–

CM ved Prozessbevollmächtigte R. Buschmann og T. Heller,

–

TimePartner Personalmanagement GmbH ved Rechtsanwälte O. Bertram, M. Brüggemann og A. Förster,

–

den tyske regering ved J. Möller og D. Klebs, som befuldmægtigede,

–

den svenske regering ved H. Eklinder, J. Lundberg, C. Meyer-Seitz, A. Runeskjöld, M. Salborn Hodgson, R. Shahsavan Eriksson, H. Shev og O. Simonsson, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og D. Recchia, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde (EUT 2008, L 327, s. 9).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem CM og TimePartner Personalmanagement GmbH (herefter »TimePartner«) vedrørende størrelsen af den løn, som TimePartner skal betale for vikararbejde udført af CM hos en brugervirksomhed.

3

Følgende fremgår af 10.-12., 16. og 19. betragtning til direktiv 2008/104:

[…]

[…]

4

Dette direktivs artikel 2, med overskriften »Formål«, har følgende ordlyd:

»Dette direktiv har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling, som fastsat i artikel 5, gælder for vikaransatte, og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere samtidig med, at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde.«

5

Nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, litra f), har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

6

Artikel 5 i direktiv 2008/104, med overskriften »Princippet om ligebehandling«, bestemmer:

»1.   De væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for vikaransatte under deres udsendelse til en brugervirksomhed, skal mindst svare til dem, der ville være gældende, hvis de vikaransatte havde været ansat direkte af denne virksomhed til udførelse af samme arbejdsopgave.

Når første afsnit finder anvendelse, skal de regler, der gælder i brugervirksomheden, vedrørende:

overholdes som fastsat ved lov, administrative bestemmelser, kollektive overenskomster og/eller andre generelle bestemmelser.

2.   Med hensyn til aflønning kan medlemsstaterne efter høring af arbejdsmarkedets parter bestemme, at det i stk. 1 fastsatte princip kan fraviges, når den vikaransatte har en tidsubegrænset arbejdsaftale med et vikarbureau og aflønnes i perioderne mellem udsendelserne.

3.   Medlemsstaterne kan efter høring af arbejdsmarkedets parter give disse mulighed for på det relevante niveau og på betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, at videreføre eller indgå kollektive overenskomster, hvorved der, samtidig med at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres, kan indføres ordninger vedrørende vikaransattes arbejds- og ansættelsesvilkår, som kan afvige fra dem, der er omhandlet i stk. 1.

4.   Forudsat at der sikres en passende beskyttelse af vikaransatte, kan medlemsstater, hvor der ikke findes en lovbestemt procedure for at erklære kollektive overenskomster alment gældende eller ikke findes en lovbestemt procedure eller praksis for at udvide deres bestemmelser til alle lignende virksomheder i en bestemt branche eller et bestemt geografisk område, efter høring af arbejdsmarkedets parter på nationalt plan og på grundlag af en aftale indgået mellem disse indføre ordninger vedrørende de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der fraviger princippet i stk. 1. Sådanne ordninger kan omfatte en frist for overholdelse af princippet om ligebehandling.

De ordninger, der omhandles i dette stykke, skal være i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen og skal være tilstrækkelig præcise og tilgængelige, så de pågældende brancher og virksomheder kan identificere og overholde deres forpligtelser. Navnlig skal medlemsstaterne ved anvendelsen af artikel 3, stk. 2, præcisere, om de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, herunder pensions- og sygesikringsordninger eller medarbejderaktieordninger, indgår i de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår i stk. 1. Sådanne ordninger berører heller ikke aftaler på nationalt, regionalt eller lokalt niveau eller på brancheplan, som er mindst lige så gunstige for arbejdstagerne.

5.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger i overensstemmelse med national lov og/eller praksis med henblik på at forebygge misbrug ved anvendelsen af denne artikel og navnlig forebygge successive udsendelser, der har til formål at omgå dette direktivs bestemmelser. De underretter [Europa-]Kommissionen om de trufne foranstaltninger.«

7

Dette direktivs artikel 9, med overskriften »Minimumskrav«, fastsætter:

»1.   Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan anvende eller indføre love eller administrative bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne, eller kan tilskynde arbejdsmarkedets parter til eller give dem mulighed for at indgå kollektive overenskomster, som er gunstigere for arbejdstagerne.

