1

Med deres appel har Jérôme Rivière, Dominique Bilde, Joëlle Mélin, Aurélia Beigneux, Thierry Mariani, Jordan Bardella, Jean Paul Garraud, Jean-François Jalkh, Gilbert Collard, Gilles Lebreton, Nicolaus Fest, Gunnar Beck og Philippe Olivier, der er medlemmer af Europa-Parlamentet (herefter samlet »appellanterne«), nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 6. oktober 2021, Rivière m.fl. mod Parlamentet (T-88/20, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2021:664), hvorved Retten afviste deres søgsmål med påstand om annullation af den mundtlige forholdsregel, der var truffet af Parlamentets formand den 13. januar 2020 om at forbyde parlamentsmedlemmerne at placere nationale flag på deres læsepulte (herefter »den omtvistede forholdsregel«).

2

Artikel 10 med overskriften »Adfærdsregler« i Europa-Parlamentets forretningsorden (9. valgperiode – 2019-2024) (herefter »forretningsordenen«) fastsætter:

»1.   Medlemmernes adfærd skal være præget af gensidig respekt og skal bero på de værdier og principper, der er defineret i traktaterne og i chartret om grundlæggende rettigheder. […]

2.   Medlemmerne må ikke vanskeliggøre en korrekt afvikling af Parlamentets arbejde og må ikke vanskeliggøre opretholdelsen af sikkerhed og orden i Parlamentets bygninger eller forhindre dets udstyr i at fungere.

3.   Medlemmerne må ikke forstyrre den gode ro og orden i mødesalen og skal afholde sig fra upassende adfærd. De må ikke anvende bannere.

[…]«

3

Denne forretningsordens artikel 171 med overskriften »Fordeling af taletiden og talerliste« fastsætter følgende i stk. 4:

»Taletiden for [den første] del af forhandlingen fordeles efter følgende kriterier:

4

Forretningsordenens artikel 175 med overskriften »Øjeblikkelige forholdsregler« bestemmer i stk. 1-3:

»1.   Formanden kalder ethvert medlem, som overtræder de i artikel 10, stk. 3 eller 4, fastsatte adfærdsregler, til orden.

2.   Hvis overtrædelsen gentages, kalder formanden den pågældende til orden for anden gang, og der gøres bemærkning herom i mødeprotokollen.

3.   Hvis overtrædelsen fortsætter, eller der begås en yderligere overtrædelse, kan formanden fratage medlemmet ordet og bortvise vedkommende fra salen for resten af mødet. […]«

5

Tvistens baggrund, som den fremgår af den appellerede doms præmis 1-3, kan sammenfattes som følger.

6

På plenarmødet den 13. januar 2020 vedtog Parlamentets formand på grundlag af forretningsordenens artikel 10, stk. 3, mundtlige forholdsregler med henblik på at sikre overholdelsen af orden i mødesalen, herunder den omtvistede forholdsregel.

7

Under plenarmøderne den 29. og den 30. januar 2020 henviste de næstformænd, der ledede de pågældende møder, til den omtvistede forholdsregel.

8

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. februar 2020 anlagde appellanterne sag med påstand om annullation af den omtvistede forholdsregel.

9

Til støtte for søgsmålet fremsatte appellanterne fire anbringender. Det første anbringende indeholdt to led, der for det første vedrørte retlig og faktisk fordrejning af forretningsordenens artikel 10 og for det andet tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, TEU. Det andet anbringende vedrørte tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, det tredje vedrørte magtmisbrug, og det fjerde vedrørte tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, legalitetsprincippet, princippet om god forvaltningsskik, fumus persecutionis og parlamentsmedlemmernes ytringsfrihed.

10

Parlamentet fremsatte principalt en formalitetsindsigelse om, for det første, at der ikke forelå en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF, for det andet, at appellanterne ikke havde søgsmålskompetence, og for det tredje, at appellanterne ikke havde søgsmålsinteresse. Subsidiært gjorde Parlamentet gældende, at søgsmålet var ugrundet.

11

Retten tog formalitetsindsigelsen om, at der ikke var tale om en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF, til følge.

