Forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P

Europa-Kommissionen
og
Rådet for Den Europæiske Union

mod

Front populaire pour la libération de la Saguia el-Hamra et du Rio de oro
(Front Polisario)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 4. oktober 2024

»Appel – optræden udadtil – internationale aftaler – Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side – aftale om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 til denne aftale – retsakt, hvorved der indgås aftale – påstande om tilsidesættelser af folkeretten, på grund af at den anden aftale finder anvendelse på Vestsaharas område – annullationssøgsmål – formaliteten – partsevne – søgsmålskompetence – betingelse om, at en sagsøger i visse tilfælde skal være umiddelbart og individuelt berørt af den omtvistede foranstaltning – princippet om traktaters relative virkning – princippet om selvbestemmelse – ikke-selvstyrende områder – artikel 73 i De Forenede Nationers pagt – Rådet for Den Europæiske Unions skønsbeføjelse – folkeretlig sædvaneret – generelle EU-retlige principper – samtykke fra folket i et ikke-selvstyrende område, som har ret til selvbestemmelse, i sin egenskab af tredjepart i forhold til en international aftale«

Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – umiddelbart berørt – individuelt berørt – kriterier – aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokollerne i Euro-Middelhavsaftalen – afgørelse 2019/217 – hensyntagen til selve indholdet af den internationale aftale og til dens retsvirkninger i forhold til et tredjeland – produkter med oprindelse i et ikke-selvstyrende område – udøvelse af retten til selvbestemmelse – Vestsaharas folk umiddelbart og individuelt berørt – betingelser

(Art. 263, stk. 4, TEUF; afgørelse 2019/217)

(jf. præmis 86-95, 99, 107 og 108)
Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, der berører dem umiddelbart – umiddelbart berørt – aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokollerne i Euro-Middelhavsaftalen – afgørelse 2019/217 – retsakt, der udelukkende angår relationerne mellem Unionen og dens medlemsstater – gennemførelse, der er helt automatisk

(Art. 263, stk. 4, TEUF; afgørelse 2019/217)

(jf. præmis 96)
Annullationssøgsmål – Domstolens kompetence – retsakter udstedt af institutionerne – undersøgelse af, hvorvidt en international aftale indgået af Unionen er forenelig med traktaterne – formaliteten – notifikationsdokument til den anden part om godkendelsen af den internationale aftale – ingen kompetence

[Art. 19, stk. 3, litra b), TEU; art. 267, stk. 1, litra b), TEUF; afgørelse 2019/217]

(jf. præmis 97 og 98)
Internationale aftaler – Unionens aftaler – aftaler reguleret af folkeretten – traktater og tredjelande – forhandling og indgåelse – princippet om frivilligt samtykke – et ikke-selvstyrende områdes folk og dette områdes befolkning – begrebet befolkning – et områdes indbyggere – omfattet – begrebet folk – politisk enhed og egenskab af indehaver af retten til selvbestemmelse – omfattet

(Art. 21, stk. 2, TEU)

(jf. præmis 129)
Internationale aftaler – Unionens aftaler – aftaler reguleret af folkeretten – anvendelse af Wienerkonventionen om traktatretten – traktater og tredjelande – forhandling og indgåelse – princippet om frivilligt samtykke – et ikke-selvstyrende områdes folk og dette områdes befolkning – pligt til at indhente dette folks samtykke – høringer af den berørte befolkning – tilsidesættelse af pligten

(Art. 21, stk. 2, TEU)

(jf. præmis 130)
Internationale aftaler – Unionens aftaler – aftaler reguleret af folkeretten – anvendelse af Wienerkonventionen om traktatretten – traktater og tredjelande – forhandling og indgåelse – principper – traktater bør hverken skabe forpligtelser eller rettigheder for tredjeparter – rækkevidde

(Art. 21, stk. 1, TEU)

