Sag C-606/21

Doctipharma SAS

mod

Union des Groupements de pharmaciens d’officine (UDGPO)
og
Pictime Coreyre

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour d’appel de Paris)

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 29. februar 2024

»Præjudiciel forelæggelse – humanmedicinske lægemidler – direktiv 2001/83/EF – artikel 85c – anvendelsesområde – fjernsalg af lægemidler til offentligheden – ikke-receptpligtige humanmedicinske lægemidler – personer, der har tilladelse eller ret til fjernsalg af lægemidler til offentligheden – medlemsstaternes beføjelse til at indføre betingelser, som er begrundet i hensynet til beskyttelse af folkesundheden, for detailsalg på deres område af lægemidler, der sælges online – tjenester i informationssamfundet – direktiv 98/34/EF – direktiv (EU) 2015/1535 – tjeneste, der består i at sætte farmaceuter og kunder i forbindelse med hinanden med henblik på onlinesalg af lægemidler«

Tilnærmelse af lovgivningerne – informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester – direktiv 98/34 og 2015/1535 – tjeneste i informationssamfundet – begreb – tjeneste, der består i at sætte farmaceuter og kunder i forbindelse med hinanden med henblik på onlinesalg af ikke-receptpligtige humanmedicinske lægemidler – omfattet

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34, som ændret ved direktiv 98/48, art. 1, nr. 2), direktiv 2000/31, art. 2, litra a), og direktiv 2015/1535, art. 1, stk. 1, litra b)]

(jf. præmis 27, 29-33, 35 og 38 samt domskonkl. 1)
Tilnærmelse af lovgivningerne – humanmedicinske lægemidler – direktiv 2001/83 – ikke-receptpligtige humanmedicinske lægemidler – personer, der har tilladelse eller ret til fjernsalg af lægemidler til offentligheden – medlemsstaternes beføjelse til at forbyde levering af en tjeneste, hvorved farmaceuter og kunder ved hjælp af et websted sættes i forbindelse med hinanden med henblik på salg af ikke-receptpligtige lægemidler – lovlighed – betingelse

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83, som ændret ved direktiv 2011/62, art. 85c)

(jf. præmis 45, 48-55 og 57 samt domskonkl. 2)

Resumé

Domstolen, for hvilken cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) havde indgivet en præjudiciel forelæggelse, præciserede rammerne for begrebet »tjeneste i informationssamfundet« og tilvejebragte de fortolkningselementer, som gør det muligt at vurdere, om det er foreneligt med EU-retten, at en medlemsstat forbyder en tjeneste, der leveres ved hjælp af et websted, og som består i at sætte farmaceuter og kunder i forbindelse med hinanden med henblik på onlinesalg af ikke-receptpligtige lægemidler (herefter »den leverede tjeneste«).

Doctipharma oprettede webstedet www.doctipharma.fr, hvor internetbrugerne uden recept kunne købe farmaceutiske produkter og lægemidler på apotekernes websteder.

På det nævnte websted tilmeldte farmaceuterne sig onlinesalg-platformen gennem et månedligt abonnement, der blev betalt til Doctipharma, og kunderne skulle oprette en kundekonto for at få adgang til webstederne tilhørende farmaceuter efter eget valg.

Idet Union des Groupements de pharmaciens d’officine (UDGPO) var af den opfattelse, at denne praksis indebar, at Doctipharma deltog i elektronisk handel med lægemidler, anlagde foreningen sag mod sidstnævnte ved tribunal de commerce de Nanterre (handelsretten i Nanterre, Frankrig), som fastslog, at webstedet var ulovligt, og pålagde Doctipharma at ophøre med sin virksomhed. Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) ophævede den dom fra cour d’appel de Versailles (appeldomstolen i Versailles, Frankrig), hvorved dommen i første instans var blevet omstødt. Kassationsdomstolen fastslog, at Doctipharma ved at sætte apotekere og potentielle patienter i forbindelse med hinanden havde en rolle som mellemmand med hensyn til salget af ikke-receptpligtige lægemidler og deltog i den elektroniske handel med lægemidler uden dog at have den egenskab af farmaceut, som er påkrævet i henhold til den nationale lovgivning. Den nævnte domstol henviste sagen til cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig), som var den forelæggende ret i den foreliggende sag.

På baggrund af de forskellige tilgange, som de franske retsinstanser havde anlagt, besluttede den forelæggende ret at forelægge Domstolen en række præjudicielle spørgsmål. Den nævnte ret anmodede Domstolen om en fortolkning af direktiv 98/34 ( 1 ) med henblik på at afgøre, om den leverede tjeneste var omfattet af begrebet »tjeneste i informationssamfundet«, og om en fortolkning af artikel 85c i direktiv 2001/83 ( 2 ) med henblik på at få oplyst, om medlemsstaterne på grundlag af denne bestemmelse kan forbyde leveringen af den omhandlede tjeneste.

