Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. SZPUNAR
fremsat den 14. juli 2022 (1)
Sag C-31/22 P(I),C-32/22 P(I) ogC-74/22 P(I)
Atlas Copco Airpower,
Atlas Copco AB (C-31/22 P(I))
Anheuser-Busch Inbev,
Ampar (C-32/22 P(I))
Soudal NV,
Esko-Graphics BVBA (C-74/22 P(I))
mod
Magnetrol International
og Europa-Kommissionen
»Appel – intervention – appel for så vidt angår interventionen – tilladelse til intervention i forbindelse med en appel til prøvelse af en dom afsagt af Retten – ophævelse af denne dom og hjemvisning af sagen til Retten – Rettens implicitte udelukkelse af intervenienterne i appelsagen som parter i sagen efter hjemvisningen«
I. Indledning
1. Disse sager rejser udtrykkeligt det hidtil uafgjorte spørgsmål om opretholdelse af status som intervenient, som Domstolen har indrømmet i forbindelse med appelsagen, når sagen hjemvises til Retten. De giver også Domstolen lejlighed til at udtale sig om reglerne om antagelse til realitetsbehandling af appeller til prøvelse af afgørelser, hvormed en begæring om intervention ikke er blevet taget til følge.
II. Retsforskrifter
A. Statutten for Den Europæiske Unions Domstol
2. Artikel 39, stk. 1, i protokollen (nr. 3) om statutten for Den Europæiske Unions Domstol (herefter »statutten for Den Europæiske Unions Domstol«) bestemmer:
»Under anvendelse af en summarisk fremgangsmåde, der fastlægges i procesreglementet, og som i fornødent omfang kan afvige fra visse af bestemmelserne i denne statut, kan Domstolens præsident på begæring træffe afgørelse enten om udsættelse som nævnt i artikel 278 [TEUF] og Euratomtraktatens artikel 157, eller om anvendelse af foreløbige forholdsregler som nævnt i artikel 279 [TEUF], eller om udsættelse af tvangsfuldbyrdelse i overensstemmelse med artikel 299, stk. 4, [TEUF] eller Euratomtraktatens artikel 164, stk. 3.«
3. Følgende fremgår af artikel 40, stk. 1, 2 og 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol:
»Medlemsstaterne og Unionens institutioner kan indtræde i retstvister, der er indbragt for Domstolen.
Samme ret tilkommer Unionens organer, kontorer og agenturer samt alle andre personer, hvis de kan godtgøre, at de har en berettiget interesse i afgørelsen af en for Domstolen indbragt retstvist. Fysiske eller juridiske personer kan ikke indtræde i sager mellem medlemsstater, mellem Unionens institutioner eller mellem medlemsstater på den ene side og Unionens institutioner på den anden side.
[...]
Påstande, der fremsættes i en anmodning om intervention, kan kun gå ud på at understøtte en af parternes påstande.«
4. Denne statuts 56, stk. 1 og 3, bestemmer:
»Der kan iværksættes appel til Domstolen, senest to måneder efter forkyndelsen af den pågældende anfægtede afgørelse, af afgørelser, hvorved den pågældende sags behandling ved [Den Europæiske Unions Ret] er blevet afsluttet, samt af afgørelser, der afgør en del af en sags realitet, eller hvorved der tages stilling til en formalitetsindsigelse vedrørende Rettens kompetence eller en påstand om afvisning af sagen.
[...]
Undtagen i sager imellem Unionen og dennes ansatte kan appel ligeledes iværksættes af medlemsstater og EU-institutioner, der ikke har interveneret i den pågældende sag for Retten. I sådanne tilfælde har de pågældende medlemsstater eller institutioner den samme retsstilling som medlemsstater eller institutioner, der har interveneret i første instans.«
5. Statuttens artikel 57 er affattet som følger:
»Den, hvis begæring om intervention ikke er blevet taget til følge af Retten, kan appellere afgørelsen til Domstolen senest to uger efter forkyndelsen af afgørelsen om, at begæringen ikke tages til følge.
Afgørelser truffet af Retten i henhold til artikel 278 eller 279 eller artikel 299, stk. 4, [TEUF] eller Euratomtraktatens artikel 157 eller artikel 164, stk. 3, kan appelleres af parterne i sagen inden to måneder efter, at afgørelsen er forkyndt for dem.
Appel efter stk. 1 og 2 i nærværende artikel påkendes efter fremgangsmåden i artikel 39.«
6. Statuttens artikel 61, stk. 1 og 2, bestemmer:
»Giver Domstolen appellanten medhold, ophæver den af Retten trufne afgørelse. Domstolen kan herefter selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.
I tilfælde af hjemvisning er Retten bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i Domstolens afgørelse.«
B. Domstolens procesreglement
7. Artikel 172 i Domstolens procesreglement med overskriften »Parter, der kan indgive svarskrift« har følgende ordlyd:
»Enhver part i den pågældende sag for Retten, som har en interesse i, at appellen tages til følge, eller at den afvises eller forkastes, kan indgive svarskrift inden for en frist på to måneder fra appelskriftets forkyndelse. Fristen kan ikke forlænges.«
C. Rettens procesreglement
8. Artikel 1, stk. 2, litra c), i Rettens procesreglement er affattet således:
»2. I dette reglement forstås ved
[...]
c) »part« og »parter« anvendt uden yderligere angivelse: enhver part i sagen, herunder intervenienterne
[...]«
9. Dette reglements artikel 142 med overskriften »Formålet med og virkningerne af intervention« bestemmer:
»1. Intervention kan kun ske med henblik på helt eller delvist at støtte en af hovedparternes påstande. Intervenienter har ikke de samme processuelle rettigheder som hovedparterne og kan navnlig ikke anmode om afholdelse af et retsmøde.
2. Interventionen skal være accessorisk til hovedsagen. Den mister sin genstand, såfremt sagen slettes af Rettens register som følge af, at sagen hæves, eller at hovedparterne indgår forlig, eller såfremt sagen afvises.
