–

kendelse af 5. juli 2022, hvorved Kommissionens formalitetsindsigelse blev forenet med realitetsbehandlingen,

–

afgørelse af 10. august 2023 truffet i henhold til artikel 69, litra d), i Rettens procesreglement, efter at have hørt parterne, om udsættelse af behandlingen af sagen, indtil der var truffet endelig afgørelse i den sag, der gav anledning til dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488),

–

parternes indlæg, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 25. og 29. juli 2024, om de konsekvenser, der skal drages af dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), i den foreliggende sag,

1

Med søgsmålet har sagsøgeren, Air Canada, i henhold til artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF nedlagt principal påstand om erstatning for den skade, som dette selskab har lidt som følge af Europa-Kommissionens afslag på at betale de skyldige renter i medfør af artikel 266, stk. 1, TEUF til opfyldelse af dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994), eller, subsidiært i henhold til artikel 263 TEUF, om annullation af Kommissionens afgørelse af 25. marts 2021 om afslaget på at betale renter til den lovbestemte sats.

2

Sagsøgeren er et luftfartsselskab, der driver virksomhed på markedet for luftfragt.

3

Den 9. november 2010 vedtog Kommissionen afgørelse K(2010) 7694 endelig vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, artikel 53 i EØS-aftalen og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart (sag COMP/39258 – Luftfragt) (herefter »afgørelsen af 9. november 2010«).

4

Afgørelsen af 9. november 2010 havde 21 adressater, herunder sagsøgeren. Denne afgørelse beskrev i begrundelsen en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF, artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) og artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om luftfart. Ifølge denne begrundelse havde adressaterne for nævnte afgørelse samordnet deres adfærd vedrørende prisfastsættelse for levering af fragtydelser i EØS og Schweiz.

5

Artikel 1-4 i afgørelsen af 9. november 2010 tilregnede adressaterne for denne afgørelse den adfærd, som kendetegnede denne samlede og vedvarende overtrædelse.

6

Artikel 5 i afgørelsen af 9. november 2010 vedrørte bøderne. For så vidt angår denne tvist bestemmes følgende i denne artikel:

»For de i artikel 1-4 [i afgørelsen af 9. november 2010] omhandlede overtrædelser pålægges der følgende bøder:

[...]

Bøderne forfalder til betaling inden for en frist på tre måneder regnet fra meddelelsen af denne afgørelse [...]

Ved udløbet af denne frist pålægges der automatisk renter til den rentesats, som [Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner den første dag i den måned, hvor [afgørelsen af 9. november 2010] blev vedtaget, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

Hvis en virksomhed omhandlet i artikel 1 [i afgørelsen af 9. november 2010] anlægger søgsmål, skal denne virksomhed dække bødens størrelse senest ved forfaldsdagen ved enten at stille en acceptabel bankgaranti eller ved at betale bøden midlertidigt i henhold til artikel 85a, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002.«

7

Den 6. januar 2011 anlagde sagsøgeren søgsmål med påstand om annullation af afgørelsen af 9. november 2010.

8

Den 10. februar 2011 betalte sagsøgeren midlertidigt den bøde, der var blevet pålagt selskabet ved artikel 5 i afgørelsen af 9. november 2010.

9

Ved dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994), annullerede Retten afgørelsen af 9. november 2010, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren.

10

Den 5. februar 2016 meddelte Kommissionen sagsøgeren sin beslutning om at tilbagebetale selskabet et beløb svarende til den bøde, som det havde betalt midlertidigt (21037500 EUR), forhøjet med et garanteret afkast (468540,80 EUR) (herefter »afgørelsen af 5. februar 2016«). Denne institution præciserede, at dette beløb på 21506040,80 EUR blev »overført samme dag«.

11

Sagsøgeren modtog beløbet den 8. februar 2016.

12

Den 4. februar 2021 tilstillede sagsøgeren Kommissionen en skrivelse, hvori dette selskab anmodede om betaling af følgende beløb:

13

Den 25. marts 2021 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den ikke ville efterkomme dette selskabs krav beskrevet i præmis 12 ovenfor (herefter »skrivelsen af 25. marts 2021«), idet dette krav var forældet i medfør af artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

14

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

15

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

16

Eftersom sagsøgeren principalt har nedlagt påstand om erstatning, undersøges denne påstand først.

17

I sine bemærkninger til de konsekvenser, der for nærværende sag skal drages af dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), har Kommissionen anført, at den har ønsket at oprethold de to indsigelser, der var fremsat i formalitetsindsigelsen, hvoraf den første vedrører erstatningskravets forældelse i medfør af artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, og den anden vedrører det forhold, at erstatningssøgsmålet er et uegnet middel til at anfægte opfyldelsen af dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994).

18

Den anden formalitetsindsigelse skal undersøges først.

19

Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at sagsøgeren har valgt et uegnet retsmiddel til at anfægte opfyldelsen af dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994). Dette selskab burde have anlagt søgsmål med påstand om annullation af den afgørelse, hvorved Kommissionen fastsatte det beløb, som skulle tilbagebetales til selskabet, dvs. den uretmæssigt betalte bødes hovedstol, forhøjet med afkastet heraf, frem for at anlægge et erstatningssøgsmål.

20

Kommissionen har tilføjet, at erstatningssøgsmålet udgør en omgåelse af den frist, der er fastsat i artikel 263 TEUF, til at anfægte afgørelsen om tilbagebetaling. Denne afgørelse er nemlig dateret i februar 2016, mens dette erstatningssøgsmål først blev anlagt i juni 2021.

21

Sagsøgeren har bestridt Kommissionens argumentation.

22

Det skal bemærkes, at når en sagsøger som i det foreliggende tilfælde nedlægger påstand om betaling af skyldige renter i medfør af artikel 266, stk. 1, TEUF efter en annullationsdom, følger det angivelige tab af Kommissionens retsstridige undladelse af i strid med de forpligtelser, som påhviler denne institution i henhold til denne bestemmelse, at træffe en foranstaltning, der er nødvendige til opfyldelse af annullationsdommen (kendelse af 4.5.2005, Holcim (France) mod Kommissionen, T-86/03, EU:T:2005:157, præmis 51).

23

Det fremgår nemlig af artikel 266, stk. 1, TEUF, at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af den dom, hvorved retsakten er erklæret ugyldig, med virkning ex tunc. Dette indebærer bl.a. tilbagebetaling af de i henhold nævnte retsakt uretmæssigt opkrævede beløb samt betaling af renter (jf. dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

24

Artikel 266 TEUF indfører ikke et særligt retsmiddel for at sikre opfyldelsen af domme afsagt af Unionens retsinstanser. Hvis en borger mener, at en retsakt, som er vedtaget til erstatning af den annullerede retsakt, ikke er i overensstemmelse med dommens præmisser og konklusion, kan vedkommende anlægge et nyt annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF. Et passivitetssøgsmål i henhold til artikel 265 TEUF er derimod det rette middel til at konstatere en institutions retsstridige undladelse af at træffe de foranstaltninger, som er nødvendige til opfyldelsen af dommen (jf. i denne retning dom af 5.9.2014, Éditions Odile Jacob mod Kommissionen, T-471/11, EU:T:2014:739, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis). Erstatningssøgsmålet fastsat i artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF tilsigter for sin del at opnå erstatning for skade forårsaget af en ulovlighed begået ved opfyldelsen af en afgørelse fra en af Unionens retsinstanser.

