–

Beverage City & Lifestyle GmbH og MJ ved Rechtsanwalt M.C. Greisner,

–

Beverage City Polska Sp. z o.o. og FE ved adwokaci M. Gil og M. Irmiński samt radca prawany M. Oleksyn,

–

Advance Magazine Publishers Inc. ved Rechtsanwälte V. Ahmann, T. Raab og C. Tenkhoff,

–

den polske regering ved B. Majczyna og S. Żyrek, som befuldmægtigede,

–

den portugisiske regering ved P. Barros da Costa og S. Duarte Afonso, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved P. Němečková, S. Noë, og C. Vollrath, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Beverage City & Lifestyle GmbH, MJ, Beverage City Polska Sp. z o.o. og FE og på den anden side Advance Magazine Publishers Inc. vedrørende et søgsmål om krænkelse af et EU-varemærke anlagt af sidstnævnte selskab.

3

15., 16. og 21. betragtning til forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

[…]

4

Denne forordnings artikel 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

5

Den nævnte forordnings artikel 8 bestemmer:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges:

[…]«

6

Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1) med overskriften »EU-varemærke« bestemmer i stk. 2:

»EU-varemærker har enhedskarakter. De har samme retsvirkninger overalt inden for [Den Europæiske Union] […]: Et varemærke kan kun registreres, overdrages, opgives, erklæres for bortfaldet eller ugyldigt, og brugen deraf kun forbydes med virkning for hele Unionen. Dette princip gælder, medmindre andet fastsættes i denne forordning.«

7

Forordningens artikel 9 med overskriften »Rettigheder knyttet til et EU-varemærke« bestemmer:

»1.   Registrering af et EU-varemærke giver indehaveren en eneret.

2.   Med forbehold af indehaverrettigheder erhvervet inden EU-varemærkets ansøgnings- eller prioritetsdato kan indehaveren af det pågældende EU-varemærke forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når:

[…]

4.   Med forbehold af indehaverrettigheder erhvervet inden EU-varemærkets ansøgnings- eller prioritetsdato kan indehaveren af det pågældende EU-varemærke også forbyde tredjemand at bringe varer ind i Unionen i erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til fri omsætning dér, hvis sådanne varer, herunder emballage, kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er identisk med det EU-varemærke, der er registreret for sådanne varer, eller som, for så vidt angår dets væsentligste aspekter, ikke kan skelnes fra dette varemærke.

Den ret, som EU-varemærkeindehaveren har i henhold til første afsnit, bortfalder, hvis der under sagen, der skal fastlægge, om EU-varemærket er blevet krænket, iværksat i overensstemmelse med [Europa-Parlamentets og Rådets] forordning (EU) nr. 608/2013 [af 12. juni 2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 (EUT 2013, L 181, s. 15)], fremlægges dokumentation af klarereren eller ihændehaveren af varerne for, at indehaveren af EU-varemærket ikke har ret til at forbyde markedsføring af varerne i det endelige bestemmelsesland.«

8

Kapitel X i forordning 2017/1001 med overskriften »Kompetence og retspleje i søgsmål vedrørende EU-varemærker« omfatter forordningens artikel 122-135.

9

Denne forordnings artikel 122 med overskriften »Anvendelse af EU-regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, finder EU-reglerne om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område anvendelse på sager vedrørende EU-varemærker og ansøgninger om registrering af EU-varemærker samt på sager i forbindelse med litispendens og indbyrdes sammenhængende krav vedrørende EU-varemærker og nationale varemærker.

2.   For så vidt angår sager, der er et resultat af de i artikel 124 omhandlede søgsmål og modkrav:

10

Artikel 124 i forordning 2017/1001 med overskriften »Kompetence med hensyn til krænkelse og gyldighed« bestemmer:

»EU-varemærkedomstolene har enekompetence til at afgøre:

[…]«

11

Forordningens artikel 125 med overskriften »International kompetence« bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning eller i de bestemmelser i forordning [nr. 1215/2012], der finder anvendelse i henhold til artikel 122, anlægges de sager, der er et resultat af de i artikel 124 omhandlede søgsmål og modkrav, ved retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, eller, hvis han ikke har bopæl i nogen af medlemsstaterne, i den medlemsstat, hvor han har forretningssted.

