–

Bursa Română de Mărfuri SA ved avocat D. Cristea,

–

Federaţia Europeană a Comercianţilor de Energie ved avocat G. Pop,

–

den rumænske regering ved M. Chicu, E. Gane, A. Rotăreanu og A. Wellman, som befuldmægtigede,

–

den græske regering ved K. Boskovits, som befuldmægtiget,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bestået af avvocato dello Stato P.G. Marrone,

–

den cypriotiske regering ved E. Symeonidou, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved O. Beynet, L. Nicolae og I. Rogalski, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet (EUT 2019, L 158, s. 54), bl.a. fortolkningen af forordningens artikel 1, litra b) og c), og artikel 3, i lyset af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (EUT 2019, L 158, s. 125), navnlig dets artikel 2, nr. 9), samt fortolkningen af artikel 101 TEUF og artikel 102 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106, stk. 1, TEUF.

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Bursa Română de Mărfuri SA (herefter »BRM«), der er et selskab i henhold til rumænsk ret, og Autoritatea Naţională de Reglementare în domeniul Energiei (ANRE) (den nationale myndighed for regulering af energisektoren, Rumænien) vedrørende en påstand om annullation af ANRE’s afgørelse om afslag på at udstede en licens til organisation og drift af centraliserede elektricitetsmarkeder til BRM.

3

Artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT 2009, L 211, s. 55) havde overskriften »Den regulerende myndigheds opgaver og beføjelser«. Denne bestemmelses stk. 1, litra j), havde følgende ordlyd:

»Den regulerende myndighed har følgende opgaver:

[…]

4

Den 1. januar 2021 blev direktiv 2009/72 ophævet og erstattet af direktiv 2019/944.

5

Kommissionens forordning (EU) 2015/1222 af 24. juli 2015 om fastsættelse af retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger (EUT 2015, L 197, s. 24) blev vedtaget under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1228/2003 (EUT 2009, L 211, s. 15).

6

Artikel 2, stk. 2, nr. 23), i forordning 2015/1222 indeholder følgende definition:

»[…]

7

Denne forordnings artikel 5 med overskriften »Udpegelse af NEMO’er i tilfælde af et nationalt, lovbeskyttet monopol på handelsydelser« bestemmer:

»1.   Hvis der i en medlemsstat eller i en medlemsstats budområde på datoen for denne forordnings ikrafttrædelse eksisterer et nationalt, lovbeskyttet monopol på day-ahead- og intraday-handelsydelser, som udelukker udpegelsen af mere end én NEMO, skal den pågældende medlemsstat underrette [Europa-]Kommissionen herom senest to måneder efter denne forordnings ikrafttrædelse og kan afvise at udpege mere end én NEMO pr. budområde.

[…]

2.   Med henblik på denne forordning vurderes det, at der eksisterer et nationalt, lovbeskyttet monopol, hvis national ret udtrykkeligt fastsætter, at kun én enhed kan levere day-ahead- og intraday-handelsydelser i medlemsstaten eller medlemsstatens budområde.

3.   To år efter denne forordnings ikrafttrædelse forelægger Kommissionen […] en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet [for Den Europæiske Union] […] På grundlag af denne rapport, og hvis Kommissionen finder, at det ikke er begrundet at opretholde nationale, lovbeskyttede monopoler, eller at en medlemsstat fortsat afviser at tillade, at en NEMO, der er udpeget i en anden medlemsstat, foretager grænseoverskridende handel, kan Kommissionen overveje at gennemføre passende lovgivningsmæssige eller andre passende foranstaltninger for yderligere at øge konkurrencen og handelen mellem og i medlemsstaterne. […]«

8

I henhold til forordningens artikel 84 trådte denne forordning i kraft på »tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende«, dvs. den 14. august 2015.

9

Artikel 1 i forordning 2019/943 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« fastsætter følgende:

»Formålet med denne forordning er:

10

Denne forordnings artikel 2 indeholder følgende definitioner:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]

[…]

[…]«

11

Følgende præciseres i nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Principper vedrørende driften af elektricitetsmarkeder«:

»Medlemsstaterne, regulerende myndigheder, transmissionssystemoperatørerne, distributionssystemoperatørerne, markedsoperatørerne og delegerede operatører sikrer, at elektricitetsmarkederne drives efter følgende principper:

[…]

[…]

[…]«

12

Forordningens artikel 10 med overskriften »Tekniske begrænsninger på bud« er affattet således:

»1.   Der må hverken være en øvre eller en nedre grænse for elprisen på engrosmarkedet. […]

[…]

4.   Regulerende myndigheder eller […] en […] udpeget kompetent myndighed […] identificerer anvendte politikker og foranstaltninger inden for deres område, som indirekte kan bidrage til at begrænse engrosprisdannelsen, herunder begrænse bud vedrørende aktiveringen af balanceringsenergi, kapacitetsmekanismer, transmissionssystemoperatørernes foranstaltninger og foranstaltninger med sigte på at udfordre markedsresultater, eller til at forebygge misbrug af dominerende stilling eller ineffektivt afgrænsede budområder.

