1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4 og 5 i Rådets rammeafgørelse 2005/212/RIA af 24. februar 2005 om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold (EUT 2005, L 68, s. 49) og af artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag indledt mod DELTA STROY 2003 EOOD (herefter »DELTA STROY«) med henblik på at pålægge dette selskab en bøde på grund af en strafbar handling vedrørende merværdiafgift (herefter »moms«), som er blevet foreholdt selskabets direktør og repræsentant.

3

Artikel 1 i rammeafgørelse 2005/212 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»I denne rammeafgørelse forstås ved:

[…]«

4

Denne rammeafgørelses artikel 2 med overskriften »Konfiskation« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at det er muligt helt eller delvist at konfiskere redskaber og udbytte, der stammer fra kriminelle handlinger, der kan straffes med frihedsstraf af mere end et års varighed, eller formuegoder, hvis værdi svarer til et sådant udbytte.

2.   Hvad angår overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen kan medlemsstaterne anvende andre procedurer end de strafferetlige for at fratage gerningsmanden udbyttet fra lovovertrædelsen.«

5

Den nævnte rammeafgørelses artikel 4 med overskriften »Retsmidler« fastsætter:

»Enhver medlemsstat træffer de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre, at interesserede parter, der er berørt af foranstaltningerne i artikel 2 og 3, råder over effektive retsmidler med henblik på at forsvare deres rettigheder.«

6

Samme rammeafgørelses artikel 5 med overskriften »Sikkerhedsforanstaltninger« bestemmer:

»Rammeafgørelsen indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og principper, navnlig uskyldsformodningen, som nedfældet i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«

7

Artikel 1 i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe (EUT 2005, L 76, s. 16), der har overskriften »Definitioner«, bestemmer:

»I denne rammeafgørelse forstås ved:

[…]

[…]

Bødestraf omfatter ikke:

[…]«

8

Artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union (EUT 2014, L 127, s. 39) bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

9

Dette direktivs artikel 14, stk. 1, fastsætter:

»Fælles aktion 98/699/RIA [af 3. december 1998 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (EFT 1998, L 333, s. 1)], artikel 1, litra a), og artikel 3 og 4 i [Rådets] rammeafgørelse 2001/500/RIA [af 26. juni 2001 om hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning eller beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold], og de fire første led i artikel 1 og artikel 3 i rammeafgørelse 2005/212/RIA erstattes af dette direktiv for de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, idet dette dog ikke berører disse medlemsstaters forpligtelser for så vidt angår fristerne for gennemførelse af rammeafgørelserne i national ret.«

10

Zakon za administrativnite narusjenia i nakazania (lov om administrative overtrædelser og sanktioner) (DV nr. 92 af 28.11.1969) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, omfatter et kapitel 4 med overskriften »Administrative sanktioner af strafferetlig karakter over for juridiske personer og enkeltmandsvirksomheder«, der indeholder denne lovs artikel 83, 83a, 83b og 83d-83g.

11

Denne lovs artikel 83 bestemmer:

»(1)   I de tilfælde, der er fastsat ved de relevante love, dekreter og ministerielle eller kommunale bekendtgørelser, kan juridiske personer eller enkeltmandsvirksomheder pålægges en bøde for manglende opfyldelse af forpligtelser over for staten eller kommunen i forbindelse med udøvelsen af deres virksomhed.

(2)   Den i stk. 1 omhandlede bøde pålægges efter de procedurer, der er fastsat i denne lov, såfremt andet ikke er bestemt i den relevante retsakt.«

12

Samme lovs artikel 83a fastsætter:

»(1)   Enhver juridisk person, som har beriget sig eller har haft til hensigt at berige sig ved en overtrædelse i henhold til straffelovens artikel 255 […] samt ved enhver overtrædelse, der er begået på vegne af eller på initiativ fra en organiseret kriminel gruppe, af:

pålægges en bøde, der som minimum svarer til værdien af fordelen, på op til 1000000 [bulgarske leva (BGN), ca. 511000 EUR], når der er tale om en økonomisk fordel […].

(2)   Juridiske personer, der ikke har hjemsted på Republikken Bulgariens område, pålægges ligeledes bøden, når den i stk. 1 omhandlede overtrædelse er begået på Republikken Bulgariens område.

