1

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Norddeutsche Landesbank – Girozentrale, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/ES/2021/22 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 14. april 2021 om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond (herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som den vedrører sagsøgeren i dennes egenskab af retssuccessor efter Deutsche Hypothekenbank AG (herefter »Deutsche Hypo«).

[udelades]

20

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

21

Afviklingsinstansen har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

22

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

101

Sagsøgeren har gjort gældende, at bilag I, med overskriften »Trin 2«, til delegeret forordning 2015/63 er ulovligt, for så vidt som den binningmetode, der er fastsat heri, tilsidesætter det »princip om hensyntagen til risikoprofilen«, der følger af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59.

102

Det fremgår navnlig af binningmetoden, at intervallerne (»bins«) så vidt muligt skal omfatte det samme antal institutter fordelt efter hver enkelt instituts risikoværdi. En sådan metode afspejler imidlertid de pågældende institutters individuelle risikoprofil forkert. Denne metode vil nemlig kunne føre til, at institutter, der har værdier for den pågældende risikoindikator, der viser risikoprofiler, der er forskellige fra hinanden, samles i det samme interval. I tilfældet med Deutsche Hypo ville dette f.eks., for risikoindikatoren [fortroligt] ( 2 ), have ført til en placering i [fortroligt] intervaller til trods for en værdi, der blev indberettet i henhold til denne indikator, som var lavere end gennemsnitsværdien for alle institutter.

103

Afviklingsinstansen og Kommissionen har bestridt denne argumentation.

104

I lighed med, hvad der blev konstateret i præmis 66 ovenfor, er det ufornødent at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der i EU-retten findes et »princip om hensyntagen til risikoprofilen«. Sagsøgeren har nemlig med dette anbringende, således som det blev præciseret i retsmødet, gjort gældende, at Kommissionen har anlagt et urigtigt skøn, da den fastsatte binningmetoden, eftersom denne metode forhindrer Afviklingsinstansen i på passende vis at tilpasse de årlige basisbidrag til institutternes reelle risikoprofil.

105

I denne henseende fremgår det af præmis 47-53 ovenfor, at Kommissionen råder over et vidt skøn for så vidt angår gennemførelsen af artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59, således at det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at delegeret forordning 2015/63 ved fastsættelsen af binningmetoden er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

106

I medfør af denne metode tilkommer det Afviklingsinstansen for det første at beregne et antal intervaller med henblik på at sammenligne institutterne, henset til de forskellige risikoindikatorer og risikounderindikatorer. Dernæst påhviler det Afviklingsinstansen principielt at henføre det samme antal institutter til hvert interval, idet den starter med at udpege de institutter med de laveste værdier af den på rådata baserede indikator til det første interval. For det tredje tilkommer det Afviklingsinstansen at tildele alle institutter i et givet interval den samme score, benævnt »diskretiseret indikator«, som den skal tage hensyn til i forbindelse med resten af beregningen af deres justeringsmultiplikator.

107

Det er ganske vist ikke udelukket, således som det følger af bilag II til den anfægtede afgørelse, at anvendelsen af denne metode i praksis kan føre til situationer, hvor institutter, der for en given risikoindikator har værdier, der viser, at de har mindre risikofyldte profiler for denne indikator end gennemsnitsværdien for de pågældende institutter, ikke desto mindre for den omhandlede indikator henføres til et af de intervaller, der er sammensat af relativt mere risikable institutter. Denne konsekvens følger bl.a. af den omstændighed, som Afviklingsinstansen har forklaret, at visse institutter har såkaldte »ekstreme« værdier, dvs. værdier, der afviger meget fra gennemsnittet.