25

Det skal endvidere bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at erstatningssøgsmålet er indført som et selvstændigt retsmiddel, der har sin særlige funktion blandt de forskellige søgsmålstyper og er underkastet betingelser, der er afpasset efter dets særlige formål (jf. i denne retning kendelse af 21.6.1993, Van Parijs m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-257/93, EU:C:1993:249, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis, dom af 23.3.2004, Ombudsmanden mod Lamberts, C-234/02 P, EU:C:2004:174, præmis 59, og kendelse af 3.2.2025, Kerkosand mod Kommissionen, T-216/24, ikke trykt i Sml., EU:T:2025:142, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

26

Selv om en part kan anlægge erstatningssag uden herved i medfør af gældende retsforskrifter at være tvunget til at nedlægge påstand om annullation af den ulovlige retsakt, som har forårsaget tabet, kan den pågældende dog ikke på denne måde undgå, at afvisningen af et søgsmål, der vedrører det samme ulovlige forhold og tilsigter samme økonomiske resultat, må afvises (jf. dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

27

Et erstatningssøgsmål skal således afvises, såfremt der hermed reelt tilsigtes en ophævelse af en individuel afgørelse, der er blevet endelig, og som, hvis det blev taget til følge, ville medføre, at retsvirkningerne af afgørelsen blev ophævet. Dette er tilfældet, hvis sagsøgeren gennem en erstatningspåstand søger at opnå samme resultat, som den pågældende ville have opnået, hvis vedkommende havde fået medhold i et annullationssøgsmål, som denne har forsømt at anlægge rettidigt (jf. dom af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det skal følgelig afgøres, om det, hvis erstatningssøgsmålet i det foreliggende tilfælde antages til realitetsbehandling, som Kommissionen har gjort gældende, vil føre til en omgåelse – hvilket er forbudt i medfør af retspraksis anført i præmis 24-27 ovenfor – af sagsøgerens undladelse af ved annullationssøgsmål anlagt inden for den i artikel 263 TEUF fastsatte frist at anfægte afgørelsen af 5. februar 2016.

29

Det fremgår i denne henseende af retspraksis, at en institutions tavshed principielt ikke kan sidestilles med en stiltiende afvisning, medmindre en sådan følge udtrykkeligt er fastsat ved en EU-retlig bestemmelse. Uden at det kan udelukkes, at man under særlige omstændigheder kan undlade at anvende dette princip, således at en institutions tavshed eller passivitet undtagelsesvis kan antages at have karakter af en stiltiende afvisning, har Domstolen heraf udledt, at den retsakt, hvorved Kommissionen alene tilbagebetaler hovedstolen på en uretmæssigt betalt bøde til en virksomhed uden udtrykkeligt at tage stilling til betalingen af renter, ikke udgjorde en stiltiende afvisning på betaling af nævnte renter, som kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. i denne retning dom af 9.12.2004, Kommissionen mod Greencore, C-123/03 P, EU:C:2004:783, præmis 45).

30

For det første fastsætter ingen EU-retlig bestemmelse, at Kommissionens tavshed skaber et stiltiende afslag som led i opfyldelsen af en dom i medfør af artikel 266, stk. 1, TEUF. For det andet ses det ikke, at Kommissionens tavshed kan sidestilles med et stiltiende afslag under omstændigheder som de i denne sag foreliggende. I afgørelsen af 5. februar 2016 til sagsøgeren anførte Kommissionen nemlig blot det beløb, som den ville betale. Denne institution præciserede ganske vist, at den ikke alene ville tilbagebetale den bøde, der var betalt midlertidigt, men ligeledes at dette beløb ville blive forhøjet med et garanteret afkast. Det fremgår af nævnte afgørelse af 5. februar 2016 og af udvekslingen af e-mails mellem sagsøgeren og Kommissionen fra den 23. december 2015 til den 17. februar 2016 vedrørende tilbagebetalingen, at Kommissionen aldrig tog udtrykkeligt stilling til betalingen af renter som dem, sagsøgeren har nedlagt påstand om i den foreliggende sag. Inden for rammerne af denne sag har sagsøgeren heller ikke påberåbt sig noget konkret forhold, der begrunder, at denne afgørelse undtagelsesvist anses for at være et stiltiende afslag på betaling af renter, og ingen oplysninger i sagsakterne gør det i øvrigt muligt at vise et sådant forhold.

31

Under disse betingelser er det den retsakt, der i lighed med skrivelsen af 25. marts 2021 i det foreliggende tilfælde giver et udtrykkeligt afslag på kravet om betaling af renter, som udgør en retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. i denne retning dom af 9.12.2004, Kommissionen mod Greencore, C-123/03 P, EU:C:2004:783, præmis 47, og kendelse af 4.5.2005, Holcim (France) mod Kommissionen, T-86/03, EU:T:2005:157, præmis 43).

32

Det skal derfor fastslås, at afgørelsen af 5. februar 2016 ikke tog stilling til betalingen af renter og derfor ikke kan anses for et afslag på betalingen heraf, som kan anfægtes som led i et annullationssøgsmål. Kommissionen har således med urette gjort gældende, at anlæggelsen af et erstatningssøgsmål udgør en omgåelse af sagsøgerens undladelse af at anlægge sag med påstand om annullation nævnte afgørelse.

33

Den anden formalitetsindsigelse skal derfor forkastes.

34

Kommissionen har gjort gældende, at erstatningssøgsmålet er forældet i henhold til artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

35

Det er denne institutions opfattelse, at selv hvis det antages, at forældelsesfristen senest begyndte at løbe den 8. februar 2016 på tidspunktet for tilbagebetalingen, udløb forældelsesfristen på fem år fastsat i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol senest den 8. februar 2021. Selv hvis det antages, at forældelsesfristen endnu ikke var udløbet, og at skrivelsen af 25. marts 2021 afbrød denne frist, ville det kun have forlænget nævnte frist til den 25. maj 2021 i henhold til artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Sidstnævnte bestemmelse henviser nemlig kun til den frist på to måneder, der er omhandlet i artikel 263 TEUF, og ikke også til den faste afstandsfrist på ti dage, som er fastsat i artikel 60 i Rettens procesreglement. Nævnte artikel 60 finder nemlig alene anvendelse på procesfristerne. Artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol fastsætter en forældelsesfrist og ikke en procesfrist. Til støtte for sin argumentation har Kommissionen påberåbt sig dom af 8. november 2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen (C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 52, 54 og 56).

36

Sagsøgeren har bestridt Kommissionens argumenter og anført, at den frist på to måneder, der er omhandlet i artikel 263 TEUF, hvortil artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol henviser for indgivelse af stævning til prøvelse af svaret på et krav, der er gjort gældende, skal forlænges med den faste afstandsfrist på ti dage, der er fastsat i procesreglementets artikel 60. Dette selskabs erstatningssøgsmål er således anlagt inden for de foreskrevne frister.

37

Artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som i henhold til samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, har følgende ordlyd:

»Krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forældes fem år efter, at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt. Forældelsen afbrydes enten ved indgivelse af stævning til Domstolen, eller ved, at den skadelidte forud gør sit krav gældende over for vedkommende EU-institution. I sidstnævnte tilfælde skal sag anlægges inden for den frist på to måneder, der er omhandlet i artikel 263 [TEUF]; i påkommende tilfælde finder bestemmelserne i artikel 265, stk. 2, [TEUF] anvendelse.«

38

Ifølge fast retspraksis begynder forældelsesfristen at løbe, når de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og navnlig når det tab, der skal erstattes, er kendt (jf. dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

39

I en situation som denne sag, hvor der er nedlagt påstand om erstatning for en skade svarende til de skyldige renter af den uretmæssigt betalte bødes hovedstol, er det Kommissionens angivelige undladelse af at betale renters rente i medfør af artikel 266, stk. 1, TEUF, som danner grundlag for den angivelige skade. Det følger heraf, at det er denne undladelse, som udgør »den omstændighed« som omhandlet i artikel 46, stk. 1, første punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der udløser forældelsesfristen på fem år (jf. i denne retning kendelse af 27.10.2023, British Airways mod Kommissionen, C-138/23 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2023:821, præmis 57, og af 4.5.2005, Holcim (France) mod Kommissionen, T-86/03, EU:T:2005:157, præmis 40 og 51).

