–

den østrigske regering ved J. Schmoll, V.-S. Strasser, A. Posch og G. Eberhard, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Cattabriga og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 29, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem IA og Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (forbundskontoret for immigration og asyl, Østrig) (herefter »forbundskontoret«) vedrørende overførslen af IA til Italien.

3

Fjerde og femte betragtning til Dublin III-forordningen er affattet således:

4

Afdeling VI i kapitel VI i Dublin III-forordningen, som vedrører overførsler af ansøgere til den ansvarlige medlemsstat, indeholder forordningens artikel 29, der har overskriften »Nærmere bestemmelser og frister«, og som fastsætter:

»1.   Overførslen af ansøgeren eller af en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), fra den anmodende medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat sker i overensstemmelse med den anmodende medlemsstats nationale ret efter samråd mellem de berørte medlemsstater, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3.

Såfremt overførslerne til den ansvarlige medlemsstat sker i form af en kontrolleret afrejse eller under ledsagelse, sikrer medlemsstaterne, at de foretages på en human måde under fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og den menneskelige værdighed.

[…]

2.   Finder overførslen ikke sted inden for fristen på seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage den pågældende, og ansvaret overføres så til den anmodende medlemsstat. Denne tidsfrist kan forlænges til højst et år, hvis overførslen ikke kunne gennemføres på grund af fængsling af den pågældende, eller til højst 18 måneder, hvis den pågældende forsvinder.

[…]

4.   [Europa-]Kommissionen fastsætter ved gennemførelsesretsakter ensartede betingelser for konsultation og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne, navnlig ved udsættelse af overførslen eller forsinket overførsel, ved overførsler efter implicit accept, ved overførsler af mindreårige eller afhængige personer og ved kontrollerede overførsler. […]«

5

Kommissionens forordning (EF) nr. 1560/2003 af 2. september 2003 om gennemførelsesforanstaltninger til forordning nr. 343/2003 (EUT 2003, L 222, s. 3), som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 118/2014 af 30. januar 2014 (EUT 2014, L 39, s. 1) (herefter »gennemførelsesforordningen«), indeholder gennemførelsesforanstaltningerne til Dublin III-forordningen.

6

Gennemførelsesforordningens kapitel III med overskriften »Gennemførelse af overførslen« indeholder en artikel 9, der har overskriften »Udsættelse af overførslen og forsinket overførsel«, og som fastsætter:

»1.   Den ansvarlige medlemsstat informeres straks om enhver udsættelse af overførslen, som enten skyldes, at afgørelsen er blevet påklaget eller indbragt for en domstol med opsættende virkning, eller faktiske omstændigheder, såsom ansøgerens dårlige helbredstilstand, manglende transportmuligheder eller det forhold, at ansøgeren har unddraget sig gennemførelsen af overførslen.

1a.   Når en overførsel er blevet forsinket efter anmodning fra den overførende medlemsstat, skal den overførende og den ansvarlige medlemsstat tage kontakt for hurtigst muligt at arrangere en ny overførsel, jf. artikel 8, og senest to uger fra det tidspunkt, hvor myndighederne bliver klar over, at de omstændigheder, der medførte forsinkelsen eller udsættelsen, ikke længere foreligger. I det tilfælde skal der inden overførslen fremsendes en ajourført standardformular til udveksling af oplysninger inden overførslen, jf. bilag VI.

2.   Det påhviler den medlemsstat, som af de grunde, der er omhandlet i artikel 29, stk. 2, i [Dublin III-forordningen], ikke kan foretage overførslen inden for den normale frist på seks måneder efter, at anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om klage eller indbringelse for en domstol, hvor dette tillægges opsættende virkning, at underrette den ansvarlige medlemsstat herom inden fristens udløb. Hvis den undlader at gøre dette, påhviler ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse og de øvrige forpligtelser, som følger af [Dublin III-forordningen], den anmodende medlemsstat i henhold til den pågældende forordnings artikel 29, stk. 2.