12

I den appellerede doms præmis 38 fastslog Retten, at det fremgik af parternes skriftlige indlæg, at den omtvistede forholdsregel bestod i et forbud rettet til parlamentsmedlemmerne i henhold til forretningsordenens artikel 10, stk. 3, mod at placere nationale flag på deres læsepulte. Retten præciserede i denne forbindelse, at selv om appellanterne ganske vist havde gjort gældende, at de medlemmer, der er ikke overholdt den nævnte forholdsregel, samtidig havde fået forbud mod at tage ordet, var der ikke var grundlag for at fastslå, at sidstnævnte forholdsregel gik videre end forbuddet mod at anvende nationale flag.

13

I nævnte doms præmis 42-44 bemærkede Retten, at parlamentsmedlemmerne i henhold til forretningsordenen, der er inspireret af medlemsstaternes fælles parlamentariske traditioner, »udtrykker sig ved at tage ordet«. Retten præciserede, at bortset fra den mulighed, som denne forretningsorden giver parlamentsmedlemmerne til én gang i hvert møde at fremlægge en skriftlig erklæring med 200 ord, foreskriver forretningsordenen »ingen andre måder, som deltagerne kan udtrykke sig på under forhandlingerne«. Ifølge Retten har den således fastsatte begrænsning med hensyn til medlemmernes udtryksformer til formål at sikre, at parlamentsmedlemmerne behandles lige, og dermed, at Parlamentets arbejde forløber tilfredsstillende. Dette dobbelte formål forfølges også med forretningsordenens artikel 171, stk. 4, som fastsætter præcise kriterier for fordelingen af taletiden mellem medlemmerne.

14

I den appellerede doms præmis 45 og 48 fastslog Retten, at »et billede eller en genstand via det symbol, som derved repræsenteres, eller den besked, som derved formidles, unægteligt kan tjene som en udtryksform og således give parlamentsmedlemmerne, der anvendte billedet eller genstanden, muligheden for at fremsætte eller forsvare deres politiske overbevisninger uden for deres taletid« på Parlamentets plenarmøder. Retten fastslog, at det flag, som appellanterne havde anbragt på deres læsepulte, i den foreliggende sag var blevet »en slags fane for en politisk gruppering og et symbol på den sag, som den pågældende gruppe forsvarer«. Endvidere fastslog Retten i den appellerede doms præmis 49, at »anvendelsen af en medlemsstats flag navnlig på et til Europa-Parlamentet valgt medlems læsepult er i strid med [det pågældende] medlems repræsentative hverv«, således som dette er defineret i bl.a. artikel 14, stk. 2, TEU og artikel 22, stk. 2, TEUF.

15

I nævnte doms præmis 50 fastslog Retten, at den funktion, som appellanterne tillægger det nationale flag, der er placeret på deres læsepulte, »alene er en udtryksform eller en måde at give udtryk for sine synspunkter på«, som ikke adskiller sig fra formålet med udtrykket »bannere« i forretningsordenens artikel 10, stk. 3, eller tilsvarende udtryk i de forskellige sprogversioner af denne bestemmelse.

16

Henset til samtlige disse betragtninger fastslog Retten i den appellerede doms præmis 51 og 52, at eftersom appellanternes adfærd kunne forstyrre det parlamentariske arbejdes, var denne adfærd omfattet af anvendelsesområdet for forretningsordenens artikel 10, stk. 3, at den omtvistede forholdsregel udgjorde en del af den »interne tilrettelæggelse af Parlamentets arbejde« og »affødte ingen retsvirkninger ved at medføre en væsentlig ændring i deres retsstilling på en måde, som ville være til skade for de betingelser, hvorunder appellanterne udøver deres mandat som parlamentsmedlemmer«. De pågældende forholdsregel udgjorde derfor ikke en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF.

17

Retten afviste således søgsmålet.

18

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

19

Parlamentet har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

20

Parlamentet har gjort gældende, at appellen ikke opfylder de betingelser for antagelse til realitetsbehandling, der er fastsat i artikel 168 i Domstolens procesreglement, idet appelskriftet ikke præcist angiver de retlige argumenter, der gøres gældende til støtte for anbringenderne, der ikke indeholder nogen retlige argumenter.