(jf. præmis 131 og 132)
Internationale aftaler – Unionens aftaler – Rådets afgørelse vedrørende aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokollerne i Euro-Middelhavsaftalen – aftaler reguleret af folkeretten – anvendelse af Wienerkonventionen om traktatretten – traktater og tredjelande – forhandling og indgåelse – princippet om frivilligt samtykke – et ikke-selvstyrende områdes folk og dette områdes befolkning – høring af befolkningen – pligt til at indhente dette folks samtykke – tilsidesættelse – indvirkning på gyldigheden af aftalens indgåelse – Rådet har en skønsmargen – ingen betydning

(Art. 3, stk. 5, TEU og art. 21, stk. 1, TEU; art. 207, stk. 1, TEUF; aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko, tiende betragtning; afgørelse 2019/217)

(jf. præmis 133-136 og 145)
Internationale aftaler – Unionens aftaler – fortolkning – Unionens retsinstansers kompetence – betingelser – aftaler reguleret af folkeretten – anvendelse af Wienerkonventionen om traktatretten – traktater og tredjelande – princippet om frivilligt samtykke – krav og retsvirkninger i forbindelse med et folks udøvelse af sin ret til selvbestemmelse – ikke-selvstyrende område – krav om et udtrykkeligt samtykke – retlig fejl

(Aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko; afgørelse 2019/217)

(jf. præmis 141, 144, 146-149 og 157)
Internationale aftaler – Unionens aftaler – fortolkning – Unionens retsinstansers kompetence – betingelser – aftaler reguleret af folkeretten – anvendelse af Wienerkonventionen om traktatretten – traktater og tredjelande – princippet om frivilligt samtykke – krav og retsvirkninger i forbindelse med et folks udøvelse af sin ret til selvbestemmelse – ikke-selvstyrende område – stiltiende samtykke – betingelser – en præcis, konkret og væsentlig fordel, som følger af udnyttelsen af dette områdes naturressourcer – betingelse ikke opfyldt – intet samtykke

(Art. 21, stk. 1, TEUF; aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko; afgørelse 2019/217)

(jf. præmis 152-156, 158-160 og 162)
Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – retsakter udstedt af institutionerne – anmodning om undersøgelse af, hvorvidt en international aftale indgået af Unionen er forenelig med folkeretten – formaliteten

(Art. 21, stk. 1, TEUF; aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko; afgørelse 2019/217)

(jf. præmis 172-176)
Appel – appellen forkastet – en appelleret dom, hvorved den anfægtede afgørelse er blevet annulleret med opretholdelse af virkningerne indtil afsigelsen af Domstolens dom – Domstolens opretholdelse af den anfægtede afgørelses virkninger – begrundet i hensynet til retssikkerhed

(Art. 264, stk. 2, TEUF; aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem EF og Marokko; afgørelse 2019/217)

(jf. præmis 183-186)

Resumé

Domstolen (Store Afdeling) forkastede ved to domme i forenede sager, i den ene dom sagerne C-778/21 P og C-798/21 P og i den anden dom sagerne C-779/21 P og C-799/21 P, de appeller, som Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union havde iværksat til prøvelse af to domme afsagt af Retten, som havde annulleret Rådets afgørelser om godkendelse af indgåelsen af aftaler mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko, efter at Front populaire pour la libération de la Saguia el-Hamra et du Rio de Oro (Front Polisario) havde anlagt annullationssøgsmål til prøvelse af disse afgørelser.

Rådet havde ved afgørelse 2019/217 ( 1 ) godkendt indgåelsen af en aftale mellem Unionen og Kongeriget Marokko om ændring af visse protokoller til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side ( 2 ). Rådet havde ligeledes ved afgørelse 2019/441 ( 3 ) godkendt indgåelsen af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko og den tilhørende gennemførelsesprotokol og den brevveksling, der ledsager aftalen, og, ved forordning 2019/440, fordelingen af fiskerimuligheder i henhold til denne aftale og den tilhørende gennemførelsesprotokol ( 4 ). Disse to afgørelser var en følge af dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973), hvorved Domstolen bl.a. havde præciseret, at Euro-Middelhavs-associeringsaftalen kun dækkede Kongeriget Marokkos område og ikke det ikke-selvstyrende område Vestsahara, samt af dom af 27. februar 2018, Western Sahara Campaign UK (C-266/16, EU:C:2018:118), hvor Domstolen havde fulgt et i vidt omfang analogt ræsonnement i forhold til fiskeriaftaler med Kongeriget Marokko hvad angik de farvande, der støder op til Vestsahara.