(3)   Bøden pålægges den juridiske person, selv om de i stk. 1, nr. 1, 2 og 3, nævnte personer har tilskyndet eller medvirket til de angivne overtrædelser, og når overtrædelsen ikke er nået videre end forsøgsstadiet.

(4)   Bøden pålægges, uanset om de personer, der har deltaget i overtrædelsen i henhold til stk. 1, faktisk har pådraget sig et strafferetligt ansvar.

(5)   Det udbytte, som den juridiske person direkte eller indirekte har opnået fra overtrædelsen i henhold til stk. 1, konfiskeres til fordel for staten, medmindre udbyttet skal tilbagebetales, tilbageføres eller konfiskeres i henhold til straffeloven. Såfremt de genstande eller formuegoder, som er genstand for overtrædelsen, mangler eller er blevet solgt, træffes der afgørelse om konfiskation af deres modværdi i leva (BGN).

[…]«

13

Artikel 83b i lov om administrative overtrædelser og sanktioner bestemmer:

»(1)   Proceduren i henhold til artikel 83а indledes efter et begrundet forslag fra den offentlige anklager, der har kompetence til at behandle sagen eller akterne vedrørende den pågældende overtrædelse, ved Okrazjen sad [(regional domstol)] på den juridiske persons hjemsted og i de i artikel 83а, stk. 2, omhandlede tilfælde ved Sofijski gradski sad [(byretten i Sofia, Bulgarien)]:

[…]

(2)   Forslaget skal […]:

[…]«

14

Denne lovs artikel 83d fastsætter:

»[…]

(2)   Retten, der sættes af en enedommer, behandler forslaget i offentligt retsmøde, hvori anklagemyndigheden deltager, og hvortil den juridiske person er indkaldt.

(3)   Udebliver den juridiske persons repræsentant, er dette ikke til hinder for, at retten påkender sagen, såfremt indkaldelsen er sket behørigt.

(4)   Retten optager beviser ex officio eller på parternes begæring.

(5)   Retten behandler sagen og vurderer på grundlag af de optagne beviser:

(6)   Retten træffer en afgørelse, hvorved den:

(7)   Den i stk. 6, nr. 1, omhandlede afgørelse skal indeholde:

[…]«

15

Lovens artikel 83e bestemmer:

»[…]

(1)   En afgørelse truffet af Okrazjen sad [(regional domstol)] i henhold til artikel 83d, stk. 6, kan anfægtes [af den person, der pålægges bøden] ved en appel eller [af anklagemyndigheden] ved en klage (»indsigelse«) til Apelativen sad (appeldomstol, Bulgarien), inden for en frist på 14 dage regnet fra underretningen af parterne om afgørelsen.

(2)   Sagen behandles i offentligt retsmøde med deltagelse af anklagemyndigheden. Den juridiske person indkaldes ligeledes til retsmødet.

(3)   Der kan alene fremlægges skriftlige beviser i sagen […]

(4)   Apelativen sad [(appeldomstol)] træffer en afgørelse, hvorved den:

(5)   Apelativen sads [(appeldomstol)] afgørelse er endelig.«

16

Artikel 83f i lov om administrative overtrædelser og sanktioner har følgende ordlyd:

»[…]

(1)   Den procedure, hvorved Okrazjen sad [(regional domstol)] eller Apelativen sad [(appeldomstol)] har truffet en endelig afgørelse, kan genoptages, når:

(2)   Der kan indgives begæring om genoptagelse inden for en frist på seks måneder fra datoen for kendskabet til den omstændighed, der er årsag til begæringen, og i de i stk. 1, nr. 6, omhandlede tilfælde fra den dato, hvor den afgørelse, der er truffet af Okrazjen sad [(regional domstol)] eller Apelativen sad [(appeldomstol)], træder i kraft.

(3)   Begæringen om genoptagelse har ikke opsættende virkning for gennemførelsen af den afgørelse, der er trådt i kraft, medmindre retten bestemmer andet.

(4)   En begæring om genoptagelse af proceduren kan indgives af:

(5)   Begæringen om genoptagelse behandles af Apelativen sad [(appeldomstol)] i den retskreds, hvorunder den myndighed, der har truffet den ikrafttrådte afgørelse, hører.