2.   Gennemførelsen af dette direktiv kan under ingen omstændigheder udgøre en tilstrækkelig begrundelse for en forringelse af det generelle beskyttelsesniveau for arbejdstagerne på de områder, der er omfattet af dette direktiv. Dette er ikke til hinder for, at medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter på baggrund af ændrede forhold kan vedtage love og administrative bestemmelser eller overenskomstmæssige bestemmelser, som afviger fra de bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af dette direktiv, forudsat at minimumskravene i dette direktiv overholdes.«

8

Nævnte direktivs artikel 11, med overskriften »Gennemførelse«, bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 5. december 2011 eller påser, at arbejdsmarkedets parter fastsætter de nødvendige bestemmelser ved overenskomst, idet medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for til enhver tid at kunne garantere, at formålet med dette direktiv bliver opfyldt. De underretter straks Kommissionen herom.«

9

§ 9, nr. 2, i Arbeitnehmerüberlassungsgesetz (den tyske lov om vikararbejde) af 3. februar 1995 (BGBl. 1995 I, s. 158, herefter »lov om vikararbejde«), i den affattelse, der var gældende indtil den 31. marts 2017, havde følgende ordlyd:

»Følgende er ugyldige:

[…]

[…]«

10

§ 10, stk. 4, i lov om vikararbejde i den affattelse, der var gældende frem til den 31. marts 2017, bestemte følgende:

»Vikarbureauet er forpligtet til i udsendelsesperioden til brugervirksomheden at yde de væsentlige arbejdsvilkår, herunder for så vidt angår aflønning, der gælder for brugervirksomheden for en sammenlignelig arbejdstager i brugervirksomheden. I det omfang[…] en kollektiv overenskomst, der finder anvendelse for ansættelsesforholdet, fastsætter fravigelser [§ 3, stk. 1, nr. 3), og § 9, stk. 2], skal vikarbureauet yde de vikaransatte de arbejdsvilkår, der gælder i henhold til denne kollektive overenskomst. I det omfang […] en sådan kollektiv overenskomst fastsætter en aflønning, der ligger under de arbejdsvilkår, der er fastsat i en bekendtgørelse i henhold til § 3a, stk. 2, skal vikarbureauet for hver times arbejde yde de vikaransatte, det skyldige vederlag hos brugervirksomheden for en sammenlignelig arbejdstager hos brugervirksomheden for én times arbejde. I tilfælde af aftalens ugyldighed mellem vikarbureauet og de vikaransatte i henhold til § 9, stk. 2, skal vikarbureauet yde de vikaransatte de væsentlige arbejdsvilkår, herunder for så vidt angår aflønning, der finder anvendelse for brugervirksomheden for en sammenlignelig arbejdstager hos brugervirksomheden.«

11

§ 8 i lov om vikararbejde, som ændret ved lov af 21. februar 2017 (BGBl. 2017 I, s. 258), der trådte i kraft den 1. april 2017, bestemmer:

»1.   Vikarbureauet skal i udsendelsesperioden hos brugervirksomheden yde de vikaransatte de væsentlige arbejdsvilkår, herunder for så vidt angår aflønning, der finder anvendelse for brugervirksomheden for en sammenlignelig arbejdstager hos brugervirksomheden (princippet om ligebehandling). Såfremt de vikaransatte modtager det skyldige vederlag i henhold til en kollektiv overenskomst, der finder anvendelse for en sammenlignelig arbejdstager hos brugervirksomheden, eller i mangel herpå det skyldige vederlag i henhold til en kollektiv overenskomst for sammenlignelige arbejdstagere i den branche, skal de vikaransatte antages at modtage lige behandling for så vidt angår vederlag som omhandlet i stk. 1. Såfremt der skal ydes vederlag i naturalier i brugervirksomheden, kan der ydes kompensation i euro.

2.   En kollektiv overenskomst kan fravige princippet om ligebehandling, for så vidt den ikke fastsætter løn, der ligger under den mindstetimeløn, der er fastsat ved en bekendtgørelse i henhold til § 3a, stk. 2. I det omfang[…] en sådan kollektiv overenskomst fraviger princippet om ligebehandling, skal vikarbureauet yde vikaransatte de i henhold til denne kollektive overenskomst gældende arbejdsvilkår. Inden for rammerne af en sådan kollektiv overenskomst kan arbejdsgivere og arbejdstagere, der ikke bundet af kollektiv overenskomst, aftale, at den kollektive overenskomst finder anvendelse. I det omfang[…] en sådan kollektiv overenskomst fastlægger løn, der ligger under den mindstetimeløn, der er fastlagt ved en bekendtgørelse i henhold til § 3a, stk. 2, skal vikarbureauet for hver times arbejde yde de vikaransatte det skyldige vederlag hos brugervirksomheden for en sammenlignelig arbejdstager hos brugervirksomheden for én times arbejde.

3.   En fravigelse ved kollektiv overenskomst som omhandlet i stk. 2 finder ikke anvendelse for vikaransatte, der i de seks måneder, der ligger forud for udsendelsen til brugervirksomheden, har fratrådt deres ansættelsesforhold hos denne eller en arbejdsgiver, der indgår i en koncern med brugervirksomheden som omhandlet i § 18 i [lov om aktieselskaber].

4.   En kollektiv overenskomst som omhandlet i stk. 2 kan for så vidt angår aflønning fravige princippet om ligebehandling for de første ni måneders udsendelse til en brugervirksomhed. En længere fravigelse ved kollektiv overenskomst er kun tilladt, såfremt:

Inden for rammerne af denne kollektive overenskomst bliver arbejdsgivere og arbejdstagere, der ikke er bundet af den kollektive overenskomst, enige om anvendelsen af bestemmelserne i denne aftale. Der skal tages hensyn til hele perioden for de tidligere udsendelser af det samme eller et andet vikarbureau til den samme brugervirksomhed, såfremt de respektive perioder mellem udsendelser ikke overstiger tre måneder.

