Sag T-293/21

Ulrike Muschaweck

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Sjette Afdeling) af 8. juni 2022

»EU-varemærker – fortabelsessag – EU-ordmærket UM – reel brug af varemærket – brug med indehaverens samtykke – brug i den form, hvori varemærket er registreret – artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/1001] – repræsentation af varemærkeindehaveren – bevis for brug fremlagt inden for den fastsatte frist«

EU-varemærker – sager for kontorets instanser – kontorets retningslinjer – rækkevidde – regler fastsat af kontoret om forlængelse af en frist, der kan forlænges – hensyntagen til beviser, der er fremlagt mellem en anden begæring om forlængelse og kontorets svar

(jf. præmis 38-44)

Resumé

I 2010 indgav lægepraksisselskabet MSM ( 1 ) en ansøgning om registrering af ordmærket UM som EU-varemærke for lægelige tjenesteydelser. I 2015 blev selskabet taget under insolvensbehandling, og der blev udpeget en kurator.

Sagsøgeren, Ulrike Muschaweck, indgav derefter i 2017 en begæring om fortabelse af det anfægtede varemærke med den begrundelse, at der ikke forelå reel brug heraf ( 2 ). Efter lægepraksisselskabet MSM var blevet erklæret konkurs, blev dette varemærke samme år overført til lægeklinikken HUMJC ( 3 ) og blev et år senere genindført som tilhørende Joachim Conze, denne lægekliniks retssuccessor.

Annullationsafdelingen ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) tog delvist sagsøgerens begæring til følge, idet den erklærede det anfægtede varemærke fortabt for alle de registrerede varer og tjenesteydelser, med undtagelse af lægelige tjenesteydelser på området for brokoperationer. Denne afgørelse blev genstand for en klage, som blev forkastet af Andet Appelkammer ved EUIPO.

I forbindelse med et søgsmål med påstand om annullation af disse to afgørelser fortolkede Retten for første gang EUIPO’s retningslinjer vedrørende undersøgelse af EU-varemærker ( 4 ) og gav derved præciseringer vedrørende forlængelsen af en frist i tilfælde af en anden begæring om forlængelse af en frist, der kan forlænges. Retten frifandt således EUIPO og fastslog, at det anfægtede varemærke faktisk havde været genstand for reel brug for lægelige tjenesteydelser inden for området for brokoperationer.

Rettens bemærkninger

Retten var for det første af den opfattelse, at Giuseppe Conze var bemyndiget til af egen drift og uden samtykke fra sagsøgeren i dennes egenskab af partner til lægeklinikken HUMJC at give det advokatfirma, som repræsenterede sidstnævnte for annullationsafdelingen, fuldmagt. Hvis sagsøgeren skulle have godkendt beslutningen om dette repræsentationsforhold, ville der nemlig have foreligget en betydelig risiko for, at hun ikke ville have godkendt den, henset til hendes egenskab af fremsætter af begæringen om fortabelse af det anfægtede varemærke. En sådan situation ville imidlertid krænke lægeklinikken HUMJC’s ret til effektiv domstolsbeskyttelse ( 5 ).

For det andet forkastede Retten anbringendet om, at lægeklinikken HUMJC for sent havde fremlagt beviser for brug af det anfægtede varemærke for annullationsafdelingen.

Retten bemærkede, at EUIPO’s retningslinjer for undersøgelser udgør en kodificering af adfærdsnormer, som EUIPO selv har fastsat, og at EUIPO med forbehold for retningslinjernes overensstemmelse med trinhøjere retsregler skal overholde disse regler. Selv om disse retningslinjer ikke er bindende, udgør de imidlertid en referencekilde for EUIPO’s praksis på varemærkeområdet. Det følger af EUIPO’s retningslinjer for undersøgelse, at hvis en begæring om forlængelse af en frist, som kan forlænges, er indgivet før udløbet af denne frist og ikke accepteret, får den berørte part mindst én dag til at overholde fristen, selv om begæringen om forlængelse kom på fristens sidste dag ( 6 ). Med henblik på at bevare den effektive virkning af disse retningslinjer fandt Retten, at den nye frist indrømmes fra den dato, hvor den instans ved EUIPO, der behandler begæringen om forlængelse af en frist, meddeler sit svar. Der gives i øvrigt afslag på endnu en begæring om forlængelse af en og samme frist, medmindre den part, der fremsætter denne begæring, på behørig vis forklarer og begrunder de »særlige omstændigheder«, som har forhindret den pågældende i at træffe den fornødne foranstaltning inden for de to foregående frister, og som fortsat forhindrer den pågældende i at træffe den ( 7 ).

I det foreliggende tilfælde konstaterede Retten for det første, at den frist for indgivelse af bevis for brug af det anfægtede varemærke, som lægeklinikken HUMJC for anden gang begærede forlængelse af, er en frist, der kan forlænges, og at klinikken indgav denne begæring den sidste dag inden udløbet af nævnte frist. For det andet anførte Retten, at den omstændighed, at der af billighedsgrunde indrømmes en yderligere frist på mindst én dag efter en begæring om forlængelse af en frist, der er indgivet den sidste dag af denne frist, ikke er i strid med en trinhøjere retsregel. Annullationsafdelingen kunne derfor ikke begrænse sig til at afslå lægeklinikken HUMJC’s anden begæring om forlængelse af tidsfristen uden at indrømme en yderligere frist, der løb fra datoen for meddelelsen af dens svar. De beviser, der blev fremlagt mellem indgivelsen af denne anden begæring om forlængelse og annullationsafdelingens svar, kan således ikke anses for at være fremlagt for sent og skal tages i betragtning med henblik på undersøgelsen af brugen af det anfægtede varemærke.

For det tredje og sidste bekræftede Retten, at der forelå reel brug af det anfægtede varemærke for lægelige tjenesteydelser på området for brokoperationer. Retten anførte indledningsvis, at den periode, der skulle tages i betragtning vedrørende bevis for reel brug af det anfægtede varemærke udgøres af de fem år, der forløber forud for indgivelsen af begæringen om fortabelse, selv når denne periode er delvist sammenfaldende med henstandsperioden ( 8 ). Derefter fastslog Retten, at det anfægtede varemærke var blevet brugt af lægeklinikken HUMJC med samtykke fra lægepraksisselskabet MSM, der var indehaver af dette varemærke i den omhandlede periode. Nærmere bestemt havde selskabets kurator i flere år givet et stiltiende samtykke til brugen af det anfægtede varemærke. Endelig konstaterede Retten, idet den udtalte sig om den territoriale brug af det anfægtede varemærke, at beviserne godtgjorde aktivitet udøvet af lægeklinikken HUMJC, ikke blot i München, men på hele det tyske område og i London.

( 1 ) – Medizinische Systeme Dr. Muschaweck GmbH (herefter »lægepraksisselskabet MSM«).

( 2 ) – Støttet på artikel 51, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).

( 3 ) – Lægeklinik Hernienzentrum Dr. Ulrike Muschaweck og PD Dr. Joachim Conze PartG.

( 4 ) – Herefter »EUIPO’s retningslinjer for undersøgelse«. De kan konsulteres på EUIPO’s websted.

( 5 ) – I overensstemmelse med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

( 6 ) – Punkt 4.3 i EUIPO’s retningslinjer for undersøgelse om forlængelse af frister fastsat af EUIPO.

( 7 ) – Ibidem.

( 8 ) – I medfør af artikel 15, stk. 1, første afsnit, og artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 vedrører denne henstandsperiode perioden på fem år regnet fra registreringen af EU-varemærket. I løbet af denne periode kan indehaverens ret ikke erklæres fortabt.