21

Det følger i denne henseende af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, af procesreglementets artikel 168, stk. 1, litra d), og af artikel 169, stk. 2, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke præmisser der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 23.11.2021, Rådet mod Hamas, C-833/19 P, EU:C:2021:950, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

22

Appelskriftet gør det imidlertid muligt uden tvivl at identificere to anbringender, hvorved appellanterne har foreholdt Retten dels en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, og at der skete en fejl ved den retlige kvalificering heraf i den appellerede doms præmis 38, dels retlige fejl i den appellerede doms præmis 50-41 for så vidt angår fortolkningen af forretningsordenens artikel 10, stk. 3. Det fremgår i øvrigt af Parlamentets svarskrift, at Parlamentet var i stand til at forstå indholdet af disse anbringender og tage stilling til realiteten.

23

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at appellen tilstrækkeligt præcist i hvert af sine anbringender identificerer de præmisser i den appellerede dom, der anfægtes, og redegør for grundene til, at disse præmisser ifølge appellanterne er behæftet med retlige fejl, hvilket således gør det muligt for Domstolen at udøve sin legalitetskontrol.

24

Appellen kan derfor antages til realitetsbehandling.

25

Med det første anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 38 foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og begik en fejl ved den retlige kvalificering heraf, idet den undlod at tage højde for, at den omtvistede forholdsregel i praksis havde medført, at parlamentsmedlemmerne blev frataget ordet, og at betingelserne for udøvelsen af deres mandat følgelig blev væsentligt ændret for de medlemmer, der under plenarmøderne den 29. og den 30. januar 2020 nægtede at fjerne de nationale flag fra deres læsepulte.

26

Parlamentet er af den opfattelse, at det er åbenbart, at det første anbringende er ugrundet.

27

Det fremgår af artikel 256, stk. 1, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder og til at tage stilling til bevismaterialet. Denne bedømmelse er ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder er blevet urigtigt gengivet (dom af 10.7.2019, VG mod Kommissionen, C-19/18 P, EU:C:2019:578, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

28

En sådan urigtig gengivelse af beviserne foreligger, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at vurderingen af de foreliggende beviser er urigtig. Denne urigtige gengivelse af omstændighederne skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne. Det påhviler appellanten, der gør gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, præcist at angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og at påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse (dom af 3.12.2015, Italien mod Kommissionen, C-280/14 P, EU:C:2015:792, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

29

Det fremgår imidlertid utvetydigt af stævningen i første instans, at appellanterne for Retten alene nedlagde påstand om annullation af den omtvistede forholdsregel, der udelukkende består i et mundtligt forbud mod at anbringe nationale flag på deres læsepulte. Appellanterne anfægtede ikke for Retten de efterfølgende forholdsregler, hvorved de fik frataget taletid under plenarmøderne den 29. og den 30. januar 2020. Under disse omstændigheder kan appellanterne ikke foreholde Retten, at den appellerede dom er behæftet med en urigtig gengivelse og en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder.

30

Det skal under alle omstændigheder tilføjes, at Retten i den appellerede doms præmis 38 med rette fastslog, at selv om appellanterne ligeledes havde anfægtet det forbud mod at tage ordet, der var pålagt de medlemmer, som ikke overholdt den omtvistede forholdsregel, var der intet grundlag for at fastslå, at den pågældende forholdsregel gik »ud over et forbud rettet til Parlamentets medlemmer i henhold til forretningsordenens artikel 10, stk. 3, mod at placere nationale flag på deres læsepulte«.

31

Retten foretog således hverken en urigtig gengivelse eller begik en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, da den fastslog, at den omtvistede forholdsregel kun havde til formål at bringe tilstedeværelsen af nationale flag på medlemmernes læsepulte til ophør, uden at denne forholdsregel konkret under plenarmøderne den 29. og den 30. januar 2020 forbød de pågældende medlemmer at tage ordet.

32

Heraf følger, at det første anbringende er ugrundet og skal forkastes.

33

Appellanterne har med deres andet anbringende gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 41-50 foretog en »retlig og faktisk tilsidesættelse og forkert gengivelse« af forretningsordenens artikel 10, stk. 3, og anlagde »et åbenbart urigtigt skøn«, som foranledigede Retten til i denne doms præmis 52 at fastslå, at den omtvistede forholdsregel var et led i den interne tilrettelæggelse af Parlamentets arbejde, ikke havde retsvirkninger, der kunne påvirke betingelserne for udøvelsen af appellanternes mandat som parlamentsmedlemmer, og derfor ikke udgjorde en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF.