5.   Vikarbureauet skal som minimum betale de vikaransatte den mindstetimeløn, der er fastsat ved en bekendtgørelse i henhold til § 3a, stk. 2, for udsendelsesperioden og perioder uden udsendelse.«

12

I perioden fra januar til april 2017 beskæftigede vikarbureauet TimePartner CM som vikaransat i henhold til en tidsbegrænset kontrakt. I forbindelse med denne beskæftigelse blev CM udsendt til en detailvirksomhed som ordremedarbejder.

13

De sammenlignelige arbejdstagere i brugervirksomheden, som er omfattet af den kollektive overenskomst for arbejdstagere i detailhandelsbranchen i delstaten Bayern (Tyskland), oppebar en bruttotimeløn på 13,64 EUR.

14

CM oppebar, under sin udsendelse til denne virksomhed, en bruttotimeløn på 9,23 EUR, i overensstemmelse med den kollektive overenskomst for vikaransatte, der var indgået mellem Interessenverband Deutscher Zeitarbeitsunternehmen eV (sammenslutning af tyske vikarbureauer), som TimePartner var medlem af, og Deutscher Gewerkschaftsbund (det tyske fagforeningsforbund), som Vereinte Dienstleistungsgewerkschaft (servicesektorens fagforening), som CM var medlem af, henhørte under.

15

Sidstnævnte kollektive overenskomst fraveg det princip om ligebehandling, der i perioden mellem januar og marts 2017 var fastsat i § 10, stk. 4, første punktum, i lov om vikararbejde, i den affattelse, der var gældende indtil den 31. marts 2017, og, for så vidt angik april 2017, i § 8, stk. 1, i lov om vikararbejde, i den affattelse, der var gældende fra den 1. april 2017, ved for vikaransatte at fastsætte en lavere løn end den, der blev udbetalt til arbejdstagerne i brugervirksomheden.

16

CM anlagde sag ved Arbeitsgericht Würzburg (arbejdsretten i Würzburg, Tyskland) med påstand om betaling af et løntillæg på 1296,72 EUR, svarende til den difference, hun ville have fået udbetalt, hvis hun havde været aflønnet i henhold til den kollektive overenskomst for arbejdstagere i detailhandelsbranchen i Bayern. Hun gjorde gældende, at de relevante bestemmelser i lov om vikararbejde samt i den kollektive overenskomst, der finder anvendelse på vikaransatte, ikke var i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 2008/104. TimePartner bestred, at virksomheden var forpligtet til at betale en anden løn end den, der er fastsat i de kollektive overenskomster, der finder anvendelse på vikaransatte.

17

CM fik ikke medhold og indgav appel til Landesarbeitsgericht Nürnberg (regional appeldomstol i arbejdsretlige sager i Nürnberg, Tyskland). Sidstnævnte tog ikke appellen til følge, og CM iværksatte herefter en revisionsappel ved den forelæggende ret, Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland).

18

Denne ret er af den opfattelse, at udfaldet af den nævnte revisionsappel afhænger af fortolkningen af artikel 5 i direktiv 2008/104.

19

På denne baggrund har Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20

Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 11. oktober 2022 har TimePartner anmodet om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del. Til støtte for sin anmodning har denne part gjort gældende, at et aspekt, der kan være af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, endnu ikke er blevet behandlet, nemlig at der består forskellige systemer for vikararbejde i Unionen, hvilket har til følge, at den sociale beskyttelse af den vikaransatte, der påhviler vikarbureauet, navnlig i perioder med manglende beskæftigelse, er meget forskellig i medlemsstaterne, hvorfor Domstolen ikke er tilstrækkeligt oplyst til at træffe afgørelse.

21

I overensstemmelse med artikel 83 i Domstolens procesreglement kan Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne eller de berørte, som er omfattet af artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

22

I det foreliggende tilfælde er Domstolen, efter at have hørt generaladvokaten, af den opfattelse, at den, henset til de faktiske og retlige omstændigheder, der er fremlagt dels af den forelæggende ret, dels af TimePartner og de øvrige berørte, der har deltaget i såvel den skriftlige som den mundtlige forhandling, råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe afgørelse.

23

Følgelig skal TimePartners begæring om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del afvises.

24

CM har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling. Navnlig er det første og det andet spørgsmål, hvorved den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at definere begrebet »den generelle beskyttelse af vikaransatte« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104, ikke nødvendige for at træffe afgørelse i tvisten i hovedsagen, idet dette begreb er ukendt i tysk ret.