3. Intervenienten skal acceptere sagen, som den forefindes på tidspunktet for interventionen.«
10. Følgende fremgår af stk. 1 i artikel 143, med overskriften »Anmodning om intervention«:
»1. En anmodning om intervention skal fremsættes inden for en frist på seks uger, som løber fra offentliggørelsen af den i artikel 79 nævnte meddelelse.«
11. Procesreglementets artikel 217, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Såfremt den afgørelse, der efterfølgende er blevet ophævet af Domstolen, er afsagt efter, at Retten har afsluttet den skriftlige forhandling om sagens realitet, kan parterne i sagen for Retten inden for en frist på to måneder fra forkyndelsen af Domstolens afgørelse indgive skriftlige indlæg om de konklusioner, der bør drages af denne dom med henblik på sagens afgørelse. Denne frist kan ikke forlænges.«
12. Procesreglementets artikel 219 med overskriften »Sagsomkostninger« bestemmer:
»Retten træffer afgørelse om sagsomkostningerne, dels for så vidt angår sagens behandling ved Retten, dels for så vidt angår appelsagens behandling ved Domstolen.«
III. Baggrunden for tvisterne
13. Ved afgørelse (EU) 2016/1699 af 11. januar 2016 om skattefritagelse for overskydende fortjeneste, statsstøtteordning SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN) iværksat af Kongeriget Belgien (EUT 2016, L 260, s. 61, herefter »den omtvistede afgørelse«), fandt Europa-Kommissionen, at de fritagelser, som Kongeriget Belgien havde indrømmet, udgjorde en støtteordning som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, der var uforenelig med det indre marked, og som var blevet gennemført i strid med artikel 108, stk. 3, TEUF. Kommissionen påbød, at den støtte, der således var ydet, skulle tilbagesøges fra støttemodtagerne, som Kongeriget Belgien senere skulle udarbejde en liste over.
IV. Retsforhandlingerne for Retten og for Domstolen og parternes påstande
14. Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 22. marts og den 25. maj 2016 anlagde Kongeriget Belgien og Magnetrol International NV sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.
15. Retten besluttede at forene sag T-131/16, Belgien mod Kommissionen, og sag T-263/16, Magnetrol International mod Kommissionen, med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.
16. Med Den Europæiske Unions Rets dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, EU:T:2019:91), blev den omtvistede afgørelse annulleret.
17. Den 24. april 2019 iværksatte Kommissionen appel af denne dom.
18. Ved kendelser afsagt af Domstolens præsident den 15. oktober 2019 fik Soudal NV, Esko-Graphics BVBA, Flir Systems Trading Belgium BVBA, Anheuser-Busch InBev SA/NV, Ampar BVBA, Atlas Copco Airpower SAS, Atlas Copco AB, Wabco Europe BVBA og Celio International NV tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Magnetrol Internationals påstande.
19. Ved dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741, præmis 105)
– ophævede Domstolen Rettens dom af 14. februar 2019, Belgien og Magnetrol International mod Kommissionen (T-131/16 og T-263/16, EU:T:2019:91)
– forkastede Domstolen det første og det andet anbringende i sag T-131/16 samt det første anbringende og det tredje anbringendes første led i sag T-263/16
– hjemviste Domstolen sagen til Retten med henblik på, at denne traf afgørelse om det tredje til det femte anbringende i sag T-131/16 samt det andet anbringende, det tredje anbringendes andet og tredje led og det fjerde anbringende i sag T-263/16, og
– udsatte Domstolen afgørelsen om sagsomkostningerne.
20. Soudal og Esko-Graphics samt Atlas Copco Airpower og Atlas Copco, Anheuser-Busch Inbev og Ampar indgav ved skrivelser af henholdsvis 16. og 25. november 2021 indlæg til Retten om de konklusioner, der burde drages af dom af 16. september 2021, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, EU:C:2021:741), med henblik på løsning af tvisten.
21. Den 17. december 2021 modtog Atlas Copco Airpower, Atlas Copco, Anheuser-Busch Inbev, Ampar Soudal og Esko-Graphics en skrivelse fra Rettens justitskontor dateret den 6. december 2021, hvormed de blevet informeret om, at formanden for den afdeling i Retten, der behandlede sagen, havde besluttet ikke at registrere disse indlæg i sagsakterne, eftersom der ikke var tale om et dokument, der var omhandlet i Rettens procesreglement.
22. Ved skrivelse af 29. december 2021, sendt til Rettens præsident og Rettens medlemmer, anmodede disse seks selskaber med henvisning til begrundelsen for kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. oktober 2019, Kommissionen mod Belgien og Magnetrol International (C-337/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:915), og til Rettens praksis dels om, at den »fejl« (oversight), som Retten havde begået ved at nægte at tilføre sagens akter deres indlæg, blev rettet, dels om en bekræftelse af deres status som intervenienter for Retten.
23. I denne skrivelse anmodede de seks selskaber om et svar inden for en frist på fem dage, for så vidt som de så sig nødsaget til at iværksætte appel inden for de fastsatte frister af ethvert indirekte afslag på at indrømme dem status som intervenienter i denne sag.
24. Den 10. januar 2022 har Atlas Copco Airpower og Atlas Copco samt Anheuser-Busch Inbev og Ampar iværksat appel i henholdsvis sag C-31/22 P og sag C-32/22 P.
25. Ved skrivelse af 11. januar 2022 bekræftede Rettens justitskontor modtagelsen af skrivelsen fra Soudal og Esko-Graphics af 29. december 2021 og henledte deres opmærksomhed på den omstændighed, at indgivelsen af indlæg i sag T-263/16 RENV fra de intervenienter, der havde fået tilladelse til at deltage i retsforhandlingerne for Domstolen i sag C-337/19 P, ikke var foreskrevet i Rettens procesreglement.