34

Appellanterne har i denne henseende for det første gjort gældende, at nationale »flag« ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forretningsordenens artikel 10, stk. 3, der alene henviser til »bannere«. Retten burde have fastslået, om et nationalt flag er et »banner« som omhandlet i denne bestemmelse, inden den afgjorde, om parlamentsmedlemmernes anvendelse af et sådant flag forstyrrede den gode orden i mødelokalet eller udgjorde en upassende adfærd fra deres side, der kunne bringe afviklingen af Parlamentets arbejde i fare.

35

Appellanterne har i denne forbindelse gjort gældende, at udtrykket »bannere« skal defineres i overensstemmelse med dette udtryks sædvanlige betydning på fransk, således som det er præciseret i den stillingtagen, som er anlagt af ordbogstjenesten ved Académie française (Det Franske Akademi) i skrivelsen af 20. februar 2020 som svar på en anmodning fra to af appellanterne.

36

Appellanterne har ligeledes gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 50 ikke burde have taget hensyn til de forskellige sprogversioner af forretningsordenens artikel 10, stk. 3, med henblik på at afgøre, om de omhandlede »nationale flag« kunne kvalificeres som »bannere« som omhandlet i denne bestemmelse. Retten tilsidesatte herved artikel 1 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 1952-1958 I, s. 59), som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 517/2013 af 13. maj 2013 (EUT 2013, L 158, s. 1), der bestemmer, at fransk er et officielt sprog og et arbejdssprog for EU’s institutioner. Udtrykket burde derfor i forhold til de franske parlamentsmedlemmer alene have været fortolket i forhold til den rækkevidde, som det franske sprog tillægger det.

37

For det andet har appellanterne gjort gældende, at Retten fejlfortolkede forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum, som kun forbyder anvendelsen af »bannere«, men ikke af »flag«. Som følge heraf sidestillede Retten med urette et »lille flag, der var placeret« på medlemmernes læsepulte, med anvendelsen af »bannere«, til trods for, at appellanterne under alle omstændigheder ikke havde anvendt de nationale flag »hele tiden«.

38

For det tredje undersøgte Retten ikke i forbindelse med en analyse af sammenhængen mellem forretningsordenens artikel 10, stk. 2 og denne bestemmelses stk. 3, om den omtvistede forholdsregel havde til formål at afhjælpe en eventuel forstyrrelse, som tilstedeværelsen af disse flag havde haft på afviklingen af det parlamentariske arbejde eller for mødernes orden og sikkerhed. Retten udlod således at redegøre for grundene til, at anvendelsen af et nationalflag på et medlems læsepult udgør en upassende adfærd.

39

For det fjerde har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da Retten i den appellerede doms præmis 43-45 fastslog, at den omtvistede forholdsregel havde til formål at sikre ligebehandlingen af medlemmerne, og at den kunne støttes på forretningsordenens artikel 10, selv om det pågældende formål forfølges med forretningsordenens artikel 171.

40

For det femte er appellanterne af den opfattelse, at »medlemmerne [af Parlamentet] først vælges af borgerne i deres land på grundlag af nationale lister inden for rammer, der fastsættes af hver enkelt medlemsstat«. Den omstændighed, at borgere fra andre medlemsstater kan blive optaget på disse lister og stemme i denne medlemsstat, fratager ikke »denne afstemning dens nationale karaktere«. Anbringendet om et »nationalt tilhørsforhold« følger i øvrigt af artikel 4, stk. 2, TEU. I modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 49, kan placeringen af et nationalt flag på et parlamentsmedlems læsepult hverken anses for at være i strid med det pågældende parlamentsmedlems repræsentative arbejde, således som dette er defineret i traktaterne, eller for at forstyrre afviklingen af Parlamentets arbejde.

41

Parlamentet er af den opfattelse, at det er åbenbart, at det andet anbringende er ugrundet.

42

Med det andet anbringende har appellanterne i det væsentlige foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 41-50 anlagde en urigtig fortolkning af forretningsordenens artikel 10, stk. 3. Efter appellanternes opfattelse kan denne bestemmelse ikke danne grundlag for den omtvistede forholdsregel, eftersom nationale flag ikke er omfattet af dens anvendelsesområde. Under disse omstændigheder kan en sådan forholdsregel påvirke betingelserne for udøvelsen af deres mandat i egenskab af parlamentsmedlemmer gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling, og den udgør følgelig en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF.