40

I denne sag blev Kommissionens angivelige undladelse af at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994), kendt den 8. februar 2016 ved den faktiske tilbagebetaling af hovedstolen af den uretmæssigt betalte bøde, forhøjet med det garanterede afkast, uden at de i præmis 23 ovenfor omtalte renter blev tilføjet.

41

Forældelsesfristen skal således anses for at være begyndt at løbe den 8. februar 2016, hvilket parterne i øvrigt er enige i.

42

I henhold til artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol afbrydes forældelsesfristen hvad angår ansvar uden for kontraktforhold enten ved indgivelse af stævning til Den Europæiske Unions Domstol eller ved, at skadelidte gør sit krav gældende over for vedkommende EU-institution.

43

Med hensyn til sidstnævnte tilfælde, hvor skadelidte indgiver et krav om erstatning for den angivelige skade til den vedkommende EU-institution, er to situationer mulige. Den første situation er den, hvor skadelidte indgiver stævning til Unionens retsinstanser uden at afvente vedkommende EU-institutions stillingtagen til kravet og før udløbet af fristen i artikel 265, stk. 2, TEUF. Den anden situation er den, hvor vedkommende institution afviser det krav, der er gjort gældende, eller ikke besvarer dette inden for den i artikel 265, stk. 2, TEUF fastsatte frist, i hvilket tilfælde fristen kun afbrydes, hvis dette krav efterfølges af en stævning, der alt efter omstændighederne indgives inden for fristerne fastsat i artikel 263 TEUF og 265 TEUF (jf. i denne retning dom af 14.7.1967, Kampffmeyer m.fl. mod Kommissionen, 5/66, 7/66, 13/66-16/66 og 18/66-24/66, ikke trykt i Sml., EU:C:1967:31, s. 384, og kendelse af 4.8.1999, Fratelli Murri mod Kommissionen, T-106/98, EU:T:1999:163, præmis 29). I disse to situationer anses forældelsesfristen for afbrudt på datoen for den pågældende institutions modtagelse af kravet (jf. i denne retning dom af 27.9.2007, Pelle og Konrad mod Rådet og Kommissionen, T-8/95 og T-9/95, EU:T:2007:298, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

44

Artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol omhandler således flere frister. For det første fastsætter denne bestemmelse forældelsesfristen på fem år. For det andet henviser nævnte bestemmelse i tilfælde af, at et krav er gjort gældende over for vedkommende institution, til den frist, der er fastsat i artikel 263 TEUF, idet det præciseres, at bestemmelserne i artikel 265, stk. 2, TEUF i påkommende tilfælde finder anvendelse.

45

Som det er anført i præmis 41 ovenfor, begyndte forældelsesfristen at løbe den 8. februar 2016. Sagsøgeren gjorde sit krav gældende den 4. februar 2021, dvs. før den 8. februar 2021, da forældelsesfristen udløb. Kommissionen afviste dette selskabs krav den 25. marts 2021.

46

Sagsøgeren har anlagt nærværende søgsmål den 2. juni 2021, dvs. to måneder og otte dage, efter at Kommissionen den 25. marts 2021 afviste det krav, som selskabet havde gjort gældende.

47

Parterne er uenige om anvendelsen af den faste afstandsfrist på ti dage, som er fastsat i procesreglementets artikel 60, på den frist på to måneder, der er omtalt i artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ved henvisningen til artikel 263 TEUF.

48

Procesreglementets artikel 60 bestemmer, at procesfristerne forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage. Denne frist blev indført for at tage hensyn til de vanskeligheder, som parterne kan stå over for på grund af deres større eller mindre afstand fra Domstolens sæde (jf. i denne retning dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 48).

49

Det skal indledningsvis bemærkes, at den forældelsesfrist på fem år, som er fastsat i artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, ikke er en procesfrist. Denne forældelsesfrist er pr. definition forskellig fra en sådan frist (dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 49). Heraf følger, at den faste afstandsfrist på ti dage ikke finder anvendelse på nævnte forældelsesfrist (dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 59).

50

Hvad angår den frist, der er omtalt i artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ved henvisningen til artikel 263 TEUF, er der tale om en anden frist end forældelsesfristen. Denne bestemmelse tager sigte på et processuelt skridt, som den pågældende skal tage, for at vedkommendes erstatningssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, efter afbrydelse af forældelsesfristen.

51

Det fremgår af retspraksis, at henvisningen i artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol til den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 263 TEUF, indebærer, at de i sidstnævnte artikel indeholdte regler om beregning af frister finder anvendelse hvad angår afbrydelsen af forældelsen (jf. i denne retning dom af 7.2.2002, Schulte mod Rådet og Kommissionen, T-261/94, EU:T:2002:27, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis), hvilket omfatter den afstandsfrist, der er fastsat i procesreglementets artikel 60 (jf. i denne retning kendelse af 19.9.2001, Jestädt mod Rådet og Kommissionen, T-332/99, EU:T:2001:218, præmis 53).

52

Eftersom den frist, der er indført ved artikel 263 TEUF, er en procesfrist, følger det således af procesreglementets artikel 60, at enhver anvendelse af denne frist skal forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage. For så vidt som der i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol udtrykkeligt henvises til den frist, der er indført ved artikel 263 TEUF, og nævnte artikel 46 ikke indeholder nogen bestemmelse, der er til hinder for anvendelsen af procesreglementets artikel 60, kan den blotte mangel på henvisning til denne artikel 60 i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke hindre, at nævnte artikel 60 anvendes i det foreliggende tilfælde.

53

Endelig skal det fastslås, at forældelsesfristen blev afbrudt, da sagsøgeren gjorde sit krav gældende den 4. februar 2021, før perioden på fem år udløb. Dette selskab har således anlagt sit søgsmål inden for to måneder og ti dage efter Kommissionens svar på kravet den 25. marts 2021. Det erstatningskrav, der er fremsat i forbindelse med denne sag, er således ikke forældet.

54

Den første formalitetsindsigelse skal dermed forkastes.

55

Kommissionens formalitetsindsigelse skal således forkastes i det hele, og erstatningspåstanden skal undersøges.

56

Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt påstand om for det første erstatning for den skade, der er forvoldt ved Kommissionens ufuldstændige opfyldelse af dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994), idet der den 8. februar 2016 ikke skete betaling af alle skyldige renter i forbindelse med tilbagebetalingen at den uretmæssigt opkrævede bøde, og for det andet om betaling af morarenter af denne erstatning for perioden efter denne dato, til nærværende dom opfyldes.

57

Artikel 340, stk. 2, TEUF fastsætter, at Unionen for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, skal erstatte skader forvoldt af dens institutioner under udøvelsen af deres hverv.