(6)   Apelativen sad [(appeldomstol)] behandler begæringen under deltagelse af tre dommere. Når begæringen om genoptagelse vedrører en afgørelse, der er truffet af Apelativen sad [(appeldomstol)], behandles den af en anden afdeling ved samme domstol.

(7)   Sagen behandles i offentligt retsmøde med deltagelse af anklagemyndigheden. Den juridiske person indkaldes ligeledes til retsmødet.

(8)   Såfremt Apelativen sad [(appeldomstol)] tager begæringen til følge, annullerer den afgørelsen og hjemviser sagen med henblik på fornyet behandling under angivelse af det processkrift, fra hvilket behandlingen skal genoptages.«

17

Denne lovs artikel 83g bestemmer:

»For så vidt angår de spørgsmål, som ikke er reguleret i artikel 83b og 83d-83f, finder strafferetsplejelovens bestemmelser anvendelse.«

18

Artikel 255, stk. 1, i Nakazatelen kodeks (straffeloven) bestemmer:

»Enhver, som unddrager sig ansættelse eller betaling af skyldig skat eller afgift af betydeligt omfang, ved at:

[…]

[…]

straffes med frihedsstraf på et til seks år og med en bøde på op til 2000 [BGN].«

19

ZK er direktør for og repræsenterer DELTA STROY, der har hjemsted i Burgas (Bulgarien). Den 5. august 2019 blev der rejst tiltale mod ZK for i denne egenskab, i form af en vedvarende overtrædelse, at have unddraget sig betaling af skyldig afgift på i alt 11388,98 BGN (ca. 5800 EUR) svarende til den skyldige moms for afgiftsperioderne marts, april og juli 2009, hvilket er strafbart i henhold til straffelovens artikel 255, stk. 1, nr. 2 og 3. Denne straffesag verserede ved Okrazjen sad – Burgas (den regionale domstol i Burgas, Bulgarien) på tidspunktet for indgivelsen af denne anmodning om præjudiciel afgørelse.

20

Den 9. december 2020 foreslog den offentlige anklager ved okrazjna prokuratura – Burgas (den regionale anklagemyndighed i Burgas, Bulgarien) i forbindelse med en særskilt procedure sidstnævnte retsinstans, at DELTA STROY blev pålagt en bøde på grundlag af artikel 83a ff. i lov om administrative overtrædelser og sanktioner, idet dette selskab havde opnået en økonomisk fordel som følge af den overtrædelse, som ZK havde begået. Dette forslag var vedlagt anklageskriftet mod ZK.

21

Okrazjen sad – Burgas (den regionale domstol i Burgas) er i tvivl om, hvorvidt artikel 83a ff. i lov om administrative overtrædelser og sanktioner er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2005/212 og det strafferetlige legalitetsprincip, der er fastsat i chartrets artikel 49, for så vidt som disse bestemmelser giver en straffedomstol mulighed for at pålægge en juridisk person en bøde på grund af en overtrædelse, der er genstand for en endnu ikke endeligt afsluttet parallel straffesag.

22

Denne retsinstans har indledningsvis anført, at det i en tidligere affattelse af de relevante bestemmelser i lov om administrative overtrædelser og sanktioner var fastsat, at en juridisk person først kunne pålægges en bøde på grund af en overtrædelse begået af en fysisk person i forbindelse med den juridiske persons virksomhed, efter at den retslige afgørelse, hvorved den fysiske person var blevet dømt, havde fået retskraft. I forbindelse med ændringen af disse bestemmelser er dette krav imidlertid blevet opgivet.

23

Okrazjen sad – Burgas (den regionale domstol i Burgas) har forklaret, at der i den foreliggende sag er blevet anlagt to parallelle sager, den ene mod ZK på grundlag af straffelovens artikel 255, stk. 1, vedrørende en overtrædelse af afgiftslovgivningen, som hun angiveligt har begået, og den anden mod DELTA STROY på grundlag af artikel 83a ff. i lov om administrative overtrædelser og sanktioner med påstand om, at dette selskab pålægges en bøde svarende til økonomiske fordel, som er opnået ved denne overtrædelse. Samme domstol har anført, at lov om administrative overtrædelser og sanktioner ikke giver mulighed for at udsætte den sag, der er anlagt i henhold til lovens artikel 83a ff., indtil straffesagen mod ZK er afsluttet.