Den aftale, der blev godkendt ved afgørelse 2019/217, ændrede protokollerne til Euro-Middelhavs-associeringsaftalen om ordningen for indførsel til Den Europæiske Union af landbrugsprodukter, fisk og fiskeprodukter med oprindelse i Marokko og om definitionen af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og udvidede fordelene ved de toldpræferencer, der indrømmes produkter med oprindelse i Marokko, der eksporteres til Unionen, til at omfatte produkter med oprindelse i Vestsahara, der eksporteres under de marokkanske toldmyndigheders tilsyn. Fiskeriaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Marokko ( 5 ) blev for sin del ændret ved, at de farvande, der støder op til Vestsaharas område, blev inkluderet i anvendelsesområdet for denne aftale.

Ved stævninger indleveret i 2019 til prøvelse af disse retsakter i tre sager, Front Polisario mod Rådet (sag T-279/19, sag T-344/19 og sag T-356/19), nedlagde Front Polisario påstand om annullation af de anfægtede afgørelser og den anfægtede forordning.

Retten annullerede – dels i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Front Polisario mod Rådet (sag T-279/19) ( 6 ), dels i de forenede sager, der gav anledning til dommen i sagen Front Polisario mod Rådet (sag T-344/19 og T-356/19) ( 7 ) – de anfægtede afgørelser og den anfægtede forordning med den begrundelse, at kravet om Vestsaharas folks samtykke ikke var blevet overholdt. Rådet havde nemlig ikke taget tilstrækkeligt hensyn til alle de relevante oplysninger vedrørende situationen i Vestsahara og havde med urette fundet, at det rådede over en skønsmargen med hensyn til overholdelsen af kravet om, at dette områdes folk som tredjepart i forhold til de omtvistede aftaler skulle give sit samtykke til anvendelsen af de omtvistede aftaler på dette område som omhandlet i princippet om traktaters relative virkning, sammenholdt med princippet om selvbestemmelse.

Rådet og Kommissionen iværksatte hver især appel ved Domstolen til prøvelse af disse domme.

Domstolens bemærkninger

Formaliteten vedrørende de annullationssøgsmål, som Front Polisario havde anlagt ved Retten

A. Front Polisarios partsevne

For det første bemærkede Domstolen, at enhver fysisk eller juridisk person på visse betingelser kan indbringe en klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger. Domstolen har imidlertid allerede anerkendt, at uafhængige enheder har partsevne ved Unionens retsinstanser, uafhængigt af om der er tale om en juridisk person i henhold til national ret.

Front Polisario er en selvproklameret frihedsbevægelse, som blev etableret med det formål at kæmpe for det ikke-selvstyrende område Vestsaharas uafhængighed i forhold til Kongeriget Marokko og for oprettelsen af en suveræn og selvstændig vestsaharisk stat. Eftersom denne bevægelse netop ved at støtte sig på Vestsaharas folks udøvelse af retten til selvbestemmelse tilstræber at oprette en statslig retsorden for dette område, kan det ikke med henblik på at anerkende bevægelsens partsevne ved Unionens retsinstanser kræves, at den er stiftet som juridisk person i henhold til en bestemt national retsorden. Front Polisario er i øvrigt en af de legitime forhandlingspartnere i forbindelse med den proces, som føres i regi af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd med henblik på fastlæggelsen af Vestsaharas fremtid, hvis afgørelser er bindende for alle EU-medlemsstaterne og ‑institutionerne. Det følger heraf, at Front Polisario, som ligeledes opretholder bilaterale retsforhold på internationalt niveau, har en tilstrækkelig retlig eksistens til at kunne optræde som part i retssager ved Unionens retsinstanser ( 8 ). Følgelig fandt Domstolen, at Retten uden at begå nogen retlig fejl kunne konkludere, at Front Polisario havde partsevne ved Unionens retsinstanser som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