25

I denne henseende bemærkes, at det udelukkende tilkommer de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (dom af 7.7.2022, Coca-Cola European Partners Deutschland, C-257/21 og C-258/21, EU:C:2022:529, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

26

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 7.7.2022, Coca-Cola European Partners Deutschland, C-257/21 og C-258/21, EU:C:2022:529, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

27

Det første spørgsmål, der vedrører fortolkningen af begrebet »den generelle beskyttelse af vikaransatte« som omhandlet i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104, er ganske vist affattet i generelle vendinger.

28

Imidlertid fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret har anmodet Domstolen om først at definere det nævnte begreb, for dernæst, med det andet spørgsmål, at kunne afgøre, i hvilket omfang en kollektiv overenskomst kan fravige princippet om ligebehandling med hensyn til løn og samtidig sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104. Hvis den kollektive overenskomst, der finder anvendelse på vikaransatte, skulle være i strid med den nævnte bestemmelse, ville CM nemlig kunne have ret til et løntillæg, således som hun har anmodet om. Det første og det andet spørgsmål er således ikke åbenbart irrelevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

29

Følgelig kan anmodningen om præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling.

30

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at denne bestemmelse med sin henvisning til begrebet »den generelle beskyttelse af vikaransatte« kræver, at der tages hensyn til et beskyttelsesniveau for vikaransatte, som overstiger det beskyttelsesniveau, der, for arbejdstagere generelt, er fastsat i national ret og i EU-retten vedrørende de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår.

31

I henhold til artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 kan medlemsstaterne efter høring af arbejdsmarkedets parter give disse mulighed for på det relevante niveau og på betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, at videreføre eller indgå kollektive overenskomster, hvorved der, samtidig med at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres, kan indføres ordninger vedrørende vikaransattes arbejds- og ansættelsesvilkår, som kan afvige fra dem, der er omhandlet i samme artikels stk. 1, nemlig bestemmelser, i henhold til hvilke de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår for vikaransatte mindst skal svare til dem, der ville være gældende, hvis de havde været ansat direkte af den virksomhed, hvortil de er udsendt til udførelse af samme arbejdsopgave.

32

Begrebet »væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår« er defineret i artikel 3, stk. 1, litra f), i direktiv 2008/104 og henviser til arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie og helligdage samt aflønning.

33

Det følger således af ordlyden af artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104, at den mulighed, der indrømmes medlemsstaterne, for at give arbejdsmarkedets parter mulighed for at videreføre eller indgå kollektive overenskomster, der tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår af vikaransatte, opvejes af forpligtelsen til at sikre disse arbejdstagere en »generel beskyttelse«, uden at dette direktiv imidlertid definerer indholdet af sidstnævnte begreb.

34

Det følger imidlertid af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af EU-retlige bestemmelser ikke skal tages hensyn alene til disse bestemmelsers ordlyd i overensstemmelse med deres sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, men også til den sammenhæng, hvori de indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af (dom af 17.3.2022, Daimler, C-232/20, EU:C:2022:196, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

35

Hvad angår de formål, der forfølges med direktiv 2008/104, fremgår det af 10.-12. betragtning til dette direktiv, at der inden for Den Europæiske Union er store forskelle i brugen af vikaransættelse og i vikaransattes juridiske situation, status og arbejdsvilkår, at vikararbejde opfylder ikke blot virksomhedernes fleksibilitetsbehov, men også de ansattes behov for at forene familie- og arbejdsliv og dermed bidrager til jobskabelse og til deltagelse og integration på arbejdsmarkedet, og at det nævnte direktiv tilsigter at opstille en ramme for beskyttelse af disse ansatte, som er ikke-diskriminerende, gennemsigtig og står i rimeligt forhold til formålet, samtidig med at den respekterer arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed.

36

Hvad nærmere bestemt angår formålet med artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 fremgår det af 16. betragtning til dette direktiv, at medlemsstaterne for at tilgodese arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed på en fleksibel måde kan tillade arbejdsmarkedets parter at fastsætte arbejds- og ansættelsesvilkårene, forudsat at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres.

37

I forlængelse af det i disse betragtninger anførte bestemmer dette direktivs artikel 2, at dette har til formål at beskytte vikaransatte og forbedre kvaliteten af vikararbejde ved at sikre, at princippet om ligebehandling gælder for disse ansatte, og ved at anerkende vikarbureauer som arbejdsgivere samtidig med, at der tages hensyn til behovet for at etablere passende rammer for anvendelsen af vikararbejde med henblik på at bidrage effektivt til at skabe arbejdspladser og til at udvikle fleksible former for arbejde.

