1

Europa-Kommissionen (sag C-341/21 P) og Rådet for Den Europæiske Union (sag C-357/21 P) har ved deres appeller nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 24. marts 2021, KM mod Kommissionen (T-374/20, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:162), hvorved Retten annullerede Kommissionens afgørelse af 7. oktober 2019 om afslag på en ansøgning om tildeling af efterladtepension til KM (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Artikel 1d i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) har følgende ordlyd:

»1.   Ved anvendelsen af denne vedtægt er enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering forbudt.

I henhold til denne vedtægt behandles et ægteskabslignende forhold på lige fod med ægteskab, forudsat at samtlige betingelser i artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII er opfyldt.

2.   For i praksis at sikre fuld erhvervsmæssig ligestilling mellem mænd og kvinder, hvilket er et væsentligt element, der skal tages i betragtning ved gennemførelsen af samtlige aspekter af denne vedtægt, er princippet om ligebehandling ikke til hinder for, at Den Europæiske Union opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.

[…]

5.   Hvis personer, der er omfattet af denne vedtægt, og som finder, at de er blevet krænket, fordi ligebehandlingsprincippet som fastlagt ovenfor ikke er blevet anvendt på dem, fremlægger oplysninger, på grundlag af hvilke man må formode, at der har fundet direkte eller indirekte forskelsbehandling sted, påhviler det institutionen at bevise, at der ikke har været tale om krænkelse af ligebehandlingsprincippet. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse i forbindelse med disciplinærsager.

6.   Da princippet om ligebehandling og princippet om proportionalitet skal overholdes, skal enhver fravigelse fra dette princip begrundes objektivt og rimeligt og under henvisning til legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken. Sådanne målsætninger kan blandt andet være begrundelse for, at der fastsættes en obligatorisk pensionsalder og en minimumsalder for tildeling af alderspension.«

3

Vedtægtens artikel 35 bestemmer:

»Enhver tjenestemand placeres i en af følgende tjenesteretlige stillinger:

4

Vedtægtens artikel 47 fastsætter:

»Tjenestemanden udtræder af tjenesten ved:

5

Vedtægtens artikel 52, stk. 1 og 2, lyder som følger:

»Med forbehold af bestemmelserne i artikel 50 pensioneres en tjenestemand:

En tjenestemand kan imidlertid efter ansøgning, og forudsat at ansættelsesmyndigheden finder det berettiget i tjenestens interesse, fortsætte med at arbejde, indtil han fylder 67 år, eller undtagelsesvist indtil han fylder 70 år, hvorefter han pensioneres automatisk den sidste dag i den måned, han fylder 67 hhv. 70 år.«

6

Artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII til vedtægten bestemmer:

»Ret til husstandstillæg har:

[…]

[…]«

7

Bilag VIII til vedtægten vedrørende »[p]ensionsordning« indeholder navnlig et kapitel 4 med overskriften »Efterladtepension«, som omfatter bilagets artikel 17-29. Artikel 17 er affattet som følger:

»Den længstlevende ægtefælle efter en tjenestemand, der er afgået ved døden i en af de tjenesteretlige stillinger, der omhandles i artikel 35 i vedtægten, får, såfremt de har været gift mindst et år, med forbehold af artikel 1, stk. 1, ovenfor og artikel 22 nedenfor efterladtepension, der er lig med 60% af den pension, som tjenestemanden ville have oppebåret, hvis han, uden hensyn til tjenestetidens varighed og tjenestemandens alder, havde haft krav herpå på tidspunktet for sin død.

Der tages ikke hensyn til den i første stykke nævnte varighed af ægteskabet, hvis der findes et eller flere børn i dette eller i tjenestemandens eventuelle tidligere ægteskab, og den længstlevende ægtefælle forsørger eller har forsørget disse børn, eller hvis tjenestemandens død skyldes en helbredsmangel eller sygdom, som han har pådraget sig i forbindelse med sit arbejde, eller en ulykke.«

8

Artikel 18 i bilag VIII til vedtægten bestemmer:

»Den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, der har oppebåret alderspension, har, med forbehold af bestemmelserne i artikel 22, for så vidt ægteskabet blev indgået, inden tjenesten ophørte, og det har bestået i mindst et år, ret til pension svarende til 60% af den alderspension, som ægtefællen oppebar på sin dødsdag. Den mindste pension er 35% af den sidste grundløn; pensionen kan dog i intet tilfælde være større end den alderspension, som ægtefællen oppebar på sin dødsdag.

Ægteskabets varighed tages ikke i betragtning, såfremt der i et ægteskab, som den tidligere tjenestemand har indgået, inden han trådte ud af tjenesten, findes et eller flere børn, og den længstlevende ægtefælle forsørger eller har forsørget disse børn.«

9

Artikel 19 i bilag VIII til vedtægten fastsætter:

»Den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, der har modtaget invaliditetsydelse, har, såfremt den pågældende var gift med tjenestemanden på det tidspunkt, hvor han blev berettiget til denne, under forbehold af bestemmelserne i artikel 22, ret til en pension, der er lig med 60% af den invaliditetsydelse, som ægtefællen modtog på sin dødsdag.

Pensionen udgør mindst 35% af den sidste grundløn; pensionen kan dog i intet tilfælde overstige den invaliditetsydelse, som ægtefællen modtog på sin dødsdag.«

10

Artikel 20 i bilag VIII til vedtægten lyder som følger:

»Der ses bort fra den i artikel 17a, 18, 18a og 19 nævnte betingelse om ægteskabets varighed, hvis ægteskabet med tjenestemanden, også hvis det er indgået, efter at han er trådt ud af tjenesten, har varet mindst fem år.«

11

Artikel 27 i bilag VIII til vedtægten har følgende ordlyd:

»En tjenestemands eller tidligere tjenestemands fraskilte ægtefælle har ret til efterladtepension i henhold til bestemmelserne i dette kapitel, såfremt den pågældende ved sin tidligere ægtefælles død godtgør for sit eget vedkommende at være berettiget til et underholdsbidrag fra ham, således som fastsat enten ved retsafgørelse eller ved en officielt registreret og fuldbyrdet aftale mellem de tidligere ægtefæller.

Efterladtepensionen må dog ikke overstige det underholdsbidrag, der blev udbetalt på tidspunktet for den tidligere ægtefælles død; pensionen ajourføres efter bestemmelserne i vedtægtens artikel 82.

Den fraskilte ægtefælle fortaber sin ret, hvis den pågældende indgår nyt ægteskab inden den tidligere ægtefælles død. Hvis den pågældende efter ægtefællens død indgår nyt ægteskab, finder artikel 26 anvendelse på den pågældende.«

12

Sagsøgeren, KM, indgik i 2004 en notaroprettet partnerskabsaftale med en tjenestemand ved en EU-institution i Tyskland, som efterfølgende blev registreret i Bruxelles (Belgien) som et bevis for lovligt samliv. I 2016 blev denne tjenestemand pensioneret.

