12.7.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 278/36


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Ordinario di Firenze (Italien) den 10. maj 2021 — XXX.XX mod Ministero dell’Interno, Dipartimento per le Libertà civili e l'Immigrazione — Unità Dublino

(Sag C-297/21)

(2021/C 278/50)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Ordinario di Firenze

Parter i hovedsagen

Sagsøger: XXX.XX

Sagsøgt: Ministero dell’Interno, Dipartimento per le Libertà civili e l'Immigrazione — Unità Dublino

Præjudicielle spørgsmål

1)

Principalt: Skal artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) nr. 604/2013 (1), henset til artikel 19 og 47 i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder] samt artikel 27 i forordning (EU) nr. 604/2013, fortolkes således, at en domstol i en medlemsstat, der behandler et søgsmål til prøvelse af en foranstaltning truffet af Unità Dublino (Dublin-enheden), kan fastslå ansvaret for den medlemsstat, der skal gennemføre overførslen i medfør af artikel 18, stk. 1, litra d), såfremt domstolen konstaterer, at der i den ansvarlige medlemsstat er risiko for tilsidesættelse af non-refoulement-princippet, idet ansøgeren ville skulle sendes tilbage til sit hjemland, hvor den pågældende løber en risiko for sit liv eller for at blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling?

2)

Subsidiært: Skal artikel 3, stk. 2, i forordning (EU) nr. 604/2013, henset til [chartrets] artikel 19 og 47 samt artikel 27 i forordning (EU) nr. 604/2013, fortolkes således, at domstolen kan fastslå ansvaret for den medlemsstat, der skal gennemføre overførslen i medfør af samme forordnings artikel 18, stk. 1, litra d), såfremt det er konstateret,

a)

at der i den ansvarlige medlemsstat er risiko for tilsidesættelse af non-refoulement-princippet, idet ansøgeren ville skulle sendes tilbage til sit hjemland, hvor den pågældende løber en risiko for sit liv eller for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling,

b)

at det ikke er muligt at overføre den pågældende til en anden medlemsstat, der er udpeget i medfør af kriterierne i kapitel III i forordning (EU) nr. 604/2013?«


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31).