108

På samme måde er det på grund af disse ekstreme værdier ikke udelukket, at anvendelsen af binningmetoden – og navnlig anvendelsen af den regel, der er fastsat i bilag I, i punkt 3 under overskriften »Trin 2«, til delegeret forordning 2015/63, hvorefter Afviklingsinstansen principielt henfører det samme antal institutter til hvert interval – i praksis kan føre til situationer, hvor institutter, der har værdier for en given risikoindikator, som nærmer sig værdierne for de institutter, der er henført til det foregående interval, ikke desto mindre henføres til det næste interval, som indeholder institutter med værdier for denne samme risikoindikator, som undertiden vil kunne være væsentligt højere.

109

Forekomsten af de fænomener, der er beskrevet ovenfor i præmis 107 og 108, betyder imidlertid ikke, at binningmetoden er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

110

I denne henseende bemærkes for det første, at delegeret forordning 2015/63 i overensstemmelse med artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59 har fastsat en metode til justering af ex ante-bidrag i forhold til institutternes risikoprofil, som er baseret på en sammenligning af deres risikoprofiler. Det er ubestridt dels, at en sådan metode indebærer en sammenligning af et betydeligt antal data fra de pågældende institutter på grundlag af værdier, som disse institutter opnår for en række risikoindikatorer, dels at disse data kan omfatte ekstreme værdier for visse institutter.

111

Som det fremgår af den empiriske undersøgelse, der blev gennemført forud for vedtagelsen af delegeret forordning 2015/63, hvis resultater er sammenfattet i JRC’s tekniske undersøgelse, er binningmetoden blandt de metoder, der kan gøre det muligt at foretage en sådan sammenligning, og den anses endog for at være den mest hensigtsmæssige metode til dette formål.

112

Binningmetoden er nemlig en statistisk metode, der er anerkendt til behandling af ekstreme værdier, idet den så vidt muligt undgår, at tilstedeværelsen af disse værdier fører til sammenligninger, der vil være forvanskede. I det foreliggende tilfælde gør den nævnte metode det muligt, således som det fremgår af JRC’s tekniske undersøgelse, at undgå, at institutter med høje værdier for visse risikoindikatorer ikke desto mindre opnår en score, der indikerer en lav risikoprofil for disse indikatorer, eftersom der findes visse institutter med ekstreme værdier.

113

For det andet er binningmetoden en let metode til sammenligning af et stort antal data indberettet af institutter, hvis ex ante-bidrag er tilpasset deres risikoprofil.

114

I denne henseende præciseres, at bilag I, i punkt 2 under overskriften »Trin 2«, til delegeret forordning 2015/63 fastsætter en regel om, at antallet af intervaller (»bins«) beregnes på grundlag af en formel, der er fastsat heri. Dernæst fastsættes i bilag I, i punkt 3 under overskriften »Trin 2«, til denne delegerede forordning reglen om, at Afviklingsinstansen principielt henfører det samme antal institutter til hvert interval, idet den begynder med at henføre institutter med de laveste værdier af den på rådata baserede indikator til første interval.

115

Det følger heraf, at binningmetoden fastsætter objektive regler, som er lette at anvende for Afviklingsinstansen, hvilket i øvrigt udgør et formål, der lovligt kan forfølges med EU-lovgivningen (jf. i denne retning dom af 24.2.2015, Sopora, C-512/13, EU:C:2015:108, præmis 33, og af 7.3.2017, RPO, C-390/15, EU:C:2017:174, præmis 60).

116

For det tredje relativiseres konsekvenserne af forekomsten af de fænomener, der er beskrevet i præmis 107 og 108 ovenfor, af følgende fire omstændigheder. For det første kan justeringen af ex ante-bidrag kun ske inden for et interval på en koefficient på mellem 0,8 og 1,5, i henhold til artikel 9, stk. 3, i delegeret forordning 2015/63. Det årlige basisbidrag forbliver således det fremherskende element ved fastsættelsen af ex ante-bidrag, henset til institutternes risikoprofil.

117

For det andet er disse fænomener, således som det i det væsentlige fremgår af JRC’s tekniske undersøgelse, begrænsede, for så vidt som de navnlig synes at forekomme i de sidste intervaller og ikke i størstedelen af intervallerne.