26. Den 28. januar 2022 har og Esko-Graphics iværksat appel i sag C-74/22 P.
27. Atlas Copco Airpower og Atlas Copco har nedlagt følgende påstande:
– afgørelsen i Rettens skrivelse af 6. december 2021, stilet til dem, annulleres, og
– Atlas Copco Airpower og Atlas Copco bevarer deres status som intervenienter i sag T-263/16 RENV, efter at Domstolen har hjemvist denne sag til Retten.
28. Anheuser-Busch Inbev og Ampar har nedlagt følgende påstande:
– afgørelsen i Rettens skrivelse af 6. december 2021, stilet til dem, annulleres
– Anheuser-Busch Inbev og Ampar bevarer deres status som intervenienter i sag T-263/16 RENV, efter at Domstolen har hjemvist denne sag til Retten.
29. Soudal og Esko-Graphics har nedlagt følgende påstande:
– afgørelsen i Rettens skrivelse af 6. december 2021, stilet til dem, annulleres
– deres skriftlige indlæg tilføres sagens akter
– Soudal og Esko-Graphics bevarer deres status som intervenienter i sag T-263/16 RENV, efter at Domstolen har hjemvist denne sag til Retten.
30. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– appellerne afvises
– subsidiært forkastes appellerne som ugrundede
– appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
31. Der er ikke blevet afholdt retsmøde.
V. Bedømmelse
A. Formaliteten
1. Formaliteten vedrørende appellerne i sagerne C 31/22 P og C 32/22 P
32. Kommissionen har gjort gældende, at appellerne i sag C-31/22 P og sag C-32/22 P skal afvises, for så vidt som de er baseret på artikel 57 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Ifølge denne bestemmelse er det muligt at appellere en afgørelse fra Retten, når en begæring om intervention ikke er blevet taget til følge. I disse to sager har Retten imidlertid ikke truffet en sådan afgørelse. Retten har blot besluttet ikke at tilføre de skriftlige bemærkninger fra Atlas Copco Airpower og Atlas Copco samt Anheuser-Busch Inbev og Ampar sagens akter i sag T-263/16 RENV.
33. Indledningsvis skal det anføres, således som også Kommissionen har gjort det, at skrivelsen fra Retten af 6. december 2021 havde til formål at informere Atlas Copco Airpower og Atlas Copco samt Anheuser-Busch Inbev og Ampar om, at de bemærkninger, de havde fremsendt, ikke var blevet registreret, eftersom der ikke var tale om dokumenter, der var fastsat i Rettens procesreglement. Desuden er det korrekt, at Atlas Copco Airpower og Atlas Copco samt Anheuser-Busch Inbev og Ampar ikke formelt har fremsat nogen begæring om intervention. Rent formelt er afgørelsen i det anfægtede skrivelse således ikke et afslag på en begæring om intervention og synes ved første øjekast ikke at kunne gøres til genstand for en appel i henhold til artikel 57 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
34. En formel tolkning af denne bestemmelse fremstår dog efter min opfattelse ikke som tilfredsstillende. Henset til den meget særlige sammenhæng, som disse sager indgår i, der navnlig er kendetegnet ved den omstændighed, at de pågældende selskaber havde grund til at tro, at de bevarede deres status som intervenienter efter hjemvisningen, synes den omstændighed alene, at Retten ikke udtrykkeligt har afvist deres status som intervenienter, ikke at kunne udelukke, at dette i realiteten implicit var tilfældet.
35. Atlas Copco Airpower og Atlas Copco samt Anheuser-Busch Inbev og Ampar har således indgivet indlæg til Retten »i henhold til artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement«, der omhandler parterne i retsforhandlingerne for den. De har i denne retning påberåbt sig denne status som intervenienter.
36. Under disse omstændigheder indebærer Rettens afgørelse om ikke at tilføre sagens akter disse indlæg implicit, men nødvendigvis en afgørelse om at nægte Atlas Copco Airpower og Atlas Copco samt Anheuser-Busch Inbev og Ampar status som intervenienter.
37. En sådan implicit afgørelse, der efter min opfattelse har de samme virkninger som en afgørelse om ikke at tage en begæring om intervention til følge eller som en afgørelse om at bringe en intervention til ophør, kan ligesom en sådan afgørelse appelleres på grundlag af artikel 57 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.
38. Dette gælder så meget desto mere, som den fortolkning af denne bestemmelse, som jeg foreslår, i realiteten er den eneste, der kan sikre retslig beskyttelse af dem, der fremsætter begæring om intervention, hvis status som intervenienter er blevet anerkendt ved Domstolen, og som i sidste ende kan sikre en effektiv udøvelse af den ret til intervention, der er sikret i denne statuts artikel 40, for så vidt som intet andet retsmiddel står til deres rådighed.
39. Dels er jeg af den opfattelse, at det ikke kan kræves af en part, der har status som intervenient for Domstolen, at denne indgiver en formel begæring om intervention for Retten alene med det formål efterfølgende at kunne iværksætte appel af afgørelsen om, at denne begæring ikke er taget til følge, hvilket sker systematisk. Begæringen vil altid være prækluderet, for så vidt som den naturligvis ikke er blevet indgivet inden for den frist på seks uger fra offentliggørelsen af stævningen i den pågældende sag, der er fastsat i artikel 143 i Rettens procesreglement.
40. Dels udgør en appel til prøvelse af en afgørelse fra Retten, hvormed sagens behandling afsluttes, heller ikke et relevant retsmiddel, for så vidt som en sådan appel kun er åben for parterne i sagen for Retten og således for de parter, hvis status som intervenienter for den allerede er blevet anerkendt.
41. Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at appellerne i sag C-31/22 P og sag C-32/22 kan antages til realitetsbehandling.
2. Formaliteten vedrørende appellen i sag C-74/22 P
42. Kommissionen har gjort gældende, at appellen i sag C-74/22 P skal afvises. Dels har denne institution anført, at den appellerede afgørelse ikke er omfattet af nogen af de kategorier, der er fastsat i artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, således at Soudal og Esko-Graphics ikke kan basere deres appel på denne bestemmelse.