24

Dernæst finder den forelæggende ret, at den omstændighed, at en juridisk person som følge af en overtrædelse begået af en fysisk person pålægges en bøde, der svarer til den fordel, som den juridiske person har opnået eller kunne opnå på grund af denne overtrædelse, udgør en hel eller delvis konfiskation af udbyttet fra overtrædelsen som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/212.

25

Endelig har den forelæggende ret erindret om, at chartrets artikel 49 fastsætter det strafferetlige legalitetsprincip, som forbyder pålæggelse af en sanktion, inden det er fastslået, at der er begået en overtrædelse. Med hensyn til lov om administrative overtrædelser og sanktioner er spørgsmålet om, hvorvidt en overtrædelse faktisk er blevet begået af den fysiske person, imidlertid ikke blandt de forhold, som straffedomstolen i henhold til denne lovs artikel 83d, stk. 5, skal vurdere ved afgørelsen af, om den juridiske person eventuelt skal pålægges en strafferetlig bøde.

26

I sager i henhold til artikel 83a ff. i lov om administrative overtrædelser og sanktioner er det således i praksis muligt at pålægge en juridisk person en sanktion alene på grundlag af oplysninger i den tiltale, der er rejst mod den juridiske persons repræsentant og direktør, vedrørende en konkret overtrædelse, som endnu ikke er blevet fastslået ved en retslig afgørelse, der har fået retskraft.

27

På denne baggrund har Okrazjen sad – Burgas (den regionale domstol i Burgas) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

I henhold til Domstolens faste praksis tilkommer det Domstolen inden for rammerne af den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges. Det påhviler nemlig Domstolen at fortolke alle de bestemmelser i EU-retten, som de nationale retter skal anvende for at træffe afgørelse i de for dem verserende tvister, også selv om disse bestemmelser ikke udtrykkeligt er omtalt i de præjudicielle spørgsmål, der forelægges Domstolen (jf. i denne retning dom af 7.7.2022, Pensionsversicherungsanstalt (Børnepasningsperioder i udlandet), C-576/20, EU:C:2022:525, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

29

I denne henseende bemærkes for det første, at selv om den forelæggende ret med sit første spørgsmål ønsker oplyst, hvordan artikel 4 og 5 i rammeafgørelse 2005/212 om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold skal fortolkes, vedrører hovedsagen ikke en sådan konfiskationssag.

30

Hvad indledningsvis angår begrebet »konfiskation« er det nemlig ikke definitionen i artikel 1, fjerde led, i rammeafgørelse 2005/212, men definitionen i artikel 2, nr. 4), i direktiv 2014/42, der skal anvendes, idet dette direktiv i henhold til artikel 14, stk. 1, heri har erstattet bl.a. de fire første led i denne rammeafgørelses artikel 1. Ifølge sidstnævnte definition er en konfiskation en »endelig berøvelse af formuegoder pålagt af retten i forbindelse med en strafbar handling«.

31

Dernæst fastsætter artikel 2, stk. 1, i rammeaftale 2005/212, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at det er muligt helt eller delvist at konfiskere redskaber og udbytte, der stammer fra kriminelle handlinger, der kan straffes med frihedsstraf af mere end et års varighed, eller formuegoder, hvis værdi svarer til et sådant udbytte.

32

Endelig fremgår det af artikel 2, nr. 1), i direktiv 2014/42, at et »udbytte« er enhver økonomisk fordel, der stammer fra en strafbar handling, og at det kan bestå af alle former for formuegoder.

33

Selv om et pengebeløb i denne forbindelse udgør et »formuegode«, der kan konfiskeres (jf. i denne retning dom af 21.10.2021, Okrazjna prokuratura – Varna, C-845/19 og C-863/19, EU:C:2021:864, præmis 58), kan et sådant formuegode kun gøres til genstand for en konfiskationsforanstaltning i henhold til artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/212, hvis det udgør en fordel, der stammer fra en kriminel handling, dvs. er et udbytte heraf eller et redskab herfra, dvs. et gode, der anvendes eller påtænkes anvendt til at begå denne kriminelle handling.