13

I 2017 indgik den nævnte tjenestemand og KM ægteskab. Tjenestemanden døde mindre end fem år efter ægteskabets indgåelse.

14

KM indgav som længstlevende ægtefælle efter en tidligere EU-tjenestemand en ansøgning om tildeling af efterladtepension i henhold til kapitel 4 i bilag VIII til vedtægten.

15

Ved den omtvistede afgørelse afslog Kommissionens Kontor for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (PMO) KM’s ansøgning med den begrundelse, at hun ikke opfyldte betingelserne i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten for at opnå efterladtepension, idet hendes ægteskab med den afdøde tjenestemand, som var indgået efter dennes udtræden af tjenesten, havde varet mindre end fem år.

16

Den klage, som KM indgav over denne afgørelse, blev afslået.

17

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. juni 2020 anlagde KM sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, der vedrørte hende.

18

Europa-Parlamentet og Rådet fik tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

19

Til støtte for sit søgsmål fremsatte KM bl.a. et anbringende, der i det væsentlige vedrørte ulovligheden af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, navnlig i lyset af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

20

Vedrørende dette anbringende fastslog Retten, at den situation, der er omfattet af artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, dvs. situationen for den længstlevende ægtefælle efter en tidligere EU-tjenestemand, som har indgået ægteskab før denne tjenestemands udtræden af tjenesten, med henblik på tildeling af efterladtepension kunne sammenlignes med den situation, der er omfattet af dette bilags artikel 20, nemlig situationen for den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, som har indgået ægteskab efter tjenestemandens udtræden af tjenesten. Retten fastslog endvidere, at der forelå en forskellig behandling af sammenlignelige situationer på grundlag af tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet, idet efterladtepensionen tildeles den længstlevende ægtefælle på betingelse af, at ægteskabet har varet mindst et år inden for rammerne af artikel 18 i bilag VIII til vedtægten og mindst fem år inden for rammerne af dette bilags artikel 20. Retten tilføjede, at en sådan forskellig behandling indebærer, at den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, hvis ægteskab blev indgået efter dennes udtræden af tjenesten, stilles ringere end den længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, hvis ægteskab blev indgået før dennes udtræden af tjenesten. Retten fastslog endvidere, at der forelå en forskellig behandling af sammenlignelige situationer, der indirekte var baseret på den tidligere tjenestemands alder på tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet.

21

Efter at have anført, at den forskellige behandling, der er indført ved artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, var fastlagt i lovgivningen som omhandlet i artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), undersøgte Retten, om den forskellige behandling kunne begrundes i et formål af almen interesse, og om den stod i rimeligt forhold til det forfulgte formål, navnlig i lyset af den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 42.

22

Hvad i denne henseende angår det formål af almen interesse, som består i bekæmpelse af svig, fastslog Retten, idet den anerkendte, at kravet om, at ægteskabet skal opfylde en betingelse om en minimumsvarighed for at give ret til efterladtepension, gør det muligt at sikre, at dette ægteskab ikke udelukkende er motiveret af andre overvejelser end ønsket om et samliv, såsom rent økonomiske overvejelser eller et ønske om at opnå opholdsret, at det var urimeligt at anse den i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten fastsatte betingelse om mindst fem års ægteskab, som er fem gange længere, end hvad der følger af den i artikel 18 i bilag VIII til vedtægten fastsatte betingelse, og som ikke er omfattet af nogen undtagelse, der gør det muligt at godtgøre, at der ikke foreligger svig, uanset hvilke objektive beviser der fremlægges, for at være nødvendig med henblik på at opfylde formålet om bekæmpelse af svig.

23

Retten fastslog, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten tilsidesatte ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Under disse omstændigheder tog Retten den af KM fremførte ulovlighedsindsigelse til følge og annullerede den omtvistede afgørelse.

24

I appelskriftet i sag C-341/21 P har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

25

I appelskriftet i sag C-357/21 P har Rådet nedlagt følgende påstande:

26

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 14. september 2021 blev de foreliggende sager udsat, indtil der var afsagt dom i de forenede sager C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P. Efter afsigelsen af dom af 14. juli 2022, Kommissionen mod VW m.fl. (C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557), blev sagen genoptaget ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 19. juli 2022.

27

I overensstemmelse med artikel 54, stk. 2, i Domstolens procesreglement har Domstolens præsident den 1. september 2022 besluttet at forene sagerne C-341/21 P og C-357/21 P med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del og med henblik på dommen.

28

I henhold til procesreglementets artikel 182 kan Domstolen, såfremt den allerede har afgjort et eller flere retsspørgsmål, som er identiske med dem, der rejses med appellens eller kontraappellens anbringender, og den finder, at det er åbenbart, at appellen eller kontraappellen skal tages til følge, på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt parterne og generaladvokaten beslutte at afsige en begrundet kendelse, hvorved den, under henvisning til den relevante retspraksis, tager appellen eller kontraappellen til følge.

29

Kommissionen og KM har præciseret, at de ikke har nogen indvendinger mod anvendelsen af denne artikel. Rådet har ikke reageret på Domstolens opfordring til at udtale sig herom.

30

I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at de appelanbringender, der er fremsat i forbindelse med de foreliggende sager, rejser retsspørgsmål, der er identiske med dem, som Domstolen har taget stilling til i dom af 14. juli 2022, Kommissionen mod VW m.fl. (C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557). Procesreglementets artikel 182 skal følgelig anvendes i de foreliggende sager.

31

Til støtte for sin appel i sag C-341/21 P har Kommissionen fremsat tre anbringender, som vedrører for det første en retlig fejl vedrørende kriterierne for vurdering af lovligheden af de valg, som EU-lovgiver har foretaget, og tilsidesættelse af begrundelsespligten, for det andet en retlig fejl ved fortolkningen af princippet om forbud mod forskelsbehandling samt for det tredje en retlig fejl ved fortolkningen af chartrets artikel 52, stk. 1, og flere tilsidesættelser af begrundelsespligten.

32

Til støtte for sin appel i sag C-357/21 P har Rådet fremsat tre anbringender, som vedrører for det første retlige fejl for så vidt angår forekomsten af en forskellig behandling, for det andet retlige fejl med hensyn til omfanget af Rettens prøvelse af de valg, som EU-lovgiver har foretaget, og for det tredje retlige fejl med hensyn til begrundelsen for den forskellige behandling.

