifundet, giver Domstolen anledning til at præcisere rækkevidden af sin afgørelse om Rettens kompetence, når denne er udpeget ved en voldgiftsbestemmelse, henset til tvistens genstand og den retlige ordning, som et kontraktmæssigt ansættelsesforhold er underlagt, når parterne ikke har foretaget lovvalg herfor.

4.

I denne arbejdsretlige tvist, som ikke er noget enkeltstående tilfælde, hvilket illustreres af de for Retten verserende sager ( 9 ) og de sager, som de belgiske retter kan få forelagt, fordi de er udpeget i de fleste af de omtvistede kontrakter ( 10 ), skal det ligeledes afgøres, på hvilke betingelser der skal tages hensyn til den specifikke sammenhæng, hvori stillingen er blevet varetaget, nemlig FUSP-missionerne og navnlig Eulex Kosovo-missionen, som fik tillagt retsevne med virkning fra den 12. juni 2014.

5.

Min bedømmelse af appellen omfatter derfor primært de spørgsmål, der vedrører Rettens kompetence, dennes vurdering af den retlige ordning, der gælder for kontrakter indgået med bl.a. denne mission, og rækkevidden af den efterprøvelse, som Domstolen vil skulle foretage af Rettens anvendelse af national ret i forbindelse med denne tvist, der er baseret på artikel 272 TEUF.

6.

Artikel 1 i Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP af 4. februar 2008 om Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo, EULEX KOSOVO ( 11 ), som ændret indtil Rådets afgørelse 2014/349/FUSP af 12. juni 2014 ( 12 ), med overskriften »Missionen«, bestemmer i stk. 1:

»Den Europæiske Union opretter herved en EU-retsstatsmission i Kosovo, EULEX KOSOVO (i det følgende benævnt »EULEX KOSOVO«).«

7.

Denne fælles aktions artikel 2 med overskriften »Missionsbeskrivelse« bestemmer:

»EULEX KOSOVO bistår Kosovoinstitutionerne, de retlige myndigheder og retshåndhævende myndigheder med at gøre fremskridt i retning af bæredygtighed og ansvarlighed og med yderligere at udvikle og styrke et uafhængigt multietnisk retssystem og et multietnisk politi og toldvæsen, idet den sikrer, at disse institutioner er fri for politisk indblanding og overholder internationalt anerkendte standarder og bedste europæiske praksis.

EULEX KOSOVO opfylder i fuldt samarbejde med Europa-Kommissionens bistandsprogrammer sit mandat gennem overvågning, mentorordninger og rådgivning, idet den bevarer et vist udøvende ansvar.«

8.

Den nævnte fælles aktions artikel 9 med overskriften »Personale« har følgende ordlyd:

»1.   Antallet af medarbejdere i EULEX KOSOVO og deres kompetence skal være i overensstemmelse med den i artikel 2 fastsatte missionsbeskrivelse, de i artikel 3 fastsatte opgaver og den i artikel 6 fastsatte struktur for EULEX KOSOVO.

2.   EULEX KOSOVO skal primært bestå af personale udsendt af medlemsstaterne eller EU-institutionerne. Den enkelte medlemsstat eller EU-institution afholder omkostningerne i forbindelse med det personale, den har udsendt, herunder rejseudgifter til og fra deployeringsstedet, løn, sygesikring og tillæg, bortset fra dagpenge og afsavns- og faretillæg.

3.   Internationalt civilt personale og lokalt personale kan også efter behov kontraktansættes af EULEX KOSOVO, for så vidt de funktioner, der er behov for, ikke varetages af personale udstationeret af medlemsstaterne. Undtagelsesvis kan statsborgere fra deltagende tredjelande i særlig begrundede tilfælde, hvor der ikke er kvalificerede ansøgninger fra medlemsstaterne, ansættes på kontrakt, hvis det er hensigtsmæssigt [ ( 13 )].

[…]«

9.

Samme fælles aktions artikel 10 med overskriften »EULEX KOSOVOs og dets personales status« bestemmer i stk. 3:

»Ansættelsesvilkårene og det internationale og det lokale civile personales rettigheder og pligter fastlægges i kontrakterne mellem EULEX KOSOVO og den pågældende medarbejder [ ( 14 )].«

10.

Artikel 3, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) ( 15 ) bestemmer:

»Spørgsmål om eksistens og gyldighed af parternes samtykke til, at en bestemt lov skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i artikel 10, 11 og 13.«

11.

Denne forordnings artikel 8 fastsætter:

»1.   En individuel arbejdsaftale er undergivet loven i det land, som parterne har aftalt i henhold til artikel 3. Et sådant lovvalg må dog ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af bestemmelser, som ikke kan fraviges ved aftale i henhold til den lov, som ville have fundet anvendelse efter stk. 2, 3 og 4 i denne artikel, såfremt parterne ikke havde aftalt lovvalg.

2.   I det omfang parterne ikke har aftalt, hvilken lov der skal anvendes på den individuelle arbejdsaftale, er aftalen undergivet loven i det land, hvori eller subsidiært hvorfra arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde. Det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, anses ikke for at have ændret sig, hvis arbejdstageren midlertidigt er beskæftiget i et andet land.

3.   Kan det ikke i henhold til stk. 2 afgøres, hvilken lov der skal anvendes, er aftalen underlagt loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende.

4.   Når det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 2 og 3, anvendes dette andet lands lov.«

12.

Tvistens baggrund er sammenfattet i den appellerede doms præmis 1-5.

»1. Sagsøgeren, Liam Jenkinson, der er irsk statsborger, var først ansat fra den 20. august 1994 til den 5. juni 2002 i henhold til flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter […] ved observatørmissionen i Jugoslavien, der blev oprettet ved et aftalememorandum undertegnet i Beograd den 13. juli 1991, på daværende tidspunkt benævnt »Det Europæiske Fællesskabs Observatørmission (ECMM)« og dernæst benævnt »Den Europæiske Unions Observatørmission (EUMM)« ved Rådets fælles aktion 2000/811/FUSP af 22. december 2000 om Den Europæiske Unions Observatørmission (EFT 2000, L 328, s. 53). ECMM’s, derefter EUMM’s, mandat blev forlænget flere gange, sidst ved Rådets fælles aktion 2006/867/FUSP af 30. november 2006 om forlængelse og ændring af mandatet for Den Europæiske Unions Observatørmission (EUMM) (EUT 2006, L 335, s. 48), indtil den 31. december 2007.

2. Sagsøgeren var derefter ansat fra den 17. juni 2002 til den 31. december 2009 i henhold til flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ved Den Europæiske Unions politimission i Bosnien-Hercegovina (EUPM), der blev oprettet ved Rådets fælles aktion 2002/210/FUSP af 11. marts 2002 om Den Europæiske Unions politimission (EFT 2002, L 70, s. 1). EUPM’s mandat blev forlænget flere gange, sidst ved Rådets afgørelse 2011/781/FUSP af 1. december 2011 om Den Europæiske Unions politimission (EUPM) i Bosnien-Hercegovina (EUT 2011, L 319, s. 51), indtil den 30. juni 2012.

3. Endelig var sagsøgeren ansat i Eulex Kosovo-missionen fra den 5. april 2010 til den 14. november 2014 i henhold til elleve på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der for så vidt angår de ni første ansættelseskontrakter blev indgået med chefen for Eulex Kosovo-missionen og for så vidt angår de to sidstnævnte med selve missionen (herefter »de elleve tidsbegrænsede ansættelseskontrakter«) [ ( 16 )]. Eulex Kosovo-missionen blev oprettet ved Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP […] Den blev forlænget flere gange, bl.a. indtil den 14. juni 2016 ved afgørelse 2014/349 […]

4. I løbet af den tiende tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, der blev indgået med Eulex Kosovo-missionen, og som dækkede perioden mellem den 15. juni og den 14. oktober 2014, blev sagsøgeren, ved skrivelse fra chefen for Eulex Kosovo-missionen af 26. juni 2014 […] underrettet om, at den stilling, som han havde haft siden sin ansættelse ved missionen, som følge af en afgørelse om omstrukturering af Eulex Kosovo-missionen, som medlemsstaterne havde truffet den 24. juni 2014, ville blive nedlagt efter den 14. november 2014, og at hans kontrakt derfor ikke ville blive forlænget efter denne dato. En ellevte og sidste tidsbegrænset ansættelseskontrakt blev derfor indgået mellem sagsøgeren og Eulex Kosovo-missionen for perioden fra den 15. oktober til den 14. november 2014 (herefter »den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt«).

5. Med undtagelse af den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt indeholdt alle de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som sagsøgeren havde indgået vedrørende sine aktiviteter i Eulex Kosovo-missionen, en [klausul, der tillægger domstolene i Belgien kompetence ( 17 )]. Hvad angår den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt indeholdt denne i kontraktens artikel 21 en voldgiftsbestemmelse, der i henhold til artikel 272 TEUF tillagde Den Europæiske Unions retsinstanser kompetence til at træffe afgørelse om enhver tvist vedrørende kontrakten [ ( 18 )]« ( 19 ).

13.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 2015 anlagde Liam Jenkinson et søgsmål med principal påstand nedlagt på grundlag af artikel 272 TEUF om, dels at samtlige hans kontraktforhold blev ændret til »en tidsubegrænset kontrakt«, og om erstatning for den skade, som han havde lidt som følge af misbruget af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter og uberettiget afskedigelse, dels at det blev fastslået, at Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten havde forskelsbehandlet ham, og at disse som følge deraf skulle tilpligtes at betale en erstatning, og subsidiært en påstand støttet på de europæiske institutioners ansvar uden for kontrakt ( 20 ).

14.

Ved kendelse af 9. november 2016, Jenkinson mod Rådet m.fl. ( 21 ), fastslog Retten, at det var åbenbart, at den savnede kompetence til at træffe afgørelse vedrørende de to principale påstande, og afviste den subsidiære påstand. Retten frifandt følgelig Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo-missionen i det hele og pålagde Liam Jenkinson at betale sagsomkostningerne.

15.

Ved Jenkinson I-dommen gav Domstolen Liam Jenkinson medhold i hans appel, hjemviste sagen til Retten og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

16.

Domstolen lagde til grund, at Retten havde begået en retlig fejl, idet den havde anført, at det i henhold til artikel 272 TEUF var åbenbart, at den var inkompetent til at træffe afgørelse om de principale påstande. Domstolen fandt, at Rettens kompetence kunne udstrækkes til de tidligere ansættelseskontrakter, der tillagde retterne i Bruxelles kompetencen, på den betingelse, at den sag, som Liam Jenkinson havde anlagt, indeholdt påstande, der hvilede på den sidste tidsbegrænsede kontrakt, og som havde en direkte forbindelse med de forpligtelser, der fulgte af denne kontrakt. I denne forbindelse fastslog Domstolen, at Liam Jenkinsons påstande indebar, at der skulle tages hensyn til virkningerne af de forudgående ansættelseskontrakter.

17.

Efter at Retten i den appellerede doms præmis 31 havde gennemgået Liam Jenkinsons påstande, gentog den i præmis 38 Domstolens sammenfatning af dem i Jenkinson I-dommen ( 22 ), hvori det blev præciseret, at »[v]ed stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 2015 anlagde appellanten sag mod Rådet, Kommissionen EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo-missionen, idet han nedlagde påstand om, at Retten:

18.