34

Derimod betegner begrebet »bødestraf« som defineret i artikel 1, litra b), nr. i), i rammeafgørelse 2005/214 pligten til at betale et beløb, som det ved en strafferetlig afgørelse pålægges en person at betale på grund af domfældelse for begåelse af en strafbar handling. Det er i denne bestemmelse præciseret, at dette begreb bl.a. ikke omfatter kendelser om konfiskation af redskaber eller udbytte fra strafbart forhold.

35

Det bemærkes i denne henseende, at en bødes størrelse ikke nødvendigvis svarer til værdien af den økonomiske fordel, der er opnået ved den overtrædelse, som denne bøde sanktionerer. En sådan bøde kan nemlig fastsættes til et beløb, der er lavere end, svarende til eller højere end værdien af denne fordel, og den kan endog pålægges, selv om der ikke er opnået en fordel, eller samtidigt med konfiskation af udbytte, der stammer fra den strafbare handling. I øvrigt kan en sådan bøde heller ikke sidestilles med konfiskation af det redskab, hvormed den pågældende overtrædelse er blevet begået.

36

Det fremgår således, at EU-lovgiver med vedtagelsen af rammeafgørelse 2005/212 og 2005/214 har ønsket at sondre mellem foranstaltninger vedrørende konfiskation af formuegoder, som udgør et udbytte eller redskab fra strafbare handlinger, og foranstaltninger vedrørende den bøde, der er forbundet med sådanne handlinger.

37

I det foreliggende tilfælde finder den forelæggende ret, at den omstændighed, at en juridisk person som følge af en overtrædelse begået af en fysisk person pålægges en bøde, der svarer til den fordel, som den juridiske person har opnået eller kunne opnå på grund af denne overtrædelse, udgør en hel eller delvis konfiskation af udbyttet fra overtrædelsen som omhandlet i rammeafgørelse 2005/212. Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at bulgarsk ret tillader pålæggelse af en sådan bøde, selv om der ikke faktisk er opnået en fordel, eller fordelen ikke er af økonomisk karakter, og tilføjet, at den procedure, der er omhandlet i artikel 83a ff. i lov om administrative overtrædelser og sanktioner, ikke udelukkende omhandler ulovligt erhvervede formuegoder. Det fremgår desuden af denne lovs artikel 83a, stk. 1, at størrelsen af den bøde, der kan pålægges, kan overstige værdien af den opnåede fordel.

38

Henset til det ovenstående udgør en bøde som den, der er omhandlet i artikel 83a, stk. 1, i lov om administrative overtrædelser og sanktioner, ikke en konfiskationsforanstaltning som omhandlet i rammeafgørelse 2005/212 og direktiv 2014/42, heller ikke når størrelsen af denne bøde svarer til værdien af den økonomiske fordel, der er opnået ved overtrædelsen.

39

Det følger heraf, at denne rammeafgørelse ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, og at det følgelig er ufornødent at fortolke artikel 4 og 5 heri i forbindelse med den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

40

Hvad for det andet angår den forelæggende rets tvivl om, hvorvidt artikel 83a ff. i lov om administrative overtrædelser og sanktioner er forenelige med chartrets artikel 49, skal det for det første fastslås, at hovedsagen omhandler en situation, hvor et selskab er blevet pålagt en bøde på grund af en ulovlig økonomisk fordel opnået af dette selskab som følge af en strafbar handling vedrørende momsangivelse, som angiveligt er blevet begået af dets repræsentant og direktør.

41

Domstolen har allerede fastslået, at administrative sanktioner, som pålægges af de nationale skattemyndigheder, og straffesager indledt til forfølgelse af lovovertrædelser på momsområdet, udgør en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 26.2.2013, Åkerberg Fransson, C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 26 og 27, og af 5.5.2022, BV, C-570/20, EU:C:2022:348, præmis 26). Det samme gælder sanktioner, der pålægges af en domstol i forbindelse med sådanne straffesager. Det følger heraf, at chartret finder anvendelse på hovedsagen.