38

Dette dobbelte formål afspejles i opbygningen af artikel 5 i direktiv 2008/104, hvis stk. 1 opstiller reglen om, at de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår for vikaransatte, som defineret i dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra f), mindst skal svare til dem, der gælder for brugervirksomhedens egne arbejdstagere. Den bestemmelse, der er fastsat i artikel 5, stk. 3, fraviger navnlig denne regel. Denne fravigelse skal imidlertid respektere grænserne for den generelle beskyttelse af vikaransatte. Bestemmelsens rækkevidde er i øvrigt begrænset til det, der er strengt nødvendigt for at varetage den interesse, som den undtagelse til princippet om ligebehandling, der er vedtaget på grundlag af denne bestemmelse, giver adgang til at beskytte, nemlig den interesse, der vedrører nødvendigheden af at tilgodese arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed på en fleksibel måde (dom af 21.10.2010, Accardo m.fl., C-227/09, EU:C:2010:624, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

39

Med henblik på således at forene det formål om at sikre beskyttelsen af vikaransatte, der er fastsat i artikel 2 i direktiv 2008/104, og overholdelsen af arbejdsmarkedernes forskellighed, må det antages, at når en kollektiv overenskomst, på grundlag af dette direktivs artikel 5, stk. 3, ved fravigelse af denne artikels stk. 1, tillader en forskelshandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for vikaransatte i forhold til de vilkår, der gælder for brugervirksomhedens egne arbejdstagere, er den »generelle beskyttelse« af disse vikaransatte kun sikret, hvis de til gengæld tildeles fordele, der har til formål at kompensere virkningerne af denne forskelsbehandling. Den generelle beskyttelse af vikaransatte vil nemlig nødvendigvis blive formindsket, hvis en sådan overenskomst, i forhold til disse arbejdstagere, begrænser sig til at forringe en eller flere af de nævnte væsentlige vilkår.

40

Henset til rækkevidden af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104, der består i at give vikaransatte de samme væsentlige vilkår som dem, der gælder for brugervirksomhedens egne arbejdstagere, kræver overholdelsen af den generelle beskyttelse som omhandlet i denne artikels stk. 3 imidlertid ikke, at der tages hensyn til et beskyttelsesniveau for vikaransatte, der overstiger det beskyttelsesniveau, der, for så vidt angår disse vilkår, er fastsat i de bindende bestemmelser om beskyttelse, der følger af national ret og af EU-retten for arbejdstagere i almindelighed.

41

De fordele, der kompenserer for virkningerne af en forskelsbehandling til skade for vikaransatte, således som omhandlet i denne doms præmis 39, skal vedrøre de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der er defineret i artikel 3, stk. 1, litra f), i direktiv 2008/104, dvs. de vilkår, der vedrører arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie og helligdage samt løn.

42

En sådan fortolkning af artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 understøttes af den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår. Dette direktivs artikel 5, stk. 2, giver nemlig i det væsentlige medlemsstaterne mulighed for, efter høring af arbejdsmarkedets parter, med hensyn til aflønning at fravige det princip om ligebehandling, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 5, stk. 1, bl.a. når disse arbejdstagere aflønnes i perioderne mellem udsendelserne. Selv om medlemsstaterne således kun kan fastsætte lønnen til vikaransatte til et lavere niveau end det, som ligebehandlingsprincippet påbyder, såfremt de kompenserer for denne ulempe ved tildeling af en fordel, der i dette tilfælde vedrører det samme væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, som lønnen er, ville det være paradoksalt at acceptere, at arbejdsmarkedets parter, som er forpligtet til at sikre den generelle beskyttelse af de nævnte arbejdstagere, kan gøre dette uden for deres vedkommende at være forpligtet til, i den pågældende kollektive overenskomst, at tildele en fordel for så vidt angår de nævnte væsentlige vilkår.

43

Dette gælder så meget desto mere for vikaransatte, der udelukkende har en tidsbegrænset kontrakt, som – idet de risikerer sjældent at blive aflønnet i perioden mellem to udsendelser – skal tildeles en væsentlig kompenserende fordel for så vidt angår de nævnte væsentlige vilkår, som skal være på et niveau, der nærmere bestemt mindst svarer til det niveau, der tildeles vikaransatte, der har en tidsubegrænset kontrakt.

44

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke med sin henvisning til begrebet »den generelle beskyttelse af vikaransatte« kræver, at der tages hensyn til et beskyttelsesniveau for vikaransatte, som overstiger det beskyttelsesniveau, der for arbejdstagere generelt er fastsat i national ret og i EU-retten vedrørende de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår. Når arbejdsmarkedets parter ved hjælp af en kollektiv overenskomst tillader forskelsbehandling for så vidt angår væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for vikaransatte, skal denne kollektive overenskomst imidlertid for at sikre den generelle beskyttelse af de pågældende vikaransatte tildele sidstnævnte fordele med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, som kan kompensere for den forskelsbehandling, som de er udsat for.

45

Med det andet spørgsmål, der er opdelt i to underspørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, på hvilke betingelser en kollektiv overenskomst, der tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for vikaransatte, ikke desto mindre kan anses for at sikre den generelle beskyttelse af de pågældende vikaransatte i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104.

46

Med det andet spørgsmål, litra a), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at overholdelsen af forpligtelsen til at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte skal vurderes abstrakt i lyset af en kollektiv overenskomst, der tillader en forskelsbehandling, eller konkret ved at foretage en sammenligning af de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for sammenlignelige arbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden.

