1

Med appellen har Carles Puigdemont i Casamajó, Antoni Comín i Oliveres og Clara Ponsatí i Obiols nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af vicepræsidenten for Den Europæiske Unions Ret den 30. juli 2021, Puigdemont i Casamajó m.fl. mod Parlamentet (T-272/21 R, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede kendelse, EU:T:2021:497), hvorved Retten forkastede deres anmodning om udsættelse af gennemførelsen af Europa-Parlamentets afgørelse P9_TA(2021)0059, P9_TA(2021)0060 og P9_TA(2021)0061 af 9. marts 2021 om anmodningerne om ophævelse af deres immunitet (herefter samlet »de omtvistede afgørelser«).

2

Kongeriget Spanien har i sin kontraappel nedlagt påstand om, at begrundelsen i den appellerede kendelses præmis 43 fjernes.

3

Sjette betragtning til Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1) har følgende ordlyd:

»Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.«

4

Rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1 og 2, er affattet således:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.«

5

Rammeafgørelsens artikel 3 og 4 opregner henholdsvis de obligatoriske og de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

6

Samme rammeafgørelses artikel 5 fastsætter de garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde.

7

I artikel 11, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 hedder det:

»Når en eftersøgt anholdes, informerer den kompetente fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med sin nationale lovgivning den pågældende om den europæiske arrestordre og om dens indhold samt om muligheden for at give samtykke til at blive overgivet til den udstedende judicielle myndighed.«

8

Rammeafgørelsens artikel 12 bestemmer:

»Når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afgøre, om den pågældende skal forblive varetægtsfængslet i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning. Den pågældende kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning, under forudsætning af at denne medlemsstats kompetente myndighed træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter.«

9

I rammeafgørelsens artikel 15, stk. 1, hedder det:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.«

10

Samme rammeafgørelses artikel 17, stk. 1-5, har følgende ordlyd:

»1.   En europæisk arrestordre behandles og fuldbyrdes som hastesag.

2.   I de tilfælde, hvor den eftersøgte giver sit samtykke til overgivelse, bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest ti dage efter, at dette samtykke er givet.

3.   I andre tilfælde bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen af den eftersøgte.

4.   I konkrete tilfælde, hvor den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes inden for de i stk. 2 og 3 fastsatte frister, underretter den fuldbyrdende judicielle myndighed straks den udstedende judicielle myndighed herom og om grundene hertil. I så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.

5.   Så længe den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke har truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, skal den sikre sig, at de materielle betingelser for overgivelse fortsat er opfyldt.«

11

Artikel 24, stk. 1, i Rådets afgørelse 2007/533/RIA af 12. juni 2007 om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II) (EUT 2007, L 205, s. 63) bestemmer:

»Hvis en medlemsstat finder, at det ikke er foreneligt med dens nationale lovgivning, dens internationale forpligtelser eller væsentlige nationale hensyn, at lade en indberetning, der er foretaget i overensstemmelse med artikel 26, 32 eller 36, få virkning, kan den, efter at indberetningen er foretaget, anmode om, at indberetningen forsynes med en påtegning om, at de forholdsregler, der skal træffes på grundlag af indberetningen, ikke vil blive truffet på dens område. Påtegningen indsættes af Sirene-kontoret i den medlemsstat, der har foretaget indberetningen.«

12

I denne afgørelses artikel 25 hedder det:

»1.   Når rammeafgørelse [2002/584] finder anvendelse, kan en påtegning, der forhindrer anholdelse, kun indsættes på en indberetning om anholdelse med henblik på overgivelse, såfremt den judicielle myndighed, der i henhold til national lovgivning er kompetent for fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, har nægtet at fuldbyrde en sådan, fordi der foreligger en grund til at afslå fuldbyrdelse, og såfremt påtegningen er krævet indsat.

2.   En påtegning kan dog på forlangende af en i henhold til national lovgivning kompetent judiciel myndighed på grundlag af en generel instruks eller i et specifikt tilfælde også kræves indsat på en indberetning om anholdelse med henblik på overgivelse, hvis det står klart, at fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre vil skulle afslås.«

13

Artikel 26, stk. 1, i afgørelse 2007/533 har følgende ordlyd:

»Oplysninger om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse på grundlag af en europæisk arrestordre, eller som begæres anholdt med henblik på udlevering, optages i systemet efter anmodning fra den indberettende medlemsstats judicielle myndigheder.«

14

Denne afgørelses artikel 27, stk. 1, bestemmer:

»Hvis en person begæres anholdt med henblik på overgivelse på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den indberettende medlemsstat indlæse en kopi af den originale europæiske arrestordre i SIS II.«

15

Nævnte afgørelses artikel 30 er affattet således:

»Hvis den anmodede medlemsstat ikke kan foretage anholdelse, enten fordi den afslår efter procedurerne om påtegning i artikel 24 eller 25, eller, i tilfælde af en indberetning om anholdelse med henblik på udlevering, fordi undersøgelsen endnu ikke er afsluttet, skal den anmodede medlemsstat behandle indberetningen som en anmodning om meddelelse af den pågældende persons opholdssted.«

16

Samme afgørelses artikel 31, stk. 1, bestemmer:

»En indberetning, der optages i SIS II i overensstemmelse med artikel 26 sammenholdt med de uddybende oplysninger, der er omhandlet i artikel 27, udgør og har samme virkning som en europæisk arrestordre udstedt i overensstemmelse med rammeafgørelse [2002/584], når denne rammeafgørelse finder anvendelse.«

17

Tvistens baggrund er beskrevet i den appellerede kendelses præmis 1-20. Den kan med henblik på den foreliggende sag om foreløbige forholdsregler sammenfattes som følger.

18

Carles Puigdemont i Casamajó, Antoni Comín i Oliveres og Clara Ponsatí i Obiols var henholdsvis præsident for Generalitat de Cataluña (regionalregeringen i Catalonien, Spanien) og medlemmer af Gobierno autonómico de Cataluña (regeringen i den selvstyrende region Catalonien, Spanien), da Parlamento de Cataluña vedtog Ley 19/2017 reguladora del referéndum de autodeterminación (det catalanske parlaments lov nr. 19/2017 om folkeafstemningen om selvbestemmelse) af 6. september 2017 (DOGC nr. 7449A af 6.9.2017, s. 1) og Ley 20/2017 de transitoriedad jurídica y fundacional de la República (det catalanske parlaments lov nr. 20/2017 om republikkens retlige og grundlæggende overgang) af 8. september 2017 (DOGC nr. 7451A af 8.9.2017, s. 1), samt da der den 1. oktober 2017 blev afholdt folkeafstemning om selvbestemmelse i henhold til den førstnævnte af disse to love, hvis bestemmelser i mellemtiden var blevet suspenderet ved en afgørelse fra Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien).

19

Efter vedtagelsen af de nævnte love og afholdelsen af denne folkeafstemning indledte Ministerio fiscal (anklagemyndighed, Spanien), Abogado del Estado (statens advokat, Spanien) og Partido político VOX (det politiske parti VOX) en straffesag mod flere personer, herunder appellanterne, med påstand om, at de havde begået forhold, der navnlig kunne kvalificeres som »opstand«.

20

Appellanterne stillede efterfølgende op som kandidater ved valget til Europa-Parlamentet. Den 13. juni 2019 vedtog Junta Electoral Central (den centrale valgkommission, Spanien) den afgørelse, hvorved det blev bekendtgjort, hvilke kandidater der var blevet valgt til Parlamentet ved valget den 26. maj 2019, heriblandt Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres.

21

Den 17. juni 2019 nægtede den centrale valgkommission appellanterne mulighed for at aflægge ed eller løfte om troskab til den spanske forfatning som krævet efter spansk ret, og den underrettede Parlamentet om den liste over kandidater, der var blevet valgt i Spanien, hvorpå Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres ikke figurerede. Den 27. juni 2019 meddelte Parlamentets formand de to kandidater, at han ikke kunne behandle dem som kommende medlemmer af Parlamentet.

22

Undersøgelsesdommeren ved Tribunal Supremos (øverste domstol, Spanien) afdeling for strafferetlige sager udstedte europæiske arrestordrer mod Carles Puigdemont i Casamajó den 14. oktober 2019 og mod Antoni Comín i Oliveres og Clara Ponsatí i Obiols den 4. november 2019.

23

Den 10. januar 2020 fremsendte formanden for Tribunal Supremos (øverste domstol) anden afdeling en begæring til Parlamentet i medfør af en kendelse af samme dag afsagt af undersøgelsesdommeren ved Tribunal Supremos (øverste domstol) afdeling for strafferetlige sager angående ophævelse af Carles Puigdemont i Casamajós og Antoni Comín i Oliveres’ parlamentariske immunitet.

24

På plenarmødet den 13. januar 2020 tog Parlamentet i forlængelse af dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), til efterretning, at Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres var blevet valgt til Parlamentet med virkning fra den 2. juli 2019.

25

Den 16. januar 2020 bekendtgjorde Parlamentets næstformand på plenarmødet anmodningerne om ophævelse af Carles Puigdemont i Casamajós og Antoni Comín i Oliveres’ immunitet og henviste dem til det kompetente udvalg, dvs. Parlamentets Retsudvalg (herefter »JURI-udvalget«).

26

Den 4. februar 2020 fremsendte formanden for Tribunal Supremos (øverste domstol) anden afdeling en begæring til Parlamentet i medfør af en kendelse af samme dag afsagt af undersøgelsesdommeren ved denne domstols afdeling for strafferetlige sager angående ophævelse af Clara Ponsatí i Obiols’ immunitet.

27

Den 10. februar 2020 tog Parlamentet i forlængelse af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union den 31. januar 2020 valget af Clara Ponsatí i Obiols som medlem af Parlamentet med virkning fra den 1. februar 2020 til efterretning.

28

Den 13. februar 2020 bekendtgjorde Parlamentets næstformand på plenarmødet anmodningen om ophævelse af Clara Ponsatí i Obiols’ immunitet og henviste den til JURI-udvalget.

29

Efter at appellanterne havde fremsat deres bemærkninger til Parlamentet og var blevet hørt af JURI-udvalget, vedtog dette den 23. februar 2021 betænkning A 9-0020/2021, A 9-0021/2021 og A 9-0022/2021 vedrørende anmodningerne om ophævelse af appellanternes immunitet. Ved de omtvistede afgørelser ophævede Parlamentet appellanternes immunitet på grundlag af artikel 9, stk. 1, litra b), i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (EUT 2012, C 326, s. 266, herefter »protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter«).

30

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. maj 2021 anlagde appellanterne et søgsmål med påstand om annullation af de omtvistede afgørelser.

31

Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. maj 2021 indgav appellanterne en anmodning om foreløbige forholdsregler med henblik på udsættelse af gennemførelsen af de omtvistede afgørelser.

32

Ved kendelse af 2. juni 2021, Puigdemont i Casamajó m.fl. mod Parlamentet (sag T-272/21 R, ikke trykt i Sml.), som blev afsagt på grundlag af artikel 157, stk. 2, i Rettens procesreglement, udsatte Rettens vicepræsident gennemførelsen af de omtvistede afgørelser indtil datoen for afsigelse af den kendelse, hvorved den sag om foreløbige forholdsregler, som var blevet anlagt ved Retten, blev afsluttet.

33

Ved afgørelse af 24. juni 2021 gav Rettens vicepræsident Kongeriget Spanien tilladelse til at intervenere til støtte for Parlamentets påstande.

34

Ved den appellerede kendelse afviste Rettens vicepræsident appellanternes anmodning om foreløbige forholdsregler.

35

Med henblik herpå fandt Rettens vicepræsident i kendelsens præmis 38, at det skulle undersøges, om betingelsen om uopsættelighed var opfyldt.