43. Dels har Kommissionen gjort gældende, at såfremt det antages, at appellen kan omkvalificeres til en »appel indgivet i henhold til artikel 57 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol«, hvilket Kommissionen har bestridt, bør appellen også forkastes af de samme grunde som dem, der er blevet fremført i sag C-31/22 P og sag C-32/22 P. Ifølge Kommissionen er en sådan appel under alle omstændigheder iværksat for sent.
44. Efter min opfattelse bør appellen, for så vidt som den er baseret på artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, afvises, eftersom den anfægtede afgørelse ikke afslutter sagens behandling eller udgør en afgørelse, hvorved der tages stilling til en formalitetsindsigelse vedrørende Rettens kompetence eller til en påstand om afvisning af sagen.
45. For det første må det konstateres, at behandlingen af sag T-263/16 RENV fortsættes ved Retten efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, der ikke afgør noget aspekt af realiteten i tvisten i hovedsagen.
46. For det andet gælder, at selv om uenigheder om en begæring om intervention udgør en formalitetsindsigelse, vedrører de til gengæld ikke en påstand om afvisning af sagen eller en indsigelse mod Rettens kompetence, der er de eneste formalitetsindsigelser, der er omhandlet i artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Påstande om afvisning af sager eller indsigelser om manglende kompetence er således både for Retten og for Domstolen underlagt særlige regler (2) og har til formål, at den retsinstans, som en sag er indbragt for, afslutter en sag uden, at behandlingen af sagens realitet indledes. Den omstændighed, at de kan bevirke, at sagens behandling afsluttes, begrunder i øvrigt valget om at undergive appeller, der iværksættes af disse afgørelser, den samme ordning som appeller, der iværksættes af afgørelser, hvormed sagens behandling afsluttes efter, at retsinstansen har påkendt sagens realitet.
47. Indsigelser vedrørende en intervention har derimod en anden karakter. Som det fremgår af Rettens procesreglement, er intervention accessorisk i forhold til tvisten i hovedsagen (3), og afgørelserne herom kan på ingen måde afslutte hovedsagens behandling.
48. Under disse omstændigheder er det min opfattelse, at den anfægtede afgørelse ikke kan appelleres i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, således at appellen i sag C-74-22 P skal afvises i denne henseende.
49. Det følger imidlertid også af Domstolens praksis, at retsinstansen med henblik på at give en stævning nyttevirkning på grundlag af en samlet vurdering af hele stævningen kan fortolke et søgsmål ud over det, som sagsøgeren udtrykkeligt har angivet (4). På samme måde har Domstolen allerede undersøgt to alternative grundlag for en appel uden at begrænse sig til det grundlag, som appellanten har gjort gældende (5).
50. Det er således min opfattelse, at Domstolen med henblik på at give appellen nyttevirkning kan kvalificere den omhandlede appel som en »appel iværksat i henhold til artikel 57 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol«, eftersom det fremgår klart af parternes krav, at de med denne appel bestrider en afgørelse truffet af Retten, der består i at nægte dem status som intervenienter,
51. Denne omkvalificering gør det dog efter min opfattelse ikke muligt at antage appellen i sag C-74/22 P til realitetsbehandling. Lige som Kommissionen er jeg af den opfattelse, at denne appel under alle omstændigheder er iværksat for sent.
52. I overensstemmelse med artikel 57 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol burde Soudal og Esko-Graphics have iværksat deres appel inden for en frist på to uger fra afgørelsen om, at begæringen om intervention ikke kunne tages til følge, eller om afslutning af interventionen forlænget med en fast afstandsfrist på ti dage.
53. Den omhandlede afgørelse om afslag er indeholdt i Rettens skrivelse af 6. december 2021, der blev forkyndt for parterne den 17. december 2021. Det var således med denne skrivelse, at Retten implicit, men nødvendigvis nægtede Soudal og Esko-Graphics status som intervenienter, således at appellen burde have været iværksat senest den 10. januar 2022.
54. Appellen må således efter min opfattelse afvises, eftersom den er iværksat for sent.
55. Denne konklusion drages ikke i tvivl af nogen af parternes argumenter, dels om at starttidspunktet for fristen for iværksættelse af appellen ikke skulle være skrivelsen af 6. december 2021, men skrivelsen af 11. januar 2022, dels om at der foreligger en undskyldelig vildfarelse fra Soudal og Esko-Graphics’ side.
56. Hvad angår for det første starttidspunktet for fristen for iværksættelse af appellen skal det anføres, at Rettens anden skrivelse af 11. januar 2022 udelukkende var bekræftende. Det fremgår af fast retspraksis, at en afgørelse udelukkende bekræfter en tidligere afgørelse, når den ikke indeholder noget nyt element i forhold til en tidligere akt, og der ikke forinden er blevet gennemført en fornyet prøvelse af den situation, som adressaten for den tidligere akt, befinder sig i (6).
57. Skrivelsen af 11. januar 2022 er et svar på anmodningen fra Soudal og Esko-Graphics om at bekræfte, at de fortsat deltog i retsforhandlingerne som intervenienter, i hvilket Retten blot gentog de konklusioner, der var indeholdt i skrivelsen af 6. december 2021. Desuden skal det påpeges, at Soudal og Esko-Graphics selv har fremhævet som svar på spørgsmål fra Domstolen, at »den anden skrivelse bekræftede indholdet af det første«.
58. Skrivelsen af 11. januar 2022 er således udelukkende en bekræftelse af skrivelsen af 6. december 2021 og kan dermed ikke betragtes som starttidspunktet for fristen for at iværksætte appel.