Ved den appellerede dom frifandt Retten Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Eulex Kosovo-missionen i det hele.

19.

Retten konstaterede indledningsvis i den appellerede doms præmis 45, at søgsmålet ikke var anlagt i henhold til artikel 263 TEUF ( 27 ). I denne doms præmis 62 lagde Retten til grund, at dette søgsmål, for så vidt angik den første principale påstand, var blevet anlagt i henhold til den voldgiftsbestemmelse, der udpegede Unionens retsinstanser i den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, og at det nævnte søgsmål for så vidt angik den anden påstand, der ligeledes var nedlagt principalt, og den tredje påstand, der var fremsat subsidiært, var et søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold, der var anlagt på grundlag af artikel 268 TEUF og 340 TEUF ( 28 ).

20.

I den appellerede doms præmis 70 fastslog Retten, at den havde kompetence til at undersøge de tre påstande.

21.

Med hensyn til den anden formalitetsindsigelse vedrørende påstandene ( 29 ), som de indstævnte havde rejst, påpegede Retten, at disse anfægtede, at de faktiske omstændigheder, afgørelserne og de eventuelle uregelmæssigheder, som sagsøgeren havde påberåbt sig, kunne tilskrives dem ( 30 ), med den begrundelse, at Rådet, EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen ikke havde indgået noget kontraktforhold med sagsøgeren, og at Eulex Kosovo-missionen ikke havde indgået noget kontraktforhold før den 5. april 2010. Retten lagde i den appellerede doms præmis 75, 76 og 78 til grund, at denne formalitetsindsigelse i det væsentlige ikke var rettet mod søgsmålet i sin helhed, men udelukkende mod den første påstand, og at det var efter realitetsbehandlingen af denne påstand, at det eventuelt, henset til den ret, der fandt anvendelse på tvisten, skulle afgøres, i hvilket omfang de påstande, som sagsøgeren havde fremsat i den nævnte påstand, var begrundede i forhold til hver af de sagsøgte.

22.

For så vidt angår den første påstand om ændring af kontraktforholdet til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt anførte Retten først, at sagsøgeren ved dette kontraktforhold forstod alle de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som han havde indgået i forbindelse med sine aktiviteter ved de tre missioner ( 31 ).

23.

Dernæst fandt Retten, at den »først« måtte undersøge sagsøgerens påstand om de elleve tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som han havde indgået i forbindelse med sine aktiviteter ved Eulex Kosovo-missionen, med den begrundelse, at hvis denne påstand eventuelt ikke blev taget til følge, ville det være bestemmende for undersøgelsen af de rækker af tidsbegrænsede kontrakter, der var indgået i forbindelse med de to første missioner ( 32 ). Endelig lagde Retten til grund, at den i mangel af særlige regler vedtaget af EU-lovgiver ( 33 ) eller retsakter vedtaget efter oprettelsen af Eulex Kosovo-missionen ( 34 ) skulle træffe afgørelse i tvisten på grundlag af den materielle nationale ret, der fandt anvendelse på kontrakten, og idet den ved en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten bl.a. skulle sikre overholdelsen af det almindelige princip om forbud mod rettighedsmisbrug som følge af anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold ( 35 ).

24.

Med henblik på at afgøre, hvilken ret der fandt anvendelse på tvisten, besluttede Retten at »anvende« Rom I-forordningen og navnlig dennes artikel 8 om individuelle arbejdsaftaler ( 36 ). I den appellerede doms præmis 119 fastslog Retten for så vidt angik de ni første tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, at de kontraherende parter ved henvisning til meddelelse C(2009) 9502 ( 37 ), som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 1, havde valgt irsk ret som den nationale arbejdsret, der skulle finde anvendelse.

25.

Retten fastslog i denne doms præmis 130, at den tiende og den ellevte tidsbegrænsede ansættelseskontrakt havde en nærmere tilknytning, som omhandlet i denne forordnings artikel 8, stk. 4, til irsk ret.

26.

Efter i den appellerede doms præmis 152-186 at have bedømt anvendelsen af bestemmelserne i irsk ret ( 38 ), sammenholdt med Domstolens praksis, på omstændighederne i den foreliggende sag fastslog Retten i den nævnte doms præmis 184, 187 og 188, at der forelå objektive grunde, der hang sammen med bl.a. den midlertidige og evigt foranderlige karakter af Eulex Kosovo-missionens mandat, som gjorde det begrundet at tilbyde Liam Jenkinson at indgå de første tidsbegrænsede ansættelseskontrakter såvel som den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt af en måneds varighed, uden at der var tale om misbrug.

27.

I den appellerede doms præmis 188 forkastede Retten følgelig alle påstandene om ændring af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt, herunder påstandene vedrørende de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået mellem Liam Jenkinson og de to første missioner ( 39 ).

28.

I den appellerede doms præmis 209, tredje punktum, fastslog Retten, at påstanden om ændring af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt på grundlag af en tilsidesættelse af kravet i artikel 8, stk. 2, i lov af 2003 ( 40 ) om underretning af den ansatte ikke kunne tages til følge. Selv om Liam Jenkinson i den foreliggende sag med rette har gjort en tilsidesættelse gældende ( 41 ), er det nemlig ikke fastsat i irsk ret, at en retfærdig og rimelig konsekvens heraf kan bestå i en sådan ændring ( 42 ).

29.

I den appellerede doms præmis 215 forkastede Retten påstanden om erstatning for alle de kontraktmæssige tab som ugrundet. For det første anførte Retten således, at påstanden om erstatning for disse tab, der var nedlagt i forbindelse med den første påstand, var baseret på en ændring af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt som følge af misbrug af metoden med tidsbegrænsning og som følge af tilsidesættelsen af de formelle kontraktretlige regler i belgisk eller irsk ret ( 43 ). For det andet mindede Retten om, at disse argumenter fra appellantens side var blevet forkastet ( 44 ).

30.

I denne doms præmis 216 lagde Retten til grund, at da den første påstand blev forkastet, var der ingen grund til at undersøge formalitetsindsigelsen om, at de faktiske omstændigheder, afgørelserne og de eventuelle uregelmæssigheder, som sagsøgeren havde påberåbt sig, hverken helt eller delvist kunne tilregnes de sagsøgte ( 45 ).

31.

For så vidt angår den anden påstand vedrørende kravet om erstatning for ikke-kontraktmæssige tab, som ligeledes blev nedlagt principalt, påpegede Retten, at den var baseret på bestemmelserne i artikel 268 TEUF og 340 TEUF og havde til formål at opnå erstatning fra Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten for ikke-kontraktmæssige tab, som Liam Jenkinson havde lidt som følge af disse institutioners politik for ansættelse af internationalt civilt personale ved missionerne ( 46 ). I den appellerede doms præmis 237 konstaterede Retten uden at tage stilling til den formalitetsindsigelse, som Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten havde rejst ( 47 ), at Liam Jenkinson ikke havde godtgjort, at der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af en EU-retlig regel, der havde til formål at tillægge ham rettigheder. Navnlig fastslog Retten i denne doms præmis 228, at det var på grundlag af de primærretlige bestemmelser, der vedrørte FUSP, at de normative bestemmelser vedrørende Eulex Kosovo-missionen udtrykkeligt fastsatte et retsgrundlag, der gjorde det muligt for chefen for missionen, og dernæst sidstnævnte, at ansætte internationalt civilt personale på et kontraktmæssigt grundlag. Endvidere udelukkede Retten i den nævnte doms præmis 230, at der forelå forskelsbehandling af de forskellige kontraktansatte som følge af anvendelsen af forskellige nationale lovgivninger. I samme doms præmis 231 og 233 forkastede den ligeledes argumenterne om forskelsbehandling i forhold til de medarbejdere, der var ansat i henhold til ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ( 48 ), idet den fandt, at Liam Jenkinson ikke havde godtgjort, at han i henhold til EU-retten havde ret til at blive ansat efter reglerne i ansættelsesvilkårene eller i henhold til en tilsvarende vedtægt ( 49 ).

32.

For så vidt angår den tredje påstand om kravet om erstatning uden for kontraktforhold, der blev nedlagt subsidiært, afviste Retten den på grund af dens manglende klarhed ( 50 ) og tog således de sagsøgtes første formalitetsindsigelse til følge ( 51 ).

33.

Med appellen har Liam Jenkinson principalt nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom og træffer afgørelse i sagen, og subsidiært, at Domstolen hjemviser sagen til Retten. Han har ligeledes nedlagt påstand om, at de appelindstævnte tilpligtes at betale sagsomkostningerne i de to instanser.

34.

Til støtte for appellen har Liam Jenkinson påberåbt sig seks anbringender vedrørende for det første en fejlagtig fortolkning af de nedlagte påstande og fremsatte anbringender, for så vidt som Retten navnlig ikke foretog en prøvelse af alle de påstande, der var støttet på en ulovlighedsindsigelse, for det andet en retlig fejl, for så vidt som Retten udelukkende vurderede Liam Jenkinsons sidste ansættelse ved Eulex Kosovo-missionen, for det tredje flere retlige fejl begået af Retten ved undersøgelsen af, om den første påstand var velbegrundet, for det fjerde en forkert anvendelse af princippet om ligebehandling af Unionens ansatte og en tilsidesættelse af artikel 336 TEUF, idet Retten udelukkede, at de appelindstævnte på nogen måde var ifaldet ansvar uden for kontraktforhold, for det femte flere retlige fejl begået af Retten, idet den afviste den tredje påstand fra realitetsbehandling, og for det sjette en fejlagtig begrundelse vedrørende sagsomkostningerne.

35.

Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Liam Jenkinson tilpligtes at betale sagsomkostningerne ( 52 ). De tre førstnævnte appelindstævnte har principalt gjort gældende, at sagen i første instans burde afvises. Eulex Kosovo har gjort gældende, at appellen er delvist retligt ugrundet og delvist bør afvises.

36.

På Domstolens anmodning vil dette forslag til afgørelse alene omhandle det andet anbringende samt det tredje anbringendes første, tredje og fjerde led.

37.

Henset til det mylder af argumenter, der er blevet fremført til støtte for den foreliggende appel, finder jeg det hensigtsmæssigt at afgrænse bedømmelsen af dem.

38.

For det første er en appel, der iværksættes ved Domstolen til prøvelse af Rettens afgørelser, ifølge artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF »begrænset til retsspørgsmål«. Domstolen kan imidlertid foretage en prøvelse af visse faktiske begrundelser, når der påberåbes en forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder eller en indholdsmæssig urigtighed eller en begrundelsesmangel ( 53 ).

39.

Hvad for det andet angår Rettens beslutning om at henskyde de appelindstævntes formalitetsindsigelser til afgørelse i forbindelse med sagens realitet ( 54 ) kan denne beslutning ikke gøres til genstand for en undersøgelse, uden at der er iværksat kontraappel ( 55 ). Under disse omstændigheder er det kun i tilfælde af ophævelse af den appellerede dom, at søgsmålet mod de sagsøgte bør undersøges med hensyn til formaliteten. Der skal ikke desto mindre dels tages hensyn til Eulex Kosovo-dommen ( 56 ) med hensyn til den første påstand, for så vidt som den er rettet mod Eulex Kosovo. Dels skal der tages hensyn til, at denne påstand med hensyn til sin genstand adskiller sig fra de to øvrige påstande, idet disse er baseret på artikel 268 TEUF og 340 TEUF om EU-institutionernes ansvar uden for kontraktforhold ( 57 ).