58

Det fremgår af fast retspraksis, at Unionens ansvar uden for kontraktforhold forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den, som har udstedt retsakten, og skadelidtes tab (jf. dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

59

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 266, stk. 1, TEUF ved at afslå at yde dette selskab en fast kompensation for ikke at kunne råde over det beløb, der blev betalt midlertidigt som følge af den pålagte bøde (herefter »de faste renter«). Det fremgår af dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), at et sådant afslag på betaling udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af nævnte artikel. Retten til fuldstændig tilbagebetaling opfyldes ved betaling af sådanne renter til ECB’s sats for refinansiering, forhøjet med 3,5 procentpoint, dvs. i det foreliggende tilfælde 4,5%. Denne sats følger af artikel 86 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 357, s. 1). Sagsøgeren har således nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale forskellen mellem de renter, som dette selskab har modtaget, og dem, som det burde have modtaget som faste renter. I sine bemærkninger til dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), har sagsøgeren gjort gældende, at nævnte dom bekræfter selskabets synspunkt.

60

I svarskriftet og duplikken har Kommissionen gjort gældende, at denne institution ikke har tilsidesat artikel 266 TEUF, og at den så meget desto mindre har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af denne bestemmelse. Kommissionen har i denne henseende anført, at den tilbagebetalte den bøde, som sagsøgeren havde betalt midlertidigt, forhøjet med påløbne renter, i overensstemmelse med artikel 85a, stk. 2, i forordning nr. 2342/2002 for at udelukke enhver ugrundet berigelse.

61

I sine bemærkninger til dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), har Kommissionen anerkendt, at denne dom afgør det overordnede spørgsmål om sagsøgerens ret til faste renter til denne sagsøgers fordel, og at satsen for disse renter kan fastsættes med henvisning til bl.a. artikel 83, stk. 2, litra b), i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2012, L 362, s. 1) for perioden fra den midlertidige betaling af bøden til afgørelsen om tilbagebetaling.

62

Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at selv om der i dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), og af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), er foretaget en korrekt juridisk fortolkning, udgør den omstændighed, at disse domme ikke blev overholdt i februar 2016, ikke en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel. De objektive krav i EU-retten var ikke klart definerede på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen af 5. februar 2016, hvilket således viser vanskeligheder ved anvendelsen eller fortolkningen heraf. Ifølge Kommissionen skabte dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), en ny ret til fuldstændig tilbagebetaling. I dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), var dette spørgsmål ikke rejst, eftersom dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), blev afsagt, før Kommissionen foretog tilbagebetaling til fordel for Deutsche Telekom den 19. februar 2019.

63

I det foreliggende tilfælde er den tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse, der foreholdes Kommissionen, tilsidesættelsen af artikel 266 TEUF, fordi denne institution ikke opfyldte dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994), fuldt ud.

64

Hvad angår betingelsen om den ulovlige adfærd, som foreholdes en EU-institution eller et EU-organ, er det i præmis 58 ovenfor anført, at der skal påvises en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

65

Artikel 266, stk. 1, TEUF er en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Denne bestemmelse fastsætter nemlig en absolut og ubetinget forpligtelse for den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, til fordel for den sagsøger, der har fået medhold, til at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af den dom, hvorved denne retsakt er erklæret ugyldig og uden retsvirkning, hvortil svarer en ret for sagsøgeren til, at denne forpligtelse overholdes fuldt ud (jf. i denne retning dom af 12.2.2019, Printeos mod Kommissionen, T-201/17, EU:T:2019:81, præmis 55). Dette indebærer bl.a. tilbagebetaling af de i henhold til nævnte retsakt uretmæssigt opkrævede beløb samt betaling af renter (jf. i denne retning dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 57).

66

Det fremgår af fast retspraksis, at betaling af renter udgør en foranstaltning til opfyldelse af annullationsdommen som omhandlet i artikel 266, stk. 1, TEUF, for så vidt som denne betaling har til formål at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring og i øvrigt efter afsigelsen af denne annullationsdom at tilskynde debitor til at opfylde denne hurtigst muligt (jf. dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

67

Det følger således af artikel 266, stk. 1, TEUF, at i tilfælde af, at en af Unionens retsinstanser annullerer eller nedsætter en bøde, der er pålagt ved en afgørelse truffet af Kommissionen for overtrædelse af konkurrencereglerne, med virkning ex tunc, er denne institution forpligtet til helt eller delvist at tilbagebetale det midlertidigt indbetalte bødebeløb med tillæg af renter for perioden fra datoen for den midlertidige indbetaling af denne bøde til datoen for dens tilbagebetaling (dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 53).

68

I det foreliggende tilfælde havde Kommissionen således ikke alene pligt til at tilbagebetale den midlertidigt betalte bøde, men ligeledes til at betale renter, hvilket denne institution ikke har bestridt. Den har således betalt renter, nemlig de påløbne renter.

69

Eftersom de renter, der skal betales, er faste, har Kommissionen i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF imidlertid pligt til at betale den berørte den eventuelle forskel mellem de påløbne renter og de faste renter (jf. i denne retning dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

70

Sagsøgeren har gjort gældende, at de påløbne renter, som dette selskab har modtaget, er lavere end de faste renter, som det skulle betales.

71

Kommissionen har ikke desto mindre gjort gældende, at den ikke har begået en kvalificeret tilsidesættelse ved alene at betale sagsøgeren de påløbne renter.

72

Kommissionen har nemlig anført, at den på tidspunktet for betalingen af renterne i det foreliggende tilfælde, i 2016, blot anvendte den retspraksis, der var i kraft på daværende tidspunkt Forpligtelsen til at betale de faste renter følger først af dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81).

73

Kommissionen har gjort gældende, at en adfærds lovlighed skal vurderes i lyset af de retlige og faktiske omstændigheder, som forelå på tidspunktet for vedtagelsen heraf. Når retspraksis ændres væsentligt efter den retsakt, som datter grundlag for skaden, udgør denne retsakt således ikke en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten, der kan udløse ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 268 TEUF og 340 TEUF. En adfærd kan ikke vurderes under henvisning til den efterfølgende udvikling af reglerne, som følger af dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39), og af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488).

74

For det første skal det i denne henseende bemærkes, at en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, er godtgjort, når denne tilsidesættelse indebærer, at den omhandlede institution åbenbart og alvorligt har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser (jf. dom af 11.1.2024, Dyson m.fl. mod Kommissionen, C-122/22 P, EU:C:2024:11, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

75

For det andet kan, når den pågældende institution ikke råder over noget skøn eller kun et stærkt begrænset skøn, selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af EU-retten være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, som kan udløse Unionens ansvar uden for kontraktforhold (jf. dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

76

Det er endvidere alene konstateringen af en uregelmæssighed, som under tilsvarende omstændigheder ikke ville være blevet begået af en normalt forsigtig og påpasselig administration, der kan medføre, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold (jf. dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

77

Det skal bemærkes, at ulovligheden ved en retsakt eller en adfærd, som kan udløse Unionens ansvar uden for kontraktforhold, skal bedømmes i forhold til de retlige og faktiske omstændigheder, der forelå på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte retsakt eller adfærd (dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 39).

78

Begrebet »tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse« er nemlig et statisk begreb, der er fast knyttet til det tidspunkt, hvor den pågældende ulovlige retsakt eller adfærd er blevet vedtaget (dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 55). For så vidt som den i retspraksis krævede grad med hensyn til kvalificeringen af den tilsidesættelse af en EU-retlig regel, som den pågældende institution har gjort sig skyldig i, hænger uløseligt sammen med denne tilsidesættelse, skal den nævnte grad ikke vurderes ud fra et andet tidspunkt end det, hvor tilsidesættelsen blev begået (dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 45).