118

For det tredje er det ubestridt, at de institutter, der befinder sig i disse sidstnævnte intervaller, har højere værdier for den pågældende risikoindikator end de institutter, der er henført til lavere intervaller.

119

For det fjerde tager metoden til justering af ex ante-bidrag til risikoprofilen hensyn til mange forskellige risikoindikatorer, således som det fremgår af artikel 6 i delegeret forordning 2015/63. Et institut henføres herefter samlet set til et stort antal intervaller i forhold til dets værdier og til de øvrige institutters værdier for hver risikoindikator.

120

Som det fremgår af JRC’s tekniske undersøgelse, har institutterne en tendens til at befinde sig i forskellige intervaller for forskellige risikoindikatorer. Som følge heraf gælder, at hvis et institut befinder sig i sidste interval for en given risikoindikator og således sidestilles med institutter med væsentligt højere værdier, forholder det sig generelt anderledes med hensyn til andre risikoindikatorer, hvilket gør det muligt at foretage en overordnet sammenligning af de pågældende institutter.

121

Det fænomen, der er beskrevet i præmis 119 og 120 ovenfor, illustreres i øvrigt af beregningen af Deutsche Hypos ex ante-bidrag for bidragsperioden 2021, således som det fremgår af Deutsche Hypos individuelle bilag. Hvad angår den del af instituttets ex ante-bidrag, der er beregnet på nationalt grundlag, befinder Deutsche Hypo sig nemlig igen i [fortroligt] interval for [fortroligt]. Derimod befinder instituttet sig for ingen af indikatorerne [fortroligt] igen i [fortroligt] interval, selv om [fortroligt]. Sagsøgeren befinder sig endvidere i [fortroligt] interval for [fortroligt].

122

Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at delegeret forordning 2015/63 ved at indføre binningmetoden er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

123

Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argumenter om, at delegeret forordning 2015/63 burde have fastsat tre korrektioner til binningmetoden. For det første burde den have givet Afviklingsinstansen mulighed for at etablere yderligere og således mere begrænsede intervaller eller burde have givet Afviklingsinstansen mulighed for at henføre et forskelligt antal institutter til hver enkelt interval. For det andet skulle der i forbindelse med binningmetoden for risikosøjle III have været taget hensyn til andre risikoindikatorer, såsom instituttets størrelse, dets samlede balance eller dets individuelle forretningsmodel. For det tredje burde der, eftersom institutternes forretningsmodel på afgørende vis er påvirket af den nationale retlige ramme, have været foretaget en differentiering pr. medlemsstat i forbindelse med risikosøjlen »stabiliteten og mangfoldigheden af finansieringskilderne«, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), i delegeret forordning 2015/63 (herefter »risikosøjle II«), og i forbindelse med risikosøjle IV.

124

Med de argumenter, der er nævnt i præmis 123 ovenfor, har sagsøgeren således reelt gjort gældende, at der findes alternative metoder til binningmetoden, således som denne er fastsat i delegeret forordning 2015/63, som ville være mere hensigtsmæssige end denne sidstnævnte metode, i stedet for at godtgøre, at denne sidstnævnte metode er behæftet med åbenbart urigtige skøn. Selv hvis det antages, at der findes sådanne alternative metoder, fremgår det imidlertid af retspraksis, at det ikke tilkommer Retten at afgøre, om binningmetoden i delegeret forordning 2015/63 er den eneste eller bedst mulige, men om den er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn (jf. i denne retning og analogt dom af 12.7.2001, Jippes m.fl., C-189/01, EU:C:2001:420, præmis 83).

125

Endvidere har sagsøgeren under alle omstændigheder ikke godtgjort, at de forhold, der er nævnt i præmis 123 ovenfor, ville have gjort det muligt bedre at tage hensyn til institutternes reelle risikoprofil i forbindelse med binningmetoden.