[…]«

7

§ 5 i Bundesgesetz über die Gewährung von Asyl (Asylgesetz 2005) (forbundsloven af 2005 om tildeling af asyl) bestemmer i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »AsylG 2005«), følgende:

»[Tilfælde, hvor] Østrig ikke er ansvarlig [for behandlingen af asylansøgningen]

[…]

En anden stats ansvar:

(1) En ansøgning om international beskyttelse, som ikke behandles i henhold til §§ 4 eller 4a, kan ikke antages til behandling, hvis en anden stat er ansvarlig for at behandle ansøgningen om international beskyttelse i medfør af en traktat eller Dublin[ III]-forordningen. […]

(2) Stk. 1 gælder også, hvis en anden stat i medfør af en traktat eller Dublin[ III]-forordningen er ansvarlig for at undersøge, hvilken stat der er ansvarlig for at behandle asylansøgningen eller ansøgningen om international beskyttelse.

[…]«

8

§ 45 i Fremdenpolizeigesetz 2005 (lov af 2005 om fremmedpolitiet) bestemmer:

»(1)   Udlændinge, over for hvem en afgørelse om tilbagesendelse, en udsendelsesforanstaltning, en udvisningsforanstaltning eller et opholdsforbud kan fuldbyrdes, skal udsendes fra området (tilbageførsel til grænsen) af de offentlige sikkerhedsmyndigheder på [forbundskontorets] vegne […].

[…]

(7)   Hvis udlændingen befinder sig på et hospital […], og vedkommendes tilbageførsel til grænsen er nært forestående, skal hospitalet på anmodning straks underrette [forbundskontoret] om den fastsatte eller sandsynlige udskrivelsesdato. Såfremt den dato, der er meddelt i henhold til første punktum, ændres, underretter hospitalet af egen drift [forbundskontoret] herom.«

9

§ 61 i lov af 2005 om fremmedpolitiet fastsætter:

»(1)   [Forbundskontoret] træffer afgørelse om udsendelse af en tredjelandsstatsborger

1. såfremt dennes ansøgning om international beskyttelse afvises i henhold til § 4a eller 5 i AsylG 2005, eller efter enhver anden afgørelse om afvisning i henhold til § 68, stk. 1, i Allgemeines Verwaltungsverfahrensgesetz [(den almindelige forvaltningslov)], som følger efter en afgørelse om afvisning i henhold til §§ 4a eller 5 i AsylG 2005, […]

[…]

(2)   En udsendelsesforanstaltning har til følge, at tredjelandsstatsborgeren kan føres tilbage over grænsen mod bestemmelseslandet. Foranstaltningen forbliver i kraft i 18 måneder regnet fra tredjelandsstatsborgerens udrejse.

[…]«

10

§ 3 i Unterbringungsgesetz (lov om ikke-strafferetlig anbringelse af behandlingskrævende psykisk syge på psykiatriske afdelinger, herefter »UbG«) med overskriften »Betingelser for anbringelse« bestemmer:

»En person kan kun anbringes på en psykiatrisk afdeling, hvis

11

UbG’s § 8 med overskriften »Uanmodet anbringelse« fastsætter:

»En person kan kun anbringes på en psykiatrisk afdeling mod eller uden vedkommendes vilje, hvis en læge fra den offentlige sundhedstjeneste, en læge i politiet eller en læge inden for den primære sundhedspleje, der er bemyndiget hertil […], og som den pågældende er blevet præsenteret for, og som har undersøgt vedkommende, attesterer, at betingelserne for anbringelse er opfyldt. Attesten angiver de detaljerede grunde til, at lægen mener, at betingelserne for anbringelse er opfyldt.«

12

Den nævnte lovs § 9 fastsætter:

»(1)   De offentlige sikkerhedsorganer har ret og pligt til at bringe en person, om hvem de af særlige grunde finder, at betingelserne for anbringelse er opfyldt, til en læge med henblik på undersøgelse (§ 8), eller at tilkalde en læge til at undersøge den pågældende. Hvis lægen udsteder en attest, der attesterer, at betingelserne for anbringelse er opfyldt, skal de offentlige sikkerhedsorganer bringe den pågældende til en psykiatrisk afdeling eller sørge for, at vedkommende bringes dertil. Hvis lægen ikke udsteder en sådan attest, må den pågældende ikke længere tilbageholdes.

(2)   I tilfælde af overhængende fare kan de offentlige sikkerhedsorganer ligeledes bringe den pågældende person til en psykiatrisk afdeling uden en forudgående lægelig undersøgelse og uden lægeattest.