47

I henhold til artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/104 skal de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår for de vikaransatte, under deres udsendelse til en brugervirksomhed, mindst svare til de vilkår, der ville være gældende for dem, hvis de havde været ansat direkte af denne virksomhed til udførelse af samme arbejdsopgave (dom af 12.5.2022, Luso Temp, C-426/20, EU:C:2022:373, præmis 49). EU-lovgiver har således tilkendegivet sin hensigt om at sørge for, at vikaransatte i overensstemmelse med princippet om ligebehandling principielt ikke befinder sig i en situation, der er mindre gunstig end situationen for sammenlignelige arbejdstagere i brugervirksomheden.

48

Vikaransatte har derfor principielt ret til de samme væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår som dem, der ville være gældende for dem, hvis brugervirksomheden havde ansat dem direkte. Det følger således af artikel 5, stk. 3’s karakter af en undtagelse, jf. denne doms præmis 38, samt af formålet med direktiv 2008/104, der er nævnt i denne doms præmis 36, at den undtagelsesbestemmelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 5, stk. 3, konkret kræver, at det kontrolleres, om en kollektiv overenskomst, der tillader en forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår mellem vikaransatte og sammenlignelige arbejdstagere i brugervirksomheden, rent faktisk sikrer den generelle beskyttelse af de vikaransatte ved at indrømme dem visse fordele, der har til formål at kompensere for virkningerne af denne forskelsbehandling. Denne kontrol skal herefter foretages i forhold til de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for sammenlignelige arbejdstagere i brugervirksomheden.

49

Følgelig skal der, for det første, ske en fastlæggelse af de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, som ville finde anvendelse på den vikaransatte, hvis denne havde været ansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af samme arbejdsopgave. Dernæst skal der ske en sammenligning af disse væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår med dem, der følger af den kollektive overenskomst, som rent faktisk finder anvendelse på den vikaransatte (jf. analogt dom af 12.5.2022, Luso Temp, C-426/20, EU:C:2022:373, præmis 50). For det tredje skal det, med henblik på at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte, vurderes, om de tildelte kompenserende fordele gør det muligt at udligne den forskelsbehandling, der er lidt.

50

Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål, litra a), besvares med, at artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at overholdelsen af forpligtelsen til at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte konkret skal vurderes ved for en given stilling at sammenligne de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for de arbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden, med de vilkår, der gælder for vikaransatte, for således at kunne afgøre, om de tildelte kompenserende fordele for så vidt angår de nævnte væsentlige vilkår gør det muligt at opveje virkningerne af den forskelsbehandling, der er lidt.

51

Med det andet spørgsmål, litra b), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at forpligtelsen til at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte kræver, at den pågældende vikaransatte er tilknyttet vikarbureauet ved en tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

52

I henhold til dette direktivs artikel 5, stk. 2, kan medlemsstaterne ganske vist efter høring af arbejdsmarkedets parter med hensyn til aflønning fastsætte, at princippet om ligebehandling kan fraviges, når vikaransatte, der har en tidsubegrænset arbejdsaftale med et vikarbureau, aflønnes i perioderne mellem udsendelserne.

53

Til forskel fra denne bestemmelse fastsætter artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 imidlertid ingen specifikke regler for situationen for vikaransatte, der har en tidsubegrænset kontrakt.

54

Som generaladvokaten har anført i punkt 54 i forslaget til afgørelse, hænger begrundelsen for denne forskel mellem artikel 5, stk. 2, i direktiv 2008/104 og direktivets artikel 5, stk. 3, sammen med den omstændighed, at vikaransatte, der er ansat på grundlag af en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, fortsat aflønnes i perioderne mellem deres udsendelser hos brugervirksomheder. Denne omstændighed udgør begrundelsen for den mulighed, der er fastsat i dette direktivs artikel 5, stk. 2, for at fastsætte en forskelsbehandling af disse arbejdstagere med hensyn til løn. Denne regels særlige karakter står i modsætning til den generelle karakter af nævnte direktivs artikel 5, stk. 3, der – samtidig med at den tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår – ikke desto mindre forpligter til at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte.

55

Det bemærkes således, at artikel 5, stk. 2, i direktiv 2008/104 selv fastsætter den konkrete kompensation – dvs. aflønning i perioderne mellem udsendelserne – der skal ydes til de vikaransatte, der har en tidsubegrænset kontrakt, som modydelse for en fravigelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår aflønning, mens denne artikels stk. 3 giver arbejdsmarkedets parter mulighed for selvstændigt at forhandle såvel den præcise karakter af fravigelsen af princippet om ligebehandling som den fordel, der skal kunne kompensere for virkningerne af denne fravigelse, på betingelse af, at den generelle beskyttelse af de vikaransatte sikres.