43

Det skal bemærkes, at enhver af institutionerne udstedt bestemmelse – uanset form – som tilsigter at have bindende retsvirkninger, udgør en »anfægtelig retsakt« som omhandlet i artikel 263 TEUF (dom af 20.2.2018, Belgien mod Kommissionen, C-16/16 P, EU:C:2018:79, præmis 31, og af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

44

Ved afgørelsen af, om den omtvistede forholdsregel har bindende retsvirkninger, skal vægten lægges på denne retsakts indhold, og de nævnte virkninger skal vurderes ud fra objektive kriterier, såsom den nævnte retsakts indhold, i givet fald under hensyn til baggrunden for dens vedtagelse samt til den udstedende institutions beføjelser (jf. i denne retning dom af 20.2.2018, Belgien mod Kommissionen, C-16/16 P, EU:C:2018:79, præmis 32, og af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 47).

45

Det skal bemærkes, at den omtvistede forholdsregel består i et mundtligt forbud mod at placere nationale flag på parlamentsmedlemmernes læsepulte, og at den blev vedtaget på grundlag af forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum, der bestemmer, at »[medlemmerne] […] [ikke] må […] anvende bannere« under de parlamentariske møder. Som generaladvokaten har anført i punkt 71 i forslaget til afgørelse, finder denne bestemmelse direkte anvendelse, uden at der er behov for gennemførelsesforanstaltninger.

46

For at afgøre, om Retten, således som appellanterne har gjort gældende, begik en retlig fejl ved fortolkningen af forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum, skal der, som anført i den appellerede doms præmis 40, ikke blot tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den lovgivning, som den udgør en del af (dom af 28.9.2023, Gargždų geležinkelis, C-671/21, EU:C:2023:709, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

47

Den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, kan ikke tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. Nødvendigheden af en ensartet fortolkning og anvendelse af hver bestemmelse i EU-retten udelukker, at denne betragtes isoleret i en af sine sprogversioner, idet det tværtimod er påkrævet, at den fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er en del af (jf. i denne retning dom af 27.10.1977, Bouchereau, 30/77, EU:C:1977:172, præmis 14, og af 15.9.2022, Minister for Justice and Equality (Tredjelandsstatsborger, der er fætter til en unionsborger), C-22/21, EU:C:2022:683, præmis 20).

48

Det var således med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 50 tog hensyn til andre sprogversioner af forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum, end den franske med henblik på at afgøre, om de nationale flag udgjorde bannere som omhandlet i denne bestemmelse. I modsætning til det af appellanterne hævdede tilsidesatte Retten i øvrigt på ingen måde herved artikel 1 i Rådets forordning nr. 1, som ændret ved forordning nr. 517/2013, der begrænser sig til at opregne EU-institutionernes officielle sprog og arbejdssprog.

49

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt forbuddet mod anvendelse af »bannere«, der er fastsat i forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum, også omfatter nationale flag, bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 50, at de udtryk, der er anvendt i andre sprogversioner af denne bestemmelse, og som svarer til de franske udtryk »banderoles« og »bannières«, generelt betegner genstande, der ofte fremstilles i stof, undertiden fastgjort på træpinde, hvorpå der bl.a. er påtrykt politiske slogans, valgsprog eller politiske erklæringer eller mål. Retten kunne derfor med rette i samme præmis 50 fastslå, at det omhandlede flag på grund af den funktion, som appellanterne i det foreliggende tilfælde tillægger det nationale flag, kan anses for et udtryks- eller kommunikationsmiddel, der er identisk med bannere.

50

En sådan fortolkning understøttes af den sammenhæng, som forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum, indgår i, og af denne bestemmelses formål.

51

Som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 42-44, afspejles den tradition for mundtlig forhandling, der kendetegner parlamentarisk virksomhed, nemlig i forretningsordenen. Det fremgår af forretningsordenens almindelige opbygning, at medlemmerne udtrykker sig ved at tage ordet og i princippet ikke råder over andre udtryksmidler. I denne sammenhæng begrænser forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum, sammenholdt med forretningsordenens artikel 175, medlemmernes ytringsfrihed uden for deres taletid med henblik på at sikre såvel lighed mellem parlamentsmedlemmerne som god orden i mødelokalet.