(3)   Lægen og de offentlige sikkerhedsorganer skal handle så skånsomt som muligt over for den berørte person og træffe de nødvendige foranstaltninger for at forebygge enhver fare. De skal så vidt muligt samarbejde med de psykiatriske institutioner uden at gøre brug af en psykiatrisk afdeling og om nødvendigt benytte de lokale akutafdelinger.«

13

Samme lovs § 10, stk. 1, fastsætter:

»Afdelingschefen undersøger straks den pågældende. Den pågældende kan kun indlægges, såfremt det følger af lægeerklæringen, at betingelserne for anbringelse er opfyldt.

[…]«

14

UbG’s § 11 bestemmer:

»§ 10 finder tilsvarende anvendelse, såfremt

15

UbG’s § 17 med overskriften »Meddelelse til retten« bestemmer:

»Hvis en person indlægges på en psykiatrisk afdeling uden at have anmodet herom (§§ 10 og 11), underretter afdelingschefen straks retten. […]«

16

Denne lovs § 18 med overskriften »Sagens genstand« fastsætter:

»Retten træffer afgørelse om lovligheden af anbringelsen af den syge i de i §§ 10 og 11 omhandlede tilfælde efter at have undersøgt betingelserne for anbringelse.«

17

UbG’s § 20, stk. 1, bestemmer:

»Hvis retten under høringen konkluderer, at betingelserne for anbringelse er opfyldt, erklærer den anbringelsen for midlertidigt lovlig, indtil der er truffet afgørelse i henhold til § 26, stk. 1, og fastsætter et retsmøde, der afholdes senest 14 dage efter høringen.«

18

Samme lovs § 26, stk. 1, lyder:

»Efter retsmødet træffer retten afgørelse om lovligheden af anbringelsen. Afgørelsen skal træffes i dette retsmøde under patientens tilstedeværelse. Afgørelsen skal begrundes og forklares for patienten.«

19

I oktober 2016 indrejste IA, der er marokkansk statsborger, til Italien fra Libyen. Det italienske politi registrerede derefter IA’s personlige og biometriske data.

20

Derefter rejste IA til Østrig, hvor han indgav en asylansøgning den 20. februar 2017.

21

Den 1. marts 2017 rettede de østrigske myndigheder en anmodning til de italienske myndigheder om overtagelse af IA. Denne anmodning blev aldrig besvaret.

22

Den 30. maj 2017 meddelte de østrigske myndigheder de italienske myndigheder, at anmodningen om overtagelse ansås for at være accepteret, og at fristen på seks måneder for at gennemføre overførslen var begyndt at løbe den 2. maj 2017.

23

Ved afgørelse af 12. august 2017 afviste forbundskontoret at realitetsbehandle IA’s asylansøgning og anordnede hans udsendelse til Italien.

24

Den 25. september 2017 anlagde IA sag til prøvelse af denne afgørelse ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig). Han hævede senere sagen.

25

Mellem den 20. september 2017 og den 6. oktober 2017 modtog IA efter egen anmodning psykiatrisk behandling på et hospital i Wien (Østrig).

26

Overførslen af IA til Italien, som var planlagt til den 23. oktober 2017, kunne ikke finde sted, idet han mellem den 6. oktober 2017 og den 4. november 2017 uden at have anmodet herom var anbragt på den psykiatriske afdeling på et hospital i Wien. En distriktsdomstol i Wien fastslog først, at denne anbringelse var foreløbig lovlig ved en første kendelse af 6. oktober 2017, og derefter at den var lovlig indtil den 17. november 2017 ved en anden kendelse afsagt den 17. oktober 2017. Den nævnte ret gav tilladelse til, at IA blev anbragt med den begrundelse, at han på grund af sin psykiske sygdom udgjorde en alvorlig og væsentlig trussel mod sig selv og andre.

27

Den 25. oktober 2017 meddelte de østrigske myndigheder de italienske myndigheder, at fristen for overførsel af IA var blevet forlænget til 12 måneder i henhold til Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, som følge af, at han var blevet anbragt på et hospitals psykiatriske afdeling.

28

IA’s anbringelse ophørte før tid den 4. november 2017. På denne dato blev han efter egen anmodning indlagt på et hospitals psykiatriske afdeling, som han forlod den 6. november 2017.

29

Den 6. december 2017 blev IA med fly overført til Italien under politieskorte og ledsagelse af en læge.

30

Den 22. december 2017 indgav IA en asylansøgning i Italien, som blev imødekommet den 24. april 2018.