33

Med disse anbringender og led har Kommissionen og Rådet gjort gældende, at Retten med den appellerede dom begik en retlig fejl ved fortolkningen af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, for så vidt som den med urette konkluderede, at de situationer, der er omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, er sammenlignelige, og at der derfor forelå en forskellig behandling som følge af anvendelsen af forskellige ordninger på disse sammenlignelige situationer.

34

Disse institutioner er af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 49 og 50 begik en retlig fejl ved at fastslå, at tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet var det eneste afgørende kriterium for anvendelsen af artikel 18 eller 20 i bilag VIII til vedtægten, og at de situationer, der var omfattet af disse bestemmelser, derfor var sammenlignelige. Hvis Retten havde taget hensyn til alle de forhold, der kendetegner disse situationer, burde den imidlertid have konstateret, at der består en væsentlig og objektiv forskel mellem de tjenestemænd, der er i aktiv tjeneste, og de tjenestemænd, der er udtrådt af tjenesten ved en EU-institution, som følger af disse tjenestemænds respektive retsstilling, navnlig henset til de arbejdsmæssige rettigheder og forpligtelser, som de førstnævnte tjenestemænd i modsætning til de sidstnævnte tjenestemænd er underlagt i henhold til vedtægtsbestemmelserne under hele deres tjenesteperiode.

35

Navnlig har såvel Kommissionen som Rådet fremhævet, at en tjenestemand i aktiv tjeneste – i modsætning til tidligere tjenestemænd, der ikke længere er forpligtet til at arbejde – skal betale bidrag til pensionsordningen, oppebærer en grundløn, der er højere end den alderspension, som han vil få tildelt, når han går på pension, har pligt til at tage bopæl på tjenestestedet og har ret til udlandstillæg, særligt udlandstillæg og dækning af rejseudgifter. Kommissionen har endvidere anført, at artikel 18 i bilag VIII til vedtægten i modsætning til dette bilags artikel 20 bestemmer, at ægteskabets varighed ikke skal tages i betragtning, såfremt der i tjenestemandens familie findes et barn, der er født i det ægteskab, som tjenestemanden indgik, inden den pågældende udtrådte af tjenesten, hvilket viser, at de situationer, der er genstand for disse to bestemmelser, er grundlæggende forskellige. Samtlige disse betragtninger viser, at situationen for en tidligere tjenestemand, der indgår ægteskab efter at være udtrådt af tjenesten, ikke med den samme selvfølgelighed som det er tilfældet for en tjenestemand, der indgår ægteskab, mens den pågældende stadig er i aktiv tjeneste, kræver, at den længstlevende ægtefælle får udbetalt en erstatningsindtægt ved tildeling af efterladtepension.

36

Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at situationen for de tjenestemænd, der er i aktiv tjeneste, og de tjenestemænd, som er udtrådt af tjenesten ved en EU-institution, adskiller sig på det personlige plan. For det første er de tjenestemænd, der er omfattet af artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, yngre end de tjenestemænd, der er omfattet af artikel 20 i dette bilag, således at sidstnævntes kortere forventede levetid øger risikoen for, at de udsættes for svigagtig adfærd, og at der således består en betydelig forskel mellem de situationer, der er omfattet af disse to bestemmelser. For det andet har Kommissionen gjort gældende, at en person, der indgår ægteskab med en tjenestemand, før denne udtræder af tjenesten, har støttet sin ægtefælle under hele ægteskabet, hvilket gør det usandsynligt, at der foreligger en risiko for misbrug eller svig, i modsætning til situationen for en person, der indgår ægteskab med en tjenestemand efter dennes udtræden af tjenesten.

37

Kommissionen har ligeledes anført, at Retten i den appellerede doms præmis 48 i forbindelse med sin vurdering med urette så bort fra formålet med den minimumsvarighed af ægteskabet, der er fastsat i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, dvs. formålet om, således som det fremgår af præmis 87 og 88 i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119), at undgå arveaftaler og dermed indgåelsen af ægteskab alene med henblik på at opnå udbetaling af efterladtepension, uden at ægteskabet på nogen måde er udtryk for et reelt eller stabilt forhold mellem de berørte personer. Retten overholdt således ikke kriteriet om, at der ved vurderingen af, om der foreligger sammenlignelige situationer, skal tages hensyn til alle de forhold, som kendetegner dem, samt alle de retsregler, der regulerer forholdene for hver af de situationer, der skal sammenlignes. Ved i den samme præmis i den appellerede dom at fastslå, at et ægteskab, der er indgået efter tjenestens ophør, ikke væsentligt ændrer situationen for den længstlevende ægtefælle for så vidt angår dennes økonomiske rettigheder i forhold til den situation, der er genstand for artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, undlod Retten navnlig fuldstændigt at begrunde denne betragtning og så bort fra risikoen for, at et sådant ægteskab kan være påskud for at indgå en arveaftale. Det kan nemlig ikke afvises, at risikoen for svig og misbrug, henset til situationen for en tjenestemand, der indgår ægteskab efter at være udtrådt af tjenesten, er større end i tilfældet med en tjenestemand, der har indgået ægteskab før denne udtræden af tjenesten.

38

Indledningsvis bemærkes, at det af Domstolens faste praksis fremgår, at lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20, er et almindeligt princip i EU-retten, der kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan differentiering er objektivt begrundet (dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

39

Kravet om, at der skal foreligge tilsvarende situationer med henblik på at fastslå, om der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, skal vurderes på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner disse situationer, og navnlig i lyset af indholdet af og formålet med den retsakt, der indfører den forskellige behandling, idet det bemærkes, at der med henblik herpå skal tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som retsakten henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område. I det omfang situationerne ikke kan sammenlignes, udgør en forskellig behandling af de omhandlede situationer ikke en tilsidesættelse af den lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20 (dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

40

Det er i lyset af denne retspraksis, at der skal foretages en undersøgelse af de argumenter, som er fremsat af Kommissionen og Rådet, hvorefter Retten i den appellerede dom fejlagtigt konkluderede, at de situationer, der var omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, var sammenlignelige, og at der forelå en forskellig behandling af disse sammenlignelige situationer, som var afhængig af, hvornår ægteskabet var blevet indgået.

41

I denne henseende skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 44, 45 og 48 fastslog, at artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten under forudsætning af, at betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed er overholdt, har til formål at tildele efterladtepension til den længstlevende ægtefælle alene på grundlag af den retlige karakter af de bånd, der knytter denne ægtefælle til den afdøde ægtefælle. Retten anførte desuden, at disse bestemmelser forfølger et formål om at tildele den længstlevende ægtefælle en erstatningsindtægt, som delvist skal kompensere for tabet af den afdøde ægtefælles indtægter, idet denne ægtefælle inden sin død var en tidligere tjenestemand, der ikke længere var i aktiv tjeneste.