40.

For det tredje vil jeg for at opfylde kravene i artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement ( 58 ) anføre de elementer, der er ubestridte. Dette er tilfældet med kvalificeringen af en del af Liam Jenkinsons søgsmål. Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 41, 44 og 45 af, at sagsøgeren ikke havde anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af nogen retsakt i henhold til artikel 263 TEUF ( 59 ), er nemlig ikke blevet bestridt. Det samme gælder konstateringen af, at Liam Jenkinson ikke havde bestridt rigtigheden af den manglende forlængelse af hans kontrakt ( 60 ). Under disse omstændigheder mister enhver anfægtelse af en retsakts lovlighed, hvilket i øvrigt forudsætter, at den er blevet gjort gældende og underbygget af retlige og faktiske argumenter, sin relevans ( 61 ). Endvidere kan det nævnes, at der ikke foreligger nogen anfægtelse af den appellerede doms præmis 140-146 og 198-200 vedrørende den irske materielle ret, der finder anvendelse på den foreliggende sag.

41.

For det fjerde fører det forhold, at Rettens præsentation af Liam Jenkinsons påstande i forbindelse med den første påstand i den appellerede doms præmis 31, 38 ( 62 ) og 54 samt i præmis 77, første punktum, præmis 85, præmis 197, andet punktum, og præmis 209, andet punktum, hvorefter sagsøgerens erstatningskrav var baseret på ændringen af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt eller den efterfølgende erstatning, ikke er blevet anfægtet, til den antagelse, at alene annullationen af den arbejdsretlige beslutning medfører undersøgelse af erstatningen af de kontraktmæssige tab, der angiveligt er lidt ( 63 ).

42.

Det er derfor på grundlag af samtlige disse elementer, at jeg vil foretage min bedømmelse af anbringenderne om Rettens kompetence og om retsinstansens beføjelser i forbindelse med artikel 272 TEUF, i henhold til hvilken bestemmelse den første påstand er nedlagt.

43.

Liam Jenkinson har med det andet anbringende gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 82 med urette lagde til grund, at den sidste kontrakt alene var en af de elleve tidsbegrænsede kontrakter, der var indgået med Eulex Kosovo-missionen, og ikke en del af et længere kontraktforhold. Liam Jenkinson er af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl, idet den fandt, at den var forpligtet til at efterprøve lovligheden af de elleve tidsbegrænsede ansættelseskontrakter før lovligheden af de to første rækker af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, hvori den ikke var tillagt kompetence.

44.

Han har gjort gældende, at Rettens kompetence omfattede samtlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på at træffe afgørelse om påstanden i henseende til national ret, og at denne ret krævede undersøgelse af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i kronologisk orden. Liam Jenkinson er af den opfattelse, at begrundelsen i den appellerede dom for at udelukke de første 30 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er utilstrækkelig, for så vidt som den hverken er baseret på irsk ret eller EU-retten. Endvidere svarer den manglende analyse af begrebet »fortsat beskæftigelse hos en eller flere arbejdsgivere« og »associerede arbejdsgivere« som omhandlet i irsk ret, forudsat at denne finder anvendelse, til at benægte rækkevidden af den appellerede doms præmis 77 og den indbyrdes afhængighed mellem spørgsmålet om identificering af arbejdsgiveren, nemlig Unionen for samtlige kontrakters vedkommende, og eksistensen af et fortsat ansættelsesforhold i Den Europæiske Union med analysen af ændringen af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt. I denne henseende har appellanten i replikken påpeget, at Eulex Kosovo-missionen ikke har samme evne til at indgå forpligtelser i traktaternes forstand som Unionen ( 64 ), og at Unionen i henseende til de to første missioner ifalder ansvar som følge af deres nedlæggelse, ligesom en likvidator kunne ifalde ansvar i forbindelse med opløsningen af et selskab.

45.

Rådet er af den opfattelse, at Retten ikke begik nogen retlig fejl i henseende til præmis 50 i Jenkinson I-dommen og den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 38-40 og 44, idet den ved en snæver fortolkning af sin kompetence nåede frem til, at alene de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der blev indgået med Eulex Kosovo-missionen, havde direkte forbindelse til den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, der udpegede Unionens retsinstanser. Rådet har tilføjet, at bestemmelserne i irsk ret ikke kan gøres gældende over for Retten for at definere dens kompetence baseret på artikel 272 TEUF.

46.

Kommissionen er for det første af den opfattelse, at Retten i mangel af en voldgiftsbestemmelse, som tillagde Domstolen kompetence til at træffe afgørelse vedrørende de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået i forbindelse med Liam Jenkinsons ansættelse ved de to første missioner, var forpligtet til i overensstemmelse med præmis 47 i Jenkinson I-dommen at begynde med analysen af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået med Eulex Kosovo, for at vurdere, om der forelå et enkelt og fortsat ansættelsesforhold, før den tog stilling til, om den kunne udstrække sin kompetence til de to første rækker af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at Liam Jenkinsons argumenter i henseende til den appellerede doms præmis 77 og 232 hviler på en ukorrekt læsning heraf. Endelig har denne institution anført, at appellantens argument, der er støttet på begrebet »associerede arbejdsgivere«, er i strid med det argument, som han fremførte i sin foregående appel, nemlig at de to første missioner som sådan ikke længere fandtes. Kommissionen har i øvrigt påpeget, at det er åbenbart, at argumenterne vedrørende Unionens evne til at indgå forpligtelser, som til dels er nye, er ugrundede for så vidt angår Eulex Kosovo efter afsigelsen af Eulex Kosovo-dommen og i forlængelse heraf for de øvrige missioners vedkommende.

47.

EU-Udenrigstjenesten er af den opfattelse, at den foreliggende tvist kun vedrører den kontrakt, der var indgået mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo-missionen. Det fremgår af Jenkinson I-dommens præmis 47 og 48. Den omstændighed, at Liam Jenkinson havde været ansat ved to andre missioner, er irrelevant. Det er ubestridt, at der i henseende til andre missioner ikke foreligger fortsat beskæftigelse.

48.

Eulex Kosovo er af den opfattelse, at forsøget på at opbygge et enkelt og fortsat ansættelsesforhold ikke kan modstå undersøgelsen af Liam Jenkinsons tre adskilte ansættelsesperioder, og at Liam Jenkinson for første gang i forbindelse med appellen har fremført en argumentation vedrørende begrebet »associerede arbejdsgivere« i forbindelse med Unionen. Denne mission har i øvrigt fremhævet, at ethvert argument, der strider mod afgørelse 2014/349 ( 65 ), som tillægger den retsevne til at indgå kontrakter og optræde som part i retssager, og mod Eulex Kosovo-dommen med hensyn til missionens ansvar for alle forhold, der er indtrådt før den 12. juni 2014, er ugrundet.

49.

Anfægtelsen af det andet anbringende vedrører den appellerede doms præmis 82, som har følgende ordlyd: »For så vidt som den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt er en del af de elleve tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der vedrører sagsøgerens aktiviteter ved Eulex Kosovo-missionen, skal sagsøgerens påstand om ændring af de elleve tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt følgelig først undersøges. Hvis denne påstand ikke tages til følge, har Retten nemlig ikke kompetence til at behandle påstanden om ændring af de to første rækker af tidsbegrænsede kontrakter, som sagsøgeren indgik i forbindelse med sine aktiviteter ved de to første missioner, som omhandlet i præmis 1 og 2 ovenfor [ ( 66 )], til en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, eftersom disse sidstnævnte tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ikke indeholdt en voldgiftsbestemmelse, der udpeger Unionens retsinstanser.«

50.

Liam Jenkinson har i det væsentlige anfægtet Rettens begrænsning af sin kompetence til den sidste række af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter vedrørende hans aktiviteter ved Eulex Kosovo-missionen, mens anvendelsen af den nationale ret burde have foranlediget Retten til at tage samtlige indgåede kontrakter i betragtning, uanset hvilken mission han havde været tilknyttet, med henblik på at tage stilling til den første påstand.

51.

I første række gør jeg opmærksom på, at den anfægtede begrundelse forekommer i den del af den appellerede dom, der indeholder realitetsbehandlingen af »[p]åstanden om ændring af de på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt« ( 67 ), efter at Retten havde truffet afgørelse om sin kompetence i denne doms præmis 64-66, hvilket den gentager i den nævnte doms præmis 81. Retten gengav nemlig i præmis 64-66 ( 68 ) ordlyden af Domstolens afgørelse i Jenkinson I-dommen og konstaterede, at dens kompetence omfattede alle de påstande, der udsprang af den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, eller som havde en direkte forbindelse til de forpligtelser, der fulgte af denne kontrakt.

52.

Hvad i anden række angår denne afgørelses rækkevidde påpeger jeg, at:

53.

Det er derfor min opfattelse, for det første at det specielt af denne sidstnævnte begrundelse følger, at Domstolen lagde særlig vægt på påstandens genstand, nemlig ændringen af de forskellige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset kontrakt, for så vidt som en sådan påstand kræver, at en enkelt retsinstans udpeges til at undersøge disse kontrakter under ét. For det andet kan det, idet Domstolen ikke tog forbehold, ikke udledes af henvisningen i Jenkinson I-dommens præmis 44 til dom af 1. juli 1982, Porta mod Kommissionen ( 74 ), at Domstolen havde til hensigt at begrænse sin afgørelse til den sidste række af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået i forbindelse med Eulex Kosovo-missionen, og heller ikke, at visse kriterier var afgørende, såsom et ansættelsesforhold til en enkelt arbejdsgiver, en uafbrudt ansættelse, eller at der ikke forelå et ønske om at indbringe tvisten for en bestemt retsinstans ( 75 ).

54.

Det er følgelig min opfattelse, at Retten med føje lagde til grund, at den havde kompetence til at undersøge påstandene i den første påstand under hensyntagen til samtlige ansættelseskontrakter ( 76 ).

55.

Jeg skal i tredje række påpege, at når en retsinstans undersøger grundlaget for påstandene, udøver den et hverv, der adskiller sig fra det, som den udøver, når den tager stilling til sin kompetence, idet disse to hverv hviler på hver sit grundlag ( 77 ). Jenkinson I-dommen har med hensyn til Rettens kompetence derfor ingen rækkevidde i denne henseende.

56.

Med henblik på at vurdere, om påstanden om ændring af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som blev indgået i forbindelse med tre forskellige missioner i tre ikke-sammenhængende perioder, til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt var velbegrundet, kunne Retten efter min opfattelse uden at begå en retlig fejl beslutte at indlede sin vurdering med rækken af 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, bl.a. den kontrakt, der indeholder den voldgiftsbestemmelse, hvorved Retten tillægges kompetence, efter at den havde lagt til grund, at det kun var kontraktforholdet mellem Eulex Kosovo-missionen og sagsøgeren, der ikke var blevet anfægtet ( 78 ), og at vurderingen af involveringen af hver af de sagsøgte i det arbejdsretlige søgsmål, som Retten havde fået forelagt, afhang af den ret, der fandt anvendelse ( 79 ).

57.