126

Hvad for det første angår argumentet om etablering af supplerende intervaller er det tilstrækkeligt at bemærke, at bilag I, i punkt 2 under overskriften »Trin 2«, til delegeret forordning 2015/63 fastsætter antallet af intervaller på grundlag af en matematisk formel, der finder anvendelse på en objektiv og udifferentieret måde, og som, således som det fremgår af JRC’s tekniske undersøgelse, støttes på videnskabelige statistiske data, der har til formål på forhånd at fastsætte det passende antal intervaller. Sagsøgeren har ikke fremsat nogen specifik kritik af denne formel. Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at fastsættelsen af yderligere intervaller i det enkelte tilfælde ville være åbenbart mere hensigtsmæssigt end den valgte metode.

127

Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at det angiveligt er nødvendigt at tage hensyn til visse yderligere risikoindikatorer, er det allerede anført i præmis 116 ovenfor, at metoden til beregning af ex ante-bidrag tillægger det årlige basisbidrag væsentlig betydning, idet dette ligeledes afspejler institutternes størrelse.

128

Sagsøgeren har ligeledes med urette gjort gældende, at Kommissionen i højere grad burde have taget hensyn til institutternes individuelle forretningsmodel. I denne henseende fremgår det af artikel 6, stk. 6, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen er forpligtet til at tage hensyn hertil ved hjælp af risikoindikatoren »handelsaktiviteter, ikke-balanceførte eksponeringer, derivater, kompleksitet og mulighed for afvikling«. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremført noget konkret forhold, som henhører under institutternes individuelle forretningsmodel, og som Kommissionen burde have taget hensyn til.

129

Hvad for det tredje angår argumentet om, at det angiveligt er nødvendigt at foretage en sondring mellem hver medlemsstat i forbindelse med risikosøjlerne II og IV, fremgår det af retspraksis, at vedtagelsen af retsforskrifter på et bestemt politikområde uden at være diskriminerende kan have forskellige virkninger for visse erhvervsdrivende, henset til deres individuelle situation eller de nationale regler, som de er underlagt, forudsat at denne lovgivning er baseret på objektive kriterier, som er tilpasset de formål, der forfølges med denne lovgivning (jf. i denne retning og analogt dom af 19.9.2013, Panellinios Syndesmos Viomichanion Metapoiisis Kapnou, C-373/11, EU:C:2013:567, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

130

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke fremlagt noget bevis for Retten, som gør det muligt at konstatere, at de risikoindikatorer, der henhører under risikosøjlerne II og IV, ikke er baseret på sådanne objektive kriterier, eller at de ikke er tilpasset de formål, som forfølges med delegeret forordning 2015/63. Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke basere sig på angivelige forskelle mellem medlemsstaterne med henblik på at godtgøre et åbenbart urigtigt skøn vedrørende de nævnte risikosøjler.

131

Henset til det ovenstående skal det 11. anbringende forkastes.

132

Indledningsvis bemærkes, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse udgør et anbringende om grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser kan – eller skal – tage stilling til ex officio (jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl. (C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

133

Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og under retsmødet adspurgte Retten ex officio parterne om de eventuelle begrundelsesmangler, som den anfægtede afgørelse måtte være behæftet med for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau.

134

Med henblik på at undersøge, om den anfægtede afgørelse er behæftet med en sådan mangel, bemærkes, at de finansielle midler, der er til rådighed i Afviklingsfonden, i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 ved udgangen af den indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 (herefter »den indledende periode«) skal nå det endelige målniveau, der svarer til mindst 1% af de dækkede indskud fra alle de kreditinstitutter, som er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område (herefter »det endelige målniveau«).

135

I henhold til artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det endelige målniveau, der er nævnt i præmis 134 ovenfor, er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling.

136

Artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 præciserer, at de bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, hvert år ikke overstiger 12,5% af det endelige målniveau.