36

I denne forbindelse fastslog Retten for det første i den appellerede kendelses præmis 42, at der kun skulle tages hensyn til de objektive virkninger af de omtvistede afgørelser, som skulle fastlægges ud fra afgørelsernes indhold, og at den angivelige manglende klarhed i disse afgørelser ikke var tilstrækkelig til at godtgøre, at den af appellanterne påberåbte skade var alvorlig og uoprettelig.

37

For det andet fastslog Rettens vicepræsident i denne kendelses præmis 43, at appellanterne ikke kunne påberåbe sig en angivelig risiko for at blive anholdt under en rejse til eller fra et møde i Parlamentet i Strasbourg (Frankrig), for så vidt som en sådan rejse henhører under den immunitet, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, som appellanterne fortsat var omfattet af.

38

For det tredje undersøgte Rettens vicepræsident, om betingelsen om uopsættelighed kunne anses for at være opfyldt dels på grund af den påberåbte risiko for en umiddelbart forestående anholdelse af appellanterne som følge af de omtvistede afgørelsers samlede virkning, dels på grund af de europæiske arrestordrer, der var udstedt mod appellanterne, samt de indberetninger om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse, som appellanterne var genstand for (herefter »indberetningerne i SIS II«).

39

I den appellerede kendelses præmis 45 fremhævede Rettens vicepræsident, at de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat på de betingelser, der er fastsat i artikel 3 og 4 i rammeafgørelse 2002/584, navnlig har mulighed for at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, og at den eftersøgte person kan undlade at give samtykke til overgivelse, således at det tilkommer den fuldbyrdende judicielle myndighed at træffe afgørelse om fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre. Rettens vicepræsident udledte heraf, at den af appellanterne påberåbte skade var afhængig af flere faktorer.

40

I den appellerede kendelses præmis 46 fastslog Rettens vicepræsident, at appellanterne ikke havde godtgjort, at det med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed kunne forudsiges, at de ville blive anholdt eller a fortiori overgivet til de spanske myndigheder.

41

I denne henseende fandt Rettens vicepræsident i kendelsens præmis 47, at appellanterne ikke havde fremlagt oplysninger, der godtgjorde, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder, herunder bl.a. myndighederne i deres bopælsmedlemsstat, dvs. Kongeriget Belgien, havde til hensigt at fuldbyrde de europæiske arrestordrer, der var udstedt mod dem, på en sådan måde, at der var tilstrækkelig sandsynlighed for, at den påberåbte skade kunne opstå.

42

Efter i den appellerede kendelses præmis 48-50 at have henvist til, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder ikke havde iværksat foranstaltninger efter vedtagelsen af de omtvistede afgørelser, og til de foranstaltninger, som de belgiske myndigheder havde truffet, præciserede Rettens vicepræsident i denne kendelses præmis 51 og 53, at Tribunal Supremo (øverste domstol) havde indgivet en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF, registreret under sagsnr. C-158/21, som medførte udsættelse af den nationale sag, indtil Domstolen havde truffet afgørelse. Rettens vicepræsident udledte heraf i kendelsens præmis 53, at fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer, der var udstedt mod appellanterne, var udsat.

43

Endvidere fandt Rettens vicepræsident i den appellerede kendelses præmis 55, at appellanterne ikke havde fremlagt oplysninger, der rejste tvivl om konstateringen af, at denne fuldbyrdelse var udsat, og at navnlig den omstændighed, at Kongeriget Spanien ikke havde slettet indberetningerne i SIS II, var uden betydning for denne konstatering.

44

På baggrund af samtlige disse betragtninger konkluderede Rettens vicepræsident i den appellerede kendelses præmis 58, at appellanterne ikke havde godtgjort, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt, eftersom den alvorlige og uoprettelige skade, som appellanterne havde påberåbt sig, ikke syntes at kunne kvalificeres som en reel skade eller at være godtgjort med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.

45

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

46

Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

47

Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

48

Kongeriget Spanien har i sin kontraappel nedlagt påstand om, at begrundelsen i den appellerede kendelses præmis 43 slettes.

49

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

50

Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

51

Appellanterne har til støtte for deres appel fremsat to anbringender om retlige fejl, som Rettens vicepræsident har begået dels ved at se bort fra, at der kunne opstå en alvorlig og uoprettelig skade, før der blev truffet en endelig afgørelse om fuldbyrdelse af de europæiske arrestordrer, som er udstedt mod appellanterne, dels ved at konkludere, at den påberåbte skade ikke kunne forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.

52

Kongeriget Spanien og Parlamentet har i øvrigt nedlagt påstand om, at begrundelsen ændres.

53

Kongeriget Spanien har indledningsvis bestridt, at appellen kan antages til realitetsbehandling.

54

Det har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at appellanterne har påberåbt sig faktiske omstændigheder, der ligger efter afsigelsen af den appellerede kendelse, og som ikke med føje kan påberåbes i forbindelse med denne appel. For det andet har det anført, at appellanternes påstande rækker videre end formålet med en sag om foreløbige forholdsregler, for så vidt som de har til formål at få suspenderet de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne. For det tredje har nogle af appellanternes argumenter til formål at så tvivl om Rettens vicepræsidents bedømmelse af de faktiske omstændigheder. For det fjerde bør Domstolen, såfremt den ophæver den appellerede kendelse, hjemvise sagen til Retten, for så vidt som denne kun har undersøgt en af de tre betingelser, som anordning af foreløbige forholdsregler er underlagt.

55

Det skal for det første bemærkes, at Kongeriget Spaniens argumenter vedrørende påberåbelsen af faktiske omstændigheder, der ligger efter den appellerede kendelse, og anfægtelsen af Rettens vicepræsidents bedømmelse af de faktiske omstændigheder ikke vedrører hele appellen, men kun nogle af de argumenter, der er fremført til støtte herfor.

56

Under disse omstændigheder kan Kongeriget Spaniens argumenter under alle omstændigheder ikke begrunde, at appellen afvises i sin helhed.

57

Eftersom påstandene i appelsagen udelukkende tilsigter ophævelse af den appellerede kendelse og i givet fald udsættelse af gennemførelsen af de omtvistede afgørelser, kan det for det andet ikke antages, at appellen har til formål at få Domstolen til at suspendere de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne.

58

For det tredje bemærkes, at selv hvis det, som Kongeriget Spanien har gjort gældende, antages, at den foreliggende tvist ikke er moden til påkendelse, såfremt den appellerede kendelse ophæves, indebærer denne omstændighed i overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at sagen i så fald skal hjemvises til Retten. Denne omstændighed kan derimod ikke medføre, at den af appellanterne iværksatte appel ikke kan antages til realitetsbehandling.

59

Følgelig skal appellen ikke afvises i sin helhed.

60

Med det første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Rettens vicepræsident begik en retlig fejl ved at se bort fra, at der kunne opstå en alvorlig og uoprettelig skade, inden der blev truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer, der var udstedt mod dem.

61

Appellanterne har således principalt gjort gældende, at flere præmisser i den appellerede kendelse er baseret på den antagelse, at alene overgivelsen af appellanterne til Kongeriget Spanien udgør en alvorlig og uoprettelig skade.

62

Rettens vicepræsident tog således i den appellerede kendelses præmis 45 kun hensyn til den skade, der kunne følge af en overgivelse af appellanterne til de spanske myndigheder. Der vil imidlertid allerede opstå en alvorlig og uoprettelig skade, hvis appellanterne anholdes og forbliver varetægtsfængslet, selv i et begrænset tidsrum, så meget desto mere som en sådan risiko foreligger ved enhver rejse til en medlemsstats område. Anholdelsen af appellanterne kan ske med henblik på at fuldbyrde de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod dem, eller på grundlag af indberetninger i SIS II. Desuden kan den fuldbyrdende judicielle myndighed efterfølgende i henhold til artikel 12 i rammeafgørelse 2002/584 bestemme, at de skal forblive varetægtsfængslet. Anholdelsen og varetægtsfængslingen af Carles Puigdemont i Casamajó på Sardinien (Italien) den 23. september 2021 viser, at appellanternes argumentation er velbegrundet.

63

Den appellerede kendelses præmis 47-49, 56 og 57 er ligeledes baseret på den antagelse, at appellanternes anholdelse ikke kan udgøre en alvorlig og uoprettelig skade. Tilsvarende beskrives en sådan anholdelse i kendelsens præmis 60 som et eksempel på en situation, hvor den påberåbte skade kan indtræde, og ikke som en situation, hvor denne skade allerede er indtrådt.

64

Subsidiært har appellanterne gjort gældende, at konstateringerne vedrørende rammeafgørelse 2002/584 i den appellerede kendelses præmis 45 ikke er af en sådan art, at de godtgør, at den skade, der følger af en eventuel anholdelse af appellanterne, er afhængig af flere faktorer.

65

Parlamentet og Kongeriget Spanien har nedlagt påstand om, at det første anbringende afvises.

66

Parlamentet har indledningsvis gjort gældende, at dette anbringende delvis er støttet på argumenter, der skal afvises, for så vidt som de er støttet på faktiske omstændigheder, der ligger efter den appellerede kendelse, eller for så vidt som de tilsigter at anfægte Rettens vicepræsidents bedømmelse af de faktiske omstændigheder. Kongeriget Spanien har ligeledes gjort gældende, at Rettens vicepræsidents anfægtede bedømmelse vedrører bevisbedømmelsen.

67

Desuden er det første anbringende baseret på en fejlagtig fortolkning af den appellerede kendelse, for så vidt som Rettens vicepræsident ikke tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt appellanternes anholdelse eller overgivelse til de spanske myndigheder skulle kvalificeres som en »alvorlig og uoprettelig skade«. Rettens vicepræsident fastslog i øvrigt med rette, at den af appellanterne påberåbte skade var afhængig af flere faktorer. De omtvistede afgørelser udgør nemlig ikke den afgørende årsag til denne skade.

68

Kongeriget Spanien har foreslået, at den appellerede kendelses præmis 45 fortolkes således, at de omtvistede afgørelser ikke udgør den afgørende årsag til den af appellanterne påberåbte skade. Denne skade følger reelt af deres beslutning om at flygte fra Spanien og af de nationale foranstaltninger, der blev truffet i kølvandet af denne beslutning.

69

Indledningsvis skal Parlamentets og Kongeriget Spaniens argumenter med henblik på at anfægte det første anbringendes antagelse til realitetsbehandling prøves.

70

Det skal for det første bemærkes, at det følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at en appel er begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til de beviser, den forelægges. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 30.11.2021, Land Rheinland-Pfalz mod Deutsche Lufthansa, C-466/21 P-R, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:972, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

71

I den foreliggende sag har appellanternes principale argumentation til støtte for deres første anbringende til formål at godtgøre, at den appellerede kendelse er behæftet med en fejlagtig retlig kvalifikation af de faktiske omstændigheder, idet Rettens vicepræsident har fastslået, at deres eventuelle anholdelse ikke udgør en alvorlig og uoprettelig skade. Subsidiært har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Rettens vicepræsident på grund af en fejlagtig fortolkning af rammeafgørelse 2002/584 har begået en fejl ved vurderingen af de virkninger, som denne rammeafgørelse tillægger europæiske arrestordrer som dem, der er udstedt mod appellanterne.

72

Det følger heraf, at argumentet om, at det første anbringende skal afvises, for så vidt som det tilsigter at rejse tvivl om Rettens vicepræsidents bedømmelse af de faktiske omstændigheder, skal forkastes.

73

For det andet følger det af Domstolens faste praksis, at eftersom Domstolen under en appel kun har kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender og argumenter, der er blevet behandlet i første instans, kan en part ikke fremføre anbringender og argumenter for første gang for Domstolen, som parten ikke har fremført for Retten (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 17.12.2020, Anglo Austrian AAB og Belegging-Maatschappij Far-East mod ECB, C-207/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:1057, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

74

Appellanterne kan derfor ikke med føje påberåbe sig argumenter for Domstolen, der er støttet på faktiske omstændigheder, som ligger efter afsigelsen af den appellerede kendelse. Det følger heraf, at argumentet om, at anholdelsen og varetægtsfængslingen af Carles Puigdemont i Casamajó på Sardinien godtgør, at appellanterne faktisk er udsat for en risiko, skal afvises.