Jeg er ligeledes af den opfattelse, at Retten, som fik forelagt påstande om ændring af forskellige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og om erstatning for kontraktmæssige tab rettet mod flere sagsøgte, uden at der blev sondret mellem disse efter deres egenskab i forbindelse med indgåelsen af de forskellige kontrakter ( 80 ), med rette kunne foretage en analyse i to dele ( 81 ). Henset til, at søgsmålet blev anlagt ved Retten i henhold til artikel 272 TEUF, og de elementer, som Liam Jenkinson forelagde til Rettens bedømmelse, var det begrundet, at Retten på basis af kontraktforholdet til Eulex Kosovo først undersøgte kriterierne for afgørelsen af, hvilken ret der skulle anvendes de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået i forbindelse med denne mission, med henblik på dernæst ved anvendelse af de betingelser, der var fastsat i den pågældende ret, at kunne prøve påstanden ( 82 ).

58.

Det var derimod med urette på grund af genstanden for den påstand, som Retten skulle prøve, at den inden for rammerne af den undersøgelse, som den således i den appellerede doms præmis 82 definerede, lagde til grund, at den kunne undlade at tage hensyn til samtlige kontrakter, såfremt påstanden blev forkastet på grundlag af kontrakterne mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo alene.

59.

For det første skulle de kriterier, der blev udledt med henblik på at afgøre, hvilken ret der fandt anvendelse på den sidste række af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, anvendes på kontrakterne i forbindelse med de to første missioner. For det andet var det først efter færdiggørelsen af den anden del af analysen, hvor det skulle afgøres, hvilke betingelser der var fastsat i denne ret, med henblik på at tage påstanden om ændring til følge eller ej, at virkningen af denne vurdering vedrørende de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået i forbindelse med den ene mission, for de kontrakter, der var indgået i forbindelse med hver af de to øvrige missioner, kunne være begrundet i betragtning af grænserne for sagsøgerens argumenter i denne henseende. For det tredje kan der ikke anføres nogen begrundelse vedrørende Rettens kompetence for, at denne skulle risikere at modsige de fra Jenkinson I-dommen gengivne grunde, som denne retsinstans har efterlevet ( 83 ). Det forhold, at Rettens kompetence hviler på påstande, der er udledt af den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, hindrer den netop ikke i at pådømme realiteten i den omstændighed, at der ikke var tale om forbindelser mellem de forskellige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som kunne muliggøre en ændring heraf til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

60.

Det forekommer mig imidlertid, at den begrundelse, der er anført i den appellerede doms præmis 82, bør sammenholdes med de begrundelser, der er anført med hensyn til at anvende den ret, som regulerer ansættelseskontrakterne ( 84 ), og at denne konklusion, som Retten nåede frem til for tidligt, ikke kan medføre ophævelse af dommen.

61.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen lægger til grund, at selv om Retten med urette støttede sig på sin kompetence, var det med føje, at den vurderede, at de begrundelser, der var fastsat i den ret, der fandt anvendelse, og som det påhvilede den at finde, for at forkaste påstanden om ændring af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået i forbindelse med Eulex Kosovo-missionen, til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt, kunne udstrækkes til de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i forbindelse med de to andre missioner, hvilket bevirkede, at påstanden vedrørende samtlige kontraktforhold blev forkastet ( 85 ). Følgelig kan det andet anbringende ikke tages til følge.

62.

Med det tredje anbringendes første led har Liam Jenkinson foreholdt Retten, at denne ikke drog nogen konsekvenser af sin konstatering i den appellerede doms præmis 92 af »EU-institutionernes« manglende overholdelse af artikel 336 TEUF.

63.

Han har ligeledes foreholdt Retten, at den ikke, om fornødent af egen drift, undersøgte den manglende anvendelighed af meddelelse C(2009) 9502, selv om den selv anførte, at de ansættelsesvilkår, som meddelelsen indeholder, ikke var blevet vedtaget i overensstemmelse med artikel 336 TEUF. Det samme gør sig gældende for spørgsmålet om tilsidesættelse af finansforordningen.

64.

Endvidere har Liam Jenkinson anført, at der ikke findes regler om afgørelsen af, hvilken materiel ret der finder anvendelse på en kontrakt, der er indgået i Unionens navn, selv om denne for det første er fastsat for alt Unionens personale, kan identificeres efter en bestemmelse i ansættelsesvilkårene og er identisk for hver kategori af ansatte. Retten identificerede imidlertid i den appellerede doms præmis 95 udtrykkeligt appellanten som en del af de »øvrige ansatte i Unionen« og udelukkede dermed anvendelsen af Den Europæiske Ombudsmands kodeks for god forvaltningsskik. For det andet er det internationale kontraktansatte personale i det af Eulex Kosovo oprettede organ, »Registry-Kosovo Specialist Chambers«, underlagt et enkelt sæt af materielle retsregler.

65.

Han har i øvrigt gjort gældende, at EU-lovgiver ikke har fastlagt, at Rom I-forordningen finder anvendelse på en offentligretlig tvist som den i den foreliggende sag omtvistede. Denne forordning finder nemlig anvendelse på tvister om privatretlige kontrakter, mens denne lovgiver ved at kombinere artikel 270 TEUF med artikel 336 TEUF har bestemt, at Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at efterprøve overholdelsen af de forpligtelser, der udspringer af ansættelsen af en ansat i Unionen.

66.

Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Eulex Kosovo har påpeget, at argumenterne om en mulig tilsidesættelse af artikel 336 TEUF og om manglende anvendelighed af meddelelse C(2009) 9502 ikke blev fremsat i første instans. Rådet og Kommissionen er af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 92 nøjedes med at konstatere, at EU-lovgiver ikke havde vedtaget regler for ansættelsesvilkårene for det kontraktansatte personale ved missionerne.

67.

Rådet og EU-Udenrigstjenesten er af den opfattelse, af EU-institutionerne ikke havde pligt til at vedtage sådanne regler. De primærretlige bestemmelser, der specifikt vedrører FUSP og danner grundlag for de normative bestemmelser vedrørende Eulex Kosovo-missionen, udgør et retsgrundlag, der gør det muligt for chefen for missionen og dernæst sidstnævnte at ansætte internationalt civilt personale på et kontraktmæssigt grundlag, der er tilpasset missionens behov. I denne forbindelse har Kommissionen mindet om, at Domstolen i Eulex Kosovo-dommen fastslog, at Eulex Kosovo-missionen er eneansvarlig.

68.

Eulex Kosovo har påpeget, at henvisningen til »Kosovo Specialist Chambers« er irrelevant, med den begrundelse, at dette retslige organ ikke kan sammenlignes med en diplomatisk mission som Eulex Kosovo.

69.

For så vidt angår finansforordningen har Rådet gjort gældende, at Retten med rette kunne undlade at analysere den, eftersom den ikke har nogen forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union eller ansættelsesvilkårene skulle finde anvendelse på kontraktforholdet mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo-missionen. Kommissionen har anført, at påberåbelsen af denne forordning er upræcis, og at Retten ikke har pligt til ex officio at rejse en ulovlighedsindsigelse som den, sagsøgeren har påberåbt sig ( 86 ).

70.

For så vidt angår klagepunktet vedrørende Rom I-forordningens manglende anvendelighed er Kommissionen af den opfattelse, at klagepunktet er åbenbart ugrundet, eftersom Liam Jenkinson for det første ikke har anfægtet den appellerede doms præmis 103 og 104, og for det andet fordi dette klagepunkt er i strid med andre dele af hans stævning såvel som hans appelskrift. Eulex Kosovo er af den opfattelse, at dette argument ikke kan antages til realitetsbehandling, da det er fremført for sent og i strid med den oprindelige påstand, hvorved han anmodede om anvendelse af belgisk ret.

71.

Ifølge ordlyden af de argumenter, der er fremført til støtte for det tredje anbringendes første led, har Liam Jenkinson konkluderet, at »[d]et følgelig bør lægges til grund, at [Retten] ikke lovligt har kunnet udelukke ethvert ansvar for institutionerne og betragte ansættelsesforholdet ved Eulex Kosovo-missionen og enhver anden mission for lovligt uden på noget tidspunkt at analysere de konsekvenser, der skal drages af dens konstatering i den appellerede doms præmis 92«.

72.

Denne anfægtelse er ugrundet. For det første bør det påpeges, at den vedrører den appellerede doms præmis 92 og 95, som indgår i Rettens indledende bemærkninger, efter at denne i præmis 84-89 havde sammenfattet parternes argumenter vedrørende afgørelsen af, hvilken ret der skulle finde anvendelse på de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået i forbindelse med Eulex Kosovo-missionen.

73.

De sidstnævnte præmisser er ikke blevet anfægtet i appellen. Det er derfor ubestridt, at Liam Jenkinsons argumentation udelukkende var baseret på nationale lovbestemmelser, navnlig den belgiske lovgivning, der efter hans opfattelse fandt anvendelse i medfør af Rom I-forordningen ( 87 ), og følgelig at ingen bestemmelse i den primære EU-ret, i EUF-traktaten eller i ansættelsesvilkårene er blevet påberåbt ( 88 ).

74.

Det forhold, at den første påstand, som Retten undersøgte i denne del af den appellerede dom, har til formål at ændre tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og er støttet på artikel 272 TEUF, indebærer for det andet, at ethvert argument om en hvilken som helst retsakts eller kontraktforholds ulovlighed, som kun kan påberåbes til støtte for den anden påstand, må afvises ( 89 ). Det er således med rette, at begrundelsen for denne dom omhandler identificeringen af grundlaget for de regler, der finder anvendelse på tvisten.

75.

For det tredje har Liam Jenkinson baseret sin anfægtelse af den appellerede doms præmis 92 på en fejlagtig læsning heraf. I både denne præmis og præmis 93 besvarede Retten EU-Udenrigstjenestens og Eulex Kosovos argument om, at en selvstændig ret fandt anvendelse på de kontrakter, der var indgået med kontraktansatte ( 90 ). I den nævnte doms præmis 94 forkastede den dette argument, idet den drog konsekvensen af sin konstatering af fraværet af særlige regler vedtaget af EU-lovgiver i henhold til den primære ret, navnlig artikel 336 TEUF, eller retsakter vedtaget efter oprettelsen af Eulex Kosovo-missionen.

76.

For det fjerde har Liam Jenkinson på grund af en fejlagtig læsning af den appellerede doms præmis 95 med urette gjort gældende, at Retten »identificerede ham som en del af de »øvrige ansatte i Unionen««.

77.

For så vidt angår anfægtelsen af Rom I-forordningens anvendelighed, idet appelskriftet ikke vedrører den appellerede doms præmis 103 og 104, der omhandler dette spørgsmål, er det min opfattelse, at anfægtelsen nærmere bestemt skal forstås således, at den tilsigter, at der alene anvendes privatretlige regler på det internationale personales kontrakter, uden at dette er tilstrækkelig begrundet, eftersom Liam Jenkinson hævdede sin ret til at være omfattet af reglerne i ansættelsesvilkårene eller en tilsvarende vedtægt ( 91 ).

78.

I en arbejdsretlig tvist skal identificeringen af arbejdsgiveren og bestemmelsen af de regler, der regulerer den omhandlede retlige situation, nemlig gå forud for afgørelsen af, hvilken ret der finder anvendelse ( 92 ).

79.