5.   Hvis en regulerende myndighed eller udpeget kompetent myndighed har identificeret en politik eller foranstaltning, som kan anvendes til at begrænse engrosprisdannelsen, træffer den alle egnede tiltag til at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt, afbøde denne politiks eller foranstaltnings indvirkning på budadfærden. […]«

13

Artikel 2, nr. 9), i direktiv 2019/944 indeholder følgende definition:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

14

Direktivets artikel 59 med overskriften »De regulerende myndigheders opgaver og beføjelser« bestemmer bl.a. i stk. 1, litra o), at den regulerende myndighed har til opgave »at overvåge graden og effektiviteten af markedsåbning og konkurrence på engros- og detailsalgsniveau, herunder på elektricitetsbørser, […] samt enhver forvridning eller begrænsning af konkurrencen, herunder ved at fremlægge alle relevante oplysninger og oplyse de relevante konkurrencemyndigheder om alle relevante sager«.

15

I henhold til artikel 72 ophævede og erstattede direktiv 2019/944 direktiv 2009/72 med virkning fra den 1. januar 2021, idet de fleste bestemmelser i det nye direktiv i henhold til direktivets artikel 73 fandt anvendelse fra denne dato. I medfør af sidstnævnte bestemmelse trådte det imidlertid i kraft den 4. juli 2019.

16

Legea nr. 123 energiei electrice și a gazelor naturale (lov nr. 123 om elektricitet og naturgas) af 10. juli 2012 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 485 af 16.7.2012) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov nr. 123/2012«), indeholder følgende definitioner i artikel 3, nr. 38) og 49):

[…]

17

Lovens artikel 10, stk. 2, litra f), bestemmer:

»Den kompetente myndighed udsteder licenser til:

[…]

18

BRM har i medfør af rumænsk ret en generel kompetence til at drive markeder af offentlig interesse. Den 20. august 2020 indgav dette selskab en ansøgning til ANRE om udstedelse af en licens til organisation og drift af centraliserede elektricitetsmarkeder under henvisning til forordning 2019/943. Den 21. september 2020 gav ANRE BRM afslag på ansøgningen. Dette selskab har følgelig anlagt sag ved Curtea de Apel Bucureşti (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien), der er den forelæggende ret, med påstand om, at ANRE blev pålagt at udstede den ønskede licens til selskabet, idet det påberåbte sig, at denne forordning var trådt i kraft den 1. januar 2020.

19

Til støtte for søgsmålet har BRM gjort gældende, at det fremgår af nævnte forordning, navnlig dens artikel 1, litra b) og c), artikel 3 og artikel 10, stk. 4 og 5, sammenholdt med direktiv 2019/944, at de nationale regulerende myndigheder skal sikre en effektiv konkurrence mellem aktørerne på elektricitetsmarkederne og under alle omstændigheder undgå, at der findes et konkurrencebegrænsende monopol. Selskabet kunne således ikke nægtes retten til at forhandle på markedet for varer og tjenesteydelser vedrørende elektricitet. Det har navnlig gjort gældende, at de principper om fri konkurrence, som er fastlagt i forordning 2019/943, og som efter selskabets opfattelse omfatter fjernelse af monopolistisk adfærd, ligeledes vedrører elektricitetsmarkedsoperatører som defineret i forordningens artikel 2, nr. 7).

20

ANRE har svaret under påberåbelse af artikel 10, stk. 2, litra f), i lov nr. 123/2012 og den omstændighed, at på tidspunktet for denne lovs ikrafttræden var OPCOM SA allerede den 20. december 2001 blevet meddelt licens til forvaltning af de centraliserede elektricitetsmarkeder for 25 år, hvorfor denne aktør har et monopol på området. Myndigheden har ligeledes præciseret, at OPCOM er blevet udpeget som NEMO på day-ahead- og intraday-elektricitetsmarkederne for budområdet i Rumænien i henhold til artikel 5 i forordning 2015/1222, og at denne udpegelse senere er blevet forlænget til den 20. december 2026. Eftersom denne artikel 5 gør det muligt for medlemsstaterne kun at udpege en enkelt NEMO, muliggør den, at der findes et monopol.

21

ANRE har gjort gældende, at bestemmelserne i forordning 2019/943 derimod er uden betydning i denne henseende, idet forordningen ikke indeholder nogen bestemmelse, som pålægger medlemsstaterne at udpege flere aktører, der skal organisere og drive de centraliserede elektricitetsmarkeder med henblik på engroshandel med elektricitet. Eftersom elektricitetsmarkedet i Rumænien er af begrænset størrelse, ville oprettelsen af to særskilte markeder endvidere blot føre til en fordeling af tilbuddene fra de samme tilbudsgivere, hvilket ville bevirke en overtrædelse af konkurrencereglerne.