31

IA anlagde herefter sag ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) til prøvelse af sin overførsel fra Østrig til Italien med den begrundelse, at overførslen foregik efter udløbet den 2. november 2017 af fristen på seks måneder i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, første afsnit, og derfor var ulovlig, fordi den fandt sted for sent.

32

Ved dom af 14. februar 2020 frifandt denne retsinstans forbundskontoret, idet den fandt søgsmålet ugrundet. Denne retsinstans var af den opfattelse, at de østrigske myndigheder den 25. oktober 2017 havde underrettet de italienske myndigheder om forlængelsen af overførselsfristen på seks måneder i henhold til Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, på grund af den pågældendes frihedsberøvelse. Denne overførselsfrist, som ville udløbe den 2. november 2017, blev således forlænget med seks måneder indtil den 2. maj 2018. Overførslen af IA, der foregik den 6. december 2017, fandt derfor ikke sted for sent.

33

Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) var af den opfattelse, at anbringelsen af IA på en psykiatrisk facilitet mod sin vilje ved en retskendelse i overensstemmelse med betingelserne i UbG’s § 3 beroede på den konstatering, at denne person på grund af sin psykiske sygdom udgjorde en alvorlig og væsentlig fare for sit eget og andres liv.

34

Ifølge denne ret udgør en frihedsberøvelse på grund af psykisk sygdom en frihedsberøvende foranstaltning, således som det fremgår af artikel 6, 52 og 53 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af artikel 5, stk. 1, litra e), i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950. Med henblik på forlængelse af overførselsfristen som følge af en »fængsling« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, er det imidlertid hverken nødvendigt, at frihedsberøvelsen finder sted i et fængsel, eller at den er baseret på en domfældelse. Det afgørende forhold er, at den overførende medlemsstat er forhindret i at overføre den berørte person til den kompetente medlemsstat, når denne person er unddraget de administrative myndigheders kontrol ved en retsafgørelse.

35

Den forelæggende ret, ved hvilken IA har iværksat revisionsanke til prøvelse af dommen fra Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager), er af den opfattelse, at det væsentlige spørgsmål, der må rejses med henblik på at afgøre, om overførslen af IA til Italien i det foreliggende tilfælde var lovlig, er, om begrebet »fængsling« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, hvilket begreb i øvrigt ikke er defineret i denne forordning, skal forstås således, at det omfatter en frihedsberøvelse som den i hovedsagen omhandlede, dvs. en anbringelse mod eller uden den pågældendes vilje på et hospitals psykiatriske afdeling på grund af psykisk sygdom, der er blevet erklæret lovlig af en retsinstans.

36

Den forelæggende ret har påpeget, at dette spørgsmål kan besvares bekræftende af de grunde, som Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) har anført. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at det modsatte svar ligeledes er muligt, for det første fordi »uanmodet anbringelse« som omhandlet i UbG’s § 8 ff. først og fremmest er en lægelig foranstaltning, som retten blot erklærer lovlig, hvilken foranstaltning ikke nødvendigvis synes at være omfattet af ordet »Inhaftierung« i den tyske version, »imprisonment« i den engelske version eller »emprisonnement« i den franske version.

37

For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at alvorlige sygdomme, som midlertidigt forhindrer en overførsel til den ansvarlige medlemsstat, ikke kan begrunde en forlængelse af overførselsfristen i henhold til Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, således som det bekræftes af Domstolens praksis (dom af 16.2.2017, C.K. m.fl., C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 89).

38

For det tilfælde, at Domstolen måtte fastslå, at en anbringelse på en psykiatrisk afdeling på et hospital er omfattet af begrebet »fængsling« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, finder den forelæggende ret det nødvendigt at få afklaret den præcise varighed af forlængelsen af overførselsfristen i det foreliggende tilfælde.

39

I denne forbindelse kan det antages, at overførselsfristen kan forlænges med den periode, hvor IA mod sin vilje rent faktisk var anbragt på et hospitals psykiatriske afdeling, eller med »fængslingens« formodede varighed, som den anmodede medlemsstat blev underrettet om i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 9, stk. 2, i givet fald med en yderligere rimelig frist til at tilrettelægge overførslen.