137

Hvad angår metoden til beregning af ex ante-bidrag fastsætter artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63, at Afviklingsinstansen fastsætter beløbet på grundlag af det årlige målniveau for afviklingsfinansieringsordningen under hensyntagen til det endelige målniveau og på grundlag af gennemsnittet af dækkede indskud i det foregående år, beregnet kvartalsvis, for alle institutter, der er meddelt tilladelse på deres område.

138

I det foreliggende tilfælde fastsatte Afviklingsinstansen, således som det fremgår af 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, for bidragsperioden 2021 beløbet for det årlige målniveau til 11287677212,56 EUR.

139

I 36. og 37. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede Afviklingsinstansen i det væsentlige, at det årlige målniveau skal fastlægges på grundlag af en analyse af udviklingen i de dækkede indskud i de foregående år, enhver relevant udvikling i den økonomiske situation samt en analyse af indikatorerne vedrørende konjunkturudviklingen og de virkninger, som procykliske bidrag ville have på institutternes finansielle situation. Efterfølgende fandt Afviklingsinstansen det hensigtsmæssigt at fastsætte en koefficient, der var baseret på denne analyse og på de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden (herefter »koefficienten«). Afviklingsinstansen anvendte denne koefficient på en ottendedel af det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020 med henblik på at opnå det årlige målniveau.

140

Afviklingsinstansen redegjorde for den fremgangsmåde, der blev fulgt ved fastsættelsen af koefficienten, i 38.-47. betragtning til den anfægtede afgørelse.

141

I 38. betragtning til den anfægtede afgørelse konstaterede Afviklingsinstansen en konstant stigende tendens i de dækkede indskud for alle institutter i de deltagende medlemsstater. Det gennemsnitlige beløb af disse indlån, beregnet kvartalsvis, beløb sig for 2020 til 6,689 billioner EUR.

142

I 40. og 41. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjorde Afviklingsinstansen for den forventede udvikling i de dækkede indskud for de resterende tre år i den indledende periode, nemlig fra 2021 til 2023. Den anslog, at de årlige vækstrater for dækkede indskud indtil udgangen af den indledende periode ville være på mellem 4% og 7%.

143

I 42.-45. betragtning til den anfægtede afgørelse fremlagde Afviklingsinstansen en vurdering af konjunkturudviklingen og den potentielle procykliske virkning, som ex ante-bidragene kunne have på institutternes finansielle situation. Med henblik herpå anførte Afviklingsinstansen, at den havde taget hensyn til flere indikatorer, såsom prognosen for væksten i Kommissionens bruttonationalprodukt og Den Europæiske Centralbanks (ECB) fremskrivninger i denne henseende eller den private sektors kreditstrømme i procent af bruttonationalproduktet.

144

I 46. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Afviklingsinstansen, at selv om det var rimeligt at forvente en fortsat vækst i de dækkede indskud i bankunionen, ville væksten være lavere end i 2020. I denne henseende anførte Afviklingsinstansen i 47. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den havde anlagt en »forsigtig tilgang« med hensyn til vækstraterne for dækkede indskud for de kommende år indtil 2023.

145

Henset til disse betragtninger fastsatte Afviklingsinstansen i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse værdien af koefficienten til 1,35%. Den beregnede derefter beløbet for det årlige målniveau ved at multiplicere det gennemsnitlige beløb for de indskud, der var dækket i 2020, med denne koefficient og dividere resultatet af denne beregning med otte i overensstemmelse med følgende matematiske formel, der fremgår af 48. betragtning til den nævnte afgørelse:

»Mål0 [beløbet for det årlige målniveau] = Samlede dækkede indskud2020 * 0,0135 * ⅛ = 11287677212,56 EUR«.

146

Under retsmødet anførte Afviklingsinstansen imidlertid, at den havde fastsat det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 som følger.