56

Artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 gør det derfor muligt med forbehold af en sådan generel beskyttelse at indgå en kollektiv overenskomst, der fraviger princippet om ligebehandling i forhold til vikaransatte, uden sondring mellem, om varigheden af deres ansættelseskontrakt med et vikarbureau er tidsbegrænset eller tidsubegrænset. I et sådant tilfælde kan det i øvrigt ikke udelukkes, at bevarelse af lønnen i perioderne mellem udsendelserne – uanset om det er i henhold til en tidsubegrænset eller en tidsbegrænset kontrakt – kan tages i betragtning ved vurderingen af den nævnte generelle beskyttelse. Det er imidlertid vigtigt, at vikaransatte, der har en tidsbegrænset kontrakt, tildeles en væsentlig fordel, der gør det muligt at kompensere for den lønforskel, som de er udsat for under udsendelsen i forhold til en sammenlignelig arbejdstager hos brugervirksomheden.

57

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål, litra b), besvares med, at artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at forpligtelsen til at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte ikke kræver, at den pågældende vikaransatte er tilknyttet vikarbureauet ved en tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

58

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at den nationale lovgiver er forpligtet til at fastsætte de betingelser og kriterier, som skal sikre den generelle beskyttelse af de vikaransatte, som omhandlet i denne bestemmelse, når den pågældende medlemsstat giver arbejdsmarkedets parter mulighed for at videreføre eller indgå kollektive overenskomster, der tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for de nævnte arbejdstagere.

59

Det bemærkes, at et direktiv i henhold til artikel 288, stk. 3, TEUF med hensyn til det tilsigtede mål er bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Selv om denne bestemmelse ganske vist overlader det til medlemsstaterne at vælge de fremgangsmåder og midler, der skal sikre direktivets gennemførelse, berører denne adgang imidlertid ikke forpligtelsen for hver medlemsstat, som direktivet retter sig til, til inden for sin nationale retsorden at træffe alle foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre direktivet fuld virkning i overensstemmelse med dets formål (dom af 17.3.2022, Daimler, C-232/20, EU:C:2022:196, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis).

60

Som allerede anført i denne doms præmis 36 fremgår det af 16. betragtning til direktiv 2008/104, at medlemsstaterne for at tilgodese arbejdsmarkedernes og arbejdsmarkedsrelationernes forskellighed på en fleksibel måde kan tillade arbejdsmarkedets parter at fastsætte arbejds- og ansættelsesvilkårene, forudsat at den generelle beskyttelse af vikaransatte respekteres.

61

Desuden fremgår det af 19. betragtning til direktiv 2008/104, at sidstnævnte ikke berører arbejdsmarkedets parters uafhængighed eller forholdet mellem dem, herunder retten til at forhandle og indgå kollektive overenskomster i overensstemmelse med national lov og praksis under overholdelse af gældende EU-ret.

62

I øvrigt følger det af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2008/104, at medlemsstaterne, for at efterkomme formålet om beskyttelse af vikaransatte, har mulighed for enten at vedtage de nødvendige love og administrative bestemmelser, der er nødvendige i denne henseende, eller at påse, at arbejdsmarkedets parter fastsætter de nødvendige bestemmelser ved overenskomst, idet medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for til enhver tid at kunne garantere, at formålet med dette direktiv bliver opfyldt.

63

Den mulighed, som direktiv 2008/104 giver medlemsstaterne i artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104, for at tillade arbejdsmarkedets parter at indgå kollektive overenskomster, der fraviger princippet om ligebehandling, således som gennemført i direktivets artikel 5, stk. 1, er således i overensstemmelse med Domstolens praksis, hvorefter medlemsstaterne frit kan overlade det til arbejdsmarkedets parter at gennemføre de socialpolitiske mål, som et direktiv opstiller på dette område (dom af 17.3.2022, Daimler, C-232/20, EU:C:2022:196, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).

64

Denne mulighed fritager dog ikke medlemsstaterne for forpligtelsen til ved egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at sikre sig, at alle de vikaransatte kan nyde hele den beskyttelse, som de er tildelt ved direktiv 2008/104 (dom af 17.3.2022, Daimler, C-232/20, EU:C:2022:196, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

65

Når medlemsstaterne giver arbejdsmarkedets parter mulighed for at indgå kollektive overenskomster, der i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 tillader forskelsbehandling til skade for vikaransatte, er de følgelig ikke desto mindre forpligtet til at sikre disse arbejdstageres generelle beskyttelse.

66

Henset til formålet med artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104, således som dette følger af 16. og 19. betragtning til direktivet, der er gengivet i denne doms præmis 60 og 61, kræver forpligtelsen for arbejdsmarkedets parter til at sikre vikaransatte en generel beskyttelse imidlertid ikke, at medlemsstaterne detaljeret fastsætter de betingelser og kriterier, som de kollektive overenskomster skal overholde.