42

For det andet er det ubestridt, at den i hovedsagen omhandlede sanktionsordning er af strafferetlig karakter. Den forelæggende ret har navnlig anført, at proceduren i henhold til artikel 83a ff. i lov om administrative overtrædelser og sanktioner har alle de træk, der er kendetegnende for en straffesag.

43

For det tredje fastsætter chartrets artikel 49 bl.a. det strafferetlige legalitetsprincip og svarer, således som det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17), til artikel 7 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november1950 (herefter »EMRK«).

44

Chartrets artikel 52, stk. 3, bestemmer, at i det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, har de samme betydning og omfang som i konventionen. Domstolen skal derfor sørge for, at den fortolkning, som den foretager af chartrets artikel 49, sikrer et beskyttelsesniveau, som ikke tilsidesætter det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 7, således som denne fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (jf. i denne retning dom af 23.11.2021, IS (Forelæggelsesafgørelsens ulovlighed), C-564/19, EU:C:2021:949, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

45

Således som den forelæggende ret selv har anført, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslået, at EMRK’s artikel 7 er til hinder for, at en strafferetlig sanktion kan pålægges en person, uden at dennes personlige straffeansvar forinden er blevet fastslået, idet uskyldsformodningen, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, stk. 2, ellers vil blive tilsidesat (Menneskerettighedsdomstolen, 28.6.2018, G.I.E.M. s.r.l m.fl. mod Italien (CE:ECHR:2018:0628JUD000182806, § 251).

46

For så vidt som chartrets artikel 49 skal fortolkes således, at den indeholder de samme krav som dem, der følger af EMRK’s artikel 7, og som er nævnt i den foregående præmis, er chartrets artikel 49 relevant for besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål.

47

Når dette er sagt, svarer disse krav, således som det er bekræftet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 45, ligeledes til dem, der følger af princippet om uskyldsformodning, jf. EMRK’s artikel 6, stk. 2, der udtrykkelig er fastsat i chartrets artikel 48, stk. 1.

48

Henset til genstanden for den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, der nærmere bestemt vedrører det forhold, at en juridisk person ved en formodning pålægges et strafferetligt ansvar for handlinger foretaget af dennes repræsentant og direktør, er det ved besvarelsen af dette spørgsmål tilstrækkeligt at henvise, ikke til chartrets artikel 49, men til dets artikel 48, stk. 1, der – som angivet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 44 – skal fortolkes på en måde, som sikrer et beskyttelsesniveau, der ikke tilsidesætter det, der er sikret ved EMRK’s artikel 6.

49

Hvad angår chartrets artikel 48, stk. 2, som fastsætter princippet om overholdelse af retten til forsvar, synes denne bestemmelse ligeledes at være relevant med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar.

50

Det første spørgsmål skal derfor omformuleres således, at det hermed nærmere bestemt ønskes oplyst, om chartrets artikel 48 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den nationale ret kan pålægge en juridisk person en strafferetlig sanktion for en overtrædelse, for hvilken en fysisk person, der har beføjelse til at forpligte eller repræsentere den juridiske person, er ansvarlig, såfremt dette ansvar endnu ikke er blevet endeligt fastslået.

51

Ifølge chartrets artikel 48, stk. 1, skal enhver, der anklages for en lovovertrædelse, anses for uskyldig, indtil hans eller hendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven. Dette princip finder anvendelse, når de objektive forhold, der udgør en overtrædelse, som kan føre til pålæggelse af administrative sanktioner af strafferetlig karakter, skal fastlægges (dom af 9.9.2021, Adler Real Estate m.fl., C-546/18, EU:C:2021:711, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis), således som det er tilfældet i denne sag, jf. det anførte i denne doms præmis 42.

52

Chartrets artikel 48, stk. 2, bestemmer desuden, at respekt for retten til et forsvar er sikret enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse. Domstolen har allerede fastslået, at overholdelsen af retten til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, udgør et grundlæggende princip i EU-retten (dom af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen m.fl., C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 92, og af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere), C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 204).

