1)

Hvordan skal artikel 13, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (1) af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger fortolkes, når interessecentret for en persons virksomhed set ud fra et omfangsmæssigt synspunkt befinder sig i en ikkemedlemsstat, hvor den pågældende også har sin bopæl, og denne person derudover udøver virksomhed i to medlemsstater (Forbundsrepublikken Tyskland og Østrig), idet virksomheden i de to medlemsstater er fordelt således, at langt den overvejende del finder sted i den ene medlemsstat (i det konkrete tilfælde i Forbundsrepublikken Tyskland)?

I tilfælde af, at det følger af fortolkningen, at Østrig er den kompetente medlemsstat, stilles følgende spørgsmål:

2)

Er bestemmelsen i § 50, stk. 2, nr. 2, litra c), aa), i Rechtsanwaltsordnung (2) (advokatloven) og den herpå baserede bestemmelse i § 26, stk. 1, nr. 8, i vedtægten vedrørende del A fra 2018 forenelig med EU-retten, eller er de i strid med EU-retten samt de ved EU-retten sikrede rettigheder, idet det som betingelse for tildeling af en pension kræves, at der gives afkald på at udøve advokatvirksomhed i ind- og udland [§ 50, stk. 2, litra c), aa)] henholdsvis nogetsteds (§ 26, stk. 1, nr. 8, i vedtægten vedrørende del A fra 2018)?