24.1.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 37/50


Sag anlagt den 22. november 2021 — Ryanair mod Kommissionen

(Sag T-743/21)

(2022/C 37/65)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ryanair DAC (Swords, Irland) (ved advokaterne E. Vahida, F-C. Laprévote, V. Blanc, D. Pérez de Lamo, S. Rating og I.-G. Metaxas-Maranghidis)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse af 16. juli 2021 om statsstøtte SA. 57369 (2020/N) — Portugal — Redningsstøtte til TAP SGPS (1) annulleres og

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet den fandt, at støtten er omfattet af det materielle anvendelsesområde for R&R-rammebestemmelserne uden korrekt at fastlægge, om TAP’s vanskeligheder er for alvorlige til, at virksomheden selv kan løse dem, hidrører fra virksomheden selv og er et resultat af en vilkårlig omkostningsfordeling inden for den koncern, som den er en del af.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen anvendte artikel 107, stk. 3, litra c), urigtigt. Det gøres gældende, at Kommissionens prøvelse af, om den betingelse for, at støtten er forenelig med det indre marked, om, at støtten skal bidrage til et formål af fælles interesse, er opfyldt, og denne institutions bedømmelse af, om redningsstøtten er passende og forholdsmæssig, og af dens negative virkninger, er behæftet med retlige fejl og åbenbart urigtige skøn.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om fri udveksling af tjenesteydelser (anvendt på lufttransport ved forordning (EF) nr. 1008/2009 (2)) samt princippet om fri etableringsret.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen undlod at indlede en formel undersøgelsesprocedure på trods af alvorlige vanskeligheder og tilsidesatte sagsøgerens proceduremæssige rettigheder.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse tilsidesatte sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.


(1)  EUT 2021, L 345, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24.9.2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (omarbejdning) (EUT 2008, L 293, s. 3-20).