147

For det første fastsatte Afviklingsinstansen på grundlag af en fremadrettet analyse størrelsen af de dækkede indskud for alle de institutter, der var meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, forventet til udgangen af den indledende periode, til ca. 7,5 billioner EUR. For at nå frem til dette beløb tog Afviklingsinstansen hensyn til det gennemsnitlige beløb for dækkede indskud i 2020, dvs. 6,689 billioner EUR, en årlig vækstrate for de dækkede indskud på 4% og antallet af resterende bidragsperioder indtil udgangen af den indledende periode, dvs. tre.

148

For det andet beregnede Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 1% af disse 7,5 billioner EUR for at opnå det anslåede endelige målniveau, der skulle nås den 31. december 2023, dvs. ca. 75 mia. EUR.

149

For det tredje fratrak Afviklingsinstansen fra sidstnævnte beløb de finansielle midler, der allerede var til rådighed i Afviklingsfonden i 2021, dvs. ca. 42 mia. EUR, for at opnå det resterende beløb i de resterende bidragsperioder inden udgangen af den indledende periode, dvs. fra 2021 til 2023. Dette beløb var på ca. 33 mia. EUR.

150

For det fjerde dividerede Afviklingsinstansen sidstnævnte beløb med tre med henblik på en ensartet fordeling mellem de tre resterende bidragsperioder. Det årlige målniveau for bidragsperioden 2021 blev således fastsat til det beløb, der er nævnt i præmis 138 ovenfor, dvs. ca. 11,287 mia. EUR.

151

Afviklingsinstansen har ligeledes i retsmødet bekræftet, at den havde offentliggjort de oplysninger, som den i præmis 147-150 ovenfor beskrevne metode var baseret på, og som ville have gjort det muligt for sagsøgeren at forstå den metode, hvorved det årlige målniveau var blevet fastsat. Afviklingsinstansen har navnlig præciseret, at den på sin hjemmeside i maj 2021, dvs. efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, men før anlæggelsen af nærværende sag, havde offentliggjort et uddybende skema benævnt »Fact Sheet 2021« (herefter »det uddybende skema«), der angav det anslåede endelige målniveau. Afviklingsinstansen har ligeledes anført, at størrelsen på de finansielle midler, der er til rådighed i Afviklingsfonden, ligeledes var tilgængelig på dens websted og via andre offentlige kilder længe før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

152

Med henblik på at undersøge, om Afviklingsinstansen har overholdt sin begrundelsespligt for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau, skal det indledningsvis bemærkes, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse udgør et anbringende, som Unionens retsinstanser kan eller skal tage stilling til ex officio (jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig kan eller skal Retten ligeledes tage hensyn til andre begrundelsesmangler end dem, som sagsøgeren har påberåbt sig, og dette navnlig når disse viser sig under sagens behandling.

153

Med henblik herpå er parterne under retsforhandlingernes mundtlige del blevet hørt om alle de eventuelle begrundelsesmangler, som den anfægtede afgørelse er behæftet med for så vidt angår fastsættelsen af det årlige målniveau. Navnlig har Afviklingsinstansen, udtrykkeligt og flere gange adspurgt i denne henseende, beskrevet den metode, som den reelt havde anvendt til at fastsætte det årlige målniveau for bidragsperioden 2021, således som denne er beskrevet i præmis 147-150 ovenfor.

154

Dernæst bemærkes, at begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution eller et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur er af særlig betydning, for så vidt som den gør det muligt for den berørte part at afgøre, om vedkommende ønsker at anlægge sag til prøvelse af denne afgørelse, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, og for den kompetente ret at udøve sin legalitetsprøvelse, og at den derfor udgør en af betingelserne for en effektiv domstolsprøvelse, som er fastsat i chartrets artikel 47 (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

155

En sådan begrundelse skal være tilpasset karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den blev vedtaget. Det kræves i denne forbindelse ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område, og navnlig i forhold til den interesse, som de personer, der er berøres af retsakten, kan have i begrundelsen. En retsakt, der er bebyrdende, er følgelig tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den berørte part bekendt og således gør det muligt for den pågældende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

156

Denne begrundelse skal i øvrigt bl.a. være uden selvmodsigelser for at gøre det muligt for de berørte parter at gøre sig bekendt med den egentlige begrundelse for denne afgørelse med henblik på at forsvare deres rettigheder for den kompetente domstol og for sidstnævnte at udøve sin prøvelsesret (jf. i denne retning dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 169 og den deri nævnte retspraksis; af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 20 og 45-47, og af 16.12.2015, Grækenland mod Kommissionen, T-241/13, EU:T:2015:982, præmis 56).