42

Retten fandt derfor i det væsentlige, at disse to bestemmelser i bilag VIII til vedtægten har et i det væsentlige identisk indhold og formål, henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 39, og som Retten selv henviste til i den appellerede doms præmis 38. Ifølge Retten består det hovedelement, der kendetegner de omhandlede efterladtepensioner, i den retlige karakter af de bånd, der knytter den længstlevende ægtefælle som den person, der tillægges rettigheder ved de nævnte bestemmelser, til den afdøde tidligere tjenestemand. Endvidere består den eneste forskel ved anvendelsen af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten ifølge Retten i betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed, som selv er betinget af datoen for indgåelsen af ægteskabet, sammenholdt med tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling på dette tidspunkt, således som det utvetydigt fremgår af den appellerede doms præmis 46.

43

Under disse omstændigheder kunne Retten uden at begå en retlig fejl fastslå dels i den appellerede doms præmis 49, at de situationer, der var omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, var sammenlignelige, dels i den appellerede doms præmis 46 og 50, at de situationer, der var omfattet af disse bestemmelser, alene var forskellige for så vidt angik tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet i forhold til tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling.

44

Kommissionen og Rådet har imidlertid for det første anført, at de situationer, der er omhandlet i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, adskiller sig væsentligt og objektivt fra hinanden ved den omstændighed, at tjenestemanden netop på tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet inden for rammerne af den første bestemmelse stadig er ansat ved en EU-institution, mens vedkommende ikke længere er ansat inden for rammerne af den anden bestemmelse. Retten undlod således at tage tilstrækkeligt hensyn til dette karakteristiske element i sin vurdering af, hvorvidt situationerne var sammenlignelige.

45

Som Retten med føje anførte i den appellerede doms præmis 47, varierer den retlige karakter af de bånd, der knytter den længstlevende ægtefælle til den afdøde tjenestemand, imidlertid ikke afhængigt af, om tjenestemanden på tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet udøvede erhvervsmæssig beskæftigelse eller ej. Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 48, kan den omstændighed, at den afdøde tjenestemand har indgået ægteskab før eller efter den pågældendes udtræden af tjenesten, desuden ikke væsentligt ændre situationen for den længstlevende ægtefælle for så vidt angår dennes økonomiske rettigheder, som retten til efterladtepension udgør en del af i form af en erstatningsindtægt.

46

Tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet bestemmes nemlig alene af de fremtidige ægtefællers vilje. Denne beslutning følger af et frit valg fra tjenestemandens side på grundlag af flere overvejelser, som ikke nødvendigvis eller udelukkende indebærer en hensyntagen til omstændigheder, der er forbundet med udøvelsen af en erhvervsmæssig beskæftigelse eller ej. I modsætning til det af Kommissionen og Rådet anførte kan den omstændighed, at tjenestemanden er eller ikke er i aktiv tjeneste på dette tidspunkt, derfor ikke have afgørende betydning for vurderingen af, om de omhandlede situationer er sammenlignelige, henset til de kriterier, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 39, herunder navnlig indholdet af og formålet med artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten som anført i nærværende kendelses præmis 41. I denne henseende er Rettens ræsonnement, der er gengivet i den foregående præmis i nærværende kendelse, i det væsentlige baseret på dette indhold og dette formål samt på hovedelementet i retten til efterladtepension som anført i nærværende kendelses præmis 42.

47

Det er korrekt, således som det fremgår af nærværende kendelses præmis 42, at tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling på tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet har betydning for betingelsen om dette ægteskabs minimumsvarighed. Mens den krævede varighed kun er ét år i det tilfælde, hvor ægteskabet indgås på et tidspunkt, hvor tjenestemanden fortsat er i aktiv tjeneste, er den fastsat til fem år i det tilfælde, hvor tjenestemanden indgår ægteskab efter at være udtrådt af tjenesten ved en EU-institution.

48

Som det fremgår af nærværende kendelses præmis 45 og 46, er hverken tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling eller tidspunktet for indgåelsen af ægteskabet imidlertid relevante forhold for undersøgelsen af, om situationerne er sammenlignelige, idet de ikke har nogen direkte forbindelse med indholdet af, formålet med og hovedelementet i retten til efterladtepension som omhandlet i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten.

49

Det er af denne grund, at det analogt med, hvad Domstolen i præmis 70 i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119), udtalte med hensyn til den efterladtepension, der er fastsat i artikel 17 i bilag VIII til vedtægten, skal fastslås, at tildelingen af efterladtepension i princippet »alene« afhænger af den retlige karakter af de bånd, der knytter den pågældende person til den afdøde tjenestemand, og dette selv om Domstolen i denne doms præmis 89 har anerkendt, at ægteskabets minimumsvarighed også udgør en betingelse for, at den længstlevende ægtefælle kan opnå ret til efterladtepension.

50

Det er nemlig den retlige karakter af båndene mellem ægtefællerne, der ligger til grund for ordningen for efterladtepension for Unionens tjenestemænd og ansatte, for så vidt som denne betingelse for tildeling er fælles for samtlige de efterladtepensioner, der er omhandlet i artikel 17-20 og 27 i bilag VIII til vedtægten. Betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed er accessorisk i forhold til betingelsen om den retlige karakter af båndene mellem ægtefællerne, for så vidt som den alene har til formål at præcisere den periode, hvori det retlige bånd skal have bestået med henblik på tildeling af efterladtepension. Denne accessoriske betingelse er desuden ikke medtaget i visse af de situationer, hvori der indrømmes efterladtepension, såsom dem, der er omhandlet i artikel 19 og 27 i bilag VIII til vedtægten.

51

Det var således med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 45 og 47 i sin begrundelse fremhævede betydningen af den retlige forbindelse mellem ægtefællerne som det hovedelement, der er kendetegnende for Unionens ordning for efterladtepension, og konkluderede, at tjenestemandens vedtægtsmæssige stilling ikke har nogen indvirkning på denne forbindelse.

52

Kommissionen og Rådet har for det andet gjort gældende, at situationen for en tidligere tjenestemand, der indgår ægteskab efter dennes udtræden af tjenesten, ikke kræver, at den længstlevende ægtefælle tildeles en erstatningsindtægt med samme selvfølgelighed, som det er tilfældet for den tjenestemand, der indgår ægteskab, mens den pågældende fortsat er i aktiv tjeneste. I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, således som Retten med føje anførte i den appellerede doms præmis 48, under henvisning til præmis 69 i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119), at den ret til efterladtepension, der er omhandlet i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, ikke er underlagt betingelser om midler eller formue, som skal kvalificere den længstlevende ægtefælles manglende evne til at dække sine behov og således påvise vedkommendes tidligere økonomiske afhængighed af den afdøde ægtefælle.