75

Hvad angår realitetsbehandlingen af det første anbringende bemærkes, således som Rettens vicepræsident fremhævede det i den appellerede kendelses præmis 39 og 40, at formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er at sikre den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse med henblik på at undgå en lakune i den retsbeskyttelse, som Domstolen sikrer. Det er for at opfylde denne målsætning, at uopsætteligheden skal vurderes i forhold til, hvor nødvendigt det er, at der træffes en foreløbig afgørelse med henblik på at undgå en alvorlig og uoprettelig skade for den part, der anmoder om den midlertidige beskyttelse. Det er denne part, som skal godtgøre, at den ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at risikere at blive påført en sådan skade. Selv om det er korrekt, at det med henblik på at godtgøre, at der foreligger en sådan skade, ikke er nødvendigt, at det godtgøres, at der er en absolut vished for, at skaden indtræder, og at det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal den part, der har indgivet en anmodning om foreløbige forholdsregler, dog fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der begrunder, at der er udsigt til en sådan skade (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 16.7.2021, Symrise mod ECHA, C-282/21 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2021:631, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

76

Med henblik på at vurdere, om betingelsen om uopsættelighed var opfyldt, bemærkede Rettens vicepræsident i den appellerede kendelses præmis 45, at »den af appellanterne påberåbte skade« var afhængig af flere faktorer.

77

Det fremgår udtrykkeligt af denne kendelses præmis 41, at den skade, som appellanterne påberåbte sig for Retten, ifølge appellanterne skyldtes risikoen for, at de blev anholdt og overgivet til de spanske myndigheder. Desuden fremgår det af kendelsens præmis 44, at appellanternes argumentation vedrørende denne skade var baseret på den omstændighed, at det ikke kunne udelukkes, at deres anholdelse var umiddelbart forestående.

78

I denne forbindelse skal samme kendelses præmis 45 forstås således, at den bekræfter, at appellanternes anholdelse og overgivelse til de spanske myndigheder var afhængig af en kombination af flere faktorer.

79

Rettens vicepræsident udelukkede således på ingen måde med denne konstatering, at en eventuel anholdelse af appellanterne kan påføre dem en alvorlig og uoprettelig skade.

80

Det følger heraf, at den principale argumentation til støtte for det første anbringende, for så vidt som den vedrører den appellerede kendelses præmis 45, hviler på en fejlagtig fortolkning af denne kendelse og derfor skal forkastes.

81

Det samme gælder, for så vidt som denne argumentation vedrører nævnte kendelses præmis 47-49, 56 og 57, eftersom det fremgår af kendelsens præmis 46, at disse præmisser bl.a. tilsigter at fastslå, at appellanterne ikke godtgjorde, at deres anholdelse kunne forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.

82

Det fremgår derimod, at den appellerede kendelses præmis 60 modsiger ræsonnementet i kendelsens præmis 44-58 ved at præsentere en eventuel anholdelse af appellanterne som et element, der viser – ikke at den påberåbte skade er opstået – men alene, at denne skade er tilstrækkeligt sandsynlig.

83

Den fejl, som Rettens vicepræsident således har begået, må imidlertid anses for irrelevant. Den appellerede kendelses præmis 60 er nemlig medtaget for fuldstændighedens skyld, for så vidt som den ikke tilsigter at begrunde den i kendelsens præmis 59 nævnte afgørelse om ikke at efterkomme anmodningen om foreløbige forholdsregler, men blot at gøre appellanterne opmærksom på, at denne afgørelse ikke berører deres mulighed for at fremsætte en ny anmodning om foreløbige forholdsregler på grundlag af nye faktiske omstændigheder.

84

Følgelig skal den principale argumentation til støtte for det første anbringende forkastes, idet den er delvis ugrundet og delvis irrelevant.

85

Hvad angår den subsidiære argumentation til støtte for dette anbringende bemærkes, at Rettens vicepræsident med henblik på i den appellerede kendelses præmis 45 at fastslå, at den af appellanterne påberåbte skade var afhængig af flere faktorer, støttede sig dels på den beføjelse, som de judicielle myndigheder i den fuldbyrdende medlemsstat har til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, dels på den omstændighed, at overgivelsen af den eftersøgte person i tilfælde af, at den pågældende ikke giver sit samtykke til overgivelsen, er betinget af, at disse myndigheder træffer en afgørelse herom.

86

For så vidt som den appellerede kendelses præmis 45 således udelukkende henviser til visse af de mekanismer, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, kan den i modsætning til, hvad Parlamentet og Kongeriget Spanien har gjort gældende, ikke forstås således, at det er de nationale foranstaltninger, som denne medlemsstat har vedtaget, og ikke de omtvistede afgørelser, der udgør den afgørende årsag til den af appellanterne påberåbte skade.

87

Tværtimod fremgår det af denne kendelses præmis 78, at den appellerede kendelses præmis 45 skal forstås således, at den bl.a. fastslår, at de mekanismer, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, og som er nævnt i denne præmis, indebærer, at appellanternes anholdelse afhænger af andre faktorer end ophævelsen af deres parlamentariske immunitet som følge af de omtvistede afgørelser.

88

Det fremgår imidlertid af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1, at den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat »med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver« en eftersøgt person.

89

Det følger desuden af nævnte rammeafgørelses artikel 11, stk. 1, og artikel 17, stk. 3, at proceduren for fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre normalt følger efter den fuldbyrdende medlemsstats myndigheders anholdelse af den eftersøgte person.

90

Denne fortolkning understøttes af reglen i samme rammeafgørelses artikel 12, hvorefter den fuldbyrdende judicielle myndighed skal afgøre, om den pågældende skal »forblive varetægtsfængslet«, når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre.

91

Det følger desuden af artikel 12 og artikel 17, stk. 5, i rammeafgørelse 2002/584, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed beslutter at løslade nævnte person, er den forpligtet til at underlægge den midlertidige løsladelse af personen enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig, for at undgå, at den pågældende flygter, og at sikre sig, at de materielle betingelser for faktisk overgivelse af den pågældende fortsat er opfyldt, så længe der ikke er truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre (dom af 16.7.2015, Lanigan, C-237/15 PPU, EU:C:2015:474, præmis 63).

92

Den afgørelse om overgivelse, der henvises til i den appellerede kendelses præmis 45, træffes i overensstemmelse med artikel 15 og 17 i rammeafgørelse 2002/584 efter proceduren for fuldbyrdelse af denne arrestordre, dvs. efter anholdelsen af den eftersøgte og efter vedtagelsen af afgørelserne om opretholdelse af varetægtsfængslingen eller midlertidig løsladelse.

93

Rettens vicepræsident begik følgelig en retlig fejl ved at fastslå, at de fuldbyrdende judicielle myndigheders beføjelser, som er omhandlet i denne præmis 45, gjorde det muligt at godtgøre, at appellanternes anholdelse var afhængig af flere faktorer.

94

Det første anbringende skal derfor tages til følge, for så vidt som det vedrører den appellerede kendelses præmis 45.

95

Da begrundelserne i den appellerede kendelses præmis 46-57 ligeledes kan begrunde kendelsens konklusion, indebærer konstateringen af den retlige fejl, som denne kendelses præmis 45 er behæftet med, imidlertid ikke i sig selv, at kendelsen skal ophæves. Det følger heraf, at det andet appelanbringende skal undersøges.

96

Det andet anbringende er opdelt i fem led. Indledningsvis skal dette anbringendes tre første led undersøges samlet.

97

Med dette anbringendes første led har appellanterne gjort gældende, at tilstedeværelsen af indberetninger i SIS II var tilstrækkelig til at konkludere, at de var udsat for en reel risiko for at blive anholdt og for som følge heraf at lide en alvorlig og uoprettelig skade. Efter deres opfattelse vil politimyndighederne i de medlemsstater, der ikke har indsat en påtegning på de omhandlede indberetninger i SIS II i henhold til artikel 25, stk. 2, i afgørelse 2007/533, nemlig foretage en sådan anholdelse. Rettens vicepræsident begik derfor en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 55 at afvise relevansen af indberetningerne i SIS II.

98

Med det andet anbringendes andet led har appellanterne gjort gældende, at Rettens vicepræsident fastsatte et for højt bevisniveau ved at kræve, at de fremlagde beviser for, at medlemsstaterne havde til hensigt at anholde dem, selv om det var godtgjort, at de var omfattet af indberetninger i SIS II. Det eneste »skridt«, som medlemsstaterne kan tage for at gennemføre disse indberetninger, er netop at anholde appellanterne.

99

Med det andet anbringendes tredje led har appellanterne gjort gældende, at den omstændighed, at fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod dem, er udsat, ikke drager sandsynligheden for, at den påberåbte skade vil opstå, i tvivl. Rettens vicepræsident støttede sig på det, de spanske myndigheder burde have gjort, men skulle have taget udgangspunkt i det, de faktisk gjorde. Selv om disse myndigheder skulle have suspenderet indberetningerne i SIS II, er den omstændighed, at disse fortsat var aktive, tilstrækkelig til at godtgøre sandsynligheden for, at den påberåbte skade ville opstå. Meddelelser fra undersøgelsesdommeren ved Tribunal Supremo (øverste domstol) til de franske og italienske myndigheder bekræfter denne analyse.

100

Parlamentet og Kongeriget Spanien har nedlagt påstand om, at det andet anbringendes tre første led skal afvises.

101

Ifølge Parlamentet skal dette anbringendes tre første led afvises, i det mindste delvis, for så vidt som de for det første kun har til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, for det andet rejser tvivl om Rettens vicepræsidents bedømmelse af de faktiske omstændigheder og for det tredje støtter sig på faktiske omstændigheder, som ikke blev fremført i første instans. Desuden vedrører anbringendets første og tredje led ikke de præmisser i den appellerede kendelse, som de henviser til.

102

Kongeriget Spanien har gjort gældende, at appellanterne i anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke støttede sig på indberetningerne i SIS II eller på nødvendigheden af at tage hensyn til risikoen for, at de blev anholdt i en anden medlemsstat end Kongeriget Belgien, Kongeriget Spanien eller Den Franske Republik. Det er derfor af den opfattelse, at de argumenter, der er baseret på disse indberetninger eller denne risiko, af denne grund skal afvises. Det samme bør gælde for så vidt angår de argumenter, der er baseret på meddelelserne fra undersøgelsesdommeren ved Tribunal Supremo (øverste domstol), som appellanterne har påberåbt sig.

103

Kongeriget Spanien har desuden anført, at de af appellanterne påberåbte regler ikke kan afkræfte Rettens vicepræsidents konstatering af, at de belgiske myndigheders udsættelse af fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne, gør det muligt at fjerne risikoen for, at de overgives til de spanske myndigheder.

104

Parlamentet og Kongeriget Spanien er i øvrigt af den opfattelse, at Rettens vicepræsident ikke anvendte en for krævende bevisstandard, men tværtimod nøjedes med at anvende Domstolens faste praksis, hvorefter den påberåbte skade skal kunne forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.

105

Under alle omstændigheder har Parlamentet gjort gældende, at det andet anbringendes første og andet led er irrelevante, eftersom appellanterne ikke har bestridt Rettens vicepræsidents betragtninger vedrørende udsættelsen af straffesagen i Spanien, skønt disse betragtninger er tilstrækkelige til at begrunde afslaget på anmodningen om foreløbige forholdsregler.