157

Når ophavsmanden til den anfægtede afgørelse afgiver visse forklaringer vedrørende begrundelsen for afgørelsen under en sag for Unionens retsinstanser, skal disse forklaringer ligeledes være i overensstemmelse med de betragtninger, der er anført i denne afgørelse (jf. i denne retning dom af 22.9.2005, Suproco mod Kommissionen, T-101/03, EU:T:2005:336, præmis 47-45, og af 13.12.2016, Printeos m.fl. mod Kommissionen, T-95/15, EU:T:2016:722, præmis 54 og 55).

158

Såfremt betragtningerne i den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med sådanne forklaringer afgivet under den retslige procedure, opfylder begrundelsen for den pågældende afgørelse nemlig ikke de funktioner, der er nævnt i præmis 154 og 155 ovenfor. En sådan uoverensstemmelse forhindrer navnlig dels de berørte parter i at få kendskab til den faktiske begrundelse for den anfægtede afgørelse, inden søgsmålet anlægges, og i at forberede deres forsvar i forhold til dem, dels, at Unionens retsinstanser kan identificere de grunde, der faktisk har tjent som retligt grundlag for denne afgørelse, og undersøge, om de er i overensstemmelse med de gældende regler.

159

Endelig skal det bemærkes, at når Afviklingsinstansen vedtager en afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidragene, skal den underrette de berørte institutter om metoden til beregning af disse bidrag (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 122).

160

Det samme må gælde for metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, idet dette beløb er af væsentlig betydning for opbygningen af en sådan afgørelse. Som det fremgår af præmis 16 ovenfor, består metoden til beregning af ex ante-bidrag nemlig i fordelingen af dette beløb mellem alle de berørte institutter, således at en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af dette beløb medfører en tilsvarende forhøjelse eller nedsættelse af hvert af disse institutters ex ante-bidrag.

161

Det fremgår af det ovenstående, at såfremt Afviklingsinstansen er forpligtet til ved den anfægtede afgørelse at give institutterne forklaringer vedrørende metoden til fastsættelse af det årlige målniveau, skal disse forklaringer være i overensstemmelse med de forklaringer, som Afviklingsinstansen har afgivet under den retslige procedure, og som vedrører den metode, der faktisk anvendes.

162

Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag.

163

Det skal nemlig først bemærkes, at der i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse er redegjort for en matematisk formel, som den præsenterede som grundlag for fastsættelsen af det årlige målniveau. Denne formel indeholder imidlertid ikke elementerne i den metode, som Afviklingsinstansen faktisk har anvendt, således som de blev forklaret i retsmødet. Som det fremgår af præmis 147-150 ovenfor, opnåede Afviklingsinstansen nemlig beløbet for det årlige målniveau inden for rammerne af denne metode ved fra det endelige målniveau at fratrække de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, med henblik på at beregne det beløb, der fortsat skulle modtages indtil udgangen af den indledende periode, og ved at dividere dette sidstnævnte beløb med tre. Disse to trin i beregningen kommer imidlertid ikke til udtryk i den nævnte matematiske formel.