B. Front Polisarios søgsmålskompetence

For det andet undersøgte Domstolen, hvorvidt Front Polisario havde søgsmålskompetence. Med hensyn til, om Front Polisario var umiddelbart berørt af afgørelserne og den anfægtede forordning, gennemgik Domstolen indledningsvis de to betingelser, der i den anledning skal være kumulativt opfyldt, nemlig at den anfægtede foranstaltning for det første skal have umiddelbar indvirkning på den pågældende persons retsstilling og for det andet ikke må overlade et skøn til de adressater, der skal gennemføre den.

Domstolen konstaterede i denne henseende, at Front Polisario med sine annullationssøgsmål for Retten tilsigtede at få beskyttet Vestsaharas folks ret til selvbestemmelse ( 9 ), og at det derfor var i lyset af de anfægtede retsakters og følgelig de omtvistede aftalers indvirkninger på dette folks retsstilling, at det skulle undersøges, om Front Polisario var umiddelbart berørt af de anfægtede retsakter.

Domstolen påpegede, at selv om Front Polisario ikke formelt er blevet anerkendt som enerepræsentant for Vestsaharas folk, er denne organisation i overensstemmelse med de resolutioner, der er blevet vedtaget af De Forenede Nationers øverste instanser, en privilegeret forhandlingspartner med henblik på at fastlægge Vestsaharas fremtidige status. Disse særlige omstændigheder gør det muligt at fastslå, at Front Polisario ved Unionens retsinstanser kan anfægte lovligheden af en EU-retsakt, der umiddelbart har indvirkning på Vestsaharas folks retsstilling. I denne forbindelse opfylder de anfægtede afgørelser og i forlængelse heraf de omtvistede aftaler på grund af den indvirkning, de har på Vestsaharas folks ret til selvbestemmelse, den lovbestemte betingelse om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, der er genstand for den pågældendes søgsmål. Under hensyntagen til artikel 73 i De Forenede Nationers pagt og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse skulle denne betingelse i den konkrete sag vurderes i forhold til retsstillingen for Vestsaharas folk, som i forbindelse med de foreliggende var repræsenteret af Front Polisario.

En afgørelse om indgåelse af en international aftale udgør i øvrigt en endelig retsakt i Unionens interne retsorden, der udtrykker Unionens vilje til at være bundet af denne aftale. Domstolen, der ikke er beføjet til at annullere en international aftale, påpegede, at denne afgørelse udgør en anfægtelig retsakt. Notifikationen om godkendelse af en sådan aftale til den anden kontraherende part udgør derimod – i modsætning til, hvad visse parter havde gjort gældende – en gennemførelsesforanstaltning, der i princippet skal anses for at være en retsakt, der ikke kan anfægtes.

Domstolen konkluderede heraf, at Front Polisario var umiddelbart berørt af de omtvistede afgørelser, og at Retten ikke havde begået nogen retlige fejl i denne anledning.

Hvad angik spørgsmålet om, hvorvidt Front Polisario var individuelt berørt, stadfæstede Domstolen ligeledes den af Retten valgte fremgangsmåde, ifølge hvilken denne organisation – henset til de omstændigheder, der havde ført Retten til at konkludere, at den var umiddelbart berørt – skulle anses for individuelt berørt af de anfægtede afgørelser. Domstolen fastslog i denne forbindelse, at Vestsaharas folk, der var repræsenteret ved Front Polisario, var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse, eftersom en udtrykkelig medtagelse af Vestsaharas område i anvendelsesområdet for de omtvistede aftaler, som er bindende for Unionen i henhold til de omtvistede afgørelser, ændrer dette folks retsstilling på grund af dettes egenskab af indehaver af retten til selvbestemmelse i forhold til dette område, idet denne egenskab kendetegner dette folk i forhold til enhver anden person eller enhed, herunder i forhold til ethvert andet folkeretssubjekt.

