Sag C-395/21

D.V.

mod

M.A.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas)

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 12. januar 2023

»Præjudiciel forelæggelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13/EØF – aftale om levering af juridiske tjenesteydelser indgået mellem en advokat og en forbruger – artikel 4, stk. 2 – vurdering af, om kontraktvilkårene er urimelige – udelukkelse af vilkår, der ikke vedrører aftalens hovedgenstand – vilkår om betaling af advokatsalærer i henhold til princippet om anvendelse af en timesats – artikel 6, stk. 1 – den nationale rets beføjelser i forbindelse med et »urimeligt« kontraktvilkår«

1. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – anvendelsesområde – vilkår, der definerer aftalens hovedgenstand, eller som vedrører overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor – begreb – kontraktvilkår i en aftale om levering af juridiske tjenesteydelser indgået mellem en advokat og en forbruger, som foreskriver betaling af advokatsalærer i henhold til princippet om anvendelse af en timesats – omfattet

   (Rådets direktiv 93/13, som ændret ved direktiv 2011/83, art. 4, stk. 2)

   (jf. præmis 31-34 og domskonkl. 1)

2. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – aftale om levering af juridiske tjenesteydelser indgået mellem en advokat og en forbruger om fastsættelse af prisen for disse ydelser i henhold til princippet om anvendelse af en timesats uden yderligere oplysninger – krav om gennemsigtighed – rækkevidde – bedømmelseskriterier – krævet oplysningsniveau forud for aftalen

   (Rådets direktiv 93/13, som ændret ved direktiv 2011/83, art. 4, stk. 2 og 5)

   (jf. præmis 36-41 og 43-45 samt domskonkl. 2)

3. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – urimeligt kontraktvilkår som omhandlet i artikel 3 – kontraktvilkår i en aftale om levering af juridiske tjenesteydelser indgået mellem en advokat og en forbruger, som foreskriver betaling af advokatsalærer i henhold til princippet om anvendelse af en timesats – kontraktvilkår, der ikke opfylder kravet om gennemsigtighed – medlemsstaternes mulighed for at kvalificere et sådant kontraktvilkår som urimeligt

   (Rådets direktiv 93/13, som ændret ved direktiv 2011/83, art. 3, stk. 1, art. 4, stk. 2, og art. 8)

   (jf. præmis 47-49, 51 og 52 samt domskonkl. 3)

4. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – konstatering af, at et vilkår er urimeligt – rækkevidde – aftale, der ikke kan opretholdes efter ophævelsen af de urimelige kontraktvilkår – den nationale rets genoprettelse af den situation, hvori den erhvervsdrivende ikke modtager noget vederlag for sine ydelser inden for rammerne af aftalen – lovlighed – annullation af aftalen har særligt skadelige virkninger for forbrugeren – det urimelige vilkår erstattes ved en national deklaratorisk bestemmelse eller en national bestemmelse, som finder anvendelse, hvis parterne i den pågældende aftale samtykker heri – lovlighed – det urimelige kontraktvilkår erstattes ved et retsligt skøn med hensyn til vederlaget – ikke tilladt

   (Rådets direktiv 93/13, som ændret ved direktiv 2011/83, art. 6, stk. 1, og art. 7, stk. 1)

   (jf. præmis 56, 58-65 og 68 samt domskonkl. 4)

Resumé

M.A. indgik som forbruger fem aftaler om levering af juridiske tjenesteydelser med D.V., der var advokat. Det bestemtes i hver aftale, at advokatsalærerne skulle beregnes på grundlag af en timesats på 100 EUR for rådgivning eller levering af juridiske tjenesteydelser til M.A.

Eftersom D.V. ikke modtog hele det krævede salær, anlagde han sag ved en distriktsdomstol med påstand om, at M.A. blev pålagt at betale salær for de leverede juridiske tjenesteydelser. Distriktsdomstolen tiltrådte delvist D.V.’s påstand, mens den imidlertid fastslog, at kontraktvilkåret om priserne for de leverede ydelser var urimeligt, og halverede det krævede salær. Efter at denne dom blev stadfæstet af appeldomstolen, iværksatte D.V. kassationsappel til prøvelse heraf ved Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauens øverste domstol).