53

Ifølge den forelæggende ret fremgår det af bestemmelserne i artikel 83a, stk. 1, i lov om administrative overtrædelser og sanktioner, sammenholdt med artikel 83b og 83f heri, at en juridisk person, der har beriget sig eller har haft til hensigt at berige sig ved en overtrædelse, der tilregnes en fysisk person, som har beføjelse til at forpligte den juridiske person, eller som repræsenterer denne, kan pålægges en strafferetlig sanktion, selv før denne fysiske person er blevet endeligt domfældt for overtrædelsen.

54

Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at den ret, som skal tage stilling til et forslag fra den offentlige anklager, der har kompetence til at pålægge en juridisk person en bøde i henhold til artikel 83a, stk. 1, i lov om administrative overtrædelser og sanktioner, i overensstemmelse med denne lovs artikel 83d, stk. 5, skal behandle sagen alene på grundlag af de forhold, der er omhandlet i sidstnævnte bestemmelse, dvs. spørgsmålet, om den omhandlede juridiske person har opnået en ulovlig fordel, om der foreligger en forbindelse mellem gerningsmanden og den juridiske person, og om der foreligger en forbindelse mellem overtrædelsen og den opnåede fordel, samt arten og værdien af fordelen, hvis den er af økonomisk karakter. Den forelæggende ret har fremhævet, at alle disse forhold hviler på den forudsætning, at der er blevet begået en strafbar handling, og den har tilføjet, at den ret, som skal tage stilling til den kompetente offentlige anklagers forslag, ikke har beføjelse til at anfægte denne forudsætnings rigtighed, eftersom spørgsmålet om, hvorvidt der er blevet begået en strafbar handling, alene kan afgøres inden for rammerne af den straffesag, der er indledt mod den fysiske person.

55

Endelig fremgår det på ingen måde af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den juridiske person har adgang til et søgsmål med fuld prøvelsesret med mulighed for på et senere stadium af den procedure, der er indledt mod denne juridiske person, at bestride, at der foreligger en overtrædelse.

56

Selv om denne fysiske person kan appellere sin domfældelse i medfør af artikel 83e i lov om administrative overtrædelser og sanktioner, kan den ret, der behandler appelsagen, nemlig tilsyneladende heller ikke prøve rigtigheden af denne forudsætning.

57

Det er ligeledes kun under visse helt særlige omstændigheder, at den procedure, der har ført til, at den juridiske person er blevet pålagt en strafferetlig sanktion, kan genoptages i overensstemmelse med denne lovs artikel 83f. Uden at det er fornødent at tage stilling til, om disse genoptagelsesgrunde giver den ret, ved hvilken sagen er anlagt, videre beføjelser end dem, den havde i forbindelse med afgørelsen i første instans eller i appelinstansen, skal det derfor blot fastslås, at der er tale om et ekstraordinært retsmiddel, som ikke uden videre kan udøves af den juridiske person, der er dømt i en straffesag i henhold til den nævnte lovs artikel 83a ff.

58

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 50 og 52 i forslaget til afgørelse, følger det heraf, at den juridiske person endeligt kan pålægges strafferetlige sanktioner som følge af en overtrædelse, som tilregnes den fysiske person, der har beføjelse til at forpligte eller repræsentere den juridiske person, uden at den kompetente ret kan tage stilling til realiteten vedrørende denne overtrædelse, og uden at den juridiske person effektivt har mulighed for at fremsætte sine bemærkninger hertil.

59

En sådan situation kan udgøre et åbenbart uforholdsmæssigt indgreb i princippet om uskyldsformodning og i retten til forsvar, som er sikret denne juridiske person i medfør af chartrets artikel 48.

60

Selv om det er korrekt, at chartrets artikel 48 ikke er til hinder for, at en medlemsstat opstiller formodninger om faktiske og retlige omstændigheder, skal den pågældende medlemsstat nemlig holde brugen af formodninger i straffelovene inden for rimelige grænser, som tager hensyn til, hvad der er på spil, og som opretholder retten til forsvar, idet der ellers vil blive gjort uforholdsmæssigt indgreb i princippet om uskyldsformodning som fastsat i denne artikels stk. 1 (jf. i denne retning dom af 9.9.2021, Adler Real Estate m.fl., C-546/18, EU:C:2021:711, præmis 47).