22

Den forelæggende ret har anført, at Domstolen endnu ikke har fortolket forordning 2019/943, og at fortolkningen og anvendelsen heraf efter dens opfattelse ikke er åbenlys. Såfremt Domstolen måtte fastslå, at forordningens bestemmelser finder anvendelse på elektricitetsmarkedsoperatøren, at disse bestemmelser, isoleret set eller sammenholdt med direktiv 2019/944, forbyder en medlemsstat fra deres ikrafttræden fortsat kun at udstede en enkelt licens til drift af hele elektricitetsmarkedet i denne stat, og at en medlemsstats udstedelse af en enkelt licens udgør en konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 101 TEUF og 102 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106, stk. 1, TEUF, er alle disse fortolkninger af relevans for den vurdering, som den forelæggende ret skal foretage. Den forelæggende ret har anført, at den således tager BRM’s anmodning om at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse til følge.

23

På denne baggrund har Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

24

For det første skal det indledningsvis fastslås, at direktiv 2019/944, som er omhandlet i det første og det andet spørgsmål, i henhold til dets artikel 72 først ophævede direktiv 2009/72 med virkning fra den 1. januar 2021, dvs. efter såvel BRM’s fremsættelse af en ansøgning om udstedelse af en licens til organisation og drift af de centraliserede elektricitetsmarkeder som vedtagelsen af ANRE’s afgørelse, der er genstand for tvisten i hovedsagen, hvorfor det førstnævnte direktiv ikke finder anvendelse ratione temporis på denne tvist i modsætning til det sidstnævnte direktiv. Eftersom forordning 2019/943 imidlertid fastlægger visse definitioner under henvisning til definitionerne i direktiv 2019/944, skal det fastslås, at disse er uadskilleligt forbundet med denne forordning og således eventuelt kan tages i betragtning med henblik på analysen af de to første spørgsmål.

25

For det andet skal det bemærkes, at tvisten i hovedsagen vedrører det afslag på at udstede en licens til organisation og drift af elektricitetsmarkederne, som ANRE, der er den »regulerende myndighed« som omhandlet i artikel 2, nr. 2), i forordning 2019/943, som Rumænien har udpeget, besluttede i forhold til BRM, idet afslaget var støttet på artikel 10, stk. 2, litra f), i lov nr. 123/2012.

26

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, foreskriver denne bestemmelse, at der inden for denne medlemsstat udstedes en enkelt licens som elektricitetsmarkedsoperatør i denne lovs forstand, idet denne operatør i medfør af definitionen i nævnte lovs artikel 3, nr. 38), sikrer organisationen og driften af de centraliserede elektricitetsmarkeder, med undtagelse af balancemarkedet, med henblik på engroshandel med elektricitet på kort, mellemlang og lang sigt. I henhold til denne artikels nr. 49) vedrører udtrykket »centraliseret elektricitetsmarked« den organiserede ramme, inden for hvilken forskellige økonomiske aktører foretager handel med elektricitet formidlet af elektricitetsmarkedsoperatøren.

27

Der er i hovedsagen endvidere enighed blandt parterne om, at da BRM fremsatte sin ansøgning om udstedelse af en licens som elektricitetsmarkedsoperatør i denne lovs forstand, afslaget på hvilken licens er genstand for tvisten i hovedsagen, var den eneste licens, der var foreskrevet i den dagældende nationale lovgivning, allerede blevet udstedt til OPCOM, der følgelig havde et monopol i Rumænien på tjenesteydelser med formidling af køb og salg af elektricitet på engrosmarkederne på kort, mellemlang og lang sigt. I denne henseende har den rumænske regering i retsmødet for Domstolen præciseret, at disse markeder svarer til intraday-, day-ahead-, og forward-markederne, som de er omhandlet i den relevante EU-ret. OPCOM er imidlertid ikke part i tvisten i hovedsagen, og denne tvist vedrører heller ikke dennes adfærd på markedet, idet tvisten alene udspringer af den regulerende rumænske myndigheds anvendelse af den nationale lovgivning, hvoraf dette monopol følger.

28

Henset til disse omstændigheder skal det fastslås, at det andet spørgsmål, hvormed den forelæggende ret ønsker oplyst, for det første, om elektricitetsmarkedsoperatøren skal overholde de principper, der er fastsat i artikel 1, litra b) og c), i forordning 2019/943, og, for det andet, om det i denne henseende er relevant, at begrebet »elektricitetsmarkeder« som omhandlet i forordningen i dennes artikel 2, nr. 40), defineres med en henvisning til definitionen af begrebet i artikel 2, nr. 9), i direktiv 2019/944, kun er relevant for tvisten i hovedsagen, hvis spørgsmålet skal forstås således, at det tager sigte på en afgørelse af, om disse principper eller denne definition er til hinder for en national lovgivning, hvorved bestemmes, at kun en enkelt elektricitetsmarkedsoperatør som omhandlet i nævnte forordnings artikel 2, nr. 7), lovligt kan være aktiv på markedet.