Ved behandlingen af denne rets præjudicielle forelæggelse tog Domstolen stilling til fortolkningen af direktiv 93/13 ( 1 ). I dommen behandlede Domstolen bl.a. kravet om gennemsigtighed af vilkårene vedrørende hovedgenstanden for aftalerne om levering af juridiske tjenesteydelser og virkningerne af, at det fastslås, at et vilkår om fastsættelse af prisen for disse tjenesteydelser erklæres urimeligt.

Domstolens bemærkninger

Domstolen fastslog indledningsvis, at et kontraktvilkår i en aftale om levering af juridiske tjenesteydelser indgået mellem en advokat og en forbruger, hvorved prisen for de leverede ydelser fastsættes i henhold til princippet om anvendelse af en timesats, henhører under »aftalens hovedgenstand« i medfør af direktiv 93/13 ( 2 ).

Ved undersøgelsen af, om dette kontraktvilkår, som ikke indeholdt andre oplysninger end den anvendte timesats, opfyldte kravet om at være affattet klart og forståeligt ( 3 ), bemærkede Domstolen, at henset til arten af de ydelser, der er genstand for en aftale om levering af juridiske tjenesteydelser, er det ofte vanskeligt, eller endda umuligt, for den erhvervsdrivende fra indgåelsen af aftalen at forudse det præcise antal timer, der er nødvendige med henblik på at opfylde aftalen og dermed de samlede faktiske omkostninger ved den pågældendes tjenesteydelser. Selv om det imidlertid ikke kan kræves, at den erhvervsdrivende underretter forbrugeren om de endelige finansielle konsekvenser af vedkommendes forpligtelser, som afhænger af fremtidige, uforudsigelige hændelser, der er uafhængige af den erhvervsdrivendes hensigter, skal den erhvervsdrivende inden indgåelsen af aftalen meddele forbrugeren de oplysninger, der sætter vedkommende i stand til at træffe sin beslutning forsigtigt og med fuldt kendskab til muligheden for, at sådanne hændelser indtræder, og de konsekvenser, som hændelserne kan medføre med hensyn til varigheden af leveringen af juridiske tjenesteydelser.

Disse oplysninger, som kan variere på grundlag af dels formålet med og arten af de fastsatte ydelser, dels de gældende faglige og etiske regler, skal indeholde oplysninger, der sætter forbrugeren i stand til at vurdere de tilnærmelsesvise samlede omkostninger ved disse tjenesteydelser. Oplysningerne kan omfatte et skøn over det forudsigelige eller mindste antal nødvendige timer eller en forpligtelse til med rimelige mellemrum at sende fakturaer eller jævnlige redegørelser med angivelse af antallet af arbejdstimer. Domstolen præciserede, at det tilkommer den nationale retsinstans, henset til disse betragtninger og alle omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af den pågældende aftale, at vurdere, om de oplysninger, som den erhvervsdrivende meddelte forbrugeren inden indgåelsen af aftalen, var passende.

Domstolen fastslog således, at et kontraktvilkår, hvorved prisen fastsættes i henhold til princippet om anvendelse af en timesats, uden at forbrugeren inden indgåelsen af aftalen meddeles oplysninger, der sætter vedkommende i stand til at træffe sin beslutning forsigtigt og med fuldt kendskab til de finansielle konsekvenser, som indgåelsen af nævnte aftale har, ikke opfylder kravet om at være affattet klart og forståeligt.

Derefter bemærkede Domstolen, at vurderingen af, om et vilkår i en aftale, der er indgået med en forbruger, er urimeligt, principielt hviler på en samlet vurdering, hvorved der ikke alene tages hensyn til dette vilkårs eventuelt manglende gennemsigtighed. Medlemsstaterne kan imidlertid frit sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne ( 4 ).