53

Kommissionen har for det tredje anført, at Retten ikke tog hensyn til formålet med den minimumsvarighed af ægteskabet, der er fastsat i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, og som, således som det fremgår af præmis 89 i dom af 19. december 2019, HK mod Kommissionen (C-460/18 P, EU:C:2019:1119), består i at undgå, at der indgås arveaftaler, som er svigagtige eller udtryk for misbrug, idet en sådan risiko for misbrug eller svig adskiller de situationer, der er omfattet af disse to artikler, på det personlige plan. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at dette aspekt ikke er relevant på det tidspunkt, hvor det skal vurderes, om situationerne er sammenlignelige. Dette argument vedrører nemlig begrundelsen for den kortere eller længere periode, som ægteskabet skal have varet, og kan derfor først tages i betragtning i forbindelse med vurderingen af, om den eventuelle konstaterede forskelsbehandling er forholdsmæssig.

54

Hvad i øvrigt angår Kommissionens argument om, at den manglende sammenlignelighed mellem situationerne desuden bekræftes af den omstændighed, at betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed i modsætning til, hvad der er fastsat i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, ikke længere finder anvendelse i henhold til artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, når den længstlevende ægtefælle forsørger eller har forsørget den tidligere tjenestemands børn, er dette forhold uden betydning for vurderingen af, om de situationer, der er omfattet af disse to artikler, er sammenlignelige. Betingelsen om forsørgelse af børn, som alene er fastsat i artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, har nemlig i lighed med det, der er anført i nærværende kendelses præmis 47 og 49, samme accessoriske karakter som betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed, som den træder i stedet for. Den har således ingen direkte forbindelse med indholdet af, formålet med og hovedelementet i retten til efterladtepension som omhandlet i dette bilags artikel 18 og 20.

55

Det fremgår af ovenstående betragtninger, at i modsætning til, hvad Kommissionen og Rådet har anført, er de konklusioner, som Retten nåede frem til i den appellerede doms præmis 49 og 50, ikke behæftet med en retlig fejl.

56

Det følger heraf, at det første anbringendes tredje led og det andet anbringende i sag C-341/21 P og det første anbringende i sag C-357/21 P skal forkastes.

57

Med disse anbringender har Kommissionen og Rådet i det væsentlige foreholdt Retten, at den i den appellerede dom begik en retlig fejl for så vidt angår omfanget af domstolsprøvelsen.

58

Disse to institutioner har gjort gældende, at Retten i det andet punktum i den appellerede doms præmis 42 anvendte en EU-retspraksis, der er udviklet i en helt anden sammenhæng end den, der vedrører personalepolitiske valg i situationer, hvor lovgiver har flere muligheder. Retten konkluderede således bl.a. i den appellerede doms præmis 78 med urette, at EU-lovgivers valg vedrørende ægteskabets minimumsvarighed, der kommer til udtryk i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, blot var »urimeligt«. Herved foretog Retten en prøvelse, der gik ud over en prøvelse af, om den omhandlede bestemmelse var »åbenbart uhensigtsmæssig eller uegnet« i forhold til det mål, der forfølges af de kompetente institutioner, nemlig i det foreliggende tilfælde at forhindre misbrug af rettigheder og svig. Retten satte således sin egen vurdering i stedet for EU-lovgivers og overskred derfor grænserne for legalitetskontrollen.

59

Kommissionen har endvidere anført, at Retten, selv om den bekræftede, at dens vurdering af lovligheden af artikel 20 i bilag VIII var baseret på chartrets artikel 20 og 21, fraveg Domstolens praksis, hvorefter bedømmelsen af lovligheden af en EU-retsakt under hensyn til grundrettighederne under alle omstændigheder ikke kan hvile på anbringender vedrørende konsekvenserne af denne retsakt i et konkret tilfælde. Retten henviste nemlig i den appellerede doms præmis 72 til de særlige faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde med henblik på at fastslå, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten var ulovlig.

60

Det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 40-42 henviste til de krav, der er nævnt i chartrets artikel 52, stk. 1, og til den retspraksis, der finder anvendelse med henblik på efterprøvelsen af, om forskelsbehandlingen er forholdsmæssig. Retten fastslog derefter i den appellerede doms præmis 43, at hvis situationerne i henholdsvis artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten var sammenlignelige, skulle den kontrollere, at det ikke forekom urimeligt, at EU-lovgiver var af den opfattelse, at den indførte forskelsbehandling kunne være hensigtsmæssig og nødvendig med henblik på virkeliggørelsen af det formål af almen interesse, der forfølges med betingelsen om ægteskabets minimumsvarighed i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten. Efter at have fastslået, at situationerne var sammenlignelige, foretog den denne vurdering med udgangspunkt i den appellerede doms præmis 58.

61

Således som Kommissionen og Rådet har anført, fremgår det imidlertid af Domstolens praksis, at ligebehandlingsprincippet som fastsat i chartrets artikel 20, når der er tale om vedtægtsbestemmelser som de i det foreliggende tilfælde omhandlede, og når der henses til den vide skønsbeføjelse, som EU-lovgiver råder over i denne henseende, kun tilsidesættes, hvis EU-lovgiver foretager en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig sondring i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning (dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 127 og den deri nævnte retspraksis).

62

Denne retspraksis finder anvendelse i forbindelse med prøvelsen af det krav om proportionalitet, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1 (dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 128).

63

I det foreliggende tilfælde fandt Retten i den appellerede doms præmis 43, at den skulle undersøge, om det ikke forekom urimeligt, at EU-lovgiver var af den opfattelse, at den indførte forskelsbehandling kunne være hensigtsmæssig og nødvendig med henblik på virkeliggørelsen af det formål af almen interesse, der forfølges med den betingelse om ægteskabets minimumsvarighed, der er fastsat i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten.

64

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 61 og 62, burde Retten imidlertid have begrænset sig til at undersøge, om den sondring, der blev foretaget i denne bestemmelse, sammenholdt med bilagets artikel 18, ikke forekom vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det forfulgte formål af almen interesse. Ved at foretage en fejlagtig undersøgelse af kravet om proportionalitet tilsidesatte Retten omfanget af sin prøvelse og begik således en retlig fejl. Uden denne fejl havde Retten nemlig måttet anlægge et andet ræsonnement og eventuelt nå frem til andre konklusioner end dem, den nåede frem til i den appellerede doms præmis 78, 79 og 81.