29

På denne baggrund skal det lægges til grund, at den forelæggende ret med det første og det andet spørgsmål, som skal undersøges samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om forordning 2019/943, navnlig forordningens artikel 1, litra b) og c), artikel 2, nr. 40), og artikel 3, sammenholdt med direktiv 2009/72, skal fortolkes således, at denne forordning er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter et nationalt, lovbeskyttet monopol på tjenesteydelser med formidling af bud på køb og salg af elektricitet opretholdes for så vidt angår såvel day-ahead- og intraday-engrosmarkederne som forward-engrosmarkedet.

30

Det skal i denne henseende bemærkes, at forordning 2019/943 ifølge sin artikel 1, litra a), har til formål at fastlægge grundlaget for en effektiv opfyldelse af energiunionens målsætninger, navnlig klima- og energirammen for 2030, og ifølge denne artikels litra b) at fastlægge grundlæggende principper for velfungerende, integrerede elektricitetsmarkeder, som giver alle udbydere af ressourcer og elkunder ikkediskriminerende markedsadgang, styrker forbrugeres stilling, sikrer konkurrencedygtigheden på det globale marked samt fleksibelt elforbrug, energilagring og energieffektivitet, og letter aggregering af distribueret efterspørgsel og udbud, og muliggør markeds- og sektoriel integration og markedsbaseret betaling for elektricitet produceret fra vedvarende energikilder.

31

I denne forbindelse har nævnte forordnings artikel 1, litra c), til formål at fastsætte fair regler for grænseoverskridende handel med elektricitet, for dermed at øge konkurrencen på det indre marked for elektricitet under hensyntagen til de nationale og regionale markeders særlige kendetegn, idet dette skal omfatte indførelsen af en kompensationsordning for grænseoverskridende strømme af elektricitet og opstilling af harmoniserede principper for afgifter for transmission på tværs af grænserne og for tildeling af tilgængelig kapacitet på samkøringslinjerne mellem de nationale transmissionssystemer.

32

I nævnte artikel 1, litra d), tilføjes det, at samme forordning har til formål at fremme udviklingen af et funktionsdygtigt og gennemsigtigt engrosmarked, som bidrager til et højt forsyningssikkerhedsniveau for elektricitet, og fastsætte mekanismer til harmonisering af reglerne for grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

33

Med hensyn til artikel 3 i forordning 2019/943 opregnes heri de principper, hvorefter medlemsstaterne, regulerende myndigheder, transmissionssystemoperatørerne, distributionssystemoperatørerne, markedsoperatørerne og delegerede operatører sikrer, at elektricitetsmarkederne drives. Disse omfatter ifølge denne artikel 3, litra a), princippet om, at prisdannelsen baseres på efterspørgsel og udbud, ifølge litra b) princippet om, at markedsregler tilskynder til fri prisdannelse og undgår tiltag, der hindrer prisdannelse baseret på efterspørgsel og udbud, ifølge litra h) princippet om, at hindringer for elektricitetsstrømme mellem budområder eller medlemsstater samt transaktioner på tværs af landegrænser på elektricitetsmarkeder og markeder for beslægtede tjenester fjernes gradvist, ifølge litra o) princippet om, at langsigtede risikoafdækningsprodukter kan handles på børser på en gennemsigtig måde, og langtidselleveringskontrakter kan indgås OTC (over the counter), under overholdelse af EU-konkurrenceretten, og ifølge litra p) princippet om, at markedsregler letter handelen med varer i hele Unionen.

34

Selv om disse bestemmelser, således som generaladvokaten i det væsentlige ligeledes har anført i punkt 22 i forslaget til afgørelse, bl.a. pålægger medlemsstaterne og de nationale regulerende myndigheder visse forpligtelser med henblik på at fremme konkurrencen på elektricitetsmarkederne som omhandlet i artikel 2, nr. 40), i forordning 2019/943, skal det imidlertid fastslås, at ingen af disse bestemmelser, eller i øvrigt nogen anden bestemmelse i denne forordning, fastsætter en regel for udveksling på markederne, som, selv i lyset af de formål, der forfølges med nævnte forordning, kan fortolkes således, at den i sig selv er til hinder for, at der i en medlemsstat bevares et lovbeskyttet monopol for tjenesteydelser med formidling af bud på engroskøb og ‑salg af elektricitet som det i hovedsagen omhandlede.