59. Hvad angår for det andet spørgsmålet, om der foreligger en undskyldelig fejl for så vidt angår fristen for at iværksætte appel på grundlag af artikel 57 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, fremgår det af Domstolens faste praksis, at begrebet en »undskyldelig vildfarelse«, der tillader en fravigelse fra reglerne om søgsmålsfrister, kun omfatter usædvanlige omstændigheder, navnlig hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne fremkalde en vildfarelse hos en borger, der er i god tro, og som har udvist en sådan agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende (7).
60. Sådanne omstændigheder er efter min opfattelse ikke til stede. Det er korrekt, at Rettens afgørelse af 6. december 2021 er tvetydig, eftersom den ikke udtrykkeligt afviser Soudal og Esko-Graphics’ status som intervenienter. Denne tvetydighed er dog ikke tilstrækkelig til at fremkalde en vildfarelse hos en borger, der er i god tro, og som har udvist en sådan agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende.
61. Det skal navnlig anføres, at Soudal og Esko-Graphics som svar på Rettens skrivelse af 6. december 2021, sendte denne en anmodning om, at den korrigerede den udeladelse, der havde ført til, at deres bemærkninger ikke blev antaget, og bekræftede deres status som intervenienter.
62. Hvad vigtigere er, bad Soudal og Esko-Graphics i deres skrivelse til Retten af 29. december 2021 Retten om at besvare deres anmodning om bekræftelse af deres status som berørt part inden for en frist på fem dage, eftersom de, såfremt Retten gav afslag herpå, »så sig nødsaget til at iværksætte appel inden for de fastsatte frister af ethvert indirekte afslag på at indrømme dem status som intervenienter i denne sag«.
63. Det kan således udledes heraf, at Soudal og Esko-Graphics ikke blot med føje havde fortolket Rettens skrivelse af 6. december 2021 således, at de implicit, men nødvendigvis blev nægtet status som berørt part, men især, at de var fuldt bekendte med fristerne for iværksættelse af appel til prøvelse af en sådan afgørelse, idet deres første hensigt havde været at iværksætte appel inden for de fastsatte frister.
64. Den omstændighed, at denne appel blev iværksat efter udløbet af disse frister, er således ikke resultatet af en undskyldelig vildfarelse som følge af Rettens tvetydige afgørelse i skrivelsen af 6. december 2021, men udelukkende af Soudal og Esko-Graphics’ adfærd.
65. Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at appellen i sag C-74/22 P bør afvises som for sent iværksat.
B. Realiteten
66. Indledningsvis skal det fremhæves, at nedenstående betragtninger om realiteten kun gælder sag C-31/22 P og sag C-32/22 P, eftersom appellen i sag C-74/22 P efter min opfattelse bør afvises. Det skal dog præciseres, at såfremt Domstolen ikke skulle være enig i min bedømmelse, gælder nedenstående betragtninger også for denne sag.
67. Atlas Copco Airpower, Atlas Copco, Anheuser-Busch Inbev og Ampar (herefter »appellanterne«) har til støtte for deres appeller fremsat et enkelt anbringende opdelt i to led. I forbindelse med det eneste anbringendes første led, har de gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at tilsidesætte sin egen retspraksis, hvorefter intervenienterne i appellen bevarer deres status i forbindelse med hjemvisning af sagen til Retten. I forbindelse med det eneste anbringendes andet led har appellanterne endvidere gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement. Efter deres opfattelse fremgår det af Rettens retspraksis, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at udtrykket »parterne i sagen for Retten«, der omhandler de parter, der har tilladelse til at fremsætte deres bemærkninger efter Domstolens hjemvisning, også omfatter de parter, der har fået tilladelse til at intervenere i appelsagen.
68. Det eneste anbringendes to led, der begge rejser spørgsmålet om kontinuiteten i intervenientens status, vil blive behandlet samlet.
69. Jeg vil indlede min bedømmelse med at fremhæve, at selv om de tekster, der finder anvendelse på intervention, ikke er entydige med hensyn til spørgsmålet om kontinuiteten i status som intervenient (afdeling 1), indeholder retspraksis om intervention dog nogle nyttige pejlemærker, der taler for, at status som intervenient opretholdes i forbindelse med hjemvisningssagen (afdeling 2). Jeg vil redegøre for, hvorfor denne opretholdelse efter min opfattelse også følger af den funktionelle kontinuitet af appel- og hjemvisningsprocedurerne (afdeling 3). Endelig vil jeg tilføje nogle overvejelser omkring forholdet mellem den løsning, som jeg har foreslået, og praksis i såkaldte »prøvesager« (afdeling 4).
1. Tvetydigheden af teksterne om intervention
70. Spørgsmålet om kontinuiteten i status som intervenient, som Domstolen har indrømmet i sagen om hjemvisning, hænger direkte sammen med fortolkningen af artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement, der fastsætter regler for hjemvisningsproceduren efter en ophævelse.
71. I henhold til denne bestemmelse »kan parterne i sagen for Retten« indgive skriftlige bemærkninger om de konklusioner, der bør drages af Domstolens afgørelse om hjemvisning (8), når den skriftlige forhandling om sagens realitet er afsluttet inden appelsagen. Selv om udtrykket »parterne i sagen for Retten« også omfatter intervenienterne for Retten (9), er spørgsmålet fortsat, om det omfatter de intervenienter, der har fået tilladelse til at intervenere i forbindelse med appelsagen for Domstolen.
72. Bestemmelserne om intervention indeholder imidlertid ingen klare svar på dette spørgsmål, og eftersom der ikke findes nogen udtrykkelig bestemmelse om kontinuiteten i den intervention, der er givet tilladelse til i forbindelse med appelsagen, kan man med rette være i tvivl om, hvorvidt den omstændighed, at bestemmelserne ikke indeholder nogen oplysninger herom, skal fortolkes som en implicit bekræftelse af, at denne intervention ophører efter afslutningen af sagen for Domstolen.