65

Denne tilsidesættelse af omfanget af domstolsprøvelsen påvirkede desuden den appellerede doms præmis 63. Retten undersøgte nemlig ud fra denne præmis, om den betingelse om en minimumsvarighed på fem års ægteskab, der er fastsat i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, isoleret set og uafhængigt af betingelsen om en minimumsvarighed på et år, der er fastsat i dette bilags artikel 18, inden for rammerne af chartrets artikel 52, stk. 1, er forholdsmæssig i den forstand, at den ikke åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det formål, der forfølges af EU-lovgiver. Som det fremgår af nærværende kendelses præmis 62, burde Retten, selv inden for rammerne af denne bestemmelse i chartret, imidlertid have begrænset sig til at undersøge, om den forskel, der er konstateret i det foreliggende tilfælde, dvs. den omstændighed, at ægteskabets minimumsvarighed i de situationer, der er omfattet af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, er fem gange længere end den, der er fastsat for de situationer, der er omfattet af dette bilags artikel 18, selv om alle disse situationer er sammenlignelige, skal anses for at være vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det formål, der er fælles for de to bestemmelser, og som forfølges af EU-lovgiver.

66

Under disse omstændigheder, og uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige argumenter, som Kommissionen og Rådet har fremført, skal det første appelanbringendes andet led i sag C-341/21 P og det andet appelanbringende i sag C-357/21 P tages til følge.

67

Uden at det er fornødent at undersøge det første anbringendes første led og det tredje anbringende i sag C-341/21 P og det tredje anbringende i sag C-357/21 P, skal appellerne derfor tages til følge, og den appellerede dom ophæves.

68

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

69

Henset til bl.a. den omstændighed, at annullationssøgsmålet i sag T-374/20 er støttet på anbringender, der har været genstand for en kontradiktorisk forhandling ved Retten, og hvis undersøgelse ikke kræver, at der vedtages supplerende foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, skal det fastslås, at dette søgsmål er modent til påkendelse, og at der skal træffes endelig afgørelse herom.

70

Til støtte for søgsmålet for Retten har KM fremsat to anbringender, der vedrører ulovligheden af for det første artikel 18 i bilag VIII til vedtægten og for det andet artikel 20 i dette bilag.

71

Med det første anbringende har KM i det væsentlige gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering med den begrundelse, at hvis hun og hendes afdøde ægtefælle havde været et par af samme køn, som var blevet nægtet adgang til ægteskab, ville hun, henset til den omstændighed, at deres notaroprettede partnerskabsaftale, der efterfølgende blev registreret som et bevis for lovligt samliv, blev indgået, før hendes ægtefælle udtrådte af tjenesten og mere end et år forud for dennes død, have haft ret til en efterladtepension på grundlag af artikel 1 i bilag VII til vedtægten, sammenholdt med artikel 18 i bilag VIII til vedtægten. Der er således tale om forskelsbehandling, når det kræves, at par af forskelligt køn skal indgå ægteskab, mens det for par af samme køn er tilstrækkeligt med en form for bevis for varigt samliv for at få ret til efterladtepension.

72

Kommissionen, støttet af Parlamentet og Rådet, har bestridt denne argumentation.

73

I denne henseende bemærkes, at ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastsat i chartrets artikel 20, og at princippet om forbud mod forskelsbehandling i chartrets artikel 21, stk. 1, er et særligt udtryk herfor. Disse to principper er ligeledes nævnt i vedtægtens artikel 1d (dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 140 og den deri nævnte retspraksis).

74

Som det allerede er nævnt i nærværende kendelses præmis 38, kræver det almindelige ligebehandlingsprincip af EU-lovgiver i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. En forskellig behandling er berettiget, når den er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling (dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 142 og den deri nævnte retspraksis).

75

Som anført i nærværende kendelses præmis 39 skal kravet om, at der skal foreligge tilsvarende situationer med henblik på at fastslå, om der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, vurderes på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner disse situationer, og navnlig i lyset af indholdet af og formålet med den retsakt, der indfører den forskellige behandling, idet det bemærkes, at der med henblik herpå skal tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som retsakten henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område. I det omfang situationerne ikke kan sammenlignes, udgør en forskellig behandling af de omhandlede situationer ikke en tilsidesættelse af den lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20.

76

Med henblik på at afgøre, om artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, sammenholdt med vedtægtens artikel 1d, stk. 1, andet afsnit, og artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII til vedtægten, således som KM har anført, har karakter af forskelsbehandling og derfor er ulovlig, da bestemmelsens anvendelsesområde kun omfatter nogle par, der henhører under en ordning for ægteskabslignende forhold, skal det først undersøges, om de omhandlede kategorier af par befinder sig i en sammenlignelig situation.

77

I denne henseende bemærkes, at artikel 18 i bilag VIII til vedtægten i overensstemmelse med sin ordlyd principielt kun omfatter par, der har indgået ægteskab, idet det præciseres, at såvel ægtefæller af forskelligt køn som ægtefæller af samme køn kan være omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse afhængigt af opbygningen af medlemsstaternes lovgivning.

78

Ved den samlede virkning af vedtægtens artikel 1d, stk. 1, andet afsnit, og artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII til vedtægten har EU-lovgiver dog udtrykkeligt under visse betingelser udvidet anvendelsen af vedtægtens bestemmelser vedrørende gifte personer til personer, som har indgået et registreret partnerskab (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, HK mod Kommissionen, C-460/18 P, EU:C:2019:1119, præmis 74).

79

Ifølge vedtægtens artikel 1d, stk. 1, andet afsnit, behandles et ægteskabslignende forhold således i henhold til vedtægten på lige fod med ægteskab, forudsat at samtlige betingelser i artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII er opfyldt, idet disse betingelser navnlig indebærer, at det pågældende par forelægger et officielt dokument, der er anerkendt af en medlemsstat eller af en kompetent myndighed i en medlemsstat, og som attesterer deres status som partnere, uden at der er tale om ægteskab, og at parret ikke har mulighed for at indgå ægteskab i en medlemsstat.

80

Det følger heraf, at artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, sammenholdt med de bestemmelser, der er nævnt i den foregående præmis, ikke alene omfatter gifte par, men også par, der har indgået et registreret partnerskab, når sidstnævnte par ikke har mulighed for at indgå ægteskab. Artikel 18 omfatter derimod ikke par, der har indgået et sådant partnerskab, såfremt disse par – som det var tilfældet for KM og hendes ægtefælle før deres ægteskab – ikke er afskåret fra at indgå ægteskab i den medlemsstat, de tilhører.

81

Det må derfor fastslås, at par, der har indgået et registreret partnerskab, behandles forskelligt inden for rammerne af artikel 18 i bilag VIII til vedtægten, alt efter om de har mulighed for at indgå ægteskab i deres medlemsstat eller ej. Denne mulighed for at indgå ægteskab er det kriterium, som EU-lovgiver har anvendt for at sondre mellem de to situationer. Som KM i det væsentlige har anført, er dette kriterium indirekte baseret på seksuel orientering som omhandlet i chartrets artikel 21, stk. 1, og vedtægtens artikel 1d, stk. 1, for så vidt som par af forskelligt køn ikke er afskåret fra at indgå ægteskab i nogen af Unionens medlemsstater, i modsætning til par af samme køn, som i nogle af disse medlemsstater stadig ikke har mulighed for at indgå ægteskab.