79

I dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 52-57), fremhævede Domstolen med støtte i fast retspraksis (dom af 12.1.2015, Kommissionen mod IPK International, C-336/13 P, EU:C:2015:83, præmis 30; jf. ligeledes i denne retning dom af 10.10.2001, Corus UK mod Kommissionen, T-171/99, EU:T:2001:249, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis), at betaling af renter udgør en foranstaltning til opfyldelse af annullationsdommen som omhandlet i artikel 266, stk. 1, TEUF, for så vidt som denne betaling har til formål at yde en fast kompensation for ikke at kunne råde over en fordring og at tilskynde debitor til at opfylde annullationsdommen hurtigst muligt.

80

Ifølge samme retspraksis ses indrømmelsen af morarenter af det uretmæssigt betalte beløb som en uundværlig del af Kommissionens forpligtelse til at genoprette situationen efter en dom om annullation eller af en dom med udøvelse af den fulde prøvelsesret. Disse renter har til formål at sikre den berørte den retsstilling, som den pågældende ville have haft, hvis den annullerede retsakt ikke var blevet vedtaget, idet der tages hensyn til, at genoprettelsen først er sket efter et vist tidsrum, hvorunder vedkommende ikke kunne råde over det uretmæssigt betalte beløb (jf. i denne retning dom af 10.10.2001, Corus UK mod Kommissionen, T-171/99, EU:T:2001:249, præmis 54).

81

Det følger endvidere af denne retspraksis, at renterne skal beregnes på grundlag af et fast beløb med henvisning til en lovbestemt sats uden kapitalisering for perioden fra den midlertidige betaling af den pålagte bøde til Kommissionens tilbagebetaling af det uretmæssigt betalte beløb (jf. i denne retning dom af 10.10.2001, Corus UK mod Kommissionen, T-171/99, EU:T:2001:249, præmis 60 og 61).

82

Det følger heraf, at Kommissionen ikke kunne være ubekendt med de følger, der skulle drages af anvendelsen af artikel 266, stk. 1, TEUF, da den tilbagebetalte bøden til sagsøgeren, dvs. i februar 2016. Eftersom det af retspraksis før opfyldelsen af dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994), følger, at betalingen af renter tilsigter at yde fast kompensation for ikke at kunne råde over det uretmæssigt betalte beløb, burde Kommissionen have vidst, at det forhold, at der alene betaltes påløbne renter med tilbagebetalingen af det uretmæssigt betalte beløb for bøden, ikke nødvendigvis udgjorde en fuldstændig opfyldelse af nævnte dom.

83

Kommissionen har imidlertid endvidere gjort gældende, at dens eventuelle fejl under alle omstændigheder skal anses for undskyldelig som følge af vanskelighederne ved anvendelse eller fortolkning af denne institutions forpligtelse, der følger af opfyldelsen af en dom, som annullerer eller ændrer den bøde, der er betalt midlertidigt, i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF. Dette argument benægter ulovlighedens tilstrækkeligt kvalificerede karakter af de samme grunde som dem, der er anført i præmis 60-62 ovenfor.

84

Eftersom Kommissionen gav afslag på at betale faste renter af den manglende rådighed over det beløb, som sagsøgeren uretmæssigt havde betalt i bøde, alene fordi denne institution havde tilbagebetalt påløbne renter, uden at den sikrede sig, at dette beløb i hvert fald svarede til de forfaldne faste renter, skal der fastslås en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF, som kan betyde, at Unionen ifalder et ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 268 TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF.

85

Det følger af fast retspraksis, at det tab, som påstås erstattet i et søgsmål vedrørende Unionens ansvar uden for kontrakt, skal være faktisk og reelt, hvilket det påhviler sagsøgeren at godtgøre (jf. dom af 9.11.2006, Agraz m.fl. mod Kommissionen, C-243/05 P, EU:C:2006:708, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). Det påhviler sidstnævnte at fremlægge afgørende beviser for det påberåbte tabs eksistens og omfang (jf. dom af 16.9.1997, Blackspur DIY m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-362/95 P, EU:C:1997:401, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

86

Eftersom de pågældende renter er faste, skal sagsøgeren imidlertid ikke bevise et tab ud over den blotte mangel på fuldstændig betaling af nævnte renter (jf. i denne retning dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 62, og af 10.10.2001, Corus UK mod Kommissionen, T-171/99, EU:T:2001:249, præmis 56).

87

Eftersom Kommissionen ud over det beløb, der uretmæssigt var opkrævet i bøde, har betalt sagsøgeren påløbne renter, afhænger eksistensen af et tab og i givet fald omfanget heraf af forskellen mellem de faste renter, som Kommissionen burde have betalt, og disse påløbne renter.

88

Sagsøgeren har anført, at rentesatsen skal fastsættes på grundlag af satsen i artikel 86, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2342/2002, dvs. til ECB’s rentesats for refinansiering, forhøjet med 3,5 procentpoint. Ifølge dette selskab bekræfter dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), dets synspunkt vedrørende den rentesats, der skal anvendes.

89

Sagsøgeren har nedlagt påstand om en erstatning på 4264896,70 EUR, svarende til de faste renter beregnet på grundlag hovedstolen af den uretmæssigt betalte bøde (21037500 EUR), med en rentesats på 4,5% for perioden fra den 10. februar 2011 til den 8. februar 2016 med fradrag af 468540,80 EUR, svarende til de påløbne renter, som Kommissionen allerede har betalt.

90

I sine bemærkninger til dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), har Kommissionen anført, at Domstolen fastslog, at Retten ikke havde begået en retlig fejl ved at foretage en »analog« anvendelse af en rentesats svarende til ECB’s sats for refinansiering, forhøjet med 3,5 procentpoint.

91

Kommissionen har anført, at der imidlertid er grunde, som ikke blev behandlet i dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), til at en lavere sats end den, som sagsøgeren har krævet, er tilstrækkelig til at kompensere for ikke at kunne råde over de midler, der er betalt midlertidigt. Denne institution har tilføjet, at selv om den af sagsøgeren krævede rentesats blev antaget i nævnte doms præmis 84, for så vidt som den »ikke forekommer urimelig eller uforholdsmæssig«, antyder den ordlyd, hvormed dette udtrykkes i nævnte dom, at det ikke er den eneste rentesats, der kan tillades. I retsmødet har Kommissionen gjort gældende, at forordning nr. 2342/2002 fandt anvendelse i den foreliggende sag.

92

Som det er anført i præmis 87 ovenfor, skal den rentesats, der finder anvendelse, identificeres med henblik på at afgøre, om sagsøgeren har lidt et tab og i hvilket omfang.

93

Det skal indledningsvis bemærkes, at Domstolen i dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 90), ganske vist som led i en lege ferenda-bemærkninger, omtalte formålet med de faste renter. Ifølge Domstolen kan den sats, der finder anvendelse på disse renter, ikke begrænses til blot at kompensere for pengeforringelsen i den periode, for hvilken renterne skal betales, uden at dække den faste kompensation, som den virksomhed, der har indbetalt denne bøde, har ret til som følge af, at den i en vis periode har været frataget muligheden for at råde over de midler, der svarer til det af Kommissionen uberettiget inddrevne beløb.