106

Hvad angår Parlamentets og Kongeriget Spaniens argumenter med henblik på at bestride, at det andet anbringendes tre første led kan antages til realitetsbehandling, bemærkes for det første, at det følger af artikel 256, stk. 1, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser i den dom eller kendelse, som påstås ophævet, der anfægtes, samt præcist skal angive de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der særligt har til formål at angive den retlige fejl, som den dom eller kendelse, der påstås ophævet, hævdes at være behæftet med – blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.1.2018, Kommissionen mod RW, C-442/17 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:6, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

107

I den foreliggende sag fremgår det, at appellanterne med det andet anbringendes tre første led har angivet flere fejl, som den appellerede kendelse angiveligt er behæftet med, og har fremført en række retlige argumenter med henblik på at godtgøre, at disse fejl foreligger. Det følger heraf, at disse tre første led ikke kan anses for blot at have til formål at opnå, at den anmodning om foreløbige forholdsregler, der blev fremsat for Retten, pådømmes endnu en gang.

108

Parlamentets argument om, at det andet anbringendes første og tredje led skal afvises med den begrundelse, at de ikke vedrører præcise præmisser i den appellerede kendelse, skal ligeledes forkastes.

109

Dels fremgår det utvetydigt af appelskriftet, at det andet anbringendes første led rejser tvivl om Rettens vicepræsidents bedømmelse i den appellerede kendelses præmis 46-57, hvorefter den af appellanterne påberåbte skade ikke kunne forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, selv om appellanterne var omfattet af en indberetning i SIS II.

110

Dels fremgår det klart af appelskriftet, at det andet anbringendes tredje led vedrører den appellerede kendelses præmis 52-56, hvori Rettens vicepræsident redegjorde for virkningerne af udsættelsen af den straffesag, der var indledt i Spanien.

111

For det andet bemærkes, at når Domstolen som anført i denne kendelses præmis 70 ikke under behandlingen af en appelsag kan rejse tvivl om Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne, kan det andet anbringendes tre første led ikke anses for at have til formål at anfægte en sådan bedømmelse.

112

Dels har appellanterne med dette anbringendes første og tredje led anfægtet Rettens vicepræsidents anvendelse af kravet om, at den påberåbte skade skal være tilstrækkeligt sandsynlig for at godtgøre, at der foreligger uopsættelighed. En sådan argumentation, som ikke rejser tvivl om de faktiske omstændigheder, der er fastslået i den appellerede kendelse, skal anses for at vedrøre den retlige kvalifikation af disse faktiske omstændigheder i forhold til de kriterier, der regulerer anvendelsen af begrebet uopsættelighed i forbindelse med sager om foreløbige forholdsregler (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29.3.2012, Gollnisch mod Parlamentet, C-569/11 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2012:199, præmis 27).

113

Dels har det andet anbringendes andet led til formål at anfægte det bevisniveau, som appellanterne blev pålagt ved påvisningen af, at den skade, som de påberåbte sig, var tilstrækkeligt sandsynlig. Det fremgår imidlertid af Domstolens faste praksis, at den hævdede tilsidesættelse af bevisbestemmelserne udgør et retsspørgsmål, som kan behandles under en appel (dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

114

For det tredje fremgår det af den retspraksis, der er nævnt i denne kendelses præmis 73, at en part ikke kan fremføre anbringender og argumenter for første gang for Domstolen, som parten ikke har fremført for Retten.

115

Parternes argumenter, som er baseret på anholdelsen og varetægtsfængslingen af Carles Puigdemont i Casamajó på Sardinien samt på de meddelelser fra undersøgelsesdommeren ved Tribunal Supremo (øverste domstol), der er nævnt i denne kendelses præmis 99, skal derfor forkastes, for så vidt som disse argumenter ikke blev fremført i første instans.

116

Det kan derimod ikke lægges til grund, at argumenterne om, at der foreligger indberetninger i SIS II, og om nødvendigheden af at tage hensyn til risikoen for, at appellanterne bliver anholdt i en anden medlemsstat end Kongeriget Belgien, Kongeriget Spanien eller Den Franske Republik, er blevet fremført for første gang for Domstolen. I deres anmodning om foreløbige forholdsregler påberåbte appellanterne sig nemlig flere gange de forudsigelige virkninger af indberetningerne i SIS II og nævnte to gange risikoen for, at de ville blive anholdt af myndighederne i en hvilken som helst EU-medlemsstat. Denne risiko var desuden beskrevet nærmere i appellanternes bemærkninger i første instans til Kongeriget Spaniens interventionsindlæg.

117

Det skal derfor undersøges, om det andet anbringendes tre første led er velbegrundede.

118

Det fremgår af den appellerede kendelses præmis 46-57, at Rettens vicepræsident fandt, at udstedelsen af europæiske arrestordrer mod appellanterne og indlæsningen af indberetninger i SIS II ikke var tilstrækkeligt til at godtgøre, at deres anholdelse kunne forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.

119

Efter at have undersøgt de foranstaltninger, som de belgiske myndigheder havde truffet for at efterkomme de europæiske arrestordrer, der var udstedt mod appellanterne, og efter at have vurderet, at fuldbyrdelsen af disse europæiske arrestordrer var blevet udsat, fandt Rettens vicepræsident i den appellerede kendelses præmis 55 navnlig, at den omstændighed, som appellanterne havde anført, at Kongeriget Spanien ikke havde slettet indberetningerne i SIS II, ikke kunne godtgøre, at den omhandlede straffesag ikke var blevet udsat.

120

På grundlag af navnlig disse vurderinger fastslog Rettens vicepræsident i den nævnte kendelses præmis 58, at den af appellanterne påberåbte skade ikke syntes at kunne kvalificeres som en reel skade eller at være godtgjort med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, og at appellanterne følgelig ikke havde godtgjort, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt.

121

Som appellanterne har gjort gældende, indebærer indberetninger i SIS II om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse, i princippet i sig selv en forpligtelse til at anholde de personer, der er omfattet af sådanne indberetninger.

122

Det fremgår nemlig af artikel 31, stk. 1, i afgørelse 2007/533 om iværksættelse af forholdsregler på grundlag af en sådan indberetning, sammenholdt med denne afgørelses artikel 27, at en indberetning af denne art, sammen med en kopi af den europæiske arrestordre, som den er baseret på, udgør og har samme virkning som en europæisk arrestordre udstedt i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584, når denne rammeafgørelse finder anvendelse.

123

Desuden bestemmer artikel 24, stk. 1, i afgørelse 2007/533, at hvis en medlemsstat finder, at en indberetning om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse, ikke er forenelig med dens nationale lovgivning, dens internationale forpligtelser eller væsentlige nationale hensyn, kan den anmode om, at indberetningen forsynes med en påtegning om, at de forholdsregler, der skal træffes på grundlag af indberetningen, ikke vil blive truffet på dens område.

124

Når rammeafgørelse 2002/584 finder anvendelse, kan en sådan påtegning i overensstemmelse med artikel 25 i afgørelse 2007/533 kun indsættes på en indberetning i SIS II, såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed har nægtet at fuldbyrde den europæiske arrestordre, som denne indberetning vedrører, eller såfremt en kompetent judiciel myndighed har krævet en sådan påtegning indsat, enten på grundlag af en generel instruks, eller hvis det i et specifikt tilfælde står klart, at fuldbyrdelsen af denne europæiske arrestordre vil skulle afslås.

125

Det følger i øvrigt af artikel 30 i afgørelse 2007/533, at i det tilfælde, hvor indberetningen om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse, er blevet udstedt på grundlag af en europæisk arrestordre, har EU-lovgiver kun antaget, at det ikke er muligt at foretage en anholdelse, i det tilfælde, hvor der er indsat en påtegning i overensstemmelse med procedurerne i denne afgørelses artikel 24 og 25.

126

Det følger heraf, at medmindre det godtgøres, at den nævnte afgørelse er behæftet med en systematisk effektivitetsfejl, eller at hver af de medlemsstater, som den pågældende person kan rejse til, har indsat en påtegning – omstændigheder, som ikke er blevet fastslået i den appellerede kendelse – indebærer en indberetning i SIS II om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse, i sig selv, at der er stor sandsynlighed for, at den pågældende person vil blive anholdt.

127

Da betingelsen om uopsættelighed, således som det er anført i denne kendelses præmis 75, i en sag om foreløbige forholdsregler kan være opfyldt, uden at det er godtgjort, at der er en absolut vished for, at den påberåbte skade indtræder, skal en påberåbt skade som følge af anholdelsen af de personer, der er omfattet af indberetningen om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse, principielt i en sådan situation anses for at kunne forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.

128

I denne situation kan dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler derfor ikke med føje kræve af de personer, der er omfattet af indberetningen, at de fremfører yderligere beviser med henblik på at godtgøre forudsigeligheden af deres anholdelse.

129

I modsætning til, hvad Rettens vicepræsident fastslog i den appellerede kendelses præmis 47, kan det navnlig ikke forventes af disse personer, at de godtgør, at nationale fuldbyrdende myndigheder agter at opfylde deres forpligtelser i henhold til EU-retten.

130

Den omstændighed, at en judiciel myndighed i en medlemsstat i en bestemt periode ikke har efterkommet en europæisk arrestordre udstedt mod de nævnte personer, således som Rettens vicepræsident fastslog det for så vidt angik appellanterne i den appellerede kendelses præmis 48-50, kan heller ikke gøre det tilstrækkelig usandsynligt, at disse personer vil blive anholdt.

131

Dels gør denne omstændighed det nemlig i mangel af en endelig afgørelse på ingen måde muligt at fastslå, at denne judicielle myndighed ikke i sidste ende vil opfylde sine forpligtelser i henhold til EU-retten. Dels giver den nævnte omstændighed ingen indikation af, hvilken holdning myndighederne i andre medlemsstater, som de pågældende personer vil kunne rejse til, vil indtage.

132

Hvad angår udsættelsen af fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne, og hvortil der henvises i den appellerede kendelses præmis 51-56, må det konstateres, at den ikke har nogen konsekvenser for den forudsigelige karakter af appellanternes anholdelse i henhold til indberetningerne i SIS II, så længe disse ikke er blevet fjernet af de spanske myndigheder.

133

Selv hvis det antages, at Rettens vicepræsidents bedømmelse i den appellerede kendelses præmis 55 af relevansen af indberetningerne i SIS II skal forstås således, at den indebærer, at Kongeriget Spanien var forpligtet til at fjerne disse indberetninger i forlængelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-158/21, skal det desuden fremhæves, at graden af sandsynlighed for, at der indtræder en skade, henset til formålet med sagen om foreløbige forholdsregler, ikke kan bedømmes ud fra et postulat om, at en medlemsstats nugældende afgørelser vil blive trukket tilbage inden for kort tid.

134

Henset til alle disse forhold fremgår det, at Rettens vicepræsident begik en fejl med hensyn til den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder ved i den appellerede kendelses præmis 46 at fastslå, at appellanterne ikke havde godtgjort, at deres anholdelse kunne forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.

135

Følgelig skal det andet anbringendes tre første led tiltrædes.

136

Hvad angår konsekvenserne af de fejl, som den appellerede kendelses præmis 45 og 46 er behæftet med, bemærkes, at det fremgår af denne kendelses præmis 41, at appellanterne har påberåbt sig en skade som følge af den frihedsberøvelse, der følger af såvel deres anholdelse som deres overgivelse til de spanske myndigheder.

137

Det følger heraf, at Rettens vicepræsidents bedømmelse i kendelsens præmis 58, hvorefter appellanterne ikke havde godtgjort, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt, nødvendigvis må hvile på afvisningen af appellanternes udtalelse om, at de er udsat for en forudsigelig risiko for at blive anholdt, der kan påføre dem en alvorlig og uoprettelig skade.