52

I modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, var det følgelig med rette, at Retten fastslog, at appellanterne med anbringelsen af et nationalt flag på deres læsepulte havde placeret et banner som omhandlet i forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum. Det er nemlig under hensyn til den politiske funktion, der tillægges et sådant flag, at de omhandlede medlemmers handling skal anses for udtryk for en politisk holdning på samme måde som anvendelsen af de »bannere«, der er omhandlet i forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum.

53

Med hensyn til appellanternes argumentation om, at Retten med urette undlod at angive grundene til, at den fandt, at placeringen af disse nationale flag forstyrrede den gode orden i mødelokalet og udgjorde en upassende adfærd fra medlemmernes side, er det tilstrækkeligt at bemærke, at forbuddet i forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum, ikke afhænger af, at det konkret godtgøres, at en sådan placering forstyrrer afviklingen af Parlamentets arbejde.

54

Hvad angår appellanternes argumentation om, at Retten anlagde en urigtig fortolkning af forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum, hvorefter formålet med denne bestemmelse er at opretholde ligestilling mellem medlemmerne for så vidt angår taletid, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Retten med rette i den appellerede doms præmis 44 fastslog, at formålet med denne bestemmelse, sammenholdt med forretningsordenens artikel 175, er at sikre, at medlemmerne er ligestillede hvad angår deres mulighed for at tage ordet, og følgelig – henset til, at medlemmerne principielt udtrykker sig mundtligt – hvad angår deres taletid.

55

Hvad endelig angår appellanternes argumentation om, at de har ret til at placere et lille nationalt flag på deres læsepulte i medfør af retten til respekt for den nationale identitet, der er sikret ved artikel 4, stk. 2, TEUF, skal det indledningsvis bemærkes, at denne bestemmelse i modsætning til, hvad appellanterne har gjort gældende, ikke henviser til et »nationalt tilhørsforhold«. Denne bestemmelse pålægger derimod Unionen at respektere medlemsstaternes lighed over for traktaterne samt deres nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, og den respekterer deres centrale statslige funktioner.

56

Parlamentets medlemmer repræsenterer i øvrigt unionsborgerne, således som det udtrykkeligt fremgår af artikel 10, stk. 2, TEU, artikel 14, stk. 2, TEU og artikel 22, stk. 2, TEUF, selv om de vælges på lister, der er udarbejdet på medlemsstatsniveau. I overensstemmelse med princippet om repræsentativt demokrati, som Unionens funktionsmåde i henhold til artikel 10, stk. 1, TEU bygger på, skal Parlamentets sammensætning korrekt og fuldstændigt afspejle det frie udtryk for det valg, som EU-borgerne har foretaget gennem almindelige direkte valg med hensyn til de personer, som de ønsker at være repræsenteret af i en given valgperiode (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 83).

57

Det følger heraf, således som Retten med rette fastslog i den appellerede doms præmis 49, at placeringen af medlemsstaternes flag på de til Parlamentet valgte medlemmers læsepulte er i strid med disse medlemmers repræsentative funktion, således som denne er defineret i traktaterne, hvortil der udtrykkeligt er henvist i forretningsordenens artikel 10, stk. 1.

58

Under disse omstændigheder må det fastslås, at den omtvistede forholdsregel ikke har retsvirkninger, der kan påvirke betingelserne for udøvelsen af appellanternes mandat som parlamentsmedlemmer gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling, eftersom retsvirkninger af denne forholdsregel ikke går videre end dem, der følger af forbuddet i forretningsordenens artikel 10, stk. 3, andet punktum.

59

Retten begik således ikke en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 52 fastslog, at den omtvistede forholdsregel ikke udgør en anfægtelig retsakt.

60

Det følger heraf, at det andet anbringende skal forkastes som ugrundet.

61

Henset til alle de ovenstående betragtninger skal appellen forkastes i sin helhed.

62

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

63

Da Parlamentet har nedlagt påstand om, at appellanterne pålægges at betale sagsomkostningerne, og appellanterne har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og at betale de omkostninger, som Parlamentet har afholdt.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):