Domstolens bemærkninger

Hvad for det første angår de betingelser, der skal opfyldes for at anse en tjenesteydelse for henhørende under begrebet »tjeneste i informationssamfundet« i henhold til direktiv 98/34 og 2015/1535 ( 3 ), fastslog Domstolen indledningsvis, at det var uden betydning dels, at Doctipharma havde modtaget et vederlag fra de farmaceuter, som havde tilmeldt sig dets platform, på grundlag af et fast beløb, dels at den af Doctipharma leverede ydelse havde været genstand for et månedligt abonnement, der blev betalt til selskabet af farmaceuterne, og en afståelse af en procentdel af salgsbeløbet opkrævet af platformen, eftersom disse omstændigheder, såfremt de blev påvist, ville indebære, at den omhandlede tjeneste skulle anses for at opfylde betingelsen om at være blevet leveret mod betaling. Dernæst følger kvalificeringen af den omhandlede tjeneste som en »tjeneste i informationssamfundet« ligeledes af den omstændighed, at den gennemføres gennem et websted, som ikke kræver samtidig tilstedeværelse af på den ene side tjenesteyderen og på den anden side kunden eller farmaceuten, samt af den omstændighed, at tjenesten leveres på individuel anmodning fra farmaceuterne og kunderne.

Domstolen konkluderede heraf, at en tjeneste, der leveres på et websted, og hvorved farmaceuter og kunder sættes i forbindelse med hinanden med henblik på salg af ikke-receptpligtige lægemidler på webstederne for de apoteker, som har tilmeldt sig denne tjeneste, er omfattet af begrebet »tjeneste i informationssamfundet«.

Hvad for det andet angår medlemsstaternes mulighed for at forbyde en sådan formidlingstjeneste i henhold til artikel 85c i direktiv 2001/83 bemærkede Domstolen, at medlemsstaterne har enekompetence til at fastlægge, hvilke fysiske eller juridiske personer der har tilladelse eller ret til ved fjernsalg at levere lægemidler til offentligheden gennem tjenester i informationssamfundet.

Domstolen fastslog, at artikel 85c, stk. 1, litra a), i direktiv 2001/83 pålægger den forelæggende ret at efterprøve, om udbyderen af den pågældende tjeneste skal anses for blot at sætte sælgere i forbindelse med kunder gennem en tjeneste, der er uafhængig af og adskilt fra salget, eller om denne udbyder skal anses for selv at forestå salget.

I denne henseende forholdt det sig i den foreliggende sag således, at såfremt Doctipharma efter denne vurdering skulle anses for selv at forestå salget, er artikel 85c, stk. 1, litra a), i direktiv 2001/83 ikke til hinder for, at den medlemsstat, på hvis område dette selskab er etableret, forbyder denne tjeneste. En medlemsstat kan de facto forbeholde fjernsalg af ikke-receptpligtige lægemidler til offentligheden gennem tjenester i informationssamfundet til de personer alene, som har egenskab af farmaceuter.

Hvis det derimod blev godtgjort, at Doctipharma leverede en tjeneste, der var uafhængig af og adskilt fra salget, ville denne tjeneste ikke kunne forbydes på grundlag af artikel 85c, stk. 2, i direktiv 2001/83 og ikke være omfattet af begrebet »betingelser for detailsalg« ved fjernsalg af lægemidler til offentligheden. Den leverede tjeneste skal nemlig anses for en »tjeneste i informationssamfundet«. Artikel 85c, stk. 1, i direktiv 2001/83 fastsætter udtrykkeligt, at med forbehold af forbud mod fjernsalg af receptpligtige lægemidler til offentligheden i national lovgivning sikrer medlemsstaterne, at fjernsalg af lægemidler til offentligheden tilbydes gennem tjenester i informationssamfundet. Det vil derfor være inkonsekvent at fastslå, at medlemsstaterne kan forbyde brugen af en sådan tjeneste.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22.6.1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EFT 1998, L 204, s. 37), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20.7.1998 (EFT 1998, L 217, s. 18) (herefter »direktiv 98/34«).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6.11.2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT 2001, L 311, s. 67), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/62/EU af 8.6.2011 om ændring af direktiv [2001/83] for så vidt angår forhindring af, at forfalskede lægemidler kommer ind i den lovlige forsyningskæde (EUT 2011, L 174, s. 74).

( 3 ) – Artikel 1, nr. 2), i direktiv 98/34 og artikel 1, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9.9.2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT 2015, L 241, s. 1) har samme ordlyd. Disse artikler definerer begrebet »tjeneste i informationssamfundet« ud fra fire betingelser: »enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, [ved teleformidling,] ad elektronisk vej [og] på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«.