[…]

5.   De sager, der er et resultat af de i artikel 124 omhandlede søgsmål og modkrav, kan, bortset fra søgsmål til fastslåelse af, at der ikke foreligger krænkelse af et EU-varemærke, ligeledes anlægges ved retterne i den medlemsstat, hvor krænkelsen er begået, eller hvor der er risiko for krænkelse, eller hvor en i artikel 11, stk. 2, omhandlet handling er begået.«

12

Advance Magazine Publishers, der er hjemmehørende i New York (De Forenede Stater), er indehaver af flere EU-varemærker, der indeholder ordbestanddelen »Vogue«, hvorom sagsøgeren har gjort gældende, at der er tale om velkendte varemærker.

13

Beverage City Polska er et polsk selskab med hjemsted i Krakow (Polen). Selskabet producerer, reklamerer for og sælger en energidrik under betegnelsen »Diamant Vogue«. Selskabets direktør, FE, har ligeledes bopæl i Krakow.

14

Beverage City & Lifestyle er et tysk selskab med hjemsted i Schorfheide i delstaten Brandenburg (Tyskland). Selskabets direktør, MJ, har bopæl i Niederkassel i delstaten Rheinland-Westfalen (Tyskland). Dette selskab er tilknyttet Beverage City Polska gennem en eneforhandlingsaftale for Tyskland, i henhold til hvilken selskabet købte den energidrik fra Beverage City Polska, der er nævnt i den foregående præmis. På trods af ligheden mellem deres navne tilhører de to selskaber ikke den samme koncern.

15

Da Advance Magazine Publishers anså sine varemærker for at være blevet krænket, anlagde selskabet sag mod disse selskaber og deres direktører ved Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf, Tyskland), der er den domstol med kompetence i EU-varemærkeretlige sager i delstaten Nordrhein-Westfalen, med påstand om, at de sagsøgte skulle bringe deres praksis til ophør på hele EU’s område og fremlægge oplysninger, aflægge regnskab samt betale erstatning. Efterfølgende blev disse supplerende påstande begrænset til at angå handlinger i Tyskland.

16

Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf) gav Advance Magazine Publishers medhold, idet den støttede sin internationale kompetence på artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 for så vidt angår Beverage City Polska og FE. Denne ret fandt, at de principper, som Domstolen opstillede i dom af 27. september 2017, Nintendo (C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724), fandt anvendelse på hovedsagen.

17

Beverage City Polska og FE appellerede afgørelsen fra Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf) til Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland).

18

De gjorde gældende, at de tyske retter ikke har international kompetence til at påkende den sag, der er anlagt mod dem, idet de fremhævede, at de udelukkende handlede og leverede varerne til deres kunder i Polen. Desuden kunne dom af 27. september 2017, Nintendo (C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724), ikke overføres på deres situation, eftersom der ikke er nogen relevant forbindelse mellem dem på den ene side og Beverage City & Lifestyle og MJ på den anden side.

19

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de tyske retters internationale kompetence til at påkende sagen mod Beverage City Polska og FE er underlagt en betingelse om, at dette krav i medfør af artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 er forbundet med det krav, der er anlagt mod MJ, der betegnes som »ankersagsøgte«, og så snævert forbundet, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.

20

I modsætning til den sag, der gav anledning til dom af 27. september 2017, Nintendo (C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724), vedrører leveringsforholdet mellem Beverage City Polska og Beverage City & Lifestyle i det foreliggende tilfælde imidlertid ikke den ankersagsøgte, idet denne alene er blevet indstævnt i sin egenskab af repræsentant for sidstnævnte selskab. Desuden tilhører disse to selskaber ikke den samme koncern og handler på eget ansvar og uafhængigt af hinanden.