Domstolen fastslog følgelig, at et kontraktvilkår i en aftale om leveringen af juridiske tjenesteydelser, hvorved prisen for disse ydelser fastsættes i henhold til princippet om anvendelse af en timesats, og hvilket vilkår dermed henhører under aftalens hovedgenstand, ikke skal anses for urimeligt ( 5 ), alene fordi det ikke opfylder kravet om gennemsigtighed, med forbehold for, at den medlemsstat, hvis nationale lovgivning finder anvendelse på den pågældende aftale, som i det foreliggende tilfælde udtrykkeligt har foreskrevet, at et kontraktvilkår alene af denne grund anses for »urimeligt«.

Endelig fastslog Domstolen med hensyn til konsekvenserne af, at det fastslås, at et prisvilkår er urimeligt, at den nationale ret skal udelukke anvendelsen af dette kontraktvilkår, medmindre forbrugeren gør indsigelse herimod.

Den præciserede, at når en aftale om levering af juridiske tjenesteydelser i henhold til de relevante bestemmelser i national ret ikke kan opretholdes, efter at det urimelige prisvilkår er blevet ophævet, og disse ydelser er blevet leveret, er direktiv 93/13 ( 6 ) ikke til hinder for, at aftalerne erklæres ugyldige, eller at den nationale retsinstans genopretter den situation, hvori forbrugeren ville have befundet sig, såfremt dette vilkår ikke havde eksisteret, selv om dette bevirker, at den erhvervsdrivende ikke modtager noget vederlag for sine tjenesteydelser.

Hvad angår de følger, som ophævelsen af de i hovedsagen omhandlede aftaler kunne have for forbrugeren, henviste Domstolen til sin praksis, hvorved den med hensyn til en låneaftale har fastslået, at ophævelsen heraf som helhed i princippet bevirker, at det skyldige lånebeløb straks forfalder til betaling og dette med et beløb, som kan række ud over forbrugerens økonomiske formåen, og kan have særligt skadelige virkninger for denne ( 7 ). De særligt skadelige virkninger af ophævelsen af en aftale kan imidlertid ikke reduceres til alene at angå konsekvenser af rent økonomisk art.

Det er nemlig ikke udelukket, at ophævelsen af en aftale om levering af juridiske tjenesteydelser, der allerede er blevet leveret, kan bringe forbrugeren i en usikker retsstilling, bl.a. hvis den erhvervsdrivende i henhold til national ret kan kræve vederlag for disse ydelser på et andet grundlag end det, der fremgår af den ophævede aftale. Aftalens ugyldighed kan endvidere eventuelt have indvirkning på gyldigheden og effektiviteten af de retsakter, der er gennemført i medfør heraf.

På denne baggrund fastslog Domstolen, at såfremt den fuldstændige ophævelse af aftalen har særligt skadelige virkninger for forbrugeren, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, er direktiv 93/13 ( 8 ) ikke til hinder for, at den nationale retsinstans afhjælper det urimelige kontraktvilkårs ugyldighed ved at erstatte det med en national deklaratorisk bestemmelse eller en national bestemmelse, som finder anvendelse, hvis parterne i nævnte aftale samtykker heri. Direktivet er derimod til hinder for, at den nationale retsinstans erstatter det urimelige og ophævede kontraktvilkår med et retsligt skøn med hensyn til størrelsen af vederlaget for de nævnte ydelser.

( 1 ) – Artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29)

( 2 ) – Som omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 2.

( 3 ) – Kravet omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13.

( 4 ) – Jf. artikel 8 i direktiv 93/13.

( 5 ) – Jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13.

( 6 ) – Artikel 6, stk. 1, i og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13.

( 7 ) – Jf. i denne retning dom af 3.3.2020, Gómez del Moral Guasch (C 125/18, EU:C:2020:138, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

( 8 ) – Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13.