138

I modsætning til det, som Parlamentet har gjort gældende, kan denne bedømmelse derfor ikke i tilstrækkelig grad være støttet på Rettens vicepræsidents konstatering af, at risikoen for, at appellanterne overgives til de spanske myndigheder, ikke er godtgjort med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed.

139

Da de begrundelser, der er anført i den appellerede kendelses præmis 42 og 43, ikke vedrører risikoen for, at appellanterne vil blive anholdt i en anden medlemsstat end Den Franske Republik, må det under disse omstændigheder fastslås, at de fejl, som denne kendelses præmis 45 og 46 er behæftet med, fratager Rettens vicepræsidents bedømmelse, der fremgår af nævnte kendelses præmis 58, et tilstrækkeligt grundlag.

140

Det skal derfor afgøres, om de ændringer af begrundelsen, som henholdsvis Parlamentet og Kongeriget Spanien har foreslået, kan danne grundlag for den appellerede kendelses konklusion.

141

Parlamentet har, støttet af Kongeriget Spanien, foreslået, at Domstolen, såfremt den tiltræder appellanternes anbringender, foretager en ændring af begrundelsen, hvor den fastslår, at den skade, der er forbundet med den risiko for anholdelse, som appellanterne har påberåbt sig, ikke udgør en alvorlig og uoprettelig skade.

142

I denne henseende har Parlamentet gjort gældende, at den af appellanterne foreslåede tilgang ser bort fra de foreløbige forholdsreglers undtagelsesvise karakter, idet den gør det muligt systematisk at godtgøre, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt, i det tilfælde, hvor immuniteten for et medlem af Parlamentet, der nægter at samarbejde med de nationale myndigheder, ophæves.

143

Da den parlamentariske immunitet har til formål at undgå ethvert indgreb i Parlamentets virke, var appellanterne desuden forpligtet til at godtgøre, at de omtvistede afgørelser risikerede at hindre gennemførelsen af dets arbejde, og at hensynet til Parlamentets virke var til hinder for ethvert indgreb i udøvelsen af deres mandat. De har imidlertid på ingen måde godtgjort, at de tvangsforanstaltninger, som en medlemsstat kan træffe over for et medlem af Parlamentet, skader denne institutions uafhængighed og virke.

144

Appellanterne har nedlagt påstand om, at Parlamentets påstand om ændring af begrundelsen afvises.

145

Det følger af Domstolens faste praksis, at det er en forudsætning for, at en påstand om ændring af begrundelsen kan antages til realitetsbehandling, at der foreligger en retlig interesse, forstået på den måde, at påstanden med sit resultat kan tilføre den part, som har nedlagt den, en fordel. Dette kan være tilfældet, når en påstand om ændring af begrundelsen udgør et forsvar mod et anbringende fremsat af sagsøgeren (dom af 24.2.2022, Bernis m.fl. mod SRB, C-364/20 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:115, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

146

Som anført i denne kendelses præmis 75 skal den part, der har indgivet en anmodning om foreløbige forholdsregler, godtgøre, at den ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at risikere at blive påført en alvorlig og uoprettelig skade.

147

Selv om Rettens vicepræsident med urette fastslog, at appellanternes anholdelse ikke kunne forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal den bedømmelse, hvorefter betingelsen om uopsættelighed ikke var opfyldt, ikke desto mindre stadfæstes, hvis ikke denne anholdelse kunne påføre appellanterne en alvorlig og uoprettelig skade.

148

Parlamentets påstand om ændring af begrundelsen kan derfor antages til realitetsbehandling.

149

Som denne institution med rette har anført, indrømmes Parlamentets medlemmers immunitet udelukkende i Unionens interesse. Denne immunitet har nærmere bestemt til formål at undgå ethvert indgreb i denne institutions virke og dermed i udøvelsen af dens beføjelser. Et medlem af Parlamentet, der står over for en afgørelse om ophævelse af vedkommendes immunitet, kan derfor kun med rimelighed som en alvorlig og uoprettelig skade, som denne afgørelse direkte påfører ham, påberåbe sig den skade, som den nævnte afgørelse påfører ikke alene hans ret til frit at udøve sit mandat, men også Parlamentets virke (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29.3.2012, Gollnisch mod Parlamentet, C-569/11 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2012:199, præmis 29).

150

Risikoen for, at der opstår en alvorlig og uoprettelig skade, kunne således udelukkes i en situation, hvor ophævelsen af et parlamentsmedlems immunitet skete i en tidlig fase af en straffesag mod vedkommende, uden at det var godtgjort, at denne sags faktiske eller forventede forløb konkret kunne gribe ind i udøvelsen af dette parlamentsmedlems arbejde, såsom deltagelsen i møder, parlamentariske rejser eller udarbejdelse af betænkninger, og at de interesser, der var forbundet med Parlamentets virke, var til hinder for ethvert indgreb i vedkommendes udøvelse af sit mandat (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29.3.2012, Gollnisch mod Parlamentet, C-569/11 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2012:199, præmis 30).

151

Denne løsning kan ikke overføres til en situation, hvor den straffesag, der har begrundet ophævelsen af den parlamentariske immunitet, allerede har ført til udstedelse af europæiske arrestordrer og indberetninger om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse, mod de pågældende parlamentsmedlemmer.

152

De således vedtagne foranstaltninger kan nemlig i tilfælde af ophævelse af den parlamentariske immunitet i henhold til rammeafgørelse 2002/584 og afgørelse 2007/533 medføre anholdelse af de berørte parlamentsmedlemmer og opretholdelse af deres varetægtsfængsling, i givet fald i flere uger, indtil der er truffet afgørelse om deres overgivelse.

153

En sådan frihedsberøvelse, der oven i købet kan ske flere gange og i flere medlemsstater, kan være til hinder for, at de berørte parlamentsmedlemmer kan udføre de aktiviteter, der er forbundet med udøvelsen af deres mandat, såsom deltagelse i parlamentariske rejser eller gennemførelse af rejser, der er nødvendige i forbindelse med udarbejdelsen af betænkninger, og dermed skade Parlamentets virke. Henset til arten af et parlamentsmedlems aktiviteter og det forhold, at det skal udøve disse aktiviteter i hele Unionen, skal det fastslås, at der foreligger en sådan hindring for udøvelsen af mandatet som medlem af Parlamentet, uden at den person, der påberåber sig denne, skal fremlægge præcise oplysninger om de konkrete aktiviteter, som den pågældende måtte blive foranlediget til at udøve i andre medlemsstater end dem, hvor Parlamentets mødeperioder afvikles.

154

Det skal tilføjes, at eftersom de berørte medlemmer af Parlamentet – hvis ikke der i et sådant tilfælde sker udsættelse af gennemførelsen af afgørelserne om ophævelse af deres immunitet – er ude af stand til fuldt ud at fortsætte udøvelsen af stillingen som europaparlamentarikere frem til mandatets udløb, ville den således lidte skade være uoprettelig (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens præsident den 31.7.2003, Le Pen mod Parlamentet, C-208/03 P-R, EU:C:2003:424, præmis 102).

155

Det må derfor fastslås, at anholdelsen af et medlem af Parlamentet og opretholdelsen af vedkommendes varetægtsfængsling, i givet fald i flere uger, indtil der er truffet afgørelse om vedkommendes overgivelse, kan påføre medlemmet en alvorlig og uoprettelig skade.

156

På baggrund af det ovenstående skal Parlamentets påstand om ændring af begrundelsen afvises.

157

Kongeriget Spanien har gjort gældende, at den appellerede kendelses præmis 43 er behæftet med en retlig fejl for så vidt angår rækkevidden af de omtvistede afgørelser, og foreslår følgelig, at Domstolen foretager en ændring af begrundelsen ved at slette denne præmis 43.

158

Kongeriget Spanien har principalt kritiseret Rettens vicepræsident for at have overskredet sin funktion som dommer i en sag om foreløbige forholdsregler ved at anlægge en fortolkning af de omtvistede afgørelser, hvilket i det væsentlige svarer til at træffe afgørelse om et af de anbringender, som appellanterne havde fremsat i forbindelse med deres annullationssøgsmål.

159

Subsidiært har Kongeriget Spanien gjort gældende, at de omtvistede afgørelser ophævede appellanternes immunitet i sin helhed, og at det ikke kan antages, at de stadig kan påberåbe sig en angivelig »rejseimmunitet«, som på ingen måde er fastsat i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter.

160

Kongeriget Spanien er i øvrigt af den opfattelse, at det er nødvendigt at ændre den appellerede kendelses præmis 52, første punktum, for så vidt som dette indeholder en ukorrekt fortolkning af det interventionsindlæg, som Kongeriget Spanien havde indgivet i første instans.

161

Appellanterne har nedlagt påstand om, at Kongeriget Spaniens påstand om ændring af begrundelsen afvises.

162

Som anført i denne kendelses præmis 145 kan en påstand om ændring af begrundelsen kun antages til realitetsbehandling, hvis den med sit resultat kan tilføre den part, som har nedlagt den, en fordel.

163

I den foreliggende sag har Kongeriget Spaniens påstand om ændring af begrundelsen til formål at få slettet den appellerede kendelses præmis 43 og ændret denne kendelses præmis 52, første punktum.

164

For det første fastslog Rettens vicepræsident i den appellerede kendelses præmis 43 i det væsentlige, at de omtvistede afgørelser ikke havde ophævet immuniteten i henhold til artikel 9, stk. 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter. Rettens vicepræsident udledte heraf, at appellanterne ikke kunne påberåbe sig en angivelig risiko for at blive anholdt under en rejse til eller fra et møde i Parlamentet i Strasbourg.

165

En eventuel ændring af den begrundelse, som Rettens vicepræsident således lagde til grund, kan ikke tilføre Kongeriget Spanien en fordel i forbindelse med den foreliggende sag.

166

At antage, således som Kongeriget Spanien har foreslået, at de omtvistede afgørelser har ophævet appellanternes parlamentariske immunitet i sin helhed, eller i det mindste ikke udelukke, at de har haft en sådan virkning, ville nemlig føre til den konklusion, at det ligeledes er sandsynligt, at appellanterne vil blive anholdt på Den Franske Republiks område, og at den skade, som de kan påberåbe sig, yderligere forværres af den omstændighed, at de omtvistede afgørelser kan udgøre en hindring for deres deltagelse i Parlamentets møder.

167

Derimod kan den ændring af begrundelsen, som Kongeriget Spanien har foreslået, ikke afhjælpe de fejl, som Retten begik i den appellerede kendelses præmis 44 og 45.

168

Hvad for det andet angår ændringen af begrundelsen i den appellerede kendelses præmis 52, første punktum, må det fastslås, at denne heller ikke kan tilføre Kongeriget Spanien en fordel.

169

Denne ændring gør det nemlig kun muligt at korrigere en fejl, som Rettens vicepræsident begik ved fortolkningen af Kongeriget Spaniens skriftlige indlæg, men er uden betydning for fastslåelsen af de faktiske omstændigheder i den appellerede kendelse eller for deres kvalifikation.

170

Det følger heraf, at Kongeriget Spaniens påstand om ændring af begrundelsen skal afvises, og følgelig at den appellerede kendelse skal ophæves i sin helhed, uden at det er fornødent at behandle det andet anbringendes fjerde og femte led.

171

Eftersom den appellerede kendelse ophæves i sin helhed, har kontraappellen mistet sin genstand, og det er derfor ufornødent at træffe afgørelse herom (jf. analogt dom af 25.1.2022, Kommissionen mod European Food m.fl., C-638/19 P, EU:C:2022:50, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis).

172

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver Rettens afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse. Denne bestemmelse finder tillige anvendelse ved appel, som er iværksat i henhold til artikel 57, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.9.2020, Rådet mod Sharpston, C-424/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:705, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

173

I den foreliggende sag råder Domstolen over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse vedrørende appellanternes anmodning om foreløbige forholdsregler.

