Appel iværksat den 30. marts 2021 af ABLV Bank AS under likvidation til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Udvidede Afdeling) den 20. januar 2021 i sag T-758/18, ABLV Bank mod SRB

(Sag C-202/21 P)

(2021/C 217/38)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: ABLV Bank AS under likvidation (ved Rechtsanwalt O. Behrends)

De andre parter i appelsagen: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves.

—	SRB’s afgørelse af 17. oktober 2018 over for ABLV Bank AS annulleres.

—	SRB tilpligtes at betale appellantens omkostninger og sagsomkostningerne i forbindelse med appelsagen.

—	I det omfang Domstolen ikke er i stand til at træffe afgørelse om realiteten, hjemvises sagen til Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tretten anbringender.

Første anbringende om, at Retten har fejlfortolket artikel 70, stk. 4, i SRM-forordningen (1).

Andet anbringende om, at den appellerede dom hviler på en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 12 i delegeret forordning 2015/63 (2).

Tredje anbringende om, at Retten begik en fejl med hensyn til relevansen af artikel 7 i delegeret forordning 2017/2361 (3) for fortolkningen af artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning 2015/63.

Fjerde anbringende om, at Retten begik en fejl med hensyn til den korrekte fortolkning og anvendelse af princippet om ugrundet berigelse.

Femte anbringende om, at Retten ikke tog stilling til appellantens ulovlighedsindsigelse med hensyn til den bestemmelse, der finder anvendelse i den foreliggende sag.

Sjette anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved at finde, at SRB’s tilbagebetaling af ex ante-bidrag i henhold til SRB’s afgørelse SRB/ES/SRF/2018/03, der i medfør af de samme bestemmelser juridisk set skyldes, som en simpel praksis var uden betydning.

Syvende anbringende om, at Retten begik en fejl med hensyn til fortolkningen og relevansen af artikel 17 i delegeret forordning 2015/63.

Ottende anbringende om, at Retten begik en fejl med hensyn til den retlige relevans af, at der foreligger uigenkaldelige betalingsforpligtelser.

Niende anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at tage stilling til appellantens anbringender vedrørende anmodningen om tilbagebetaling af saldoen for 2015-bidrag.

Tiende anbringende om, at Retten begik en fejl med hensyn til retssikkerhedsprincippet og princippet om den berettigede forventning.

Ellevte anbringende om, at Retten begik en fejl med hensyn til anvendelsen af proportionalitetsprincippet.

Tolvte anbringende om, at den appellerede dom hviler på en urigtig anvendelse af princippet om nemo auditor.

Trettende anbringende om, at den appellerede dom hviler på en fejlagtig anvendelse af kravet om at give begrundelse (artikel 296 TEUF).

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

(2) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

(3) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/2361 af 14.9.2017 om den endelige ordning for bidrag til Den Fælles Afviklingsinstans' administrative udgifter (EUT 2017, L 337, s. 6).