Forenede sager C-647/21 og C-648/21
Straffesager
mod
D.K. m.fl.
(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Słupsku)
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 6. marts 2025
»Præjudiciel forelæggelse – retsstat – artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – princippet om dommeres uafsættelighed og uafhængighed – beslutning truffet af en national rets dommerkollegium om at fratage en dommer alle dennes sager – ingen objektive kriterier for at træffe en beslutning om fratagelse af sager – ingen pligt til at begrunde en sådan beslutning – EU-rettens forrang – pligt til ikke at gennemføre en sådan beslutning om fratagelse af sager«
Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – forpligtelse for medlemsstaterne til at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse – spørgsmål vedrørende nationale regler om vedtagelse af beslutninger om dommerudnævnelser og om domstolskontrol i en sådan sammenhæng – omfattet
(Art. 19, stk. 1, TEU; art. 267 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)
(jf. præmis 42-44)
Medlemsstater – forpligtelser – tilvejebringelse af den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse – overholdelse af princippet om dommeres uafhængighed – ret til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – nationale bestemmelser, hvorefter et organ ved en retsinstans kan fratage en dommer ved denne retsinstans en del af eller alle de sager, som vedkommende er blevet tildelt – bestemmelser, der ikke fastsætter kriterier for at kunne træffe en beslutning om fratagelse af sager og ikke pålægger en pligt til at begrunde en sådan beslutning – ikke tilladt
(Art. 2 TEU og art. 19, stk. 1, andet afsnit, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2, og art. 52, stk. 3)
(jf. præmis 62-86 og domskonkl. 1)
Medlemsstater – forpligtelser – tilvejebringelse af den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse – overholdelse af princippet om dommeres uafhængighed – EU-rettens forrang og direkte virkning – nationale domstoles pligter – forpligtelse til af egen drift at undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, der har direkte virkning – beslutning truffet af et kollegium ved en retsinstans, der fratager en dommer ved nævnte retsinstans dennes sager og omfordeler disse – tilsidesættelse af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – forpligtelse for nævnte nationale retsinstans til at undlade at anvende denne beslutning og til at bringe ulovlige følgevirkninger af tilsidesættelsen af EU-retten til ophør – forpligtelse for de retslige organer, der fastlægger sammensætningen af dette dommerkollegium til at undlade at anvende en sådan beslutning
(Art. 19, stk. 1, TEU; art. 267 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)
(jf. præmis 88-97 og domskonkl. 2)
Resumé
I forbindelse med to straffesager, hvor dommeren, der havde indgivet de to præjudicielle forelæggelser, efterfølgende var blevet frataget kompetencen til at behandle sagerne, præciserede Domstolen rækkevidden og den praktiske anvendelse af begrebet »domstolenes »interne« uafhængighed«, der er anerkendt i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.
Hvad angår sag C-647/21 skulle Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk, Polen), som var den forelæggende ret og sat med en enkelt dommer, pådømme en appel iværksat af D.K. til prøvelse af en afgørelse, hvorved D.K. i første instans var blevet idømt en fængselsstraf.
Hvad angår sag C-648/21 var M.C. og M.F. blevet dømt i første instans. Den ret i anden instans, som skulle behandle deres appel, frifandt M.C. og stadfæstede domfældelsen af M.F. Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen), ved hvilken der blev iværksat appel til prøvelse af afgørelsen truffet i anden instans vedrørende M.C., ophævede denne afgørelse og hjemviste sagen til den forelæggende ret. I denne sag var dommerkollegiet en afdeling med tre dommere sammensat af formanden for dommerkollegiet, præsidenten for den forelæggende ret og en tredje dommer. Anmodningen om præjudiciel afgørelse blev alene indgivet af formanden for dette dommerkollegium, der var den samme dommer som i sag C-647/21.
Den dommer, der havde indgivet nærværende to anmodninger om præjudiciel afgørelse, anmodede i september 2021 formanden for appelafdelingen ved den forelæggende ret om at ændre dommerkollegiet i en sag, der ikke havde nogen forbindelse med hovedsagerne, således at præsidenten for samme ret, der sad i dommerkollegiet, blev erstattet af en anden dommer. Hun fandt således, at idet den førstnævnte dommer var blevet udnævnt på grundlag af en indstilling fra Krajowa Rada Sądownictwa (det nationale domstolsråd, Polen, herefter »domstolsrådet«) i dettes nye sammensætning, var retten til adgang til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov som omhandlet i bl.a. artikel 19, stk. 1, TEU, blevet tilsidesat. Denne anmodning blev afslået.
I oktober 2021 ophævede samme dommer en dom fra en ret i første instans, som var blevet afsagt af en person, der ligeledes var blevet udnævnt på grundlag af en afgørelse fra domstolsrådet i dettes nye sammensætning.
Samme måned traf kollegiet ved den forelæggende ret en beslutning om at fritage nævnte dommer fra at behandle ca. 70 sager, herunder hovedsagerne. Ifølge den pågældende dommer blev denne beslutning ikke forkyndt for hende, og hun blev ikke meddelt en begrundelse for beslutningen. Præsidenten for denne retsinstans afsagde endvidere en kendelse om forflyttelse af den pågældende dommer fra appelafdelingen ved denne retsinstans til førsteinstansafdelingen ved samme retsinstans. Denne kendelse, der trådte i kraft nogle dage efter dens afsigelse, henviste alene til behovet for at sikre, at disse to afdelinger fungerede korrekt.
