|
17.1.2022 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 24/47 |
Sag anlagt den 10. november 2021 — Sunrise Medical og Sunrise Medical Logistics mod Kommissionen
(Sag T-721/21)
(2022/C 24/61)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Sunrise Medical BV (Amsterdam, Nederlandene) og Sunrise Medical Logistics BV (Amsterdam) (ved advokaterne L. Ruessmann og J. Beck)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
|
— |
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1367 af 6. august 2021 annulleres i sin helhed fra datoen for dens ikrafttræden. |
|
— |
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1367 af 6. august 2021 (1) har sagsøgerne fremsat tre anbringender.
|
1. |
Første anbringende om tilsidesættelse af traktaterne eller ethvert retsstatsprincip, der vedrører deres anvendelse. Sagsøgerne har for det første anført, at Kommissionen anvendte lovgivningen fejlagtigt ved ikke at tage hensyn til De Forenede Nationers konvention om beskyttelse og fremme af handicappedes rettigheder og værdighed. For det andet tog Kommissionen ikke hensyn, eller ikke i tilstrækkelig grad hensyn, til implementeringen af konventionen i EU-retten i denne forbindelse, nemlig således som den blev anvendt i sag C-198/15, Invamed Group and Others (2), men anvendte i stedet det forkerte handicapbegreb. I den anfægtede forordning tages der derimod hensyn til irrelevante kriterier, som er afledt af instrumenter udarbejdet før Rådets afgørelse af 26. november 2009 (3) og De Forenede Nationers konvention om beskyttelse og fremme af handicappedes rettigheder og værdighed. |
|
2. |
Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn som omhandlet i sag C-463/98, Cabletron (4). Sagsøgerne har anført, at der blev taget højde for og lagt vægt på irrelevante hensyn ved fastlæggelsen af, at det produkt, der fremgår af den anfægtede forordning (i kolonne (3) i bilaget til den anfægtede forordning) skal tariferes under KN-kode 8703 frem for KN-kode 8713. Sagsøgerne har endvidere subsidiært anført, at Kommissionen foretog en fejlagtig tarifering af produktet, som ved anvendelse af Domstolens vejledning i sag C-198/15, Invamed, burde have været tariferet under KN-kode 8713. |
|
3. |
Tredje anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formkrav, navnlig en processuel bestemmelse, der skal sikre, at foranstaltninger formuleres med behørig omhu, og som, såfremt den overholdes, kan have indflydelse på indholdet af foranstaltningen. |
(1) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1367 af 6.8.2021 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EUT 2021, L 294, s. 1).
(2) Dom af 26.5.2016, Invamed Group Ltd m.fl. mod Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs, C-198/15, EU:C:2016:362.
(3) Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26.11.2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (EUT 2010, L 23, s. 35).
(4) Dom af 10.5.2001, Cabletron Systems Ltd mod The Revenue Commissioners, C-463/98, EU:C:2001:256.