Vestsaharas folks samtykke til de omtvistede aftaler samt omfanget af den af Retten foretagne retslige kontrol

Ifølge de omtvistede afgørelser godkendte Unionen de omhandlede aftaler, efter at Kommissionen sammen med Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil havde truffet »alle rimelige foranstaltninger, der […] er mulige, for på passende vis at inddrage den berørte befolkning med henblik på at sikre sig dens godkendelse« af aftalerne ( 10 ). Domstolen anførte dog hertil, at størstedelen af Vestsaharas nuværende befolkning ikke tilhører det folk, der har ret til selvbestemmelse, nemlig Vestsaharas folk, som for en stor dels vedkommende lever i landflygtighed. Den tilføjede, at der er en forskel mellem begrebet et ikke-selvstyrende områdes »befolkning« og begrebet dette områdes »folk«. Sidstnævnte begreb henviser nemlig til en politisk enhed, der har ret til selvbestemmelse, mens begrebet »befolkning« omfatter et områdes indbyggere.

Domstolen påpegede dernæst, at ifølge det generelle folkeretlige princip om traktaters relative virkning bør traktater hverken skabe forpligtelser eller rettigheder for tredjeparter. En tredjepart kan i denne forbindelse påvirkes af en aftales gennemførelse, i tilfælde af at et område, i forhold til hvilket nævnte tredjepart er suveræn eller har ret til selvbestemmelse, medtages under denne aftales anvendelsesområde. En gennemførelse af en international aftale mellem Unionen og Kongeriget Marokko på Vestsaharas område kræver derfor, at der indhentes samtykke fra Vestsaharas folk ( 11 ). Da Unionens optræden på den internationale scene bl.a. skal bidrage til nøje overholdelse af folkeretten og til overholdelse af principperne i De Forenede Nationers pagt ( 12 ), fremhævede Domstolen, at et manglende samtykke fra Vestsaharas folk til de omtvistede aftaler, hvis gennemførelse udstrækkes til Vestsaharas område eller til de farvande, der støder op til dette, kan påvirke gyldigheden af de EU-retsakter, der vedrører indgåelsen af disse aftaler.

Nødvendigheden af Vestsaharas folks samtykke og identifikationen af Front Polisario som en enhed, det tilkommer at afgive dette samtykke

Domstolen bemærkede indledningsvis, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at de omtvistede aftaler pålægger Vestsaharas folk en forpligtelse, idet de har tillagt de marokkanske myndigheder visse beføjelser, hvis udøvelse omfatter Vestsaharas område ( 13 ). Selv om gennemførelsen af de omtvistede aftaler indebærer, at de marokkanske myndigheders handlinger udført på Vestsaharas område har retsvirkninger, som ændrer retsstillingen for dette områdes folk, gør dette det imidlertid ikke muligt at lægge til grund, at aftalerne skaber retlige forpligtelser, der påhviler dette folk som folkeretligt subjekt. De omtvistede aftaler indebærer i denne henseende ikke, at Unionen anerkender Marokkos påståede suverænitet over Vestsahara. På tilsvarende vis er Vestsaharas folk f.eks. ikke adressat for fiskeritilladelserne eller andre forvaltningsafgørelser udstedt af de marokkanske myndigheder i forbindelse med gennemførelsen af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko, som dette folk er forpligtet til at anerkende, eller for foranstaltninger truffet af Unionens og medlemsstaternes myndigheder over for dem. Domstolen fandt derfor, at Retten støttede sig på en urigtig forudsætning, da den fastslog, at Vestsaharas folks samtykke til den omtvistede aftale skulle være udtrykkeligt.