73. Denne fortolkning forstærkes yderligere af den omstændighed, at de relevante bestemmelser udtrykkeligt bekræfter kontinuiteten i interventionen i analoge tilfælde. Dels hersker der ingen tvivl om, at de parter, der har tilladelse til at intervenere i realitetsbehandlingen for Retten, i henhold til artikel 217, stk. 1, i Rettens procesreglement har tilladelse til at intervenere i hjemvisningssagen. Dels fremgår det af artikel 172 i Domstolens procesreglement, at enhver part, der har interveneret i forbindelse med realitetsbehandlingen for Retten, kan intervenere i appelsagen, såfremt de har en interesse heri. Fraværet af en tilsvarende bestemmelse i den omvendte situation, der utvetydigt ville bekræfte kontinuiteten i den intervention, som Domstolen har givet tilladelse til i forbindelse med appelsagen, kunne fortolkes a contrario som bevis for, at den bortfalder.
74. Efter min opfattelse kan en sådan fortolkning imidlertid diskuteres. For det første fremgår det klart af artikel 40, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at retten til intervention er betinget af, at intervenienten har en interesse i afgørelsen af tvisten. Hvis en sådan interesse findes i forbindelse med appelsagen, hvilket udtrykkeligt er fastsat i artikel 172 i Domstolens procesreglement, er der intet, der lader formode, at den bortfalder på tidspunktet for hjemvisningen, selv om udfaldet af tvisten pr. definition fortsat er ukendt (10).
75. For det andet selv om det fremgår af bestemmelserne i artikel 40, sammenholdt med artikel 56, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at medlemsstaterne og EU’s institutioner som »privilegerede« intervenienter altid kan intervenere i appelsagen (11), kan det ikke udledes a contrario af denne bestemmelse, at de ikke-privilegerede parter aldrig kan intervenere, men blot, at denne intervention er betinget af, at de har en interesse i afgørelsen af tvisten.
76. For det tredje kan den manglende mulighed for reelt at fremsætte en ny begæring om intervention i hjemvisningssagen, idet der indtræder præklusion (12), i lyset af intervenientens klare interesse i afgørelsen af tvisten, som Domstolen har bekræftet i forbindelse med appelsagen, fortolkes som en implicit bekræftelse af interventionens kontinuitet.
77. Under disse omstændigheder forekommer det mig, at teksterne ikke alene kan besvare spørgsmålet om kontinuiteten i status som intervenient i forbindelse med hjemvisningssagen. Jeg vil således undersøge problematikken omkring interventionens varighed i lyset af retspraksis, der efter min opfattelse indeholder oplysninger, der er nyttige for en besvarelse af det spørgsmål, der er forelagt for Domstolen.
2. Retspraksis vedrørende interventionens varighed
78. Ved første øjekast kan de løsninger, der er vedtaget i retspraksis, forekomme selvmodsigende. De fokuserer imidlertid alle på den interesse i en afgørelse af tvisten, der ligger til grund for retten til intervention.
79. Den første af disse løsninger følger af Rettens retspraksis, som appellanterne har påberåbt sig, hvorefter de parter, der har tilladelse til at intervenere i appellen, bevarer deres status i hjemvisningssagen, hvilket navnlig gør det muligt for dem at fremsætte bemærkninger om de konklusioner, der bør drages af Domstolens dom. I modsætning til det, som Kommissionen har hævdet i sine skriftlige bemærkninger, er denne løsning ikke baseret på to isolerede domme, der eksplicit fastsatte og bekræftede denne løsning (13), men kan også udledes af behandlingen af intervenienterne i en række sager, der er blevet hjemvist til Retten (14). I overensstemmelse med den begrundelse, som Retten angav i den sag, der gav anledning til dom Spanien m.fl. mod Kommissionen (15), er denne løsning baseret på retsplejehensyn, for så vidt som retsplejen favoriserer kontinuiteten i den verserende tvist efter Domstolens hjemvisning.
80. Den anden af disse løsninger i retspraksis gør det muligt for parterne i tvisten at fremsætte indsigelse mod en intervention, der er blevet givet tilladelse til på et tidligere tidspunkt i proceduren. Den tidligere tilladelse til at intervenere i tvisten er således ikke til hinder for, at der foretages en fornyet undersøgelse af, om interventionen kan tillades, uanset om det er i forbindelse med realitetsbehandlingen (16), eller i forbindelse med appelsagen (17). Det følger heraf, at retten til intervention aldrig er opnået endeligt, og at den kan anfægtes, såfremt omstændighederne ændrer sig og bevirker, at interessen i en afgørelse af tvisten fortabes (18).
81. Det skal fremhæves, at disse løsninger i retspraksis ikke følger udtrykkeligt af teksterne om tilrettelæggelse af retsforhandlingerne ved Unionens retsinstanser. De understøttes derimod af den underliggende logik i retten til intervention, hvis anerkendelse er baseret på den forudsætning, at der findes en direkte og aktuel interesse i en afgørelse af tvisten (19). Når Retten i hjemvisningssagen kan tillade intervenienter i appelsagen, er det således fordi denne interesse i princippet forbliver aktuel, indtil tvisten er endeligt afgjort. Det er på grund af det mulige bortfald af denne interesse under sagen, der skyldes en eventuel ændring af omstændighederne, at parterne på ethvert tidspunkt under retsforhandlingerne kan anfægte, at en tidligere tilladt intervention tillades.
82. Det fremgår således af teksterne og af retspraksis om intervention, at status som intervenient giver den pågældende en processuel ret og tilknyttede processuelle garantier, der afspejler dennes interesse i afgørelsen af tvisten, og at denne status kan drages i tvivl, såfremt omstændighederne på et senere tidspunkt ændrer sig, og den pågældende mister denne interesse.
83. I tilfælde af en delvis ophævelse af Rettens afgørelse efterfulgt af en hjemvisning følger det efter min opfattelse heraf, at en part, der har fået tilladelse til at intervenere i forbindelse med appelsagen, i princippet bør bevare sin status som intervenient, for så vidt som den interesse, som denne har i udfaldet af appellen, nødvendigvis forbliver aktuel, indtil sagen er endeligt afgjort.
