31.5.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 206/30


Sag anlagt den 11. marts 2021 — Paccor Packaging m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-148/21)

(2021/C 206/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Paccor Packaging GmbH (Düsseldorf, Tyskland) og seks andre (ved advokaterne P. Kugel og G. Dávid)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Gennemførelsesforordning (EU) 2020/2151 af 17. december 2020 (1) annulleres i sin helhed eller, subsidiært, delvist for så vidt angår artikel 2, stk. 4, heri og bilag IV hertil eller delvist for så vidt angår drikkebægre lavet af plastik.

Forordning 2020/2151 annulleres delvist for så vidt angår artikel 3.

Direktiv (EU) 2019/904 af 5. juni 2019 (2) annulleres delvist for så vidt angår artikel 7, i det omfang denne bestemmelse vedrører drikkebægre, og del D, nr. 4), i bilaget hertil.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat syv anbringender og rejst én ulovlighedsindsigelse.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen med vedtagelsen af forordning 2020/2151 tilsidesatte artikel 7 i direktiv 2019/904 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning og overskred de beføjelser, som Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet har tillagt den.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen med vedtagelsen af forordning 2020/2151 tilsidesatte en væsentlig formforskrift, eftersom den vedtog denne forordning efter den 3. juli 2020 og de hertil hørende berigtigede sprogudgaver mere end seks måneder efter den frist, som Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet havde fastsat i direktiv 2019/904.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen med vedtagelsen af forordning 2020/2151 tilsidesatte artikel 7 i direktiv 2019/904 samt retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen med vedtagelsen af forordning 2020/2151 tilsidesatte begrundelsespligten.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 7, stk. 1, i direktiv 2019/904, foretog et åbenbart urigtigt skøn og overskred sin kompetence.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte artikel 7, stk. 2, litra c), i direktiv 2019/904 og foretog et åbenbart urigtigt skøn.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte proportionalitetsprincippet.

Sagsøgerne har også rejst en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF mod artikel 7 i direktiv 2019/904 og del D, nr. 4), i bilaget hertil.


(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/2151 af 17.12.2020 om fastsættelse af harmoniserede specifikationer for mærkning af engangsplastprodukter opført i del D i bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/904 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning (EØS-relevant tekst) (EUT 2020, L 428, s. 57).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/904 af 5.6.2019 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning (EØS-relevant tekst) (EUT 2019, L 155, s. 1).