Domstolen bemærkede imidlertid, at den folkeretlige sædvaneret ikke fastsætter nogen særlig form for afgivelse af samtykke fra et retssubjekt, der er tredjepart i forhold til en aftale, som tillægger vedkommende en rettighed ( 14 ), og at den folkeretlige sædvaneret ikke udelukker, at et sådant samtykke kan afgives implicit under visse omstændigheder. Der kan således formodes at foreligge et samtykke fra et ikke-selvstyrende områdes folk til en international aftale, i forhold til hvilken det har status som tredjepart, og som er bestemt til at finde anvendelse på det område, som dets ret til selvbestemmelse angår, forudsat at to betingelser er opfyldt. For det første må den omhandlede aftale ikke skabe en forpligtelse for dette folk. For det andet skal det bl.a. være fastsat i denne aftale, at det pågældende folk selv modtager en præcis, konkret, væsentlig og kontrollerbar fordel, som følger af udnyttelsen af dette områdes naturressourcer, og som står i et rimeligt forhold til omfanget af denne udnyttelse. Der skal ligeledes i den omhandlede aftale være fastsat en regelmæssig kontrolmekanisme, der gør det muligt at efterprøve, om den fordel, som er indrømmet det pågældende folk, faktisk består. Overholdelsen af disse betingelser er nødvendig for at sikre, at en sådan aftale er forenelig med det princip, der følger af artikel 73 i De Forenede Nationers pagt og er knæsat i folkeretlig sædvaneret, hvorefter de ikke-selvstyrende områders indbyggeres interesser er af altovervejende betydning.

Såfremt disse to betingelser er opfyldt, skal det berørte folks samtykke anses for afgivet. Den omstændighed, at en bevægelse, der fremtræder som værende dette folks legitime repræsentant, modsætter sig denne aftale, er derfor ikke i sig selv tilstrækkelig til at rejse tvivl om, hvorvidt der foreligger et sådant samtykke. Denne formodning kan ikke desto mindre afkræftes, såfremt legitime repræsentanter for dette folk godtgør, at den fordelsordning, som den omhandlede aftale giver dette folk, eller den regelmæssige kontrolmekanisme, som aftalen skal ledsages af, ikke opfylder de nævnte betingelser.

I den konkrete sag fastslog Domstolen, at de omtvistede aftaler ikke skaber retlige forpligtelser for Vestsaharas folk som folkeretligt subjekt, selv om de ændrer dette folks retsstilling i EU-retten med hensyn til den ret til selvbestemmelse, som det har. Den første af de to betingelser var derfor opfyldt.

Hvad angik den anden betingelse konkluderede Domstolen, at det er åbenbart, at de omtvistede aftaler ikke indeholder en fordel for Vestsaharas folk, der har de ovennævnte kendetegn. Den præciserede ydermere, at hvis en aftale i fremtiden skulle komme Vestsaharas folk til gode i overensstemmelse med de nævnte krav, kan muligheden for, at denne aftale også kommer indbyggerne i dette område generelt til gode, ikke være til hinder for, at det fastslås, at der foreligger et formodet samtykke fra dette folk.

Muligheden for påberåbelse af folkeretten

Domstolen bemærkede, at Unionen er forpligtet til at udøve sine kompetencer i overensstemmelse med folkeretten, og at Domstolen derfor inden for rammerne af et annullationssøgsmål har kompetence til at vurdere, om en international aftale indgået af Unionen er forenelig med de folkeretlige regler. I overensstemmelse med traktaterne er disse regler bindende for Unionen, og Domstolens prøvelse af gyldigheden af den retsakt, hvorved Unionen har indgået en sådan international aftale, kan vedrøre lovligheden af denne retsakt i lyset af selve indholdet af den pågældende internationale aftale ( 15 ). Retten kunne således med rette fastslå, at princippet om selvbestemmelse og princippet om traktaters relative virkning kunne påberåbes i forbindelse med prøvelsen af de omtvistede afgørelsers gyldighed.

Konklusion

Da Domstolen ikke tiltrådte nogen af de anbringender, som Rådet og Kommissionen havde fremsat til støtte for deres appeller, forkastede Domstolen disse appeller i deres helhed.