94

Det fremgår af retspraksis, at med henblik på fastlæggelsen af størrelsen af de faste renter, som skal betales til en virksomhed, der har betalt en bøde, som Kommissionen havde pålagt, skal denne institution efter annullationen eller nedsættelsen af denne bøde anvende den sats, der er fastsat med henblik herpå i den finansielle EU-lovgivning, som fandt anvendelse i perioden, hvor det ikke var muligt at råde over det pågældende beløb, og nærmere bestemt i denne lovgivnings bestemmelser vedrørende rentesatser for fordringer, der ikke tilbagebetales inden for tidsfristen (jf. i denne retning dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

95

I dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 83), bemærkede Domstolen ganske vist, at hverken artikel 83 i delegeret forordning nr. 1268/2012 eller nogen anden bestemmelse i denne forordning fastsatte den rentesats, som svarede til en fast kompensation af den art, der er omhandlet i den foreliggende sag. På denne baggrund fastslog Domstolen i nævnte doms præmis 84, at Rettens analoge anvendelse af rentesatsen fastsat i nævnte forordnings artikel 83, stk. 2, litra b), dvs. ECB’s sats for refinansiering, forhøjet med 3,5 procentpoint, ikke var urigtig, selv om denne bestemmelse hypotetisk set vedrører forsinket betaling, dvs. når en fordring ikke er betalt inden den fastsatte frist. I denne henseende fastslog Domstolen endvidere, at denne rentesats ikke forekom urimelig eller uforholdsmæssig i forhold til de omhandlede renters formål (dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 84).

96

For at træffe afgørelse om den rentesats, der finder anvendelse i den foreliggende sag, skal det indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren betalte bøden midlertidigt den 10. februar 2011, dvs. under anvendelsesområdet for forordning nr. 2342/2002. Efter denne betaling er forordning nr. 1605/2002 og nr. 2342/2002 blevet erstattet af henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1) og af delegeret forordning nr. 1268/2012. Sidstnævnte forordninger trådte i kraft henholdsvis den 27. oktober 2012 og den 1. januar 2013. Dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994), tilbagebetalingen af bødens hovedstol og de påløbne renter til sagsøgeren den 8. februar 2016 skete efter denne nye lovgivnings ikrafttræden.

97

Det skal i denne henseende bemærkes, at Rettens ræsonnement i dom af 19. januar 2022, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-610/19, EU:T:2022:15), kan overføres på den foreliggende sag. Såvel artikel 83, stk. 2, i delegeret forordning nr. 1268/2012 som artikel 86, stk. 2, i forordning nr. 2342/2002 vedrører nemlig rentesatser for fordringer, der ikke tilbagebetales inden for tidsfristen. Litra a) i disse to stykker vedrører nemlig det tilfælde, hvor baggrunden for fordringen er en offentlig kontrakt, mens deres litra b) vedrører alle andre tilfælde og fastsætter rentesatsen til ECB’s sats for refinansiering, forhøjet med 3,5 procentpoint.

98

Eftersom der ikke findes en særlig bestemmelse i den finansielle lovgivning, der fastsætter rentesatsen for den faste kompensation for ikke at kunne råde over det beløb, der vedrører den uretmæssige bøde, som Kommissionen har inddrevet, for perioden fra den midlertidige betaling heraf til institutionens tilbagebetaling, giver en analog anvendelse af artikel 86, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2342/2002 og artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012 mulighed for at overholde de i denne sag omhandlede renters formål.

99

Efter Kommissionens opfattelse er der imidlertid grunde til, at en lavere sats end den, som sagsøgeren har krævet, er tilstrækkelig til at kompensere for nævnte manglende rådighed. Ifølge denne institution skal denne sats være den, der anvendes, når debitor stiller en stor finansiel garanti i stedet for at betale bøden, dvs. den, der er fastsat i artikel 86, stk. 5, i forordning nr. 2342/2002. som i det væsentlige er identisk med artikel 83, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012.

100

Det skal bemærkes, at Domstolen i præmis 85-87 i dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), forkastede et sådant argument.

101

Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at de af Domstolen anførte grunde ikke besvarede denne institutions argument om, at når Retten tiltræder en bøde, for hvilken der er stillet sikkerhed ved en bankgaranti, således at det fastslås, at midlerne skulle have været stillet til rådighed for Kommissionen fra forfaldsdatoen for betalingen i medfør af afgørelse om pålæggelse af bøden, har Kommissionen ikke kunnet råde over dette beløb under tvisten. Ifølge Kommissionen kan der i dette tilfælde kun kræves den lavere rentesats, der er fastsat i artikel 83, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 eller artikel 86, stk. 5, i forordning nr. 2342/2002.

102

Det skal bemærkes, at artikel 86, stk. 5, i forordning nr. 2342/2002 og artikel 83, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012 finder anvendelse på bøder, når debitor stiller en finansiel garanti, der er godkendt af regnskabsføreren, i stedet for betaling. Det skal således fastslås, at lovgiver har fastsat specifikke renter for dette tilfælde (dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 85).

103

Det skal i denne henseende bemærkes, at artikel 5 i afgørelsen af 9. november 2010 bestemte, at en virksomhed, der var pålagt en sanktion, såfremt den anlagde søgsmål, kunne dække den bøde, der forfaldt til betaling, ved at stille en bankgaranti eller betale bøden midlertidigt i overensstemmelse med artikel 85a, stk. 1, i forordning nr. 2342/2002. Anvendelsen af en finansiel garanti er fortsat et alternativ til kontant afregning.

104

Det skal fastslås, at Kommissionen, hvis der benyttes bankgaranti, ikke befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med sagsøgeren, som foretog midlertidig betaling af bøden. I forbindelse med en bankgaranti er Kommissionen ganske vist hindret i at råde over et beløb svarende til den pålagte bøde. Valget af en bankgaranti forårsager imidlertid ingen pengeforringelse for Kommissionen, eftersom denne garanti alene hindrer den umiddelbare begunstigelse af supplerende midler. Stiftelsen og bevarelsen af en bankgaranti skaber endvidere supplerende omkostninger, som fuldt ud bæres af den part, der hæfter for bøden.

105

Omvendt udgør den midlertidige betaling af en bøde et tab af midler, som sagsøgeren havde og frit kunne bruge. Heraf følger en umiddelbar pengeforringelse svarende til størrelsen af den pålagte bøde. Selv om Kommissionen straks modtager et beløb, der svarer til den pålagte bøde, kan den i øvrigt ikke råde frit over dette, før alle klagemuligheder er udtømt, som det fremgår af artikel 85a, stk. 2, i forordning nr. 2342/2002 og artikel 90, stk. 3, i delegeret forordning nr. 1268/2012. Denne fratagelse af rådigheden over midler svarende til den pålagte bøde er desuden en følge af sagsøgerens udøvelse af klageretten med henblik på at få prøvet lovligheden af den afgørelse, hvorved bøden blev pålagt.

106

Det følger heraf, at når en klage over en afgørelse om bødepålæggelse afvises, kan den rente, der er fastsat i artikel 86, stk. 5, i forordning nr. 2342/2002 og i artikel 83, stk. 4, i delegeret forordning nr. 1268/2012, som virksomheden skal betale Kommissionen, ikke sammenlignes med den faste rente, som denne institution skal betale efter Unionens retsinstansers afgørelse om, at dens afgørelse er ulovlig.

107

Det følger ligeledes heraf, at Kommissionen ikke befinder sig i den samme situation, alt efter om debitoren for en bøde i afventning af en retsafgørelse har anvendt en finansiel garanti eller foretaget midlertidig betaling af bøden. Denne forskel i Kommissionens situation alt efter det valg, som debitor for en bøde har foretaget, kan i det foreliggende tilfælde ikke begrunde anvendelsen af den af Kommissionen anførte rentesats.