61

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har på samme måde fastslået, at de kontraherende stater, under visse omstændigheder, bl.a. kan gøre et materielt eller objektivt forhold strafbart i sig selv. På det strafferetlige område forpligter EMRK imidlertid de kontraherende stater til at overholde en vis grænse. Denne grænse er overskredet, når en formodning bevirker, at en person fratages enhver mulighed for at bevise sin uskyld med hensyn til de forhold, der lægges den pågældende til last, og dermed berøves beskyttelsen efter EMRK’s artikel 6, stk. 2 (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 28.6.2018, G.I.E.M. s.r.l m.fl. mod Italien, CE:ECHR:2018:0628JUD000182806, § 243 og den deri nævnte retspraksis).

62

Som det er blevet fremhævet i denne doms præmis 54, har den ret, der skal pålægge den juridiske person sanktioner, kun kompetence til at træffe afgørelse vedrørende visse præcise forhold, men kan ikke tage stilling til realiteten vedrørende den overtrædelse, der vil kunne begrunde en sådan sanktion. Det følger heraf, at den juridiske person ikke effektivt kan udøve sin ret til forsvar, eftersom denne ikke kan bestride, at overtrædelsen foreligger, og i sidste ende må bære konsekvenserne af, at der verserer en særskilt sag mod den fysiske person, som har beføjelse til at forpligte eller repræsentere den juridiske person.

63

Det skal i denne henseende bemærkes, at retten til forsvar er af subjektiv karakter, således at det er de berørte parter selv, der skal være i stand til effektivt at udøve denne ret (dom af 9.9.2021, Adler Real Estate m.fl., C-546/18, EU:C:2021:711, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). I øvrigt kan det på ingen måde udelukkes, at den juridiske person og den fysiske person, som har beføjelse til at forpligte eller repræsentere denne, har forskellige interesser.

64

Denne konklusion ændres ikke af, at den juridiske person i henhold til artikel 83f i lov om administrative overtrædelser og sanktioner har mulighed for at begære genoptagelse af sagen med henblik på at blive fritaget for den bøde, som den pågældende er blevet pålagt, bl.a. i det tilfælde, at den fysiske person, som har beføjelse til at forpligte eller repræsentere denne, er blevet frikendt for anklagerne mod vedkommende. Som anført i denne doms præmis 55 kan et sådant retsmiddel nemlig ikke sidestilles med et søgsmål med fuld prøvelsesret, som denne juridiske person uden videre ville kunne udøve.

65

Selv om det i øvrigt er korrekt, at den procedure, der er indført ved artikel 83a ff. i lov om administrative overtrædelser og sanktioner, gør det muligt at beskytte Unionens finansielle interesser ved at sikre en korrekt opkrævning af moms, forholder det sig ikke desto mindre således, at et sådant formål ikke kan begrunde et uforholdsmæssigt indgreb i de garantier, der er indeholdt i chartrets artikel 48 (jf. analogt Menneskerettighedsdomstolen, 23.11.2006, Jussila mod Finland, CE:ECHR:2006:1123JUD007305301, § 36). Det er i øvrigt ikke godtgjort, at en procedure som den i hovedsagen omhandlede er nødvendig for at undgå en systemisk risiko for straffrihed.

66

Det følger heraf, at en procedure som den, der er fastsat i artikel 83a ff. i lov om administrative overtrædelser og sanktioner, udgør et åbenbart uforholdsmæssigt indgreb i de rettigheder, som er sikret i chartrets artikel 48.

67

Det følger af ovenstående betragtninger, at chartrets artikel 48 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den nationale ret kan pålægge en juridisk person en strafferetlig sanktion for en overtrædelse, for hvilken en fysisk person, der har beføjelse til at forpligte eller repræsentere den juridiske person, er ansvarlig, såfremt denne juridiske person ikke har fået mulighed for at bestride, at den pågældende overtrædelse foreligger.

68

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

69

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den nationale ret kan pålægge en juridisk person en strafferetlig sanktion for en overtrædelse, for hvilken en fysisk person, der har beføjelse til at forpligte eller repræsentere den juridiske person, er ansvarlig, såfremt denne juridiske person ikke har fået mulighed for at bestride, at den pågældende overtrædelse foreligger.