164

Denne konstatering kan i øvrigt ikke drages i tvivl af Afviklingsinstansens anbringende om, at den i maj 2021 offentliggjorde det uddybende skema, som indeholdt et interval med angivelse af de eventuelle beløb på det endelige målniveau, og på dens websted størrelsen af de disponible finansielle midler, som Afviklingsfonden har til sin disposition. Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren faktisk havde kendskab til disse beløb, var beløbene nemlig ikke i sig selv af en sådan art, at de gjorde det muligt for sagsøgeren at forstå, at de to transaktioner, der er nævnt i præmis 163 ovenfor, faktisk var blevet anvendt af Afviklingsinstansen, idet det desuden blev præciseret, at den matematiske formel, der er fastsat i 48. betragtning til den anfægtede afgørelse, end ikke nævnte dem.

165

Lignende uoverensstemmelser påvirker ligeledes den måde, hvorpå koefficienten på 1,35% er blevet fastsat, hvilket dog spiller en afgørende rolle i den matematiske formel, der er nævnt i præmis 164 ovenfor. Denne koefficient kan nemlig forstås således, at den blandt andre parametre er baseret på den forventede vækst i de dækkede indskud i de resterende år af den indledende periode. Dette er imidlertid ikke i overensstemmelse med Afviklingsinstansens forklaringer under retsmødet, hvoraf det følger, at denne koefficient er blevet fastsat således, at den kan begrunde resultatet af beregningen af beløbet for det årlige målniveau, dvs. efter at Afviklingsinstansen har beregnet dette beløb i henhold til de fire faser, der er redegjort for i præmis 147-150 ovenfor, og navnlig ved at dividere det beløb, der fremkommer ved at trække de disponible finansielle midler i Afviklingsfonden fra det endelige målniveau, med tre. Denne fremgangsmåde fremgår imidlertid på ingen måde af den anfægtede afgørelse.

166

Det skal endvidere bemærkes, at beløbet for det anslåede endelige målniveau ifølge det uddybende skema lå på mellem 70 og 75 mia. EUR. Dette interval er imidlertid ikke i overensstemmelse med intervallet for vækstraten for dækkede indskud på mellem 4% og 7%, der fremgår af 41. betragtning til den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen havde således under retsmødet anført, at med henblik på fastsættelsen af det årlige målniveau havde den taget hensyn til en vækstrate af de dækkede indskud på 4% – som var den laveste rate i det andet interval – og at den således havde opnået det skønnede endelige målniveau på 75 mia. EUR, som udgjorde den højeste værdi i det første interval. Det fremgår således, at der er en uoverensstemmelse mellem disse to intervaller. For det første omfatter intervallet vedrørende udviklingsraten for dækkede indskud nemlig ligeledes værdier, der er højere end satsen på 4%, hvis anvendelse imidlertid ville have ført til et anslået beløb af det endelige målniveau, der er højere end dem, der indgår i intervallet for dette målniveau. For det andet er det umuligt for sagsøgeren at forstå grunden til, at Afviklingsinstansen i intervallet for det nævnte målniveau medregnede beløb under 75 mia. EUR. For at nå dette resultat ville det nemlig have været nødvendigt at anvende en sats på under 4%, som imidlertid ikke er omfattet af intervallet for vækstraten for dækkede indskud. Under disse omstændigheder var sagsøgeren ikke i stand til at fastlægge den måde, hvorpå Afviklingsinstansen havde anvendt intervallet for disse indskuds udviklingssats for at nå frem til beregningen af det anslåede endelige målniveau.

167

Det følger heraf, at for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau svarer den metode, der faktisk blev anvendt af Afviklingsinstansen, således som den blev forklaret i retsmødet, ikke til den metode, der er beskrevet i den anfægtede afgørelse, således at de faktiske grunde, på grundlag af hvilke dette målniveau blev fastsat, hverken kunne identificeres af institutterne eller af Retten på grundlag af den anfægtede afgørelse.

168

Henset til det ovenstående skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse er behæftet med begrundelsesmangler for så vidt angår fastlæggelsen af det årlige målniveau.

169

Henset til nærværende sags juridiske og økonomiske konsekvenser er det imidlertid af hensyn til en korrekt retspleje nødvendigt at fortsætte behandlingen af de øvrige anbringender.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):