82

Disse situationer kan imidlertid ikke anses for at være sammenlignelige.

83

Vedtægtens artikel 1d, stk. 1, andet afsnit, og artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII til vedtægten har nemlig til formål at sidestille registrerede partnerskaber med et ægteskab med det formål at give personer, som ikke har adgang til at indgå ægteskab i den medlemsstat, de tilhører, mulighed for at nyde godt af vedtægtens bestemmelser om gifte personer (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, HK mod Kommissionen, C-460/18 P, EU:C:2019:1119, præmis 74-76). Denne ligestilling er i overensstemmelse med vedtægtens grundlæggende formål, der er nævnt i vedtægtens artikel 1d, som er vedtægtens hovedbestemmelse, og som består i at sikre ligebehandlingsprincippet og navnlig at undgå enhver forskelsbehandling på grund af personers seksuelle orientering. EU-lovgiver har således fundet det nødvendigt i forbindelse med forfølgelsen af dette formål at gøre det muligt for personer, der, selv om de er afskåret fra at indgå ægteskab i en medlemsstat, har valgt at indgå et forhold, der er så tæt på et ægteskab som muligt, at drage fordel af vedtægtens bestemmelser om gifte personer.

84

En sådan ligestilling og en sådan beskyttelse gør sig derimod på ingen måde gældende, såfremt et par, der har indgået et registreret partnerskab, ikke er afskåret fra at indgå ægteskab og dermed fra at nyde godt af vedtægtens bestemmelser om gifte personer. Som Kommissionen har anført i sit svarskrift for Retten, følger valget af at indgå et registreret partnerskab frem for et ægteskab i et sådant tilfælde nemlig af en velovervejet beslutning truffet af de to partnere hvad angår de retlige konsekvenser, der er forbundet med dette valg, således at parret, når det vælger ikke at indgå ægteskab, selv om det i henhold til national ret har mulighed for at indgå ægteskab, ikke kan anses for at befinde sig i en situation, der kan sammenlignes med de par, der har valgt at indgå ægteskab, eller som er retligt afskåret fra at indgå ægteskab.

85

I henhold til den retspraksis, der er nævnt i denne kendelses præmis 75, må det således konstateres, at henset til hovedelementet i forbindelse med muligheden for at indgå ægteskab, til indholdet af og til formålet med den pågældende sondring, som er anført i denne kendelses præmis 83, og henset til vedtægtens primære formål om at sikre ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering befinder et par, der har indgået et registreret partnerskab, og som – som det var tilfældet for KM og hendes ægtefælle før deres ægteskab – ikke er afskåret fra at indgå ægteskab i den medlemsstat, de tilhører, sig ikke i en situation, der kan sammenlignes med et par, der har indgået et registreret partnerskab, men som er afskåret fra at indgå ægteskab.

86

Under disse omstændigheder må det første anbringende om ulovligheden af artikel 18 i bilag VIII til vedtægten forkastes.

87

Med det andet anbringende har KM gjort gældende, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt som den ved at opstille en betingelse om en minimumsvarighed på fem års ægteskab, mens artikel 18 i bilag VIII til vedtægten kun fastsætter en minimumsvarighed på et år, uberettiget fratager hende retten til efterladtepension.

88

Kommissionen, støttet af Parlamentet og Rådet, har bestridt denne argumentation.

89

I denne henseende bemærkes, at det af chartrets artikel 52, stk. 1, fremgår, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, skal være fastlagt i lovgivningen og respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

90

Som allerede anført i nærværende kendelses præmis 73-75 er ligebehandlingsprincippet i øvrigt et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastsat i chartrets artikel 20, og princippet om forbud mod forskelsbehandling i chartrets artikel 21, stk. 1, er et særligt udtryk herfor, idet disse to principper ligeledes er nævnt i vedtægtens artikel 1d.

91

Endelig fremgår det af Domstolens praksis, der allerede er nævnt i nærværende kendelses præmis 61, at ligebehandlingsprincippet, når der er tale om vedtægtsbestemmelser som de i det foreliggende tilfælde omhandlede, og når der henses til den vide skønsbeføjelse, som EU-lovgiver råder over i denne henseende, kun tilsidesættes, hvis EU-lovgiver foretager en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig sondring i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning.

92

Det er på baggrund af denne retspraksis og kravene i chartrets artikel 52, stk. 1, at den ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, som KM har fremsat, skal undersøges i lyset af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, som henholdsvis er fastsat i chartrets artikel 20 og artikel 21, stk. 1, og anført i vedtægtens artikel 1d.

93

Hvad i første række angår sammenligneligheden af de situationer, der er omhandlet i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, skal det af de grunde, der er anført i nærværende kendelses præmis 41-56, fastslås, at disse situationer er sammenlignelige.

94

I anden række må det konstateres, at EU-lovgiver ved i disse bestemmelser i bilag VIII til vedtægten at fastsætte forskellige minimumsvarigheder for ægteskabet har behandlet sammenlignelige situationer forskelligt.

95

Det bemærkes endvidere, at denne ulige behandling ligeledes indirekte er begrundet i alder.

96

For det første adskiller de situationer, der er omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, sig nemlig fra hinanden for så vidt angår tidspunktet for ægteskabets indgåelse afhængigt af, om tjenestemanden er eller ikke er udtrådt af tjenesten som omhandlet i vedtægtens artikel 47, og for det andet er denne udtræden af tjenesten oftest forbundet med tjenestemandens pensionering som omhandlet i vedtægtens artikel 52. Henset til den omstændighed, at denne artikel 52 i sin bredeste anvendelse fastsætter, at pensioneringen af tjenestemænd, der har ret til alderspension som omhandlet i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, kan ske mellem 58 og 70 år, må det imidlertid konstateres, at de tidligere tjenestemænd, der er nævnt i denne artikel 20, generelt har indgået ægteskab i en højere alder end de tidligere tjenestemænd, der er nævnt i artikel 18 i bilag VIII til vedtægten (jf. i denne retning dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 174).

97

Det følger heraf, at artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, sammenholdt med dette bilags artikel 18, indebærer en indirekte forskelsbehandling på grund af tjenestemandens alder, idet det præciseres, at den omstændighed, at tjenestemænd i henhold til vedtægtens artikel 52 kan pensioneres og oppebære alderspension med en aldersmæssig forskel på 12 år i de mest ekstreme tilfælde, ikke er tilstrækkelig til at afvise, at denne ulige behandling er begrundet i alder (dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 175 og den deri nævnte retspraksis).