På denne baggrund ønskede den forelæggende ret, der var i tvivl om, hvorvidt de ovennævnte retsakter var forenelige med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, afklaret, om den dommer, som havde indgivet de foreliggende to anmodninger om præjudiciel afgørelse, kunne fortsætte med at behandle de to sager. Den forelæggende ret ønskede ligeledes oplyst, om den var forpligtet til at se bort fra kollegiets beslutning og andre efterfølgende retsakter.
Domstolens bemærkninger
I første række fastslog Domstolen, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et organ ved en national retsinstans kan fratage en dommer ved denne retsinstans en del af eller alle de sager, som vedkommende er blevet tildelt, uden at der i denne lovgivning fastsættes kriterier, der skal vejlede dette organ, når det træffer en sådan afgørelse om fratagelse af sager, eller pålægges en pligt til at begrunde denne afgørelse.
For at nå til denne konklusion præciserede Domstolen, at reglerne om fordeling og omfordeling af sager er en del af begrebet en domstol, der »forudgående er oprettet ved lov«, idet dette begreb ikke blot kræver et retsgrundlag for selve domstolens eksistens, men ligeledes overholdelse af dennes sammensætning i hver sag.
I det foreliggende tilfælde fremgår det, at den omhandlede lovgivning fastsætter, at en ændring af sammensætningen af en ret tillades, når der foreligger en »varig hindring for sagens behandling i rettens nuværende sammensætning«, uden yderligere præcisering. Selv om denne lovgivning i det væsentlige bestemmer, at en dommer på trods af dennes forflyttelse til et andet sted eller udstationering ved en anden retsinstans fortsat er ansvarlig for de sager, som vedkommende er blevet tildelt, indtil disse sager er afsluttet, fremgår det, at dommeren kan blive fritaget fra at behandle sine sager efter afgørelse truffet af kollegiet ved den pågældende retsinstans, uden at der fastsættes kriterier med henblik herpå. Ifølge samme lovgivning kan retsinstansens kollegium desuden ligeledes fritage en dommer fra sine forpligtelser, i tilfælde af at sidstnævnte forflyttes til en anden afdeling, idet denne mulighed dog heller ikke ledsages af noget præcist kriterium. Det skal derfor fastslås, at en sådan lovgivning ikke alene ikke fastsætter objektive kriterier for at kunne fritage en dommer fra at behandle en eller flere af dennes sager, men ligeledes gør det muligt for kollegiet ved den pågældende retsinstans at fratage en dommer vedkommendes sager uden at begrunde en sådan afgørelse. Endvidere syntes den beslutning fra kollegiet, hvorved den pågældende dommer blev frataget behandlingen af hovedsagerne, ikke at kunne begrundes med afgørelsen om forflyttelse, der selv havde en kortfattet begrundelse, og hvorved præsidenten for den forelæggende ret i oktober 2021 besluttede at forflytte den pågældende dommer til en anden afdeling ved den samme retsinstans.
Desuden gør den omstændighed, at en dommer fratages de sager, som vedkommende er ansvarlig for, uden at den pågældende nationale lovgivning fastsætter objektive kriterier, der kan opstille rammer for en sådan mulighed for fratagelse af kompetence, og uden at en afgørelse om fratagelse af kompetence skal begrundes, det heller ikke muligt at udelukke, at fratagelsen af sagerne er vilkårlig eller endog udgør en skjult disciplinær sanktion. Organisatoriske foranstaltninger med henblik på fratagelse af kompetence som de i hovedsagerne omhandlede, hvis gennemførelse ikke er afgrænset af tilstrækkeligt præcise kriterier, og som ikke er underlagt en tilstrækkelig begrundelsespligt, kan således give anledning til spørgsmål om, hvorvidt fratagelsen af sagerne efterfulgt af forflyttelsen var en reaktion på den pågældende dommers tidligere handlinger. Med henblik på at undgå den vilkårlighed, der kan opstå som følge af en uigennemsigtig procedure, og som kan underminere princippet om dommeres uafhængighed og uafsættelighed, skal de nationale regler om dommeres fratagelse af sager derfor fastsætte klart angivne objektive kriterier for, hvornår en dommer kan fratages sine sager, samt en pligt til at begrunde afgørelser om fratagelse af sager, navnlig i tilfælde af fratagelse af sager uden den pågældende dommers samtykke.
I anden række fastslog Domstolen, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang pålægger en national ret at undlade at anvende en afgørelse fra denne retsinstans’ kollegium, hvorved en dommer ved nævnte retsinstans fratages sager, som vedkommende er blevet tildelt, samt andre efterfølgende foranstaltninger, såsom beslutninger om omfordeling af disse sager, når denne afgørelse er blevet vedtaget i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU. De retslige organer, der har kompetence til at udpege og ændre sammensætningen af dette dommerkollegium, skal undlade at anvende en sådan afgørelse.
Nærmere bestemt skal et dommerkollegium i en situation, hvor det fastslås, at den nationale lovgivning om fratagelse af sager er uforenelig med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, være berettiget til at fortsætte behandlingen af hovedsagerne med den samme sammensætning, uden at de retslige organer, der har kompetence til at udpege og ændre sammensætningen af dommerkollegier ved den nationale retsinstans, kan hindre dette.