108

Dermed skal Kommissionens argument om, at der findes en passende rentesats, der er lavere end den i præmis 101 ovenfor omtalte, forkastes.

109

Følgelig skal den rentesats, der finder anvendelse i den foreliggende sag, fastsættes ved en analog anvendelse af den sats, der er fastsat i artikel 86, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2342/2002 og artikel 83, stk. 2, litra b), i delegeret forordning nr. 1268/2012, nemlig den rentesats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner i februar 2011, dvs. 1%, forhøjet med 3,5 procentpoint, og således 4,5%.

110

Det følger af det ovenfor anførte, at de faste renter ved anvendelsen af en rentesats på 4,5% af 21037500 EUR for perioden fra den 10. februar 2011 til den 8. februar 2016, udgør 4733437,50 EUR. Det tab, som sagsøgeren har lidt, svarer følgelig til forskellen mellem dette beløb og de påløbne renter (468540,80 EUR), dvs. 4264896,70 EUR.

111

Sagsøgeren har gjort gældende, at det tab, som dette selskab har lidt, følger direkte af Kommissionens tilsidesættelse af sine forpligtelser i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF. For det første har nævnte selskab gjort gældende, at det havde ret til at vælge mellem stillelse af en bankgaranti, hvorom Kommissionen ikke godtgjort, at den ville være mindre byrdefuld, og midlertidig betaling af bøden. For det andet har selskabet gjort gældende, at det havde ret til at indgive et krav om betaling af faste renter på ethvert tidspunkt, forudsat at det skete, før erstatningssøgsmålet blev forældet.

112

Kommissionen har gjort gældende, at de faste renter skal afvises eller nedsættes, eftersom sagsøgeren ikke har begrænset sit tab i strid med det grundlæggende princip herom. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at de faste renter, som dette selskab har fremsat krav om, er lavere end det tab, som selskabet ville have lidt, hvis det havde stillet en bankgaranti i stedet for at foretage midlertidig betaling. For så vidt som selskabet havde et valg mellem disse to løsninger for at betale bøden, burde det på tidspunktet for den midlertidige betaling af bøden nemlig have valgt den løsning, som i størst muligt omfang begrænsede dets tab, hvis bøden blev annulleret.

113

Det skal bemærkes, at betingelsen om årsagssammenhæng i artikel 340, stk. 2, TEUF vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der er tilstrækkelig direkte sammenhæng mellem EU-institutionernes adfærd og tabet, hvilket det påhviler sagsøgeren at bevise, således at den anfægtede adfærd skal være den afgørende årsag til tabet (jf. dom af 13.12.2018, Den Europæiske Union mod Kendrion, C-150/17 P, EU:C:2018:1014, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

114

Selv om institutionernes bidrag til det tab, der kræves erstattet, foreligger, kan dette bidrag med andre ord være for fjernt som følge af andre personers ansvar, herunder i givet fald sagsøgerens (jf. dom af 10.1.2017, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, EU:T:2017:1, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis).

115

Det er i denne henseende ligeledes blevet fastslået, at det under undersøgelsen af årsagssammenhængen mellem den adfærd, som EU-institutionen foreholdes, og det af skadelidte anførte tab skal efterprøves, om sidstnævnte med risiko for selv at måtte bære tabet på passende måde har søgt at undgå skaden eller begrænse dens omfang. Årsagssammenhængen kan nemlig brydes af skadelidtes forsømmelse, når denne adfærd viser sig at udgøre den afgørende årsag til tabet (jf. kendelse af 4.6.2012, Azienda Agricola Bracesco mod Kommissionen, T-440/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:269, præmis 39 og 40 og den deri nævnte retspraksis).

116

Som det følger af præmis 65-84 ovenfor, var Kommissionen efter dom af 16. december 2015, Air Canada mod Kommissionen (T-9/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:994), forpligtet til at tilbagebetale sagsøgeren den midlertidigt betalte bøde med tillæg af de faste renter.

117

I det foreliggende tilfælde betalte Kommissionen kun de påløbne renter og tilsidesatte herved sin forpligtelse til at betale de faste renter i medfør af artikel 266, stk. 1, TEUF. Denne tilsidesættelse har følgelig en tilstrækkeligt direkte sammenhæng med sagsøgerens tab (jf. præmis 92-110 ovenfor).

118

I denne henseende kan Kommissionen ikke foreholde sagsøgeren, at dette selskab frit valgte at betale bøden midlertidigt i stedet for at stille en bankgaranti. Sagsøgerens valg om at betale bøden midlertidigt er nemlig i overensstemmelse med afgørelsen af 9. november 2010, navnlig denne afgørelses artikel 5, stk. 4, og kan ikke bryde årsagssammenhængen mellem den konstaterede ulovlighed og det lidte tab.

119

Der er følgelig en tilstrækkeligt direkte årsagssammenhæng mellem den tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af EU-retten og sagsøgerens tab.

120

For det første har sagsøgeren som morarenter som led i erstatningspåstanden nedlagt påstand om morarenter uden kapitalisering af 4264896,70 EUR svarende til de faste renter, der er nedlagt påstand om for perioden fra den 9. februar 2016 til den 4. februar 2021, til den samme sats som den, der er anført i præmis 88 ovenfor, dvs. 958550,14 EUR.

121

For det andet har sagsøgeren nedlagt påstand om betaling af renters rente til den sats, der er anført i præmis 88 ovenfor, af det pr. 4. februar 2021 skyldige beløb, nemlig 5223446, 84 EUR (4264896,70 EUR + 958550,14 EUR), indtil Kommissionens fuldstændige betaling.

122

Hvad angår de renter, der er omtalt i præmis 120 ovenfor, har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgeren med uforholdsmæssig forsinkelse gjorde sit krav gældende i medfør af artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvorfor hovedfordringen på 4264896,70 EUR, som består af de renter, der kræves for perioden fra den midlertidige betaling af bøden til afgørelsen om tilbagebetaling, forhøjes med 958550 euros, dvs. en stigning på mere end 20%. Denne stigning kan ikke tilregnes Kommissionens fejl, som skal tages i betragtning i henhold til artikel 340 TEUF, men skyldes fuldt ud sagsøgerens langsommelighed. Det er denne institutions opfattelse, at sagsøgeren ikke har udvist rimelig omhu for at begrænse omfanget af tabet, eftersom dette selskab sent gjorde sit krav gældende i medfør af artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. Den i denne artikel fastsatte forældelsesfrist kan nemlig ikke begrunde selskabets uretmæssige undladelse for perioden efter Kommissionens tilbagebetaling af bøden. I sine bemærkninger til dom af 11. juni 2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom (C-221/22 P, EU:C:2024:488), har Kommissionen anført, at dette spørgsmål ikke var rejst i nævnte dom.

123

Det skal bemærkes, at med hensyn til en påstand, der er støttet på Unionens ansvar uden for kontraktforhold, som er fastsat i artikel 340, stk. 2, TEUF, fremgår det af retspraksis, at forpligtelsen til at betale morarenter opstår den dag, dommen om konstatering af en erstatningspligt afsiges, medmindre der foreligger særlige omstændigheder (jf. dom af 10.1.2017, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, EU:T:2017:1, præmis 178 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.1.2022, Deutsche Telekom mod Kommissionen, T-610/19, EU:T:2022:15, præmis 141 og den deri nævnte retspraksis).

124

Som det fremgår af dom af 20. januar 2021, Kommissionen mod Printeos (C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 122-124 og 129), er indrømmelsen af morarenter for perioden forud for domsafsigelsen mulig under særlige omstændigheder.