35

Den omstændighed, at denne artikel 2, nr. 40), med henvisning til artikel 2, nr. 9), i direktiv 2019/944 definerer begrebet »elektricitetsmarkeder« som »markeder for elektricitet, herunder over the counter-markeder og elektricitetsbørser, markeder for handel med energi, kapacitet, balancering og systemydelser i alle tidsrammer, herunder forward-, day-ahead- og intradaymarkeder«, og således bl.a. omtaler »elektricitetsbørser« i flertal, kan ikke godtgøre, at en sådan definition bevirker et forbud mod, at medlemsstaterne bevarer et nationalt, lovbeskyttet monopol som det i hovedsagen omhandlede, idet der ikke findes en bestemmelse herom i forordning 2019/943.

36

Et sådant forbud kan heller ikke udledes af forordningens artikel 10, stk. 4 og 5, som BRM har påberåbt sig for den forelæggende ret. I disse bestemmelser – som indgår i de principielle rammer, der er fastlagt ved denne artikels stk. 1, hvorefter der hverken må være en øvre eller en nedre grænse for elprisen på engrosmarkedet – fastsættes i det væsentlige blot, henholdsvis at de regulerende myndigheder identificerer anvendte politikker og foranstaltninger inden for deres område, som indirekte kan bidrage til at begrænse engrosprisdannelsen, eller til at forebygge misbrug af dominerende stilling eller ineffektivt afgrænsede budområder, og at den kompetente myndighed, når der er identificeret en politik eller foranstaltning, som kan anvendes til at begrænse engrosprisdannelsen, træffer alle egnede tiltag til at eliminere eller, hvis dette ikke er muligt, afbøde denne politiks eller foranstaltnings indvirkning på budadfærden.

37

Det skal i øvrigt for det første fremhæves, at selve indtagelsen af en dominerende stilling ikke som sådan udgør misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF, og for det andet bemærkes, den blotte omstændighed, at der skabes en sådan dominerende stilling ved tildeling af særlige eller eksklusive rettigheder som omhandlet i artikel 106, stk. 1, TEUF, ikke i sig selv er uforenelig med artikel 102 TEUF (dom af 26.10.2017, Balgarska energiyna borsa, C-347/16, EU:C:2017:816, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

38

Den samme konstatering som den, der er fastlagt i nærværende doms præmis 34 med hensyn til bestemmelserne i forordning 2019/943, gælder for direktiv 2009/72, hvori der ikke foretages en fuldstændig harmonisering af det indre marked for elektricitet, men alene fastsættes en række generelle principper, som medlemsstaterne skal overholde med henblik på at etablere et konkurrencebaseret, sikkert og miljømæssigt bæredygtigt elektricitetsmarked (jf. i denne retning dom af 17.9.2020, Hidroelectrica, C-648/18, EU:C:2020:723, præmis 27).

39

Navnlig er dette direktivs artikel 37, stk. 1, litra j), som i det væsentlige svarer til artikel 59, stk. 1, litra o), i direktiv 2019/944, som BRM har påberåbt sig for Domstolen, af relevans for denne sag begrænset til at pålægge de nationale regulerende myndigheder opgaven med »at overvåge graden og effektiviteten af markedsåbning og konkurrence på engros- og detailsalgsniveau, herunder på elektricitetsbørser«, og »enhver forvridning eller begrænsning af konkurrencen«. Det skal således fastslås, at det følger utvetydigt af ordlyden af denne bestemmelse, at bestemmelsen på ingen måde pålægger myndighederne at træffe foranstaltninger med henblik på at bringe et nationalt, lovbeskyttet monopol på tjenesteydelser med formidling af bud på køb og salg af elektricitet som det i hovedsagen omhandlede til ophør.

40

Når dette er præciseret, kan Domstolen med henblik på at give den nationale ret, som har forelagt den et præjudicielt spørgsmål, et hensigtsmæssigt svar, inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sit spørgsmål (dom af 17.10.2019, Comida paralela 12, C-579/18, EU:C:2019:875, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

41

Det skal for det første, og for så vidt som tvisten i hovedsagen omhandler et monopol på tjenesteydelser med formidling af bud på køb og salg af elektricitet på day-ahead- og intraday-engrosmarkederne, bemærkes, at det i artikel 5, stk. 1, første afsnit, i forordning 2015/1222 bestemmes, at hvis der i en medlemsstat eller i en medlemsstats budområde på datoen for denne forordnings ikrafttrædelse eksisterer et nationalt, lovbeskyttet monopol på day-ahead- og intraday-handelsydelser, som udelukker udpegelsen af mere end én NEMO, skal den pågældende medlemsstat underrette Kommissionen herom senest to måneder efter denne forordnings ikrafttrædelse og kan afvise at udpege mere end én NEMO pr. budområde.