40

På denne baggrund har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

41

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, skal fortolkes således, at begrebet »fængsling« i denne bestemmelses forstand omfatter en anbringelse af en asylansøger på et hospitals psykiatriske afdeling, der er blevet godkendt ved en retsafgørelse, med den begrundelse, at den pågældende på grund af en psykisk sygdom udgør en væsentlig fare for sig selv eller samfundet.

42

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det efter Domstolens faste praksis følger såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Den Europæiske Union skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til ikke alene bestemmelsens ordlyd, men ligeledes til dens kontekst og det formål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 15.4.2021, The North of England P & I Association, C-786/19, EU:C:2021:276, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

43

Det må imidlertid konstateres, at begrebet »fængsling« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, ikke er defineret af EU-lovgiver, og at denne bestemmelse ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge begrebets betydning og rækkevidde. Der skal således foretages en selvstændig og ensartet fortolkning af dette begreb.

44

Hvad for det første angår ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, bemærkes indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at den formulering, der er anvendt i en af sprogversionerne af en EU-retlig bestemmelse, ikke kan tjene som eneste grundlag for bestemmelsens fortolkning eller tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner (dom af 15.4.2021, The North of England P & I Association, C-786/19, EU:C:2021:276, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

45

I det foreliggende tilfælde anvendes udtrykket »fængsling« eller det beslægtede og stort set ombyttelige udtryk »fængselsstraf« i størstedelen af sprogversionerne af denne bestemmelse. Dette gælder således for versionerne affattet på spansk, tjekkisk, dansk, engelsk, fransk, maltesisk, nederlandsk, rumænsk, slovakisk og finsk.

46

Andre sprogversioner, der klart er i mindretal, såsom den italienske, den portugisiske eller den svenske, anvender derimod bredere udtryk, som betegner henholdsvis frihedsberøvelse, tilbageholdelse eller det forhold, at den berørte er frataget sin frihed, uden at disse udtryk antyder en forbindelse med »fængsling« eller en »fængselsstraf«.

47

Hvad angår ordet »Inhaftierung«, der anvendes i den tyske version, har den østrigske regering gjort gældende, at det i gængs sprogbrug navnlig omfatter »frihedsberøvelse« og derfor ikke kan begrænses til at omfatte fængsling, der er anordnet af en domstol inden for rammerne af en straffesag, hvorimod den tyske regering er af den opfattelse, at dette begreb kan forstås i denne mere begrænsede betydning.

48

Hvad endvidere angår en ordlydsfortolkning af Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, fremgår det af den almindelige betydning af udtrykket »fængsling« eller »fængselsstraf«, der, således som det konstateres i denne doms præmis 45, anvendes i størstedelen af sprogversionerne af denne bestemmelse, at dette i det væsentlige betyder en frihedsstraf, der pålægges inden for rammerne af en straffesag som følge af, at den berørte part er skyldig i eller mistænkt for at have begået en lovovertrædelse.

49

Nærmere bestemt betegner dette udtryk efter sin sædvanlige betydning en frihedsstraf, der som hovedregel skal afsones i et fængsel, og som pålægges af en domstol, når den ved en straffesags afslutning fastslår, at en person er skyldig i en lovovertrædelse. Ifølge sin sædvanlige betydning omfatter dette udtryk desuden også varetægtsfængsling af en person, der mistænkes for at have begået en strafbar handling, og som principielt er anordnet ved en retsafgørelse inden for rammerne af en straffesag.

50

Henset til denne almindelige betydning kan en tvangsanbringelse af en person på et hospitals psykiatriske afdeling, der er godkendt af en domstol med den begrundelse, at den pågældende lider af en psykisk sygdom, der gør vedkommende særligt farlig for sig selv eller samfundet, ikke kvalificeres som »fængsling« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum.

51

I denne henseende skal det fastslås, at en tvangsanbringelse i henhold til UbG finder sted, uden at den pågældende er blevet dømt for at have begået en strafbar handling, eller uden at vedkommende er mistænkt for at have begået en sådan handling.

52

En sådan anbringelse er derfor grundlæggende forskellig fra en psykiatrisk internering af en person, der anordnes med den begrundelse, at denne har begået en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende imidlertid ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig på grund af en psykisk sygdom, som vedkommende led af på tidspunktet for den påståede lovovertrædelse.