3. Retsforhandlingernes funktionelle kontinuitet, når sagen hjemvises
84. Denne fortsatte interesse i afgørelsen af tvisten følger desuden af den funktionelle kontinuitet mellem appelproceduren og hjemvisningsproceduren, idet der under hjemvisningsproceduren drages konsekvenser af appelproceduren.
85. Dels fremgår denne kontinuitet af artikel 219 i Rettens procesreglement, eftersom det heri forbeholdes Retten at træffe afgørelse om de sagsomkostninger, som intervenienten har afholdt under appelsagen, for så vidt som interventionens betydning først kan vurderes fuldt ud på tidspunktet for den endelige afgørelse af tvisten.
86. Dels følger en sådan kontinuitet efter min opfattelse også af Domstolens mulighed for at træffe en materiel afgørelse i sagen efter afslutningen af appelsagen, idet hjemvisningen til Retten kun sker, når sagen ikke er moden til påkendelse. En sådan hjemvisning afhænger således fuldstændigt af, hvor langt behandlingen af sagen for Retten er skredet frem, og det kan efter min opfattelse ikke antages, at en sag, der er genstand for en hjemvisning, adskiller sig fra den appel, der har givet anledning til hjemvisningen, idet der nødvendigvis er tale om én enkelt sag, når den afgøres af Domstolen.
87. Det skal i denne henseende anføres, at såfremt den fortsatte status som intervenient i forbindelse med hjemvisningssagen skulle blive afvist, følger der nødvendigvis heraf en skævhed i behandlingen af de parter, der har fået tilladelse til at intervenere for Domstolen, afhængigt af det stadium, hvorpå sagen befinder sig efter afslutningen af appelsagens behandling. Såfremt Domstolen træffer afgørelse om realiteten efter afslutningen af appelsagens behandling, har de parter, der havde tilladelse til at intervenere i appelsagen, således tilladelse til at intervenere, indtil der træffes endelig afgørelse i sagen. I modsat fald mister de deres status under hjemvisningssagen. Efter min opfattelse er der intet, der berettiger en sådan forskel mellem de rettigheder, der indrømmes intervenienterne. I tilfælde af en fornyet appel efter en hjemvisning, kunne denne løsning endvidere føre til to på hinanden følgende interventioner for Domstolen, mens den berørte part har været udelukket fra de drøftelser, der i mellemtiden har fundet sted for Retten. Den fragmentering af status i retstvister, der ville følge heraf, er vanskelig at begrunde i lyset af den generelle opbygning af retten til intervention, der er baseret på hensynet til intervenientens interesse i afgørelsen af tvisten og på den funktionelle kontinuitet mellem appelsagen og derefter hjemvisningssagen.
88. Under disse omstændigheder taler de systemiske overvejelser om sammenhængen mellem de løsninger, der er vedtaget i retspraksis, og den kontinuitet, der etableres mellem appelsagen og den efterfølgende hjemvisningssag, efter min opfattelse til fordel for en bevarelse af interventionen efter Domstolens hjemvisning, dog med forbehold for, at interessen i at intervenere bortfalder som følge af en senere ændring af omstændighederne.
4. Supplerende overvejelser omkring praksis med »prøvesager«
89. Der skal mindes om, at praksis med såkaldte prøvesager består i at sikre en prioriteret behandling af den pågældende sag, mens tilsvarende verserende sager udsættes, indtil prøvesagen er afgjort. Denne praksis sikrer, idet dent fremmer fokuserede retslige drøftelser, en ensartet og effektiv behandling af en række ensartede sager, samtidig med at Retten opnår ressourcebesparelser.
90. Behandlingen af appellanterne i den foreliggende sag kan således forklares med Rettens ønske om at forhindre eventuelle forsinkelser som følge af tilladelse til interventioner i forbindelse med hjemvisningssagen. Den løsning, som jeg har foreslået, synes imidlertid ikke påvirke den prioriterede status, der i den foreliggende sag er tildelt sagen Magnetrol International mod Kommissionen (T-263/16), som Retten har udpeget som en prøvesag, og i hvilken appellanterne ønsker at intervenere.
91. Jeg har navnlig vanskeligt ved at tilslutte mig Kommissionens argumenter om, at tilladelse af interventioner i prøvesagen i forbindelse med hjemvisningssagen ville svare til en »omgåelse« af udsættelsen af retsforhandlingerne i sag T-278/16 og T-370/16, der blev indledt med appellanternes søgsmål. Om en intervention skal tillades vurderes uafhængigt af, hvordan den berørte behandles som hovedpart i en anden sag, med mindre udfaldet af denne sag har betydning for dennes interesse i at intervenere. Det fremgår navnlig af fast retspraksis, at den omstændighed, at der er indtrådt præklusion i forhold til sagsøgeren, som forhindrer denne i at appellere den afgørelse, der er rettet til den pågældende, via et direkte søgsmål, ikke er til hindrer for, at denne intervenerer i forbindelse med en sag anlagt af den anden adressat for den samme afgørelse (20). Når den begæring om intervention, der tillades under disse omstændigheder, ikke betragtes som et forsøg på at omgå søgsmålsfristen, er det fordi, det udelukkende vurderes i forhold til den begærendes interesse i en afgørelse af tvisten, om interventionen kan tillades.
92. Henset til de ovenstående bemærkninger kan ønsket om at sikre en effektiv behandling af prøvesagen (21) efter min opfattelse ikke begrunde en fratagelse af status som intervenient, der giver den berørte person en ret til at deltage i tvisten og de garantier, der følger heraf.
93. I en situation som den foreliggende, hvor intervenienterne er blandt adressaterne for den anfægtede afgørelse i prøvesagen, er det endvidere hensigtsmæssigt at fokusere de retslige drøftelser ved at tillade intervention fra de parter, der kan gøre en direkte interesse i en afgørelse af tvisten gældende, idet denne afgørelse er afgørende for behandlingen af de udsatte sager.