42

Det fastsættes i denne artikel 5, stk. 2, at med henblik på denne forordning vurderes det, at der eksisterer et nationalt, lovbeskyttet monopol, hvis national ret udtrykkeligt fastsætter, at kun én enhed kan levere day-ahead- og intraday-handelsydelser i medlemsstaten eller medlemsstatens budområde. Det tilføjes bl.a. i denne artikel 5, stk. 3, at såfremt Kommissionen på grundlag af den rapport, der skal udarbejdes to år efter nævnte forordnings ikrafttrædelse, finder, at det ikke er begrundet at opretholde nationale, lovbeskyttede monopoler, eller at en medlemsstat fortsat afviser at tillade, at en NEMO, der er udpeget i en anden medlemsstat, foretager grænseoverskridende handel, kan denne institution overveje at gennemføre passende lovgivningsmæssige eller andre passende foranstaltninger for yderligere at øge konkurrencen og handelen mellem og i medlemsstaterne.

43

Det følger af disse bestemmelser, at såfremt der på tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordning 2015/1222, dvs. den 14. august 2015, jf. forordningens artikel 84, fandtes et nationalt, lovbeskyttet monopol på tjenesteydelser med day-ahead- og intraday-handelsydelser i en medlemsstat, kan denne stat i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning 2015/1222 opretholde monopolet på de betingelser, som er fastsat i denne artikel, og kan dermed nægte at udpege mere end én NEMO pr. budområde.

44

Det står i det foreliggende tilfælde fast, at der på dette tidspunkt fandtes et sådant monopol på day-ahead- og intraday-handelsydelser i Rumænien, som OPCOM besad som udpeget elektricitetsmarkedsoperatør som omhandlet i denne forordnings artikel 2, stk. 2, nr. 23), idet definitionen af dette begreb i denne bestemmelse i øvrigt i det væsentlige er gentaget i artikel 2, nr. 8), i forordning 2019/943, at Kommissionen var blevet underrettet herom i henhold til det i artikel 5, stk. 1, i forordning 2015/1222 fastsatte, og at denne institution på dette tidspunkt ikke havde vedtaget nogen passende eller lovgivningsmæssig foranstaltning som omhandlet i sidstnævnte forordnings artikel 5, stk. 3, som pålagde, at monopolet bringes til ophør.

45

Det skal dernæst fastslås, at det fremgår af forordning 2019/943, navnlig forordningens artikel 1, litra b) og c), artikel 2, nr. 40), og artikel 3, sammenholdt med direktiv 2009/72, og af artikel 5 i forordning 2015/1222, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat opretholder et nationalt, lovbeskyttet monopol på tjenesteydelser med formidling af bud på køb og salg af elektricitet for så vidt angår day-ahead- og intraday-engrosmarkederne, når dette monopol allerede fandtes i medlemsstaten på tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordning 2015/1222.

46

For det andet skal det, for så vidt som tvisten i hovedsagen vedrører et monopol på tjenesteydelser med formidling af bud på køb og salg af elektricitet på forward-engrosmarkedet, bemærkes, at enhver national foranstaltning inden for et område, der har været genstand for en udtømmende harmonisering på EU-plan, skal bedømmes på grundlag af de harmoniserede bestemmelser og ikke på grundlag af bestemmelser i den primære ret (dom af 17.9.2020, Hidroelectrica, C-648/18, EU:C:2020:723, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis). Eftersom disse formidlingstjenester imidlertid ikke har været genstand for udtømmende harmonisering på EU-plan, skal en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, for så vidt som den vedrører et sådant monopol på forward-engroselektricitetsmarkedet, principielt vurderes i forhold til de relevante bestemmelser i den primære ret (jf. analogt dom af 12.11.2015, Visnapuu, C-198/14, EU:C:2015:751, præmis 48).

47

Det følger i denne henseende af Domstolens praksis, at en national lovgivning, der underlægger udøvelsen af en erhvervsvirksomhed en eksklusivordning til fordel for en enkelt offentlig eller privat operatør, bl.a. kan udgøre en begrænsning af både etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser (dom af 23.2.2016, Kommissionen mod Ungarn, C-179/14, EU:C:2016:108, præmis 164 og den deri nævnte retspraksis), i forhold til hvilken begrænsning det dermed skal efterprøves, om kan begrundes i tvingende almene hensyn, og om den i givet fald er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte formål og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. i denne retning dom af 23.2.2016, Kommissionen mod Ungarn, C-179/14, EU:C:2016:108, præmis 165 og 166 og den deri nævnte retspraksis).

48

For så vidt angår nærværende sag skal det imidlertid bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at EUF-traktatens bestemmelser om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser principielt ikke finder anvendelse på en situation, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat (jf. i denne retning dom af 15.11.2016, Ullens de Schooten, C-268/15, EU:C:2016:874, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis, og af 18.1.2022, Thelen Technopark Berlin, C-261/20, EU:C:2022:33, præmis 50).