21

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt det er tilstrækkeligt med henblik på at opfylde betingelsen i artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012, at der foreligger en eneforhandlingsaftale mellem Beverage City Polska og Beverage City & Lifestyle, idet det præciseres, at hovedsagen vedrører de samme varemærker og de samme varer.

22

På baggrund heraf har Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf) besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er kravene »så snævert forbundne«, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser, som omhandlet i artikel 8[, nr. 1),] i forordning […] nr. 1215/2012, når sammenhængen i en sag om krænkelse af et EU-varemærke består i, at de sagsøgte parter, der er hjemmehørende i en bestemt medlemsstat (her: [Republikken] Polen), har leveret de varer, der krænker et EU-varemærke, til en sagsøgt part, som er hjemmehørende i en anden medlemsstat (her: [Forbundsrepublikken] Tyskland), og hvis juridiske repræsentant ligeledes er sagsøgt som krænkende part og er den ankersagsøgte, og parterne kun er tilknyttet hinanden gennem leverandørforholdet som sådant, og der hverken i retlig eller faktisk henseende består nogen yderligere forbindelse mellem dem?«

23

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at flere sagsøgte, der har bopæl i forskellige medlemsstater, kan sagsøges ved retten på det sted, hvor en af de sagsøgte har bopæl, ved hvilken der inden for rammerne af en sag om krænkelse af et varemærke er rejst krav mod begge disse sagsøgte af indehaveren af et EU-varemærke, når disse sagsøgte foreholdes en materielt identisk krænkelse af dette varemærke, der er begået af dem begge, i et tilfælde, hvor disse sagsøgte er bundet af en eneforhandlingsaftale.

24

Indledningsvis bemærkes, at det følger af artikel 125, stk. 1, i forordning 2017/1001, at søgsmål om krænkelse af varemærker som det i hovedsagen omhandlede anlægges ved retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, eller, såfremt han ikke har bopæl i nogen af medlemsstaterne, i den medlemsstat, hvor han har forretningssted, »[m]edmindre andet er fastsat i denne forordning eller i de bestemmelser i forordning [nr. 1215/2012], der finder anvendelse i henhold til artikel 122« i den førstnævnte forordning.

25

Artikel 122, stk. 1, i forordning 2017/1001 præciserer, at »[m]edmindre andet er fastsat i denne forordning, finder EU-reglerne om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område anvendelse på sager vedrørende EU-varemærker og ansøgninger om registrering af EU-varemærker samt på sager i forbindelse med litispendens og indbyrdes sammenhængende krav vedrørende EU-varemærker og nationale varemærker«. Desuden fastsætter denne artikel 122 i stk. 2 listen over de bestemmelser i forordning nr. 1215/2012, der ikke finder anvendelse, eller som kun finder anvendelse under visse betingelser på sager, der bl.a. følger af en sag om krænkelse af et varemærke.

26

Eftersom artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 ikke er blandt disse bestemmelser, finder den således anvendelse på søgsmål om krænkelse af EU-varemærker.

27

Denne bestemmelse fastsætter navnlig, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, såfremt der er flere sagsøgte, kan sagsøges ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.

28

For at afgørelser kan anses for uforenelige, er det ikke tilstrækkeligt, at der forekommer en divergens i løsningen af tvister, men at en sådan divergens ydermere skal foreligge i forhold til samme retlige og faktiske situation (jf. analogt dom af 27.9.2017, Nintendo, C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

29

Hvad for det første angår betingelsen om, at der skal foreligge samme retlige situation, har Domstolen i en sag, der vedrørte en angivelig krænkelse af rettigheder, der tillægges ved EU-design, fastslået, at denne betingelse er opfyldt i det tilfælde, hvor en sagsøger har til hensigt at beskytte en eneret til brug af sådanne EU-design, som er fastsat i EU-retten, og som har de samme retsvirkninger på hele EU’s område, idet forskellen i national ret for krav vedrørende denne beskyttelse er uden betydning for vurderingen af risikoen for modstridende afgørelser (jf. analogt dom af 27.9.2017, Nintendo, C-24/16 og C-25/16, EU:C:2017:724, præmis 46-49 og den deri nævnte retspraksis).