Spørgsmålet om identificering af arbejdsgiveren blev afgjort af Domstolen i Eulex Kosovo-dommen. Domstolen havde fået forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse ( 93 ) indgivet af tribunal du travail francophone de Bruxelles (den fransksprogede arbejdsret i første instans i Bruxelles, Belgien) ( 94 ) i forbindelse med en arbejdsretlig tvist mellem 45 medlemmer eller tidligere medlemmer af Eulex Kosovo-missionens internationale civile personale og missionschefen navnlig vedrørende ændringen af deres arbejdsvilkår og for visses vedkommende den manglende fornyelse af deres ansættelseskontrakter ( 95 ). Disse medarbejdere var blevet ansat på grundlag af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var identiske med dem, som Liam Jenkinson havde indgået, især med hensyn til valget af kompetente retsinstanser ( 96 ). Det præjudicielle spørgsmål omhandlede identificeringen af den ansvarlige for gennemførelsen af Eulex Kosovo-missionen før den 12. juni 2014, som dermed skulle kvalificeres som sagsøgt i hovedsagen ( 97 ).

80.

Domstolen lagde dels til grund, at det af den retsevne, som Eulex Kosovo blev tillagt ved artikel 15a i fælles aktion 2008/124 ( 98 ), fulgte, at dette organ allerede inden den 15. juni 2014 havde et ansvar i forbindelse med gennemførelsen af den mission, som det var pålagt ( 99 ), dels at denne fælles aktions artikel 16, stk. 5, skulle fortolkes således, at Eulex Kosovo indtrådte i rettigheder og forpligtelser for den eller de personer, der tidligere havde ansvaret for gennemførelsen af missionen ( 100 ).

81.

Domstolen fastslog, at »artikel 16, stk. 5, i fælles aktion 2008/124 […] skal fortolkes således, at denne bestemmelse fra den 15. juni 2014 udpeger Eulex Kosovo som ansvarlig og dermed som sagsøgt i alle søgsmål vedrørende følgerne af gennemførelsen af den mission, som dette organ er pålagt, uafhængigt af om de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for et sådant søgsmål, er indtruffet inden den 12. juni 2014, da afgørelse 2014/349 trådte i kraft« ( 101 ).

82.

Med hensyn til spørgsmålet om bestemmelsen af de regler, der regulerer den omtvistede retlige situation, hvori det internationale personale er knyttet til Eulex Kosovo, med henblik på at definere den ret, der finder anvendelse, gør jeg indledningsvis opmærksom på, at de rettigheder og forpligtelser, der gjaldt for det internationale personale ved Eulex Kosovo, er defineret ved kontrakt i henhold til artikel 10, stk. 3, i fælles aktion 2008/124 ( 102 ). Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 116 ( 103 ) har ingen virkning for den sammenhæng, hvori det omtvistede retsforhold indgår i det foreliggende tilfælde. Dette retsforhold er ikke af vedtægtsmæssig art ( 104 ). Dernæst fastslog Domstolen, at vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene »ikke [er] en udtømmende ordning, der forbyder ansættelse af personer uden for de herved indførte bestemmelser« ( 105 ). Endelig varetog Liam Jenkinson tekniske arbejdsopgaver ( 106 ).

83.

Eftersom Retten havde fået forelagt tvisten i medfør af en voldgiftsbestemmelse, der i overensstemmelse med artikel 272 TEUF forekom i en kontrakt, som ikke indeholdt nogen angivelse af den materielle ret ( 107 ) eller en obligatorisk ordning ( 108 ), der skulle finde anvendelse, besluttede Retten med rette i betragtning af tvistens baggrund og genstand, at den skulle afgøres på grundlag af den nationale materielle ret ( 109 ), der fandt anvendelse, som skulle bestemmes efter de arbejdsretlige regler ( 110 ), der regulerer privatretlige kontrakter.

84.

Under disse omstændigheder henviste Retten i den appellerede doms præmis 103 med rette til de internationale privatretlige regler ( 111 ) og især til Rom I-forordningen, der finder anvendelse inden for kontraktforhold ( 112 ).

85.

For de kontrakter, der blev indgået fra den 17. december 2009, fastsætter Rom I-forordningen nemlig reglerne for afgørelse af, hvilken national ret der finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser på det civil- og handelsretlige område ( 113 ) i en international situation ( 114 ). Denne forordnings artikel 8 fastsætter specifikke regler for individuelle arbejdsaftaler, alt efter om parterne har aftalt lovvalg for deres kontrakt eller ej.

86.

Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe den afgørelse, at begrundelsen i den appellerede doms præmis 92, 99, 102, 103 og 108 gør det muligt at forstå grundene til, at Retten efter at have lagt til grund, at ingen selvstændig lov fandt anvendelse ( 115 ) på den arbejdsretlige tvist, som den var blevet forelagt, vedrørende de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået mellem Liam Jenkinson og Eulex Kosovo, fandt, at denne tvist var underlagt privatretlige regler. Retten henviste derfor med rette til Rom I-forordningens artikel 8 og, navnlig i mangel af en kontraktlig bestemmelse, til denne artikels stk. 2-4 ( 116 ).

87.

Det er således min opfattelse, at det tredje anbringendes første led er ugrundet.

88.

Med det tredje appelanbringendes tredje led har Liam Jenkinson foreholdt Retten, at den traf en urigtig afgørelse af, hvilken lov der skulle anvendes på kontraktforholdet.

89.

Indledningsvis har han for det første påpeget, at anvendelsen af Rom I-forordningen var »illustrationen af den totale mangel på forudsigelighed og retssikkerhed i forbindelse med ansættelsen […] af internationale kontraktansatte ved Unionens missioner«.

90.

Han har for det andet gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til det forhold, at Eulex Kosovo ligeledes havde et kontor i Bruxelles (Belgien), da den besluttede at udelukke anvendelsen af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2 og 3.

91.

Endvidere besluttede Retten i den appellerede doms præmis 111 uden særlig begrundelse og med urette at indlede sin bedømmelse med de ni første kontrakter, der var indgået med Eulex Kosovos missionschef ( 117 ).

92.

For så vidt angår lovvalget for de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter har Liam Jenkinson foreholdt Retten, at den ikke i den appellerede doms præmis 126 tog den omstændighed i betragtning, at hverken ansættelsesvilkårene eller det internationale personales rettigheder og pligter fremgik af disse kontrakter. Det var åbenbart fejlagtigt af Retten i denne præmis at tage stilling til parternes vilje og spørgsmålet om, hvorvidt han havde givet et oplyst og fuldt samtykke. Parterne har aldrig haft til hensigt at lade deres kontraktforhold være underlagt irsk ret, så meget desto mindre som Eulex Kosovo har påberåbt sig anvendelsen af en »sui generis-ret«. Liam Jenkinson har ligeledes gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til parternes vilje med hensyn til at slette henvisningen i de sidste kontrakter til meddelelse C(2009) 9502 for at ændre lovvalget. Rettens beslutning i den appellerede doms præmis 130, der var støttet på, at der forelå en nærmere tilknytning til irsk ret, var fejlagtig, eftersom Retten havde begrænset sin bedømmelse til Eulex Kosovo uden forinden at have analyseret EU-institutionernes potentielle egenskab af associeret arbejdsgiver. Endvidere analyserede Retten hverken den fulde retlige ramme for ansættelse af kontraktansat personale ved missionerne eller Eulex Kosovo-missionens funktionelle forbindelser til Bruxelles eller til de institutioner, der danner ramme om dens aktivitet. Liam Jenkinson har foreholdt Retten, at den ikke forklarede, hvorfor den besluttede at se bort fra anvendelsen af belgisk ret, og ikke begrundede sin beslutning vedrørende retspraksis fra Unionens retsinstanser.

93.

For så vidt angår lovvalget for de ni første tidsbegrænsede ansættelseskontrakter har Liam Jenkinson foreholdt Retten dens beslutning i den appellerede doms præmis 113 om at lægge til grund, at meddelelse C(2009) 9502 kunne gøres gældende over for ham. Retten tilsidesatte retspraksis med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kontraktvilkår kan gøres gældende over for de svage parter i en kontrakt, og EU-retten med hensyn til gyldigheden af de generelle betingelser, som fastsættes ensidigt af en virksomhed, »der anses for at udgøre en »tilslutningsaftale«« ( 118 ).

94.

Endvidere foretog Retten i den appellerede doms præmis 116-119 den konkrete analyse af denne meddelelse uden hensyntagen til begrebet manglende samtykke, som skal bedømmes i overensstemmelse med den lov, der anvendes på kontrakten i henhold til Rom I-forordningens artikel 10, 11 og 12. Liam Jenkinson har foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 112 fejlagtigt ekstrapolerede hans hensigt i forbindelse med udpegelsen af oprindelseslandet.

95.

Endelig har Liam Jenkinson gjort gældende, idet han har påberåbt sig manglende stillingtagen, at Retten ikke anvendte det kriterium, der er fastsat i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 1, til at efterprøve, om parterne havde givet afkald på gunstigere bestemmelser eller ordre public-bestemmelser fastsat i belgisk ret, da der ikke forelå en ramme svarende til ansættelsesvilkårene. Ligeledes burde Retten have anvendt bestemmelserne i domstolslandets lov under inddragelse af de principper, der er identificeret som »overordnede præceptive bestemmelser« som omhandlet i denne forordnings artikel 9. Retten tilsidesatte den nævnte forordnings rækkevidde ved at udelukke anvendelsen af »EU-retlige principper«.

96.

Rådet er for det første af den opfattelse, at Rettens anvendelse af Rom I-forordningen er konsekvensen af dens kompetence i medfør af den voldgiftsbestemmelse, som pålægger den at afgøre tvisten på grundlag af den ret, der finder anvendelse på kontrakten. Rådet er af den opfattelse, at rækkefølgen af undersøgelsen af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ikke har nogen indflydelse på resultatet af Rettens bedømmelse. Dernæst har Rådet gjort gældende, at formålet med Rettens undersøgelse i den appellerede doms præmis 126-128 var at fastslå, om parterne havde udpeget den arbejdsret, der skulle finde anvendelse, og ikke en tilsidesættelse af de regler, der regulerede kontrakterne. Endvidere er det Rådets opfattelse, at Retten i forbindelse med analysen af den første påstand kun kunne støtte sig på de faktisk indgåede kontrakter mellem parterne og ikke kontrakter indgået med hypotetiske andre arbejdsgivere. I øvrigt har Rådet præciseret, at begrundelsen vedrørende anvendelsen af irsk ret, herunder spørgsmålet om, hvorvidt meddelelse C(2009) 9502 kunne gøres gældende i mangel af et oplyst og gyldigt samtykke til konsekvenserne heraf, falder ind under bedømmelsen af de faktiske omstændigheder, som ikke kan prøves af Domstolen under appelsagen. Endelig har Rådet fremhævet, at de »EU-retlige principper« ikke er omfattet af de kategorier af bestemmelser, der er omhandlet i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 1, andet punktum, og artikel 9.

97.

Kommissionen har gjort gældende, at tre argumenter ikke kan antages til realitetsbehandling: det ene om tilsidesættelse af Domstolens praksis, da det ikke er underbygget, og de to andre om, at Eulex Kosovo-missionen har et kontor i Bruxelles, og at belgisk ret kan anvendes som overordnede præceptive bestemmelser, med den begrundelse, at de ikke blev gjort gældende i første instans.

98.