49

Domstolen mindede i præmis 50-53 i dom af 15. november 2016, Ullens de Schooten (C-268/15, EU:C:2016:874), om de fire tilfælde, hvorefter det imidlertid med henblik på at løse tvister i hovedsager kan være nødvendigt at fortolke traktatens bestemmelser om grundlæggende frihedsrettigheder, selv om de faktiske omstændigheder i de pågældende hovedsager er begrænset til en enkelt medlemsstat, hvilket indebærer, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling (dom af 20.9.2018, Fremoluc, C-343/17, EU:C:2018:754, præmis 20).

50

Domstolen præciserede i præmis 54 i dom af 15. november 2016, Ullens de Schooten (C-268/15, EU:C:2016:874), at såfremt den forelæggende ret ikke har fremlagt yderligere oplysninger, end at den omhandlede nationale lovgivning finder anvendelse uden forskel på statsborgere i den berørte medlemsstat og statsborgere i andre medlemsstater, kan Domstolen i disse fire tilfælde ikke fastslå, at anmodningen om en præjudiciel afgørelse vedrørende EUF-traktatens bestemmelser om grundlæggende frihedsrettigheder er nødvendig for løsningen af den tvist, der verserer for den forelæggende ret. De konkrete elementer, der gør det muligt at fastslå, at der består en forbindelse mellem genstanden for eller omstændighederne i en tvist, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat, og disse bestemmelser, skal nemlig fremgå af forelæggelsesafgørelsen (jf. ligeledes dom af 20.9.2018, Fremoluc, C-343/17, EU:C:2018:754, præmis 21).

51

I præmis 55 i dom af 15. november 2016, Ullens de Schooten (C-268/15, EU:C:2016:874), tilføjede Domstolen, at i forbindelse med en situation, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat, tilkommer det den forelæggende ret i overensstemmelse med kravene i artikel 94 i Domstolens procesreglement at oplyse Domstolen om, på hvilken måde tvisten – på trods af, at den er af rent intern karakter – frembyder en tilknytning til de EU-retlige bestemmelser om de grundlæggende frihedsrettigheder, som gør den præjudicielle anmodning om den ønskede fortolkning nødvendig for løsningen af denne tvist.

52

Det fremgår nærmere bestemt af disse betingelser, at forelæggelsesafgørelsen – for at det kan antages, at der består en sådan tilknytning – skal indeholde konkrete oplysninger, dvs. ikke-hypotetiske, men sikre oplysninger, der gør det muligt positivt at fastslå, at denne tilknytning foreligger, idet det ikke er tilstrækkeligt, at den forelæggende ret alene har fremlagt oplysninger for Domstolen, som gør det muligt ikke at udelukke tilstedeværelsen af en sådan tilknytning, og som rent abstrakt betragtet kunne udgøre holdepunkter til støtte herfor, men tværtimod skal tilvejebringe objektive og sammenhængende oplysninger, der gør det muligt for Domstolen at undersøge, om den nævnte tilknytning består (jf. i denne retning dom af 20.9.2018, Fremoluc, C-343/17, EU:C:2018:754, præmis 28 og 29 og den deri nævnte retspraksis).

53

Disse betragtninger om formaliteten vedrørende de præjudicielle spørgsmål gælder så meget desto mere med henblik på at afgøre, om Domstolen for at give den forelæggende ret en hensigtsmæssig besvarelse i henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 40, kan tage hensyn til EU-retlige regler, som den nationale retsinstans ikke har henvist til i affattelsen af spørgsmålet.

54

I det foreliggende tilfælde indeholder anmodningen om præjudiciel afgørelse ingen yderligere oplysninger fra den forelæggende ret som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 51 og 52, hvoraf fremgår, at tvisten i hovedsagen, der verserer mellem et rumænsk selskab og den rumænske regulerende myndighed vedrørende lovligheden af myndighedens afgørelse om afslag på i henhold til national lovgivning at udstede en licens til organisation og drift af elektricitetsmarkeder i denne medlemsstat, til trods for, at den er af rent intern karakter, frembyder en tilknytning til EUF-traktatens bestemmelser om de grundlæggende frihedsrettigheder, og at den i hovedsagen omhandlede situation således henhører under et af de fire tilfælde, der er nævnt i præmis 50-53 i dom af 15. november 2016, Ullens de Schooten (C-268/15, EU:C:2016:874).

55

Selv om Federaţia Europeană a Comercianţilor de Energie (europæisk sammenslutning af energiforhandlere) er intervenient i hovedsagen, indeholder forelæggelsesafgørelsen ingen oplysninger om, hvorledes denne sammenslutning er involveret i tvisten, eller omtale af, i hvilket omfang sammenslutningens intervention i nævnte tvist på det trin, hvor sagen verserer for den forelæggende ret, kan give denne tvist en sådan tilknytning.