174

For så vidt som parterne under retsforhandlingerne i første instans fuldt ud har kunnet tage stilling til de tre betingelser for anordning af foreløbige forholdsregler, kan den omstændighed, at Rettens vicepræsident kun har behandlet en af disse betingelser, ikke forhindre Domstolen i selv at træffe endelig afgørelse om anmodningen om foreløbige forholdsregler.

175

I denne forbindelse bemærkes, at artikel 156, stk. 4, i Rettens procesreglement bestemmer, at anmodninger om foreløbige forholdsregler skal angive sagens genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den foreløbige forholdsregel, anmodningen vedrører, umiddelbart forekommer begrundet. I henhold til Domstolens faste praksis kan Unionens retsinstanser i sager om foreløbige forholdsregler således udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for den part, der har begæret dem, er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, hvis en af betingelserne ikke er opfyldt. I sager om foreløbige forholdsregler foretager Unionens retsinstanser også, hvor det er relevant, en afvejning af de involverede interesser (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 16.7.2021, Symrise mod ECHA, C-282/21 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2021:631, præmis 26).

176

Parlamentet har givet udtryk for »alvorlig tvivl« med hensyn til formaliteten i hovedsagen. Dels kan hver enkelt appellant kun nedlægge påstand om annullation af den afgørelse, der vedrører den pågældende, og ikke om annullation af de afgørelser, der vedrører de øvrige appellanter. Dels har appellanterne ikke præciseret, i hvilket omfang hvert enkelt fremsat anbringende gælder for hver enkelt omtvistet afgørelse.

177

Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis bør spørgsmål om hovedsagens formalitet principielt ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, idet hovedsagens udfald herved kan foregribes. Såfremt det imidlertid er gjort gældende, at hovedsagen åbenbart må afvises, tilkommer det Domstolen at godtgøre, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning med en vis sandsynlighed kan fremmes til realitetspåkendelse (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 26.6.2003, Belgien og Forum 187 mod Kommissionen, C-182/03 R og C-217/03 R, EU:C:2003:385, præmis 98).

178

I den foreliggende sag har Parlamentet begrænset sig til at anføre, at det nærer »alvorlig tvivl« med hensyn til formaliteten i hovedsagen, hvilket i det væsentlige skyldes den omstændighed, at de enkelte appellanter ikke har søgsmålskompetence i forhold til afgørelserne vedrørende de øvrige appellanter, og fremsættelsen af visse anbringender i annullationssøgsmålet.

179

Det fremgår således, at Parlamentet ikke har gjort gældende, at søgsmålet i hovedsagen åbenbart må afvises, og at det heller ikke har fremlagt oplysninger, der i forbindelse med den summariske undersøgelse af sagens formalitet, som foretages af den dommer, der træffer afgørelse om de foreløbige forholdsregler, gør det muligt at antage, at den nævnte sag sandsynligvis må afvises i sin helhed.

180

Det følger heraf, at anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke kan afvises med den begrundelse, at søgsmålet i hovedsagen må afvises.

181

Med henblik på at godtgøre, at der foreligger fumus boni juris, har appellanterne påberåbt sig otte anbringender til støtte for søgsmålet i hovedsagen.

182

I deres argumentation vedrørende det tredje af disse anbringender, som skal behandles først, har appellanterne bl.a. gjort gældende, at den procedure, der blev fulgt ved vedtagelsen af de omtvistede afgørelser, tilsidesatte det princip om upartiskhed, der følger af artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med dette charters artikel 39, stk. 2.

183

Det fremgår af punkt 8 i meddelelsen til medlemmerne af Parlamentets Retsudvalg af 19. november 2019 om de principper, der finder anvendelse på anmodninger om ophævelse af immunitet, at hvervet som ordfører roteres på lige fod mellem de politiske grupper, idet ordføreren dog ikke kan være medlem af den samme politiske gruppe eller være valgt i den samme medlemsstat som det medlem, hvis immunitet er under behandling.

184

Ordføreren for de omtvistede afgørelser var imidlertid medlem af den samme politiske gruppe som det politiske parti VOX, der udøvede actio popularis i straffesagerne mod appellanterne. Ordføreren havde ligeledes været formand for et møde i dette politiske parti, hvorunder han støttede sloganet »Puigdemont en prison« (Puigdemont i fængsel).

185

Derudover havde JURI-udvalgets formand og det politiske parti, han tilhører, været yderst fjendtlige over for appellanterne og ført en strategi, der havde til formål at forhindre dem i at deltage i Parlamentets møder, efter at de var blevet valgt.

186

Parlamentet har gjort gældende, at en sag vedrørende ophævelse af et af denne institutions medlemmers immunitet er af politisk karakter, og at den derfor ikke kan underlægges de samme regler som en disciplinærsag eller en retssag. Den omstændighed, at ordføreren og formanden for JURI-udvalget tilhører en anden politisk gruppe end det pågældende medlem, udgør derfor ikke i sig selv en tilsidesættelse af princippet om upartiskhed.

187

Af de samme grunde er den omstændighed, at ordføreren og formanden for JURI-udvalget angiveligt kom med politiske udtalelser, der afveg fra det politiske program, som appellanterne går ind for, uden relevans. Desuden er appellanternes anbringender i denne henseende ikke underbygget af konkrete beviser.

188

I henhold til Domstolens faste praksis er betingelsen om fumus boni juris opfyldt, når mindst et af de anbringender, som den part, der anmoder om foreløbige forholdsregler, har gjort gældende til støtte for hovedsagen, umiddelbart forekommer relevant og under alle omstændigheder ikke er uden rimeligt grundlag. Dette er bl.a. tilfældet, når et af disse anbringender rejser komplekse juridiske spørgsmål, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre og dermed fortjener en dybere undersøgelse, som ikke kan foretages af dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, men skal være genstand for hovedsagen, eller når der er en væsentlig juridisk uenighed mellem parterne, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre (kendelse af 17.12.2018, Kommissionen mod Polen, C-619/18 R, EU:C:2018:1021, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

189

Parterne er for det første uenige om, hvorvidt princippet om upartiskhed kan finde anvendelse på ordføreren og formanden for JURI-udvalget i forbindelse med en sag vedrørende en anmodning om ophævelse af et parlamentsmedlems immunitet.

190

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen endnu ikke har truffet afgørelse om dette retsspørgsmål.

191

Anvendelsen på en sådan sag af alle de proceduremæssige krav, der generelt regulerer de administrative procedurer, kan, henset til de parlamentariske procedurers yderst politiske karakter, ikke anses for umiddelbart at gøre sig gældende uden videre.

192

Eftersom afgørelsen om at ophæve et medlem af Parlamentets immunitet fratager vedkommende et væsentligt element af den status som europaparlamentariker, som medlemmerne af denne institution nyder på samme måde i hele den tid, en mødeperiode i en given valgperiode varer (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 78), skal den procedure, der kan medføre, at en sådan afgørelse træffes, nødvendigvis sikre det pågældende medlem af Parlamentet tilstrækkelige individuelle garantier.

193

Artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder bestemmer endvidere, at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, uden at sondre mellem de berørte institutioner eller i forhold til den procedure, inden for hvilken disse sager behandles.

194

Selv om anvendelsen af denne bestemmelse på en procedure vedrørende et ledigt mandat i Parlamentet som følge af bortfaldet af mandatet for et af denne institutions medlemmer ganske vist blev afvist, var denne løsning ikke baseret på denne procedures politiske karakter, men på den omstændighed, at Parlamentet ikke havde noget skøn i forbindelse med proceduren (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 8.10.2020, Junqueras i Vies mod Parlamentet, C-201/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:818, præmis 93 og 94).

195

Eftersom hverken protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter eller Parlamentets forretningsorden præcist definerer, i hvilke tilfælde et medlems immunitet skal ophæves, råder Parlamentet a priori over et vidt skøn, når det tager stilling til en anmodning om ophævelse af et af disse medlemmers immunitet.

196

Princippet i punkt 8 i den meddelelse til medlemmerne af Parlamentets Retsudvalg, som er nævnt i denne kendelses præmis 183, hvorefter ordføreren ikke må være medlem af den samme politiske gruppe eller være valgt i den samme medlemsstat som det medlem, hvis immunitet er under behandling, bekræfter i øvrigt, at Parlamentets praksis netop har til formål at sikre, at ordføreren i det mindste har en vis grad af upartiskhed.

197

I lyset af disse betragtninger må det fastslås, at anvendelsen af princippet om upartiskhed på ordføreren og formanden for JURI-udvalget i forbindelse med en procedure vedrørende en anmodning om ophævelse af et parlamentsmedlems immunitet udgør et spørgsmål, hvorom der er en væsentlig juridisk uenighed, hvis løsning ikke gør sig gældende uden videre.

198

Såfremt denne anvendelse er godtgjort, indebærer behandlingen af det tredje anbringende i hovedsagen for det andet, at det skal afgøres, om de oplysninger, som appellanterne har fremlagt, er tilstrækkelige til at godtgøre, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om upartiskhed.

199

I overensstemmelse med dette princip påhviler det Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer at opfylde kravet om upartiskhed i dets to bestanddele, der udgøres af dels den subjektive upartiskhed, hvorefter intet medlem af den berørte institution må give udtryk for forudindtagethed eller personlige fordomme, dels den objektive upartiskhed, hvorefter denne institution skal sikre tilstrækkelige garantier for, at enhver rimelig tvivl om en eventuel forudindtagethed kan udelukkes (jf. i denne retning dom af 25.2.2021, Dalli mod Kommissionen, C-615/19 P, EU:C:2021:133, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis).

200

I den foreliggende sag kan den adfærd, som ordføreren og formanden for JURI-udvalget har udvist, og som appellanterne har henvist til, umiddelbart være udtryk for forudindtagethed eller personlige fordomme, som er ugunstige for appellanterne.

201

Det tilkommer imidlertid den ret, der realitetsbehandler sagen, at vurdere, om det er godtgjort, at denne adfærd faktisk har fundet sted, for så vidt som Parlamentet har gjort gældende, at de dokumenter, som appellanterne har fremlagt, ikke godtgør dette, uden at det dog har benægtet, at den nævnte adfærd har fundet sted.

202

Det er i øvrigt ubestridt, at det politiske parti VOX befinder sig i en helt særlig situation, for så vidt som det spiller en direkte rolle i straffesagen mod appellanterne, og for så vidt som det i denne forbindelse deltager direkte i den præjudicielle procedure i sag C-158/21.

203

Som anført i bilagene til anmodningen om foreløbige forholdsregler fremgår det ligeledes af kendelse af 19. november 2020, Buxadé Villalba m.fl. mod Parlamentet (T-32/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:552), at medlemmer af Parlamentet, der er medlem af dette parti, har anlagt sag ved Retten med påstand om annullation af Parlamentets anerkendelse af valget af to af appellanterne som medlemmer af Europa-Parlamentet.

204

Under disse omstændigheder kan det efter den summariske undersøgelse, der påhviler dommeren i sager om foreløbige forholdsregler, ikke udelukkes, at ordførerens medlemskab af en politisk gruppe, som de medlemmer af Europa-Parlamentet, der er medlemmer af det politiske parti VOX, også tilhører, kan skabe en rimelig tvivl med hensyn til eventuelle fordomme, som er ugunstige for appellanterne.

205

Uden på dette trin at tage stilling til, om det tredje anbringende er begrundet, hvilket det alene tilkommer den ret, der træffer afgørelse om sagens realitet, at afgøre, fremgår det følgelig, at anbringendet ikke kan anses for at være ubetydeligt.

206

Da dette anbringende, såfremt den ret, der træffer afgørelse om sagens realitet, tager det til følge, kan medføre annullation af de omtvistede afgørelser, må det fastslås, at betingelsen om fumus boni juris er opfyldt.