VI. Forslag til afgørelse
94. Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
»– Appellen i sag C-74/22 P afvises
– Den Europæiske Unions Rets afgørelse, der er indeholdt i skrivelsen af 6. december 2021 i sag C-31/22 P og C-32/22 P, annulleres.«
1 – Originalsprog: fransk.
2 – Artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement og artikel 151, stk. 1, i Domstolens procesreglement.
3 – Artikel 142, stk. 2, i Rettens procesreglement.
4 – Kendelse af 28.6.2011, Verein Deutsche Sprache mod Rådet (C-93/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:429, præmis 20 og 21).
5 – Dom af 29.7.2019, Bayerische Motoren Werke og Freistaat Sachsen mod Kommissionen (C-654/17 P, EU:C:2019:634, præmis 27 og 28).
6 – Dom af 14.4.1970, Nebe mod Kommissionen (24/69, EU:C:1970:22, præmis 145), og af 10.12.1980, Grasselli mod Kommissionen (23/80, EU:C:1980:284), samt kendelse af 7.12.2004, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen (C-521/03 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2004:778, præmis 41).
7 – Dom af 15.12.1994, Bayer mod Kommissionen (C-195/91 P, EU:C:1994:412, præmis 26), og kendelse af 14.1.2010, SGAE mod Kommissionen (C-112/09 P, EU:C:2010:16, præmis 20).
8 – En tilsvarende bestemmelse finder anvendelse i forbindelse med en hjemvisning efter en fornyet prøvelse (artikel 222, stk. 1, i Rettens procesreglement).
9 – Artikel 1, stk. 2, litra c), i Rettens procesreglement.
10 – I henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol hjemvises sagen til Retten efter afgørelsen af appelsagen, såfremt Domstolen ikke selv træffer endelig afgørelse, fordi sagen ikke er moden til påkendelse.
11 – Jf. G. Muguet-Poullenec, og D.P. Domenicucci, »L’intervention devant le Tribunal après l’entrée en vigueur du nouveau règlement de procédure: entre droit d’ingérence et urgence judiciaire«, Revue Lamy de la concurrence, nr. 45, 2015.
12 – Artikel 143, stk. 1, i Rettens procesreglement. Jf. også punkt 39 i nærværende forslag til afgørelse.
13 – Jf. dom af 23.3.1993, Gill mod Kommissionen (T-43/89 RV, EU:T:1993:24), og af 23.9.2020, Spanien m.fl. mod Kommissionen (T-515/13 RENV og T-719/13 RENV, EU:T:2020:434).
14 – Jf. bl.a. dom af 24.9.2019, Xinyi PV Products (Anhui) Holdings mod Kommissionen (T-586/14 RENV, EU:T:2019:668), af 14.12.2018, Hamas mod Rådet (T-400/10 RENV, EU:T:2018:966), af 21.11.2018, Stichting Greenpeace Nederland og PAN Europe mod Kommissionen (T-545/11 RENV, EU:T:2018:817), af 25.1.2017, Rusal Armenal mod Rådet (T-512/09 RENV, EU:T:2017:26), af 15.12.2016, DEI mod Kommissionen, T-169/08 RENV, EU:T:2016:733), af 2.7.2015, Frankrig og Orange mod Kommissionen (T-425/04 RENV og T-444/04 RENV, EU:T:2015:450), og af 14.4.2015, Ayadi mod Kommissionen (T-527/09 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:205).
15 – Dom af 23.9.2020 (T-515/13 RENV og T-719/13 RENV, EU:T:2020:434, præmis 65).
16 – Jf. dom af 16.12.1999, Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen (T-158/96, EU:T:1999:335, præmis 33), af 10.2.2000, Nederlandse Antillen mod Kommissionen (T-32/98 og T-41/98, EU:T:2000:36, præmis 30), af 9.9.2009, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen (T-30/01–T-32/01 og T-86/02–T-88/02, EU:T:2009:314, præmis 95), og af 12.4.2019, Deutsche Lufthansa mod Kommissionen (T-492/15, EU:T:2019:252, præmis 98).
17 – Jf. navnlig dom af 8.7.1999, Hüls mod Kommissionen (C-199/92 P, EU:C:1999:358, præmis 52), og generaladvokat Cosmas forslag til afgørelse i denne sag (EU:C:1997:358, punkt 10-17).
18 – Eksempelvis kan et moderselskab, der intervenerer i en tvist om statsstøtte til et af dets datterselskaber, miste sin status som intervenient efter en overdragelse af den virksomhed, der har modtaget den omtvistede støtte.
19 – Jf. navnlig dom af 13.9.2010, Grækenland m.fl. mod Kommissionen (T-415/05, T-416/05 og T-423/05, EU:T:2010:386, præmis 64 og 65).
20 – Jf. eksempelvis kendelse af 17.2.2010, Fresh Del Monte Produce mod Kommissionen (T-587/08, EU:T:2010:42), præmis 30-32.
21 – I kendelse afsagt af Domstolens præsident den 10.9.2019, Rådet mod K. Chrysostomides & Co. m.fl. (C-597/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:743), gjorde Domstolen i denne forbindelse gjort opmærksom på de risici, som interventionerne indebærer for behandlingen af prøvesagerne. De bemærkninger, der er fremsat i denne forbindelse i nævnte kendelses præmis 19, er dog efter min opfattelse ikke afgørende. Den pågældende kendelse blev afsagt i forbindelse med faktiske omstændigheder, der var meget forskellige fra de faktiske omstændigheder i de foreliggende sager, i forbindelse med et erstatningssøgsmål, idet afslaget på begæringerne om intervention var dikteret af ansøgernes manglende direkte interesse i afgørelsen af tvisten (jf. nævnte kendelses præmis 14-17). Domstolen foretog kun en accessorisk undersøgelse af interventionernes eventuelle indvirkning på behandlingen af prøvesagerne.