56

Selv om elektricitet, således som det bl.a. fremgår af gældende lovgivning, kan være genstand for grænseoverskridende udveksling, og de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelser med formidling på abstrakt vis kan leveres af operatører med hjemsted i andre medlemsstater, skal det fastslås, at sådanne tilfælde, som den forelæggende ret i øvrigt end ikke har henvist til, i det foreliggende tilfælde, henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 50-52, er åbenbart utilstrækkelige til at give Domstolen mulighed for positivt at fastlægge, at en af de grundlæggende frihedsrettigheder, der er fastsat i EUF-traktaten, finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

57

Selv om det endvidere fremgår af forordning 2019/943, navnlig forordningens artikel 1, litra b) og c), artikel 2, nr. 40), og artikel 3, sammenholdt med direktiv 2009/72, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat opretholder et nationalt, lovbeskyttet monopol på tjenesteydelser med formidling af bud på køb og salg af elektricitet på forward-engrosmarkedet, har denne fortolkning ikke indvirkning på en eventuel analyse af lovligheden af at opretholde et sådant monopol i betragtning af de relevante bestemmelser i den primære EU-ret, herunder bl.a. bestemmelserne om etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser.

58

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at forordning 2019/943, navnlig forordningens artikel 1, litra b) og c), artikel 2, nr. 40), og artikel 3, sammenholdt med direktiv 2009/72, skal fortolkes således, at

59

Henset til besvarelsen af de første to spørgsmål, hvoraf det i det væsentlige fremgår, at artikel 5 i forordning 2015/1222 på de heri fastsatte betingelser ikke er til hinder for at opretholde et nationalt, lovbeskyttet monopol på tjenesteydelser med formidling af bud på køb og salg af elektricitet for så vidt angår day-ahead- og intraday-engrosmarkederne, skal det tredje spørgsmål omformuleres således, at den forelæggende ret med dette spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 101 TEUF og 102 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106, stk. 1, TEUF, skal fortolkes således, at en medlemsstats lovgivning, hvorved det bestemmes, at der i medlemsstaten kun kan udstedes en enkelt licens med henblik på leveringen af tjenesteydelser med formidling af bud på køb og salg af elektricitet på forward-engrosmarkedet, udgør en konkurrencebegrænsning i disse bestemmelsers forstand.

60

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det, for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 267 TEUF har Domstolen således alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen af en EU-forskrift på grundlag af de faktiske omstændigheder, sådan som de er beskrevet af den nationale ret (dom af 26.10.2017, Balgarska energiyna borsa, C-347/16, EU:C:2017:816, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.7.2020, Adusbef m.fl., C-686/18, EU:C:2020:567, præmis 36).

61

Disse krav om præcision gælder særligt på konkurrencerettens område, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold (dom af 26.10.2017, Balgarska energiyna borsa, C-347/16, EU:C:2017:816, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis, og af 3.3.2021, Poste Italiane og Agenzia delle entrate – Riscossione, C-434/19 og C-435/19, EU:C:2021:162, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

62

Det skal ligeledes fremhæves, at forelæggelsesafgørelsers oplysninger ikke blot tjener til at sætte Domstolen i stand til at give brugbare svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre berørte parter mulighed for at afgive bemærkninger i henhold til artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (dom af 26.10.2017, Balgarska energiyna borsa, C-347/16, EU:C:2017:816, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen skal drage omsorg for, at denne mulighed sikres, når henses til, at det i henhold til denne bestemmelse kun er forelæggelsesafgørelserne, der meddeles de berørte parter (dom af 2.9.2021, Irish Ferries, C-570/19, EU:C:2021:664, præmis 134 og den deri nævnte retspraksis).

63

Kravene til indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse fremgår udtrykkeligt af procesreglementets artikel 94, som den forelæggende ret forventes at have kendskab til og iagttage nøje inden for rammerne af det samarbejde, der er indført ved artikel 267 TEUF (dom af 26.10.2017, Balgarska energiyna borsa, C-347/16, EU:C:2017:816, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). Disse krav er endvidere anført i punkt 13, 15 og 16 i Den Europæiske Unions Domstols anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2019, C 380, s. 1).

64

I det foreliggende tilfælde indeholder forelæggelsesafgørelsen ingen forklaring af grundene til, at den nationale retsinstans nærer tvivl om fortolkningen af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 106, stk. 1, TEUF. Denne retsinstans har navnlig ikke anført grundene til, at disse bestemmelser skulle finde anvendelse i tvisten i hovedsagen, eller hvorledes den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning kan være i strid med disse bestemmelser.

65

Eftersom Domstolen ikke råder over de oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af det tredje spørgsmål, må det på denne baggrund fastslås, at dette spørgsmål skal afvises.

66

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 af 5. juni 2019 om det indre marked for elektricitet, navnlig forordningens artikel 1, litra b) og c), artikel 2, nr. 40), og artikel 3, sammenholdt med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF

skal fortolkes således, at