30

På området for EU-varemærker bemærkes dels, at indehaveren af et sådant varemærke tildeles en eneret ved dets registrering i henhold til artikel 9 i forordning 2017/1001, dels at EU-varemærket i overensstemmelse med denne forordnings artikel 1, stk. 2, har samme retsvirkninger overalt inden for Unionen. Det følger således af den eneret, der er tillagt indehaveren af et EU-varemærke, at denne kan forbyde tredjemand at gøre brug af varemærket uden indehaverens samtykke og kan beskytte sin ret ved at anlægge en sag om krænkelse af varemærket.

31

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at det af Advance Magazine Publishers anlagte søgsmål om krænkelse af varemærket har til formål at beskytte dette selskabs eneret til EU-varemærker, således at betingelsen om, at der skal foreligge den samme retlige situation, synes at være opfyldt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

32

Hvad for det andet angår betingelsen om, at der skal foreligge samme faktiske situation, fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Beverage City & Lifestyle og Beverage City Polska ikke tilhører den samme koncern, uanset ligheden mellem deres navne og den eneforhandlingsaftale, der er indgået mellem dem. Den forelæggende ret har desuden fremhævet, at der ikke er nogen forbindelse mellem Beverage City Polska og FE på den ene side og den »ankersagsøgte«, dvs. direktøren for Beverage City & Lifestyle, der har bopæl i Tyskland, på den anden side, selv om direktøren ligeledes retsforfølges for at have krænket et varemærke.

33

Den forelæggende ret ønsker derfor nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at der foreligger en eneforhandlingsaftale, under disse omstændigheder er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger den samme faktiske situation med henblik på anvendelsen af artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012.

34

I denne henseende modsvarer formålet med kompetencereglen i artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 ifølge 16. og 21. betragtning til forordningen ønsket om at fremme god retspleje, at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig (jf. analogt dom af 12.7.2012, Solvay, C-616/10, EU:C:2012:445, præmis 19).

35

Denne specielle kompetenceregel, som afviger fra princippet i artikel 4 i forordning nr. 1215/2012, hvorefter det er retterne i den stat, hvor sagsøgte har sin bopæl, der har kompetence, skal fortolkes strengt og kan ikke føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, som forordningen udtrykkeligt har for øje (jf. i denne retning dom af 12.7.2012, Solvay, C-616/10, EU:C:2012:445, præmis 21).

36

I denne henseende har Domstolen fastslået, at med henblik på at vurdere, om der er en forbindelse mellem de forskellige krav, som er blevet indbragt for den nationale ret, påhviler det den nationale ret bl.a. at tage hensyn til, at flere selskaber, som er hjemmehørende i forskellige medlemsstater, hver især anklages for de samme krænkelser med hensyn til de samme produkter (jf. i denne retning dom af 12.7.2012, Solvay, C-616/10, EU:C:2012:445, præmis 29).

37

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 48 og 60-65 i forslaget til afgørelse, vedrører de pågældende kravs indbyrdes sammenhæng hovedsageligt forholdet mellem alle de begåede krænkelser, snarere end de organisatoriske og forretningsmæssige forbindelser mellem de pågældende selskaber. For at fastslå, om der foreligger samme faktiske situation, skal der ligeledes lægges særlig vægt på karakteren af det kontraktforhold, der består mellem kunden og leverandøren.

38

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret anført, at Beverage City & Lifestyle var forbundet med Beverage City Polska ved en aftale om eneforhandling af energidrikken »Diamant Vogue« i Tyskland. Et sådant eksklusivt kontraktforhold mellem disse to selskaber kan gøre muligheden for, at de hævdede krænkelser mod dem anses for at henhøre under samme faktiske situation, mere forudsigelig, hvilket kan begrunde en enkelt rets kompetence til at træffe afgørelse om de krav, der er rettet mod alle de aktører, der har begået disse handlinger.