98

I tredje række skal det undersøges, om den forskellige behandling, der er nævnt i denne kendelses præmis 94-97, er i overensstemmelse med chartrets artikel 20 og artikel 21, stk. 1, for så vidt som den opfylder de kriterier, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1, og som er nævnt i nærværende kendelses præmis 89.

99

For det første er det ubestridt, at denne forskellige behandling er fastsat ved lov som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, eftersom den følger af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, sammenholdt med dette bilags artikel 18. Disse EU-retlige bestemmelser fastsætter betingelser for ægteskabets minimumsvarighed, der er præcist angivet, og som definerer rækkevidden af begrænsningen i udøvelsen af retten til ligebehandling og ikke-forskelsbehandling på grund af alder (jf. hvad angår rækkevidden af kravet om, at enhver begrænsning i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder skal være fastlagt i lovgivningen, dom af 26.4.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-401/19, EU:C:2022:297, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

100

For det andet respekterer den begrænsning af ordningen for efterladtepension, som den omhandlede forskellige behandling indebærer, i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, det væsentligste indhold af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Denne begrænsning rejser nemlig ikke tvivl om dette princip som sådan, for så vidt som den kun vedrører det begrænsede spørgsmål om den betingelse om ægteskabets minimumsvarighed, som de længstlevende ægtefæller til afdøde tjenestemænd eller tidligere tjenestemænd skal opfylde for at kunne få udbetalt efterladtepension, uden at disse ægtefæller fratages muligheden for at modtage en sådan pension i hvert af de tilfælde, der er nævnt i artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten.

101

For det tredje opfylder den nævnte begrænsning et mål af almen interesse som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, nemlig målet om at forhindre retsmisbrug og svig, idet forbuddet herimod udgør et almindeligt EU-retligt princip, som borgerne skal overholde (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 49). Domstolen har nemlig allerede fastslået, at den betingelse, hvorefter ægteskabet skal have en bestemt varighed for, at den længstlevende ægtefælle kan få tildelt efterladtepension, har til formål at sikre, at forholdet mellem de pågældende personer er reelt og stabilt (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, HK mod Kommissionen, C-460/18 P, EU:C:2019:1119, præmis 89). Der er tale om et ensartet kriterium, der finder anvendelse uden forskel på alle de længstlevende ægtefæller, der er omfattet af artikel 18 og 20 i bilag VIII til vedtægten, og som ikke har til formål at skabe en formodning om, at der foreligger misbrug eller svig fra den længstlevende ægtefælles side, men at forhindre, at der begås et sådant misbrug eller svig.

102

Hvad for det fjerde angår proportionalitetsvurderingen skal det inden for rammerne af prøvelsen af lovligheden af en EU-retlig bestemmelse i lyset af ligebehandlingsprincippet og på grund af det vide skøn, som EU-lovgiver råder over på området for vedtægtsbestemmelser, undersøges, således som det er anført i nærværende kendelses præmis 61 og 91, om artikel 20 i bilag VIII til vedtægten ved at foreskrive, at ægteskabet skal have varet i mindst fem år for den længstlevende ægtefælle, der har indgået ægteskab med en tjenestemand efter dennes udtræden af tjenesten, mens ægteskabet i henhold til dette bilags artikel 18 kun skal have varet ét år i de tilfælde, hvor der indgås ægteskab med en tjenestemand i aktiv tjeneste, fastsætter en vilkårlig og åbenbart uhensigtsmæssig sondring i forhold til det formål af almen interesse, der er nævnt i den foregående præmis i nærværende kendelse.

103

Domstolen har allerede fastslået, at den betingelse om en minimumsvarighed på et år, der er fastsat i artikel 17 i bilag VIII til vedtægten, hverken er vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til dette formål, idet denne analyse gælder mutatis mutandis for den betingelse om en minimumsvarighed på et år, der er fastsat i artikel 18 i bilag VIII til vedtægten (jf. analogt dom af 19.12.2019, HK mod Kommissionen, C-460/18 P, EU:C:2019:1119, præmis 90).

104

Som Kommissionen, støttet af Rådet og Parlamentet, i det væsentlige har anført i de skriftlige indlæg, forekommer det hverken vilkårligt eller åbenbart uhensigtsmæssigt i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten at kræve, at ægteskabet skal have en længere minimumsvarighed end den, der er fastsat i dette bilags artikel 18. I det tilfælde, der er omhandlet i denne artikel 20, som er kendetegnet ved, at ægteskabet indgås efter tjenestemandens udtræden af tjenesten, kan der forekomme en større tilskyndelse til at begå misbrug eller svig som følge af den højere grad af forudsigelighed og den omstændighed, at tidspunktet for tjenestemandens død er rykket tættere på, eftersom denne udtræden, som det er tilfældet i den foreliggende sag, er sket som følge af pensionering som omhandlet i vedtægtens artikel 52.

105

Under disse omstændigheder må det fastslås, at EU-lovgiver ved i artikel 20 i bilag VIII til vedtægten at fastsætte krav om en minimumsvarighed på fem års ægteskab for at forhindre misbrug og svig, mens denne varighed kun er ét år i de situationer, der er omfattet af dette bilags artikel 18, inden for rammerne af den vide skønsbeføjelse, som tilkommer denne, ikke har foretaget en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig sondring.

106

Det følger af det ovenstående, at den forskellige behandling, der er indført ved artikel 20 i bilag VIII til vedtægten, er i overensstemmelse med chartrets artikel 20 og artikel 21, stk. 1.

107

Det andet anbringende om ulovligheden af artikel 20 i bilag VIII til vedtægten i lyset af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder skal derfor forkastes, og dermed skal Kommissionen frifindes i det af KM anlagte søgsmål.

108

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.

109

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

110

Da KM har tabt sagen, efter at appellerne er blevet taget til følge, og Kommissionen og Rådet hver især har nedlagt påstand om, at KM tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges KM at bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, som disse to institutioner har afholdt såvel i første instans som i forbindelse med appellerne.

111

Parlamentet har ikke deltaget i appelsagen, men intervenerede i første instans for Retten. Som følge af ophævelsen af den appellerede dom og afgørelsen af sag T-374/20 ved nærværende kendelse skal der på ny træffes afgørelse om denne institutions omkostninger i første instans i overensstemmelse med artikel 137, sammenholdt med artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement.

112

I denne forbindelse bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger, jf. dette reglements artikel 140, stk. 1. Under disse omstændigheder bærer Parlamentet de omkostninger, som det har afholdt i første instans.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolen (Ottende Afdeling):