207

Med henblik på at godtgøre, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt, har appellanterne gjort gældende, at deres sandsynlige anholdelse, i givet fald efterfulgt af deres overgivelse til de spanske myndigheder, vil påføre dem en alvorlig og uoprettelig skade, idet den vil tilsidesætte deres ret til at udøve deres hverv som medlemmer af Europa-Parlamentet.

208

Kombinationen af de omtvistede afgørelser på den ene side og de europæiske arrestordrer og indberetninger i SIS II på den anden side udsætter appellanterne for en stor risiko for anholdelse og overgivelse til de spanske myndigheder på grund af de forpligtelser, som disse europæiske arrestordrer og indberetninger pålægger myndighederne i samtlige medlemsstater. Denne risiko kan realiseres under en rejse til Strasbourg for at deltage i Parlamentets møder, men også i forbindelse med de mange aktiviteter, som appellanterne skal udføre i hele Unionen som medlemmer af Europa-Parlamentet.

209

Carles Puigdemont i Casamajó har tidligere kunnet rejse til flere medlemsstater uden at blive anholdt, men denne situation kan forklares med, at han ikke var omfattet af en europæisk arrestordre mellem oktober 2017 og hans valg til Europa-Parlamentet. Han rejste først til en anden medlemsstat end Kongeriget Belgien, mens han var omfattet af denne europæiske arrestordre, i marts 2018, hvilket forklarer, at han da blev tilbageholdt af de tyske myndigheder.

210

Kongeriget Spaniens argument om, at fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer er udsat som følge af Tribunal Supremos (øverste domstol) indgivelse af en anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen, skal i øvrigt forkastes. En sådan udsættelse følger nemlig ikke af Domstolens praksis, og de spanske myndigheder har besluttet at opretholde indberetningerne i SIS II, hvorved de viser, at de fortsat ønsker de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne, fuldbyrdet.

211

Endelig er appellanterne af den opfattelse, at en eventuel annullation af de omtvistede afgørelser vil ske for sent til at beskytte dem mod den risiko, som de påberåber sig, og derfor ikke er tilstrækkelig til at sikre, at de kan udøve deres mandat som medlem af Europa-Parlamentet.

212

Parlamentet har for det første gjort gældende, at de omtvistede afgørelser ikke udgør den afgørende årsag til den af appellanterne påberåbte skade. Denne følger af de spanske myndigheders afgørelser, idet de omtvistede afgørelser begrænser sig til at fjerne en af de proceduremæssige hindringer for afgørelsernes gennemførelse.

213

Parlamentet har for det andet anført, at situationen i Belgien er særlig relevant, dels fordi mindst to af appellanterne synes at have bopæl dér, dels fordi europaparlamentarikerne arbejder en del af tiden i Belgien. De belgiske judicielle myndigheder har imidlertid konsekvent afvist den endelige fuldbyrdelse af de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne, også inden de opnåede parlamentarisk immunitet, og mod andre personer, der er eftersøgt for lignende forhold. Det er højst usandsynligt, at disse judicielle myndigheder vil ændre holdning, inden Domstolen har truffet afgørelse i sag C-158/21.

214

For det tredje har appellanterne, skønt de omtvistede afgørelser ikke har virkning i Spanien, ikke godtgjort, at de faktisk risikerer at blive anholdt og overgivet til de spanske myndigheder af andre medlemsstater end Kongeriget Belgien, selv om de regelmæssigt rejser rundt i Unionen. Forbindelsen mellem eventuelle rejser til andre medlemsstater end Kongeriget Belgien og deres hverv som medlem af Europa-Parlamentet er heller ikke godtgjort. Eftersom den immunitet, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, ikke er blevet ophævet, kan de frit rejse til Strasbourg for at deltage i Parlamentets møder.

215

For det fjerde kan en lovformelig gennemførelse af en retssag i en medlemsstat under alle omstændigheder ikke udgøre en form for alvorlig og uoprettelig skade.

216

Kongeriget Spanien har gjort gældende, at de omtvistede afgørelser ikke udgør den afgørende årsag til den af appellanterne påberåbte skade. Eftersom appellanterne har bopæl i Belgien og skal rejse til Bruxelles (Belgien) og Strasbourg for at udøve deres mandat, fremgår det desuden ikke, at udøvelsen af deres mandat som medlem af Europa-Parlamentet kan hindres af en eventuel tilbageholdelse i Spanien.

217

Derudover synes ingen medlemsstat at have indledt en procedure med henblik på at fuldbyrde de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne. Det er højst usandsynligt, at en medlemsstat fuldbyrder disse europæiske arrestordrer, så længe den præjudicielle procedure i sag C-158/21 verserer. Indgivelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF medfører således en udsættelse af den nationale retssag, herunder den procedure, hvorunder der skal træffes afgørelse om de nævnte europæiske arrestordrer.

218

Som anført i denne kendelses præmis 75 skal uopsætteligheden vurderes i forhold til, hvor nødvendigt det er, at der træffes en foreløbig afgørelse med henblik på at undgå en alvorlig og uoprettelig skade for den part, der anmoder om den midlertidige beskyttelse. Det er denne part, som skal godtgøre, at den ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at risikere at blive påført en sådan skade. Selv om det er korrekt, at det med henblik på at godtgøre, at der foreligger en sådan skade, ikke er nødvendigt, at det godtgøres, at der er en absolut vished for, at skaden indtræder, og at det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal den part, der har indgivet en anmodning om foreløbige forholdsregler, dog fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der begrunder, at der er udsigt til en sådan skade

219

I den foreliggende sag er det ubestridt, at appellanterne hver især er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt af de spanske judicielle myndigheder og af indberetninger om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse.

220

Det følger af denne kendelses præmis 88-92, at en europæisk arrestordre udstedt af en medlemsstats judicielle myndighed bl.a. forpligter de øvrige medlemsstater til at anholde den eftersøgte og træffe afgørelse om vedkommendes fortsatte varetægtsfængsling, indtil der er truffet en afgørelse om overgivelse.

221

Tilsvarende fremgår det af denne kendelses præmis 121-125, at indberetninger i SIS II om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse, i princippet i sig selv indebærer en forpligtelse til at anholde de personer, der er omfattet af sådanne indberetninger, medmindre indberetningerne er forsynet med en påtegning.

222

Desuden indebærer en europæisk arrestordre ikke blot en forpligtelse til at anholde den eftersøgte person, men også til at overgive denne person til den udstedende judicielle myndighed.

223

Det følger således af Domstolens faste praksis, at rammeafgørelse 2002/584 med indførelsen af en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, tilsigter at fremme og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne (dom af 29.4.2021, X (Europæisk arrestordre – ne bis in idem), C-665/20 PPU, EU:C:2021:339, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

224

På det område, der reguleres ved rammeafgørelse 2002/584, finder princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelsen, udtryk i denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse (dom af 29.4.2021, X (Europæisk arrestordre – ne bis in idem), C-665/20 PPU, EU:C:2021:339, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

225

Det følger heraf, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder principielt kun kan afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre med henvisning til de udtømmende opregnede afslagsgrunde, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, og at fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kun kan underlægges en af de betingelser, der er udtømmende fastsat i rammeafgørelsens artikel 5. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (dom af 17.12.2020, Openbaar Ministerie (Den udstedende judicielle myndigheds uafhængighed), C-354/20 PPU og C-412/20 PPU, EU:C:2020:1033, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

226

Hverken Parlamentet eller Kongeriget Spanien har gjort gældende, at fuldbyrdelsen af de omhandlede europæiske arrestordrer bør afslås under anvendelse af de afslagsgrunde, der er opregnet i rammeafgørelse 2002/584, eller at indberetningerne i SIS II er blevet forsynet med en påtegning.

227

Det er heller ikke gjort gældende og a fortiori ikke godtgjort, at rammeafgørelse 2002/584 og afgørelse 2007/533 generelt ikke anvendes af medlemsstaterne.

228

Parlamentet har ikke desto mindre gjort gældende, at medlemsstaterne er klart tilbageholdende med at efterkomme de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne, idet det har støttet sig på den omstændighed, at Carles Puigdemont i Casamajó er rejst til flere medlemsstater uden at blive anholdt, også selv om han ikke havde opnået parlamentarisk immunitet, men det må fastslås, at denne udtalelse ikke er underbygget af noget bevis, og at appellanterne formelt har bestridt den.

229

På samme måde kan den omstændighed, at de belgiske myndigheder ikke har overgivet appellanterne til de spanske myndigheder, heller ikke af de grunde, der er anført i denne kendelses præmis 131, udelukke, at der er stor sandsynlighed for, at appellanterne vil blive anholdt.

230

Kongeriget Spaniens argument om, at den af appellanterne påberåbte skade ikke kan indtræde, da fuldbyrdelsen af de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod dem, er udsat som følge af indgivelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse i sag C-158/21, skal ligeledes forkastes.

231

Det følger af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at den nationale ret, der forelægger Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, udsætter hovedsagen.

232

Det fremgår ikke desto mindre af anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-158/21, at denne anmodning har til formål at afgøre, om de europæiske arrestordrer, der er udstedt af Tribunal Supremo (øverste domstol) mod flere eftersøgte personer, herunder appellanterne, skal opretholdes eller trækkes tilbage, og nærmere bestemt for så vidt angår appellanterne at angive de supplerende oplysninger, der skal fremsendes til de fuldbyrdende judicielle myndigheder for at fremme deres overgivelse.

233

Det følger heraf, at afgørelsen om at udsætte hovedsagen i sag C-158/21 indebærer, at Tribunal Supremo (øverste domstol) ikke har til hensigt at træffe afgørelse om, hvorvidt de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne, skal opretholdes eller trækkes tilbage, inden Domstolen har besvaret de forelagte præjudicielle spørgsmål.

234

At Tribunal Supremo (øverste domstol) ikke har truffet en formel afgørelse i denne henseende gør det derimod ikke muligt at antage, at den har villet anfægte de allerede udstedte europæiske arrestordrer eller udsætte fuldbyrdelsen heraf. En sådan udsættelse, som i øvrigt ikke er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, kan ikke baseres direkte på artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som på ingen måde fastsætter, at gennemførelsen af de foranstaltninger, som den forelæggende ret vedtager i hovedsagen, inden den præjudicielle afgørelse er blevet truffet, nødvendigvis skal udsættes i afventning af denne afgørelse.

235

Det må derfor fastslås, at appellanterne i tilstrækkelig grad har godtgjort, at deres anholdelse og overgivelse til de spanske myndigheder kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, hvis ikke gennemførelsen af de omtvistede afgørelser udsættes.

236

Det følger imidlertid af betragtningerne i denne kendelses præmis 149-155, at appellanternes eventuelle anholdelse i henhold til en europæisk arrestordre eller en indberetning om personer, der begæres anholdt med henblik på overgivelse, vil kunne påføre dem en alvorlig og uoprettelig skade. Det samme gælder a fortiori for appellanternes overgivelse til de spanske myndigheder, som kan medføre en længere frihedsberøvelse.

237

Det skal endvidere tilføjes, at Parlamentets og Kongeriget Spaniens argument om, at betingelsen om uopsættelighed ikke er opfyldt, da de omtvistede afgørelser ikke udgør den afgørende årsag til den skade, som appellanterne risikerer at blive påført, skal forkastes.

238

I forbindelse med en anmodning om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt er anordningen af den foreløbige forholdsregel, hvorom der er fremsat anmodning, dog kun berettiget, hvis den pågældende retsakt udgør den afgørende årsag til det påståede alvorlige og uoprettelige tab (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 17.12.2020, Anglo Austrian AAB og Belegging-Maatschappij Far-East mod ECB, C-114/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:1059, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

239

Det følger af denne praksis, at der ikke kan træffes afgørelse om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt, når den påberåbte skade i det væsentlige udspringer af faktorer, der er uafhængige af denne retsakt, og når det ikke er godtgjort, at retsakten på afgørende vis bidrager til skadens indtræden. I et sådant tilfælde kan udsættelsen af gennemførelsen nemlig ikke anses for at være egnet til at undgå, at den part, der anmoder om udsættelsen, vil blive påført en alvorlig og uoprettelig skade.