53

For det andet er den sammenhæng, hvori Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, indgår, og de formål, der forfølges med denne forordning, ikke til hinder for en fortolkning, hvorefter begrebet »fængsling« som omhandlet i denne bestemmelse kun omfatter frihedsberøvelse, der er pålagt ved en retsafgørelse inden for rammerne af en straffesag på grund af en lovovertrædelse, som asylansøgeren er ansvarlig for, eller for hvilken den pågældende mistænkes for at have begået.

54

I denne henseende bemærkes, at Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, undtagelsesvis gør det muligt at forlænge den frist for overførsel på seks måneder, der er fastsat i denne forordnings artikel 29, stk. 1, og artikel 29, stk. 2, første punktum, for at tage hensyn til den omstændighed, at det materielt er umuligt for den anmodende medlemsstat at gennemføre overførslen af den pågældende person, fordi denne er fængslet eller forsvundet (dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 60).

55

En vid fortolkning af begrebet »fængsling« som omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, som omfattende alle frihedsberøvende foranstaltninger, herunder dem, der ikke er pålagt inden for rammerne af en straffesag på grund af en lovovertrædelse, som den berørte part har begået eller er mistænkt for at have begået, ville imidlertid ikke tage hensyn til, at der, som Domstolen har fremhævet, er tale om en undtagelsesvis forlængelse.

56

Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, skal nemlig, for så vidt som den i to specifikke tilfælde fastsætter en undtagelse fra den hovedregel, der er fastsat i denne forordnings artikel 29, stk. 1, og artikel 29, stk. 2, første punktum, ifølge et princip, der er fastslået i Domstolens faste praksis, fortolkes strengt (jf. bl.a. dom af 20.5.2021, X (LPG-tankvogne, C-120/19, EU:C:2021:398, præmis 50).

57

Det er desuden korrekt, at Domstolen i præmis 61 og 62 i dom af 19. marts 2019, Jawo (C-163/17, EU:C:2019:218), forkastede en fortolkning af begrebet »forsvinder« i Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, hvorefter det skulle være nødvendigt at godtgøre, at den pågældende havde til hensigt at unddrage sig de kompetente nationale myndigheder, for at undgå risikoen for, at disse myndigheder i givet fald vil støde på betydelige vanskeligheder eller ikke kan sikre, at Dublinsystemet fungerer effektivt, og at formålene hermed opfyldes.

58

En fortolkning af begrebet »fængsling« i samme bestemmelses forstand, der er begrænset til frihedsberøvelse, der pålægges ved retsafgørelser inden for rammerne af straffesager, og som udelukker andre former for frihedsberøvende foranstaltninger, indebærer derimod ikke en sådan risiko.

59

En sådan fortolkning kræver nemlig kun en enkel faktuel kontrol af, om der foreligger en retsafgørelse om frihedsberøvelse, som er vedtaget inden for rammerne af en straffesag, i forhold til en person, der har begået en lovovertrædelse, eller som er mistænkt for at have begået en lovovertrædelse.

60

En kontrol af denne art indebærer ikke særlige praktiske vanskeligheder, der kan hindre, at Dublinsystemet fungerer effektivt, og at formålene hermed opfyldes.

61

Denne fortolkning er således heller ikke i strid med det formål om hurtighed, som Dublin III-forordningen forfølger ifølge fjerde og femte betragtning hertil (dom af 19.3.2019, Jawo, C-163/17, EU:C:2019:218, præmis 58 og 59).

62

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 2, andet punktum, skal fortolkes således, at begrebet »fængsling« i denne bestemmelses forstand ikke omfatter en tvangsanbringelse af en asylansøger på et hospitals psykiatriske afdeling, der er blevet godkendt ved en retsafgørelse, med den begrundelse, at den pågældende på grund af en psykisk sygdom udgør en væsentlig fare for sig selv eller samfundet.

63

Den forelæggende ret har stillet det andet spørgsmål for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares bekræftende. Det fremgår imidlertid af denne doms præmis 62, at dette spørgsmål skal besvares benægtende. Det er herefter ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

64

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 29, stk. 2, andet punktum, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne, skal fortolkes således, at begrebet »fængsling« i denne bestemmelses forstand ikke omfatter en tvangsanbringelse af en asylansøger på et hospitals psykiatriske afdeling, der er blevet godkendt ved en retsafgørelse, med den begrundelse, at den pågældende på grund af en psykisk sygdom udgør en væsentlig fare for sig selv eller samfundet.