39

I øvrigt fremgår det både af de sagsakter, som Domstolen råder over, og af hovedsagens parters besvarelse af Domstolens spørgsmål i retsmødet, at det tætte samarbejde mellem selskaberne også kan anses for at være kommet til udtryk gennem brugen af to websteder, hvis domæner tilhører en af de medsagsøgte, og hvorved de i hovedsagen omhandlede varer blev markedsført ved anvendelse af henvisninger mellem disse websteder.

40

En sådan omstændighed kan forstærke formodningen om, at der er en sammenhæng mellem Advance Magazine Publisher’s krav vedrørende krænkelse af deres varemærke, men illustrerer også, at forpligtelsen til at svare på beskyldninger om krænkelser med samme baggrund har en høj grad af forudsigelighed.

41

Følgelig kan en national rets konstatering af, at de krav, der er indbragt for den, er rettet mod forskellige aktører, der hver især har bidraget til den samme krænkelse af et EU-varemærke inden for rammerne af en kæde af krænkende handlinger, begrunde, at betingelsen om, at der skal foreligge den samme faktiske situation, synes at være opfyldt for så vidt angår dens kompetence til at træffe afgørelse om krav, der er anlagt mod forskellige medsagsøgte vedrørende de samme krænkelser af det samme EU-varemærke, på grundlag af artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012.

42

Det tilkommer derfor den forelæggende ret at vurdere, om der foreligger samme retlige og faktiske situation, idet den skal tage hensyn til alle de relevante elementer i den sag, der er indbragt for den, for så vidt angår de krav, der er rettet mod de forskellige sagsøgte.

43

Det forholder sig dog således, at reglen i artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 ikke kan fortolkes således, at den kan gøre det muligt for en sagsøger at anlægge sag mod flere sagsøgte alene med det formål at unddrage en af disse sagsøgte værnetinget i vedkommendes bopælsstat og dermed omgå kompetencereglen i denne bestemmelse ved kunstigt at skabe eller opretholde betingelserne for anvendelse af den nævnte bestemmelse (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, CDC Hydrogen Peroxide, C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 27-29 og den deri nævnte retspraksis).

44

Den situation, at en sagsøger har anlagt sag mod flere sagsøgte med det ene formål at unddrage den ene af dem værnetinget i vedkommendes bopælsstat, er imidlertid udelukket, således som Domstolen allerede har fastslået, når der er en snæver forbindelse mellem kravene mod hver af de sagsøgte på tidspunktet for sagsanlægget, dvs. når det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig (jf. i denne retning dom af 11.10.2007, Freeport, C-98/06, EU:C:2007:595, præmis 52-54).

45

Det tilkommer derfor den ret, for hvilken sagen er indbragt, at sikre, at krav, der er rettet mod den ene medsagsøgte, hvis bopæl begrunder, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, har kompetence, ikke har til formål kunstigt at opfylde betingelserne for anvendelse af artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012.

46

Henset til ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 8, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at flere sagsøgte, der har bopæl i forskellige medlemsstater, kan sagsøges ved retten på det sted, hvor en af de sagsøgte har bopæl, ved hvilken der inden for rammerne af en sag om krænkelse af et varemærke er rejst krav mod begge disse sagsøgte af indehaveren af et EU-varemærke, når disse sagsøgte foreholdes en materielt identisk krænkelse af dette varemærke, der er begået af dem begge, i et tilfælde, hvor disse sagsøgte er bundet af en eneforhandlingsaftale.

47

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 8, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

flere sagsøgte, der har bopæl i forskellige medlemsstater, kan sagsøges ved retten på det sted, hvor en af de sagsøgte har bopæl, ved hvilken der inden for rammerne af en sag om krænkelse af et varemærke er rejst krav mod begge disse sagsøgte af indehaveren af et EU-varemærke, når disse sagsøgte foreholdes en materielt identisk krænkelse af dette varemærke, der er begået af dem begge, i et tilfælde, hvor disse sagsøgte er bundet af en eneforhandlingsaftale.