240

I den foreliggende sag udgjorde den parlamentariske immunitet, som appellanterne nød forud for vedtagelsen af de omtvistede afgørelser, en afgørende hindring for deres anholdelse og overgivelse i henhold til de europæiske arrestordrer, der var udstedt mod dem, og indberetningerne i SIS II. Det følger heraf, at de omtvistede afgørelser er en ufravigelig betingelse for, at den af appellanterne påberåbte skade vil indtræde, og at det i tilfælde af udsættelse af gennemførelsen af disse afgørelser vil kunne undgås, at denne skade indtræder.

241

Det må følgelig fastslås, at appellanterne har godtgjort, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt.

242

Appellanterne har gjort gældende, at det er i almenhedens interesse dels, at Parlamentets sammensætning afspejler det frie udtryk for det valg, som EU-borgerne har foretaget med hensyn til de personer, som de ønsker at være repræsenteret af, dels, at dets medlemmer kan udøve deres hverv i hele deres mandatperiode. Det følger heraf, at almenhedens interesse og appellanternes interesse, der bl.a. vedrører deres personlige frihed og deres ret til fri bevægelighed, er sammenfaldende.

243

Desuden gør annullationen af de omtvistede afgørelser det ikke muligt at genoprette den situation, der vil opstå som følge af deres anvendelse, for så vidt som appellanterne i tilfælde af, at de overgives til de spanske myndigheder, ikke længere er beskyttet af den immunitet, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, litra b), i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter.

244

I øvrigt er den eneste virkning af anordningen af den foreløbige forholdsregel, der er fremsat anmodning om, at forsinke den videre fuldbyrdelse af de europæiske arrestordrer, der er udstedt mod appellanterne, idet denne fuldbyrdelse allerede er blevet udsat som følge af, at de europæiske arrestordrer, der tidligere var blevet udstedt mod dem, blev trukket tilbage to gange, og at der gik lang tid, inden der blev udstedt nye europæiske arrestordrer.

245

Parlamentet har gjort gældende, at den parlamentariske immunitet ikke har til formål at forsinke de nationale retslige procedurer eller at give medlemmerne af Europa-Parlamentet et middel til at undslippe retssystemet, men at garantere Parlamentets uafhængighed.

246

I henhold til artikel 4, stk. 2 og 3, TEU skal der tages hensyn til Kongeriget Spaniens forfatningsmæssige interesser. Eftersom Parlamentet utvetydigt gik ind for at ophæve appellanternes immunitet, griber den straffesag, der er indledt i denne medlemsstat, ikke ind i Parlamentets institutionelle rettigheder.

247

Kongeriget Spanien har anført, at anordningen af den foreløbige forholdsregel, der er fremsat anmodning om, vil rejse tvivl om den interesseafvejning, der blev foretaget i dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115). Det fremgår nemlig af denne doms præmis 91-94, at den kompetente nationale ret kan beslutte at opretholde allerede vedtagne frihedsberøvende foranstaltninger og anmode om ophævelse af de pågældende medlemmers immunitet. Når Parlamentet først har ophævet denne immunitet, medfører en udsættelse af gennemførelsen af dets afgørelse i denne sammenhæng en uforholdsmæssig tilsidesættelse af retsvæsenets interesse og af respekten for retsstaten på grund af omstændigheder, der åbenbart ligger forud for og ikke har nogen forbindelse med appellanternes valg til Parlamentet.

248

Det fremgår, at det i de fleste sager om foreløbige forholdsregler i et vist omfang kan have visse endelige virkninger, såvel hvis en anmodning om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt imødekommes, som hvis den afslås, og det tilkommer Unionens retsinstanser i forbindelse med en sag om foreløbige forholdsregler at afveje de risici, der er knyttet til hver af de mulige løsninger. Dette indebærer konkret, at det bl.a. må undersøges, om interessen i at opnå udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede retsakt for den part, der anmoder om de foreløbige forholdsregler, vejer tungere end interessen i den umiddelbare anvendelse af retsakten. Det skal ved denne undersøgelse fastslås, om den eventuelle annullation af denne retsakt anordnet af den ret, der træffer afgørelse om sagens realitet, vil kunne genoprette den situation, som frembringes ved retsaktens umiddelbare gennemførelse, og omvendt, i hvilket omfang udsættelsen vil hindre opnåelsen af de ved denne retsakt forfulgte mål i tilfælde af, at søgsmålet i hovedsagen forkastes (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.1.2018, Kommissionen mod RW, C-442/17 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2018:6, præmis 60, og kendelse af 8.4.2020, Kommissionen mod Polen, C-791/19 R, EU:C:2020:277, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

249

Hvad for det første angår interessen i at anordne de foreløbige forholdsregler, der er fremsat anmodning om, fremgår det af undersøgelsen af betingelsen om uopsættelighed, at hvis ikke gennemførelsen af de omtvistede afgørelser udsættes, risikerer appellanterne, at de ikke længere effektivt vil kunne udøve deres hverv som medlemmer af Europa-Parlamentet.

250

I denne henseende bemærkes det, at Unionens funktionsmåde i henhold til artikel 10, stk. 1, TEU bygger på princippet om repræsentativt demokrati, som konkretiserer værdien demokrati som nævnt i artikel 2 TEU. Artikel 14, stk. 3, TEU, der gennemfører dette princip, fastsætter, at medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges ved direkte almindelige, frie og hemmelige valg for en mandatperiode på fem år (dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 63 og 64).

251

I denne forbindelse har de immuniteter, som medlemmerne af Europa-Parlamentet nyder på samme måde i hele den tid, en mødeperiode i en given valgperiode varer, bl.a. til formål at sikre, at de er i stand til at udføre de opgaver, som de er pålagt (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 76 og 78).

252

Disse immuniteter har ligeledes i overensstemmelse med princippet om repræsentativt demokrati til formål at sikre, at Parlamentets sammensætning korrekt og fuldstændigt afspejler det frie udtryk for det valg, som EU-borgerne har foretaget gennem almindelige direkte valg med hensyn til de personer, som de ønsker at være repræsenteret af i en given valgperiode (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 82 og 83).

253

Det følger heraf, at ophævelsen af et medlem af Parlamentets immunitet, som sker på ulovlig vis, og som fører til anholdelse eller varetægtsfængsling af vedkommende, kan være til skade for et velfungerende repræsentativt demokrati i EU.

254

Den omstændighed, at Parlamentet ved de omtvistede afgørelser fandt, at appellanternes immunitet kunne ophæves, kan ikke godtgøre, at den umiddelbare anvendelse af disse afgørelser ikke er til hinder for denne institutions virke, dels fordi søgsmålet i hovedsagen havde til formål at vurdere lovligheden af disse afgørelser, dels fordi dette søgsmål var baseret på mindst et anbringende, der ikke umiddelbart forekom at være uden rimeligt grundlag.

255

Ved afvejningen af de relevante interesser skal der derimod ikke tages hensyn til interessen i at beskytte appellanternes personlige frihed og ret til fri bevægelighed, for så vidt som et medlem af Parlamentet, der står over for en afgørelse om ophævelse af vedkommendes immunitet som anført i denne kendelses præmis 149, kun med rimelighed kan påberåbe sig, at denne afgørelse skader ikke alene vedkommendes ret til frit at udøve sit mandat, men også Parlamentets virke.

256

Hvad for det andet angår interessen i den umiddelbare anvendelse af de omtvistede afgørelser skal det fremhæves, at udsættelsen af gennemførelsen af disse afgørelser kan hindre de spanske myndigheders retsforfølgning af appellanterne, idet den forhindrer, at appellanterne kan overgives til disse myndigheder.

257

I modsætning til det, som Parlamentet har gjort gældende, kræves denne umiddelbare anvendelse imidlertid ikke for at sikre overholdelsen af artikel 4, stk. 2, TEU, for så vidt som den parlamentariske immunitet på ingen måde drager medlemsstaternes mulighed for at indlede en strafferetlig forfølgning inden for rammerne af deres retsorden i tvivl, men blot sikrer en balance mellem denne mulighed og princippet om repræsentativt demokrati, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, TEU.

258

Hvad for det tredje angår den situation, der vil opstå som følge af behandlingen af søgsmålet i hovedsagen, bemærkes, at en eventuel annullation af de omtvistede afgørelser ikke vil kunne genoprette den situation, som frembringes ved afgørelsernes umiddelbare gennemførelse, eftersom denne annullation vil ske for sent til at forhindre, at de berørte parlamentsmedlemmer forhindres i fuldt ud at udøve deres hverv i en væsentlig del af deres mandatperiode.

259

Såfremt appellanterne overgives til de spanske myndigheder, vil den efterfølgende genoprettelse af deres immunitet, der følger af artikel 9, stk. 1, litra b), i protokollen vedrørende Unionens privilegier og immuniteter, desuden ikke have nogen konkret virkning, eftersom appellanterne ikke nyder denne immunitet på spansk område.

260

Hvis søgsmålet i hovedsagen derimod i sidste ende afvises, fremgår det ikke af sagsakterne, at den forsinkede gennemførelse af straffesagen mod appellanterne som følge af udsættelsen af gennemførelsen af de omtvistede afgørelser kan være til hinder for, at denne sag afsluttes.

261

Det skal ligeledes fremhæves, at den nævnte sag har verseret siden 2017, og at Kongeriget Spanien ikke har bestridt appellanternes udsagn om, at sagens varighed til dels skyldes, at de europæiske arrestordrer, der tidligere var blevet udstedt mod dem, blev trukket tilbage to gange, og at der gik lang tid, inden der blev udstedt nye europæiske arrestordrer.

262

Da anordning af de begærede foreløbige forholdsregler kun ville føre til en midlertidig genoprettelse af appellanternes immunitet, ville den i sidste ende kun føre til opretholdelse for et begrænset tidsrum af den status quo, der har eksisteret i mange år (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 2.3.2016, Evonik Degussa mod Kommissionen, C-162/15 P-R, EU:C:2016:142, præmis 114).

263

I lyset af samtlige disse betragtninger taler interesseafvejningen for anordning af de foreløbige forholdsregler, som appellanterne har anmodet om.

264

Under disse omstændigheder skal gennemførelsen af de omtvistede afgørelser udsættes.

265

Artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement bestemmer, at såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagsomkostninger.

266

For så vidt angår omkostningerne i forbindelse med appelsagen bemærkes, at det i henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Parlamentet og Kongeriget Spanien har tabt sagen, men appellanterne har ikke nedlagt påstand om, at de tilpligtes at betale sagsomkostningerne. Følgelig bærer hver part sine egne omkostninger i forbindelse med appelsagen.

267

Hvad angår omkostningerne i forbindelse med den kontraappel, som Kongeriget Spanien har iværksat i henhold til artikel 142 i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184 finder anvendelse i appelsager, er Domstolen frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostninger, såfremt der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen. Da der i den foreliggende sag ikke er anledning til at træffe afgørelse om kontraappellen, da den appellerede kendelse ophæves som følge af den af appellanterne iværksatte appel, bestemmes, at hver part bærer sine egne omkostninger i forbindelse med kontraappellen.

268

Hvad angår omkostningerne i forbindelse med sagen i første instans bestemmes det for det første i henhold til artikel 137 i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, at afgørelsen vedrørende Parlamentets og appellanternes omkostninger udsættes.

269

For det andet bærer de medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, hver deres egne omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager. Følgelig bærer Kongeriget Spanien som intervenient i første instans sine egne omkostninger i forbindelse med sagen i første instans.

Af disse grunde bestemmer Domstolens vicepræsident: