19.4.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 165/24


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 25. november 2021 — IEF Service GmbH mod HB

(Sag C-710/21)

(2022/C 165/31)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Revisionsappellant og oprindelig sagsøgt: IEF Service GmbH

Revisionsindstævnt og oprindelig sagsøger: HB

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 9, stk. 1, i direktiv 2008/94/EF (1) om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens fortolkes således, at en virksomhed som omhandlet i denne artikel allerede har aktiviteter i mindst to medlemsstater, hvis den tilbyder sine ydelser i en anden medlemsstat, til dette formål beskæftiger en selvstændig salgsingeniør i den pågældende medlemsstat, og en arbejdstager, som er ansat ved virksomhedens hjemsted, regelmæssigt arbejder på hjemmekontoret i den anden medlemsstat hver anden uge?

2.

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Skal artikel 9, stk. 1, i direktiv 2008/94 fortolkes således, at en arbejdstager i en sådan virksomhed, som har sin bopæl i den anden medlemsstat og er omfattet af socialforsikringspligten i denne medlemsstat, men skiftevis udfører sit arbejde en uge i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har sit hjemsted, og derefter en uge i den medlemsstat, hvor han har sin bopæl og er omfattet af socialforsikringen, »sædvanligvis« udfører dette i begge medlemsstater som omhandlet i denne artikel?

3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende:

Skal artikel 9, stk. 1, i direktiv 2008/94/EF fortolkes således, at ansvaret for at dække de udækkede tilgodehavender for en arbejdstager, som sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i to medlemsstater, påhviler

a)

garantiinstitutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning denne er omfattet af i forbindelse med koordineringen af de sociale sikringsordninger (socialforsikring), hvis garantiinstitutionerne i henhold til artikel 3 i direktiv 2008/94/EF i begge stater er udformet på en sådan måde, at arbejdsgiverbidragene til finansiering af sikringsinstitutionen skal betales som en del af de tvungne bidrag til socialforsikringen

b)

eller garantiinstitutionen i den anden medlemsstat, hvor den insolvente virksomhed har sit hjemsted, eller

c)

garantiinstitutionerne i begge medlemsstater, således at arbejdstageren ved ansøgningen kan vælge, hvilken han vil benytte?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22.10.2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (kodificeret udgave) (EUT 2008, L 283, s. 36).