Ifølge Kommissionen begrunder et fortsat ansættelsesforhold med Eulex Kosovo, at parternes vilje under hele dette forhold tages i betragtning. Undersøgelsen af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ad to omgange er derfor ikke kritisabel, og enhver hensyntagen hertil i forbindelse med analysen af Rettens kompetence er irrelevant.

99.

For så vidt angår afgørelsen af, hvilken ret der skulle finde anvendelse på de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, bliver argumentet om manglende hensyntagen til, at henvisningen til meddelelse C(2009) 9502 var udeladt af kontrakterne, irrelevant, eftersom Retten fastslog, at der forelå en nærmere tilknytning mellem disse kontrakter og irsk ret.

100.

Kommissionen har fremhævet, at arbejdsgiveren i en tvist om en kontrakt under alle omstændigheder kun kan være den, der er angivet i kontrakten, nemlig Eulex Kosovo.

101.

Den har gjort gældende, at Retten ikke behøvede at give en specifik begrundelse for sin afgørelse af, at belgisk ret ikke kunne finde anvendelse, da det var en åbenbar følge af, at den besluttede at anvende irsk ret.

102.

For så vidt angår afgørelsen af, hvilken ret der fandt anvendelse på de ni første tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, har Kommissionen anført, at Retten i den appellerede doms præmis 194 og 195 tog stilling til klagepunktet om Liam Jenkinsons angiveligt manglende samtykke vedrørende meddelelse C(2009) 9502. I denne forbindelse gør den gentagne henvisning hertil i de første ni tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og kontinuiteten i Liam Jenkinsons ansættelsesforhold frem til de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter det ikke muligt for ham at lægge til grund, at irsk ret ikke kunne finde anvendelse på dette ansættelsesforhold.

103.

Klagepunktet vedrørende anvendelsen af ufravigelige bestemmelser er åbenbart ugrundet, eftersom der er påberåbt en »ramme svarende til ansættelsesvilkårene«, som ifølge appellanten burde være vedtaget på grundlag af artikel 336 TEUF.

104.

Endvidere er det Kommissionens opfattelse, at eftersom parterne havde udtrykt et valg, behøvede Retten hverken afgøre, hvilken ret der ville finde anvendelse på kontrakten, hvis parterne, som det hævdes, ikke havde valgt at anvende irsk ret, eller hvilke ordre public-bestemmelser, der ville finde anvendelse i mangel af et valg. For så vidt angår anvendelsen af EU-retten er der tale om et åbenbart ugrundet argument, eftersom tvisten skulle afgøres ved anvendelse af den relevante nationale materielle ret, hvis efterlevelse omfatter de EU-retlige principper.

105.

Eulex Kosovo har gjort gældende, at missionen aldrig har haft til hensigt at anvende belgisk ret, og at dens hovedsæde ligger i Pristina (Kosovo). Liam Jenkinson har ikke gjort rede for, hvorledes denne ret skulle have kunnet anvendes på ham, idet han, som Retten konstaterede, er irsk statsborger, har bopæl i Irland og var oplyst om anvendelsen af irsk ret ved henvisning i sine kontrakter til meddelelse C(2009) 9502, som udgør udtrykket for parternes fælles vilje. Liam Jenkinson har i øvrigt benyttet sig heraf, idet han har anmodet om dækning af sine rejseudgifter til bopælen i Irland. Eulex Kosovo har anført, at Retten i den appellerede doms præmis 191-195 lagde til grund, at Liam Jenkinson var fuldt ud bekendt med sine ansættelsesvilkår, og at han ikke med rette kunne hævde, at der manglede forudsigelighed og retssikkerhed i hans kontraktforhold, henset til de oplysninger, som han modtog før hver ansættelse.

106.

Med hensyn til de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter har Eulex Kosovo påpeget, at det var med rette, at Retten lagde et fortsat ansættelsesforhold til grund, og at Liam Jenkinson vedblev at bestride, at der ikke forelå en nærmere tilknytning til Belgien, trods sin nationalitet, sit tjenestested og sit ansættelsessted.

107.

For så vidt angår eventuelle grænser for anvendelsen af en national materiel ret i tillæg til EU-retten har Eulex Kosovo gjort gældende, at dom af 13. juli 2022, JC mod EUCAP Somalia ( 119 ), bekræfter Rettens tilgang, hvorefter anvendelsen af den nationale lovgivning bl.a. er begrundet, når kontrakten ikke gør det muligt at løse alle aspekter af tvisten.

108.

Liam Jenkinson har anfægtet de elementer, som Retten lagde til grund for at kunne afgøre, at irsk ret kunne finde anvendelse på hans kontraktforhold med Eulex Kosovo.

109.

Denne anfægtelse er underlagt tre begrænsninger. For det første gør jeg opmærksom på, at den anfægtede begrundelse er på linje med Rettens beslutning om at begrænse undersøgelsen af kontraktforholdet til de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der var indgået inden for rammerne af Eulex Kosovo-missionen ( 120 ), dens konstatering af fraværet af en bestemmelse i kontrakten om ændringen af kontrakterne, der var egnet til at afgøre tvisten ( 121 ), dens beslutning om at henvise til den materielle nationale ret, der fandt anvendelse på kontrakten, som omfatter de EU-retlige beskyttelsesregler ( 122 ), og påmindelsen om, at det i mangel af en præcisering af denne ret er Rom I-forordningens bestemmelser, den skulle anvende ( 123 ) for at kunne tage stilling til den påstand om ændring, som den havde fået forelagt. Af de grunde, som jeg har redegjort for i punkt 71-86 i dette forslag til afgørelse vedrørende analysen af det tredje anbringendes første led, er det min opfattelse, at enhver anfægtelse baseret på en angivelig EU-ansættelsesramme, der skulle anvendes, er ugrundet.

110.

For det andet skal det påpeges, at undersøgelsen af, om der i kontrakterne er udpeget den lov, der skal anvendes, er baseret på faktiske betragtninger, som falder uden for Domstolens kontrol, medmindre der påberåbes en eller anden forkert gengivelse, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Det er følgelig min opfattelse, at anfægtelsen af henvisningen i de ni første tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til meddelelse C(2009) 9502 (den appellerede doms præmis 112) og til, at denne kunne gøres gældende (den appellerede doms præmis 113), og af konstateringen af parternes fælles vilje (den appellerede doms præmis 115) skal forkastes som uden relevans. Det fremgår således af disse konstateringer, at Liam Jenkinson var fuldt ud bekendt med sine ansættelsesvilkår. Det er derfor med urette, at han har gjort gældende, at hans kontraktforhold manglede forudsigelighed og retssikkerhed. Endvidere opregnede Retten i den appellerede doms præmis 120-124, som ikke er blevet anfægtet ved appellen, de faktiske oplysninger om sagsøgerens situation, hvoraf den på grundlag af bestemmelserne i punkt 4a i meddelelse C(2009) 9502 udledte, at irsk ret fandt anvendelse.

111.

For så vidt angår de to sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som Liam Jenkinson indgik, har han heller ikke påberåbt sig en urigtig gengivelse vedrørende Rettens konstateringer af, at parterne ikke havde aftalt lovvalg i disse kontrakter ( 124 ). På denne baggrund søgte Retten med rette at finde frem til, efter hvilke kriterier i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2-4, det kunne afgøres, hvilken ret der fandt anvendelse ( 125 ). Hvad angår tilknytningskriteriet i denne artikels stk. 2, nemlig det sted, hvor arbejdsaftalen opfyldes, undersøgte Retten med rette dette som det første ( 126 ), eftersom dette kriterium opfylder det generelle krav om forudsigelighed med hensyn til den anvendelige lov og retssikkerheden i kontraktforhold ( 127 ). Dette medfører i øvrigt, at Liam Jenkinsons anfægtelse vedrørende Rom I-forordningen, henset til disse krav, ikke kan tages til følge.

112.

For det tredje kan anvendeligheden af Kosovos lovgivning, som Retten udelukkede, ikke anfægtes af Liam Jenkinson, for så vidt som den stemmer overens med hans analyse ( 128 ). Det samme gør sig gældende for anvendelsen af det kriterium, der er fastsat i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 4, nemlig kriteriet om en nærmere tilknytning til en anden medlemsstat. Rettens konstateringer vedrørende kontinuiteten i ansættelsen gennem de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter hvilede nemlig bl.a. på Liam Jenkinsons præciseringer af sine arbejdsopgaver ( 129 ) og på, at Retten tog hensyn til hans samlede anciennitet gennem de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og hans tilknytning til de socialsikrings-, pensions- og skatteordninger, der knyttede sig til hans opfyldelse af kontrakterne ( 130 ).

113.

På denne baggrund er jeg af den opfattelse, at Liam Jenkinson nærmere bestemt ønsker Domstolens prøvelse af betingelserne for anvendelse af Rom I-forordningens artikel 8, stk. 4, og af de kriterier, der kan karakterisere eksistensen af en nærmere tilknytning som omhandlet i denne bestemmelse.

114.

Hvad for det første angår betingelserne for efterlevelse af denne artikel 8, stk. 4, som forudsætter, at der foreligger omstændigheder, som gør det muligt at se bort fra den lov, der bestemmes efter denne artikels stk. 2 og 3, forekommer de mig at kunne fortolkes i overensstemmelse med formålet med denne bestemmelse om beskyttelse af arbejdstageren ( 131 ) således, at den ligeledes omfatter det tilfælde, hvor ingen lovbestemmelse i den lov, der regulerer ansættelseskontrakten, kan finde anvendelse på tvisten. Retten begik derfor ikke en retlig fejl, da den undersøgte, til hvilket land de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter havde den nærmeste tilknytning.

115.

Hvad for det andet angår dette tilknytningskriterium, som EU-lovgiver har valgt, skal det fortolkes således, at det er udtryk for en vilje til at begunstige et nærhedskriterium frem for at finde frem til den for arbejdstageren mest favorable lov ( 132 ). Liam Jenkinsons argumenter om en forpligtelse til at anvende den for ham mest favorable lov er således ugrundede.

116.

Hvad nærmere bestemt angår måden, hvorpå det vurderes, om der foreligger en nærmere tilknytning til et givet land, har Domstolen fastslået, at retsinstansen skal foretage en samlet vurdering af samtlige objektive elementer, der kendetegner kontraktforholdet, og vurdere det eller dem heriblandt, der efter dens mening er de væsentligste. Antallet er uden betydning ( 133 ).

117.

Domstolen har præciseret, at »[b]landt de væsentlige tilknytningselementer skal der til gengæld navnlig tages hensyn til det land, hvor arbejdstageren betaler de skatter og afgifter, der vedrører indtægten fra dennes virksomhed, samt det land, hvor denne er medlem af den sociale sikringsordning og diverse pensions- og syge- og invalideforsikringsordninger. I øvrigt skal den nationale ret ligeledes tage hensyn til sagens omstændigheder som helhed, såsom bl.a. de parametre, der knytter sig til fastsættelsen af lønnen eller andre arbejdsmæssige betingelser« ( 134 ).

118.

Det følger således af Domstolens praksis, at det er åbenbart, at Retten ikke begik en fejl ved valget af de tilknytningselementer, som den undersøgte i den appellerede doms præmis 131-135, og idet den i denne doms præmis 136-139 tog ansættelsesforholdet under ét i betragtning ( 135 ).

119.