125

For det første følger Kommissionens forpligtelse til at betale de faste renter i tillæg til tilbagebetalingen af den af sagsøgeren midlertidigt betalte bøde direkte af artikel 266 TEUF, og den manglende rådighed over et beløb svarende til disse renter begyndte på tidspunktet for denne tilbagebetaling (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, Kommissionen mod Printeos, C-301/19 P, EU:C:2021:39, præmis 122-124 og 129, og af 8.3.2023, Campine og Campine Recycling mod Kommissionen, T-94/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:110, præmis 105-108).

126

For det andet mindede sagsøgeren i sin skrivelse af 4. februar 2021 til Kommissionen klart denne institution om forpligtelserne i medfør af artikel 266 TEUF og retspraksis og fremsatte krav om kapitalisering af renterne indtil Kommissionens fuldstændige betaling (jf. præmis 12 ovenfor).

127

For så vidt som de særlige omstændigheder beskrevet i præmis 125 og 126 ovenfor var opfyldt, da sagsøgeren gjorde sit krav gældende i skrivelsen af 4. februar 2021 til Kommissionen, skal der indrømmes morarenter af beløbet 4264896,70 EUR fra den 5. februar 2021 til Kommissionens fuldstændige betaling. Der foreligger derimod ikke særlige omstændigheder, som begrunder indrømmelsen af morarenter for perioden fra tidspunktet for tilbagebetalingen af bøden den 8. februar 2016, til kravet blev gjort gældende den 4. februar 2021, idet den forsinkede fremsættelse af dette krav alene kan tilregnes sagsøgerens adfærd.

128

Hvad angår spørgsmålet om den rentesats, der finder anvendelse, skal der ske anvendelse af artikel 99, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1), som fandt anvendelse, da kravet i denne sag blev gjort gældende som omhandlet i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol. I medfør af denne bestemmelse skal de morarenter, som sagsøgeren indrømmes, beregnes på grundlag af den sats, som ECB anvendte på sine vigtigste refinansieringstransaktioner den 4. februar 2021, nemlig 0%, forhøjet med 3,5 procentpoint, dvs. i det foreliggende tilfælde 3,5%.

129

Sagsøgeren skal følgelig indrømmes disse morarenter af beløbet 4264896,70 EUR til rentesatsen 3,5% fra den 5. februar 2021 indtil Kommissionens fuldstændige betaling.

130

I lyset af ovenstående betragtninger tilpligtes Kommissionen at betale sagsøgeren erstatning for det tab, som dette selskab er blevet forvoldt ved den tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af artikel 266, stk. 1, TEUF, og som består i den manglende betaling af de faste renter til en sats på 4,5% af den uretmæssigt betalte bøde for perioden fra den midlertidige betaling af bøden den 10. februar 2011 til tilbagebetalingen af den uretmæssigt betalte bøde den 8. februar 2016, med fradrag af de renter, som Kommissionen allerede betalte ved tilbagebetalingen af bøden. Denne erstatning udgør 4264896,70 EUR. Sagsøgeren skal ligeledes indrømmes morarenter af beløbet 4264896,70 EUR til rentesatsen 3,5% fra den 5. februar 2021 indtil Kommissionens fuldstændige betaling.

131

I øvrigt frifindes Kommissionen for erstatningspåstanden, hvorfor den subsidiære påstand om annullation ligeledes skal undersøges.

132

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om annullation af skrivelsen af 25. marts 2021, hvorved Kommissionen afviste dette selskabs krav om betaling af de faste renter og morarenter. Sagsøgerens eneste anbringende vedrører Kommissionens fejl, for så vidt som denne institution fandt, at kravet om betaling af renter var forældet.

133

Kommissionen har fremsat en formalitetsindsigelse i forhold til sagsøgerens annullationspåstand, idet dette selskab ikke har søgsmålskompetence, og, subsidiært, fordi skrivelsen af 25. marts 2021 har bekræftende karakter.

134

Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har interesse i at nedlægge påstand om annullation af skrivelsen af 25. marts 2021. Ifølge denne institution har sagsøgeren ikke forklaret, hvorledes et annullationssøgsmål kan tilføre nævnte selskab en fordel. Kommissionen har gjort gældende, at annullationssøgsmålet er irrelevant, selv om det måtte være med føje, at sagsøgeren har gjort gældende, at forældelsesfristen begyndte at løbe fra tidspunktet for Kommissionens angiveligt ulovlige undladelse af at betale selskabet de faste renter. Annullationen af skrivelsen af 25. marts 2021 i henhold til artikel 263 TEUF kan endvidere ikke medføre nogen pligt for Kommissionen til at betale sagsøgeren de renter, som dette selskab har krævet.

135

Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet fortsat har interesse i annullation af skrivelsen af 25. marts 2021. Konstateringen af en ulovlighed i forhold til dette selskab kan danne grundlag for et eventuelt søgsmål med påstand om erstatning for den af denne skrivelse forvoldte skade. Selskabet har desuden en interesse i at anfægte nævnte skrivelse for at forebygge, at den angivelige ulovlighed gentager sig i fremtiden. Annullationen af skrivelsen ville endvidere bevirke, at Kommissionen skal undersøge sit svar på opfyldelsen af annullationsdommen i medfør af artikel 266 TEUF og således foretage en anvendelse, der er forenelig med EU-retten, og betale selskabet de skyldige renter.

136

Det følger af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. Denne interesse skal være eksisterende og faktisk, og den skal vurderes den dag, søgsmålet anlægges. Den skal ligeledes bestå indtil retsafgørelsen (jf. dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

137

En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, eller søgsmålet med andre med sit resultat kan tilføre parten en fordel (jf. kendelse af 25.11.2014, Global Steel Wire mod Kommissionen, T-429/10 og T-578/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1008, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

138

Påstande, der nedlægges om enten annullation af afslag fra den EU-institution eller det EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur på at anerkende et erstatningskrav, som en sagsøger i øvrigt har gjort gældende i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF, skal afvises fra realitetsbehandling, eftersom sagsøgeren principielt ikke har godtgjort en interesse i at nedlægge en sådan påstand i tillæg til sit erstatningskrav (jf. i denne retning dom af 13.6.1972, Compagnie d’approvisionnement, de transport et de crédit og Grands Moulins de Paris mod Kommissionen, 9/71 og 11/71, EU:C:1972:52, præmis 9-11, og af 17.7.2024, Montanari mod EUCAP Sahel Niger, T-371/22, EU:T:2024:494, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

139

Det skal bemærkes, at Kommissionen i skrivelsen af 25. marts 2021 traf afgørelse om begyndelsestidspunktet for et erstatningssøgsmåls forældelsesfrist fastsat i artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, nemlig datoen for sagsøgerens betaling af bøden. Kommissionen fandt følgelig, at dette krav var forældet, og afviste derfor sagsøgerens krav.

140

Det skal fastslås, at sagsøgeren med sin annullationspåstand i virkeligheden har ønsket at opnå den samme økonomiske fordel som med erstatningspåstanden. Sagsøgeren har følgelig ikke begrundet en interesse i at opnå annullation af skrivelsen af 25. marts 2021 i tillæg til sit erstatningskrav, som det ses af denne annullationspåstands subsidiære karakter.

141

Annullationspåstanden skal følgelig afvises fra realitetsbehandling, uden at det er fornødent at tage stilling til den subsidiære formalitetsindsigelse.

142

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, bærer hver part i henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 3, sine egne omkostninger.

143

Da hver part i den foreliggende sag delvis har tabt sagen, bør hver part bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling, sat med fem dommere):