Opretholdelse af virkningerne af de omtvistede afgørelser i tilfælde af, at Rådets og Kommissionens appeller forkastes

I de forenede sager C-778/21 P og C-798/21 P var virkningerne af den omtvistede afgørelse ved den appellerede dom blevet opretholdt indtil afsigelsen af nærværende dom. Da gennemførelsesprotokollen til den pågældende aftale imidlertid udløb den 17. juli 2023, og da fiskeriaftalen ikke i sig selv giver EU-fartøjer adgang til den omhandlede »fiskerizone«, vurderede Domstolen, at Kommissionens og Rådets subsidiære påstande om opretholdelse af virkningerne af den omtvistede afgørelse havde mistet deres genstand.

I de forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P trådte den aftale, der var blevet indgået ved den omtvistede afgørelse, i kraft den 19. juli 2019. Eftersom en annullation af denne afgørelse, uden at dens virkninger opretholdtes i en begrænset periode, ville kunne få alvorlige negative konsekvenser for Unionens optræden udadtil og være til fare for retssikkerheden i forbindelse med de internationale forpligtelser, som Unionen har indgået, og som er bindende for EU-institutionerne og medlemsstaterne, besluttede Domstolen at opretholde virkningerne af afgørelsen i en periode på 12 måneder regnet fra datoen for afsigelsen af dommen.

( 1 ) – Rådets afgørelse (EU) 2019/217 af 28.1.2019 om indgåelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (EUT 2019, L 34, s. 1).

( 2 ) – Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side, der blev undertegnet i Bruxelles den 26.2.1996 (EFT 2000, L 70, s. 2).

( 3 ) – Rådets afgørelse (EU) 2019/441 af 4.3.2019 om indgåelse af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko, den tilhørende gennemførelsesprotokol og den brevveksling, der ledsager aftalen (EUT 2019, L 77, s. 4).

( 4 ) – Rådets forordning (EU) 2019/440 af 29.11.2018 om fordeling af fiskerimuligheder i henhold til partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko og den tilhørende gennemførelsesprotokol (EUT 2019, L 77, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«).

( 5 ) – Fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko (EUT 2006, L 141, s. 4).

( 6 ) – Dom af 29.9.2021, Front Polisario mod Rådet (T-279/19, EU:T:2021:639).

( 7 ) – Dom af 29.9.2021, Front Polisario mod Rådet (T-344/19 og T-356/19, EU:T:2021:640).

( 8 ) – Domstolen præciserede i denne henseende, at spørgsmålet om, hvorvidt denne enhed lovligt kan repræsentere Vestsaharas folks interesser, vedrører dens søgsmålskompetence i forbindelse med et annullationssøgsmål til prøvelse af den omtvistede afgørelse og ikke dens partsevne ved Unionens retsinstanser.

( 9 ) – Jf. dom af 21.12.2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973, præmis 88, 91 og 105).

( 10 ) – 10. betragtning til afgørelse 2019/217 og 11. betragtning til afgørelse 2019/441.

( 11 ) – Jf. dom af 21.12.2016, Rådet mod Front Polisario (C-104/16 P, EU:C:2016:973, præmis 106).

( 12 ) – Artikel 3, stk. 5, TEU og artikel 21, stk. 1, TEU.

( 13 ) – Domme af 29.9.2021, Front Polisario mod Rådet (T-279/19, EU:T:2021:639, præmis 322 og 323) og Front Polisario mod Rådet (T-344/19 og T-356/19, EU:T:2021:640, præmis 318).

( 14 ) – Jf. dom afsagt af Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje den 7.6.1932, sag om »Frizonerne i Haute-Savoie og Pays de Gex« (Recueil CPJI 1927, serie A/B, nr. 46, s. 148).

( 15 ) – Dom af 27.2.2018, Western Sahara Campaign UK (C-266/16, EU:C:2018:118, præmis 47-51).