Endvidere kræver appellantens argumenter, der er baseret på hver enkelt af Rom I-forordningens artikel 9, 10, 11 og 12, for at de kan undersøges, at de såvel retligt som faktisk er underbygget til støtte for anfægtelsen af de præmisser, der er omhandlet i det tredje anbringendes tredje led ( 136 ), og det er åbenbart, at dette ikke er tilfældet.

120.

Jeg foreslår derfor Domstolen at fastslå, at Retten ved en begrundet afgørelse på baggrund af sine konstateringer i den appellerede doms præmis 139 kunne beslutte, at irsk ret kunne finde anvendelse, og følgelig uden at det var nødvendigt, at den svarede detaljeret på sagsøgerens argumenter om, at belgisk ret kunne finde anvendelse, hvilket han oprindelig havde påberåbt sig ( 137 ).

121.

Det er følgelig min opfattelse, at det tredje anbringendes tredje led er ugrundet.

122.

Med det tredje anbringendes fjerde led har Liam Jenkinson foreholdt Retten, at den fordrejede irsk ret, og at den anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 9 i lov af 2003 for at begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

123.

For det første har Liam Jenkinson påberåbt sig en fejl, som Retten begik ved den undersøgelse, som den foretog i den appellerede doms præmis 153, med den begrundelse, at Retten ikke allerede i analysen af påstandene i forbindelse med den første påstand tog hensyn til samtlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i alle tre missioner ved at anvende begrebet »associerede arbejdsgivere«. Dette begreb er ellers centralt i irsk ret.

124.

Hvad for det andet angår valget af kontrakttype begik Retten en retlig fejl i den appellerede doms præmis 151, idet alene Rådet havde kompetence til at fastlægge betingelserne for ansættelse, og idet meddelelse C(2009) 9502 fastsatte kontrakttypen ud fra den pågældende type stilling.

125.

For så vidt angår for det tredje analysen af det legitime mål, som Eulex Kosovo-missionen forfulgte, der begrundede rækken af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, er Liam Jenkinson af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 152, 154 og 155 burde have anvendt irsk retspraksis frem for retspraksis fra Unionens retsinstanser. I denne henseende er det Liam Jenkinsons opfattelse, at den retspraksis, som Eulex Kosovo har henvist til ( 138 ), ikke er relevant, for så vidt som den vedrører en person, »der er ansat af den samme organisation i en række forskellige stillinger«, hvorimod han selv bestred samme stilling gennem alle 21 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Retten begrænsede således den beskyttelse, som irsk ret sikrer arbejdstageren.

126.

I denne henseende begrænsede Retten ifølge Liam Jenkinson i den appellerede doms præmis 156 fejlagtigt og uden begrundelse analysen af de objektive omstændigheder, der kunne begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, til »missionens midlertidige karakter«. Denne analyse var i åbenbar modstrid med den irske retspraksis, som han havde gjort gældende. Efter at have mindet om, at i irsk ret skal de objektive omstændigheder, der begrunder anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, fortolkes snævert, har Liam Jenkinson et efter et anfægtet de kriterier, som Retten lagde til grund i den appellerede doms præmis 157-175.

127.

For så vidt angår varigheden af mandaterne ( 139 ) burde Retten have taget hensyn til arten af det arbejde, som Liam Jenkinson udførte til opfyldelse af arbejdsgiverens faste og varige behov, frem for i den appellerede doms præmis 177-180 at henvise til Eulex Kosovo-missionens aktiviteter eller ansættelsen primært af udsendt personale. For så vidt angår budgetperioderne er den vurdering, der fremgår af denne doms præmis 161 og 162, hvorefter den tidsmæssige afgrænsning af det budget, der var tildelt Eulex Kosovo-missionen, begrundede anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, i strid med irsk retspraksis. Hvad angår variationerne i Eulex Kosovo-missionens kompetencer og indsatsområde, der er omhandlet i den nævnte doms præmis 163-169, kan det forhold, at rammen for tilpasning er lovlig, henset til traktaterne, ifølge Liam Jenkinson ikke begrunde begrænsningen af den beskyttelse, som enhver arbejdstager nyder i henhold til irsk ret. Med hensyn til varigheden af mandaterne for cheferne for Eulex Kosovo-missionen er Liam Jenkinson af den opfattelse, at Retten i den samme doms præmis 170-175 anvendte dette kriterium forkert, eftersom det ville give arbejdsgiveren en metode til at undgå enhver forpligtelse. For så vidt angår den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt kunne Retten i den appellerede doms præmis 185 og 187 ikke konstatere, at grundene til dens konklusion var de samme som dem, der gjaldt de øvrige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, idet Eulex Kosovo havde præciseret, at denne sidste kontrakt havde til formål at samordne slutdatoen for forskellige ansattes tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

128.

For det andet undlod Retten at analysere, om anvendelsen af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var tilstrækkelig, henset til irsk ret, og så i den appellerede doms præmis 181 og 184 fejlagtigt bort fra Liam Jenkinsons forslag om en alternativ foranstaltning. Retten vendte derved bevisbyrden om. Retten betegnede i præmis 187 indgåelsen af den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt som nødvendig og hensigtsmæssig, idet den fordrejede irsk ret.

129.

For det fjerde undlod Retten ifølge Liam Jenkinson at tage stilling, idet den ikke tog hensyn til, at Eulex Kosovo ikke var en juridisk person, eller til betragtningerne om kompetence- og budgetdelegering.

130.

Subsidiært har Liam Jenkinson påberåbt sig tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om lovens entydighed. Han har gjort gældende, at det er nødvendigt at analysere begrebet »faste og varige« i henseende til irsk ret og at fortolke det på EU-lovgivers måde, da denne vedtog ansættelsesvilkårene ved anvendelse af artikel 336 TEUF. Han har successivt henvist til dom af 4. juli 2006, Adeneler m.fl. ( 140 ), og af 11. juli 1985, Maag mod Kommissionen ( 141 ), samt af 15. april 2008, Impact ( 142 ). Han har foreholdt Retten, at den »har skabt en væsentlig bredere fortolkning af begrebet fast og varig beskæftigelse« som omhandlet i rammeaftalen end den, som EU-institutionerne har pålagt sig selv inden for rammerne af ansættelsesvilkårene ved at begrænse antallet af forlængelser af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til to.

131.

Hvad angår det første fremsatte klagepunkt er Rådet af den opfattelse, at dette klagepunkt er i strid med appellantens første påstand som gengivet i den appellerede doms præmis 38, første led, som kun kunne fortolkes således, at den omhandlede kontraktforholdet med Eulex Kosovo-missionen. Eulex Kosovo og Kommissionen er af den opfattelse, at det nævnte klagepunkt udgør et nyt argument, der er fejlagtigt, da Eulex Kosovo er Liam Jenkinsons eneste arbejdsgiver. Desuden er det baseret på en fejlagtig fortolkning af artikel 9 i lov af 2003.

132.

Hvad angår det andet fremsatte klagepunkt er Rådet af den opfattelse, at dette klagepunkt overlapper det, der er fremsat ved det tredje anbringendes første led ( 143 ). Kommissionen har påpeget rækkevidden af artikel 10, stk. 3, i fælles aktion 2008/124 og fremhævet, at meddelelse C(2009) 9502 blot gentager de personalekategorier, der er anført i denne fælles aktions artikel 9.

133.

Med hensyn til det tredje fremsatte klagepunkt er det Rådets opfattelse, at dette bygger på urigtige forudsætninger. Det er nemlig med rette, at Retten meget detaljeret undersøgte begrebet »objektiv omstændighed« i lyset af Domstolens praksis, idet lov af 2003 gennemfører direktiv 1999/70, og irsk ret forholder sig til ansættelsesforhold i en national sammenhæng, som adskiller sig fra situationen for en mission. Under alle omstændigheder supplerer den ene retspraksis den anden. Kommissionen har fremført lignende argumenter i denne henseende, som ligeledes vedrører rammeaftalen, og har fremhævet en krisestyringsmissions særlige karakter. Eulex Kosovo er af den opfattelse, at alene domme fra High Court (ret i første instans, Irland), der træffer afgørelse i en appelsag om retlige spørgsmål, der er rejst ved afgørelser afsagt af Labour Court (arbejdsret, Irland), bør tages i betragtning ( 144 ). Eulex Kosovo har ligeledes gjort gældende, at Rettens analyse i den appellerede doms præmis 157-184 af de faktiske omstændigheder er relevant og afspejler, hvordan missionens mandat blev udført i virkeligheden, og de særlige træk ved den regionale stilling som »IT-officer«, som appellanten varetog, der ikke var varig, hvilket begrundede indgåelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Eulex Kosovo har tillige gjort gældende, at appellanten med urette og uden bevis har anfægtet Rettens ræsonnement vedrørende lovligheden af en række af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter under de særlige omstændigheder, hvorunder dens mandat blev udøvet.

134.

I sin detaljerede besvarelse af Liam Jenkinsons forskellige argumenter, hvorved han har anfægtet, at de objektive omstændigheder blev anvendt på hans retsstilling, har Kommissionen anført, at de delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som de ikke blev fremført i første instans, og under alle omstændigheder er ugrundede, henset til relevansen af dommens begrundelse. Den har navnlig påpeget, at ifølge Domstolens faste praksis skal arbejdsgiverens behov og ikke appellantens arbejde »alene« tages i betragtning. I denne henseende påpegede Retten med rette den »midlertidige budgetmæssige kontekst«, hvori kontrakterne skulle indgås, hvilket ugyldiggør appellantens sammenligning med stillingsfortegnelsen i en institution, der ikke er underlagt de samme finansielle og operationelle begrænsninger. Forbindelsen mellem varigheden af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og varigheden af missionschefens mandat, som var underlagt vilkårligheden i forbindelse med international krisestyring, skulle ligeledes tages i betragtning af Retten ( 145 ), uden at appellanten af den grund kunne udlede, at »arbejdsgiveren ensidigt »fastsatte« de objektive omstændigheder, der begrundede forlængelsen af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt«.

135.

Hvad angår det fjerde fremsatte klagepunkt har Kommissionen rejst en indsigelse om, at stævningen er affattet uklart. Såfremt det antages, at Liam Jenkinson har henvist til ansvaret for budgetgennemførelsen, som delegeres af Kommissionen til missionschefen på grundlag af artikel 8, stk. 5, i fælles aktion 2008/124, blev denne bestemmelse ophævet ved artikel 1 i afgørelse 2014/349. Desuden er et sådant klagepunkt irrelevant for Domstolens afgørelse af missionens ansvar ( 146 ). Rådet er af den opfattelse, at de betingelser, der er fastsat i artikel 165 i Rettens procesreglement for at undlade at træffe afgørelse, ikke er opfyldt.

136.

For så vidt angår det subsidiære argument har Kommissionen gjort gældende, at Liam Jenkinson ikke har præciseret, på hvilken bestemmelse i rammeaftalen eller i irsk ret han har baseret sin anfægtelse, og at den retspraksis, der er henvist til på området for den europæiske offentlige tjeneste, ikke kan tjene som henvisning i den foreliggende sag.

137.

Med det tredje anbringendes fjerde led har Liam Jenkinson anfægtet den appellerede doms præmis 151-188 vedrørende anvendelsen af irsk ret på påstanden om ændring af de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

138.