67

Som generaladvokaten har anført i punkt 65 i forslaget til afgørelse, skal arbejdsmarkedets parter, når national lovgivning giver disse mulighed for at forhandle og indgå kollektive overenskomster, der falder inden for anvendelsesområdet for et direktiv, imidlertid handle i overensstemmelse med EU-retten generelt og det nævnte direktiv i særdeleshed. Når arbejdsmarkedets parter indgår en kollektiv overenskomst, der falder inden for anvendelsesområdet for direktiv 2008/104, skal de således handle i overensstemmelse med dette direktiv ved bl.a. at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 3 (jf. analogt dom af 19.9.2018, Bedi, C-312/17, EU:C:2018:734, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

68

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at den nationale lovgiver ikke er forpligtet til at fastsætte betingelser og kriterier med henblik på at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte, som omhandlet i denne bestemmelse, når den pågældende medlemsstat giver arbejdsmarkedets parter mulighed for at videreføre eller indgå kollektive overenskomster, der tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for de nævnte arbejdstagere.

69

Henset til besvarelsen af det tredje spørgsmål er det ufornødent at besvare det fjerde spørgsmål.

70

Med det femte spørgsmål, der er stillet i tilfælde af, at det tredje spørgsmål besvares benægtende, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at kollektive overenskomster, der i henhold til denne bestemmelse tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for vikaransatte, kan være genstand for en effektiv domstolsprøvelse med henblik på at efterprøve, om arbejdsmarkedets parter overholder deres forpligtelse til at sikre disse arbejdstageres generelle beskyttelse.

71

Det bemærkes, for det første, at arbejdstagere og arbejdsgivere eller deres respektive organisationer, i henhold til artikel 28 i chartret om grundlæggende rettigheder, i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis bl.a. har ret til at forhandle og indgå kollektive overenskomster på passende niveauer. For det andet præciseres i artikel 152, første afsnit, TEUF, at Unionen »anerkender og fremmer arbejdsmarkedsparternes rolle under hensyntagen til de nationale systemers forskelligartethed«, og at den »letter dialogen mellem dem og respekterer deres uafhængighed«, idet vigtigheden af denne uafhængighed i øvrigt ligeledes fremgår af 19. betragtning til direktiv 2008/104.

72

Denne uafhængighed indebærer, at under den fase, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler om en aftale, råder de selv fuldt ud over denne fase og kan føre drøftelser og handle frit uden at modtage styring eller instruktioner fra nogen og navnlig ikke fra medlemsstaterne eller EU-institutionerne (dom af 2.9.2021, EPSU mod Kommissionen, C-928/19 P, EU:C:2021:656, præmis 61).

73

Det bemærkes således, at arbejdsmarkedets parter råder over en vid skønsmargen ikke blot ved valget af, hvilket bestemt formål blandt andre der ønskes forfulgt på området for socialpolitik og beskæftigelse, men også ved valget af, hvilke foranstaltninger der kan opfylde det (dom af 19.9.2018, Bedi, C-312/17, EU:C:2018:734, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

74

Da retten til at føre kollektive forhandlinger, som er proklameret i chartrets artikel 28, er en bestanddel af EU-retten, skal den imidlertid inden for sit anvendelsesområde udøves i overensstemmelse med denne (dom af 19.9.2018, Bedi, C-312/17, EU:C:2018:734, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

75

Selv om arbejdsmarkedets parter således, som anført i denne doms præmis 73, råder over en vid skønsmargen i forbindelse med forhandlingen og indgåelsen af kollektive overenskomster, er denne skønsmargen følgelig begrænset af forpligtelsen til at sikre overholdelsen af EU-retten.

76

Det følger heraf, at selv om bestemmelserne i direktiv 2008/104, således som det blev konstateret ved besvarelsen af det tredje spørgsmål, ikke pålægger medlemsstaterne at vedtage en bestemt lovgivning, der har til formål at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte, som omhandlet i dette direktivs artikel 5, stk. 3, forholder det sig ikke desto mindre således, at medlemsstaterne, herunder deres retsinstanser, skal sørge for, at de kollektive overenskomster, der tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, bl.a. sikrer den generelle beskyttelse af vikaransatte i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104.

77

Med henblik på at sikre den fulde virkning af direktiv 2008/104 påhviler det, således som generaladvokaten har anført i punkt 79 i forslaget til afgørelse, den forelæggende ret at efterprøve, om kollektive overenskomster, der i henhold til dette direktivs artikel 5, stk. 3, fraviger princippet om ligebehandling, på rimelig vis sikrer den generelle beskyttelse af vikaransatte ved til gengæld at tildele dem kompenserende fordele for enhver fravigelse af det nævnte ligebehandlingsprincip.

78

Uanset den skønsmargen, som arbejdsmarkedets parter har ved forhandlingen og indgåelsen af kollektive overenskomster, er den nationale ret forpligtet til at gøre alt, hvad der henhører under dens kompetence, for at sikre, at kollektive overenskomster er forenelige med de krav, der følger af artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104.

79

Henset til ovenstående betragtninger skal det femte spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at kollektive overenskomster, der i henhold til denne bestemmelse tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for vikaransatte, skal kunne være genstand for en effektiv domstolsprøvelse med henblik på at efterprøve, om arbejdsmarkedets parter overholder deres forpligtelse til at sikre den generelle beskyttelse af disse arbejdstagere.

80

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: