–

Instituto do Cinema e do Audiovisual IP ved advogados M. Ferreira, A. Moura Portugal, I. Teixeira og A.T. Tiago,

–

NOWO Communications SA ved advogado R. Camacho Palma,

–

den græske regering ved A. Magrippi, O. Patsopoulou, M. Tassopoulou og D. Tsagkaraki, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Afonso, G. Braun og M. Mataija, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 56 TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Instituto do Cinema e do Audiovisual IP (institut på det filmiske og audiovisuelle område, herefter »ICA«) og på den anden side NOWO Communications SA (herefter »NOWO«) vedrørende en afgift, der pålægges operatørerne af abonnementsbaserede TV-tjenester.

3

ICA er det organ, som i medfør af Lei n.o 55/2012 – Princípios de ação do Estado no quadro do fomento, desenvolvimento e proteção da arte do cinema e das atividades cinematográficas e audiovisuais (lov nr. 55/2012 om principperne for statens aktioner i forbindelse med fremme, udvikling og beskyttelse af filmkunsten og af film og audiovisuelle aktiviteter) af 6. september 2012 (Diário da República, 1. serie, nr. 173/2012 af 6.9.2012) har til opgave at tildele bl.a. finansiel støtte til film og audiovisuelle aktiviteter.

4

Denne støtte finansieres bl.a. af indtægterne fra den årlige abonnementsafgift, som operatørerne af abonnementsbaserede TV-tjenester pålægges i henhold til denne lovs artikel 10, stk. 2 (herefter »abonnementsafgiften«), og af den afgift på visning af reklamer, som er fastsat i den nævnte lovs artikel 10, stk. 1.

5

I august 2013 anmodede ICA i egenskab af det organ, der har til opgave at opkræve abonnementsafgiften, NOWO – som er operatør af abonnementsbaserede TV-tjenester – om at betale et abonnementsafgiftsbeløb på 886042,50 EUR.

6

NOWO anfægtede denne afgiftspålæggelse ved Tribunal Administrativo e Fiscal de Almada (domstolen i forvaltnings- og skatteretlige sager i Almada, Portugal) og gjorde herved i det væsentlige gældende, at abonnementsafgiften var uforenelig med EU-retten.

7

Denne retsinstans gav NOWO medhold i sagen og fandt, at ordningen for støtte til film og audiovisuelle aktiviteter, henset til denne ordnings formål og karakteristika, var i strid med artikel 56 TEUF. Den vurderede navnlig, at indtægterne fra abonnementsafgiften udelukkende havde til formål at finansiere markedsføring og udbredelse af portugisiske filmværker, således at anvendelsen af disse indtægter mindskede omkostningerne til den indenlandske produktion i forhold til den udenlandske og følgelig indirekte forskelsbehandlede den grænseoverskridende levering af de pågældende tjenesteydelser i forhold til indenlandsk levering af sådanne ydelser.

8

ICA har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse ved den forelæggende ret og anført, at abonnementsafgiften er i overensstemmelse med EU-retten, for så vidt som den bl.a. ikke tilsidesætter artikel 56 TEUF.

9

ICA har i denne henseende gjort gældende, at der mangler et grænseoverskridende element, der kan begrunde anvendelsen af artikel 56 TEUF, eftersom den virksomhed, der består i levering af abonnementsbaserede TV-tjenester, er begrænset til det portugisiske område. Førsteinstansen baserede sig desuden på en fejlagtig forudsætning om, at abonnementsafgiften udelukkende har til formål at finansiere markedsføring og udbredelse af portugisiske filmværker, selv om finansieringen ligeledes kommer europæiske værker til gode. Endelig er ICA af den opfattelse, at selv hvis indtægterne fra denne afgift tog sigte på at finansiere nationale værker, kan det – i mangel af bevis for, at operatørerne af TV-tjenester på grund af finansieringen og støtten af nationale værker skulle favorisere indkøb af disse på bekostning af europæiske værker – ikke konkluderes, at den nævnte afgift er i strid med EU-retten.

10

Den forelæggende ret finder det nødvendigt at forelægge sagen for Domstolen, for så vidt som der hersker alvorlig tvivl om, hvorvidt abonnementsafgiften er i overensstemmelse med artikel 56 TEUF.

11

På denne baggrund har Supremo Tribunal Administrativo (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Portugal) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

12

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der indfører en afgift, som har til formål at finansiere markedsføring og udbredelse af film og audiovisuelle værker.

13

For det første skal det bemærkes, at dette spørgsmål hviler på den forudsætning, at indtægterne fra den abonnementsafgift, der er indført ved artikel 10, stk. 2, i lov nr. 55/2012, anvendes til finansiering af markedsføring og udbredelse af portugisiske film og audiovisuelle værker.

14

Det fremgår imidlertid af sagsakterne for Domstolen dels, at denne fortolkning ikke klart følger af denne lovs bestemmelser, dels at den nævnte fortolkning af national ret er blevet anfægtet ved den forelæggende ret af ICA og, i forbindelse med sagen for Domstolen, både af ICA og af Kommissionen.

15

I denne henseende bemærkes, at der ifølge Domstolens faste praksis er en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante (dom af 6.10.2015, Târşia, C-69/14, EU:C:2015:662, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis).

16

Navnlig tilkommer det ikke Domstolen inden for rammerne af det ved artikel 267 TEUF fastsatte retslige samarbejde at efterprøve eller anfægte rigtigheden af den fortolkning af den nationale lovgivning, som den nationale retsinstans har foretaget, idet denne fortolkning henhører under den sidstnævntes enekompetence. Domstolen skal, når den forelægges et præjudicielt spørgsmål af en national retsinstans, desuden holde sig til den fortolkning af national ret, som den nationale retsinstans har beskrevet for den (dom af 6.10.2015, Târşia, C-69/14, EU:C:2015:662, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis).

17

Følgelig kan den fortolkning af national ret, der er anlagt af den forelæggende ret, særligt hvad angår anvendelsen af indtægterne fra abonnementsafgiften, ikke drages i tvivl af Domstolen.

18

For det andet har Kommissionen og Den Hellenske Republik i forbindelse med sagen for Domstolen anført, at for så vidt som det ikke udtrykkeligt fremgår af den portugisiske lovgivning, at indtægterne fra abonnementsafgiften udelukkende anvendes til markedsføring af portugisiske film og audiovisuelle aktiviteter, skal denne afgift bedømmes i lyset af andre EU-retlige bestemmelser end artikel 56 TEUF. For det første indgår abonnementsafgiften ifølge Kommissionen således i en støtteordning for audiovisuelle værker som omhandlet i artikel 54 i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til […] artikel 107 [TEUF] og 108 [TEUF] (EUT 2014, L 187, s. 1). For det andet er abonnementsafgiften ifølge Kommissionen og Den Hellenske Republik i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT 2010, L 95, s. 1), hvis bestemmelser giver medlemsstaterne mulighed for at pålægge medietjenesteudbydere, som er etableret på deres område, at betale finansielle bidrag, såfremt de opkrævede midler skal støtte produktionen af europæiske værker.

19

I denne henseende er det korrekt, at det følger af fast retspraksis, at den omstændighed, at den forelæggende ret har udformet et spørgsmål alene under henvisning til visse EU-retlige bestemmelser, ikke er til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål (dom af 7.3.2017, X og X, C-638/16 PPU, EU:C:2017:173, præmis 39).

20

Det skal imidlertid bemærkes, at det udelukkende påhviler den forelæggende ret at fastlægge indholdet af de spørgsmål, den vil forelægge. Det tilkommer nemlig udelukkende de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen (dom af 11.7.2013, Belgian Electronic Sorting Technology, C-657/11, EU:C:2013:516, præmis 28).

21

Selv om det ikke er udelukket, at bestemmelserne i forordning nr. 651/2014 og i direktiv 2010/13 er relevante med hensyn til markedsføring af film og audiovisuelle værker samt finansiering heraf, forholder det sig ikke desto mindre således, at det ikke tilkommer Domstolen at ændre genstanden for den præjudicielle forelæggelse, hvorved den forelæggende ret med henblik på vurderingen af, om abonnementsafgiften er forenelig med artikel 56 TEUF, har begrænset sig til at anmode Domstolen om en fortolkning af denne bestemmelse.

22

Hvad angår fortolkningen af artikel 56 TEUF bemærkes, at der i henhold til denne bestemmelse er forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende ydelse.

23

Nationale foranstaltninger, som forbyder, medfører ulemper for eller gør udøvelsen af denne frihed mindre attraktiv, udgør sådanne restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser (dom af 3.3.2020, Google Ireland, C-482/18, EU:C:2020:141, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

24

Sådanne restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser er kun tilladte, hvis de forfølger et legitimt mål, som er foreneligt med EUF-traktaten, og er begrundet i tvingende almene hensyn, og det kræves i en sådan situation, at de er egnede til at sikre gennemførelsen af det tilstræbte mål, og at de ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette (dom af 18.6.2019, Østrig mod Tyskland, C-591/17, EU:C:2019:504, præmis 139 og den deri nævnte retspraksis).

25

Det bemærkes ligeledes, at den frie udveksling af tjenesteydelser ifølge fast retspraksis omfatter såvel udbyderen som modtageren af tjenesteydelserne (dom af 8.9.2009, Liga Portuguesa de Futebol Profissional og Bwin International, C-42/07, EU:C:2009:519, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

26

I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om abonnementsafgiften begrænser leveringen af tjenesteydelser inden for Unionen, for så vidt som anvendelsen af indtægterne fra denne afgift til produktion og markedsføring af portugisiske film og audiovisuelle værker mindsker omkostningerne til de tjenesteydelser, der leveres af tjenesteydere, der er etableret i Portugal, og fremmer anvendelsen af disse ydelser på bekostning af dem, der leveres af tjenesteydere, der er etableret i andre medlemsstater.

27

I denne henseende skal det for det første fastslås, at både udbydere af audiovisuelle medietjenester og operatører af abonnementsbaserede TV-tjenester, såsom NOWO, i forbindelse med deres virksomhed er modtagere af tjenesteydelser i forbindelse med produktion af film og audiovisuelle værker og kan påberåbe sig artikel 56 TEUF.

28

For det andet fremgår det af de oplysninger, som den forelæggende ret har givet, at artikel 10, stk. 2, i lov nr. 55/2012 ikke har til formål at regulere tjenesteydelser i forbindelse med produktion af film og audiovisuelle værker, men at indføre en afgift, der påhviler operatører af abonnementsbaserede TV-tjenester, og som har til formål at markedsføre og udbrede sådanne værker.

29

Det fremgår af fast retspraksis, at en national lovgivning, som ikke har til formål at fastsætte de nærmere betingelser for de berørte virksomheders udveksling af tjenesteydelser, og hvis begrænsende virkninger for den frie udveksling af tjenesteydelser er alt for usikre og indirekte til, at den forpligtelse, som lovgivningen indeholder, kan antages at begrænse denne frihed, ikke er i strid med forbuddet i artikel 56 TEUF (dom af 27.4.2022, Airbnb Ireland, C-674/20, EU:C:2022:303, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

30

I det foreliggende tilfælde kan det for det første – når der ikke foreligger nærmere oplysninger om den samlede indtægt fra abonnementsafgiften, og henset til det forhold, at indtægterne fra denne afgift skal anvendes til at støtte produktionen af film og audiovisuelle værker i hele denne økonomiske sektor – ikke fastslås, at afgiften har begrænsende virkninger for den frie udveksling af tjenesteydelser.

31

Først og fremmest er det ud fra de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, ikke muligt at opgøre den samlede støtte til skabelse og produktion af film og audiovisuelle værker, der finansieres af indtægterne fra abonnementsafgiften. Det fremgår højst af sagsakterne for Domstolen, at i det foreliggende tilfælde var det beløb, som NOWO skulle betale i abonnementsafgift i 2013, 886042,50 EUR, mens indtægterne fra den nævnte abonnementsafgift skal anvendes til at støtte sektoren for film- og audiovisuel produktion i sin helhed, og at dette beløb skal ses i lyset af de samlede omkostninger til produktion af film og audiovisuelle værker.

32

Dernæst bemærkes, at produktion af en film eller et audiovisuelt værk kræver deltagelse af mange forskellige tjenesteydere, der medvirker på forskellige stadier af produktionen med forskellige ydelser.

33

Endelig kan det, eftersom fordelingen af indtægterne fra abonnementsafgiften er vilkårlig, ikke fastslås, at alle værker, der produceres, nyder godt af afgiften.

34

Det følger heraf, at den finansielle støtte, hvis samlede størrelse ikke er fastlagt, fordeles vilkårligt mellem et betydeligt antal film og audiovisuelle produktioner og tjenesteydere, der medvirker på forskellige stadier af produktionen, således at virkningen af denne støtte på prisen på tjenesteydelser i forbindelse med produktion af film og audiovisuelle værker i lyset af de oplysninger, som Domstolen råder over, skal anses for at være hypotetisk.

35

For det andet udgør prisen ikke den eneste variabel, der er afgørende for beslutningen om at købe en film eller et audiovisuelt værk.

36

For en operatør af TV-tjenester afhænger valget af køb af film eller audiovisuelle værker nemlig ligeledes af kulturelle faktorer og bl.a. af de særlige forhold, der gør sig gældende i de enkelte medlemsstater, samt af offentlighedens forventninger.

37

Det kan derfor ikke, henset til de oplysninger, som Domstolen råder over, fastslås, at anvendelsen af indtægterne fra abonnementsafgiften vil medføre en begunstigelse af tjenesteydelser i forbindelse med produktion af portugisiske film og audiovisuelle værker på bekostning af tjenesteydelser, der leveres af tjenesteydere, der er etableret i andre medlemsstater, således at de eventuelle virkninger, som abonnementsafgiften måtte have med hensyn til levering af tjenesteydelser i forbindelse med produktion af film og audiovisuelle værker, under disse omstændigheder skal anses for at være for usikre og indirekte til at kunne udgøre en restriktion som omhandlet artikel 56 TEUF.

38

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der indfører en afgift, som har til formål at finansiere markedsføring og udbredelse af film og audiovisuelle værker, for så vidt som denne afgifts eventuelle virkninger på den frie udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med produktion af sådanne værker er for usikre og indirekte til at kunne udgøre en restriktion som omhandlet i denne bestemmelse.

39

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om svaret på det første spørgsmål kan ændres af den omstændighed, at der findes tilsvarende eller lignende ordninger som den i lov nr. 55/2012 fastsatte i andre EU-medlemsstater.

40

Det andet spørgsmål hviler på den forudsætning, at abonnementsafgiften er omfattet af forbuddet i artikel 56 TEUF. Det følger imidlertid af besvarelsen af det første spørgsmål, at dette, henset til de oplysninger, som Domstolen råder over, ikke er tilfældet. Det er derfor ufornødent at besvare dette spørgsmål.

41

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der indfører en afgift, som har til formål at finansiere markedsføring og udbredelse af film og audiovisuelle værker, for så vidt som denne afgifts eventuelle virkninger på den frie udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med produktion af sådanne værker er for usikre og indirekte til at kunne udgøre en restriktion som omhandlet i denne bestemmelse.