Denne del af den appellerede dom er en fortsættelse af den påmindelse i dennes præmis 140-146, som ikke er blevet anfægtet ved appelskriftet, af de EU-retlige bestemmelser, der finder anvendelse, nemlig direktiv 1999/70 og rammeaftalen i bilaget hertil, og de bestemmelser i lov af 2003, som gennemfører dette direktiv. Disse udgør derfor den materielle ret, der regulerer de omtvistede kontrakter, i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten, på grundlag af hvilken Retten, når den har kompetence i medfør af en voldgiftsbestemmelse i henhold til artikel 272 TEUF, skal træffe afgørelse ( 147 ). I den appellerede doms præmis 150, som ikke er blevet anfægtet, lagde Retten til grund, at lov af 2003 var i overensstemmelse med rammeaftalen ( 148 ) og med det almindelige retsprincip om forbud mod rettighedsmisbrug, som sikrer gennemførelsen af denne aftale ( 149 ).

139.

Appellanten har heller ikke anfægtet Rettens analyse i den appellerede doms præmis 146 af artikel 9, stk. 4, i lov af 2003, hvorefter den objektive begrundelse, som en arbejdsgiver kan påberåbe sig for at fravige de forpligtelser, der følger af denne artikels stk. 1-3 ( 150 ), i det væsentlige skal »være baseret på betragtninger, som den ansatte ikke har nogen indflydelse på, og den mindre gunstige behandling, som den tidsbegrænsede ansættelseskontrakt indebærer for sidstnævnte, skal tilsigte et legitimt formål for arbejdsgiveren på en hensigtsmæssig og nødvendig måde«.

140.

Liam Jenkinsons argumenter, der er gengivet i den appellerede doms præmis 147 og 148, som han ikke har anfægtet, var følgende:

141.

Følgelig påpeger jeg med forbehold af, at det er Liam Jenkinsons læsning af den appellerede doms præmis 151, der lægges til grund ( 151 ), at spørgsmålet om udpegelsen af den myndighed, der skal være ansvarlig for rekruttering ved indgåelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke blev diskuteret i forbindelse med anvendelsen af irsk ret. Desuden er det irrelevant. Eftersom tvistens genstand er ændring af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt, skal Rettens vurdering begrænses til begrundelsen for indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser. Det andet klagepunkt ( 152 ) skal således forkastes.

142.

Andre klagepunkter skal ligeledes forkastes af de allerede nævnte grunde. Det første klagepunkt ( 153 ) vedrørende begrebet »associerede arbejdsgivere« svarer nemlig til det klagepunkt, der er fremført i forbindelse med det andet anbringende. Endvidere er det fjerde klagepunkt ( 154 ) vedrørende Eulex Kosovos retsevne ugrundet ( 155 ).

143.

Med det tredje klagepunkt ( 156 ) har Liam Jenkinson foreholdt Retten, at den undersøgte begrebet »objektive omstændigheder« alene i lyset af Domstolens praksis. Han er ligeledes af den opfattelse, at Retten i henseende til irsk ret med en utilstrækkelig begrundelse fastslog, at anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var begrundet i Eulex Kosovo-missionens midlertidige karakter, og ved en urigtig gengivelse af indholdet af den sidste tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, at denne var indgået på betingelser, der vedrørte nedlæggelsen af stillingen.

144.

Den første del af denne anfægtelse vedrører i det væsentlige retsinstansens beføjelser. Efter min opfattelse skal den undersøges uafhængigt af den omstændighed, at Liam Jenkinson ikke har baseret sig på diskuterede irske afgørelser, som kunne have været mere favorable end dom af 26. januar 2012, Kücük ( 157 ), som Retten henviste til.

145.

For så vidt angår anvendelsen af den nationale lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten på grundlag af artikel 272 TEUF, er jeg, henset til de grænser, der er fastsat i artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ( 158 ), nemlig af den opfattelse, at der også skal ske anvendelse af Domstolens praksis, hvoraf det følger, at hvad angår undersøgelsen under en appelsag af Rettens vurderinger i forhold til national ret er Domstolen kun kompetent til at efterprøve, om denne ret er blevet gengivet forkert. En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne ( 159 ). Nye argumenter og beviser vedrørende den materielle ret, der er fremlagt til støtte for appellen, skal derfor afvises.

146.

I denne forbindelse påpeger jeg, at Retten tog stilling til den nationale lovgivning, der skulle finde anvendelse, efter at have udbedt sig sagsøgerens bemærkninger til den irske lovgivning, som Liam Jenkinson ikke havde påberåbt sig ( 160 ). Retten lagde således til grund, at denne lovgivning var i overensstemmelse med EU-retten, nemlig direktiv 1999/70 og rammeaftalen ( 161 ), og anvendte de regler herom, som afgør, hvilken metode enhver national retsinstans skal benytte til undersøgelsen af de objektive omstændigheder ( 162 ), idet den netop derfor fandt, at de oplysninger om den nationale lovgivning, som den havde til rådighed, var utilstrækkelige til, at den kunne afgøre tvisten ( 163 ).

147.

Under disse omstændigheder tilkommer det Retten, også som en domstol i Unionen ( 164 ), at anvende denne nationale ret i overensstemmelse med EU-retten. I visse situationer skal den endog se bort fra anvendelsen af nationale bestemmelser. Dette er således tilfældet, når tvistens genstand reguleres af en forordning ( 165 ), eller i tilfælde af en EU-retlig bestemmelses direkte virkning ( 166 ). I den foreliggende sag skulle Retten tage hensyn til den særlige sammenhæng, hvori ansættelsesforholdet optrådte, nemlig en FUSP-mission, som nødvendigvis er fremmed for en national lovgivning.

148.

Hvis der findes bestemmelser eller retspraksis i den tilsvarende nationale ret ( 167 ), kan Retten derfor med rette vælge at basere sin afgørelse på kriterier, der kan finde anvendelse i alle medlemsstaterne ( 168 ), og som følger af Domstolens faste fortolkning, når der indbringes et søgsmål for den på grundlag af artikel 267 TEUF, især vedrørende beskyttelsen af arbejdstagerne.

149.

I den foreliggende sag henviste Retten netop i den appellerede doms præmis 154 til præmis 27 ( 169 ) i dom af 26. januar 2012, Kücük ( 170 ), hvis ordlyd følger af Domstolens faste praksis. Domstolen har nemlig i talrige domme mindet om sin fortolkning af begrebet »objektive omstændigheder« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a). Denne retspraksis vejleder medlemsstaternes retsinstanser i deres konkrete undersøgelse af de situationer, som de får forelagt til pådømmelse, hvorved det kan afdækkes, at flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold i realiteten har til formål at opfylde arbejdsgiverens faste og varige personalebehov.

150.

Liam Jenkinson har ikke i henseende til denne retspraksis detaljeret begrundet en urigtig gengivelse af den irske materielle ret, som han forelagde til Rettens vurdering, og navnlig ikke, at Retten foretog en analyse, der var i åbenbar strid med indholdet af denne ret i betragtning af den sammenhæng, hvori de 11 tidsbegrænsede ansættelseskontrakter blev indgået. Der skal derfor ses bort fra hans anfægtelse, idet den delvist ikke kan antages til realitetsbehandling ( 171 ), og i øvrigt er utilstrækkeligt begrundet og mangler relevans.

151.

For så vidt angår anden del af anfægtelsen ( 172 ) påpeger jeg følgelig i forbindelse med den af Liam Jenkinson anmodede prøvelse af begrundelsen for den appellerede dom, at Retten med føje undersøgte de præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegnede den aktivitet, i forbindelse med hvilken de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var indgået med Liam Jenkinson, og det formål, der forfulgtes med Eulex Kosovo-missionen.

152.

Anfægtelsen i appelskriftet vedrører ikke de af Retten fundne objektive omstændigheder, men bedømmelsen af dem, som foranledigede den til at støtte sin afgørelse på den midlertidige karakter af den retlige ramme og den overordnede faglige sammenhæng, hvori Liam Jenkinson udførte de opgaver, der var betroet ham ved Eulex Kosovo-missionen.

153.

Jeg er af den opfattelse, dels at Retten i den appellerede doms præmis 156-188 som svar på Liam Jenkinsons argumenter tog stilling ved en begrundet afgørelse støttet på samtlige foranstaltninger, der var truffet med hensyn til Eulex Kosovo-missionen fra oprettelsen og under udviklingen heraf, og dem, der var truffet til tilrettelæggelse af dens funktionsmåde og finansiering ( 173 ), ifølge de mandater, som missionen var blevet tildelt ( 174 ), navnlig henset til de ønsker, som myndighederne i Kosovo havde udtrykt ( 175 ). Dels fastslog Retten netop, at anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med henblik på at besætte stillinger subsidiært med bl.a. internationalt civilt personale ( 176 ) i begrænsede ( 177 ) og varierende perioder ( 178 ) med et budget, der meget regelmæssigt i ca. syv år blev fastsat for perioder, der varede fra under 6 måneder til 16 måneder ( 179 ), var begrundet i omstændigheder, der var særegne for en international krisestyringsmissions virke inden for rammerne af FUSP ( 180 ). I denne henseende udledte Retten med rette af sine konstateringer af den geopolitiske og diplomatiske usikkerhed, som denne type mission uvægerligt er underlagt og således også Eulex Kosovo-missionen ( 181 ), at denne er kendetegnet ved sin midlertidige karakter ( 182 ).

154.

Jeg gør endvidere opmærksom på, at disse konstateringer ligeledes ligger til grund for Rettens vurdering ( 183 ), hvorefter ansættelsesvilkårene nødvendigvis knytter sig til selve karakteren af missionen og de nærmere bestemmelser om dens finansiering, eftersom den ikke er oprettet til at skulle være permanent, og den er underlagt de mandater, der udstedes til den. Retten kunne således fastslå, at den faste praksis med ikke at indgå tidsubegrænsede ansættelseskontrakter er begrundet i et behov for fleksibilitet med henblik på hurtigst muligt at kunne reagere på en ny situation i den ustabile sammenhæng. Retten fremhævede derfor, at i et sådant specifikt tilfælde kan flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter hverken have til formål eller til følge at besætte en fast og varig stilling med permanent finansiering ( 184 ).

155.

Følgelig og i forlængelse af min undersøgelse af, om det andet anbringende er velbegrundet ( 185 ), foreslår jeg, at Domstolen lægger til grund, at det følger af analysen af Eulex Kosovo-missionens karakter og grundlaget for Rådets afgørelser inden for rammerne af FUSP, at Retten udledte en række generelle kriterier, der var kendetegnende for ansættelsesforholdet, og som kan finde anvendelse analogt på de to første missioner, ved hvilke Liam Jenkinson var ansat, i medfør af deres karakter, og at Retten således på det grundlag, hvorpå den skulle foretage sin bedømmelse, lovformeligt begrundede sin afgørelse om at forkaste påstanden om ændring af samtlige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en enkelt tidsubegrænset ansættelseskontrakt ( 186 ).

156.

Anfægtelsen af det tredje anbringendes fjerde led skal derfor efter min opfattelse ikke tages til følge.

157.

Efter min bedømmelse foreslår jeg, at Domstolen lægger til grund, at det andet anbringende og det tredje anbringendes første, tredje og fjerde led er ugrundede.

158.

På baggrund af samtlige ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg, at Domstolen forkaster det andet anbringende og det tredje anbringendes første, tredje og fjerde led som ugrundede.